Time is an undependable devil (R)

[Caroline Abbey]

A lot like yesterday,
a lot like never
Tag: Eric ● Outfit: Here

Carrie stod lidt ubeslutsomt i køkkenet med et glas vand og kiggede ud af vinduet ned på Diagonalstræde. Hun havde ingen ambitioner om at fange en bekendt skikkelse med blikket dernede, men kunne alligevel ikke helt lade være med at overveje hvornår han dukkede op.

Det var ikke fordi hun ellers brugte hvert evig eneste minut før Erics ankomst på at trille tommelfingre og spekulere alvorligt. Når han sendte hende en ugle arbejdet på en helt almindelig hverdag og spurgte om han kunne komme forbi hendes lejlighed senere, var det bare svært at lade være.

Hun tyggede lidt på sin underlæbe og satte glasset fra sig på køkkenbordet ved siden af vasken, for i stedet at køre fingrene igennem det løse hår og sukke dybt. ”Kom nu, Eric,” mumlede hun for sig selv, imens hun stirrede ud i den tomme stue, på den anden side af disken. Hun lukkede øjnene i et kort øjeblik og håbede naivt, at han ville dukke op imens.

Da hun atter engang åbnede dem, kun for at finde samme tomhed, tog hun en dyb indånding og forlod køkkenet. Hun gik over til sine bogreoler, fast overbevist om at bruge ventetiden på et eller andet fornuftigt, selvom hun var ved at gå til over ikke at vide hvad i al verden der hastede så meget.

[Eric Wolfe]

Just in this life, I need no other
Just this day, I need no more
Just this moment, let it all stop here

- - - - - - - - - - -
(Tag) :: Caroline Abbey ~ (Outfit) :: Here

Eric kunne ikke huske hvornår han nogensinde havde ventet så utålmodigt på at dagen skulle gå og den sidste time inden fyraften sneglede sig afsted, kun gjort værre af det faktum, at han var blevet sat til noget så trivielt som at rense rifler. Normalt holdt han ellers af det metodiske i netop den tjans, men ikke i dag. Beskeden han havde fået om morgenen sammen med flere andre kom som sådan ikke uventet. Han havde selv sagt ja til at stå i den aktive styrke da han søgte ind til luftvåbnet og selvom han havde været sendt ud to gange før, så var det anderledes denne gang. Meget anderledes. Af en eneste grund, Caroline.

Hvor mange gange han havde nedstirret uret på sit venstre håndled havde han opgivet at holde tal på da han endelig lagde den sidste riffel fra sig og med god samvittighed kunne skynde sig over i den bygning der husede beboelserne. Han tog et hurtigt bad og skiftede til civilt tøj for så at springe i den bil han havde lånt af en kammerat som betaling for en tidligere tjeneste og kørte det lille stykke ind til King's Lynn for anden gang den dag. Han parkerede bilen på en afsides gade, stak nøglen i lommen og sikrede sig hurtigt at der ingen nysgerrige øjne i nærheden, før han transfererede sig væk med et smæld.

- - - - - - - - - - -

Sekunder efter dukkede han op midt i Carolines velkendte og hyggelige stur i lejligheden i Diagonalstræde. Han virrede lidt på hvoedet over turen og fandt så næsten øjeblikkeligt lejligheden beboer med blikket. Hans læber trak op i et bredt smil helt på egen akkord bare ved synet af hende og det nåede uden problemer hans blik som han tog de få skridt hen til hende da hun vendte sig. Uden at spilde tiden på trivielle hilsener lagde han en hånd bag nakken på hende, bøjede hovedet og pressede læberne mod hendes og efterlod ingen tvivl om at han havde savnet at gøre præcis det.

Han hev efter vejret en enkelt gang da han trak hovedet tilbage og grinede smørret, omend hans blik var alvorligt bag smilet da han fandt hendes blik med sit ”Hej..” han rettede sig lidt op og lod hånden falde til hendes skulder ”Og undskyld den korte advarsel..” han smilede lettere brødebetynget og rynkede panden svagt mens han stod og så på hende.

[Caroline Abbey]

A lot like yesterday,
a lot like never
Tag: Eric ● Outfit: Here

Carrie slap den bog hun var ved at hive ud af reolen, så snart det velkendte lille plop, der annoncerede en ankomst ved transferens, lød bag hende. Hun drejede sig rundt og så på Eric med en lille bekymret panderynke, der talte glimrende om hendes tankers sidespring siden hun havde fået hans ugle. Hans smil gjorde hende forvirret og hun havde mest af alt lyst til at spørge ham direkte om hvad det drejede sig om, da han krydsede gulvet.

Inden hun kom frem til de ord, der lå hende på sinde, havde han dog allerede fanget hendes læber i et kys, der kun tjente til at gøre hende endnu mere rundt på gulvet. Hun besvarede det alligevel med næsten samme grad af entusiasme som Eric og mærkede det velkendte og afslørende sug i mellemgulvet, som hun havde følt ved alle de andre 'første kys' de havde delt efter den tvungne adskillelse. Han var umulig at holde fingrene fra og hun havde for længst opgivet at forsøge. Hvad de var, var ikke defineret, men i sit helt stille og private sind var hun temmelig sikker på hvad hun selv var.

Som Eric trak hovedet tilbage trak også Caroline vejret dybt ned i lungerne og fandt sig selv besvarende hans smørrede smil halvt imod sin vilje. ”Hej...” Hun indså at hendes arme begge havde fundet rundt omkring ham som de stod og overvejede om det var bedre at slippe ham. Det lod sig dog ikke rigtig gøre og hun nøjedes med at trække lidt på skuldrene over både situationen og hans ord, før hun rynkede panden. ”Hvorfor den korte varsel?” Lagde hun direkte ud, selvom hendes oprindelige bekymring var tvunget et godt stykke på afstand. ”Hvad hastede så meget?” Hun lagde hovedet lidt på skrå, som hun betragtede ham, med et spørgende blik.

[Eric Wolfe]

Just in this life, I need no other
Just this day, I need no more
Just this moment, let it all stop here

- - - - - - - - - - -
(Tag) :: Caroline Abbey ~ (Outfit) :: Here

SElvom det i sig selv ikke var så forfærdeligt længe siden, at Eric trent faktisk havde set Carrie, gjorde det på ingen måde gensynet mindre behageligt. Så snart han var landet i den lille stue og fik øje på hende, var grunden til at han i det hele tiden troppede op, endda midt på ugen, momentært glemt. Han tillod sig for guderne måtte vide det hvilken gang, at hengive sig til den behagelige følelse af hendes mørke hår mellem sine fingre og hendes varme læber mod sine.

Han tog sig god tid. Dvælede ved de fornemmelser og følelser det til stadighed vækkede i ham at være tæt på hende. Fornemmelser der kun var vokset sig stærkere siden deres forholdsvis uskyldige aftale om suppe, for snart mange uger siden, og ikke mindst siden den uheldige dag, der var endt med, at Jake Loretz stod på Carries dørtrin.

Han trak sig som altid lettere modvilligt tilbage fra hendes læber og smilede stadig lige bredt, mens han huskede bare en brøkdel af sine manerer og hilste på hende med et enkelt ord. Hans efterfølgende undskyldning ledte han direkte til den egentlige grund til at han var kommet og Carrie var heller ikke sen til at spørge ind til den. Hans smil blegnede synligt og han slog blikket ned med en lille grimasse. Han slap hende ikke og stod kun få sekunder og overvejede før han så op igen. Han fandt hendes blik med sit igen og sprang direkte ud i det han var kommet for ”De sender os ud igen...” begyndte han og gjorde en kort pause før han tilføjede ”Jeg skal til Syrien om en lille måned..” han tav og så anspændt, afventende på hendes ansigt.

[Caroline Abbey]

A lot like yesterday,
a lot like never
Tag: Eric ● Outfit: Here

Carolines fingre strøg lidt op og ned af Erics ryg uden på blusen, imens alvoren indfandt sig imellem dem. Hendes pande blev rynket i lige dele bekymring og nervøsitet, som overhovedet ikke aftog, da han svarede på hendes spørgsmål. Det føltes derimod mærkbart som om hun lige havde sunket en tung sten. Samtidig sugede det ganske aldeles ubehageligt i hendes mave, da hendes blik faldt et stykke, uden at rynkerne i hendes pande forsvandt. Et lille punkteret ”oh,” forlod hende, før hun fangede sin underlæbe mellem fortænderne i et øjeblik.

Hun rømmede sig lidt og så op igen, uden at vide hvad hun skulle sige. I virkeligheden burde hun måske have forudset at dagen kom, men det var lidt forsvundet i forelsket eufori og hverdagens travlhed. Intet varede trods alt ved. Det vidste hun bedre end de fleste. Efter et par øjeblikke fugtede hun sine læber og tog sig lidt sammen. Hun rettede sig op og fremtvang et lille smil, der ikke nåede hendes øjne. ”Jamen det er vel forventet?” Uden at slippe ham med blikket, tog hun en dyb indånding.

Smilet dalede igen. Hun magtede alligevel ikke at lade som om det ikke rørte hende, selvom det sikkert godt kunne lade sig gøre, hvis bare hun anstrengte sig lidt. Atter engang fangede hun underlæben mellem sine tænder og sænkede blikket. Hun anede stadig virkelig ikke hvad hun skulle sige.

[Eric Wolfe]

Just in this life, I need no other
Just this day, I need no more
Just this moment, let it all stop here

- - - - - - - - - - -
(Tag) :: Caroline Abbey ~ (Outfit) :: Here

Eric holdt mentalt vejret efter at have svaret på Carries spørgsmål. Rynkerne der dukkede frem på hendes pande fik lignende til at opstå på hans egen, mens hans blik hvilede intenst på hendes ansigt. Da der ikke i første omgang kom anden reaktion end et lille, spagt udbrud rynkede han panden endnu dybere og følte en mindre knude samle sig i hans mave. Som havde han lige med fuldt overlæg såret hende eller det der var værre.

Han kunne dog ikke finde på mere at sige nu det essentielle var ude i det fri og rynken i hans pande forsvandt ikke da hun så op med et anstrengt smil og forsøgte at lyde upåvirket. Han nikkede langsomt en enkelt gang uden at smile igen og med samme søgende blik på hendes ansigt ”Ja...” fik han så frem og tog en dyb indånding ”Jeg var dog begyndt at håbe jeg først røg ud efter nytår igen..” han skar en lille grimasse og blev tavs igen og så hende blot i øjnene uden at kunne finde flere ord indtil hun slog blikket ned igen. Han sukkede svagt, en smule opgivende og frustreret på én gang, mens han trak hende helt ind til sig og lagde kinden mod hendes hår ”Jeg kommer hjem igen.. du slipper ikke for mig så let vil jeg bare lige understrege.” han slækkede grebet lidt igen og løftede hovedet, mens han ventede på hun så op igen. Så snart det skete bøjede han igen hovedet og fandt krævende hendes læber i et kys der talte ti gange bedre end noget han kunne sige om det faktum at hele deres udefinerede forhold lige var blevet sat på sin første store prøve.

[Caroline Abbey]

A lot like yesterday,
a lot like never
Tag: Eric ● Outfit: Here

Caroline stirrede tavst på et tilfældigt punkt på Erics brystkasse. Hun nikkede lidt og var lige ved at sige, at hun håbede han aldrig røg ud igen. Det lød dog lidt for tåbeligt i hendes eget hoved og hun forholdt sig stille, som han trak hende ind til sig. Der var ingen protester. Hans duft fyldte hurtigt hendes næsebor, ligesom lyden af hans hjerteslag lød i hendes ører. Med et lydløst suk lukkede hun øjnene i et kort øjeblik. Et svagt smil hev lidt i hendes mundvige. ”Nej?” Som de stod der, var det i et øjeblik nemt for hende at forestille sig, at hans ord passede. Alligevel nagede tanken om hvor langt væk han skulle og hvor længe han ville være væk. Uanset god vilje, så slap hun lige netop helt reelt temmelig nemt for ham. Lige nu knugede hendes mave sig sammen, når hun så ham, men der var ingen, der sagde, at det samme ville være tilfældet om flere måneder. Det var ikke videre behageligt at tænkte på, men hun kunne alligevel ikke lade være. Intet var konstant. Det var ikke sikkert nogen af dem så på samme måde på hinanden bagefter.

Som hun løftede blikket til ham og han igen pressede sine læber imod hendes, var hun dog alt for villig til at skubbe den pessimistiske og deprimerende tanke langt tilbage i baghovedet. Hendes ene hånd forvildede sig op i hans nakke og gled igennem det korte hår, imens hun helt instinktivt hævede sig op på tæer, for at komme nærmere på ham. Hun havde ikke rigtig lyst til nogensinde at give slip. Forelskelser var frygtelig flygtige, men også helt overvældende.

Hun var lige netop det; overvældet. Da hun dumpede tilbage på sine hæle og så op på ham, tog hun en dyb indånding. Et svagt smil hvilede på hendes læber, som hun rømmede sig lidt. Ordene sad fast i halsen på hende, selvom hun godt vidste hvad hun havde lyst til at sige. Hun rynkede panden lidt. ”Eric jeg...” Endnu et lille suk forlod hende og flere rynker fandt vej til hende. Hun rømmede sig igen og tyggede lidt på sin underlæbe. ”... Jeg kommer til at savne dig,” nøjedes hun med, selvom det var noget lidt andet, der havde ligget klar på tungen. Det var lidt for meget, lidt for uoverskueligt og alt, alt for tidligt.

[Eric Wolfe]

Just in this life, I need no other
Just this day, I need no more
Just this moment, let it all stop here

- - - - - - - - - - -
(Tag) :: Caroline Abbey ~ (Outfit) :: Here

Erics læber strejfede flygtigt toppen af Carries hovede mens han stod med hende tæt ind til sig og forsikrede hende om at han nok skulle komme tilbage. Han mente det og var også sikker på han ville komme det, men visheden om, at det absolut ikke var uden risiko for hverken ham eller andre, var på samme tid soleklar i hans bevidsthed. Det havde den været fra den dag han blev indskrevet i aktiv tjeneste og det havde været nødvendigt allerede der, at gøre op med sig selv, om han var villig til at løbe den risiko der trods alt var, for ikke at komme hjem stående. Så smilede han bredt, men kort, ned mod hendes hår og rystede afvisende på hovedet over hendes ene rod ”Ikke på vilkår. Du er allerede gået i fælden.. du ved det bare ikke endnu.” drillede han lettere tamt og rettede sig så op igen.

Han skubbede hårdt de uvelkomne tanker på afstand ved at kræve hendes læber igen og strammede instintivt og besidderrisk armene om hende, da han mærkede hendes ene hånd lægge sig i hans nakke og efterfølgende hendes fingre der strøg gennem hans korte hår, med en antydning af negle. En lille, anstrengt lyd undslap ham og uvillig til at slippe hende, hev han hurtigt luft ind og fortsatte så hvor han var sluppet lidt endnu, til han igen manglede luft. Hans brystkasse hævede og sænkede sig rytmisk og hurtigere end normalt da han endelig trak hovedet tilbage og Carrie sank ned fra sine tåspidser igen. Et langt øjeblik så han bare intenst på hende, mens de ord der sad lige på tungen af ham, aldrig kom videre.

Hans vejrtrækning blev hurtigt normal igen og han gengældte hendes svage smil, før han rynkede brynene lidt da hun begyndte at tale. Han nikkede opfordrende og lod begge hænder finde om på hendes ryg. Så smilede han igen og bøjede hovedet til hans pande rørte hende, uden at bryde øjenkontakten ”Ditto..” mumlede han og strøg hende blidt over ryggen mens han fortsatte i samme spor ”..alt for meget... men jeg kommer hjem igen..” gentog han sig selv, ligeså meget for sin egen skyld som for hendes ”Før du aner det, og så..” han gik i stå, tøvede lidt og mærkede sit blik flakke ganske kort ”...så tager vi tråden op hvor vi efterlod den, ikke?” der var en svag håbefuld undertone i hans stemme såvel som i hans blik. Han ønskede ikke det skulle stoppe her, ikke når det næsten lige var begyndt og var han sikker på én ting midt i det hele, var det, at han ikke var villig til at give slip på hverken hende, eller den følelse han fik i kroppen når han var sammen med hende.

[Caroline Abbey]

A lot like yesterday,
a lot like never
Tag: Eric ● Outfit: Here

Caroline trak en anelse mere på smilebåndet, trykket ind imod Eric. De alt for alvorlige realiteter krøb dog uværgeligt ind på hende, satte sig i hendes hals og tyngede hende ned, før hun løftede sig op på tæer og forsvandt i deres kys. Hele tiden lå det dog i baggrunden, at de havde en udløbsdato. Hun havde lyst til at fortælle ham det, der genlød i hendes hoved, men holdt det inde lidt endnu, som hun bare så på ham. Hendes vejrtrækning blev rolig, men det gjaldt ikke hende selv. Tværtimod.

Hans håbefulde spørgsmål strammede bare endnu tættere sammen omkring knuden i hendes mave. Med tænderne lukket omkring sin underlæbe sænkede hun blikket igen. Hun fik det næsten fysisk dårligt over det overvældende i den situation hun fandt sig i og formåede på ingen måde at leve op til hans ønske og bekræfte spørgsmålet. I stedet løsrev hun sig med en mumlet undskyldning og forlod ham, for at gå ud i køkkenet. Hendes øjne var blanke og hun blinkede hektisk flere gange imens hun gik. Ovre ved vasken igen, samlede hun sit halvtomme vandglas op og tog endnu en tår, uden at vende sig om. Hun stirrede ud i luften, imens hun forsøgte at få hold på sig selv.

Det lykkedes ikke særlig godt. Faktisk blev hun bare mere forvirret. Hun havde lyst til at fortælle ham, at hun selvfølgelig stadig var her, når han vendte tilbage, hvis han vendte tilbage. Der var ikke noget hun hellere ville, men hun formåede ikke at få ordene over sine læber.

[Eric Wolfe]

Just in this life, I need no other
Just this day, I need no more
Just this moment, let it all stop here

- - - - - - - - - - -
(Tag) :: Caroline Abbey ~ (Outfit) :: Here

Eric blev ved at se på Carrie mens hans blik skiftede fokus mellem hendes brune øjne og ubevidst håbede på at få sin egen håbefulde formodning bekræftet. I stedet måtte han se hende slå blikket ned og så trække sig fri af hans greb, mens hun mumlede noget han ikke helt fik fat i. Overraskelse blandet med forvirring var klar og tydelig på hans ansigt og enhver antydning af smil forsvandt mens han drejede sig anspændt og fulgte hende med blikket hen i køkkenet.

Hans bryn var rynkede og passede glimrende til den rynkede pande, mens han ubeslutsomt blev stående ved reolen og bare så gennem rummet på hende, som hun stod med siden til ham ved vasken, og stirrede tavst ud i luften. Hvor længe der gik anede han ikke, men om det så kun havde været to sekunder, så føltes det som flere timer og uanset hvor hårdt han prøvede at ignorere det, følte han sig lidt som om nogen lige havde smidt en spand iskoldt vand i hovedet på ham.

Så tvang han sine fødder i bevægelse og gik langsomt, tøvende nærmere disken der adskilte stuen fra køkkenet, uden at tage blikket fra hende et eneste sekund ”Carrie.. undskyld, men jeg..” han stoppede, både med at tale og med at gå, nogle skridt fra disken og så lettere fortabt på hende før han tog en dyb indånding ”Vil du ikke nok se på mig?” hans stemme var lav og tøvende, men det gjorde ham kun endnu mere ilde til mode ikke at kunne se hende i øjnene ”Jeg ved godt det er urimeligt at kræve noget som helt af dig, men..” han gik i stå igen og udstødte en frustreret lyd før han lod det første der faldt ham ind strømme ud at munden på sig ”Jeg havde ikke planlagt at jeg skulle falde pladask for dig, okay?” han hævede ikke stemmen, men hans frustration var tydelig alligevel og han slog ud med begge hænder i luften foran sig ”Jeg håbede bare at...” for tredie gang gik han i stå og bandede indvendigt over sin pludseligt manglende evne til at færdiggøre en sætning.

[Caroline Abbey]

A lot like yesterday,
a lot like never
Tag: Eric ● Outfit: Here

Caroline tog endnu en tår af glasset med vand og ved blev at se tomt ud i luften. Hendes pande var rynket og hendes øjne stadig blanke, på trods af forsøgene på at fremstå så upåvirket af situationen som muligt. Hun fejlede i sit forehavende, men nægtede alligevel sig selv at se på ham imens han nærmede sig, selvom ordene stadig lå alt for klar lige på hendes tunge og dundrede rundt i hendes hoved. Ved hans spørgsmål tyggede hun hårdt ned omkring sin underlæbe, men drejede så hovedet og mødte hans blik med sin egen alvor. Hun åbnede munden, men forholdt sig alligevel tavs, som han fik fyret flere ufærdige sætninger af. Den ene af dem fik hendes hjerte til at slå et ekstra slag og gjorde hende endnu mere tør i munden. Hun tog atter en tår af glasset og fugtede læberne, imens hun bare så på ham i adskillige øjeblikke.

Endelig rømmede hun sig lavmælt og tog en dyb indånding. ”Undskyld,” kom det alligevel hæst. Hun klarede halsen igen og rynkede panden mærkbart. ”Jeg ved ikke hvad jeg skal sige,” nærmest hviskede hun. ”Det er ikke... Det er ikke fair, at jeg lige når at... At...” Overvældet af øjeblikket vældede tårerne igen op i hendes øjne og hun tørrede dem en anelse hidsigt væk. ”At blive forelsket og så skal jeg til at tage stilling til om jeg stadig er det om hundrede år og en eftermiddag!” Med skinnede øjne så hun på Eric, men irritationen var ikke rettet imod ham. ”... Undskyld.”

[Eric Wolfe]

Just in this life, I need no other
Just this day, I need no more
Just this moment, let it all stop here

- - - - - - - - - - -
(Tag) :: Caroline Abbey ~ (Outfit) :: Here

Eric følte et ubehageligt sug i mellemgulvet da Carrie drejede hovedet og mødte hans blik. Det gjorde næsten fysisk ondt at se hvad han gjorde i de brune øjne og han krympede sig mentalt da hun langt om længe begyndte at tale. Han lukkede munden hårdt i, spændte synligt i kæben og så ned på gulvet mellem sine fødder, mens han ubevidst knyttede begge hænder let ind mod sine lår.

Hans blik blev dog hurtigt løftet til hendes ansigt igen med et overrasket udtryk og et momentært smil over hendes ord. Det var væk næsten før det havde været der, og den lette boblen i hans mave af sommerfugle, blev brutalt erstattet af billedet af hendes frustrerede, tårevædede ansigt der brændte sig fast på hans nethinde.

Han endte med blot at stå og se ubeslutsomt på hende, splittet mellem impulsen til at fortsætte det sidste stykke om til hende og forsikre hende om, at alt nok skulle ordne sig. At det ville løse sig. At intet ville forandre sig. Men han kunne ikke. Ikke engang med en solid portion god vilje. Uden at finde de perfekte ord endte han med at kaste armene frustreret i vejret endnu en gang og se indtrængende på hende ”Nej, det er fucking uretfærdigt. Vi er enige, men..” han gik i stå igen og sukkede dybt. Fyldte lungerne med luft til bristepunktet og åndede tungt ud igen før han så ned igen og faldt en smule modløs sammen i skuldrene.

Han stod lidt før han løftede hovedet igen og så plaget og undskyldende på hende ”Det kan du ikke tage stilling til...” begyndte han lavmælt og tog en dyb indånding før han fortsatte ”Det kan jeg heller ikke, men jeg har ikke tænkt mig bare at skylle det hele ud med badevandet nu..” han rynkede brynene igen og så alvorligt og stadig indtrængende på hende ”Det vil jeg ikke, Carrie..” han tog et skridt nærmere disken uden helt at registrere det, og endte med at lægge begge hænder fladt mod den og lænede sig ind over den, over mod hende og holde hendes blik fast ”Jeg kræver ingenting, men jeg håber...” hans blik flakkede tydeligt nervøst mens han fortsatte ”..at du i det mindste vil overveje det, for jeg er snothamrende forelsket i dig.” hans stemme var steget lidt uden at det var hans mening og han tog en dyb indånding igen for at få hold på sig selv før han bøjede nakken og så ned i bordpladen under sine hænder ”Undskyld..” fik han tonløst frem og skubbede sig så fri fra disken igen og vendte sig med siden til hende og stirrede intenst på væggen ved siden af det ene vindue.

[Caroline Abbey]

A lot like yesterday,
a lot like never
Tag: Eric ● Outfit: Here

Caroline sank en klump, tørrede tårerne væk igen og bed yderligere i sig med sin sædvanlige stædighed. Hun var ikke ked af det. Hun var håbløst og uigenkaldeligt faldet for ham. Tårerne kom af frustration over den fuldstændig uretfærdige situation hun stod i. Først da Eric erklærede sig enig i hendes ytringer, gik det for alvor op for hende, at hun ikke var alene i den. Hun betragtede ham i tavshed og hadede det hun så. Han burde ikke se ud som han havde ondt. Samtidig med at hun tænkte det, vidste hun dog med sig selv, at hun afspejlede ham perfekt.

Hun så ned på sine egne fødder i hjemmeskoene og snøftede en enkelt gang ind, uden at flere tårer dukkede op. Hans ord genlød i hendes hoved og gjorde hende ikke mindre rundtosset. Alligevel lå der noget i dem, noget uigenkaldeligt, som fik en enkelt sommerfugl til at flakse en tur i hendes mave. Hun rynkede panden og mærkede et svagt træk i sine mundvige over hans afsluttende formuleringer. Et smil blev dog det aldrig til.

Som han skubbede sig fri fra disken satte hun selv vandglasset fra sig bag ved på køkkenbordet. Hun krydsede afstanden mellem dem i stilhed, bremsede en halv meter væk og løftede blikket til ham med et uudgrundeligt udtryk i sit ansigt og sine mørke øjne. Knuden i hendes mave strammede til og hun rakte den ene hånd frem, for at stryge to fingre over hans kind. Hun trak vejret dybt og fandt et enkelt svagt smil frem til ham. ”Synes du ikke det er lidt selvmodsigende at du ikke vil skylle det hele ud, men alligevel siger, at du ingenting kræver,” bemærkede hun lavmælt. En skygge af et drillende glimt sneg sig ind i hendes blik, før hun igen var alvorligt.

Hun sukkede og studerede nuancerne i hans lysende øjne, før hendes hånd faldt igen og hun tilbød ham den i en tavs gestus. ”Jeg kan huske at du sagde noget med, at det ikke behøvede være kompliceret, Eric...”

[Eric Wolfe]

Just in this life, I need no other
Just this day, I need no more
Just this moment, let it all stop here

- - - - - - - - - - -
(Tag) :: Caroline Abbey ~ (Outfit) :: Here

Eric blev stående urørligt med hænderne knyttet, spændt kæbe og blikket rettet stift mod væggen ved siden af sig. Han anede ikke hvad han skulle sige, eller hvad han skulle gøre. En lille del af ham fortrød han nogensinde var kommet, selvom han havde været rimelig sikker på, at nyheden han kom med, ikke ville blive mødt med åbne arme. Det hele var stadig så nyt og lettere surrealistisk og umuligt at være sikker på.

Han drejede langsomt hovedet da han hørte hende sætte i bevægelse igen og fulgte hende vagtsomt med blikket, mens han mentalt stivede sig af endnu en gang, usikker på hvad der nu ville komme. Det gjorde stadig ondt et sted dybt indeni at se hendes tårevædede ansigt, men en forandring i hendes blik fik alligevel hans skuldre til at falde lidt fra deres anspændte position. Han rynkede brynene og så tavst og spørgende på hende, for så at følge hendes hånd med blikket da hun løftede den mod hans ansigt. Han lukkede øjnene et kort øjeblik da hendes fingre ramte hans kind og følte en sær form for lettelse skylle igennem sig, selvom den blide gestus ikke efterlod ham mindre forvirret end før.

Han åbnede øjnene igen da hun talte og det gik op for ham, at han ubevidst havde lænet ansigtet mod hendes hånd. Hendes ord trak antydningen af et mat smil frem på hans ansigt og han trak let på skuldrene ”Jo... jeg er en stor selvmodsigelse lige for tiden..” det trak igen svagt i hans mundvige, uden at det nogensinde blev et fuldbyrdet smil. Han tav igen og så blot ubeslutsomt på hende, indtil hans blik faldt til hånden hun rakte frem. Han tog den uden tøven og gav den et hurtigt klem, før han fulgte sin første impuls og trak hende ind til sig igen med et lille smil og et efterfølgende hørligt suk ”Jeg siger så meget..” begyndte han som indledende svar på hendes næste ord og rynkede så panden dybt igen, mens han et øjeblik begravede ansigtet i hendes hår ”Uanset hvor kompliceret det er, så er jeg sikker på at jeg vil det her..” han løftede hovedet lidt igen og fortsatte lavmælt og alvorligt ”Jeg vil dig...” han tav et sekund igen, og satte så et helt nyt ord på det hele der på én gang føltes skræmmende og godt ”Os...”

[Caroline Abbey]

A lot like yesterday,
a lot like never
Tag: Eric ● Outfit: Here

Carries smil var vagt, men konsistent, som hun kærtegnede hans kind. Hendes hoved var ét stort virvar af følelser og tanker, som hun overhovedet ikke havde styr på, men hun havde det lidt mindre som om hun stod lige foran en afgrund, når hun var tæt på ham. Uanset hvad hun vidste og tænkte om holdbarheden, så kunne hun ikke stikke af fra, at han fik hende til at føle noget hun ikke havde følt længe.

Hun bøjede hovedet og nikkede lidt, med et hørligt suk, før hun fandt hans øjne igen, rakte sin hånd frem og flettede sine fingre ind imellem hans, da han tog den. Det føltes så uendelig beroligende, da han trak hende ind imod sig igen, selvom alle de urolige tanker blev ved med at fare rundt i hendes nære bevidsthed. Hun bed ned omkring sin underlæbe og indsnusede hans duft, nikkende svagt som eneste synlige reaktion på hans indledende ord. Alt det, der fulgte, fik det til at boble i hendes mave og hun stirrede tavst ud i luften i adskillige øjeblikke efter det lille bitte ord, på to bogstaver.

”Os,” gentog hun lavmælt, før hun løftede blikket og så på ham. Hun tog en dyb indånding og løftede begge øjenbryn. ”Du har en tendens til at dukke op og vende alting på hovedet,” bemærkede hun lavmælt. ”... Man skulle tro jeg var begyndt at vænne mig til det.” Et svagt smil hev i hendes mundvige, før hun løftede sig op på tæer for at plante et prøvende kys på hans læber. Det enlige ord summede stadig rundt i hovedet på hende og gav liv til adskillige sommerfugles flaksende flugt. Hun var ikke helt sikker på, om det var en god ting.

Da hun trak sit hoved lidt tilbage, forblev hun på tæer. Hun åbnede øjnene og så ind i hans, få millimeter væk. Et lille varmt smil viste sig i et spontant øjeblik i hendes ansigt og hun kærtegnede hans håndflade blidt med sin ene tommelfinger. ”Er du virkelig...” Hun rynkede panden lidt og skar så en anelse ansigt over det sukkersøde i det spørgsmål, der alligevel kæmpede sig ud af hende. ”... 'snothamrende forelsket' i mig?” Det var umuligt at lade være med at føle sig smigret, uanset hvor meget hun fortalte sig selv at forelskelser var flygtige. På trods af udsigten til at skulle undvære ham på ubestemt tid var hun underligt høj på deres alt, alt for seriøse erklæringer til hinanden.