Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on Jul 19, 2011 19:40:12 GMT
That original feeling never went away... that's why I’m standing here today... Eric stod et øjeblik helt stille og stirrede stift ind i sit skab på det beskedne, men fuldt funktionelle værelse han delte med tre andre på basen der lå udenfor byen King's Lynn i Norfolk. Han havde aldrig haft noget imod at dele, men alligevel var han ret tilfreds ved tanken om, at han stod øverst på listen til et eneværelse når sommeren var ovre. Ingen af de tre han delte dette værelse med var til stedet i øjeblikket, hvilket var endnu et faktum der passede ham glimrende. Han greb sig selv mentalt i nakken igen og tog dernæst sin blå jakke ud af skabet og trak den hurtigt på over den lysere blå skjorte. Så rakte han op og rettede på det mørke slips om sin hals og lukkede så langsomt rækken af gyldne knapper, mens rutinens ved handlingen sad så meget på rygraden, at han kunne lade sine tanker flyve frit omkring. De havde dog alle det samme mål - London, og nærmere betegnet Diagonalstræde og en bestemt beboer i en lille lejlighed over Det Magiske Menageri. Selvom der var gået adskillinge uger siden han var endt med at overnatte netop der, så var det langtfra glemt. Nærmere tværtimod havde tankerne og spørgsmålene blot formeret sig til han ikke så nogen anden mulighed, end at konfrontere både sig selv og Caroline med dem. Om ikke andet, så alene for at få luft og få det sagt højt, som blev ved at vende tilbage i hans bevidsthed. Rent faktisk at få tilladelse til at forlade basen uden forvarsel, var dog det første problem han rendte panden imod. Et stik af dårlig samvittighed ramte ham, men han huskede den hvide løgn han havde fortalt sin overordnede tidligere på dagen og alligevel kunne han ikke lade være at smile skævt for sig selv. "En familie-krise, Lt. Wolfe?" "Korrekt, Sir. En gammel ven af familien dog nærmere, men ikke mindre kritisk." Mod lovning om at være tilbage inden portene blev lukket for natten, samt at tage en ekstra vagt den følgende uge, havde han fået lov at tage resten af dagen fri. Med den forhindring ude af verden, var hans vandrende tanker kun blevet mere insisterende, mens han for guderne måtte vide det hvilken gang, gennegik i hovedet hvad det helt nøjagtigt var han ville sige når han først stod der. Han løftede først den ene hånd, så den anden og lukkede jakkens manchetter også, mens han mumlede lavmælt for sig selv ud i det tomme rum med pande og bryn rynket koncentreret ”Caroline. Vi er nødt til at tale sammen.” han skar en grimasse over sig selv og tog som det sidste sin uniformshat ud fra skabets øverste hylde og fortsatte med at mumle for sig selv ”Undskyld jeg kommer uanmeldt, men der er noget jeg er nødt til at få på det rene.” han skar endnu en grimasse, sukkede dybt og lukkede skabet, uden at tage hatten på hovedet endnu. Han åbnede den modsatte side af skabet og betragtede sig selv kritisk i spejlet der var sat på indersiden af skapslågen nogle minutter, før han dømte det ikke blev bedre og lukkede den igen. Så satte han endelig hatten på hovedet og forlod værelset efter at have sikret sig, at hans tryllestav sad sikkert i inderlommen på jakken, skjult for nysgerrige øjne, men alligevel indenfor rækkevidde for ham selv. Han begav sig mod udgangen med lange skridt og med den helt naturlige ranken sig, der indfandt sig lidt ekstra, så snart han havde uniformen på. Han ville intet risikere ved at transferere sig fra basens område. Det var sikrest hvis nogen så ham forlade den og han kendte flere steder i King's Lynn, hvor det ikke ville være et problem at forsvinde og senere dukke uset op igen. Derfor havde han arrangeret at få et lift ind til byen under påskud af at tage toget derfra og videre. - - - - - - - - - - - - - INTERLUDE - - - - - - - - - - - - Han smækkede døren til bilen med et skævt smil til den midaldrende mand der havde kørt den og løftede to fingre til hattens skygge som hilse, før den anden kørte væk og efterlod Eric stående på den myldrende hovedgade i den lille by. Ingen gjorde stor notits af en ung mand i uniform, ikke i King's Lynn, der efterhånden var vant til synet. Eric selv rynkede panden let endnu engang før han satte igang og snart nåede den lille sidegade der havde været hans mål. Han fortsatte halvvejs ned af den før han stoppede, halvt i skjul ved et indhak i muren. Han så sig vagtsomt til begge sider før han trådte et skridt mere bagud og tættere på muren. Han lukkede øjnene og koncentrerede sig intenst om sin ønskede destination og forsvandt så i den blå luft med en skarp lyd, der mindede kraftigt om en bils udstødningsrør der gav sig. Sekundet efter dukkede han op på gangen udenfor Carolines lejlighed i Diagonalstræde. Han svajede kortvarigt og rystede lidt på hovedet for at få den trykkende fornemmelse det altid var at transfere, af sig. Det var uden tvivl den nemmeste og hurtigste måde at komme fra et sted til et andet, men uanset hvor mange gange han gjorde det, så vænnede han sig aldrig til følelsen af momentært at være lavet af gummi og blive presset gennem en brevsprække. Den ubehagelige følelse ved dog hurtigt til fordel for en sugen i mellemgulvet, der intet havde med transferensen at gøre, men alt med nervøsitet og en snert af usikkerhed at gøre. Han stod nogle minutter blot og stirrede indædt på den lukkede dør der førte ind til Carolines lejlighed, som håbede han at kunne få den til at åbne sig helt af sig selv alene ved tankens kraft. Som forventet skete det dog ikke og til sidst tog han sig sammen og gik langsomt men målbevidst, de sidste skridt hen til døren. Han løftede hurtigt hånden og bankede hørligt på, før modet svigtede og han endte med at fortryde. Først da han sænkede hånden igen og trådte et afventende skridt tilbage, slog tanken ham, at han ikke anede om hun overhovedet var hjemme. Det knugede igen let i hans mave, men han blev stående med et lettere sammenbidt udtryk og blikket stift rettet mod døren.
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
(Words) :: 1151 ~ (Tag) :: Caroline Abbey ~ (Outfit) :: Here ~ (Notes) :: ---
|
|
|
Post by Caroline Abbey on Jul 19, 2011 20:28:04 GMT
When the future comes to your door Will it be all that you've been waiting for?
Caroline vendte endnu en side i den tykke, nyere anskaffelse af endnu et bind om magiens historie og rynkede panden lidt, som hun læste videre. Ovre på den anden side poserede en velpolstret midaldrende heks med et bredt tandpastasmil, før hun vinkede heftigt til enten vedkommende, der tog billedet, eller til nogen bagved. Uden at ænse det, bevægede Caroline sig videre igennem det tyvende århundredes vigtigste overskrifter. Hun standsede her og der, for at slå et navn op i den slidte udgave af ”Vigtige nyere hekse og troldmænd.” Denne var trykt dengang magikere nævnt i historiebogen rent faktisk talte derunder og også bar tydelige præg af selvsamme.
Hun sad i sofaen, dybt begravet i sine undersøgelser og lænet fremad i en usund stilling, som sikkert ville ende med at koste hende en øm krop dagen efter. Sagen var bare den, at det var alt for interessant læsning til at hun ænsede sine egne bevægelser. Det var ikke engang for alvor gået op for hende, at klokken efterhånden havde slået to og at hun burde se at få fremskaffet sig noget frokost.
Da en umiskendelig banken hørtes i lejligheden, farede hun derfor forskrækket sammen og stirrede i et øjeblik over imod døren, som om hun forventede, at nogen ville begynde at brase ind. Hun var flere sekunder om at komme frem til, at hun hellere måtte lægge bøgerne fra sig og få åbnet op og rystede lidt på hovedet af sig selv, som hun endelig gjorde det, stak fødderne i hjemmeskoene og rejste sig fra sofaen. I stedet for at besvære sig selv med at informere vedkommende, der forstyrrede hende, om at hun ville åbne om et øjeblik, gik hun blot direkte hen til døren med let rynket pande og åbnede den, med alle planer om at informere personen om, at det var ubelejligt.
I stedet for at stå ansigt til ansigt med en bekendt, et bud fra ministeriet eller en af hendes naboer, som hun havde forventet, var det syn, der mødte hende, dog nok til, at hun i adskillige øjeblikke ikke gjorde andet end at stirre. Hun fandt Erics blik med store øjne og begge øjenbryn hævet, før hun endelig fik talens brug tilbage igen og rømmede sig. ”Vi har ikke nogen aftale,” stadfæstede hun, som om han ikke skulle være klar over det. ”Jeg har travlt.”
Ordene forlod hende, uden at hun egentlig planlagde dem og lød også meget mere som indøvede fraser, end som noget hun rent faktisk havde tænkt over. Hun rynkede panden og så på ham uden helt at vide hvad hun skulle foretage sig. En del af hende mente hun skulle træde tilbage og smække døren, en anden at hun burde rable alle sine usammenhængende spekulationer over de sidste uger af sig. Ingen af dem sprang dog frem og blev til handling, som hun ganske enkelt bare blev stående i døråbningen uden at gøre til eller fra.
Tag: Eric Wolfe ● Outfit: Here
|
|
Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on Jul 19, 2011 21:04:33 GMT
That original feeling never went away... that's why I’m standing here today... Eric flyttede uroligt på fødderne mens han ventede foran den lukkede dør og skiftede vægten rastløst fra den ene til den anden. Han rynkede brynene let som sekunderne sneglede sig afsted uden at der skete noget på den anden side. Netop som han løftede hånden, for at banke på igen blev håndtaget trykket ned og døren gik op. Et par sekunder stod han stadig med hånden løftet og gengældte Carolines tavse stirren før han endelig tog sig sammen til at sænke armen igen. Lidt for hurtigt til at det kunne påståes at være afslappet, mens hans lyse øjne flakkede mellem hendes brune et øjeblik.
Så brød hun den akavede tavshed som den første og et splitsekund så han tydeligt overrumplet på hende og blinkede langsomt en enkelt gang før han fik samlet sig igen. Han sank og rømmede sig, mens han rent faktisk et kort øjeblik overvejede at undskylde og gå igen med det samme. Han så hurtigt ned ad gangen igen og understregede derved kun sin egen tanke, før han bestemt skubbede den fra sig og mødte Carolines blik igen uden flakken ”Det ved jeg... undskyld.” han tav igen et øjeblik, mens han rynkede brynene og prøvede at tage en beslutning uden at virke mere anmasende end han allerede gjorde. Han rankede sig og greb så ved en pludselig indskydelse op og tog hatten af, for så at stikke den under den ene arm i en ren rutinemæssig handling før han talte igen ”Jeg håbede du havde bare et øjeblik alligevel. Der er noget jeg har brug for at få sagt før det gør mig mere vanvittig end jeg allerede er.” hans ene mundvig trak nogle millimeter op i et tøvende, næsten usynligt smil, før han rynkede brynene endnu lidt og så alvorligt og en smule bedende på hende uden selv at være klar over det ”Bare ti minutter så skal jeg nok forsvinde igen.” han tav igen, rømmede sig svagt og flyttede igen lidt på fødderne uden at stå mindre rankt af den grund. Han forsøgte at huske alle de perfekte og mindre perfekte formuleringer han havde afprøvet hjemmefra, en som ved et svip med en tryllestav, var de allesammen på magisk vis forsvundet og han kunne ikke finde dem igen uanset hvor meget han prøvede.
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
(Words) :: 434 ~ (Tag) :: Caroline Abbey ~ (Outfit) :: Here ~ (Notes) :: ---
|
|
|
Post by Caroline Abbey on Jul 19, 2011 21:27:56 GMT
When the future comes to your door Will it be all that you've been waiting for?
Carolines hjerne arbejdede på højtryk, imens hun stirrede ind i Erics lyse øjne, men alligevel kom hun ikke frem til noget mere fornuftigt end temmelig utvetydige afvisninger, som hun ikke engang var sikker på, at hun havde lyst til at levere. Hun fulgte hans ryk med hovedet, da hans blik strejfede ned af gangen i en forholdsvis tydelig overvejelse af situationen, som hun ikke ligefrem kunne bebrejde ham. Alligevel var hun med et slag sikker på, at hun ikke bare kunne lade ham stikke af igen. Det kriblede i et øjeblik i hendes fingre efter at række frem og standse en eventuel flugt, men så var hans opmærksomhed atter på hende og hun standsede optrækket til en bevægelse, som hun i stedet stive ryggen lidt af og rømmede sig.
Både hans undskyldning og den efterfølgende forhåbning trængte kun langsomt igennem hendes kværnende tanker, som cirklede rundt om den ikke særlig kryptiske grund til, at han stod foran hendes dør. Hun fugtede læberne og så tvivlende op på ham med rynket pande, uden helt at kunne finde ordene. Den næste opfordring og det blik han sendte hende imens, fik hende dog, kun lettere ufrivilligt, til at nikke lidt, før hun rømmede sig igen. Der kom dog stadig ikke noget ud og i stedet for at blive stående og ligne en idiot, gik hun til siden, for at lade Eric komme ind. I samme bevægelse slap hun endelig dørhåndtaget og førte i stedet hånden op, for at stryge en hårtot om bag sit ene øre. Hun puffede døren i efter ham og blev stående hvor hun var, uden at gøre nogen som helst anlæg til at rykke sig derfra. Hendes blik fandt atter hans med rynket pande og hun forsøgte at huske alt det hun havde snakket med Eilionoir om, uden held. I stedet for selv at lukke floskler ud, så hun derfor blot afventende på ham. ”Tal,” opfordrede hun kort, usikker på om hendes stemme overhovedet ville kunne klare mere komplekse ordrer om at fatte sig i korthed – og om hun egentlig havde lyst til at give dem.
Tag: Eric Wolfe ● Outfit: Here
|
|
Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on Jul 19, 2011 22:32:21 GMT
That original feeling never went away... that's why I’m standing here today... Eric blev stående nøjagtigt hvor han stod mens hans blik hvilede lettere nervøst på Carolines ansigt. Han overvejede igen et kort øjeblik hvor ubetænksomt det havde været at møde uanmeldt op, men han havde haft en vag formodning om, at havde han spurgt i forvejen, havde han fået en afvisning. Den kunne stadig komme og han forventede den halvt om halvt noget mere direkte end han allerede havde fået den. Samtidigt voksede en hvis stædighed frem i ham og han rankede sig lidt ekstra, fast besluttet på at få sagt hvad han var kommet for at sige. Uden dog at ane hvordan han skulle få det gjort eller formuleret.
Indvendigt åndede han lettet op da hun nikkede og så igen afventende på hende, da der gik endnu nogle lange sekunder før hun gik til side og dermed gav ham tilladelse til at kommer ind. Lige efter lettelsen voksede hans nervøsitet til det dobbelte, mens han følte sig stående lige foran et frit fald igen. Denne gang et ikke særligt behageligt et af slagsen, som om man først opdagede man havde glemt at spænde faldskærmen på, sekundet efter man vár sprunget. Ingen vej tilbage. Han smilede halvhjertet og fik så trukket fødderne fri fra hvor han stod og krydsede dørtrinnet. Han skævede til hendes ansigt som han passerede hende og stoppede så med ryggen til hende nogle skridt inde i lejligheden. Hans blik gled diskret rundt mens han forsøgte at finde ud af hvordan han skulle lægge ud og igen tog sig selv mentalt i nakkehårene for at gennemføre hvad han havde startet.
Han tog en dyb, lydløs indånding og lukkede øjnene et kort øjeblik før han vendte sig om mod hende igen og mødte hendes blik. Hans fingre på den ene hånd krummede sig lidt fastere om skyggen på hatten, mens han knyttede den anden let og så lagde den bag ryggen. Han åbnede munden for at begynde at tale, fortrød så og lukkede den igen, blot for at tage endnu en indånding og så åbne den igen, endnu engang med brynene trukket nedefter ”Jeg...” han tøvede et øjeblik og så indgående på hendes ansigt, mens han modstod trangen til at lade handling komme før ord og tog så mentalt det sidste skridt ud i fri luft uden at ane om han ville lande sikkert på begge ben, eller som en uigenkendelig klat på jorden ”Jeg kan ikke bare lade som om det ikke skete, Carrie.” rynkerne i hans pande blev en smule dybere mens han skyndte sig at fortsætte før han fortrød igen ”Og jeg har ikke lyst til at lade som om det aldrig er sket.” han slog blikket ned til sine blankpolerede skosnuder ”Tværtimod har jeg lyst til at gentage det.” et lille skævt smil trak mod hans vilje op i hans mundvige og han så næsten forlegent på hende, da han igen løftede hovedet og så hende i øjnene ”Jeg kan ikke slå dig ud af hovedet, okay?” han udstødte en lille frustreret lyd og så ned igen, men kun et sekund før han igen fandt hendes brune øjne med blikket og hårdnakket ignorerede den følelse af svag panik der boblede i maven på ham. Den var i den grad ikke velkendt og heller ikke særlig velkommen, mens han i stigende grad følte sig som en dødsdømt mand på vej til skafottet. Håbende til det sidste på en benådning, men uden at vide om han var købt eller solgt ”Jeg vil ikke bare se dig en gang om året når vi tilfældigt ramler sammen derhjemme...”
Han gik i stå igen og blev bevidst om, hvor hårdt hans fingre var lukket om hatten og løsnede dem lidt. På nogenlunde samme tid faldt hans blik til hendes t-shirt og skriften på den. Hans øjenbryn trak lidt op og glattede et par af de alvorlige rynker ud, mens han ikke var helt sikker på om han skulle føle sig stødt eller more sig. Han endte mest i den sidste grøft og var tæt på at komme med en drillende bemærkning, der dog i øjeblikkets alvor, ville have været komplet upassende. I stedet løftede han langsomt blikket igen og genetablerede øjenkontakten med hende, ude af stand til at holde nervøsiteten og usikkerheden ude af sit eget blik. Han følte sig lettet over at have fået sat ord på sine tanker, i hvert fald nogen af dem, men på samme tid fik det igen en usynlig hånd til at lukke sig hårdt om hans mellemgulv, mens han forblev tavs og blot så afventende på Caroline.
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
(Words) :: 858 ~ (Tag) :: Caroline Abbey ~ (Outfit) :: Here ~ (Notes) :: ---
|
|
|
Post by Caroline Abbey on Jul 20, 2011 17:26:29 GMT
When the future comes to your door Will it be all that you've been waiting for?
Caroline stod stille og betragtede Eric som han vendte sig rundt imod hende, uden at hun rykkede bare et lille stykke på fødderne. I stedet krydsede hun armene over hinanden og lænede sig en anelse bagud på sine hæle, anspændt i hele kroppen, men uvillig til at vise præcis hvor meget han egentlig havde bragt hende ud af fatning.
Hun så blot opfordrende på ham, imens han så ud til, at tage sig sammen til at tale. Hendes mave føltes underlig i tumult og det gik først nu op for hende, at hun ikke havde spist noget siden sin tidlige morgenmad. Alligevel var hun temmelig overbevist om, at det ikke var manglen på mad, der lå bag følelsen af, at noget hoppede overivrigt rundt derinde.
Da Eric endelig kom i gang, mistede hun tilpas meget af sin indædte koncentration, til at hun nervøst fik fanget underlæben mellem tænderne, imens han talte. En tænksom rynke fandt vej til hendes pande, som han fortsatte, men hun sagde ikke en lyd. Ved hans udbrud og det efterfølgende spørgsmål, sitrede det dog afslørende i hendes mundvige og hun sænkede blikket til sine fødder, imens hun løsnede sine arme igen og i stedet stak hænderne i lommerne på de korte shorts. Hun rømmede sig lavmælt, men kom ikke frem til noget fornuftigt at sige og stod derfor blot og spekulerede over sine egne mulige reaktioner, da han konkluderede nogenlunde det samme, som hun selv havde gjort. Hans efterfølgende tavshed nåede at herske i adskillige øjeblikke, inden hun endelig tog sig sammen og mødte hans blik igen med en vag skygge af et smil på læberne. Den tænksomme rynke var stadig at finde på hendes pande, som hun rystede en anelse på hovedet, men den var ikke lige så prominent og bekymret som den havde startet med at være. ”Nej,” begyndte hun overvejende, som om hun tænkte nøje over det. ”Altså...” Hun tyggede lidt på sin underlæbe igen, før hun i stedet fugtede den og rømmede sig atter engang. ”Du kan ikke bare komme ind i min lejlighed uden forudgående aftale og smide alle de samme tanker, som jeg selv har haft, i hovedet på mig,” brokkede hun sig halvhjertet. ”Det er alt for meget og alt for besværligt og mærkeligt og uforventet, Eric.” Endnu engang løftede hun en hånd, for nervøst at stryge en tot hår om bag sit ene øre, imens hun så bekymret på ham. Alligevel kunne hun ikke helt skjule antydningen af et smil på sine læber. ”Hvad er det i øvrigt lige præcis, der er galt, med at sende en uglepost først?”
Tag: Eric Wolfe ● Outfit: Here
|
|
Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on Jul 20, 2011 18:35:08 GMT
That original feeling never went away... that's why I’m standing here today... Det slog Eric et øjeblik, hvor meget viljestyrke og tilløb det rent faktisk tog at få sagt de ord, og dermed indrømmelser, der gled over hans læber da han endelig kom i gang. Han tillod dog ikke sig selv at tænke nærmere over hvordan han rent faktisk fik det formuleret. Var han først begyndt at gøre det, var han med garanti gået i stå igen. Nu skyndte han sig bare at få ordene ud, med en stemme og fart der ikke længere helt kunne påståes at være så rolig og afslappet som den ellers oftest var.
Mens han talte holdt han, såvidt det var ham muligt, blikket opmærksomt på Carolines ansigt. Enkelte gange sank hans blik i ren nervøs anspændthed, men hver gang hev han det stædigt op til hendes ansigt igen. Hendes tavshed og den rynke der viste sig i hendes pande fik det igen til at føles påfaldende meget, som om nogen brugte hans mave som karklud, men han blev stående ligeså rankt som før, med den ene hånd om sin hat og den anden knyttet på ryggen, hvilende mod sin egen lænd. Først da han havde hentydet til deres fælles hjemby tav han og følte sig underligt punkteret.
Han blev stående stift og uden at flytte det mindste på sig, mens han betragtede Caroline afventende og tydeligt anspændt. Antydningen af et smil på hendes læber da hun så op og mødte hans blik, fik hans eget til at flakke mellem hendes øjne igen, uden at han anede hvordan han skulle tolke det. Han modstod stædigt trangen til at pille nervøst ved et eller andet, mens han ventede på en eller anden form for reaktion fra hende og til sidst fik en hovedrysten og et enkelt afvisende ord. Han rynkede brynene igen og gentog det uden at tænke over det ”Nej?” hans kæbe spændtes synligt da han pressede læberne hårdt sammen og delvist forberedte sig på at blive bedt om at gå igen. Han så op igen da hun fortsatte og endte med at se forvirret på hende uden at ane hvad han skulle sige til hendes bebrejdende ord. I stedet blev han stående og så på hende med rynket pande og forsøgte at finde ud af, om hun var enig med ham eller ej. En svag stemme i hans baghovede pippede op om, at hun lige havde sagt hun havde haft de samme tanker, men en anden påpegede negativt, at det ikke var ensbetydende med, at hun rent faktisk havde det på samme måde. Hendes bekymrede blik fik ham til at rynke brynene yderligere, mens en halvt affærdigende kommentar om, at han egentligt lige nu var ret ligeglad med, hvor lidt han havde haft en aftale og hvor besværligt, mærkeligt og uventet det var, aldrig kom længere end til at blive tænkt.
Hendes afsluttende spørgsmål inden hun tav igen, fik hans panderynker til at glattes en smule, mens det trak antydningsvist i hans ene mundvig. Han så ned på sine blanke skosnuder igen og strøg så den frie hånd over nakken, før han rømmede sig svagt og så op igen ”Der er en akut mangel på ugler på Marham.” han slog blikket ned igen et kort sekund før han så alvorligt op igen og tilføjede ”Jeg ville hellere sige det til dig direkte end på skrift.” han tav igen, mens han så afventede på hende, endnu en gang med rynkede bryn og uden at røre på sig.
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
(Words) :: 644 ~ (Tag) :: Caroline Abbey ~ (Outfit) :: Here ~ (Notes) :: ---
|
|
|
Post by Caroline Abbey on Jul 20, 2011 22:27:15 GMT
When the future comes to your door Will it be all that you've been waiting for?
Caroline måtte ganske hurtigt sande, at det var temmelig svært at sige det, som hun egentlig mente helt tydeligt, imens hun bed de tunge portioner af nervøsitet nogenlunde i sig. Hun mente at kunne se alt for tydeligt på Eric, at betydningen af hendes ord ikke rigtig nåede frem til modtageren. Det fik hende bare til at rynke panden endnu mere alvorligt, imens hun forsøgte at greje hvordan hun ellers kunne sige det. Inden lige netop det gik op for hende, fik hun dog smidt et mere end ligegyldigt spørgsmål i hovedet på ham og mærkede et forræderisk smil af en snert af munterhed trække i hendes mundvige. Hun rømmede sig selv og nikkede en anelse, da han svarede hende alt for alvorligt, efter bare i et øjeblik at have virket til at more sig svagt. Derpå fugtede hun sine læber og så selv ned på sine fødder i hjemmeskoene.
Hun bed lidt ned omkring sin underlæbe, før hun endelig gav sig selv et seriøst spark og mødte hans blik igen, uden at gå ind i det faktum, at hun havde ment, at han kunne bruge uglen til at fortælle hende, at han havde tænkt sig at dukke op. I stedet tog hun en dyb indånding og besluttede sig for, at tage springet ordentligt, frem for at pakke det pænt ind igen. ”Eric,” sagde hun, lettere opgivende af den ene grund, at han jo tilsyneladende ikke havde fanget det første gang. ”Jeg har virkelig forsøgt, at lade være med at tænke på dig, ikke? Fordi det er besværligt. Det er indviklet og underligt og virkelig ikke liiige det jeg havde regnet med på nogen tænkelig måde, men den slags rationaliseringer – og jeg har mange – har ligesom ikke rigtig hjulpet en flyvende fis på det faktum, at du bare...” Hun gik i stå og slog lige dele opgivende og gestikulerende ud i luften med den ene hånd, før den igen landede i hendes bukselomme.
Et opgivende suk forlod hende, imens hun slap ham med blikket, for at himle en enkelt gang med øjnene. ”... Jeg kan ikke glemme det... Dig. Du dukker bare op i min bevidsthed på de mest tåbelige tidspunkter og det er faktisk temmelig forstyrrende, at du ved det,” informerede hun ham, nærmest bebrejdende, imens hun atter engang så ham i øjnene og rynkede panden. ”Jeg har jo sagt, at jeg godt kan lide simple ting. Hvorfor skal du komme her og være både kompliceret og tiltrækkende på samme tid?”
Tag: Eric Wolfe ● Outfit: Here
|
|
Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on Jul 21, 2011 0:00:05 GMT
That original feeling never went away... that's why I’m standing here today... Eric blev stående med blikket på hendes ansigt mens tavsheden igen sænkede sig mellem dem nogle lange øjeblikke og ikke just gjorde den ubehagelige knugende fornemmelse, der sad i mellemgulvet på ham, mindre. Han fandt en reserve af tålmodighed og rygrad frem fra gemmerne og så undersøgende på Caroline da han er øjeblik mente at se hende smile svagt igen. På samme tid forsøgte han som en gal at finde noget at sige, uden at noget sprang frem og han endte med at se ned på sine sko igen med de anspændte panderynker på plads endnu en gang.
Lyden at hans eget navn fik ham dog til at løfte hovedet igen og se spørgende på hende. Hans ansigt gled lidt på sned, mens han opmærksomt lyttede som hun fortsatte og uddybede sine tidligere ord. Et for et trængte de igennem og glattede langsomt hans panderynker ude og lod hans nedadtrukne øjenbryn glide op på deres normale pladser igen. Da hun gik i stå flakkede hans blik igen mellem hendes brune øjne, før han nikkede langsomt en enkelt gang og opfordrende gentog hendes sidste ord ”Bare?” han kunne, trods alvoren, ikke lade være at smile skævt et splitsekund over hendes opgivende suk og efterfølgende himlen med øjnene. Smilet svandt hurtigt ind til en svag trækning i hans ene mundvig, mens Caroline fortsatte og med sine sidste ord fik den frustration og usikkerhed han var mødt op med, til at fordampe stille og roligt.
Hendes semi-alvorlige anklage fik ham til at smile svagt igen, mens hans fingre strøg rastløst over skyggen på hatten. Han holdt dog blikket på hendes ansigt og afbrød hende ikke, selvom ordene og den betydning de fik til at dæmre i ham, igen fik det til at røre sig svagt i hans mellemgulv. Stadig af nervøsitet, men alligevel overhovedet ikke på samme måde som for få øjeblikke siden. Det svage smil blev siddende da hun løftede hovedet og mødte hans blik igen og uden at tænke over det lod han den fri hånd falde ned langs sin side, i stedet for liggende anspændt bag hans ryg. Hendes sidste ord fik ham til instinktivt at slå blikket ned og et øjeblik føltes hans ører varmere end normalt, mens han forsøgte ikke at smile alt for bredt "Oh..." han flyttede endelig lidt på fødderne og rømmede sig lavmælt, mens han brugte de få sekunder på at tænke.
Så løftede han langsomt hovedet og mødte Carolines blik igen. De tænksomme panderynker var tilbage, men nervøsiteten og usikkerheden i hans blik var forsvundet og erstattet af svag undren og nysgerrighed. Han tog en dyb indånding og forhindrede sig selv i at tage de få skridt hen til hende ”Hvem siger det ikke kan være simpelt?” alvoren lå stadig i hans ord, men han kunne ikke forhindre sine mundvige i helt på egen akkord at blive ved at trække opefter, hvor meget han end forsøgte at blive ved at se alvorlig ud. Han tav et øjeblik og kom så til at udstøde en lille munter lyd og se ned igen, før han løftede den frie hånd igen og kløede sig i nakken ”Forstyrrende... jo tak..” han så op igen og fortsatte før han overhovedet nåede at tænke over hvor meget ude af kontekst den var ”Jeg kostede min deling en træningsøvelse i mandags... er det forstyrrende nok for dig?” hans blik flakkede let igen, da det gik op for ham hvad han lige havde fyret af og han endte med at se på ubeslutsomt på hende, med et smil der truede med at blive til fuldbyrdet latter hvornår det skulle være.
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
(Words) :: 676 ~ (Tag) :: Caroline Abbey ~ (Outfit) :: Here ~ (Notes) :: ---
|
|
|
Post by Caroline Abbey on Jul 21, 2011 13:33:44 GMT
When the future comes to your door Will it be all that you've been waiting for?
Caroline smilede ikke, som hun tog luften af ballonen og gav sig til at fortælle Eric om præcis hvor frustrerende han egentlig var med sit indtog i hendes tanker. Hendes pande var rynket, imens hun koncentrerede sig om ikke at bremse ordstrømmen og trække sig tilbage ind i den trygge skal af bekendt ensomhed. Det ville have været evig nemt blot at bede ham om at gå sin vej og følge alle de pessimistiske ideer om, at der intet godt kom af at informere ham om hvordan hun reelt havde haft det. Da først hun for alvor kom i gang, gik det dog overraskende glat. Hun afsluttede med et mere end retorisk spørgsmål og endte til sidst, som Eric, med at se ned i et øjeblik, imens tavsheden for en kort bemærkning lå imellem dem igen.
Hendes mave, der før havde været i oprør, føltes bare tung. Det var som om alle hendes tunge forudanelser havde lagt sig der og trak hende ned, men hendes ryg forblev rank og hun mødte atter hans blik, inden han stillede et enkelt spørgsmål, der formåede at hive begge hendes øjenbryn op. Hun så forbløffet på ham og kom til at smile lidt pudsigt, som om hun mente, at svaret var åbenlyst. ”Det gør jeg? Jeg siger det ikke kan være simpelt. Selvfølgelig kan det ikke det,” konkluderede hun bestemt, imens smilet forsvandt. ”Simpelt ville være, hvis du bare var en tilfældig og ukendt mandsperson, hvis gøren, laden og videre fremtid jeg var fuldstændig afskåret fra og ligeglad med.” Hun rynkede panden lidt. ”Jeg kender din familie. Jeg kender til din...” Hun bremsede op, helt alvorlig og så et øjeblik endnu mere nervøs ud end tidligere. Siden teenageårene havde hun ikke én gang nævnt hans tilstand og hun havde ikke lyst til for alvor at gøre det nu. ”Jeg kender dig, Eric. Bare se det her.” Hun slog ud med den ene hånd, før den atter landede i lommen. ”Det er ikke simpelt.”
Rynken i hendes pande blev mere udtalt, som hun fik luft for sine egne bekymringer, men så sukkede hun blot dybt og hendes skuldre sank lidt sammen. Hun så over på Eric og trak lidt prøvende på smilebåndet, uden at forstå hans morsomhed. ”Hvad er en deling?”
Tag: Eric Wolfe ● Outfit: Here
|
|
Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on Jul 21, 2011 16:00:46 GMT
That original feeling never went away... that's why I’m standing here today... Erics egne bryn trak sig modsat Carolines ned, da hendes røg ned over hans enlige spørgsmål. Det forsigtige smil forsvandt dog ikke helt, mens han igen blev tavs og blot lyttede til hendes mange agumenter for hvorfor det ikke kunne være simpelt. For sig selv var alle de grunde hun remsede op dog nærmere fordele end ulemper og mens hendes smil forsvandt, trak hans eget lidt mere op og hans ansigt gled lidt på skrå igen, mens han nikkede svagt flere gange, for at vise han lyttede.
Selvom han hørte hvad hun sagde, var hans egne tanker dog igen begyndt at kredse i andre retninger, og han flyttede igen lidt på fødderne og tog sig sammen for ikke at lukke afstanden mellem dem, som han egentligt mest havde lyst til. Nu han var sikker på at hun havde gjort sig nøjagtigt samme tanker som han, og han var nogenlunde sikker på, at hun ikke ville bede ham om at gå, voksede trangen til at lade handling overskygge ord. Det virkede som det naturlige at gøre, men han tvang sig selv til at blive stående og høre hende til ende. Hans smil blegnede lidt, da hun gik i stå og han behøvede ikke spørge hvad hun mente, selvom hun aldrig gjorde sætningen færdig. I stedet skar han en lille grimasse og slog blikket ned, et øjeblik tydeligt berørt af at blive husket på den hemmelighed han bar rundt på. Ikke at han nogensinde glemte den, det var umuligt, en de sidste tretten år havde den været en del at hans liv lige så fast og tilbagevendende som fuldmånen som lidelsen var så stærkt forbundet med og han havde lært at leve med det faktum. At det skulle være et problem for hende, måtte han med skam indrømme ikke at have overvejet før nu. Det havde været befriende netop at hun vidste det og han ikke behøvede overveje, hvordan han på et tidspunkt skulle få givet netop den information.
Han rynkede panden dybt uden at se op igen, og hans frie hånd glattede en imæginær fold i den ulastelige uniformsjakke. Da hun fortsatte så han op igen, mens hans hånd igen fald ned langs hans side. Smilet var nu igen helt væk og alvoren i hans ansigt passede nu perfekt til alvoren i hendes ord og han følte sig endnu en gang tom for passende ord. Sådan blev han stående og så blot indgående og spekulativt på hende, mens hun sukkede og han så hendes skuldre synke lidt. Hendes tøvende smil fik det til at trække lidt i hans ene mundvig igen ”Ligemeget...” i stedet for at forklare, lod han sin anden hånd falde og endte stående med sin hat i hånden i stedet for under armen. Han overvejede for og imod et øjeblik, før han selv ikke med en smule god vilje kunne blive stående og langsomt tog de få skridt helt hen til hende, uden at bryde øjenkontakten.
Han stoppede lige foran hende, så tæt på som han kunne være, uden direkte at støde ind i hende og måtte bøje nakken for stadig at se hende i øjnene. Et prøvende smil trak igen hans læber opefter før han fulgte sine indskydelser før han fortrød. Hans frie hånd rakte op og lagde sig på hendes kind, mens den anden der stadig holdt hatten, havnede på hendes ryg og trak hende helt tæt på. Så bøjede han sig det lille stykke der var nødvendigt og lod sine læber finde hendes, blidt og en smule tøvende. En lille del af hans bevidsthed forberedte sig halvt om halvt på at blive skubbet væk, mens en anden var umådeligt tilfreds med at lade handling komme før ord og fik det til at prikke behageligt i hele hans lange krop.
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
(Words) :: 694 ~ (Tag) :: Caroline Abbey ~ (Outfit) :: Here ~ (Notes) :: ---
|
|
|
Post by Caroline Abbey on Jul 22, 2011 9:50:27 GMT
When the future comes to your door Will it be all that you've been waiting for?
Caroline forventede ikke rigtig, at Eric ville indse det reelle i hendes bekymringer. Han havde aldrig været den, der rugede over mulige problemer. Der var engang, hvor hun havde været misundelig over hans evne til at tage alting som det kom og hvor det havde irriteret hende grusomt, at hun ikke bare kunne være lige så afslappet omkring de mange mulige udgaver af fremtiden. I dag var det udelukkende mildt frustrerende, at han tilsyneladende ikke forstod præcis hvor kompliceret det kunne blive, hvis de ikke begge to anstrengte sig for at lade som om at det, der skete, ikke var sket. Hendes panderynker voksede, som hans smil gjorde det samme, inden det til sidst blev tværet grundigt af, da hun strejfede et ubehageligt emne, helt uden rigtig at have tænk over det. Hun så undskyldende på ham i et øjeblik, efter at han skar ansigt, men fortsatte derpå ufortrødent, til hun havde talt helt ud.
At det ikke som sådan virkede til at han havde noget at sige til hendes spekulationer og ideer omkring hvorfor det allerede var indviklet og underligt, gjorde hende ikke den mindste smule mere afslappet. Tværtimod bekymrede det hende en hel del, at hun var ene om at tænke på den slags. Hun var dog ikke ligefrem overrasket og kommenterede det ikke. I stedet sukkede hun blot opgivende over den situation de befandt sig i og løftede sit blik opgivende til Erics, som han trådte nærmere og hans duft stille og roligt sneg sig ind på hende. Hendes pande var stadig rynket, da hun lagde hovedet lidt tilbage, for at kunne se ham i øjnene, men da han smilede til hende, blev det umuligt ikke selv at gøre det samme. Hun ville have sagt noget, men der kom ikke noget frem, før hans ene hånd var imod hendes kind og den anden trak hende endnu tættere imod ham, indtil hun kunne mærke varmen fra hans krop imod sin egen. Det ville have været en tyk løgn, hvis hun sagde, at hun ikke havde tænkt på at stå lige netop sådan igennem de sidste par uger og det føltes da også alt, alt for naturligt at møde Erics læber med sine. Først tøvende, inden hendes hænder fandt rundt omkring ham, men siden mere insisterende, som den første bølge af endorphiner blev udløst i hendes ellers så bekymrede hoved. Hun brød kun langsomt og ikke særlig overbevisende fri igen, plantede et enkelt blidt kys og åbnede øjnene igen med endnu et opgivende suk. ”Hørte du overhovedet alt det jeg sagde?” Spurgte hun lavmælt og anklagende, uden helt at kunne lade være med at smile.
Tag: Eric Wolfe ● Outfit: Here
|
|
Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on Jul 22, 2011 12:08:49 GMT
That original feeling never went away... that's why I’m standing here today... Eric glemte ikke de nye spekulationer Caroline lige uforvarende havde mindet ham om, men han ræsonnerede, at det ikke gjorde nogen som helst forskel at gruble nærmere over det lige nu. Uanset deres tidligere uenigheder, havde hun altid holdt på hans hemmelighed og selvom hun før i tiden ikke havde været bleg for at prikke til netop den, så havde han, skulle han være hudløst ærlig, aldrig været i tvivl om, at den ikke kom videre. Han så op tidsnok til at fange hendes undskyldende blik og gengældte det med et svagt smil før han lod armen falde og gik helt hen til hende.
For en gangs skyld havde han ufatteligt svært ved at afkode en situation, noget han ellers var trænet grundigt i, men lige i denne, anede han ikke hvad udfaldet ville blive. Inderst inde vidste han godt hvad han håbede på, men hvad han ønskede og hvad der rent faktisk skete videre frem, var et stort tåget tomrum. Carolines smil gav ham det lille skub han manglede, før han trak hende tættere på og hurtigt efter, pressede sine læber tøvende mod hendes før modet svigtede. På få sekunder blev han belønnet med en behagelig kriblen i hele kroppen, der kun bekræftede, at den tiltrækning der havde været sidst de sås, ikke var forsvundet på de uger der var gået med grublen og spekulationer. Han strammede instinktivt sit greb om hende lidt, da hun ikke trak sig væk, men i stedet gengældte hans kys, mens hendes arme gled omkring ham og på den bekostning fik en enlig sommerfugl til at flyve en sejrsrunde i hans mave.
Han smilede ind mod hendes læber da hun trak sig minimalt væk, men plantede et flygtigt kys mere på hans læber før hun sukkede og han selv åbnede sine øjne og mødte hendes blik igen. Han havde en overskyggende lyst til at gentage successen med det samme igen, men blev i stedet stående let foroverbøjet og lettere afventende. Hendes spage anklage fik ham til at smile varmt, mens han lod hånden, der havde hvilet på hendes kind, falde og i stedet lod den lægge sig på hendes ryg også. Han nikkede langsomt en enkelt gang som første reaktion på hendes ord, mens hans blik slap hendes og i stedet tog hendes ansigtstræk ind, som for at sikre sig, at de ikke havde ændret sig siden sidst han nærstuderede dem ”Hvert et ord...” hans stemme var ligeså lavmælt som hendes og selvom hans blik var alvorligt da han mødte hendes igen, kunne han ikke lade være at smile alt for bredt på samme tid ”Men det ændrer ikke på, at jeg virkelig har lyst til at se mere til dig, Carrie... meget mere.” han rynkede brynene svagt og lagde hovedet lidt på skrå uden at slippe hende med hverken arme eller blik.
Han stod nogle sekunder før han åbnede munden for at sige noget mere, fortrød og lukkede den igen med et skævt smil. I stedet slap hende med den ene arm og plantede sekundet efter sin hat på hendes hår og blottede tænderne i et klædeligt smil ”Endnu en ting der klæder dig...” han tav igen, og endte igen med blot at se på hende med let rynkede bryn og antydningen af et smil i den ene mundvig, mens han nu havde begge hænder frie, til blidt at stryge det nederste af hendes ryg.
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
(Words) :: 630 ~ (Tag) :: Caroline Abbey ~ (Outfit) :: Here ~ (Notes) :: ---
|
|
|
Post by Caroline Abbey on Jul 22, 2011 21:34:20 GMT
When the future comes to your door Will it be all that you've been waiting for?
Carolines mange reservationer og bekymringer forsvandt ikke, som Erics arm lagde sig omkring hende og trak hende ind imod sig, men de blev nu skubbet ganske aldeles pænt i baggrunden og overdøvet en hel del af først duften og siden både smagen og følelsen af ham. Hendes egne fingre fandt per refleks om og lagde sig på hans ryg, imens hun mærkede en underligt boblende følelse i maven. Den var langt mere behagelig end den tidligere, men præcis lige så distraherende. Da hun endelig trak sig blot et stykke væk, måtte hun ignorere et stærkt træk direkte tilbage til hans læber og den ualmindelig altopslugende følelse, som han vakte i hende. Det trak afslørende op i hendes mundvige, allerede inden hun havde stillet sit spørgsmål, og hun kunne i det hele taget ikke lade være med at se forfærdelig tilfreds ud, på trods af visse spekulationers indtog i den lavmælte samtale.
Erics ord hjalp overhovedet ikke på sagen. De fik hende i stedet til at bide lidt ned i sin underlæbe og smile skævt. ”Jamen... Heller ikke på at jeg har lyst til det samme, men det er ikke... Altså...” Hun rynkede på næsen og sukkede, imens hun slap ham med blikket for en kortere bemærkning. ”Du bliver bare nødt til... Nej.” Atter engang standsede hun sig selv, før hun så op igen, lige i tid til, at få placeret hans hat på sit hoved. Hun himlede med øjnene af både ham og af sin manglende evne til at formulere sig bare nogenlunde meningsfuldt, før hun gav op og blot droppede at få flere af sine bekymringer ud. I stedet så hun alt for sigende på ham med et enkelt kritisk hævet øjenbryn, før blikket strejfede det af hatteskyggen, som hun kunne se og igen landede på ham. ”Uden tvivl, luftkaptajn,” sagde hun, før det igen trak lidt i hendes mundvige. Hun sukkede igen, denne gang velbehageligt, som hans fingres strøg op og ned af hendes ryg sendte ilinger igennem hendes krop. Hendes egne lagde sig blot fladt imod hans og trykkede ham en anelse imod sig, imens hun hævede sig en anelse op på tæer, for at kunne plante endnu et begyndende prøvende kys på hans læber.
Tag: Eric Wolfe ● Outfit: Here
|
|
Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on Jul 22, 2011 23:10:48 GMT
That original feeling never went away... that's why I’m standing here today... Nogle alt for korte sekunder, var alle Erics tanker om fuldmåne, at han skulle tilbage til basen samme dag, at han rent faktisk stod med Caroline i armene og hvad det potentielt ville give af scenarier i den nærmeste fremtid, helt væk. Det dominerende i hans hovede var derimod duften af hendes hår og følelsen af hendes læber mod hans, begge dele nøjagtigt så behagelige som han huskede dem. Måske endda lidt mere end han huskede, men det var ikke noget han havde tænkt sig at begynde at klage over. Da hun trak hovedet lidt væk nåede han at følge hende ved at læne sig lidt frem, inden han slap impulsen og rettede sig lidt op igen, uden at flytte på fødderne.
Udtrykket på Carolines ansigt da han åbnede øjnene igen og mødte hendes blik, fik den sidste anspændthed i kroppen på ham til at fordufte, langsomt med sikkert og efterlade ham næsten tilbage ved sit sædvanlige selv, med enkelte ret prominente undtagelse. Hans svar på hendes svagt anklagende spørgsmål kom roligt og uden tøven. Da hun efterfølgende bed i sin underlæbe og kort efter så ned, bøjede han hovedet lidt yderligere ned mod hende, mens han så spørgende på hende, igen ude af stand til ikke at smile ”Det er ikke hvad?” spurgte han lavmælt, mens hendes lille rynken på næsen fangede hans blik et sekund før hun fortsatte og kun gjorde hans smil bredere ”Jeg bliver nødt til hvad?” han løftede hånden og satte sin hat på hendes hovede, mens han mødte hendes blik igen med et spørgende hævet øjenbryn. Der kom dog ingen uddybelse og i stedet så hun ud til at kapitulere. I hvert fald for en kort stund mens ordene manglede.
Han betragtede hende uudgrundeligt i den korte tavshed der faldt mens hans hånd fandt tilbage på hendes ryg og blidt strøg den sammen med den anden. Så revnede han i endnu et bredt smil der blottede tænder, mens et muntert fnys undslap ham og det var hans tur til at se anklagende på hende ”Jeg slipper ikke af med den titel lige foreløbigt, gør jeg?” han tav igen og flyttede lidt på fødderne ved det lette pres hun skabte mod hans ryg. Han fulgte det villigt og bøjede så hovedet og mødte hende på halvvejen da hun strakte sig op mod hans ansigt. Denne gang var der ingen tøven da hans læber fandt hendes og den enlige sommerfugl i hans mave blev til to, eller måske endda tre.
Hans ene hånd slap kontakten med hendes ryg og i stedet lagde han den bag hendes nakke og lod fingrene glide ind i hendes mørke hår og på samme tid kæmpede for ikke at følge en pludselig impuls, der allerede i hans tanker havde taget bedre fat omkring hende og løftet hende op fra gulvet. Alligevel var det nøjagtigt det samme han havde lyst til få sekunder efter, da han brød væk fra hendes læber for at få vejret igen. I stedet slap hendes nakke igen og bøjede sig lidt yderligere for så at skjule ansigtet ved hendes hals og skulder med en lille veltilfreds lyd, mens han knugede hende tæt ind til sig ”Nu har du trampet rundt i mine tanker i flere uger, og du er ikke mindre uimodståelig end du var sidst. Bare så du ved det..” han smilede bredt ned mod hendes skulder, selvom hun ikke ville kunne se det og tog så en dyb indånding, før han modvilligt rettede sig lidt op igen og slækkede sit greb så han kunne se hende i øjnene igen.
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
(Words) :: 674 ~ (Tag) :: Caroline Abbey ~ (Outfit) :: Here ~ (Notes) :: ---
|
|