|
Post by Matthew Blythe on Jul 14, 2012 22:50:46 GMT
The sunset is sleeping in my window ...the mountains are resting on the floor...and a whisper knocking on my doorTag; Annabel Vargas ~ Wearing; This Alene det at være fuldt bevidst om, at man var i en tilstand af fornægtelse omkring flere ting, var en surrealistisk fornemmelse. Den behagelige fornemmelse af at ligge så tæt med Annabel som han gjorde, overskyggede dog alle de andre og han tog endnu en dyb indånding ind mod hendes hals, for at skubbe de mere uvelkomne tanker om i baghovedet igen.
Hendes fingre mod hans nakke fik ham til at smile saligt, indtil en mærkbar kuldegysning gik igennem ham. Han fulgte den op med nogle få spontane, men ikke desto mindre, ærlige ord og pressede ansigtet lidt hårdere ned mod hendes skulder. Hendes svar fik hans mave til at slå en knude og på samme tid sende en kildrende fornemmelse ud i kroppen på ham, uden at han anede hvad han skulle gøre med nogen af de modstridende følelser.
I stedet løftede han sig lidt og skubbede den ene hånd ind under hendes nakke, uden at løfte hovedet endnu, men for at kunne knuge hende bare lidt endnu "..hver eneste dag." gentog han hende lavmælt og mumlende, og nød den bløde fornemmelse af hendes mørke krøller mellem fingrene igen. Han gav sig lidt da hun løsnede benene omkring ham, men gjorde ikke anstalter til at flytte sig, da hun lige efter, lod fingrene trække et kildrende spor fra hans nakke til hans overarm.
Han gøs igen mens der gik nogle minutter før det gik op for ham hvad hun nøjagtigt strøg en enkelt finger langs med. Han løftede langsomt hovedet da hun talte og så i flere sekunder bare på hende, for så at hæve sig lidt mere op, med en anstrengt lyd til følge og så lade sig glide ned ved siden af hende. Armen med tatoveringen lod han blive liggende hen over hendes overkrop "Den dag jeg fik mit bevis.." svarede han, stadig lavmælt, selvom der ikke var nogen egentlig grund til at være det. Det føltes bare rigtigt "Sammen med to andre." han sneg den ene arm ind under hendes nakke igen og plantede et dvælende kys mod hendes hår før han fortsatte "Vi gik i byen for at fejre det med en øl, og jeg vågnede op med den der." det trak lidt i hans mundvige, mens han fraværende strøg fingerspidserne over hendes skulder "Ikke at jeg har fortrudt den."
|
|
|
Post by Annabel Vargas on Jul 14, 2012 23:34:49 GMT
let my agony fade away andhold me in your embraceTag: Matthew Blythe ● Outfit: Here Annabels mave slog igen en kolbøtte, da Matt gentog hendes ord og det der lå i dem. Selv med ham liggende lige der, kunne hun stadig mærke savnet, længslen efter alt hvad der var ham, og alt det de engang havde delt. Samtidig kunne hun mærke, hvordan det tomme hul der havde været i hendes bryst lige siden hun lukkede døren til selv samme lejlighed bag sig, ikke længere føltes hult. Uanset hvor meget hun havde forsøgt at komme videre, var det alt sammen håbløst. Hun havde længe vidst, at der næppe ville komme en anden, men at det samtidig ville være så svært bare at leve alene uden ham, havde hun ikke regnet med. Og nu var han der igen og fik alle brikkerne til at falde på plads.
Da han gav slip på hendes håndled, foldede hun fingrene sammen en enkelt gang, for at få blodet tilbage ud i fingrene, dog uden i et øjeblik at tænke over hun gjorde det. Anna gøs svagt over hans fingre i hendes hår og lod i et øjeblik øjenlågene glide i igen, før hendes fingre vandrede dvælende ned over hans nakke, skulder og overarm. Det var først rigtigt nu, hun bemærkede tatoveringen og fulgte impulsivt linjerne med en fingerspids, inden hun stillede et spørgsmål med et enkelt, spørgende ord.
Da han løftede hovedet, så hun væk fra tatoveringen og ind i hans blå øjne i stedet, igen med en insisterende følelse af sommerfugle i mellemgulvet. Kortvarigt lod hun dog øjenlågene falde i, idet Matt løftede sig lidt og gled ned ved siden af hende at ligge, før de flakkede op igen og hun drejede hovedet for at kunne se ham. Hånden blev hvilende mod den arm han havde over hende og det trak svagt i hendes mundvige da han begyndte at fortælle. Så snart hans arm gled under hendes nakke igen og hans læber momentært var imod hendes hår, trak et saligt smil frem på hendes læber og instinktivt drejede hun sig helt om på siden at ligge, med ansigtet lige ud for hans. Hun skælvede svagt over den mærkbare temperaturforskel fra han havde ligget over hende til nu og krummede sig ubevidst en smule ind imod ham, mens hendes ene ben gled ind mellem hans. "Jeg er næsten ikke overrasket... Dig og alkohol..." mumlede hun lavmælt, i et svagt underholdt tonefald, der impulsivt fik hende til at blotte tænderne helt i et smil, mens hendes fingre strøg let over hans overarm, denne gang uden at kigge.
[/blockquote]
|
|
|
Post by Matthew Blythe on Jul 15, 2012 2:53:08 GMT
The sunset is sleeping in my window ...the mountains are resting on the floor...and a whisper knocking on my doorTag; Annabel Vargas ~ Wearing; This Matt tillod sig selv at slappe af da han først havde taget beslutningen med sig selv, om for en gangs skyld bare at tage tingene som de kom og lige nu, bare være tilstede og ikke tænke på næste morgen før det blev tvingende nødvendigt. Som en naturlig følge slap han hendes håndled, og havde kort efter fingrene flettet ind i hendes mørke hår. Flere minutter passerede i tavshed, uden at det blev ubehageligt eller trykkende, indtil Annabel blev den første til at bryde den.
Det lille afbræk fik ham til endelig at reagere for alvor og han svarede hende mens han lagde sig tilrette ved siden af hende og uden tøven trak hende tæt ind mod sig selv, aldeles uvillig til at give slip på hende eller lade hende komme udenfor rækkevidde. Han tog sig i selv at være forundret over, hvor afslappet han følte sig mens han svarede hende og var fuldt ud klar over, at det ikke kun var på grund af den nyligt afsluttede, fysiske aktivitet de havde haft gang i.
En lille indigneret lyd gled uvilkårligt over hans læber mens hun krummede sig lidt sammen ind mod ham, som hun havde gjort adskillige gange før i tiden "..har det ganske fint." påstod han med en svag trækning i mundvigene, mens han nød følelsen af hendes fingre mod sin arm. Han tav igen og så på et ubestemt punkt i det halvmørke rum, mens han selv endte med hånden halvt omme på hendes ryg da hun havde vendt sig. Han havde ingen protester mod den tætte stilling, men strøg hende blidt over ryggen, mens han igen lod sit blik finde tilbage til hendes ansigt og smilede svagt, fuldt tilfreds med blot at betragte hende lidt, uden at behøve fylde tavsheden ud med ord.
|
|
|
Post by Annabel Vargas on Jul 15, 2012 22:58:24 GMT
let my agony fade away andhold me in your embraceTag: Matthew Blythe ● Outfit: Here Der gik ikke længe før kulden i soveværelset sneg sig langsomt ind over hende og han var varm ved siden af, noget hun gennem al den tid hun havde delt hans seng, havde benyttet sig af. Derudover var det et uudslukkeligt behov for at være tæt på ham, vide at han var lige der ved siden af og ikke forsvandt, der instinktivt fik Anna til at dreje sig efter Matt var gledet ned at ligge ved siden af hende og krumme sig lidt ind imod ham. Hvor meget hun end vidste øjeblikket ikke ville vare ved, at virkeligheden ville melde sig igen på et tidspunkt, så tillod hun sig selv at fortabe sig i den ene, stjålne stund.
En svagt munter, om end tvivlende, og lavmælt lyd undslap hende over Matts påstand og det trak i hendes mundvige igen, uden hun dog tilføjede mere. I stedet skælvede hun svagt over hans hånd, der strøg let mod hendes ryg og fugtede læberne en enkelt gang, blot for at blive klar over hvor tydeligt smagen af ham hang ved dem. Hendes blik gled op fra hans bryst, hvor det tilfældigt var landet, og endte i stedet ved hans ansigt. En insisterende følelse af sommerfugle meldte sig igen i hendes mellemgulv, sammen med den stadig ubehagelige knude, der mindede hende om at det hele, uanset hvor meget hun forsøgte at bilde sig selv andet ind, stadig var en illusion.
Anna skubbede det dog på afstand igen og betragtede ham i tavshed, uden at have nogen fornemmelse af hvor lang tid der gik eller var gået. Samtidig meldte et insisterende behov for søvn sig oven på en alt for lang dag og særdeles hektisk nat, men hun var ganske uvillig til at overgive sig endnu. Langsomt lod hun fingrene mod hans overarm, fortsætte med at følge hans markerede kraveben, med en dvælende let berøring. Hendes blik fulgte samtidig bevægelsen i mørket og først da hun nåede til hans hals, slog hun blikket op igen og fandt lettere flakkende hans øjne. En lille rynke dannede sig mellem hendes øjenbryn og uden hun helt selv var klar over det, hørte hun et lavmælt "Undskyld..." glide over sine læber.
[/blockquote]
|
|
|
Post by Matthew Blythe on Jul 16, 2012 2:08:45 GMT
The sunset is sleeping in my window ...the mountains are resting on the floor...and a whisper knocking on my doorTag; Annabel Vargas ~ Wearing; This Matt havde ikke en eneste protest da Annabel krummede sig lidt sammen og søgte ind mod ham. Tvært imod var der noget sært velkendt og beroligende ved det, der kun øgede den afslappede fornemmelse der langsomt, men sikkert havde bredt sig i hans krop. Helt andre, og knap så behagelige tanker, lurede stadig i hans baghovede, men han holdt dem stædigt på afstand, mens han blidt strøg hende over ryggen, uden helt at tænke over han gjorde det.
Det trak igen afslørende lidt i hans mundvige over den lave lyd der undslap hende og han himlede med øjnene, uden at hun dog ville kunne se det. Han sagde ikke selv mere, men løftede den frie hånd og rakte om bag sig for at finde dynen og efterfølgende trække den hen over både sig selv og hende. Ikke at han selv frøs, men med gammel erfaring var han sikker på Annabel gjorde, eller i hvert fald snart kom til det.
Han endte med den ene hånd stadig hvilende mod hendes ryg, nu gået i stå og den anden mod hendes overarm, efter at have trukket dynen lidt op omkring hende. Hans blik flakkede svagt over den,selv i halvmørket, intense øjenkontakt og han brød den først, da hendes fingre igen begyndte at bevæge sig mod hans arm og fortsatte videre der fra. Hendes ene ord var på ingen måde forventet og han kunne ikke forhindre sine øjenbryn i at ryge lidt op i panden på ham, mens hans blik flakkede igen. Nogle øjeblikke så han bare på hende og besvarede så hendes undskyldning ved at lade hånden på hendes overarm fortsætte op at hvile blidt mod hendes hals, mens han bøjede hovedet og ligeså blidt lod sine læber finde hendes endnu en gang, stadig uvillig til at lade noget ødelægge det flygtige øjeblik, hvor alt var lige som det skulle være.
|
|
|
Post by Annabel Vargas on Jul 21, 2012 19:13:58 GMT
let my agony fade away andhold me in your embraceTag: Matthew Blythe ● Outfit: Here Det trak momentært op i hendes mundvige da Matt trak dynen op over dem begge og instensiverede den dominerende følelse af at hun var lige hvor hun skulle være. Dog tænkte Annabel knapt nok over det, da det ene, lavmælte ord gled over hendes læber. Hvad og hvor meget hun egentlig undskyldte for, var hun ikke helt sikker på, men bare at det havde hvilet på spidsen af hendes tunge og fundet vejen ud. Hendes blik løftede sig fra hans kraveben igen og fandt flakkende hans øjne.
Tavsheden der mødte hende, fik i nogle splitsekunder hendes mave til at slå ubehagelige knuder og hun ønskede kortvarigt hun kunne tage det i sig igen, bestemt ikke villig til at lade øjeblikket fare. Ikke endnu. Uroen lagde sig dog effektivt igen, da Matts hånd lagde sig mod siden af hendes hals og hun øjeblikket efter, igen mærkede den berusende følelse af hans bløde læber imod sine egne. Villigt besvarede hun kysset og lod selv hånden over hans kraveben, finde siden af hans hals.
Ganske ubevidst, rykkede hun sig en anelse tættere på ham og mærkede tydeligt hans varme overkrop imod sin egen, stadig med det ene ben flettet ind i mellem hans. Uanset hvor træt hun var over de alt for mange hektiske ting der var sket omkring hende, var det ikke nok til at hun endnu følte hun var færdig med ham. Tværtimod var hun domineret af følelsen af at have fem år at indhente og alt for kort tid til at gøre det på. Af samme grund trykkede hun læberne lidt fastere imod hans og nød den velkendte følelse af ham, hun stadig kendte alt for godt.
[/blockquote]
|
|
|
Post by Matthew Blythe on Jul 23, 2012 14:22:04 GMT
The sunset is sleeping in my window ...the mountains are resting on the floor...and a whisper knocking on my doorTag; Annabel Vargas ~ Wearing; This I sekunderne efter Annabels undskyldning, gik alting lidt i stå og Matt anede ikke hvordan han skulle reagere. Han fandt ingen ord og de der alligevel dukkede op, satte sig fast i halsen på ham, før de kom længere. I sidste ende kom svaret dog helt af sig selv og det var uden tøven eller fortrydelse han lod først sin ene hånd finde hendes hals mens han pressede læberne blidt og dvælende mod hendes igen.
I den simple handling lå også det nærmeste han nogensinde ville komme på at sige noget der mindede om tilgivelse, selvom uvisheden om hvad der ville ske, når virkeligheden meldte sig igen, stadig var skræmmende, så ignorerede han den stædigt og med fulgt overlæg så længe han overhovedet kunne og hævede sig lidt op på den anden arm, så han kunne møde hendes lette pres da hun rykkede tættere på.
Hans hånd fandt igen om i hendes nakke og hans fingre ind mellem de bløde krøller mens han opretholdt kontakten med hendes læber indtil den sidste luft forsvandt fra hans lunger og han måtte bryde væk med et dybt åndedrag. Han trak sig dog ikke længere væk end at han lige kunne møde hendes blik med et uudgrundeligt glimt i sit eget sammen med den fornægtelse af både fortid og nutid, som de i høj grad var fælles om lige i de øjeblikke.
|
|
|
Post by Annabel Vargas on Jul 29, 2012 0:15:30 GMT
let my agony fade away andhold me in your embraceTag: Matthew Blythe ● Outfit: Here Annabel lod sig uden protester fordybe i deres kys og nød følelsen af Matts læber der bevægede sig mod hendes egne. I nogle øjeblikke var det alt for nemt at glemme, at hun havde været væk og hvor smertefuldt det ind i mellem havde været. Han var lige der og alt føltes lige som det skulle. Selv da hun brød væk for luft og trak vejret dybt ned i lungerne, nægtede hun at bukke under for virkeligheden og flød lige dele væk i den naive tro, at der intet var sket imellem dem og hans klare, blå øjne i halvmørket.
Hendes ene hånd løftede sig fra hans hals og lagde sig blidt imod hans kind, mens hun lod tommelfingeren stryge en enkelt gang over hans kindben, med et blik der flakkede let mellem hans. Så strake hun sig en anelse og trykkede læberne fjerlet mod hans endnu engang, med duften af ham tydelig i sine næsebor og den bløde fornemmelse af hans lyse hår under sine fingerspidser.
Da hun kort efter brød væk igen, lod hun sig synke helt ned i madrassen, mens hånden mod hans kind også faldt. Trætheden og udmattelsen havde langsomt sneget sig ind på hende og selvom hun kæmpede stædigt imod sine tunge øjenlåg, blev hendes blink alligevel længere og der gik ikke lang tid før hun gled helt hen og overgav sig til søvnen. Hele den nat drømte hun om den lyshårede troldmand der varmede sengen ved siden af hende og for én gangs skyld, var det ikke mareridt.
[/blockquote]
|
|
|
Post by Matthew Blythe on Jul 29, 2012 1:57:58 GMT
The sunset is sleeping in my window ...the mountains are resting on the floor...and a whisper knocking on my doorTag; Annabel Vargas ~ Wearing; This Et lille smil krusede sig på Matts læber da han igen fik øjenkontakt med Annabel efter at have trukket ansigtet minimalt væk fra hendes. Kontakten med hendes brune øjne fik det uvilkårligt til at krible lidt i hans mellemgulv og han lod sig villigt fortabe i dem, bare et øjeblik.
Hendes hånd mod hans kind fik de små hår i hans nakke til at rejse sig og hans øjne gled halvt i, mens han lænede ansigtet næsten umærkeligt ind mod hendes hånd. Det trak let i hans ene mundvig igen, uden at han selv var bevidst om det og han åbnede øjnene igen, lige nok til at se hende strække hals, før han lukkede dem igen og uden protester besvarede hendes kys.
Der var ikke flere ord at sige da hun lod sig synke ned at ligge igen og for en gangs skyld, var stilheden ikke kvælende anspændt. Matt rettede blikket op i loftet, mens han ubevidst trak Annabel lidt tættere ind til sig og med den anden hånd strøg hende blidt over armen. De modstridende tanker lurede stadig i udkanten af hans bevidsthed, men de forvirrede følelser var alt andet end forvirrede, som han lå lige der, med Annabels varme krop ind mod sin egen under dynen. Det føltes stadig helt rigtigt og han bøjede hagen lidt for at se på hendes ansigt, blot for at finde hende med lukkede øjne og en dyb, rolig vejrtrækning. Det trak lidt i hans mundvige igen og han plantede et fjerlet kys på hendes hår, før han trak dynen lidt bedre op omkring hende og selv overgav sig til søvnen.
C L O S E D
|
|