|
Post by Annabel Vargas on Jul 9, 2012 17:32:05 GMT
let my agony fade away andhold me in your embraceTag: Matthew Blythe ● Outfit: Here Annabel var komplet opslugt af følelsen af Matt tæt på og det var komplet egoistisk, hun trak ham ned til sig igen, efter han ellers havde gjort anstalter til at løfte sig lidt. Da der dog ikke kom nogle protester fra hans side, som hun trods det hele, et kort øjeblik frygtede, pressede hun igen læberne hårdt mod hans. Det var da også derfor hun var ganske uvillig til at lade ham slippe for langt væk, af ren frygt for at han ville fortryde.
Det gled effektivt i baggrunden så snart deres læber bevægede sig mod hinanden og hun sukkede tungt over følelsen af hans hånd der klemte sig om hendes lår. Hendes hud sitrede der hvor hans fingre rørte og hun skød ubevidst en anelse ryg op imod ham, i klar indikation om at hun ingen protester havde overhovedet. Hendes fingre knugede sig sammen omkring mod hans lænd og det var kun modvilligt hun slap hans læber igen.
Da hans dog fortsatte ned til den følsomme hud på hendes hals, glemte hun alle protester og slap en halvkvalt lyd over den dominerende og behagelige følelse, der altid havde en helt særlig effekt på hende. Da lyden af sit eget navn kort efter gled over Matts læber med hans velkendte stemme, trak hun vejret tungt ind og lukkede i et øjeblik øjnene hårdt i, mens den ene af hendes hænder forvildede sig op i hans hår igen. Endnu en lyd fandt vejen over hendes læber, da han kort markerede med tænderne og ganske ubevidst gled den over i et gengældende og åndeløst "Matthew..." lige inden han igen pressede læberne mod hendes. Villigt besvarede hun det, mens den hånd der krummede sig mod hans lænd, fortsatte et stykke ned til hun mærkede stof under sine fingre.
[/blockquote]
|
|
|
Post by Matthew Blythe on Jul 9, 2012 20:03:55 GMT
The sunset is sleeping in my window ...the mountains are resting on the floor...and a whisper knocking on my doorTag; Annabel Vargas ~ Wearing; This Annabels navn gled over Matts læber uden at han selv var helt bevidst om det, før de var ude og han selv hørte det. Han stivnede et splitsekund, for så at fortsætte blive belønnet med endnu et skud adrenalin, da hun gengældte hans spontane brug af hendes navn. Hun havde i årevis været en af de eneste der brugte hans fulde fornavn og ikke kun den forkortede udgave og at høre det igen, i den tone som situationen uundgåeligt skabte, fik det til at krible under huden på ham, på en ensidig god måde.
På samme tid sparkede det yderligere til den utålmodighed der var eskaleret lige så hurtigt som spændingen mellem dem og skubbede sig i en hurtig bevægelse op at sidde på knæ og brød derved endnu engang væk fra hendes læber. Han stoppede dog ikke op denne gang, men lod fingrene ind under kanten på hendes trusser og med stadig mærkbar utålmodighed trække dem ned over hendes lår.
Det trak lidt i hans mundvige da hun uden protester løftede sig for at gøre hans forehavende nemmere og han bremsede lidt ned igen, efter have kasseret de sorte blonder på sengen et sted og lod den ene hånd stryge hele vejen op over hendes ben mens han selv lænede sig frem til han kunne fange hendes læber igen. Han gjorde det dvælende denne gang, i kontrast til for blot et øjeblik siden og lod hånden glide om bag hendes nakke, blot for insisterende at løfte hende op mod sig selv, så han kunne få adgang til hægten på hendes ryg. Så snart den gav efter for hans fingre, trak han hovedet lidt tilbage og fangede hendes blik, mens han lod hænderne glide synkront ned over hendes nu helt nøgne ryg.
|
|
|
Post by Annabel Vargas on Jul 11, 2012 1:15:28 GMT
let my agony fade away andhold me in your embraceTag: Matthew Blythe ● Outfit: Here Anna var opslugt af følelsen af Matts læber mod hendes hals, på de allermest følsommer punkter og hun tænkte ikke engang i et sekund over det, da hun immiterede ham, blot med hans navn i stedet for hendes eget. Tværtimod var hun dybt optaget af hans læber mod hendes og slap en ubevidst, utilfreds lyd da han trak sig væk og fulgte ham lidt af vejen. Da hun blev klar over, at hun gjorde netop det, lod hun sig falde ned mod madrassen igen og måtte samtidig tage begge sine hænder til sig, uden dog at tage blikket fra ham.
En spændt knude strammede sig i hendes mellemgulv, da Matts fingre uden yderligere omsvøb, sneg sig ind under kanten på hendes næstsidste beklædningsdel og hun tøvede ikke med at løfte sig lidt, for at gøre det nemmere for ham at trække underdelen helt af. Anna trak vejret tungt ind, da hans hånd gled over hendes ben, for så at holde det i nogle sekunder, da han igen lænede sig indover hende. Hun trak først vejret ind igen, lige før hans læber igen ramte hendes, dvælende og pirrende og fik en flagrende fornemmelse til at sprede sig i hendes mave.
Igen fandt hendes hænder om på hans ryg og hun krummede uvilkårligt fingrene lidt, da hans hånd lukkede sig om hendes nakke og uden protester, spændte hun lidt i mavemusklerne og løftede sig nok til, han kunne komme til at løsne hægten på hendes ryg. Så snart den gik op, lod hun sig presse tilbage mod madrassen igen og nød den ikke ukendte fornemmelse af hans krop hvilende mod sin egen og hans duft der krøb ind i hendes næsebor og fik et væld af indestængte følelser til at dukke op til overfladen igen. Hendes blik hvilede i hans og hun trak vejret usikkert, mens hun i nogle øjeblikke var gået i stå over hans øjne i halvmørket, mens hænderne mod hans ryg igen vandrede langsomt ned, indtil hun kunne liste fingerspidserne ind under elastikken på hans boxershorts i hver side.
[/blockquote]
|
|
|
Post by Matthew Blythe on Jul 11, 2012 2:22:57 GMT
The sunset is sleeping in my window ...the mountains are resting on the floor...and a whisper knocking on my doorTag; Annabel Vargas ~ Wearing; This Matt kunne ikke skjule en hvis tilfredshed over hvordan Annabel tydeligvis var lige så opslugt af øjeblikket som han selv var, og dermed at hun ville det lige så meget som han, hvor forkert det end burde være. Fornuften var skredet i svinget for længe siden og målet var ganske klart før øje. Det gjorde det dog ligeså nervepirrende som ophidsende og begge de modstridende impulser, gjorde kun utålmodigheden større.
Han tøvede heller ikke, da han skubbede sig op på knæ og befriede hende for det ene af de stykker sort blondestof, der fortsat dækkede hende, men tog sig dog tid til begærligt at betragte hende, mens han lænede sig frem igen, kun for at læne sig ind over hende igen, og pressede læberne mod hendes endnu en gang, ude af stand til at modstå fristelsen. Han fortsatte dog på trods og løftede hende lidt op mod sig selv, så han kunne løsne hægten på hendes ryg.
Han trak ansigtet lidt væk fra hendes, mens han lod hende synke ned mod madrassen igen og mærkede en illing løbe ned over sin ryg under hendes hænder over øjenkontakten. Hans blik flakkede mellem hendes brune øjne, uden at vise nogen tøven eller fortrydelse, men blot et øjebliks fortabelse, i øjne han kendte mere end godt, selv nu.
Han løsrev sig da hendes fingre gled indenfor elastikken på hans boxershorts og stivnede kort, for så at skubbe sig op at sidde igen og hurtigt frigøre også sig selv for det sidste stykke beklædning. Med det gjort, krøb han tilbage ind over hende og uden at slippe hendes blik, presse sig så tæt på hende, som det var fysisk muligt. En anstrengt lyd undslap ham, mens hans øjne et kort øjeblik gled halvt i. Han sitrede svagt, men mærkbart over den dominerende følelse og åbnede så øjnene igen, blot for at se begærligt på hende og sænkede hovedet nok til at kunne finde hendes læber i et dvælende kys, mens han vænnede sig til den nye følelse, der på samme tid var så velkendt, at adskillige begravede minder, dukkede op for hans indre blik.
|
|
|
Post by Annabel Vargas on Jul 11, 2012 9:53:02 GMT
let my agony fade away andhold me in your embraceTag: Matthew Blythe ● Outfit: Here Annabel tøvede absolut ikke med at gøre det nemmere for Matt, at hjælpe hende af med de sidste to stykker tøj og hendes tanker var lige så utålmodige og ensporede, som det hun læste i hans øjne i halvmørket. Hendes blik var låst fast i selv samme og hun trak vejret tungt, som en kuldegysning løb ned over hendes ryg af samme grund. Spændingen sitrede elektrisk i luften mellem dem og i nogle lange øjeblikke, lod hun sig villigt forsvinde i Matts blå øjne, det både virkede som evigheder siden hun sidst rigtigt havde set og alligevel som, det lige så godt kunne have været dagen forinden.
Alligevel kunne hun ikke skubbe utålmodigheden på afstand og langsomt fandt hendes hænder ned over hans ryg, til fingrene kunne glide ind under hans sidste stykke tøj. I hendes blik, var intentionen ganske utvetydig og hun strakte sig lidt, for at trykke sine læber mod hans, en enkelt flygtig gang, før han kortvarigt satte sig op. I mellemtiden frigjorde Annabel sig helt fra overdelen og kastede den fra sig på sengen, inden hun lod ryggen falde helt tilbage imod madrassen, da Matt igen krøb ind over hende.
Et lavmælt støn gled ud i mellem hendes læber, da han uden videre udskydelse, gled så tæt på hende, som det på nogen fysisk måde var muligt og hun skælvede mærkbart. Uden hun helt var klar over det, var hendes øjne gledet i og hun åbnede dem langsomt igen, blot for at møde Matts blik, med øjne der var mere sorte end brune. Så snart han igen lod sine læber møde hendes, gled de dog i igen, mens begge hendes hænder gled om på hans ryg og hun samtidig umuligt kunne abstrahere fra den dominerende følelse, der havde centreret sig omkring hendes underliv. Følelsen af ham var overvældende, af at hun havde ham lige der, at fem år betød så uendeligt lidt og at der ikke var noget sted, hun hellere ville være. At hun for første gang i meget lang tid, følte sig hjemme.
[/blockquote]
|
|
|
Post by Matthew Blythe on Jul 11, 2012 11:32:23 GMT
The sunset is sleeping in my window ...the mountains are resting on the floor...and a whisper knocking on my doorTag; Annabel Vargas ~ Wearing; This Matt følte sig tør i munden og sank hårdt mens hans blik et splitsekund fulgte hendes bh, da den landede på sengen ved siden af dem. På daværende tidspunkt havde han selv frigjort sig for sine boxershorts og bevægede sig langsomt hen over hende igen, mens hans blik fulgte hendes krop opefter, blot for at lade ham konstatere, at hun var nøjagtigt lige så dejlig som han huskede hende.
Tanken blev kun forstærket, da han efter et øjeblik mere, gled helt tæt på hende og med et anstrengt udbrud, lod sig omslutte af hendes varme skød. Han havde ubevidst holdt vejret et øjeblik og åndede tungt ud, mens han åbnede øjnene og så lod sine læber finde hendes igen. Han spændte ubevidst i ryggen under hendes hænder og trak sig lidt tilbage, uden at bryde væk fra hendes læber, blot for igen at presse sig tæt op mod hende og fortsætte i en langsom rytme.
Han havde igen hænderne placeret på hver sige af hendes ansigt og krummede fingrene hårdt omkring lagnet, mens han igen flyttede sig kys ned på hendes hals og gav sig fuldkommen hen til den overvældende fornemmelse af at være så tæt på hende. At mærke hende igen, dufte hende, høre hende. Alt sammen faktorer der fik ham til at skælve svagt under hendes hænder, mens det blev sværere og sværere at overbevise sig selv om, at det var forkert. I stedet overtog følelsen af at være lige hvor han skulle være og han gemte et øjeblik ansigtet mellem hendes hals og skulder med et halvkvalt støn.
|
|
|
Post by Annabel Vargas on Jul 11, 2012 12:15:39 GMT
let my agony fade away andhold me in your embraceTag: Matthew Blythe ● Outfit: Here Det var en dybt surrealistisk situation og det var på mange måder svært at forholde sig til at være tilbage i hans soveværelse, med den velkendte følelse af hans krop, som hun kendte lige så godt som sin egen, over sig, men alligevel kunne hun ikke ryste følelsen, af at det samtidig føltes fuldkommen rigtigt og at de år der var gået, var uendeligt ubetydelige. Da først Matt gled helt tæt på hende, var alle forbehold og skrupler glemt og hun gav sig fuldkommen hen til følelsen af ham.
Hendes arme havde igen fundet omkring ham og hun mødte villigt hans læber i endnu et kys, mens hun fortsat sitrede svagt af ren ophidselse. Så snart han begyndte at bevæge sig, brød hun dog ufrivilligt kontakten med hans læber, da en lyd undslap hende og uden at være klar over det, krummede hun fingrene hårdt mod hans ryg igen, bestemt ikke hjulpet til at lade være med netop det, da hans læber fortsatte ned til den følsomme hud på hendes hals.
Det var en overvældende følelse af, endelig at have det der havde manglet i alt for lang tid, som endnu engang gik igennem hende, da Matt gemte ansigtet mellem hendes hals og skulder, som han havde gjort det et utal af gange før. Begge hendes hænder gled langsomt ned fra hans ryg igen og under hans arme, hvor den ene fortsatte op til den endte i hans nakke. Hun slap endnu en halvkvalt lyd og lod den anden hånd vandre langs den velkendte følelse af hans tydelige kraveben, indtil hun nåede den ødelagte hud, hvor han engang var blevet gennemboret af et kosteskaft. Længere nåede hun ikke, før endnu en af hans bevægelser, fik et behageligt stød til at gå op igennem hende og trak endnu en utvetydig lyd over hendes læber. Igen krummede hun fingrene mod hans nakke og skulder og skubbede sig ubevidst en anelse op imod ham, hver gang han bevægede sig.
[/blockquote]
|
|
|
Post by Matthew Blythe on Jul 12, 2012 0:12:54 GMT
The sunset is sleeping in my window ...the mountains are resting on the floor...and a whisper knocking on my doorTag; Annabel Vargas ~ Wearing; This Matt slap en ligeså utvetydig lyd som Annabel og kun få sekunder efter hende, dog mere på grund af hendes fingre der krummede sig hårdt imod hans ryg og ikke satte ham meget i tvivl om, at hun også havde negle. Han kunne dog ikke påstå rent faktisk at have noget imod fornemmelsen og hans bevægelser ind imod hende blev hårdere.
Det var nu med fuldt overlæg han plantede op til flere kys mod hendes hals og hendes reaktion fortalte ham mere end tydeligt, at intet havde ændret sig på det punkt. Han trak vejret tungt ind mod siden af hendes hals og lod for hver dyb indånding, duften af hendes varme hud omslutte sig endnu mere end den allerede gjorde.
Han skælvede mærkbart da hendes fingre krummede sig omkring hans nakke og løftede hovedet nok til at kunne se ned på hende, da hendes anden hånds fingre, fulgte hans kraveben. Han stoppede helt op et langt øjeblik og så uudgrundeligt ned på hende mens stedet hendes fingre var endt, bragte adskillige minder frem, ikke mindst episoden der i det store hele havde været den, der startede det hele.
Han slap madrassen med den ene hånd og lagde den ømt mod hendes kind, bøjede sig så ned for at fange hendes læber igen og begyndte på samme tid langsomt at bevæge sig igen. Han var fuldt bevidst om, at hans krop mente han trak tiden ud og også, at det var nøjagtigt hvad han gjorde i et forsøg på at forlænge øjeblikket så længe som det var ham fysisk muligt.
|
|
|
Post by Annabel Vargas on Jul 12, 2012 17:57:53 GMT
let my agony fade away andhold me in your embraceTag: Matthew Blythe ● Outfit: Here Annabel var ikke klar over det, da hun pressede neglene ned i Matts hud, men var i stedet dybt optaget af følelsen af hans læber over hendes hals og ganske klar over, at han udmærket vidste hvilken effekt det havde på hende. Hun trykkede da også bare neglene endnu hårdere ned mod hans hud, da hans bevægelser imod hende blev hårdere og endnu en, ikke just lavmælt, halvkvalt lyd fandt vejen frem. Først der, trængte det svagt ind i hendes lettere omtågede bevidsthed, hvor hårdt hendes fingre var krummet ned og hun løsnede grebet, for i stedet at lade sine hænder glide rundt om ham.
Den ene endte i hans nakke og da han løftede hovedet lidt, åbnede hun øjnene med et let flakkende blik, uden at stoppe vandringen den anden hånds fingre havde påbegyndt, før den nåede til den ujævne hud, hun havde tegnet op med fingrene flere gange end hun kunne tælle på to hænder. I nogle øjeblikke så hun uudgrundeligt på ham, mens de begge var gået i stå, og mærkede så en insisterende flagrende fornemmelse i mellemgulvet, da hans hånd lagde sig mod hendes kind. Før hun selv blev klar over det, havde hun ladet hånden fra hans nakke falde og lagde den i stedet over hans og lukkede fingrene let sammen omkring den.
Øjeblikket efter var hans læber igen mod hendes, dvælende og bløde, før kysset blev mere krævende, i takt med Matt fortsatte sine bevægelser. Hun gav ikke slip på hans hånd, men lukkede fingrene lidt fastere om den, stadig med den anden lukket om hans skulder. Der gik dog ikke lang tid, før hun måtte bryde væk igen for at trække vejret tungt ned i lungerne, uden at trække hovedet længere tilbage, end hendes læber stadig var lige ud for hans. Det var en splittet kamp mellem at udskyde det hele og haste mod enden, med utålmodigheden der voksede støt. Uanset hvor meget hun prøvede, kom det uundgåelige mål dog nærmere og instinktivt løftede hun begge ben og lagde dem om livet på ham, for at forstærke hans bevægelser, hver gang han bevægede sig ind mod hende, med et utvetydigt støn til følge.
[/blockquote]
|
|
|
Post by Matthew Blythe on Jul 12, 2012 19:20:34 GMT
The sunset is sleeping in my window ...the mountains are resting on the floor...and a whisper knocking on my doorTag; Annabel Vargas ~ Wearing; This Matt spændte hårdt i ryggen og skuldrene da Annabels negle blev ganske tydeligt at mærke, da hun krummede fingrene ned mod hans hud. Han gjorde dog intet forsøg på at vride sig væk eller forhindre hende i netop den ubevidste handling, men lod dem anspore sig, uden tanke for, at han måske, måske ikke, ville have ganske afslørende, halvmåneformede mærker dagen efter. Det var komplet ligegyldigt, og ansporede ham kun til at øge styrken i sine stød hvormed han blev belønnet med flere ganske utvetydige lyde fra Annabel.
Han trak vejret tungt og skælvende da han løftede sig lidt op og stoppede for at se ned på hende. Hendes fingerspidser mod hans kraveben og det tydelige ar lige under det, fik flere illinger til at løbe igennem ham. Hans impulsive handling da han lagde hånden mod hendes kind, var i høj grad præget mere af ømhed end det altoverskyggende begær der indtil nu havde drevet dem begge og det trak momentært i hans mundvige. Knuden i hans mave strammedes lidt igen og han opgav at overbevise sig selv om, at han ikke stadig så på hende og ikke kunne finde noget syn eller nogen person der var smukkere. På trods af alt der var foregået i mellem dem, på trods af hvor såret han havde været, og til dels stadig var. Han skubbede tankerne væk igen og afledte endnu en gang sig selv med læberne mod hendes, mens han genoptog sine rytmiske bevægelser.
Hendes hånd over hans var en stum bekræftelse og fik knuden i hans mave til at slippe nogle enkelte, forsigtige sommerfugle løs og han betragtede hende med et mørkt blik. Hendes ånde var stadig mærkbar mod hans læber, som hans måtte være mod hendes og han endte med at bøje nakken lidt, så hans pande hvilede let mod hendes. På samme tid vendte han sin hånd og greb fat om hendes, for så at holde den ned mod madrassen med et greb om hendes håndled. Han spændte igen i hele kroppen, da hun løftede benene og låste dem fast omkring ham, en handling der helt naturligt fik endnu en anstrengt stønnen fra ham, da den ændrede stilling intensiverede hele forehavendet.
Han var fulgt ud klar over, nøjagtigt hvor det bar hen ad, men var på samme tid helt uvillig til at give helt slip endnu. Han holdt hendes blik fast og knugede hårdere omkring hendes håndled uden at tænke over det, mens han koncentrerede sig om den sidste rest af selvkontrol, der forhindrede ham i at fortsætte ud hvor han ikke ville kunne stoppe igen.
|
|
|
Post by Annabel Vargas on Jul 12, 2012 22:15:32 GMT
let my agony fade away andhold me in your embraceTag: Matthew Blythe ● Outfit: Here Anna rakte ubevidst op til sin egen kind, for at lukke hånden om Matts og lod sig i nogle øjeblikke fortabe i hans blik. Hendes læber trak lidt op i et smil og bag det tydelige begær i hendes øjne, glinsede spøgelser af for længst tilsidesatte tanker og følelser, der vældede op i hende igen og mindede hende om alle de ting der havde gjort, at hun havde elsket ham engang og på et eller andet plan, stadig gjorde det. I de stjålne øjeblikke de lå der, sammen, var han hendes igen og hun var helt og holdent hans.
Hans kys fik hendes hoved til at snurre behageligt, blandet med lige duften af ham, som hendes minder aldrig fuldkommen havde været i stand til at gengive, og hun pressede længselsfuldt læberne mod hans, da han genoptog bevægelserne imod hende. Ikke længe efter, måtte hun dog bryde væk for luft og endte med at lade nakken falde tungt tilbage mod madrassen. I samme omgæring, havde Matt med et fast greb omkring hendes håndled, tvunget den tilbage på madrassen, uden hun havde en eneste protest. Tværtimod ansporede det hende kun yderligere og hun knugede hårdt den frie hånds fingre sammen og skød en anelse ryg op imod ham.
Hans pande var varm og fugtig imod hendes og øjenkontakten mellem dem intens og så spændingsfyldt, at det nærmest knitrede i den sparsomme luft mellem den. Uvilkårligt lagde hun mere pres bag sine bens greb omkring ham og måtte så bryde øjenkontakten, for at lade nakken falde endnu længere tilbage mod madrassen med et utvetydigt støn, idet hun nåede det punkt hvor det ikke længere var muligt at stoppe. Flakkende fandt hendes blik hans igen, som blev det der gav hende det sidste skub ud over kanten. Hånden der stadig var holdt stramt fast mod madrassen, knugede sig så hårdt sammen at neglene borede sig ind i hendes egen håndflade, ligesom hun også krummede fingrene hårdt mod Matts skulder. Med ét spændtes alle muskler i hendes krop og en sidste, ganske utvetydig lyd, fandt vej over hendes læber.
[/blockquote]
|
|
|
Post by Matthew Blythe on Jul 13, 2012 1:45:56 GMT
The sunset is sleeping in my window ...the mountains are resting on the floor...and a whisper knocking on my doorTag; Annabel Vargas ~ Wearing; This Matt glemte nogle lange øjeblikke helt alle de negative følelser der alt for længe havde været forbundet med at tænke på Annabel og kun var blevet forstærket da hun vendte tilbage og han på ingen måde længere kunne ignorere hendes eksistens. De foregående uger havde været en daglig påmindelse om, nøjagtigt hvorfor hun i sin tid havde trukket tæppet væk under ham. Det havde på samme tid været en mental kamp for ikke at overskride den usynlige grænse og enten skære hende totalt ud eller lukke hende ind igen.
Han havde i stedet forsøgt at finde en gylden middelvej, uden det store held og havde smidt alle forbehold og gammelt nag, det sekund han igen havde åbnet døren til stuen og han havde lige i øjeblikket ikke en eneste protest mod den kædereaktion af handlinger, det havde ført med sig. Når han lå lige der, med alle sanser fyldt af Annabel, var alting rigtigt, omend bare en kort stund. Uanset hvor kort, tog han imod den og fandt tilbage til gamle erfaringer, der vendte tilbage helt af sig selv.
Den lille dominante handling, da han holdt hendes ene arm fast mod madrassen, var instinktiv, men talte alligevel sit eget tydelige sprog, ligeså meget som benene hun havde låst fast omkring ham. Måden hun villigt mødte hans bevægelser på, besvarede dem og fulgte ham, fik ham til at fortabe sig komplet, mens han blik hvilede intenst på hende. En anstrengt lyd undslap ham igen da hun strammede grebet om ham og han skælvede mærkbart over hende.
Han lukkede øjnene et øjeblik for at kunne bibeholde den sidste rest af kontrol, men åbnede dem igen ved en ganske sigende lyd fra kvinden under sig, der fik sommerfuglene til at slå en saltomortale i hans mellemgulv. Hans vidste hvad klokken havde slået, bare ved at se på hende og det trak uvilkårligt lidt i hans mundvige mens han med fuldt overlæg øgede både styrke og rytme i sine bevægelser indtil han mærkede hende spændes som en flitsbue under sig, og selv slap et lavmælt støn over den intense fornemmelse.
Han bøjede nakken igen og krævede hendes læber, hvormed han kvalte det sidste af hendes udbrud. Han stoppede ikke igen, men gav slip og fulgte efter hende ud over kanten indtil hans krop spændtes lige så hårdt som hendes minutter forinden. Han brød væk fra hendes læber med et halvkvalt udbrud og øjne der var klemt hårdt sammen. Samtidigt knugede han hårdt om lagnet med den ene hånd og om hendes håndled med den anden. Han skælvede og gav sig i nogle små ryk, før han med en hård udånding faldt lidt sammen over hende og gemte ansigtet mellem hendes hals og skulder igen med et hivende åndedræt og et galoperende hjerte.
|
|
|
Post by Annabel Vargas on Jul 13, 2012 21:46:03 GMT
let my agony fade away andhold me in your embraceTag: Matthew Blythe ● Outfit: Here Alle håb om at udskyde det uundgåelige længere, forduftede effektivt da Matt øgede styrken og rytmen bag sine bevægelser og hun lod sig villigt skubbe helt ud over kanten, til hendes hænder knugede sig hårdt sammen og hun med et utvetydigt udbrud, spændte alle muskler i kroppen i et langt, frydefuldt øjeblik. Sidste del af den halvkvalte lyd, blev dog effektivt hindret da Matt pressede sine læber mod hendes igen og fik hende til at ignorere behovet for at give helt slip igen og lade sig falde sammen. I stedet spændte hun imod, med en anstrengt lyd ind imod hans varme mund, uden at ænse, at hendes hendes negle stadig borede sig ubarmhjertigt ned i sin egen håndflade og hans skulder. Længere gik der ikke, før hun mærkede Matt stivne over sig og spændte selv i hele kroppen, med den sidste rest af styrke hun kunne præstere.
Anstrengt og hivende efter vejret, gav hun endelig slip, da Matt sank sammen over hende og følelsen af ham fyldte hende totalt. Hendes ben var stadig foldet omkring hans liv og hun var ganske uvillig til at give slip på ham. Krampagtigt løsnede hun endelig i fingrene, stadig for høj på efterdønningerne af deres fælles aktivitet, til at mærke den momentere smerte, da neglene trak sig ud af huden på hendes håndflade og løftede i stedet dovent den anden, for at hvile den mod Matts nakke og rent instinktivt begyndte hun at bevæge fingrende i lette mønstre.
Langsomt fik hun igen kontrol over sit åndedræt og sukkede tungt en enkelt gang. I takt med det, begyndte de forstyrrende og uvelkomne tanker at melde sig igen og i nogle lange øjeblikke, så hun bare op i loftet, og forsøgte at retfærdiggøre det der var sket, overfor sig selv. Hun vidste det var forkert, på så mange måder, men alligevel kunne hun ikke få til at passe hvordan noget så forkert, kunne føles så uendeligt rigtigt. Stædigt skubbede hun tankerne væk og koncentrerede sig i stedet om den velkendte følelse af Matts nærvær. Samtidig kunne hun ikke helt ignorere en insisterende følelse af sommerfugle i mellemgulvet over netop det og endte med at lade fingrene hvile stille mod hans nakke. Hun vidste hun på et tidspunkt ville blive nødt til at give slip, men lige der var han stadig hendes og hun klamrede sig ubevidst til øjeblikket, vidende at det ikke ville vare ved. Men for en enkelt nat, var hun ligeglad, skubbede alle forbehold til side og lod sig fylde af alle de tanker, følelser og minder, hun havde forsøgt at undertrykke i fem år og som havde alt at gøre med manden, der lige nu hvilede i hendes favn.
[/blockquote]
|
|
|
Post by Matthew Blythe on Jul 14, 2012 4:43:13 GMT
The sunset is sleeping in my window ...the mountains are resting on the floor...and a whisper knocking on my doorTag; Annabel Vargas ~ Wearing; This Matt kunne ikke forestille sig noget sted han hellere ville være eller nogen person han hellere ville være sammen med, lige i de frydefulde sekunder, hvor deres fælles anstrengelser kulminerede i et alt-overskyggende klimaks, der i sidste ende fik ham til at falde sammen over hende, uden dog at lægge sin fulde vægt mod hende.
Nogle lange sekunder lå han stille og hev efter vejret ned mod hendes skulder med en på alle måder tilfreds og tilpas fornemmelse i kroppen. Han holdt stædigt virkeligheden lidt på afstand endnu og tillod sig blot at nyde de stjålne øjeblikke, hvor han kunne bilde sig selv ind, at hun aldrig havde været væk, at der aldrig havde været de mange hårde ord i mellem dem.
Han tog en dyb indånding, og åndede skælvende ud, mens et saligt smil bredte sig på hans ansigt over den kildrende fornemmelse af hendes fingre i sine nakkehår. En kuldegysning startede netop der, og bevægede sig dovent ned langs hans rygrad, mens han drejede hovedet lidt og plantede et dvælende kys mod hendes hals "Jeg har savnet dig.." mumlede han, impulsivt, lavmælt og uden helt selv at være bevidst om nøjagtigt hvad han sagde, stadig høj på den berusende følelse af det de lige havde delt og strøg næsen blidt mod siden af hendes hals, i stedet for at skænke nærmere tanke på hvad han havde sagt.
|
|
|
Post by Annabel Vargas on Jul 14, 2012 21:53:14 GMT
let my agony fade away andhold me in your embraceTag: Matthew Blythe ● Outfit: Here Der var adskillige tanker der pressede sig på, forstyrrende og uvelkomne, men hun tillod sig at skubbe dem alle på afstand, omend bare for en enkelt nat, og tog i stedet alt ind hvad der var Matt, som hun havde tilbragt fem år fra, men stadig føltes så velkendt, at der lige så vel kunne have gået et par dage. Det trak op i hendes mundvige, da hans læber blidt ramte hendes hals og i nogle øjeblikke lod hun øjenlågene falde i, mens hendes fingre gled lidt op og ind i mellem det nederste af hans lyse hår. Det var ubevidst hun bevægede fingerspidserne ganske let, rent instinktivt i gammel erfaring, ligesom hun vidste, at hvis hun lod den samme hånds fingre fortsætte ned på hans let fugtige ryg og lod dem glide bare en anelse længere ned mod hans sider, så ville de ramme et kildent punkt.
Hans lavmælte ord fik en insisterende fornemmelse af sommerfugle til at gå på vingerne og hendes mellemgulv knugede sig en anelse sammen. Hånden i hans nakke lukkede sig lidt fastere sammen, uden det på noget tidspunkt blev tilnærmelsesvist hårdt og hun åbnede langsomt øjnene igen. "Hver eneste dag..." fortsatte hun hviskende hans sætning, impulsivt og ærligt, inden hun bøjede nakken lidt for at plante et blidt kys mod toppen af hans hoved. Duften af hans hår var velkendt og fyldte behageligt hendes næsebor, der kun intensiverede trangen til at knuge ham ind til sig, mærke følelsen af hans arme omkring sig igen og glemme alt det der havde holdt dem adskilt så længe.
Langsomt slækkede hun på benenes greb omkring ham, med et tungt suk, dog ganske uvillig til at lade ham slippe væk endnu. Af samme grund gled den hånd, der ikke stadig var låst fast i hans greb, langsomt ned over hans nakke, hvor fingerspidserne trak et dvælende spor, og ud på den ene skulder, for til sidst at ende med albuen i madrassen og hånden lukket let om hans overarm. Hun drejede hovedet lidt og lod fingrene optegne den ukendte tatovering, tilfreds i det stille, sælsomme øjeblik. Langsomt fulgte hun linjerne og kurverne med en fingerspids, før hun slap et lavmælt, lettere hæst "Hvornår...?
[/blockquote]
|
|