|
Post by Aisling Delaney on Jul 2, 2012 15:33:37 GMT
You made my heart melt Yet I'm cold to the core [/color] TAG - ANNABEL & MATT WORDS - 473 OUTFIT[/center] Det var mørkt da Aisling baldrede døren i på vej ud af sine forældres hjem. Hun havde egentlig tænkt sig at overnatte, men hun kunne simpelthen ikke holde dem ud i øjeblikket. De blev ved med at presse på med hendes og Jonathans bryllup og gang på gang forsøgte hun at forklare dem at det ikke ville ske. Denne aften havde hun stået og råbt af sin mor der forlangte hun skulle gå med ud og kigge på kjole i morgen. Det endte med at hun løb ud af døren med en kommentar om at hun aldrig ville se dem igen og nu stod hun så her i efterårsregnen og vidste ikke hvad hun skulle gøre af sig selv.
Aisling forsatte hen ad Londons gader mod det sted hun vidste hun kunne finde omsorg og tryghed. Matthew var forhåbentlig hjemme, så vidt hun vidste havde han ikke vanvittigt travlt, så chancerne var ret høje - eller også var det bare noget hun bildte sig selv ind. Regnen blandede sig med hendes tårer og man kunne snart ikke se hvad der var hvad, hun prøvede at tørre dem væk men det var til ingen nytte. Da hun nåede til Matthews lejlighed, kiggede hun for at se om der var lys i hans vinduer, hvilket der var og sukkede lettet. Hun løb over gaden, der var tom for traffik og stoppede op ved hans dør. Hun trak sin stav frem og tørrede sig selv ved hjælp af magi og bankede derefter på døren. Da der ikke umiddelbart kom noget svar, tog hun i døren og da den åbnede sig ved hendes tag, fuldførte hun hendes handling og gik indenfor. "Du må undskylde jeg kommer så pludseligt..." Begyndte hun mens hun trådte ind ad døren, lukkede den efter sig og opdagede en overraskende person siddende på sofaen. "Annabel?" Sagde hun forbløffet og hendes overraskelse blev kun større da hun så hun sad i Matts bluse og ikke særlig meget andet. Aisling kiggede hurtigt efter Matt men da hun ikke kunne se ham vente hun sin opmærksomhed mod Annabel igen. "Hvad laver du her?" Spurgte hun og blinkede et par gange med øjnene, uden rigtig at vide hvad hun skulle tro om denne situation.
|
|
|
Post by Matthew Blythe on Jul 2, 2012 18:59:53 GMT
The sunset is sleeping in my window ...the mountains are resting on the floor...and a whisper knocking on my doorTag; Annabel Vargas & Aislig Delaney ~ Wearing; This Matt gengældte Annabels svage smil efter at have lagt den lille bunke med fornødenheder på bordet foran hende. Han gav hende et kort nik som svar, uden helt at vide hvad han skulle sige med ord og forsvandt så igen for en kort bemærkning. Han åbnede en bestemt låge i skabsvæggen i soveværelset og så søgende op mod den øverste hylde. I stedet for at finde noget at stå på, rettede han sin medbragte tryllestav mod hylde, og fik med et lavmælt "Accio, dyne!" selvsamme objekt til at svæve ud fra hylden og ned i favnen på ham. På vejen trak den også en pude med sig og han samlede den op, ganske tilfreds med at have slået to fluer med ét smæk.
Netop som han rejste sig op, hørte han en klar banken på døren og stivnede midt i bevægelsen. Mere nåede han dog ikke at reagere, før han også hørte døren gå op og bandende lavmælt over at have glemt at låse den, skyndte han sig, halvt i løb, ind i stuen igen. Af ren vane og instinkt havde han hævet sin tryllestav igen og pegede den direkte mod sin egen hoveddør for så igen at gå brat i stå, da han både hørte og så Aisling stå netop der.
Et sekund føltes det som om nogen lige havde hældt en hel spand isvand ved over ham og hans puls steg med adskillige grader, mens han så anspændt fra Aisling, til Annabel og tilbage igen "Ais.." udbrød han kvækkende "Hvad laver du her? Nu?" han rømmede sig og stirrede, stadig med dynen under den ene arm, mens den anden med tryllestaven faldt slapt ned langs hans side og han havde en dominerende følelse af, lige at være blevet taget med fingrene i kagedåsen.
|
|
|
Post by Annabel Vargas on Jul 2, 2012 19:51:09 GMT
let my agony fade away andhold me in your embraceTag: Matthew Blythe & Aisling Delaney ● Outfit: Here Annabel havde ikke mere end lige fået Matts trøje trukket ned omkring sig selv og ladet sig glide forsigtigt ned at sidde i sofaen igen, før det pludselig bankede på døren. Med ét sad hjertet i halsen på hende og impulsivt fløj hendes hånd ud og lukkede sig brat omkring tryllestaven hun for et kort øjeblik havde efterladt på bordet. Nærmest samtidig kom hun på benene, med staven løftet og rettet mod hoveddøren, forventende det værste. At det øjeblikket efter var en velkendt blondine, omend noget ældre udgave end hun huskede, der trådte ind igennem døren til Matts lejlighed, havde hun på ingen måde forventet.
"Aisling?" røg det lige så overrasket fra hende og hun så dybt uforstående på heksen foran sig, før hun blev bevidst om at hun stadig holdt staven peget lige imod hende. Hun nåede dog ikke tænke til at sænke den, før Matt pludselig stod i rummet også og nøjagtigt ligesom Anna selv, også havde hævet sin tryllestav. Hendes blik flakkede uundgåeligt fra de to og krampagtigt lod hun tryllestaven falde, da hun så Matt gøre det. Matts ord indikerede tydeligt at han var overrasket over situationen, men alligevel slet ikke på samme måde som Annabel var. Nærmere, som i at Aisling havde været der før, men ikke var forventet nu.
Uden helt at være klar over det stirrede hun på Matt med en uforstående rynke mellem øjenbrynene, før hendes blik fandt over til Aisling. "Hvad...?" kom det lavmælt fra hende, som tydeligt afslørede, at hun intet overhovedet vidste om situationen mellem de to foran sig. Uundgåeligt begyndte alarmklokkerne dog at ringe et eller andet sted, stadig dog uden at have regnet sammenhængen ud. Derimod var hun stadig mere eller mindre stivnet på stedet, uden på nogen måde at kunne forholde sig til situationen eller bare det faktum at Aisling Delaney, lillesøsteren til sine bedsteforældres morder, hun dog ikke bebrejdede blondinen for, pigen der havde haft et crush på Matt helt tilbage i skoletiden og som Anna deraf havde haft et lettere anstrengt forhold til, nu stod lige overfor hende i Matts egen lejlighed.
[/blockquote]
|
|
|
Post by Aisling Delaney on Jul 4, 2012 14:10:44 GMT
You made my heart melt Yet I'm cold to the core [/color] TAG - ANNABEL & MATT WORDS - 363 OUTFIT[/center]
Aisling betragtede Annabel mens hun trak sin tryllestav og undrede sig først over hvorfor det var nødvendigt, men kom så til at tænke på at hun egentlig var dukket op ret pludseligt og slet ikke var blevet lukket ind sådan ordentligt. Annabel lød lige så forbløffet som hun selv havde gjort, men Matt der dukkede op i boxershorts fik hende til at blive mistænksomt. Hun betragtede ham granskende og bed sig forsigtigt i læben. Et par øjebliks stilhed gik mens de kiggede på hinanden, den ene mere forbløffet end den anden, og da Matt endelig sagde noget mærkede hun en knude af spænding vokse i maven. Annabel, Matts elskede og ham selv i undertøj. Hun kunne næsten ikke tro sine egne øjne. Aisling havde troet at han i det mindste ville slå ordentlig op med hende, før han hoppede i kanen med Annabel igen, men den gestus var hun ikke engang værd.
"Godt spørgsmål" Sagde hun bittert og kiggede direkte på ham med sammenknebne øjne. "Det er klart du stiller mig spørgsmål, når det er dig der står der og lader som om alt er helt i orden - som om jeg ikke er klog nok til at se hvad det er du laver! Med din eks!" Sagde hun og hævede stemmen mere og mere jo længere hun kom frem i teksten, mens et par tårer dukkede op i hendes øjne. "Og jeg som troede du var anderledes!" Råbte hun skingert, knuede den ene hånd og trådte de par skridt hen til ham uden at tænke synderligt på at Annabel var til stede.
|
|
|
Post by Matthew Blythe on Jul 4, 2012 15:42:18 GMT
The sunset is sleeping in my window ...the mountains are resting on the floor...and a whisper knocking on my doorTag; Annabel Vargas & Aisling Delaney ~ Wearing; This Matt gik i fuldkommen i stå så snart han kom ind i sin stue igen. Nogle sekunder stod han blot og stirrede på Aisling, før han hurtigt sænkede sin tryllestav der pegede mod hende og fik nogle få, men tydeligt overrumplede ord frem. Han strammede grebet om dynen under sin anden arm uden at tænke over det, for ikke at tabe den og skævede til Annabel, der, ligesom han, havde rejst sig og trukket sin stav.
Han så hurtigt væk da hun rettede blikket mod ham, ude af stand til at møde hendes blik lige der, men af helt andre grunde end før. I stedet så han igen på Aisling, hvis blik han dog havde ligeså svært ved at møde. Han krympede sig indvendigt over tonen i hendes stemme da hun svarede ham og sank hårdt mens hans blik flakkede igen "Det er ikke hvad det ser ud til, Ais.." begyndte han snublende og hankede op i dynen igen, uden dog at flytte sig, da hun tog de få skridt hen til ham.
Hans blik flakkede uvilkårligt til Annabel igen, med et både flovt og undskyldende blik, før det tilbage på Aisling der nu havde overskredet punktet mellem normal tale og råben "Fald lige ned, okay! Der er ikke sket noget som helst." han slog ud med den hånd der stadig holdt om tryllestaven mens han fortsatte "Annas lejlighed er blevet komplet raseret, så jeg tilbød hende sofaen for i nat, indtil vi kan få talt styr på sagen i morgen." han lod armen falde igen og så indtrængende på hende, uden at ane hvad han egentligt skulle gøre eller sige "Det er det eneste." bedyrede han stædigt, selvom han udemærket var klar over, at der var meget mere i det, uanset om der var sket mere eller ej.
|
|
|
Post by Annabel Vargas on Jul 4, 2012 15:58:17 GMT
let my agony fade away andhold me in your embraceTag: Matthew Blythe & Aisling Delaney ● Outfit: Here Annabel havde fortsat ingen idé om hvad hun skulle tro om situationen og hun så stadig uforstående på dem begge to, men med en voksende mistanke om hvad det rent faktisk var der lå bag det hele. Tanken i sig selv fik det til at knuge sig ubehageligt sammen i hendes mellemgulv og hun stirrede mundlam fra den ene til den anden, da Aisling trådte frem mod Matt, med vrede ord og hævet stemme. Længere tid, behøvede hun ikke, før det dæmrede for hende, hvordan forholdet mellem Aisling og Matt måtte være og realiseringen fik hendes mellemgulv til at krampe sig ubehageligt sammen.
Med en overvældende, kvalm fornemmelse i hele kroppen, låste hendes blik sig fast på Matt, som han vaklende begyndte at forklare sig selv. Hun så på ham med et dybt overrasket og såret blik, der absolut ikke var nogen grobund for, men som ikke desto mindre slog voldsomt igennem. Tanken om at Matt havde fundet sammen med Aisling, og tilmed intet havde sagt om det på et eneste tidspunkt, fik det til at vende sig i hende. Hans gentagne, forsikrende ord om at der intet var sket mellem hende selv og ham, borede sig ind i hende som en kniv, også selvom det var sandt.
Annas blik flakkede faretruende og hun havde ubevidst krydset armene beskyttende over brystet. "Jeg skulle ikke være kommet her," afbrød hun. Hun prøvede på at få en undskyldning til Aisling frem, men ordet ville ikke over hendes læber og af samme grund holdt hun det inde, sammen med alle de andre ting der langsomt byggede sig op, vrede, manglende forståelse og sårede følelser. "Jeg må hellere..." mumlede hun usammenhængende for sig selv og bukkede sig med rystende hænder for at samle sine ting til sig, tydeligt forhastet og med et desperat behov for at komme langt, langt væk fra Aisling og Matt og det de åbenbart havde sammen.
[/blockquote]
|
|
|
Post by Aisling Delaney on Jul 4, 2012 20:56:41 GMT
You made my heart melt Yet I'm cold to the core [/color] TAG - ANNABEL & MATT WORDS - 353 OUTFIT[/center]
Aisling lagde godt mærke til hans flakkende blik der flød med dårlig samvittighed, hvilket kun bekræftede hende mere og gjorde hende mere vred. Da hun var færdig og han prøvede at forklare, betragtede hun ham bestemt og vendte sig så hurtigt mod Annabel da hun fremstammede et par ord. Det øjeblik hun kiggede på sin gamle klassekammerat, gik det op for hende at Annabel måske ikke engang vidste at de var kærester. At Matt var optaget. Endnu engang vendte hun sig mod Matt, uden at have opfattet særlig meget af hans historie. "Du har ikke fortalt hende at vi er sammen? Hvor ynkelig er du lige? Din kujon! Du kan ikke engang indrømme at du er sammen med mig" Hvislede hun og vreden var nu væk og var blevet til foragt. "Jeg gider ikke lytte til dine forklaringer... Det er forbi Matt. Jeg elsker dig ikke mere, hvilket ser ud til at passe dig fint" Snerrede hun og kneb øjnene sammen.
Derefter vendte hun sig mod Annabel, med et lidt mildere blik, dog stadig fyldt med sorg og fortvivlelse. "Du behøver ikke at gå.." Sagde hun og vendte så ansigtet mod Matt. "Jeg er vist ikke ønsket her. Heldigvis." Forsatte hun og sendte ham elevatorblikket med et hadsk blik. Så vendte hun ansigtet mod Annabel og snakkede videre "Du kan få ham for dig selv... Hvis du altså stadig har lyst." Med et sidste koldt blik på Matt, drejede hun om på hælen og spadserede ud ad døren, som hun lukkede med et højt brag.
OUT
|
|
|
Post by Matthew Blythe on Jul 4, 2012 23:37:36 GMT
The sunset is sleeping in my window ...the mountains are resting on the floor...and a whisper knocking on my doorTag; Annabel Vargas ~ Wearing; This Matt så lige dele skarpt og frustreret på Aisling, men punkterede en smule som hun hårdt fortsatte. Hans blik flakkede til Annabel igen, og afslørede mere end tydeligt, at Aisling havde helt ret i den nye antagelse. Han åbnede munden for at forsvare sig, mens hans blik stadig flakkede mellem de to kvinder der pludselig var i hans lejlighed. Lukkede den så igen og kneb læberne hårdt sammen. En lille del af ham ønskede at han bare kunne overbevise hende om, at der intet fordækt var i, at Annabel var tilstede, men han vidste samtidig godt, at han aldrig ville have tilbudt hende hvad han havde, hvis ikke der var et gran af sandhed et sted.
Han var stivnet på stedet og havde et inderligt ønske om, at han ville vågne, meget snart, og finde ud af, at det hele blot var en virkelig dårlig drøm, affødt af hans egen dårlige samvittighed. Intet skete dog og han fik sig revet fri, da det gik op for ham, begge kvinder var på vej til at forlade lejligheden. Han reagerede instinktivt og uden at nå at tænke over det "Anna, vent.." han havde ladet dynen falde til jorde og taget et skridt frem, for så at gå i stå igen da det gik op for ham, hvad han havde sagt.
Hans blik mødte igen Aislings og han så oprigtigt beklagende på hende, selvom det ikke gjorde bare en lille forskel lige i nuet "Ais.." nåede han at få frem, før hun vendte ryggen til ham og døren blev smækket med et brag der rungende gav genlyd i nogle sekunder. Stilheden efterfølgende var til at skære i og det krævede en skjult reserve af mod, til sidst at dreje hovedet og se anspændt på Annabel.
|
|
|
Post by Annabel Vargas on Jul 5, 2012 20:42:07 GMT
let my agony fade away andhold me in your embraceTag: Matthew Blythe ● Outfit: Here Tingene gik pludselig meget hurtigt omkring Annabel, da først hun hurtigt begyndte at samle sine ting sammen og Matt og Aislings stemmer blandede sig med hinanden rettet mod hende. Af samme grund stivnede hun på stedet, med sit skørt knuget i en kugle ind mod maven. I et langt øjeblik hvilede hendes blik på Matt, uden hendes øjne på noget tidspunkt udstrålede varme eller forståelse og uvilkårligt gled hendes blik fra Matt til Aisling i stedet, da hun temmelig dominerende tog ordet.
Lysten til at komme væk, var der stadig og følelsen af at være midt i noget, der på ingen måde kom hende ved og samtidig havde alt med hende at gøre, blandede sig med tusind andre. Hendes blik var stadig låst fast på Aisling, da blondinen vendte sin opmærksomhed mod hende og en svag rynke dannede sig mellem hendes øjenbryn, uden i et øjeblik at hverken kunne eller ville se på Matt. Aislings ord trak et beklagende glimt frem i Annas øjne og hun formåede at kvække et lavmælt, men oprigtigt "undskyld," lige inden blondinen forsvandt med et brag.
Hendes fingre krammede sig stramt sammen omkring stoffet og hun stirrede på døren, uden at kunne få sig til at se på Matt. Hun følte sig punkteret, uden egentlig at have nogen god grund til det, andet end den realisering at hendes ekskæreste havde, eller havde haft alt at dømme, en kæreste, der til og med havde været Annas konstante konkurrent i skoletiden. Langsomt drejede hun sig igen og stirrede på Matt, med en voksende knude af ubehag i mellemgulvet. "Hvorfor har du ikke sagt noget?" forlangte hun med svag stemme, at få at vide, mens hun fortsat så gennemborende og komplet uforstående på ham, uden at kunne holde det sørgmodige væk.
[/blockquote]
|
|
|
Post by Matthew Blythe on Jul 6, 2012 1:08:45 GMT
The sunset is sleeping in my window ...the mountains are resting on the floor...and a whisper knocking on my doorTag; Annabel Vargas ~ Wearing; This Matt nåede dårligt at reagere før Aisling havde gjort omkring og forlod lejligheden, smækkende døren bag sig, så det rungede. Den efterfølgende stilhed var trykkende og der gik nogle uendeligt lange øjeblikke, før han magtede at dreje hovedet og se på Annabel igen. Han åbnede munden for at sige noget, men intet kom ud og han endte med at lukke den igen og bare se fortabt på hende.
Først da hun brød stilheden som den første, flakkede hans blik tydeligt og han sank den klump der havde dannet sig i hans hals. Uden at han helt havde lagt mærke til det, var dynen gledet på gulvet, mens han stadig stod med tryllestaven i den anden hånd. En svag hovedrysten og et både brødebetynget og sørgmodigt blik, blev hans indledende reaktion, mens tungen stadig ikke ville lystre.
"Jeg.." han gik i stå igen og rynkede panden dybt, stadig uden at finde nogen ord der ville forklare det hun krævede svar på. Han sank hårdt igen og tog en dyb indånding "Du spurgte ikke.." fik han lavmælt frem og vendte ubevidst fokus fra sig selv til hende. Hans blik flakkede igen, men han holdt det på hende og forsøgte at aflæse hende, ikke bare den synlige reaktion, men også hvad der lå i hendes mørke øjne, selvom det måske blot var noget han bildte sig ind.
|
|
|
Post by Annabel Vargas on Jul 6, 2012 22:53:29 GMT
let my agony fade away andhold me in your embraceTag: Matthew Blythe ● Outfit: Here Anna kunne ikke lade være med at stirre på Matt, da først hun fik sig taget sammen til at dreje hovedet og kigge på ham, med en uforstående rynke mellem øjenbrynene. Uden hun helt selv var bevidst om det, røg et spørgsmål ud over hendes læber og i et øjeblik flakkede hendes blik tydeligt. Hun havde stadig den ubehagelige knude i maven, ved tanken om at Matt rent faktisk havde haft en kæreste og lige den tanke, bragte en insisterende trang til bare at komme væk derfra, op igen.
På samme tid, var lige netop det igen fjernt i hendes tanker da han endelig svarede og hun slap en halvindigneret, punkteret lyd. "Jeg spurgte ikke..." gentog hun lavmælt og knugede ubevidst fingrene hårdere sammen om stofkuglen, hun stadig holdt ind mod maven. Ubevidst kneb hun øjnene lidt sammen. "Hvordan kunne du gøre det?" fortsatte hun, uden helt at kunne stoppe sig selv. Egentlig var hun ikke så bekymret for blondinen, men mere det at Matt tydeligt var gået bagom ryggen på hende, uskyldigt som det var, og tanken om at han kunne finde på at gøre lige netop det overraskede og rystede hende på samme tid. "Du skulle aldrig have ladet mig komme ind her."
Hun rystede lidt på hovedet og havde uden at tænke over det, ladet skørtet falde til jorden igen. "Den aften i min lejlighed... Hvis jeg havde vidst..." Hun så frustreret på ham og foldede armene over kors. "Det her var ikke meningen," fortsatte hun. "Slet ikke meningen. Jeg skulle ikke komme i vejen igen... Og nu..." hun slap endnu en frustret lyd og så væk fra ham. Der gik nogle øjeblikke, før hun tog sig sammen til at se på ham igen. "Det var jo meningen, du skulle være lykkelig!" kom det fra hende i et vredt tonefald, i stadig tydelig frustration og hun slog opgivende ud med armene.
[/blockquote]
|
|
|
Post by Matthew Blythe on Jul 7, 2012 0:42:52 GMT
The sunset is sleeping in my window ...the mountains are resting on the floor...and a whisper knocking on my doorTag; Annabel Vargas ~ Wearing; This Matts blik flakkede igen da Annabel gentog ham og han endte med at slå blikket ned da hun fortsatte, mens han endnu en gang krympede sig indvendigt. Han rystede på hovedet igen og tvang sig selv til at se op "Hvilken forskel ville det have gjort?" spurgte han, næsten ikke hørligt og knyttede hænderne ind mod sine lår "Hvilken forskel gør det for dig om jeg har en.. en.." han kunne ikke få sig selv til at sige ordet og fortsatte i stedet forbi det, med en frustreret grimasse "Så jeg skulle bare have smækket døren lige i næsen på dig?" hans blik flakkede igen og han slog ud med den frie hånd mod døren Aisling var forsvundet ud af kort forinden.
Han tav igen og lod hånden falde ned langs siden igen, uden at tage blikket fra hende, selvom det næsten gjorde fysisk ondt at se hende i øjnene da hun igen brød tavsheden som den første. Han afbrød hende ikke, men lod hende fortsætte, selvom han måtte bide hårdt sammen, for ikke at afbryde hende flere gange. Som hun talte voksede frustrationen i ham støt og han endte med at stirre vantro på hende da hun slog ud med armene "Lykkelig?" udbrød han højt og kastede armene i vejret endnu en gang, uden at tænke over han stadig havde sin tryllestav i den ene.
Han stod igen nogle sekunder og stirrede på hende, med et blik der flakkede mellem hendes brune øjne "Jeg skulle være lykkelig?" fortsatte han, stadig med hævet stemme, der matchede vreden i hendes "Hvordan havde du tænkt dig jeg skulle være det? Fortæl mig det?" han tav igen og så afventende på hende, mens Aislings opdukken og afgang igen var gledet ud i periferien af hans bevidsthed.
|
|
|
Post by Annabel Vargas on Jul 7, 2012 1:53:49 GMT
let my agony fade away andhold me in your embraceTag: Matthew Blythe ● Outfit: Here Matts spørgsmål fik hende til at vride sig mentalt og hun knyttede hårdt fingrene ind imod stoffet endnu engang. "Det gør en kæmpe forskel!" svarede hun frustreret og forsøgte så vidt muligt at ignorere knuden der strammede sig ubehageligt, bare ved tanken om det ene ord Matt undlod at sige. "Hvis jeg havde vidst det, ville jeg ikke have ladet dig komme tæt på igen!" fortsatte hun og lod nederdelen falde, da hun slog ud med armene. "Aisling er lige gået ud af døren, bare fordi jeg er her!" fortsatte hun frustreret og slog ud med hånden i retning af selv samme.
Hun så væk over hans næste ord, udmærket klar over at hun ikke ville kunne have klaret, hvis Matt rent faktisk havde smækket døren i hovedet på hende. "Du kunne have sendt mig et andet sted hen," svarede hun lavmælt og tvang så sig selv til at se på ham igen. Hun bed hårdt sammen og spændte i et øjeblik i kæben, inden hun fortsatte, for til sidst at komme med et frustreret udbrud.
Hans vantro blik brændte sig ind i hende og hun knyttede hårdt hænderne imod lårene, med en brystkasse der hævede og sænkede sig lidt hurtigere end normalt. Hans hævede stemme og armbevægelser, fik hende til at krympe sig mentalt og hun knugede fingrene lidt hårdere ind imod sine nøgne lår. Hun rystede svagt af frustration, der blev kanaliseret igennem vrede og kneb læberne sammen, for ikke at afbryde ham. "Ved at jeg forsvandt dengang! Så du kunne få muligheden for at være det!" kom det vredt tilbage fra hende, med en efterfølgende punkteret lyd. "Ved at jeg bliver ved med at forsøge at fortælle mig selv, at jeg ikke stadig føler noget for dig og lader dig komme videre... Og alligevel kommer jeg i vejen!"
[/blockquote]
|
|
|
Post by Matthew Blythe on Jul 7, 2012 2:32:29 GMT
The sunset is sleeping in my window ...the mountains are resting on the floor...and a whisper knocking on my doorTag; Annabel Vargas ~ Wearing; This Matt lagde nakken lidt tilbage med en opgivende lyd og rystede på hovedet mens han fandt Annabel med blikket igen "Hvordan ville du undgå det når du valgte at tage et job her, hmm?" udbrød han og følte et sug af sort samvittighed, da hun nævnte Aisling, selvom han stadig mente, at hun havde overreageret.
Endnu en frustreret lyd undslap ham og han rystede på hovedet mens et "Nej.." forlod ham uden tøven. Et sekund eller to så han bare på hende for så at slå ud med hænderne igen "Hvis du mente jeg kunne det, hvorfor kom du så her?" han så indtrængende på hende og vidste godt hvilket svar han inderst inde håbede på at høre.
Hendes, i hans ører, forkvaklede logik slog ham dog nok ud af kurs, til at han et øjeblik blot stirrede overrumplet på hende. Så satte hans tunge i gang igen og han gik uden at være egentligt bevidst om det, nogle skridt tættere på sofaen uden at slippe hende med blikket "Er det dét du har fortalt dig selv?" hans blik flakkede mellem hendes øjne igen "Hvordan.." han gik i stå, bed hårdt sammen og lukkede øjnene et øjeblik mens han gned sig over panden, som havde han pludseligt fået hovedpine "Hvordan giver det mening, at jeg skulle kunne være lykkelig, når det der gjorde mig lige det forsvandt uden et ord." han lod hånden falde igen og så tenderende forpint på hende "Det var dig jeg ville have. Ikke Aisling eller nogen som helst anden." hans stemme var faldet drastisk i styrke og hans skuldre faldt fra deres defensive position sammen med den, mens nogle af hendes ord, fik det til at knuge ubehageligt i hans mellemgulv "Hvordan skulle jeg kunne være lykkelig, når jeg holder alle andre op imod dig, og ingen af dem når dig til sokkeholderne?"
|
|
|
Post by Annabel Vargas on Jul 7, 2012 12:15:47 GMT
let my agony fade away andhold me in your embraceTag: Matthew Blythe ● Outfit: Here Annabel bed hårdt sammen igen, med et blik der flakkede. "Der er altid en måde," endte hun med at svare, på trods af at adskillige andre ord hvilede på spidsen af hendes tunge. Hendes negle borede sig ind i håndfladerne, fordi hun knyttede hænderne så hårdt sammen, men hun bemærkede det knapt nok. Hans næste spørgsmål fik hende til at skære en grimasse. "Fordi du var den eneste jeg kunne tænke på!" bed hun tilbage. "Fordi, på trods alt, så er du stadig den første jeg tænker på, når der er noget galt!" En punkteret lyd slap ud over hendes læber og hun så brat væk fra ham igen.
Hun tvang sig selv til at se tilbage på ham, bare for at fortsætte og stivnede ubevidst en anelse, da han gik tættere på og indrømmede, uden at tænke over det først, mere end han skulle have haft at vide. Hun åbnede munden for at svare, men lukkede den så igen, da han fortsatte. Endnu engang flakkede hendes blik voldsomt. Hans ord fik knuden i hendes mellemgulv ti at stramme sig til det punkt, hvor det næsten ikke var til at bære længere og hun stirrede i nogle lange øjeblikke, bare på ham. "Jeg..." begyndte hun, men formåede ikke med det første at afslutte sætningen.
Anna sank en klump, der føltes på størrelse med en appelsin. "Jeg... Jeg... Troede ikke du ville have mig længere," svarede hun, med en stemme der pludselig var svag, i forhold til det høje, vrede tonefald hun kort forinden havde talt i. "Jeg troede det ville gøre dig lykkelig, at du kunne finde én, der ville alt det du ville!" Hun foldede armene stramt over brystet igen, i en beskyttende stilling. "At du var ulykkelig, på grund af mig." Anna følte sig svimmel over den ubehagelige følelse i sin mave og hun krummede fingrene lidt ind mod sine egne ribben og så på ham med et forpint blik. "At det ville hjælpe, at jeg holdt mig langt væk, selvom jeg hvert eneste øjeblik havde lyst til at tage tilbage."
[/blockquote]
|
|