|
Post by Annabel Vargas on Jun 27, 2012 1:55:53 GMT
let my agony fade away andhold me in your embraceTag: Matthew Blythe ● Outfit: Here Det var senere end Annabel lige havde regnet med, da først hun transfererede sig fra kontoret, hvor hun længe havde siddet og været ved at give sig selv grå hår i en alt for tidlig alder over det efterfølgende papirarbejde. Det var kompliceret og hun kunne tydeligt mærke effekterne af ikke at have læst mere end et par bøger på engelsk i løbet af de sidste mange år og i forvejen ikke være særligt stærk i det, så det gik ikke så hurtigt som det kunne have gjort. Da endelig hun kunne sætte det sidste punktum i rapporten, sukkede hun tungt og træt, inden hun gennemgående tilfreds, lukkede ned og forlod kontoret, for at gå ud imod de mange kaminer i indgangshallen, hvor der på trods af tidspunktet, bestemt ikke var helt mennesketomt endnu.
Hun nikkede hilsende til en lavstammet heks med ubehageligt udseende bylder i hele ansigtet, som hun var faldet i snak med et par dage forinden, før hun trådte ind mellem de blanke, sorte klinker og øjeblikket efter forsvandt i et virvar af grønne flammer. Turen gennem susenetværket var velkendt og efter næsten to uger i sin nye lejlighed, var hun ikke længere i tvivl om hvor hun skulle stå af overhovedet. Ikke længe efter fandt hun også sig selv i den velkendte kamin, hvor hun let børstede det værste sod af sin kappe og løsnede den, inden hun bøjede nakken og trådte ud.
Synet der mødte hende var ikke hvad hun havde forventet og med et lavmælt gisp, tabte hun kappen hun havde i den ene hånd, der faldt til gulvet, uden hun opfangede det. I stedet stirrede hun på det krater der engang var hende nyindrettede lejlighed. I stedet kunne hun se alle sine ting spredt ud over gulvet, væltede møbler og flænger i tapetet på væggen og med ét sad hjertet helt oppe i halsen på hende. Fuldkommen stivnet på stedet, lykkedes det på en anden måde hende, at række i den skjulte lomme i sit skørt og trække tryllestaven. Rystende og med et skælvende stemme, der ikke var mere end en hvisken, formåede hun at få et dirrende "homenum revelio," frem og løsnede det krampagtige greb om staven lidt, da det blev klart at hun var alene.
Vaklende fortsatte hun ind i lejligheden, med en puls der tordnede afsted. Det sortnede let for hendes øjne og en halvkvalt lyd undslap hende, da hun først der opdagede de to ord skrevet på den ene væg, med noget der mistænkeligt meget mindede om blod. "Næste gang." Hun mærkede angsten skylle ind over sig og på trods af års træning som auror og normalt ikke være nem at hyle ud af den, var det lige nøjagtigt hvad hun var og uden hun kunne hindre det, mærkede hun tårerne vælde op i sine øjne, som hun modstod trangen til at skrige. En anden tanke meldte sig dog og i et øjeblik sprang hendes hjerte et slap over. "Ambrosio," hviskede hun åndeløst for sig selv, blot for at gentage handlingen igen lige efter, denne gang en helt del højere, mens hun stormede igennem køkkenet, der var lige så ødelagt som stuen, og ind i soveværelset. Både pinden og buret var tomme, men en fjer i vindueskarmen og det stadig åbne vindue, hun selv havde åbnet tidligere for at lukke ham ud, vidnede om at han stadig ikke havde været hjemme.
Den svage lettelse det var, var hurtigt væk igen, som angsten sneg sig tilbage ind over hende og hun så sig nervøst omkring, med endnu en halvkvalt lyd. Hun skulle være derfra, det vidste hun og før hun nåede at tænke over det, havde hun transfereret sig væk til det allerførste sted der faldt hende ind. Det strejfede hendes tanker i et øjeblik, at det var virkelig usmart at transferere sig midt ind i en mugglerbygning, hvor hun ikke engang vidste om Matt stadig boede, men da hun så det velkendte navn på døren, var det glemt igen. Hun følte sig dog på ingen måde mere sikker eller beroliget end hun havde gjort i sin egen lejlighed og hun bad en stille bøn om at han var hjemme, før hun løftede hånden og bankede på døren.
[/blockquote]
|
|
|
Post by Matthew Blythe on Jun 27, 2012 10:51:41 GMT
The sunset is sleeping in my window ...the mountains are resting on the floor...and a whisper knocking on my doorTag; Annabel Vargas ~ Wearing; This Matt var gået i seng til vanlig tid og havde nået at læse et kapitel eller to i den bog han var i gang me, før han havde slukket lyset og lagt sig til at sove. De sædvanlige tanker svirrede dovent rundt i hovedet på ham mens han døsede hen, men ud over det, havde dagen været lettere begivenhedsløs og fyldt med papirarbejde og rutiner.
Han var næsten faldet helt hen da en banken afbrød hans lette søvn. Det sitrede svagt bag hans lukkede øjenlåg, mens lyden i første omgang blev kædet sammen med en drøm der udspillede sig for hans indre blik. Så blev den insisterende banken gentaget og han åbnede øjnene og stirrede ud i mørket med alle sanser vakt.
Han satte sig langsomt op og slog dynen til side, for så at række ud efter sin tryllestav på sengebordet og forlade soveværelset med kurs mod hoveddøren hvor det bankede igen. Han stoppede foran døren og tøvede et sekund før han rakte op med den frie hånd og drejede låsen med et smæld der lød meget højere end det egentligt var. Han lod kæden sidde på og åbnede døren på klem, stadig med tryllestaven i den anden hånd, skjult bag døren.
Han gik i stå så snart han fik øje på Annabel på den anden side af døren og så tydeligt forvirret på hende "Anna?" spurgte han lettere søvndrukkent og følte sig på et øjeblik en del mere vågen "Hvad laver du..?" begyndte han og gik så i stå blot for at forsøge igen "Hvorfor..?" han tav igen og så undersøgende på hende, først nu opmærksom på, hvor oprevet hun så ud. Han lukkede resolut døren helt, men kun lige længe nok til at tage kæden af og så åbne døren helt med et bekymret blik og en dyb rynke i panden "Hvad er der sket?"
|
|
|
Post by Annabel Vargas on Jun 27, 2012 18:17:48 GMT
let my agony fade away andhold me in your embraceTag: Matthew Blythe ● Outfit: Here Annabels hjerte hamrede afsted, som hun løftede hånden og bankede kraftigt nok på til det ville kunne vække en der sov. Da der dog ikke umiddelbart skete noget første gang hun bankede, gentog hun handlingen lidt højere. Hun var ved at banke igen, men hørte så liv på den anden side af døren og lod armen falde, mens hun trak vejret dybt ned i lungerne på sig selv, i et fejlet forsøg på at berolige sig selv.
Det lykkedes dog overhovedet ikke og jo længere hun stod derude, blev hun mere og mere ængstelig og nervøs, uden at kunne lade være med, at hele tiden se sig over den ene skulder. Det gibbede let i hende, da døren gik op og hun øjeblikket efter kunne se Matt igennem den lille åbning i døren og hun så på ham med et blik der tydeligt afslørede hvor oprevet hun var.
Hun formåede ikke at svare ham, trak blot vejret usikkert ind, før Matt kortvarigt lukkede døren. I et øjeblik frygtede hun, at han ikke ville åbne igen og igen meldte frygten for at nogen havde fuldt efter hende sig. Døren gik dog snart op igen og endnu engang stod Matt foran hende og Anna måtte bekæmpe trangen til at træde frem og begrave hovedet mod hans brystkasse, som hun havde gjort så mange gange før, når hun havde været oprevet.
Hun følte sig en anelse svimmel og hun kunne ikke rigtigt gøre noget ved sine svidende øjne. "De har fundet mig..." lykkedes det hende at få frem. "Jeg ved ikke hvordan, men..." Hun så på ham med et ansigtsudtryk, der tydeligt viste hvor skræmt og rystet hun var af hele situationen. "De har været i min lejlighed... Alt... Alt er ødelagt og jeg..." Hendes blik flakkede væk fra ham og hun trak vejret usikkert ind en enkelt gang. "Jeg vidste ikke hvor jeg skulle tage hen..."
[/blockquote]
|
|
|
Post by Matthew Blythe on Jun 27, 2012 22:28:19 GMT
The sunset is sleeping in my window ...the mountains are resting on the floor...and a whisper knocking on my doorTag; Annabel Vargas ~ Wearing; This Matt stod nogle sekunder stivnet og rimeligt overrumplet over at se Annabel på den anden side af døren, især tidspunktet taget i betragtning. Han begyndte på flere spørgende sætninger, uden at få dem gjort færdig før hans stadig døsige hjerne, fangede det skræmte udtryk på hendes ansigt. Han tøvede ikke da han lukkede døren momentært for at tage kæden af og forsøgte heller ikke at skjule bekymringen i sit blik, da han åbnede den igen.
Han blev stående og lyttede til hendes snublende ord, og gik lidt til siden for at gøre plads til hun kunne komme helt ind i lejligheden. Alvoren i situationen forhindrede ham effektivt i at tænke på sidste gang hun havde været der og han koncentrerede sig i stedet om det hun sagde "Kom ind.." opfordrede han og ventede på hun fulgte opfordringen. Før han lukkede døren til opgangen igen, gik han helt frem i døråbningen og kastede et vagtsomt blik til begge sider.
Da han ikke fandt noget alarmerende gik han et skridt baglæns, lukkede og vendte sig så mod Annabel igen. Han stod et øjeblik og så på hende, mens hele hendes fremtoning fik en mindre knude til at stramme sig i hans mellemgulv. Så krydsede han den korte afstand hen til hende, lagde armene omkring hende og knugede hende beroligende ind mod sig selv "Det er okay, Anna.. du er i sikkerhed her. Det lover jeg." mumlede han lavmælt og strøg hende ubevidst over ryggen med den ene hånd og sagde ikke mere, for nu.
|
|
|
Post by Annabel Vargas on Jun 28, 2012 0:22:41 GMT
let my agony fade away andhold me in your embraceTag: Matthew Blythe ● Outfit: Here På en eller anden måde, lykkedes det for Annabel at forklare hvad der var sket og hvorfor hun stod på Matts dørtrin. Hun havde stadig trangen til hele tiden at se sig over skulderen og brød sig på ingen måde om at stå på gangen, selv med Matt lige overfor. Da han opfordrede hende til at komme ind, fulgte hun den derfor uden at tænke nærmere over det, mens hun beskyttende slog armene omkring sig selv.
Hun var svagt bevidst om at hele hendes krop skælvede og at hun frøs, men formåede ikke at gøre noget for at ændre nogen af delene. I stedet var hendes blik rettet mod Matt, som han tydeligt tjekkede for uvelkomne gæster på gangen og hvilede stadig på ham, da han lukkede døren igen og blev på ham da han vendte sig imod hende igen, med et fortabt blik. Hendes hænder strammede sig lidt sammen om sine egne overarme i de sekunder de bare stod og så på hinanden.
Da han bevægede sig frem imod hende, lod hun dog armene falde og villigt trække ind i hans varme favn. Hans lavmælte ord, fik hende til at slippe et halvkvalt hulk og uden hun helt var bevidst om det, gled hendes arme halvt omkring ham og hendes fingre krummede sig sammen imod det nederste af hans ryg. "Jeg... Jeg vidste ikke hvor jeg ellers skulle tage hen... Undskyld..." gentog hun sig selv. "Jeg kunne ikke blive der..." mumlede hun ind mod hans bryst og kneb øjnene hårdt i, mens hun tillod sig selv at finde ro i den stadig lidt for velkendte følelse af hans arme omkring sig.
[/blockquote]
|
|
|
Post by Matthew Blythe on Jun 28, 2012 0:43:46 GMT
The sunset is sleeping in my window ...the mountains are resting on the floor...and a whisper knocking on my doorTag; Annabel Vargas ~ Wearing; This Matt tøvede ikke mere end et sekund eller to, før han tog de få skridt helt hen til Annabel og trak hende ind til sig. Hans medfødte beskyttertrang var blusset op allerede da han åbnede døren og så hende stå på gangen. På trods af fortidens skygger der stadig lurede mellem dem et sted, havde han ingen skrupler og ingen forbehold ved sin handling. Uanset hvad der lå bag dem, var hans instinktive impuls stadig at skærme hende såvidt muligt.
Knuden i hans mellemgulv rørte på sig igen da hun uden protester overgav sig og han strammede grebet omkring hende lidt. En lavmælt, beroligende tyssen gled over hans læber før han nåede at tænke over det da hun talte og han bøjede hovedet indtil hans kind hvilede let mod hendes mørke hår "Du skal ikke undskylde for noget.." han flyttede den ene hånd op bag hendes nakke og blev stående uden at skænke sin egen sparsomme påklædning en eneste tanke "Du kan blive her så længe det er nødvendigt." fortsatte han, stadig lavmælt. Tilbuddet kom en smule bag på ham selv, men han mente det ikke desto mindre oprigtigt.
Han blev stående tavs, uden at gøre anstalter til at slippe hende og koncentrerede sig om bare at være der, mens den svage duft af lavendler der til stadighed hang omkring hende, fik ham til at slappe af, på trods af situationen. Et sted i hans baghovede kvækkede en svagt formanende stemme op om, at hun ikke burde være der og slet ikke stående i hans arme, men han overhørte den med fuldt overlæg og strøg hånden over Annabels hår "Du er kold.." bemærkede han en smule overflødigt og løftede hovedet lidt i forsøget på at fange hendes blik.
|
|
|
Post by Annabel Vargas on Jun 28, 2012 1:08:48 GMT
let my agony fade away andhold me in your embraceTag: Matthew Blythe ● Outfit: Here
Annabel havde ikke en eneste protest i verden, da Matt trak hende ind til sig. Tværtimod gemte hun sig villigt imod hans bryst. Det var fuldkommen ligemeget hvad de havde været igennem førhen, hun havde brug for den beskyttende følelse af ham tæt på og det vidste han såvel som hende. Hun tav da han tyssede beroligende på hende og kneb i stedet øjnene lidt hårdere sammen, med fingre der gjorde det samme.
Følelsen af hans arm omkring sig, hans kind mod hendes hår og hånden i hendes nakke, formåede ganske effektivt at berolige hende lidt og da han talte, åbnede hun langsomt øjnene igen, uden dog at trække sig væk. Der var noget dybt surrealistisk over hans ord og hele situationen, men alligevel var hun dybt taknemmelig og et lavmælt "Tak..." gled over hendes læber, som dækkede over mere end en enkelt ting. Hun snøftede ind en enkelt gang, inden hun trak vejret dybt og skælvende ned i lungerne en enkelt gang.
Det tog lidt tid, men efterhånden faldt hendes puls til en noget mere normal rytme og hun formåede at slappe en lille smule mere af igen, beroliget af Matts hånd der strøg ned over hendes hår. Da han løftede hovedet, trak hun sit eget den mindste smule tilbage for at kunne se ham. "Jeg fryser," svarede hun ganske ærligt. "Jeg fik ikke min kappe med... Eller noget som helst andet..." Efterhånden som hun fik mere samling på sig selv igen, blev hun også klar over at hun virkelig ikke burde stå hvor hun stod, men samtidig kunne hun på ingen måde overbevise sig selv om at give slip.
[/blockquote]
|
|
|
Post by Matthew Blythe on Jun 28, 2012 9:58:42 GMT
The sunset is sleeping in my window ...the mountains are resting on the floor...and a whisper knocking on my doorTag; Annabel Vargas ~ Wearing; This Matt mistede tidsfornemmelsen en smule mens han stod med armene omkring Annabel og holdt hende beskyttende ind til sig. Hvor længe de rent faktisk stod der, havde han ingen anelse om, men han vidste at han i sidste ende ikke have lyst til at give slip på hende igen. Han lukkede øjnene et øjeblik og tog en dyb indånding, stadig med kinden mod hendes hår og lod nogle lavmælte, forsikrende ord glide over sine læber.
Et svagt smil krusede sig momentært over hans læber, men var væk igen ligeså hurtigt som det opstod. Han nikkede svagt som eneste svar og løftede så hovedet lidt, med en lettere åbenlys konstatering. Hans hånd forlod hendes hår da hun selv løftede hovedet lidt og havnede i stedet mod hendes overarm. Følelsen af hendes kølige hud under hans egen varme hund, bekræftede kun hans konstatering og han mødte hendes blik med let rynkede bryn.
Havde situationen været en anden, ville han have drillet hende med hendes kuldskærhed. Det var dog hverken tiden eller stedet og han nøjedes med at smile mat, før han langsomt og modvilligt lod armen bag hendes ryg falde og nikkede mod sofaen længere inde i rummet "Kom.." opfordrede han og blev først for alvor opmærksom på hendes kolde hænder mod sine sider da han flyttede lidt på sig.
Han beholdt den anden arm omkring hendes skuldre og førte hende hen til sofaen, hvor han fik hende ned at sidde. Selv greb han det tæppe der lå skødesløst henkastet i den ene ende af sofaen og lagde det omkring hende, mens han satte sig på hug foran hende. Han trak tæppet blidt på plads, men slap det som han endte siddende næsten i øjenhøjde med hende "Vi finder ud af det." han smilede svagt igen mens hans blik løb inspicerende over hendes ansigt.
|
|
|
Post by Annabel Vargas on Jun 29, 2012 22:12:56 GMT
let my agony fade away andhold me in your embraceTag: Matthew Blythe ● Outfit: Here Annabel havde villigt ladet sig trække ind i Matts favn og klamrede sig til den flygtige tryghedsfølelse det gav hende. Hun tog sig ikke af hans sparsomme påklædning, men tog imod varmen der strømmede fra ham og sammen med hans duft tydeligt i hendes næsebor, fik hende til at føle sig mere svimmel end hun i forvejen gjorde. Hans konstatering og det at han trak sig lidt tilbage, fik hende til at gøre det samme, hvor hun lavmælt og lettere unødvendigt svarede på det. Efter hun havde gjort det, blev hun mere og mere bevidst om hvordan de stod og at hun virkelig ikke havde lyst til at give slip igen.
Den erkendelse fik det i et øjeblik til at rive ubehageligt i brystet på hende, men hun lod alligevel armene falde fra hans sider og krydsede dem i stedet over brystet, med en hånd lukket omkring hver arm. Hun var dog stadig rystet nok, til at hun var dybt taknemmelig over at han lod en arm ligge omkring hendes skuldre og derfor stadig havde følelsen af at hun var i sikkerhed. At det lige netop var det, der måske også havde fået hende til at tage til Matts lejlighed først, uden overhovedet at tænke på andre, strejfede kort hendes tanker. Fordi hun et eller andet sted vidste, at uanset hvad de havde været igennem, ville han altid passe på hende. Og omvendt, for den sags skyld. Tanken var måske egoistisk, men ikke desto mindre sand.
Uden protester satte hun sig i sofaen, med antydningen af et taknemmeligt smil på læberne da han trak tæppet omkring hende. I et øjeblik så hun uudgrundeligt på ham, men slog så blikket ned for at skjule det, mens hun lukkede fingrene om den ene hånd om tæppet efter han havde sluppet det, for at holde det på plads. Så så hun tilbage op på ham igen og nikkede svagt til hans ord. "Tak..." gentog hun sig selv uden at tænke over det. Et lavmælt suk gled over hendes læber og hun vendte blikket mod sine knæ igen, som dog var dækket af tæppet nu. "Virkelig..." Hun trak usikkert vejret ind igen og så tilbage op på ham, mens det svage smil fra før, igen var forsvundet. Hendes blik flakkede let og hun trak tæppet lidt tættere omkring sig, da hun blev bevidst om hvor meget hun skælvede. "Undskyld hvis jeg vækkede dig i øvrigt... Og for at trænge mig på... Jeg... Jeg tænkte slet ikke over det, da jeg transfererede mig herhen... Jeg skulle bare væk og du var den første jeg tænkte på..."
[/blockquote]
|
|
|
Post by Matthew Blythe on Jun 29, 2012 23:32:26 GMT
The sunset is sleeping in my window ...the mountains are resting on the floor...and a whisper knocking on my doorTag; Annabel Vargas ~ Wearing; This Matt havde mindre en lidt lyst til at slippe Annabel igen, da han først stod med armene beskyttende omkring hende. Han vidste dog også ligeså klart, at han var nødt til netop det, før eller siden. Det kom også helt naturligt, da han først var blevet opmærksom på hvor kold hun var og han førte hende bestemt med sig over til sofaen og greb tæppet mens hun satte sig.
Han sank ned på hug foran hende og trak samtidigt tæppet sammen omkring hende. Han holdt fast i det et lille øjeblik mere end han behøvede og smilede svagt da hun takkede. Han rystede lidt per automatik på hovedet og slog blikket ned "Altid.." mumlede han lettere beklemt og tog en diskret, men dyb indånding, før han så op igen og mødte hendes flakkende blik.
Hans eget gjorde det samme, mens han modstod trangen til igen at lægge armene omkring hende da hun skælvede tydeligt. Et lille fnys undslap ham og han rystede igen på hovedet "Så dybt sov jeg ikke endnu. Det er okay, Anna." han smilede momentært og gik så lidt i stå og så uudgrundeligt på hende da hun fortsatte. Hendes afsluttende ord fik det til at knuge sig nervøst og anspændt i hans mellemgulv og han endte med blot at nikke som svar.
impulsivt rakte han ud og gav hendes knæ et flygtigt klem uden på tæppet, for så at rejse sig med en hurtig rømmen "Jeg sætter vand over til te så du kan få varmen og så flytter jeg mit sengetøj herud så du kan få min seng i nat." han smilede tøvende og vidste ikke helt hvor han skulle gøre af sine hænder "Så finder vi ud af det hele i morgen, men måske vi burde sende en ugle til kontoret, hvis.." han gik i stå midt i sin overvejelse, rynkede panden og så bekymret på hende da et andet spørgsmål dukkede op "Ambrosio? Hvor er han?"
|
|
|
Post by Annabel Vargas on Jun 30, 2012 0:10:54 GMT
let my agony fade away andhold me in your embraceTag: Matthew Blythe ● Outfit: Here Hendes blik fandt op til ham igen over det ene ord der kom fra ham og det trak svagt i hendes ene mundvig, skønt det knugede sig lidt sammen i hendes mellemgulv bare over det der måske og måske ikke lå i det. Smilet var dog hurtigt væk igen, da hun i stedet undskyldte og nikkede let til hans svar, inden hun lettere snublende fortsatte.
Hendes blik løftede sig til hans ansigt igen, da han rakte frem og gav hendes knæ et klem og fulgte ham med blikket, som han rejste sig. Anna trak tæppet lidt tættere omkring sig selv og så op på ham. Hun følte sig enormt skrøbelig, hvilket på ingen måde behagede hende, men på samme tid alligevel ikke gjorde helt så meget når det var sammen med ham og det for en gangs skyld ikke handlede om deres forliste forhold.
Det sitrede svagt i hendes ene mundvig, uden det helt formåede at blive til et smil og rystede lidt på hovedet. "Det behøver du virkelig ikke... Hvis ikke jeg trænger mig på, er sofaen helt fin..." sagde hun og nægtede at indrømme overfor sig selv, at det nok lige så meget var fordi hun ikke helt havde lyst til et gensyn med det soveværelse, hun havde forladt ham i for lang tid siden. "Te ville dog være rart..." tilføjede hun med et svagt, taknemmeligt smil.
Øjeblikket efter var det dog væk igen, da han fortsatte og mindede hende effektivt på det forfærdelige øjebliks gru hun havde haft tilbage i lejligheden, der havde været værre end nogle af de andre. Hun vendte stift blikket mod sine egne knæer igen og undgik effektivt at afsløre blankheden i sine øjne der var begyndt at svie igen, overfor Matt. "Han... Han var stadig ikke kommet hjem... Heldigvis... I et øjeblik troede jeg..." Hun sank en klump, for at hindre sin stemme i at knække over. "Der var en besked på væggen... Det den var skrevet med lignede... Det kunne nemt have været..." Hun opgav at få det sagt og så i stedet op på Matt igen. "Men han havde ikke været hjemme," gentog hun, lige så meget for at forsikre sig selv om det. "Han dukker sikkert op her senere... Han har det med at vide hvor jeg er..."
[/blockquote]
|
|
|
Post by Matthew Blythe on Jun 30, 2012 1:38:30 GMT
The sunset is sleeping in my window ...the mountains are resting on the floor...and a whisper knocking on my doorTag; Annabel Vargas ~ Wearing; This Matt rejste sig langsomt og fortsatte, uden at tænke nærmere over hvad han tilbød. Han rynkede panden let da hun rystede på hovedet og skævede kort mod den stadig åbne dør, der førte videre ind til hans soveværelse "Det gør ikke noget.." begyndte han igen og så tilbage på hende med antydningen af et smil "..jeg har ikke noget imod sofaen." prøvede han at slå fast blot for at nikke, uden dog at fortsætte ud i køkkenet med det samme.
Han havde ikke lyst til at slippe hende af syne, ikke engang for at fylde en kedel med vand. I stedet fortsatte han på et helt andet, men alligevel relateret spor der endte ved hendes ugle. At han og dyret ikke nogensinde havde været perlevenner var ingen hemmelighed, men han var på ingen måde ligeglad med om der var sket noget med den store fugl.
Han rynkede brynene lidt da han tydeligvis ramte et ømt punk og gik uden at tænke over det, de få skridt tilbage til sofaen og satte sig på hug foran Annabel igen mens hun snublende forsøgte at forklare igen "Hey.." startede han lavmælt ud og søgte af fange hendes blik "Han er ligesom ukrudt. Der skal mere til end det." han smilede svagt og stoppede sin hånd da han blev bevidst om han havde været på vej til at lægge den beroligende mod hendes kind af rent instinkt.
Hans blik flakkede kort og han rejste sig hurtigt igen "Jeg har ingen pind til ham dog.." funderede han og strøg en hånd over nakken, før han gik hen til det nærmeste vindue og åbnede det tilpas på klem til at en ugle ville kunne komme ind ad det. Han tog selv en dyb indånding af den kølige natteluft der strøg ind og gøs let over samme kølige luft der ramte ham. Så tog han sig selv i nakken og fortsatte ud i køkkenet blot for at være tilbage i stuen få minutter efter. Han stoppede igen og så afventende på hende "Er du sikker med hensyn til sofaen?"
|
|
|
Post by Annabel Vargas on Jun 30, 2012 21:33:57 GMT
let my agony fade away andhold me in your embraceTag: Matthew Blythe ● Outfit: Here Hun rystede lidt på hovedet igen, da han forsikrede hende om at han ikke havde noget imod sofaen og skulle selv til at gøre det samme igen. Hun nåede dog aldrig til det, før Matt i stedet havde drejet emnet ind på noget, der fik det til at risle koldt ned langs hendes rygrad. I et øjeblik hakkede hendes stemme tydeligt og hun formåede ikke at skjule, hvor bange hun var på sin ugles vegne og hvor stor betydning fjerkræet egentlig havde. Hun havde helt bevidst slået blikket ned, for at skjule sine let glinsende øjne for Matt, der dog ikke blev til mere end det.
Han gjorde det dog effektivt sværere for hende, da han pludselig sad på hug foran hende igen og hun så på ham med et flakkende blik. Det trak halvhjertet op i hendes læber over hans forsikrende ord og hun trak vejret dybt ned i lungerne en enkelt gang, med et lille nik. Hun mødte hans blik i et øjeblik og prøvede på at ignorere, hvordan den evindelige følelse af at få stød løb igennem hende igen og rettede blikket mod sine egne knæ igen, da han rejste sig.
"Det er heller ikke sikkert han kommer tilbage i nat..." tilføjede hun. "Jeg sendte ham til Portugal for et par dage siden..." tilføjede hun. I teorien kunne han dukke op lige når det skulle være, uden det helt var muligt for hende at vide nøjagtigt hvornår. Det afhang af hvor mange friheder han tog sig på vejen og hvornår hendes tanter havde sendt ham afsted. Mere sagde hun ikke, lyttede blot til lyden af Matts skridt der forsvandt ud i køkkenet og udnyttede den korte tid han var væk, til med rystende hænder at løsne spænderne og båndene i sine støvler og besværet skubbe dem af.
Så snart det lykkedes trak hun benene helt op til sig i sofaen og krummede sig sammen under tæppet, stadig skælvende, nu lige så meget på grund af vinduet Matt havde åbnet. Samtidig hjalp den friske luft dog hende med at klare hovedet en anelse og hun tog endnu et par dybe indåndinger og lod øjnene falde i, helt indtil Matt igen dukkede op. Hun slog øjnene op og løftede hovedet lidt for at se på ham. Så nikkede hun lidt, igen med en svag trækning i den ene mundvig. "Mere end sikker..."
[/blockquote]
|
|
|
Post by Matthew Blythe on Jul 1, 2012 0:28:09 GMT
The sunset is sleeping in my window ...the mountains are resting on the floor...and a whisper knocking on my doorTag; Annabel Vargas ~ Wearing; This Matt reagerede endnu en gang instinktivt da han tog de få skridt tilbage til Annabel i sofaen og sank på hug foran hende med nogle forsøgsvis beroligende ord. Han smilede prøvende da hun så ham i øjnene og måtte et øjeblik tage sig selv i nakken for ikke at se ned. I stedet rejste han sig langsomt op igen da hun fortsatte og nikkede let på vej hen til vinduet "Hvis han kommer, så kan han i hvert fald komme ind nu." slog han overflødigt fast og tøvede et øjeblik igen, før han fortsatte ud i køkkenet.
Uden helt at kunne acceptere at hun skulle tilbringe natten på sofaen, når der stod en ganske udemærket seng i rummet ved siden af, spurgte han endnu en gang før han kapitulerede med et lille nik og lod hende få sin vilje "Så finder jeg lige.." han slog ud med den ene hånd mod soveværelset, smilede beklemt og fortsatte så i samme retning, uden at gøre sin sætning færdig.
Så snart han var sikker på at være udenfor synsvidde inde i det lille rum, stoppede han og gemte ansigtet i begge hænder for en kort bemærkning. Han sukkede dybt og forsøgte at ryste den lettere surrealistiske følelse det var, at have hende siddende inde i stuen, af sig. Og endnu mere visheden om, at hun skulle overnatte. Han fortrød dog ikke et sekund sin invitation og sparkede sig selv i gang igen.
Fra skabet greb han den første, den bedste trøje, han dømte ville kunne bruges til at sove i og forlod så soveværelset igen, skråede direkte over den lille fordelergang og ind på badeværelset, hvor han fandt et håndklæde og en ubrugt tandbørste i skabet. Han fangede sit eget blik i spejlet og skar en grimasse da han så det flakke. Så gjorde han omkring og gik tilbage til stuen hvor han lagde den lille bunke på sofabordet "Hvis der er andet du behøver, så sig til ikke?" han så indtrængende på hende med let rynkede bryn og rømmede sig svagt "Jeg finder lige noget sengetøj til dig også.." igen tøvede han ubeslutsomt et sekund eller to, for så at vende sig og gå tilbage til soveværelset.
|
|
|
Post by Annabel Vargas on Jul 1, 2012 0:49:57 GMT
let my agony fade away andhold me in your embraceTag: Matthew Blythe ● Outfit: Here Annabel havde en dominerende følelse af at trænge sig på og endnu mere en usikker, knugende fornemmelse i mellemgulvet over at skulle overnatte i hans lejlighed, der stadig så forfærdeligt velkendt ud. Godt nok havde Matt overnattet i Annabels lejlighed for et par uger siden - ganske vist fordi han var døset hen i sofaet og hun ikke havde kunnet nænne at vække ham - men det var fuldkommen noget andet her. Det var i Matts lejlighed de mere eller mindre havde boet sammen i, haft gode stunder i, skændtes i og hun i sidste ende havde forladt ham i.
Visheden om hvad der dog ventede hende hjemme i sin egen lejlighed, gjorde dog at hun skubbede alt det til side og tog imod tilbuddet om sofaen. Hun nikkede svagt til hans ord og fulgte ham diskret med blikket som han forsvandt, inden hun lod tæppet glide ud over skuldrene, skuttede sig en enkelt gang og løsnede den yderste vest med skælvende fingre, for øjeblikket efter at folde den pænt over armlænet på sofaen. så kom hun lettere usikkert på benene og endte med at folde armene over brystet igen, fordi hun ikke vidste hvad hun ellers skulle gøre med dem og så sig lidt nervøst rundt i lejligheden.
Kort efter dukkede Matt igen op og sendte ham et svagt, taknemmeligt smil. Hun nikkede let og lod armene falde. "Tak... Igen..." tilføjede hun til sin bekræftende bevægelse og gentog den, da han erklærede at han ville finde noget sengetøj. Så snart han var væk igen, bukkede hun sig lidt og tog trøjen han havde lagt til hende, for i samme øjeblik at gå lidt i stå. Hun genkendte den med det samme og igen knugede knuden i hendes mellemgulv sig ubehageligt sammen, ved de mange forskellige minder der pludselig poppede op, bare ved gensynet med trøjen. I et øjeblik overvejede hun seriøst at lægge den fra sig igen og afskrive det hele som en virkelig dårlig plan, før hun alligevel tog sig sammen, lagde den på bordet igen for en kort bemærkning og så hurtigt som det kunne lade sig gøre med rystende hænder, befriede hun først sig selv for det lange skørt og dernæst den røde overdel. Med et hurtigt blik mod soveværelset, sikrede hun sig at Matt ikke lige var på vej ud igen og tog så trøjen fra bordet og havde snart trukket den ned over sig i stedet.
[/blockquote]
|
|