Dying to catch my breath...

[Matthew Blythe]

The sunset is sleeping in my window
...the mountains are resting on the floor...
and a whisper knocking on my door


Tag; Annabel Vargas ~ Wearing; This

Matt slap en halvkvalt, næsten desperat lyd, og gned igen en hånd over ansigtet mens han rystede på hovedet "Og alligevel står du der, og bebrejder mig..." hans blik flakkede uden at han så væk, selv da hun gjorde "Du vidste jo jeg ikke ville lukke den dør igen!" påstod han med et stadig tenderende desperat blik "Hvis du var sikker på jeg ikke ville hjælpe, så var du jo aldrig kommet."

Han tav igen med en brystkasse der hævede og sænkede sig en del hurtigere end normalt og fortsatte så i et noget lavere toneleje, efter at være punkteret gevaldigt over hendes indrømmelser. Han havde mange flere ord der pressede sig på, men de endte alle med at sidde fast i halsen på ham, mens han blot stirrede frustreret på hende og ikke anede hvordan han skulle tackle situationen.

Hendes stammen for at komme i gang igen gjorde ham kun mere frustreret og han knyttede ubevidst hænderne ind mod lårene igen, mens han følte sig næsten fysisk utilpas mens hun fortsatte. Han begyndte igen at ryste på hovedet i ren vantro. En del af ham havde lyst til at smække hænderne for ørerne, for ikke at høre hvad hun sagde, mens den anden del følte en surrealistisk form for sejr over selvsamme ord "Du gjorde mig lykkelig.." brød han spagt ind og fortsatte da han først var kommet i gang "Og du gjorde mig lige det modsatte. Jeg har brugt fem år på at forsøge at slå dig ud af hovedet, bare for at se dig dukke op igen og få slået fast med syvtommersøm, at.." han så forpint på hende og meget mod sin vilje, sved hans øjne en smule i lige dele afmagt og vrede før han tog en dyb indånding og gjorde sin sætning færdig "..at det stadig er dig jeg tænker på hver dag og den eneste jeg kan se mig selv være lykkelig sammen med."

Han så på hende nogle lange øjeblikke igen, slap endnu en frustreret lyd og vendte sig så i en pludselig bevægelse, samlede dynen op fra gulvet og lagde den fra sig i en hård bevægelse i sofaen "Jeg kan ikke det her lige nu." udbrød han uden at se på hende og vendte sig igen, bare for igen at gå i stå. Et øjeblik stod han med ryggen til hende, for så at vende sig og se både beklagende og sørgmodigt på hende "Vi finder en løsning i morgen." mumlede han affærdigende og forsatte så med hurtige skridt videre hen mod sit soveværelse, ind i det og lukkede døren hårdt nok bag sig, til at lyden gav genlyd i lejligheden.

[Annabel Vargas]

let my agony fade away and
hold me in your embrace

Tag: Matthew Blythe ● Outfit: Here

Annabel rystede på hovedet, som Matt fortsatte. "Nej, det var jeg ikke..." svarede hun og låste blikket fast på ham igen, uden dog at kunne få det til at lade være med at flakke. "Men hvis jeg havde vidst at der var... En anden... Så ville jeg ikke..." hun formåede ikke selv at afslutte sætningen og bed hårdt sammen igen. Ville hun være dukket op på Matts dørtrin, hvis hun havde vidst at han havde været sammen med Aisling? Et eller andet sted, var hun ikke i tvivl, men det var for meget at indrømme det overfor sig selv.

Hans svar på hendes egen erklæring, fik hende til at gå komplet i stå på stedet, uden at kunne lade være med at stirre på ham. Hendes mellemgulv vred sig ubehageligt sammen og hun følte sig svimmel, uden at kunne gøre noget ved det. Hun kunne ikke svare på hans ord, men så blot på ham med et pinefyldt blik, uden at kunne ignorere den insisterende svien i øjnene, der blot voksede sig tydeligere jo længere ud han fortsatte. Der var en million ting hun havde lyst til at sige til ham, at hun følte nøjagtigt det samme, at hun ikke kunne se sig selv sammen med andre, at han stadig dukkede op i hendes tanker i tide og utide, at hun med sikkerhed vidste, hun aldrig ville kunne komme til at føle for andre som hun gjorde for ham. Men alligevel var der en usynlig barriere der holdt ordene tilbage og hun endte med at se fortabt på ham, lige inden han abrupt gjorde omkring.

Uden at tænke over det, tog hun impulsivt et skridt i hans retning, og gik i stå der. Hun havde halvt løftet hånden for at række ud efter hans arm, i et forsøg på at få ham til at se på hende igen, men tog sig så i bevægelsen og trak den hurtigt til sig igen, da han brat bøjede sig efter dynen og kylede den over på sofaen. Hendes hånd knyttede sig over kravebenet, hvor den var endt efter hun havde trukket den til sig og hendes glinsende blik, flakkede tydeligt da han kort vendte sig mod hende igen. Alle hendes instinkter bød hende at gøre hvad som helst, for at eliminere det ulykkelige udtryk hun fandt i hans øjne, men igen fandt hun, at hun ikke kunne gøre andet end bare at se håbløst på ham. "Matthew..." kom det fra hende, i et bedende tonefald, uden noget resultat, da han sekundet efter forsvandt ind i soveværelset med et brag.

En punkteret lyd undslap hende og hun stirrede på den lukkede dør, med følelsen af lige at have mistet Matt endnu engang, alt for dominerende. Øjnene sved ubehageligt og hun bed hårdt ned i sin underlæbe for at hindre den i at bæve. Det var fristende at synke sammen på gulvet hvor hun stod og få afløb for de mange frustrerede følelser, igennem det insisterende pres bag hendes øjne, men hun tvang det på afstand, uvillig til at gøre netop det, mens hun endnu var i hans lejlighed. Hun så kort mod sofaen, for blot at konkludere at hun på ingen måde ville kunne falde til ro der nu og formåede i stedet, på en eller anden måde, at sparke sig selv igang og ende foran det vindue Matt havde åbnet tidligere.

Så snart den friske luft slog imod hendes ansigt, trak hun vejret grådigt ind, som havde hun holdt det længe og krummede fingrene hårdt sammen omkring vindueskarmen, med bøjet nakke. Længere formåede hun ikke at holde det tilbage, før hun slap et lydløst hulk og snart efter mærkede en uvelkommen, våd fornemmelse ned over sine kinder, hun ikke kunne gøre det fjerneste for at hindre. Hun slap det krampagtige greb om vindueskarmen og foldede i stedet armene beskyttende omkring sig selv, uden at tage sig af den kolde vind, der fik hende til at ryste endnu mere end hun gjorde i forvejen.

[/blockquote]

[Matthew Blythe]

The sunset is sleeping in my window
...the mountains are resting on the floor...
and a whisper knocking on my door


Tag; Annabel Vargas ~ Wearing; This

Matt gik i stå så snart han var nået indenfor døren til sit soveværelse. Han gav døren et hårdt skub bagud og krympede sig selv, da den faldt i bag ham med en høj, definitiv lyd. Han stod fastfrosset på stedet i adskillige minutter, med hænderne hårdt knyttet og et åndedrag der stadig var betydeligt hurtigere end normalen. Hans blik var fastlåst på et uendeligt ligegyldigt punkt på sengen, han i al hast havde forladt ikke så længe forinden.

Til sidst slap han en lille punkteret lyd og tog de få skridt hen til sengen, hvor han vendte sig og satte sig tungt på kanten, før han lænede sig frem over sine lår og gemte ansigtet i hænderne. Han blev siddende sådan nogle minutter igen, mens tankerne kværnede ubønhørligt i hovedet på ham. Han følte sig mere end splittet og kæmpede med de modstridende impulser, der på ingen måde lod sig ignorere. Han havde sort samvittighed hverken at have fortalt Annabel eller Aisling noget, men alligevel lettet på en næsten skræmmende måde, fordi kortene var lagt på bordet.

I en brat bevægelse rettede han sig op igen og stirrede intenst på den lukkede dør ud til stuen. Han kunne ikke høre nogen bevægelse, men havde heller ikke hørt hoveddøren gå og følte sig derfor helt sikker på, at Annabel stadig var derude. Både hendes og hans egne ord blev ved at køre i sløjfe i hovedet på ham og han endte med at rejse sig igen i den ligeså pludselig bevægelse som han havde rettet sig op.

Han var henne ved døren i tre lange skridt og gik et sekund eller to i stå igen, for så at lægge hånden på håndtaget og uendeligt langsomt trykke det ned, for ikke at afsløre sig selv. Han trak døren nok op til at kunne se ud i stuen og holdt ubevidst vejret mens han rettede blikket mod sofaen og fandt den tom. Det knugede ubehageligt i hans mave ved tanken om at hun måske alligevel var gået. Knuden blev ikke mindre da han fandt hende ved det åbne vindue, men fik ham alligevel til at ånde lydløst ud i ren lettelse.

Før han nåede at tale sig selv fra det, lukkede han døren helt op og var et øjeblik glad for, at den ikke knirkede, og på samme tid ikke helt sikker på, hvorfor det var vigtigt. Han lukkede med målrettede skridt afstanden hen til hende, og blev et sted mens han gik klar over at hun græd. Det faktum gjorde ham kun mere sikker i sin sag, selvom logikken var en smule forkvaklet.

Han stoppede foran hende og søgte hendes øjne med et blik der både flakkede, men samtidigt var komplet stålfast. Så løftede han den ene hånd, lagde den fast bag hendes nakke og bøjede sig ned for at presse læberne hårdt og en smule desperat mod hendes, og lukkede den frie arm fast omkring hende, før hun kunne nå at protestere eller trække sig væk.

[Annabel Vargas]

let my agony fade away and
hold me in your embrace

Tag: Matthew Blythe ● Outfit: Here

Annabel strammede grebet omkring sig selv, til det punkt hvor det begyndte at gøre ondt i hendes arme, der hvor neglene borede sig ned, uden på noget tidspunkt at tage sig af det. Der var alt for meget andet der fyldte hendes tanker på en gang og uden hun kunne gøre noget for at hindre det, gav hun efter for den ubehagelige, svidende fornemmelse bag sine øjne. Hun frøs stadig, men formåede ikke at træde væk fra den kolde vind der trængte ind igennem vinduet og var egentlig fuldkommen ligeglad med det.

Hvor længe hun stod der, havde hun ikke den fjerneste idé om, kun at hun ikke på nogen måde ville kunne falde til ro det lange første stykke tid. En svag lyd et sted bag hende, rev dog brutalt hendes opmærksomhed tilbage til lejligheden og i et sekund væk fra de mange, forstyrrende og frustrerende tanker. Anna slap grebet omkring sig selv, for at dreje sig lige tids nok til at se Matt tage de sidste to skridt i hendes retning. Med ét, pumpede adrenalinen igennem hendes krop og hun stivnede på stedet, med et hjerte der hamrede usandsynligt hurtigt. Hun nåede hverken sige noget eller reagere, før han pludselig var lige der, helt tæt på, med en hånd lukket om hendes nakke, splitsekundet før hans læber ramte hendes.

Hvis Anna havde været stivnet før, var det ingenting i forhold til de første, overvældende sekunder, Matts læber var presset hårdt imod hendes egne og hans arm lukkede sig fast omkring hende og effektivt sørgede for at hun ikke kunne slippe væk. Der gik dog ikke mere end et flygtigt øjeblik, før Annabel fandt, at hun selv gengældte det desperate kys og uden hun på nogen måde var bevidst om det, fandt begge hendes arme omkring hans nakke, hvor den ene hånd forvildede sig ind i hans lyse hår i et fast greb, der ikke tillod ham at trække sig væk. Samtidig trykkede hun sig instinktivt ind imod ham, så hun til sidst endte helt oppe på tåspidserne, komplet uvillig til at give slip, før luft på et eller andet tidspunkt blev nødvendigt. Hendes hoved snurrede og hele hendes krop sitrede af elektriske impulser, over at være så tæt på Matt, der fik hende til at krumme fingrene sammen i hans hår og mod hans skulder, mens hun på samme tid komplet overhørte protesterne fra fornuftens stemme et sted bagerst i hendes hoved og i stedet besvarede hans kys, lige så desperat som ham.

[/blockquote]

[Matthew Blythe]

The sunset is sleeping in my window
...the mountains are resting on the floor...
and a whisper knocking on my door


Tag; Annabel Vargas ~ Wearing; This

Matt var et splitsekund ved at stoppe op og vende om da Annabel drejede hovedet og fik øje på ham. Han tog i stedet en dyb indånding og fortsatte de sidste skridt frem, hvor han resolut lukkede en hånd om hendes nakke og egoistisk krævede hendes læber, som han havde tænkt på at gøre, hver eneste dag siden han fandt ud af hun var tilbage.

Det føltes som om tiden gik i stå og alle brikkerne faldt på plads, så snart hans læber ramte hendes. Han vidste et sted i baghovedet at det var forkert, at han skulle stoppe, men ignorerede alle advarselslamperne og strammede blot grebet omkring hende, aldeles uvillig til at give slip på hende igen.

Han reagerede igen så snart han mærkede hende gengælde hans impulsive handling og slap en næsten ikke hørlig lyd mod hendes læber, da hendes arme fandt omkring hans nakke. Hans egne fingre krummede sig hårdt ind i hendes hår og han strammede grebet omkring hende en umulig smule mere, mens han intensiverede kontakten med hendes læber og lod duften, smagen og følelsen af hende, overtage helt.

Han brød nogle millimeter væk, men kun lige længe nok til at hive luft ned i lungerne med en tydelig lyd og derefter fortsætte lige hvor han slap. Han bøjede sig lidt, og lod samtidigt hånden på hendes ryg falde længere ned, hvor han igen tog godt fat omkring hende og uden den store tøven, løftede hende op fra gulvet, uden at slippe hendes læber. Han var for længst nået over punktet hvor han kunne stoppe og fulgte blot hvad hans instinkter bød ham, da han drejede sig lidt og pressede hende op mod væggen ved siden af vinduet, mere hårdhændet end han nogensinde ellers ville have gjort.

[Annabel Vargas]

let my agony fade away and
hold me in your embrace

Tag: Matthew Blythe ● Outfit: Here

Annabel nåede knapt nok registrere hvad der skete, fra hun fik øje på Matt, til hans læber øjeblikket efter var presset hårdt imod hendes egne. Efter at være stivnet på stedet i et par splitsekunder, fandt hun også sig selv i fuld gang med at gengælde kysset, uden at have skrupler over det overhovedet. Den lille snert af fornuft et sted i baghovedet, blev grundigt ignoreret og hun tog grådigt imod alt hvad der var Matt, overvældet af følelsen af ham tæt på, duften der omslyngede hende og varmen fra hans velkendte krop.

Og det føltes rigtigt. Det var hun slet ikke i et sekund i tvivl om. Det var usammenligneligt med alt andet og den alt for dominerende følelse, af at være lige hvor hun skulle være, sneg sig ind over hende, uden hun kunne gøre noget for at hindre det. Af samme grund strakte hun sig helt op på tæerne, for at kunne presse læberne hårdere imod hans, inden luften slap op og hun trak hovedet minimalt tilbage, for at trække vejret ned i lungerne med et lavmælt gisp. Samme sekund, strammede hendes greb omkring hans nakke sig og hendes læber var igen villigt optaget af hans.

Da hans hånd vandrede længere ned over hendes ryg, skælvede hun mærkbart og slap et overrasket, stakåndet udbrud ind imod hans læber, da hun pludselig mistede jordforbindelsen og blev holdt oppe af Matt. Ubevidst krummede hun sine fingre yderligere imod ham og formåede ikke at holde endnu en lyd tilbage, da hendes ryg, ikke helt blidt, kolliderede med væggen bagved. I hendes bryst pumpede hjertet endnu hurtigere afsted og instinktivt gled begge hendes ben omkring hans liv og trak ham insisterende helt tæt på med dem, mens hendes læber stadig bevægede sig krævende imod hans i et kys, der kun bar en lille brøkdel af fem års frustrationer i sig. Uundgåeligt gled endnu en lavmælt lyd ud mellem hendes læber, fuldstændig opslugt af følelsen af hans læber imod hendes, hans varme hud imod hendes inderlår og den viden at han var lige der, i hendes arme.

[/blockquote]

[Matthew Blythe]

The sunset is sleeping in my window
...the mountains are resting on the floor...
and a whisper knocking on my door


Tag; Annabel Vargas ~ Wearing; This

Matts svage tøven nåede aldrig for alvor at slå rod, før han blev bekræftet i sin formodning om, at han ikke var alene om netop de impulser der havde styret ham hele vejen ud af soveværelset og fortsatte med at gøre det nu, mens han krummede fingrene hårdt mod Annabels nakke og ryg. Han følte sig høj på en underlig form for sejrrus, en følelse af at have genvundet noget han havde tabt for længe siden og havde opgivet at få igen.

At han nu stod med netop det, eller nærmere hende, i armene og mærkede hende gengælde sine driftstyrede handlinger lige så krævende som han gav dem, fik blodet til at løbe hurtigere i hans krop, mens hans hjerne belønnede ham med solide mængder adrenalin, der effektiv lukkede af til den pippende fornuftsstemme i hans baghovede. Den var aldeles uvigtig, mens Annabel bløde læber og varme krop var det stik modsatte.

Han løftede hende uden helt at være bevidst om han gjorde det, før han stod med hende løftet et stykke over gulvet og fortsatte de få skridt frem, indtil han kunne presse hende op mod væggen og holde hende oppe ved selv at presse sig ind mod hende. Hans hånd endte i klemme mellem hendes ryg og væggen, men også det var sekundært og han var mere bevidst om nøjagtigt hvor tæt de havnede, da hun lukkede benene omkring ham og med den simple handling, trak adskillige fortrængte minder på til overfladen.

Han slap an halvkvalt lyd mod hendes læber og brød væk, gispende efter vejret mens han søgte hendes blik. Hans eget flakkede, men levnede ingen tvivl om hvor hans tanker var, ligesom hans handlinger ikke levnede nogen tvivl om, at han lod dem følge selvsamme tanker. Nogle lange sekunder så han bare på hende, for så at bøje hovedet til siden og genoptage de krævende kys ned over siden af hendes hals. Han strammede grebet om hendes nakke igen og pressede sig hårdere ind mod hende, nu også ganske bevidst om, hvor lidt tøj der adskilte dem. Tanken fik ham til at ånde tungt ud mod den følsomme hud på hendes hals før han fortsatte op langs hendes kæbelinie og tilsidst lod sine læber finde hendes igen.

[Annabel Vargas]

let my agony fade away and
hold me in your embrace

Tag: Matthew Blythe ● Outfit: Here

Det havde været en overraskelse, at Matt pludselig var tilbage, men der var gået så kort tid fra hun havde opdaget det, til hans læber havde været mod hendes, at hun ikke havde nået at dreje sine tanker yderligere omkring det. I stedet vidste hun bare, at han var lige der og hun på ingen måde havde lyst til at lade ham gå. Af samme grund trak hun ham helt tæt på med sine ben, da de gled omkring livet på ham og krummede den ene hånds fingre mod hans nakke, mens hun var dybt opslugt af den velkendte, og alligevel nye, følelse af hans kys.

Da han pressede sig længere ind imod hende, slap hun en lavmælt lyd mod hans læber, ikke i et sekund i tvivl om at deres tanker fulgte hinanden og bar dem i samme retning. Øjeblikket efter brød han væk og hun trak vejret gispende ned i lungerne, mens det sitrede hele vejen ned langs hendes rygrad, da deres blikke mødte hinanden. Uvilkårligt pumpede endnu mere adrenalin ud i kroppen på hende over det hun tydeligt læste i Matts, der ligeså tydeligt var afspejlet i hendes eget.

Hendes fingre var stadig krummet hårdt imod hans nakke og skulder i de sekunder, de bare så på hinanden og hendes brystkasse hævede og sænkede sig betragteligt hurtigere end normalt. Hun fandt fortsat ingen fortrydelse, nærmere det modsatte, og i et øjeblik så hun uudgrundeligt på ham. Da brød Matt øjenkontakten, ved i stedet at lade sine varme læber følge hendes hals og uvilkårligt lod hun hovedet falde tilbage mod væggen for at give ham plads, mens en halvkvalt lyd fandt vej ud over hendes læber og ubevidst markerede hun let med neglene mod hans skulder, komplet opslugt af den altdominerende, sitrende fornemmelse der gik igennem hende over Matts kærtegn mod den særligt sarte hud på hendes hals og kæbe.

Først da han igen krævede hendes læber, slappede hun en lille bitte smule af i fingrene, blot for i stedet at kysse ham krævende og længselsfyldt. Begge hendes arme trak sig lidt tilbage og hun endte med at have en hånd hvilende mod hans kæbe med tommelfingeren foran øret og resten bagved, mens hendes anden hånd krummede sig mod den anden side af hans hals. Alt sammen samtidig med at hun var ulideligt bevidst om hvordan han stod og uendeligt klar over at deres tanker uden tvivl kørte i samme baner, med adskillige minder i pludselig dugfrisk erindring, til at forsikre hende om netop det.

[/blockquote]

[Matthew Blythe]

The sunset is sleeping in my window
...the mountains are resting on the floor...
and a whisper knocking on my door


Tag; Annabel Vargas ~ Wearing; This

Matt havde ikke givet Annabel nogen reel chance for at protestere, men endnu mindre ladet sig selv tænke ret meget over hvad han gjorde. Den ellers altid tilstedeværende selvkontrol, som han helst ikke slap, var fordampet som dug for solen og gjorde ingen anstalter til at vende tilbage foreløbigt, da først han havde begravet både den, de røde advarselslamper og fornuften i de tusind af berusende reaktioner, Annabels nærhed tændte i ham.

Et øjeblik tog han sig i at tænke, at det føltes mere som om der var gået nogle få dage og ikke fem år, siden sidst han havde haft sanserne så fyldt af hende, som han uvilkårligt havde nu. Han dvælede dog ikke ved tanken, men brød væk for luft og havde nogle elektriske sekunder, blikket låst fast i hendes. Hvad han fandt i dem tog næsten pusten fra ham og han mærkede tydeligt de små hår i sin nakke rejse sig som direkte reaktion.

Så bøjede han hovedet og lod læberne finde hendes hals, ubevidst til en start, men alligevel med en erfaring i baghovedet, der fortalte ham nøjagtigt hvilken virkning det havde på hende. Det trak momentært i hans mundvige da han fik ret, og han lukkede selv øjnene med en anstrengt lyd, da hendes negle borede sig svagt ind mod hans skulder. Det fik ham dog på ingen måde til at stoppe, tværtimod opildnede det ham til at fortsætte og han gjorde netop det, ved at presse læberne hårdt mod hendes endnu en gang.

Annabels villige besvarelse af endnu et kys, kombineret med hendes kærtegn og hendes ben der til stadighed var låst fast omkring ham, gjorde ham utålmodig. Et sted i baghovedet var han bange for hun ville fortryde og skubbe ham væk, eller at han selv ville fortryde. Han skubbede hårdnakket tanken væk og skubbede sig fri fra væggen, igen med et fast greb om hende, så hun fulgte med, hvad enten hun ville eller ej.

Han satte kursen mod soveværelset igen, en smule besværet af den ekstra vægt og det faktum, at han var aldeles uvillig til at bryde kontakten med hendes mund. Han nåede så langt som til den lille gang der stødte op til stuen og havde døre til både soveværelse og badeværelse, før han måtte presse hende op mod væggen tæt ved døren til førstnævnte. Han søgte instinktivt hendes blik igen, stadig hivende efter vejret og bremsede et kort øjeblik op, og gav hende ubevidst en mulighed for at stoppe situationen før den eskalerede yderligere.

[Annabel Vargas]

let my agony fade away and
hold me in your embrace

Tag: Matthew Blythe ● Outfit: Here

Hendes reaktion, da hans varme læber kærtegnede hendes hals, var ganske instinktiv og hun bemærkede ikke selv, at hun i et øjeblik markerede med neglene mod Matts skulder. Dog gik den anstrengte lyd der undslap ham, ikke hendes ører forbi og af samme grund spændte hun uden at tænke over det, temmelig opslugt af hans læber mod sin hals, lidt yderligere i benmusklerne omkring ham, i et umuligt forsøg på at trække ham tættere på. Så var hans læber mod hendes igen og det sitrede behageligt igennem hende, ved følelsen af at have ham så tæt på, for første gang i fem år.

Da han pludselig løftede hende helt igen, slap hun en lavmælt lyd, der hverken var protest eller utilfredshed. Begge hendes arme fandt igen omkring hans nakke og hun strammede uvilkårligt grebet om ham, for at holde sig fast, uden i et sekund at være i tvivl om han ville kunne bære hende eller ej. Hun var mindst lige så utålmodig som ham og den tydelige kurs han satte, fik det til at svirre i hendes mellemgulv, på en måde det ikke havde gjort i lang, lang tid.

Først da hendes ryg igen ramte en væg, trak hun vejret dybt ned i lungerne, som der blev luft mellem deres læber, og så på ham med et blik der i halvmørket var så mørkt, at det nærmest var sort. Hendes brystkasse hævede og sænkede sig hurtigere end normalt og hun mødte hans blik, med et utvetydigt svar på et aldrig stillet spørgsmål, malet i sig. For at bekræfte det yderligere, bøjede hun igen meget lidt i nakken og krævede hans læber hårdt og insisterende, mens hun pressede sig lidt ud mod ham igen, for at få ham til at fortsætte.

[/blockquote]

[Matthew Blythe]

The sunset is sleeping in my window
...the mountains are resting on the floor...
and a whisper knocking on my door


Tag; Annabel Vargas ~ Wearing; This

Matt åndede tungt mod Annabels hals et øjeblik, mens adskillige behagelige illinger løb ned langs hans rygsøjle. Selvom han reagerede ganske instinktivt, lå der alligevel nogle umiskendelige erfaringer et sted i baghovedet på ham. En viden om, hvor og hvordan han ville kunne trække den største reaktion fra hende og lige nu, gjorde han netop det.

Effekten udeblev dog heller ikke, og han slap endnu en anstrengt, lavmælt lyd, da hun spændte i benmusklerne og trak ham et umuligt stykke tættere på og derved tvang den ganske utvetydige lyd fra ham. Han besvarede hendes ordløse opfordring ved igen at løfte hende fri fra væggen, og lade lavinen rulle et lille stykke videre..

Han nåede dog ikke helt til mål, før han måtte stoppe op. Både for at få bedre fat under Annabel, men ligeså meget for at give både hende, og sig selv, en chance for at melde fra. Det skete dog ikke og han krummede fingrede hårdt mod hendes nakke, da hun selv tog initiativ til at fortsætte på samme spor og han fulgte hende uden at behøve mere opfordring.

Tanken om hvornår de sidst havde været i lige hans soveværelse sammen, strejfede ham kort, men var så væk igen, mens han førte dem begge nærmere sengen og på vejen havde forvildet sig ind under trøjen der dækkede hendes overkrop og stoppede først igen, da hans skinneben ramte sengekanten. På samme tid brød han igen et lille stykke væk for at betragte hendes ansigt i halvmørket mens han slækkede grebet om hende. Hans hjerte bankede hårdt og hurtigt, med en puls der var ganske tydelig for hans indre øre og han måtte lægge bånd på sig selv, for ikke med det samme at kræve hendes læber igen.

[Annabel Vargas]

let my agony fade away and
hold me in your embrace

Tag: Matthew Blythe ● Outfit: Here

Annabel var ganske uvillig til at give slip på hverken Matt eller hans læber, da hun igen var fri af væggen og hendes hjerte slog stadig hurtigt i brystet på hende, over den beslutsomhed og impulsitivitet Matt tydeligt handlede på og som på mange måder var velkendt og alligevel helt fremmed for hende. Hun trak vejret tungt ind, da hun endnu engang lod sig presse op mod en væg og låste i få øjeblikke sit blik fast i hans, før hun ganske utvetydigt bøjede i nakken og krævede hans læber igen og lænede sig ind mod hans overkrop.

Hun slap en lavmælt lyd, da hans hans fingre igen krummede sig hårdt imod hendes nakke og hun gengældte følelsen ved at lade den ene hånds fingre, lukke sig om hans nakke igen, da han fortsatte videre. Hun sukkede tungt over følelsen af hans hånd, der havde forvildet sig ind under hendes trøje og pressede læberne hårdt imod hans, ganske uvillig til at fokusere på rummet omkring dem og de mange minder der hvilede der. I stedet var hendes fulde fokus mod Matt og den allesteds nærværende følelse af ham tæt på.

Da han brød væk igen og samtidig stoppede, trak hun ansigtet lidt tilbage og så stakåndet på ham, med et brystkasse der hævede og sænkede sig en hel del hurtigere end normalt. I nogle sekunder så hun bare på ham, før hun lænede sig den mindste smule tilbage efter han havde slækket grebet lidt og slap ham med begge arme. At han nok skulle holde hende, var hun stadig ikke i tvivl om og i en let bevægelse, havde hun trukket trøjen over hovedet på sig selv og ladet den falde til gulvet. Så var hendes blik tilbage i hans, mens hendes ene hånd vandrede op over hans overarm, til siden af hans hals og om i nakken, hvor hun lukkede den sammen og lænede sig helt frem igen, for at presse sine læber mod hans endnu engang.

[/blockquote]

[Matthew Blythe]

The sunset is sleeping in my window
...the mountains are resting on the floor...
and a whisper knocking on my door


Tag; Annabel Vargas ~ Wearing; This

Matt overraskede til stadighed sig selv lige så meget som han nok gjorde Annabel, alene ved sine tydeligt impulsive handlinger, der talte deres eget tydelige sprog. Hans tanker var usandsynligt ensporede og han gjorde intet forsøg på at trække sig selv væk fra det spor. Selv hvis han havde prøvet, ville han have fejlet alene på grund af Annabels tydeligt ligeså ensporede tankegang.

Følelsen af hendes varme hud under hans håndflade var usammenligneligt med noget andet og han erkendte perifært, at han havde savnet også det, mere end han havde villet indrømme. Samme erkendelse fik hans kærtegn til at intensiveres, igen med en lille frygt i baghovedet for, at en af dem ville fortryde, eller at han ville vågne og finde ud af det hele bare var noget han havde forestillet sig.

Ingen af delene skete dog og han stoppede op med skinnebenene mod sengekanten og betragtede hende med stærkt udvidede pupiller. Han var stadig alt for bevidst om, hvordan de stod og at hendes position ingen tvivl ville levne om, at hun havde en ganske fysisk effekt på ham selv. Hvor han normalt ville være en smule forlegen over netop det, var det nu blot et uomtvisteligt faktum og hans blik gled begærligt ned over hendes overkrop, da hun frigjorde sig fra trøjen og lod den falde til gulvet.

Han sank hårdt og nåede lige at løfte blikket til hendes ansigt igen, før hun lod sine læber finde hans endnu engang og hendes fingre trak et kildrende spor hele vejen op langs hans arm for at ende i hans nakke. Han strammede grebet omkring hende igen og bøjede i begge ben, for så at sætte sig på knæ på sengen og slippe hende med den ene arm, for at kunne sætte den i madrassen for støtte, i det han lænede sig helt frem og lagde hende ned. Hele situationen var stadig surrealistisk, men føltes alligevel ligeså rigtig som den gjorde det modsatte og det var uden tøven han behændigt løftede hende længere ind på sengen, uden at bryde væk fra hendes læber mere end nogle få sekunder ad gangen.

[Annabel Vargas]

let my agony fade away and
hold me in your embrace

Tag: Matthew Blythe ● Outfit: Here

Et eller andet sted, vidste Annabel at hun var så uendeligt langt ude, at hun ikke længere kunne bunde og at hun burde afbryde før tingene eskalerede yderligere. Alligevel kunne hun ikke få sig selv til det, havde ikke lyst til det, og havde heller ikke planer om at lade ham slippe væk, nu hvor hun havde ham lige der. Hendes vejrtrækning var uregelmæssig, da hun brød væk idet Matts skinneben stødte imod sengekanten og hun så begærligt på ham, blandt uendeligt mange andre følelser der også skinnede klart ud igennem hendes mørke øjne.

Uden megen tøven, slap hun ham så snart han slækkede grebet og gav hende plads til at gøre det, blot for ugenert at trække hans trøje over hovedet på sig selv og kaste den skødesløst fra sig på gulvet. Det var uendeligt ligegyldigt hvor den endte og i stedet var hun dybt optaget af følelsen af hans varme hud under hendes fingerspidser og hans varme mund imod hendes, der fik hendes mave til at slå kolbøtter.

Hun strammede i et øjeblik sit greb mærkbart om ham, da han lænede sig ind over sengen, men havde snart den sikre følelse af madrassen under sig efter hun uden at kæmpe imod, havde ladet ham løfte hende længere ind på sengen. Med det insisterende greb omkring hans nakke og ben der stadig halvt var omkring ham, trak hun ham ned til sig igen, med læber der bevægede sig utålmodigt og krævende mod hans. Hele hendes krop sitrede let og spændingen imellem dem var til at tage og føle på. Anna løsnede grebet om hans nakke, for i stedet at lade begge sine hænder løbe ned over hans varme ryg, med fingerspidser den fulgte rygradens hulning og endte med at krumme begge hænders fingre sammen mod hans lænd. Samtidig havde hun hævet ryggen lidt fra madrassen igen, uden helt at kunne forholde sig roligt nok til at blive liggende helt, men derimod instinktivt strække nakken for at kysse ham intensivt.

[/blockquote]

[Matthew Blythe]

The sunset is sleeping in my window
...the mountains are resting on the floor...
and a whisper knocking on my door


Tag; Annabel Vargas ~ Wearing; This

Matt følte et dominerende sug i maven, da hans blik mødte Annabels igen og han i de mørke øjne, læste alt det der samtidigt gik igennem hovedet på ham selv. Det var i hvert fald hvad han valgte at fortælle sig selv midt i øjeblikket, hvor han måske på et hvilket som helst andet tidspunkt, ville have slået det hen som noget han havde forestillet sig.

Han lagde ingen skjul på at betragte hende begærligt, men gjorde det åbenlyst med en hvis tilfredsstillelse i at finde ud af, at hun stadig så nøjagtigt lige så dejlig ud, som han huskede. Den intensiverede kontakt mellem varm hud da hun først havde skilt sig af med trøjen var pirrende og en halvkvalt, nydende lyd undslap ham, da hun igen fangede hans læber med sine egne.

Han følte sig beruset uden at være det og fortsatte ufortrødent mod det næste naturlige punkt, da han lænede sig ind over sengen og lagde hende ned på den. Han trak sig antydningsvist lidt tilbage igen, for at kunne se ned på hende, men nåede aldrig længere end til at begynde at hæve sig op på strakte arme, før Annabel strammede grebet om hans nakke og trak ham ned til sig.

Han fulgte med uden protester og gav sig mærkbart under hendes hænder der vandrede ned over hans ryg. Han mødte villigt hendes læber og slap madrassen med den ene hånd, blot for at række ned ved siden og i stedet lukke fingrene om hendes lår. Han klemte let og lod så hånden glide hele vejen op langs hendes side og stoppe ved de sorte blonder, der som det sidste dækkede hendes overkrop. Han brød for guderne måtte vide det hvilken gang, væk fra hendes læber, trak vejret dybt og igen flyttede sine krævende kys ned mod hendes hals mens et mumlende, åndeløst "Annabel.." gled over hans læber før han et kort sekund markerede med tænderne mod den følsomme hud og så fandt hendes læber igen.