Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on Aug 29, 2011 12:57:20 GMT
Who knows if I'm ready or not? Only time will tell... ...Who knows if we're ready to make this something? Eric slap det foregående emne og fortsatte i stedet med at fortælle hende den egentligt ligegyldige, men alligevel underholdende lille anekdote, om hans yngre søsters første besøg i den magiske verden. Så tav han, og så opmærksomt på hende, som hun tog ordet og hendes ord trak et varmt smil frem på hans læber ”Det var..” han rynkede brynene lidt mens han ledte efter et ord der dækkede de millioner af indtryk, der var suset imod ham, første gang han så muren til Diagonalstræde åbne sig, men fandt inden der helt gjorde følelserneret "...surrealistisk, fantastisk, overvældende..." han smilede skævt og hans blik blev nogle sekunder næsten drømmende.
Så var han nærværende igen, og så på Caroline, stadig med et lille underfundigt smil på læberne ”Ubeskriveligt, er nok egentligt det bedste ord for det.” han skar en lille grimasse og nikkede kort ”På trods af at jeg havde fået løftet lidt af sløret.” han lagde hovedet lidt på sned igen og så tænksomt på hende ”På den anden side, så har jeg også tit tænkt på hvordan det var at vokse op med, at magien bare var lige så meget en selvfølge, som at der kommer vand ud af hanen når man lukker den op.”
Han løftede sit glas og tog en mundfuld og smilede så påny varmt mens han satte det fra sig ”De har det godt alle tre, men sammenhængende søvn er vist en mangelvare. Ikke at man kunne forvente andet.” han overvejede kort at trække mobiltelefonen frem fra lommen igen, for at vise hende endnu et billede, denne gang af det meget lille og sprællevende individ, der var resultatet af noget startet ved en fest for efterhånden en del år siden, men han valgte at se spørgende på Caroline først ”Du havde ikke set det lille vidunder endnu, vel? Har du lyst?”
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
(Words) :: 374 ~ (Tag) :: Caroline Abbey ~ (Outfit) :: Here ~ (Notes) :: ---
|
|
|
Post by Caroline Abbey on Aug 29, 2011 17:49:55 GMT
Love is an irresistible desire to be irresistibly desired
Carolines hoved røg lidt på skrå, imens Eric ledte efter ordene. Hun smilede mildt over det lidt fraværende og drømmende udtryk hun fandt i hans ansigt og registrerede fraværende, at det var tiltagende nemt at slappe af i hans selskab, når bare hun lod sig selv gøre det. Det var rart, at sidde og tænke tilbage på en fjern fortid før Hogwarts, før politik, forpligtelser og ikke mindst før hun blev til det pigebarn, som havde brugt så meget af sin tid på at trampe på andre mennesker, og deriblandt ham.
Hun slap glasset og lod sin hånd falde til bordet, uden at slippe ham med blikket og uden at smilet forlod hendes læber, som han drejede samtalen en anelse, uden rigtig at skifte emne. ”Det var, præcis som du siger det, en selvfølge,” bemærkede hun. ”Jeg tror du får det samme svar fra enhver fuldblodsmagiker. Vi kan ikke forestille os andet og de færreste af os har lyst til det.” Hun rettede sig op i sædet og trak lidt på skuldrene. ”I en tid hvor nogen mener, at vores verden burde være forbeholdt de, der altid har levet i den, mener jeg desuden netop at ingen, der er født til magi, burde leve uden.” Hun rynkede panden lidt, da hun indså hvor hun var på vej hen, og rømmede sig lavmælt med et lille smil. ”... Men min bedstefar siger altid, at man ikke diskuterer politik ved middagsbordet. En fornuftig regel i en familie med så mange modstridende meninger som min.” Hun hævede begge øjenbryn i et øjeblik og sukkede så lydløst.
Emnet Emma og Noah var et uskyldigt og uproblematisk et af slagsen og hun havde nemt ved fortsat at se interesseret på ham, som han kom med et par trivielle men udmærkede informationer om den lille familie. Hun smilede lidt og rystede tavst på hovedet til både konklusion og spørgsmål, før hun atter engang hævede øjenbrynene af de sidste tre ord. ”Hvordan det? Bærer du ligefrem rundt på billeder af vidunderet?” Hendes smil blev skævt, som hun så på ham og løftede en hånd, for atter engang at stryge håret om bag øret. ”Svaret er naturligvis ja. Selvfølgelig vil jeg gerne se ham,” tilføjede hun lige efter.
Tag: Eric Wolfe ● Outfit: Here
|
|
Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on Aug 30, 2011 12:46:30 GMT
Who knows if I'm ready or not? Only time will tell... ...Who knows if we're ready to make this something? Eric var tavs nogle øjeblikke mens han smilede svagt for sig selv. Hans blik var blevet fjernt, men kun nogle sekunder, så flyttede hans blik sig igen og fulgte hendes hånd som hun slap glasset og i stedet lagde den på dugen ved siden af. Uden den tidligere tøven skubbede han sin egen hånd længere ind over bordet, indtil han kunne lade fingerspidserne stryge blidt over hendes fingre, mens hun fortsatte med at tale. Han så op og mødte hendes blik, uden at flytte sin hånd og nikkede med et lille smil til hendes indledende ord uden dog selv at sætte noget på lyd.
I stedet lyttede han blot, mens han af og til skævede ned på hendes hånd igen, hvor han lod sin pegefinger stryge ned over hendes fingre efter tur. Han nikkede igen flere gange mens hun fortsatte og smilede igen da hun tav, uden at opfange hendes forbehold ”Hvis man er født med den, så vil man også naturligt bruge den. Jeg kan personligt slet ikke forestille mig at leve eller fungere uden den mere.” hans smil voksede og han nikkede endnu en gang sin enighed, mens hans blik blev i hendes og han lagde sin hånd fladt hen over hendes ”Kloge ord. Min plejede at føje religion på også. Politik og religion. Intet som de to emner til at få folk i totterne på hinanden.”
Som hun skiftede emnet og han villigt fulgte med, bredte et tydeligt varmt glimt sig i hans blik, mens han talte om Emma og Noah. Han smilede drilsk til Caroline hen over bordet og nikkede så med et underfundigt smil ”Ja, det kan man godt sige jeg gør.” han lænede sig tilbage da hun svarede bekræftende på hans spørgsmål, og fjernede derved sin hånd fra hendes igen. Som han trak lidt ud i jakken og i stedet stak hånden i inderlommen, kom tjeneren fra før tilbage og tog deres nu tomme suppeskåle med sig. Eric smilede venligt til ham, og lænede sig så frem over bordet igen, denne gang endnu en gang med mobiltelefonen i hånden. Han kaldte igen skærmen til live og så koncentreret på det lille apparat nogle sekunder, men han lod fingerspidsen ramme skærmen et par gange. Så smilede han, vendte telefonen, lagde den på bordet mellem dem og skubbede den over mod hende så hun kunne se det billede han havde kaldt frem ”Der, George Patrick Abbey.”
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
(Words) :: 449 ~ (Tag) :: Caroline Abbey ~ (Outfit) :: Here ~ (Notes) :: ---
|
|
|
Post by Caroline Abbey on Aug 30, 2011 18:26:38 GMT
Love is an irresistible desire to be irresistibly desired
Carolines blik faldt til hendes egen hånd, som Erics fingerspidser strøg hen over den. Hun fugtede læberne i en ubevidst nervøs handling og afsluttede sin mindre talestrøm af med en essentiel tilføjelse, der gjorde lidt bugt med hendes egen spirende fornemmelse af at være på vej ud på dybt vand. Med et lille smil, rystede hun lidt på hovedet. Hun sagde ikke mere om anvendelsen af magi, men lod sig i stedet distrahere af den behageligt beroligende følelse af hans simple kærtegn. Hendes blik faldt igen til deres hænder, imens sommerfuglen i hendes mave baskede livligt rundt. ”Mmh. Det kan i øvrigt næppe overraske nogen at jeg har været årsagen til netop den bemærkning flere gange,” kommenterede hun. Det sitrede svagt i hendes mundvige, imens hun i et øjeblik så ganske skyldbevidst ud, men så tog hun en dyb indånding og kastede et enkelt blik ud af vinduet.
Anderledes tilstedeværende og levende blev hun, da han besvarede hendes lidt tvivlende spørgsmål, der mest var sagt i sjov. Hun hævede øjenbrynene yderligere og trak selv hånden til sig, for at klø sig lidt på den modsatte arm, som Eric fandt sin mobiltelefon frem. Tjeneren fik samme høflige smil som tidligere, uden at hun egentlig interesserede det mindste for hans tilstedeværelse. Hun betragtede det lille apparat med skepsis, men lænede sig så hen over det, for at kigge på den lille skærm. Hendes mund formede et lille 'o,' uden at nogen lyd kom over hendes læber. I stedet kiggede hun blot ned på billedet af sin lille slægtning i miniformat i adskillige sekunder, før et varmt smil bredte sig på hendes læber. ”Han har farfars næse,” bemærkede hun. Den totalt ligegyldige bemærkning blev fulgt op af et lydløst suk, før hun så op igen. ”Hvordan virker sådan en?” hun gestikulerede imod telefonen og undlod at falde mere i svime over sin grannevø.
Tag: Eric Wolfe ● Outfit: Here
|
|
Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on Aug 31, 2011 16:43:08 GMT
Who knows if I'm ready or not? Only time will tell... ...Who knows if we're ready to make this something? Eric nød den lette snak og fortsatte roligt med at stryge sine fingre over hendes på bordet, mens han stadig både lyttede og sidenhen gav sit eget besyv med på emnet. Han smilede skævt og en lille munter lyd undslap ham da hun med antydningen af et smil fortsatte og han rystede en enkelt gang på hovedet, mens hans blik spillede drillende imod hende ”Det sagde du selv...” smilet blev varmt i stedet og han lukkede et øjeblik fingrene om hendes hånd i stedet og gav den et lille klem ”Hellere det end ikke at turde stå ved sine holdninger og meninger dog.” han smilede stadig mens hun drejede hovedet og så ud af vinduet, og benyttede i stedet igen chancen, for at lade blikket glide diskret og afsøgende over hendes ansigt.
Han gav hendes hånd endnu et lille klem før han trak sin egen hånd til sig, og i stedet fandt sin mobiltelefon frem fra inderlommen, kort afbrudt af tjeneren der befriede dem for de tomme tallerkener. Han ventede tålmodigt og kaldte så billedet af sine gode venners førstefødte frem på den lille skærm og placerede hele apparatet foran Caroline. Ubevidst holdt han et vågent øje med hendes reaktioner da hun lænede sig frem og så på billedet af det yngste skud på Abbey-stammen og smilede så bredt da hun talte igen ”Jeg vælger at tro dig.” han kastede et hurtigt blik ned på telefonen igen mens han fortsatte ”Jeg tror aldrig jeg har mødt din farfar, så jeg mangler sammenligningsgrundlag.” han så op igen med endnu et varmt smil ”Så længe han ikke har arvet Noahs klumpfødder, så kan det ikke gå helt galt.” han grinede lydløst som opfølgning til sine egne ord og mødte så hendes blik igen.
Hendes spørgsmål fik ham et øjeblik til at rynke brynene forvirret. Så blev blikket nysgerrigt i stedet og han så på hende med et spørgende smil, mens han puffede lidt til telefonen med den ene hånd ”Hvordan tænker du? Rent teknisk eller i praktisk brug?” han så afventende på hende og begyndte allerede mentalt at stykke en mulig forklaring sammen, der bare ville give nogenlunde mening for en fuldblodsmagiker.
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
(Words) :: 421 ~ (Tag) :: Caroline Abbey ~ (Outfit) :: Here ~ (Notes) :: ---
|
|
|
Post by Caroline Abbey on Aug 31, 2011 21:12:11 GMT
Love is an irresistible desire to be irresistibly desired
Caroline følte sig i et øjeblik fristet til at løfte sin hånd og flette fingrene ind mellem hans igen, bare for at prøve det af. Hun undlod dog at følge impulsen og trak blot lidt på smilebåndet, imens hun nikkede en enkelt gang. ”Skyldig,” bemærkede hun, med et muntert glimt i øjnene. ”Men hver ting til sin tid.” Hun hævede begge øjenbryn lidt og så i et øjeblik sigende på ham, før hun slap ham helt med blikket og i stedet atter engang nød udsigten og alle lysene ude på gaden. Der var ikke meget tvivl om at han måtte have ret i at der var endnu smukkere ved juletid, men det var nu slet ikke dårligt lige nu.
Hun drejede hovedet igen, da han gav hendes hånd et umærkeligt klem. Det plantede et svagt smil på hendes læber, som forblev derpå, imens han fiskede efter mobilen og hun selv kløede sig lidt på armen, mere for at beskæftige sine fingre end fordi det rent faktisk kløede. Så snart den lille skærm foran hende viste et ganske klart billede af hendes grannevø forekom små ligegyldige bevægelser dog temmelig unødvendige. Hun så fascineret på det lille billede med et varmt smil og kunne ikke sige sig fri for at blive helt blød om hjertet over hans rynkede lille babyansigt. Kommentaren, der fulgte, var helt ubrugelig, men heller ikke ligefrem resultatet af stor tankevirksomhed. Hun så op på Eric og rystede lidt på hovedet uden yderligere bemærkninger, før et skævt smil hev i hendes mundvige og hun fnøs muntert. ”Mon dog?” Begge hendes øjenbryn røg lidt op i et øjeblik, før hun så tilbage på maskinen med en lille spekulativ rynke i panden.
Det var et underligt lille apparat og hun betragtede det med hovedet lidt på skrå og en fornemmelse af at enhver muggler ville tro hun lige var faldet ned fra månen, hvis hun stillede dem det samme spørgsmål. Ved Erics svar så hun op på ham igen og så i et øjeblik ud til at tænke sig om. ”Altså... Hvad er det? Hvad bruger man den til? Hvor har den billederne henne? Det ligner jo en magisk genstand med den måde tingene bare... Dukker frem på.” Hun så ned på det lille apparat igen og fortrød i lille et øjeblik, at hun ikke havde taget mugglerstudier.
Tag: Eric Wolfe ● Outfit: Here
|
|
Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on Sept 1, 2011 10:27:49 GMT
Who knows if I'm ready or not? Only time will tell... ...Who knows if we're ready to make this something? Eric smilede skævt mens hans fingre stadig gled ned over hendes og nikkede så sin enighed sekundet før han også satte ord på den ”Mhm... det var heller ikke nogen af delene jeg satsede på skulle være det store samtaleemne i aften.” han så på hende i tavshed nogle øjeblikke, før han fulgte hendes blik ud af vinduet kortvarigt og så slap hendes hånd helt for at kunne vise hende det lovede billede.
Selvom han betragtede billedet at lille George på hovedet, var hans smil lige så varmt og beundrende som hendes og hans drillende kommentar om hendes fætter, kærligt ment. Han rynkede brynene lidt uden at holde op med at smile, mens han betragtede det lille vidunder på skærmen ”Han er lillebitte..” han så hurtigt op og skar en lille grimasse mens han holdt den ene hånd lidt op ”Han kunne ikke nå omkring min finger med de der små, tykke fingre.” hans mundvige trak endnu lidt op, før det blev afløst af et spørgende blik, da hun spurgte ind til selve apparatet i stedet for.
Han smilede stadig, men ikke af morskab over spørgsmålet, der fra alle andre end hende, ville have fået ham til at grine vantro, men simpelthen fordi han befandt sig godt. Den lille rynke over hans næseryg blev dog mere fremtrædende som hun fortsatte. Det var ikke så ligetil at forklare en umådeligt triviel mugglerting for en magiker. Nogenlunde lige så ligetil, som første gang han selv havde spurgt, hvordan de forskellige bolde til Quidditch kunne flyve, hvordan kostene kunne flyve og hvordan det meste andet i den magiske verden fungerede. Ting der for størstedelen af hans skolekammerater, havde været taget for givet, men som for ham havde været ganske uforståeligt og umådeligt fascinerende.
Han forstod derfor glimrende Carolines skepsis og hendes nysgerrighed og smilede skævt igen mens han tænkte sig om ”Det er vel også en form for magi. Mugglere er bare utroligt glade for, at kunne forklare ting. Alt skal have en grund og en videnskabelig forklaring, så har de det bedst.” han så på hende et lille øjeblik før han fortsatte ”Men det hedder en telefon og dens primære funktion er, at man kan snakke med folk over større distancer ved hjælp af den.” han tog den op i den ene hånd igen, trykkede et par gange mod skærmen og vendte den så mod hende igen, hvor skærmen ny var prydet af et ret så komisk billede af hans lillesøster, storsmilende og iklædt en hovedpragt, der mindede umiskendeligt om et par store, sorte museører ”Hvis jeg for eksempel havde brug for at tale med Alice, så skal jeg bare taste nummeret der som står under hendes billede og så sender min telefon signal til hendes over et netværk og så kan vi tale sammen på den måde.” han tav nogle sekunder og så på hende for at lure, om det gav nogen som helst mening for hende. Så fortsatte han og trykkede imens på skærmen igen ”Billederne tager jeg med kameraet som er indbygget i telefonen. Når man så har gjort det, bliver de gemt i den og man kan sende dem til sine venner, hvis man vil.” han løftede telefonen lidt så den var ud for hendes ansigt, så selv på skærmen i mens og sekundet efter lyste en rød lampe kortvarigt op. Han smilede og lagde så telefonen ned på bordet igen, vendte den mod hende og afslørede nu et billede af Caroline selv ”Sådan...” han lagde hovedet lidt på skrå og så spørgende på hende ”Giver det nogen som helst mening for dig?”
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
(Words) :: 691 ~ (Tag) :: Caroline Abbey ~ (Outfit) :: Here ~ (Notes) :: ---
|
|
|
Post by Caroline Abbey on Sept 1, 2011 13:17:39 GMT
Love is an irresistible desire to be irresistibly desired
Caroline smilede blot og rystede svagt på hovedet. Han havde fuldstændig ret i at ingen af de tunge emner havde noget at gøre i samtalen, men på en eller anden måde lykkedes det politik at snige sig med i stort set alt hvad hun foretog sig. Om det var en arbejdsskade eller en permanent del af den hun var, var hun ikke fuldstændig sikker på, men at det var tilfældet, var der ikke rigtig nogen tvivl om. Hun lod det dog denne gang ligge og overgav sig villigt til i stedet at betragte det lille nye individ med lettere strålende øjne.
Erics ord fik det blot til at trække yderligere op i hendes mundvige. Hun lagde hovedet lidt på skrå og måtte begrænse sig lidt for ikke at komme med de sædvanlige lyde man nu engang kom med, når man hørte om det der muligvis lige nu virkede som verdens kæreste skabning. I stedet nøjedes hun med at betragte ham med et varmt smil. ”Det lyder også udfordrende,” bemærkede hun med et lettere drillende glimt i øjnene, før hun rømmede sig lidt og skiftede emnet fuldstændig.
Hun så på det lille apparat med en fremtrædende, tænksom rynke i panden og så op på Eric igen, imens han begyndte en længere forklaring. Det var ikke alt sammen lige logisk, selvom hun genkendte ord som telefon og nikkede forstående. Hun lyttede til hvert et ord, uden at se mindre skeptisk ud efterfølgende. Hans afsluttende bemærkning fik dog et lille smil frem på hendes læber , før hun vippede en flad hånd lidt frem og tilbage i luften. ”Både og. Altså. Jeg ved godt hvad en telefon og et... Fjernsyn er, men hvad har telefoner at gøre med kameraer og hvordan kan der være sådan et ind i sådan en lille kasse der uden at der er en skrumpebesværgelse involveret?”
Tag: Eric Wolfe ● Outfit: Here
|
|
Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on Sept 1, 2011 18:45:02 GMT
Who knows if I'm ready or not? Only time will tell... ...Who knows if we're ready to make this something? Eric smilede bredt mens de fortsatte på emnet det nyeste medlem af Abbey-familien og blottede nogle sekunder tænderne i et lydløst grin. Så fnøs han muntert og stak den ene pegefinger lidt i vejret og så påtaget skeptisk skeptisk på den ”Måske er det i virkeligheden mig der har pølsefingrene når alt kommer til alt.” han så skælmsk op på hende igen, grinede og lod så sin hånd falde ned på bordet mellem dem igen.
Kort efter var selvsamme hånd dog igen optaget, denne gang af mobiltelefonen mens han forsøgte at forklare for Caroline hvordan det lille apparat virkede. Han smilede skævt som hun fortsatte da han selv tav med et spørgsmål og trak let på skuldrene ”Hmm.. ikke det helt store måske, men det er ganske smart at have det hele i ét. Synes jeg i hvert fald.” han kastede et hurtigt blik ned på den lille skærm hvor billedet af hende stadig stod klart nogle sekunder før skærmen tonede ned og han så op igen ”Så har man altid et kamera på sig, hvis der nu lige er noget der viser sig værd at tage billeder af.” han rynkede brynene en smule mens han fortsatte ”For eksempel da jeg vidste en af mine kammerater ledte efter en bestemt udgave af en bog og faldt over den et sted. Så kunne jeg tage et billede af den, sende det til hende og på den måde være sikker på det var den rigtige før jeg købte den for hende.” han smilede skævt og så ned på skærmen igen der nu gik i sort. Han løftede hovedet endnu en gang og rynkede panden spekulativt før han, smilede opgivende og fortsatte igen med en lille grimasse og en let hovedrysten ”Hvis jeg skal være helt ærlig, så aner jeg det ikke. De bliver ved at kunne lave det mindre og mindre og mere og mere kompakt.” han nikkede ned mod telefonen igen ”Og der er masser af andre ting og funktioner i den ud over lige telefon og kamera.”
Han åbnede munden efter et øjeblik fro at fortsætte, men endte i stedet med at sidde et øjeblik med let adskilte læber, da han fangede samme tjener som før ud af den ene øjenkrog. Denne gang med to noget større tallerkener på armen og kurs direkte mod dem. Han fangede Carolines blik igen, smilede undskyldende og lænede sig så tilbage, mens han greb mobilen igen, og lagde den ud til den ene side, i stedet for at putte den tilbage i lommen. Kort efter stod der en fyldt tallerken og et glas rødvin foran dem begge. Eric greb om stilken på glasset og løftede det let, før han gik i stå igen og så på Caroline med et skævt smil ”Jeg er blank for mere at skåle på lige nu.” indrømmede han og drejede glasset lidt mellem fingrene.
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
(Words) :: 554 ~ (Tag) :: Caroline Abbey ~ (Outfit) :: Here ~ (Notes) :: ---
|
|
|
Post by Caroline Abbey on Sept 2, 2011 19:06:50 GMT
Love is an irresistible desire to be irresistibly desired
Caroline trak lidt på smilebåndet og hævede et enkelt øjenbryn, uden dog reelt at sige andet end hvad hun sagde med det blik hun sendte Eric. Noget ved hans spøgefulde og lette humør var både smittende og frygtelig tiltrækkende. Et øjeblik efter skiftede hun dog lige så interesseret, omend stadig lettere skeptisk, sin opmærksomhed til mobiltelefonen i hans hånd og rynkede panden lidt. Hun lagde hovedet lidt på skrå og prøvede at forestille sig hvordan alt det han nævnte skulle kunne være derinde uden magisk indvirkning, men fejlede tydeligvis.
Midt i sin koncentration registrerede hun knap at han viste hende et billede af hende selv, men da hendes blik igen faldt til den lille miniatureversion i rød kjole, bundfældede det sig at han tydeligvis måtte have ret i at man kunne tage billeder med apparatet, som han omtalte som en telefon, selvom den tydeligvis var alt mulig andet. Hun lyttede tavst til hans videre forklaringer, nikkede og trak så på smilebåndet da han resignerede lidt og sagde lige præcis det hun havde tænkt, bare med andre ord. ”Det er en altmulig-maskine,” konkluderede hun med et skævt smil, før også hun blev afbrudt, som tjeneren dukkede op ved bordet med hovedretten.
Præcis som Eric, lænede hun sig i et øjeblik lidt bagud, imens maden blev serveret og vinen sat foran dem. Hun så interesseret ned på tallerkenen, takkede tjeneren og fulgte derefter trop og løftede både sit vinglas og sit blik med et lille smil og et afventende ansigtsudtryk. Da Eric, i stede for at skåle, sagde, at han ikke vidste for hvad det skulle være for, hev det yderligere lidt i hendes mundvige, før hun rynkede panden spekulativt. ”For...” Hun vippede hovedet ganske lidt fra side til side imens hun overvejede. ”... For at lære nye ting.” Med et selvsikkert smil rakte hun glasset lidt frem og lod det møde hans med endnu en lille lyd til følge, før hun løftede det til sine egne læber og tog en prøvende tår. Hun satte det fra sig med tilfreds mine og tog fat om både gaffel og kniv, imens hun så interesseret ned på maden.
Tag: Eric Wolfe ● Outfit: Here
|
|
Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on Sept 3, 2011 11:19:11 GMT
Who knows if I'm ready or not? Only time will tell... ...Who knows if we're ready to make this something? Eric betragtede Carolines lette panderynken med antydningen af et smil. Nogle sekunder var det dog ikke mobiltelefonen hans tanker kredsede om, men derimod forsøgte han at komme på, om han nogensinde før havde skænket en tanke nøjagtigt hvór brune hendes øjne var, eller hvor køn hun var når hun smilede. Det havde været en impulsiv handling at illustrere sin egen pointe ved at tage et billede af hende, med telefonens indbyggede kamera, men nu han igen kastede et blik først på den lille skærm og derefter på hende, fandt han sig selv ganske tilfreds med, at han ville have netop et billede af hende, når han vendte tilbage til Norfolk senere på aftenen. Hvad de svage, men insisterende sommerfugle i hans mellemgulv egentligt forsøgte at fortælle ham, slap han for at tænke yderligere på, da Caroline med vanlig snusfornuft, og et glimt i de brune øjne, konkluderede den nemmeste måde at beskrive det lille apparat på. Eric nikkede og smilede skævt ”Dét er vist en ganske glimrende måde at opsummere det på. Det er en af de der ting, som de fleste mugglere har ligeså svært ved at undvære, som vi har ved at undvære vores tryllestave.” han havde med vilje sænket stemmen lidt og lænet sig lidt mere frem, for ikke at de anderledes ord og vendinger, skulle komme uvidende ører ved. Han tav igen, og så hende i øjnene mens han igen overvejede at række ud efter hendes hånd. Han nåede dog aldrig så langt, før tjeneren kom med både mad og drikke til dem igen og han lænede sig som Caroline tilbage i stolen igen. Maden duftede skønt, men han ventede lidt, og løftede i stedet sit glas med vin og gik der i stå med et skævt smil. Så trak det alligevel op i begge mundvige og han smilede charmerende til hende mens han nikkede en enkelt gang og lod sit glas møde hende ”For at lære nye ting..” gentog han og smagte som hende på vinen, før ha satte glasset fra sig og begyndte at spise i stedet. - - - - - De spiste, dog ikke i tavshed, men med snak der flød lettere som minutterne gik. Minutter der var alt for nemme at glemme, men som alligevel uvægerligt bragte dem tættere og tættere på en afslutning, som han for sin egen part, havde mindre og mindre lyst til. Der var dog ikke noget at gøre. En tidsvender var ikke lige noget han gik rundt med i lommen og i stedet lænede han sig tilbage i stolen med en lille mæt og tilfreds lyd, da tallerkenen var tom og han havde lagt bestikket fra sig. Han betragtede hende igen hen over bordet med et lille smil ”Jeg tror det var meget klogt vi ikke bestilte dessert lige med det samme..” en lille munter lyd undslap ham og han lænede sig frem igen.
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
(Words) :: 542 ~ (Tag) :: Caroline Abbey ~ (Outfit) :: Here ~ (Notes) :: ---
|
|
|
Post by Caroline Abbey on Sept 5, 2011 8:36:51 GMT
Love is an irresistible desire to be irresistibly desired
Caroline lagde hovedet lidt på skrå og betragtede apparatet en sidste gang inden hun selv hævede sit glas i luften. Erics ord omkring mugglernes afhængighed af den lille klods, sammenlignet med magikernes ditto af deres tryllestave, satte tankerne i gang hos hende, uden at hun dog brugte yderligere ord på at spørge ind til præcis hvad han mente. I stedet drejede hun sin opmærksomhed over på vin, mad, en passende skål og Erics smil, der uværgeligt smittede. - - - - - - - - - - - - - - Det var med et lavmælt suk og en yderst tilfreds mine, at hun senere lænede sig lidt tilbage i stolen. Hun så ned på sin tomme tallerken i et øjeblik, men løftede så atter blikket til Eric foran hende og hævede begge øjenbryn med et skævt smil over hans bemærkning. ”Formentlig. Det skulle nødig blive en vane, det der med at efterlade urørt dessert,” kommenterede hun, med et glimt i øjet og en henvisning til de kager han uforvarende havde ladet blive i hendes lejlighed efter sit første besøg. Hun følte sig behagelig mæt, uden ligefrem at være proppet, og lænede sig imod stoleryggen imens hun betragtede ham med et lille smil lurende i mundvigene. ”Ved du hvad klokken er?” Hendes ene hånd fandt uforvarende bordpladen igen og trommede en usammenhængende rytme, som hun flyttede lidt på sine ben under bordet og så spørgende på ham. Tag: Eric Wolfe ● Outfit: Here
|
|
Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on Sept 5, 2011 15:34:40 GMT
Who knows if I'm ready or not? Only time will tell... ...Who knows if we're ready to make this something? Eric udstødte et lille muntert fnys ved Carolines drillende konklusion på dessert-emnet og rynkede så brynene spekulativt, mens han lænede sig frem igen med et underfundigt smil ”På den anden side, så har jeg altid en grund til at komme tilbage, hvis jeg nu sørger for at 'glemme' noget hver gang, ikke?” drillede han retorisk og tav så igen for blot at falde tilbage til at betragte hende med et lille uudgrundeligt smil.
Hans ene hånd var på egen akkort på vej hen over bordpladen igen, mod hendes, da hun brød tavsheden igen og han trak den instinktivt til sig igen og løftede i stedet den modsatte arm og kastede et blik på uret der sad på hans håndled ”Lidt over otte...” han lod armen falde igen og så spørgende på hende ”Jeg har et par timer endnu...” han gik i stå et kort øjeblik og fortsatte så ”Har du lyst til dessert eller skal vi finde på noget andet?” han rynkede brynene let igen og lod igen sin anden hånd glide over dugen. Denne gang nåede den hendes og han listede den ind under hendes, løftede sin egen lidt og lod sine fingre glide ind mellem hendes ”Vi kunne... udnytte at vejret er til det og gå en tur i parken.” han smilede prøvende ”De kloge siger det er sundt når man lige har spist, har jeg hørt.” han tav endnu en gang, og så afventende på hende.
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
(Words) :: 288 ~ (Tag) :: Caroline Abbey ~ (Outfit) :: Here ~ (Notes) :: ---
|
|
|
Post by Caroline Abbey on Sept 5, 2011 16:33:23 GMT
Love is an irresistible desire to be irresistibly desired
Caroline hævede begge øjenbryn en anelse og så i et øjeblik tavst på Eric. Det sitrede lidt i hendes mundvige, uden at der rigtig kom noget smil ud af det. Antydningen af morskab over hans ord var dog alligevel af spore i et par sigende rynker ved øjnene. ”Var det kagerne du kom efter denne gang?” Hun lagde hovedet lidt på skrå og fugtede læberne, uden at slippe ham med blikket, som var lige dele undersøgende og drillende. Der var trods alt ikke rigtig nogen tvivl om at hans uopfordrede og uanmeldte besøg ikke havde den fjerneste tilknytning til de kager han havde efterladt i lejligheden for flere uger tilbage. Tanken om det, som det derimod havde en tilknytning til, gav hende stadig en underlig sugende følelse i maven og klokken var et glimrende og dejlig konkret emne at aflede både sig selv og Eric med i stedet. Hun nikkede kort og smilede antydningsvist til ham, før hun rynkede panden antydningsvist og i stedet rystede på hovedet til den første del af hans spørgsmål. Mere mad ville være risikabelt og hun havde aldrig rigtig været det helt store dessert-menneske i det hele taget. Idéerne om søde sager var da også ret langt væk, da han listede sin hånd ind under hendes. Hun sænkede blikket til deres sammenflettede fingre og tog en enkelt dyb indånding. Inden hun nåede at spørge ind til hvad 'noget andet' indebar, havde han dog halvt om halvt svaret på det selv. Hun så op på ham og smilede lidt, imens sommerfuglen flaksede endnu en tur rundt i hendes maveregion. ”Mm. Det kan vi godt,” svarede hun, lettere tamt og temmelig tabt for bevingede ord. - - - - - - - - - - - - - - Solen var så småt på vej ned og glimtede i en varm orange farve bag trækronerne i parken. Det var et smukt syn og Caroline betragtede det tavst med en svag skygge af et smil på læberne. Hun tog en dyb indånding af den varme sommerluft og kastede et sideblik på Eric. Det burde næsten være forbudt at have helt så god en første date, men her var de. Hendes fingre var, stadig temmelig uvant, flettet ind imellem hans igen og føltes varmere end normalt. Alligevel havde hun ingen trang til at trække hånden til sig. Tværtimod gav hun hans et lille klem og sukkede lavmælt. De var ikke de eneste, der havde fundet på at gå en tur i parken, men hun ignorerede det faktum, at firs procent af de resterende var kæreste- eller ægtepar, som gik meget lig dem selv langs stierne, hånd i hånd eller arm i arm. Tag: Eric Wolfe ● Outfit: Here
|
|
Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on Sept 5, 2011 20:52:28 GMT
Who knows if I'm ready or not? Only time will tell... ...Who knows if we're ready to make this something? Eric havde endnu engang den lyseblå hat på plads på sit korte hår, mens han med fingrene flettet ind mellem Carolines gik langs den lange sø i Hyde Park. Han var tavs og det var hun også, men det føltes ikke længere så akavet som tidligere, nærmere det modsatte. Et lille uudgrundeligt smil som ikke helt ville forsvinde igen, krusede sig på hans læber og afslørede ham som værende glimrende tilfreds med situationen.
Han lod tankerne flyve mens de gik i tavshed og vendte først tilbage til nuet igen, da han mærkede hendes fingre lukke sig tættere om hans et kort øjeblik. Han drejede hovedet mod hende og smilede varmt mens han gav hendes hånd et lille klem tilbage. Han gik et par skridt længere mens han igen vendte blikket ud over søen de gik langs og grinede lydløst over to ænder der sloges om et stykke brød og på samme tid nægtede at skænke en tanke, at de gik der på lånt tid.
Han stoppede efter endnu et lille stykke, hvor de lige havde passeret en bænk ved søbredden og tog et skridt til siden, mens han drejede hovedet og så på hende igen ”Jeg kan slet ikke huske hvornår jeg sidst var her..” han smilede skævt, blev så mere alvorlig uden at smilet forsvandt eller han slap hende med blikket ”Jeg har haft en virkelig god aften, Carrie.. tak..” han smilede let tøvende igen. Slap så hendes hånd og lagde i stedet armen om hendes skulder og trak hende lidt ind mod sig selv med et lille suk ”Men jeg kunne godt have brugt et par timer mere..” han skævede til hendes ansigt med et lille skælmsk smil og gav denne gang hendes skulder et klem før han blev tavs igen og blot blev stående, uvillig til at slippe hende igen lige med det samme.
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
(Words) :: 337 ~ (Tag) :: Caroline Abbey ~ (Outfit) :: Here ~ (Notes) :: ---
|
|