Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on Aug 21, 2011 21:56:49 GMT
My heart's beginning to... ...slightly overrule my head. Eric smilede skævt endnu en gang og nikkede svagt, mens han rømmede sig igen og blot så søgende på hendes ansigt det korte øjeblik hun så væk og ud af vinduet. Han lagde som før ikke skjul på at have betragtet hende da hun igen drejede hovedet mod ham og mødte hans blik. I stedet smilede han lidt bredere og nikkede så langsomt en enkelt gang til hendes konstatering på hans ord og lod en lille bekræftende lyd følge efter ”Mhm..” langsomt gled hans tanker væk fra emnet de egentligt snakkede om, mens hans fingre strøg håret om bag hendes øre og synes ti gange vigtigere end hvad det end lige var de havde snakket om.
I stedet kapitulerede han og overgav sig til den alt for korte følelse af hendes hånd mod sit lår og efterfølgende sin egen hånd der lagde sig over hendes. Den tavse øjenkontakt var igen intens intil han tog beslutningen for dem begge og lod deres læber mødes endnu en gang. Svagt tøvende, men alligevel insisterende, mens han uden bevidst tanke villigt flettede sine fingre ind mellem hende da hun vendte hånden.
Han bøjede sig en smule længere frem for at følge hende da hun brød fri, endnu en gang uvillig til at lade hende komme for langt væk, men tvang alligevel sig selv til at trække hovede lidt tilbage og åbne øjnene. Han smilede tilfredst som han mødte hendes blik igen og slap ikke hendes hånd. I stedet gav han den et lille klem og satte sig lidt tilbage igen. I tankerne havde han halvt lænet sig frem igen. I virkeligheden nåede han lige at åbne munden for at ville sige noget, da vognen tog farten af, trak ind til kantstenen og gik i hold.
Eric lukkede munden igen og mødte chaufførens blik i bakspejlet og fik et svagt drillende tilbage, mens den midaldrende mand smilede vidende og proklamerede ”Det bliver 4,35£.” Eric nikkede med et skævt smil, gav Carolines hånd et hurtigt klem mere og slab den så, for at finde sin pung frem og hurtigt betale. Han så på Caroline igen og smilede hurtigt ”Endestation.. et øjeblik, så skal jeg være der.” han åbnede døren i sin egen side og ventede et øjeblik mens en bil passerede. Åbnede den så helt og steg ud, lukkede døren og gik rundt om bilen i den hensigt at åbne døren for Caroline også.
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
(Words) :: 456 ~ (Tag) :: Caroline Abbey ~ (Outfit) :: Here ~ (Notes) :: ---
|
|
|
Post by Caroline Abbey on Aug 22, 2011 12:03:52 GMT
When something is missing in your life ... It usually turns out to be someone
Caroline smilede tilfredst imod Erics læber, som sommerfuglene flaksede rundt i hendes tomme mave. Hun gav ikke sig selv tid til reelt at tænke over det forsat lettere absurde i at sidde og flette fingre med ham på bagsædet af et mugglerkøretøj på vej imod en restaurant. Det var alt for behageligt til at ødelægge med hendes sædvanlige spekulationer om rigtigt og forkert. Ikke engang, da hun trak hovedet tilbage og åbnede øjnene, kunne hun med god samvittighed sige, at hun fortrød. Hun trykkede blot læberne lidt sammen og smilede uudgrundeligt, som han gav hendes hånd et klem. Modsat Eric, havde hun intet behov for samtale. Hun ville alligevel ikke ane hvad hun skulle sige.
Hun lænede sig tilbage imod sædet, nogenlunde samtidig med, at vognen begyndte at tage farten af. Hendes blik flakkede lidt, før hun så ud af vinduet i sin egen side, uden at fange chaufførens drillende blik eller Erics reaktion på det. I et øjeblik var der næsten stille, med undtagelse af bilens svage brummen og den svage lyd af penge, der skiftede hænder.
Caroline så over på Eric, nikkede en enkelt gang og undgik at forsøge at lure hvordan man egentlig åbnede. I stedet lukkede hun blot hænderne omkring sin taske og jakke og sendte chaufføren et enkelt høfligt smil i bagspejlet, før døren gik op igen og hun steg ud af bilen. Det var en underlig oplevelse, som så mange andre, men da først hun stod på benene på fortovet igen, var det alligevel ikke så uvant. Det var bare en restaurant. En date. Eric.
Hun løftede blikket og så på ham med et lille smil, før hun hævede begge øjenbryn en anelse, opfordrende, stadig med den svage antydning af hans smag på sine læber. ”Så...”
Tag: Eric Wolfe ● Outfit: Here
|
|
Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on Aug 22, 2011 12:37:11 GMT
My heart's beginning to... ...slightly overrule my head. Bilens trillen til holdt og chaufførens stemme tog beslutningen for Eric, allerede inden han reelt havde stillet sig selv spørgsmålet mentalt. Han slap med en lille modvillig følelse hendes hånd og sørgede for, at manden bag rattet fik både sin betaling, lidt ekstra og ønsket om en fortsat god dag, og derpå selv steg ude af bilen. Mens han gik rundt om den tog han endnu en dyb indånding, og forsøgte atter en gang, at bilde sig selv ind, at der ikke var noget usædvandligt ved situationen. Ud over det faktum, at han efter sigende burde være hos en kriseramt slægtning, og at den unge kvinde han havde inviteret på en regulær date, var selvsamme pige, der for 15 år siden havde slået ham i hovedet med en plasticskovl, og som han senere havde brugt syv års skolegang på at slås verbalt med.
Lidt mod sin vilje fik begge tanker ham til at smile underfundigt, mens han trykkede håndtaget på bildøren ned og åbnede den for Caroline. Smilet hang stadig ved, mens han roligt betragtede hende stige ud af bilen og et øjeblik lod blikket falde til hendes ganske nydelige ben. Så smækkede han døren i bag hende og løftede kort en hånd til hilsen til chaufføren, mens den sorte bil igen trak ud fra kantstenen og forsvandt i trafikken.
Selv vendte han sig mod Caroline igen og løftede et øjenbryn over et let drillende blik og smil ”Så... skal vi lige op på tredie..” han pegede op mod den øverste række vinduer i den store, hvide bygning de stod foran, der lå lige på hjørnet. Han kneb et kort øjeblik øjnene lidt tænksomt sammen og for sig selv vippede han imellem at tage hendes hånd igen, eller fortsætte med at være den gentleman, der på de fleste tidspunkter kom med uniformen. Vægtskålen endte med at vippe ud i sidste muligheds favør og han løftede sin venstre arm opfordrende mod hende med et nyt varmt smil, mens han nikkede antydningsvist til en ældre kvinde der passerede dem og øjensynligt kom til at smile spontant over det diskrete sceneri. Erics eget blik var dog meget mere interesseret i at hvile på Caroline, mens den bløde følelse af hendes læber mod hans stadig hang tydeligt i hans tanker.
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
(Words) :: 412 ~ (Tag) :: Caroline Abbey ~ (Outfit) :: Here ~ (Notes) :: ---
|
|
|
Post by Caroline Abbey on Aug 22, 2011 15:37:54 GMT
When something is missing in your life ... It usually turns out to be someone
Caroline tog en enkelt dyb indånding, før hun trådte ud på fortovet og fandt balancen i de høje hæle. Det var et held at hun havde tilbragt adskillige år i lignende fodtøj, for hun havde ikke det store overskud til at overveje hvordan hun placerede sine fødder lige nu. Hendes opmærksomhed lå i stedet på Eric og på deres omgivelser, som hun ikke mindedes at have set tidligere. I det hele taget var de dele af London hun bevægede sig rundt i til hverdag forholdsvis begrænsede. Takket være spektral transferens, susepulver og effektiviteten af både interne memos og uglepost. Hun var ikke engang fuldstændig sikker på hvor de var henne længere, men for en enkelt gangs skyld generede det hende ikke. Hvor de end befandt sig, så var det langt væk fra kendte ansigter. Her kunne hun undlade at bekymre sig over hvorvidt de ville støde ind i familie og venner og i stedet bruge sin energi på at lade som om, at situationen ikke var bare en lille smule akavet. Hun synes selv, at hun klarede det glimrende med et smil og en lille selvsikker opfordring, men kunne alligevel ikke lade være med at bide kortvarigt ned omkring sin underlæbe lige bagefter.
Som Eric åbnede munden og pegede opad, løftede hun i et øjeblik hovedet og nikkede så. Hun var halvvejs ved at tage sig sammen og selv føre an, da han rakte sin venstre arm ud til hende. Begge hendes øjenbryn røg en smule op, men så løftede hun sin højre hånd, smilede lettere drillende til ham og lod den finde til hvile oven på det blå uniformsærme. Hun gav hans arm et enkelt hurtigt klem, præcis som hun i bilen havde gjort med hans lår, og modstod fristelsen til at komme med en flabet kommentar om velopdragenhed.
Tag: Eric Wolfe ● Outfit: Here
|
|
Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on Aug 22, 2011 18:51:08 GMT
My heart's beginning to... ...slightly overrule my head. Eric var et øjeblik ved instinktivt at række den ene hånd frem mod Caroline da hun steg ud af bilen, men tog sig i det og tog i stedet fat om toppen af bildøren med begge hænder, indtil hun var ude og han lukkede den bag hende. Hans blik gled uden egentlig bevidst tanke, hurtigt fra hendes fødder i de høje hæle og opefter indtil de nåede hendes brune øjne og han med et smil fortsatte den sætning hun havde påbegyndt.
Nogle få sekunder holdt han næsten vejret, mens han stod med den ene arm løftet opfordrende mod hende. Da hun tog imod den fremstrakte arm, kunne han ikke lade være at smile lidt bredere og ranke sig, ganske tilfreds med situationen. Smilet blev varmt og blikket hvilede uudgrundeligt på hende et øjeblik eller to, før han slog ud med den frie hånd og gik imod indgangen til bygningen, der førte ind til både trappen og elevatoren. Begge muligheder for at komme længere op i bygningen.
Han åbnede døren med den frie hånd og stoppede så nogle skidt inde i den lille opgang og så spørgende på Caroline ”Trappe eller elevator?” smilet blev svagt drillende mens han nikkede mod elevatoren ”Den burde ikke være værre end dem I har i ministeriet. Ikke at jeg nogensinde har prøvet dem, kun hørt om dem.” hans blik blev nysgerrigt, mens han alligevel tog valget for dem og tog de få skridt frem mod elevatoren og trykkede på knappen på væggen, hvorved en pil pegende opad begyndte at lyse. Han så dog stadigt selv på Caroline ”De kører både vandret og lodret, ikke?”
Et lille ding meldte elevatorkabinens ankomst og sekundet efter gled de tunge døre op, og han førte dem begge indenfor i det lille rum, for så at trykke på endnu en knap, denne gang med tallet tre. Dørene gled i igen og lukkede dem inde i en firkantet, lydtæt og privat boble, der med en et lille ryk satte i gang og bevægede sig op. Eric flyttede lidt på fødderne og skævede til Caroline før han så ligefrem igen. Så rømmede han sig lavmælt og spændte ubevidst i armen hendes hånd hvilede på. Han skævede til siden igen, og vendte sig så lettere brat om mod hende, lod den frie hånd lægge sig bag hendes nakke, bøjede sig lidt og pressede sine læber mod hendes igen, fast besluttet på at udnytte de få sekunder de var helt alene, mens elevatoren bevægede sig opefter.
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
(Words) :: 477 ~ (Tag) :: Caroline Abbey ~ (Outfit) :: Here ~ (Notes) :: ---
|
|
|
Post by Caroline Abbey on Aug 22, 2011 23:29:58 GMT
When something is missing in your life ... It usually turns out to be someone
Carolines hoved forblev drejet en anelse til siden og hendes blik på Eric, som hendes hånd landede på hans arm. Den lille sommerfugl flaksede atter engang en uforklarlig tur rundt i hendes mave, uden at hun helt kunne lade være med at smile. Det var tåbeligt, men i det øjeblik slog en af Eilionoirs bedre guldkorn fra deres sidste samtale hende og hun vendte hovedet væk igen, ligesom smilet stivnede kortvarigt på hendes læber. Det tog den samme tid at tvinge den meget insisterende, skræmmende og dybt malplacerede tanke langt tilbage i hendes bevidsthed, som det tog at nå ind i opgangen. Da Eric atter engang henvendte sig til hende, formåede hun derfor at besvare hans blik uden at ligne en på vej til skafottet og rynkede blot panden en lille anelse, før hun lod blikket falde til sine sko og smilede skævt. ”Mmh,” brummede hun. ”De er berygtede.”
Hendes fingre lukkede sig i et øjeblik i et lidt fastere greb omkring hans arm, som han satte retningen imod elevatoren, men så slap hun atter og fulgte uproblematisk med, fortsat smilende skævt og fortsat fornægtende venindens forslag, der stadig pressede sig dybt irriterende på i baghovedet. Hun standsede og nikkede bekræftende til spørgsmålet. ”Vandret, lodret, tilsyneladende på tværs til tider. Og hurtigt. Det er helt unødvendigt at få pulsen op i sin fritid, hvis bare man befinder sig i en af dem et par gange om dagen.” I et kort øjeblik hævede hun sine øjenbryn sigende, men så lød den lille lyd, der annoncerede elevatorens ankomst og hun drejede hovedet. ”Men sådan er mugglernes ikke, vel?” Som de gik ind, så hun sig lidt rundt, nysgerrigt. Det lignede i hvert fald ikke det mindste. Det lille ryk den satte i gang med var alt andet end dramatisk og hun konkluderede, at det heller ikke føltes som ministeriets.
Meget længere i sine spekulationer nåede hun dog ikke, før Eric gjorde en brat bevægelse og erobrede hendes læber. En lavmælt, overrasket lyd forlod hende, men så slappede hun af imod ham og besvarede det temmelig krævende kys. Hun var temmelig sikker på at heller ikke mugglere anså det for særlig god praksis at overfalde hinanden i elevatorer på vej imod restauranter på tredje sal, men gav pokker i det, som hendes eneste frie hånd, der før havde ligget på hans arm, fandt hans nakke. Hun var ivrig efter at slette den tåbelige tanke fra før helt fra sin bevidsthed og druknede den villigt i den berusende følelse af Erics mere og mere velkendte kys. Alt, alt for hurtigt, stoppede elevatorens fart opad dog. Hun løsrev sig et øjeblik før det tidligere 'ding' lød igen og rømmede sig lavmælt, som hun glattede sit hår lidt med den hånd, der ikke holdt jakken. Et lettere smørret smil hvilede afslørende på hendes læber, som hun denne gang gjorde kort proces med de galante manerer og fangede hans hånd i sin.
Tag: Eric Wolfe ● Outfit: Here
|
|
Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on Aug 23, 2011 12:06:34 GMT
My heart's beginning to... ...slightly overrule my head. Eric gengældte Caroline skæve smil da hun bekræftede hvad han havde hørt af rygter om transporten mellem afdelingerne i ministeriet. Hans blik faldt nogle sekunder da han mærkede hendes fingre lukkede sig tættere om sin arm, omend det kun var kortvarigt og løftede så blikket til hendes ansigt dag hun fortsatte med at tale. Han hævede begge øjenbryn lidt mens hun uddybede de ministerielle elevatorers evner og fløjtede lavt et øjeblik, indtil lyden der indikerede elevatorens ankomst lød og han så på døren der endnu var lukket. Så rystede han på hovedet med et skævt smil mens de fortsatte ind i selve elevatoren ”Ikke lige nej. Der er kun to muligheder. Op eller ned. Det er så nemt.” Han løftede blikket mod loftet i den lille kabine mens han talte og tav så, mens dørene gled i og elevatoren med et blødt ryk satte i bevægelse. Hans næste handling var mere en impuls end en egentlig overvejet handling, men da han først havde vendt sig og lagt den ene hånd bag hendes nakke, havde han ikke skyggen af intention om at stoppe eller fortryde. I stedet lagde han mere kraft bag, da han mærkede Carolines hånd lukke sig om hans egen nakke, mens hun villigt gengældte hans impulsivitet og lod sig glide med på bølgen atter en gang. En lavmælt, nydende lyd forlod ham, mens det blot syntes som blev behovet for at mærke hendes læber blot større i stedet for at blive stillet, for hver gang det skete. Den klare fornemmelse af, at elevatoren tog farten af, fik også ham til at trække sig tilbage igen. Den efterfølgende lyd var aldeles uvelkommen og han rømmede sig som Caroline, mens han rakte op og rettede på sin hat, der var røget en smule på sned. Han skævede til siden på hende og kom til at smile skævt, lige på grænsen til et grin. Latteren var tydelig i hans blik, omend han formåede at holde den fra at komme på lyd. Han så svagt overrasket ned, da han mærkede hendes hånd lukkede sig om sin egen. Smilede så bredt og lukkede selv sine fingre om hendes og gav hendes hånd et lille klem, mens elevatorens døre gled op igen. De afslørede et stort rum, inddelt i flere små kroge der gav en illusion af privatliv midt i en ellers hektisk arbejdsplads. Der var dog ikke overfyldt, på trods af ugedagen og Eric nåede i tankerne kort at ræsonnere, at det nok mere havde noget at gøre med tidspunktet de kom på, som måske var en time eller to tidligere end de fleste andre middagsaftaler. Han beholdt Carolines hånd i sin, smilede hurtigt til hende og bevægede sig så hen mod en lille pult, hvor en yngre kvinde stod bøjet over en opslået notesbog. Hun rettede sig dog smilende op som de nærmere sig og så spørgende fra den ene til den anden. Eric gengældte venligt smilet og rømmede sig hurtigt igen ”Wolfe, bord til to.” kvinden så ned i bogen foran sig, nikkede så og stregede noget ud, før hun greb to læderindbundne menukort fra en bunke ved siden af sig og slog opfordrende ud med den ene hånd ”Hvis I følger med mig...” Eric nikkede og så kort på Caroline igen, før han, med hende, fulgte efter den fremmede kvinde hen til et bord lige ved de store glasvinduer ud til gaden og byen på den anden side af bygningen, end de var kommet ind fra. Kvinden lagde menukortene fra sig ud for hver sin stol, smilede og nikkede igen og forsvandt så tilbage på sin plads. Eric greb per ren indbanket vane op og tog hurtigt sin hat af hovedet igen, for så at slippe Carolines hånd og i stedet bruge sin egen til at trække den ene stol ud fra bordet og se afventende på hende med et smil der stadig i mundvigene, gemte på den lille hemmmelighed om, hvad der var foregået i elevatoren på vej op.
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
(Words) :: 751 ~ (Tag) :: Caroline Abbey ~ (Outfit) :: Here ~ (Notes) :: ---
|
|
|
Post by Caroline Abbey on Aug 23, 2011 13:46:17 GMT
When something is missing in your life ... It usually turns out to be someone
Caroline druknede de uvelkomne spekulationer i den temmelig påtrængende fornemmelse af Erics læber imod hendes. Hun slap fuldstændig for at hæve sig op på tæerne, eftersom hun allerede var det i de høje hæle. At det dog ikke var særlig prominent i hendes tanker i det hele taget, kunne dog ikke rigtig undre nogen. Hun var, i de få sekunder de tiltuskede sig, fuldstændig opslugt. Mere avlede kun mere og der gik kun alt, alt for kort tid, før hun måtte hive sig selv fri, ganske uvilligt, men alligevel med et lettere smørret smil.
I det stille sekunder inden dørene gik op, hvor de begge rettede på henholdsvis hår og hat og smilede en anelse fjoget, kom Caroline til at overveje i hvor høj grad de lignede to teenagere endnu. Deres lettere uhæmmede, tøjlesløse opførsel og det lidt for stærke træk imellem dem, var lige dele noget, der mindede hende om det rent hormonelle behov for flere år tilbage, og noget der, hvis hun tænkte nærmere over det, faktisk skræmte hende en smule. Hun var ikke vandt til at have så lidt kontrol med hvad hun selv foretog sig og det var ikke en ensidigt behagelig fornemmelse at miste taget så grundigt i hans selskab. Alligevel kunne hun ikke lade være med at lade det trække afslørende i sine mundvige, som hans fingre flettede sig ind imellem hendes og de forlod elevatoren, for at gå ind i det store rum, der var restauranten. Hun så sig nysgerrigt rundt imens de gik og forsøgte atter engang at abstrahere fra en enlig sommerfugls flaksen rundt i hendes mave, som hun tog det hele ind. Det var alt for pænt og med et lille smil på sine læber, glædede hun sig evindeligt over at være hoppet i den røde kjole. Den gjorde sig aldeles glimrende her og stod overhovedet ikke ud som værende for meget. Tværtimod.
Hun smilede høfligt til værtinden ved pulten, fugtede sine læber per refleks og nikkede så til opfordringen, før hun sende Eric et enkelt, kortvarigt blik. Selv i de vældig voksne, pæne omgivelser, følte hun sig stadig en smule som om hun var sytten år og styret af sine impulser igen. Hun spillede dog rollen som fornuftig og selvsikker toogtyveårig rimelig overbevisende, da hun fulgte kvinden hen imod bordet og et øjeblik senere fandt sig selv siddende ned med jakken hen over stoleryggen. Et pudsigt smil hvilede på hendes læber, imens Eric fandt på plads overfor og hun kiggede atter engang rundt og ud på udsigten, før hun tog sig sammen til at bryde stilheden. ”Her er virkelig...” Hun hævede begge øjenbryn og ledte efter et mindre simpelt ord, uden at finde det. ”... Smukt.”
Tag: Eric Wolfe ● Outfit: Here
|
|
Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on Aug 23, 2011 20:57:12 GMT
My heart's beginning to... ...slightly overrule my head. Om han så havde villet, kunne Eric ikke tørre det let smørrede smil af ansigtet som de forlod elevatoren og kort efter var på vej i hælene på den smilende værtinde der anviste dem deres bord og så forlod dem igen. Hans blik gled afsøgende rundt og han smilede for sig selv, tilfreds med at finde, at stedet så ud som han huskede det, selvom det var nogen tid siden han sidst havde været her. Igen opmærksom på følelsen af hendes fingre mellem sine egne, blev næste tanke, at det også var på lidt andre præmisser han var her denne gang, hvor de tidligere besøg havde været med gode venner og altid i flok, var han her nu med lige netop Caroline og uden nogen klar fornemmelse af, hvordan aftenen ville ende og endnu mindre hvad den ville anspore i nærmeste fremtid.
Hatten var hurtigt i den ene hånd i stedet for hovedet mens han med den anden trak den røde polstrede stol nærmest Caroline ud, og skubbede den ind under hende som hun satte sig, og skubbede samtidigt sine egne tanker i baggrunden igen og koncentrerede sig om nuet. Han trak stolen overfor hende ud og satte sig mens han lagde sin hat fra sig på bordet til venstre for sig og ubevidst kørte en hånd over det korte hår før han så på hende med et uudgrundeligt blik henover bordet og så smilede varmt ”Det har jeg også altid syntes.” han tav et øjeblik og lod så underarmene hvile mod bordkanten mens han fortsatte ”Jeg er glad for du er enig.” han drejede hovedet og så et øjeblik ud på gaden under dem og fortsatte uden at se tilbage på hende lige med det samme ”I december, når det bliver tidligt mørkt og alle lysene er ude ser det helt fantastisk ud heroppefra.” han så tilbage på hende og et løfte om at tage hende tilbage til samme sted senere på året for at opleve det, døde før den nåede længere end til hans tanker. Han smilede skævt og følte sig et øjeblik nervøs igen og afledte sig selv ved et ganske basalt og trivielt spørgsmål ”Hvad har du lyst til at få at drikke?” mentalt gav han sig selv et nakkedrag, men vedblev at se spørgende på hende med et lille smil i mundvigen.
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
(Words) :: 444 ~ (Tag) :: Caroline Abbey ~ (Outfit) :: Here ~ (Notes) :: ---
|
|
|
Post by Caroline Abbey on Aug 23, 2011 21:54:29 GMT
When something is missing in your life ... It usually turns out to be someone
Caroline krydsede det ene ben over det andet under bordet og satte sig ret op og ned i stolen, uden overhovedet at skænke det en tanke. Hun foldede sine hænder over dugen og betragtede Eric lige dele nysgerrigt og nervøst, efter at hendes blik havde vandret undersøgende rundt i lokalet. Hun trak lidt på smilebåndet og nikkede, imens hun bed en bekræftende, men unødvendig kommentar i sig. Selvom skønhed var subjektivt, var det trods alt nok de færreste, der ikke ville mene at både lokalet og især udsigten var bare en lille smule imponerende, men det var ikke noget særlig holdbart emne.
Lige som ham drejede hun derfor blot tavst hovedet ud imod gaden og så ned på lysene og de biler, der susede forbi. Hun nåede lige netop at overveje hvordan de dog nogensinde skulle klare en hel aften i tavshed, da han brød stilheden og hev hendes blik tilbage på ham. Hun smilede reelt og så interesseret på ham, uden at hendes tanker bevægede sig i samme forbudte retning som hans gjorde. ”Det kan det vel næsten ikke undgå at gøre. Mugglerne hænger også lysguirlander ud, gør de ikke? Og gran? Og har juletræer? Var der ikke en jul engang, hvor vi...?” Hun gik i stå, smilede skævt og rømmede sig lidt, bevidst om sin egen perlerække af ubesvarede spørgsmål og om de lidt underlige emner som både jul og deres fælles historie var.
Erics spørgsmål var en aldeles glimrende redning fra en lettere akavet stemning. Hun rynkede panden lidt og trak på skuldrene, før hun åbnede menu-kortet op og slog om på bagerste side. ”Det kommer vel an på...” Hendes blik bevægede sig nedad og hendes stemme nåede at dø ud, før hun løftede hovedet og så op på ham med et lille drillende smil. ”... Jeg tror måske det er fint at droppe eksperimenterne med vin denne gang, før du skal tilbage, mmh? Og eftersom det er det eneste ud over vand jeg kan genkende her, så er jeg lidt på bar bund, Eric.” Hun rømmede sig, men trods en hvis usikkerhed, smilede hun stadig, som hun hævede et øjenbryn. ”... Det er din verden det her.”
Tag: Eric Wolfe ● Outfit: Here
|
|
Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on Aug 24, 2011 12:30:02 GMT
My heart's beginning to... ...slightly overrule my head. Eric brugte de få øjeblikke i tavshed til at se ud over gaden under dem. Hans tanker fløj ikke på langfart igen, tværimod var hele hans opmærksomhed stadig på Caroline omend hans blik nogle sekunder ikke var det. Så drejede han hovedet og så igen på hende, mens han bøjede den ene arm, så den hvilede langs bordkanten foran ham og lagde den anden hånd fladt på bordet, paralelt med bestikket og den dækketallerken der allerede stod der.
Han gengældte ubevidst hendes smil og nikkede til hvert af hendes spørgsmål, mens smilet voksede lidt for hvert nik indtil hun tav, uden at gøre sin sætning færdig. Han hævede begge øjenbryn svagt og færdiggjorde så uden tøven sætningen for hende ”..hvor vi tog ud for at fælde juletræer sammen, jo.” han blottede tænderne i et skævt, afslappet smil ”Jeg har stadig traumer over synet af både din og min egen far med hver deres økse.” han skar en lille grimasse og kradsede et kort sekund i dugen med pegefingeren mens smilet blev varmt igen ”De to tosser, Riley, Mary, Alice, Andy, du og jeg hvis jeg husker rigtigt. Pakket ind til ukendelighed og med ud i skoven. Og mor derhjemme med Terry fordi han kun lige var begyndt at stavre rundt.” han rystede på hovedet med endnu et smil ”Et af de år der rent faktisk var sne.” han tav igen, og bare så hende i øjnene nogle lange øjeblikke, mens adskillige underholdende billeder fra netop den omtalte jul passerede forbi hans indre blik.
Så rømmede han sig svagt og slog blikket ned, for så at gribe til menukortet som hende og slå op på bagerste side. Han lod blikket glide ned over mulighederne og smilede så bredt af hendes ord, før han så op og smilede ligeså drillende tilbage med en lille skuldertrækning ”Det gik ellers så glimrende sidst..” smilet svandt lidt uden at forsvinde helt og han fik en svag tænksom rynke i panden som hun fortsatte ”Så må jeg jo gøre mit bedste for at vise dig det bedste af den.” han lagde hovedet lidt på sned før han fortsatte ”Mon ikke et enkelt glas går? Det ville næsten være synd at lade være lige i aften.” han så spørgende på hende for et tegn på accept. Dernæst så han igen ned på menukortet og bladrede tilbage om på første side, før han skævede over på hende igen ”Forret, eller dessert eller begge dele. Alle muligheder er åbne.” han smilede svagt drillende og så så selv ned endnu en gang.
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
(Words) :: 497 ~ (Tag) :: Caroline Abbey ~ (Outfit) :: Here ~ (Notes) :: ---
|
|
|
Post by Caroline Abbey on Aug 24, 2011 14:53:10 GMT
When something is missing in your life ... It usually turns out to be someone
Carolines smil voksede lidt, som Eric færdiggjorde hendes sætning. Hun nikkede og trykkede læberne lidt sammen omkring en munter lyd, imens det vage billede af familien Wolfe og Abbey, på jagt efter det rigtige træ, gendannedes for hendes indre blik. Det var sært, at tænke så langt tilbage imens de sad der. At forestille sig lige præcis de mennesker han nævnte futtende lystigt igennem sneen, snakkende, legende. Hun gik lidt i stå, imens et ukarakteristisk drømmende smil fandt sin vej til hende. Det virkede nærmest som om det var foregået i et andet liv, men hun huskede det som en god tid. Det meste af den i hvert fald. Efter at have siddet tavs i et par underlige øjeblikke, rømmede hun sig lidt og nikkede igen, tavst. Hun vadede ikke yderligere rundt i det gamle fælles minde, men vendte sin koncentration imod den sidste side på menukortet og så interesseret på fremmede ord for drikkevarer. Nogle mente hun at have hørt engang i en fjern fortid i netop familien Wolfes hus, men hvad det var, anede hun ikke.
Da hun atter så op på Eric, var hun mere nærværende. Hun hævede et enkelt øjenbryn, men kunne ikke lade være med at smile lidt og i sit stille sind at give ham ret. Hvis det ikke havde været for lige præcis den omtalte vin, var hun virkelig ikke sikker på, at hun ville sidde hvor hun sad nu. Det ville have været vældig meget nemmere, men knapt så spændende, trods alt. Hun nikkede til hans konklusion med et skævt smil og trak så lidt på skuldrene. ”Hvis du synes det? Jeg tænkte bare... Der bliver nok ikke serveret vin hos din fiktive syge tante.” Hun smilede drillende, men viftede så lidt med den ene hånd og nikkede. ”... Jo. Det går nok.”
Ligesom Eric, så hun tilbage ned i menukortet og bladrede frem til de første par sider. ”Hm,” brummede hun tænksomt, imens hendes tomme mave gjorde knuder i protest igen. Hendes blik vandrede tænksomt ned af flere sider, med sædvanlig grundighed, før hun endelig så op igen med et lille smil. ”Brøndkarsesuppe og lam?” Hun hævede begge øjenbryn en anelse, men smilede stadig. I det mindste var lige præcis den del af menukortet ikke særlig langt fra hvad hendes familie kunne finde på at servere, selvom hun tvivlede på at se dirigible blommer nogen steder.
Tag: Eric Wolfe ● Outfit: Here
|
|
Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on Aug 24, 2011 17:27:16 GMT
My heart's beginning to... ...slightly overrule my head. Eric sad nogle øjeblikke endnu og smilede halvt for sig selv, og halvt til Caroline, mens den lille del af deres fælles fortid passerede revy for hans indre blik. Han valgte dog ikke at forfølge emnet mere, rømmede sig i stedet lydløst, mens han trak hånden der lå fladt på bordet, til sig igen og i stedet lukkede den om det opslåede menukort. Endnu et skævt smil brød frem da Caroline ikke protesterede mod et enkelt glas vin og han så op på hende igen med en lille skuldertrækning ”Nok ikke, men jeg tror godt jeg kan holde det som en hemmelighed.” han hævede et øjenbryn og så drilsk udfordrende på hende ”Med mindre du har tænkt dig at kontakte min overordnede og udlevere mig?” en lille munter lyd forlod ham mens han igen sænkede blikket til udvalget på menuen, men smilet blev hængende på hans læber.
Han sad med tre mulige valg i tankerne, da Caroline talte igen og han så op og ind i hendes brune øjne. Han smilede igen og nikkede så langsomt en enkelt gang før han satte ord på det glimt der nu var i hans blik ”Suppe kan jeg altid overtales til..” han så drillende på hende og nikkede så igen ”Men det lyder som et valg jeg kan tilslutte mig.” han lukkede sit eget kort sammen og lagde det fra sig til højre for tallerkenen mens han fortsatte ”Og hvis der er plads til dessert efter det, så kan vi beslutte os der.” han så stadigt smilende på hende og flyttede så blikket søgende ud i rummet igen.
Der gik ikke alt for længe før han fik øjenkontakt med en tjener og løftede hånden let for at tiltrække vedkommendes opmærksomhed. Efter at have fået et kort nik til svar, sænkede han armen igen og drejede ansigt og blik mod Caroline igen. Hans ene hånd landede igen fladt lidt inde på bordpladen og han rynkede et kort sekund brynene før han smilede drillende igen ”Fik du sorteret brevene færdigt i tide?” han formåede at se nogenlunde uskyldigt på hende, selvom hans blik afslørede ham tydeligt.
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
(Words) :: 413 ~ (Tag) :: Caroline Abbey ~ (Outfit) :: Here ~ (Notes) :: ---
|
|
|
Post by Caroline Abbey on Aug 24, 2011 18:31:59 GMT
When something is missing in your life ... It usually turns out to be someone
Caroline fnøs lavmælt, med hænderne lukket omkring menukortet. Hendes øjne spillede muntert, som hun så over på Eric og rystede langsomt på hovedet. ”Jeg burde næsten gøre det, ikke? Med den forskrækkelse du gav mig tidligere?” Hun hævede begge øjenbryn i en let udfordring, men kunne i sidste ende ikke holde masken og kom til at smile skævt. Sommerfuglen tog endnu en runde i tomrummet, før hun koncentrerede sig om menuen foran hende og rynkede panden lidt, tabt i ligegyldige spekulationer om forretter og kød.
Da hun atter engang løftede hovedet, var udtrykket i hendes ansigt kortvarigt en anelse spørgende. Erics svar hev dog blot i hendes mundvige og hun nikkede, inden hun foldede kortet sammen, lagde det fra sig på bordet længst ud imod resten af restauranten og tog en dyb indånding med et tilfredst smil. Hun drejede hovedet en anelse til siden og antydningen af det lettere drømmende blik var tilbage, som hun så ud på lysene, farverne og livet i denne fremmede del af hendes nuværende hjemby. Selvom hun ikke så på Eric, var hendes opmærksomhed dog hele tiden mindst halvvejs på ham og hans korte udveksling med tjeneren.
Han var umulig at ignorere, desværre præcis ligesom alle de kværnende spekulationer, der blev ved med at hamre på de blokader hun havde sat op. Hun var udmærket klar over, at hun på et eller andet tidspunkt blev nødt til at tage sig af dem, men lige nu sad de i et smukt lokale og han var stadig lige præcis lige så godt selskab som hele tiden. Det nægtede hun at smadre, som hun smadrede så meget andet. Hun drejede derfor blot hovedet imod ham igen, lagde det lidt på skrå og hævede et enkelt øjenbryn, imens hun lod endnu et skævt smil trække op i sine mundvige. ”Det kommer helt an på hvad din definition af ”i tide” er. Jeg nåede det ikke da jeg ville have nået det, men... Så nåede jeg så meget andet.” Endnu engang trykkede hun læberne lidt sammen, omend der denne gang ikke kom nogen munter lyd. Hun rømmede sig lavmælt og fugtede dem selvbevidst, men nægtede at lade den pinlige tavshed falde igen. I et pludseligt og for engang skyld ikke særlig gennemtænkt indfald, udbrød hun derfor uopfordret et ”Jeg kom til at fortælle min veninde, at vi havde... At du og jeg. At vi... Ja.” Hun rømmede sig igen og rynkede panden lidt. ”Ikke at det er en national hemmelighed eller noget dårligt på nogen måde, men jeg foretrækker faktisk at det bliver... Holdt stille. Forstår du?”
Tag: Eric Wolfe ● Outfit: Here
|
|
Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on Aug 24, 2011 20:52:18 GMT
My heart's beginning to... ...slightly overrule my head. Eric skar en lidende grimasse og løftede et øjeblik begge hænder i en opgivende gestus ”Så tror man, at man kommer i den gode sags tjeneste og så skal man straffes.” han smilede bredt som han fangede hendes blik igen og rystede på hovedet med et lille fnys og koncentrerede sig så om udvalget af mad og drikke.
Valget var hurtigt og smertefrit gjort og efter at have fanget tjenerens opmærksomhed, rettede han igen sin egen mod Caroline og fandt efter lidt tanketvang en kommentar, som drillende blev serveret med et indforstået smil. Et smil der kun blev bredere som hun svarede på den og han igen forsøgte sig med et uskyldigt blik der fejlede ”Distraktioner er der alle vegne og de behøver ikke alle være dårlige.” han skævede hurtigt ud af vinduet blot for at se tilbage på hende næsten med det samme da hun rømmede sig. Hans bryn trak sig lidt nedefter, mens han fik en klar fornemmelse af, at der var noget hun brændte inde med.
Han lænede sig lidt ind over bordet uden at tænke over det og så opfordrende på hende. Der gik ikke mere end et par sekunder før hun begyndte at tale, spontant, men ærligt og han rynkede brynene lidt mere, mens han tavst lyttede til hende. Han smilede svagt ved hendes første indrømmelse og nikkede bare for at vise han var med og lod så en hvis alvor indfinde sig som hun fortsatte. Han sad lidt og så uudgrundeligt på hende. Så skubbede han langsomt sin venstre hånd hen over dugen og lukkede den om hendes håndled mens han nikkede let en enkelt gang og smilede svagt, men forsikrende ”Jeg er med.. og jeg er enig.” han trak ikke hånden til sig igen, men strøg tommelfingeren blidt over hendes håndryg og smilede fortsat varmt, selvom alvoren stadig var i hans blik ”Så længe jeg..” han gik i stå og fortsatte næsten straks igen, blot med en lille rettelse ”..vi, ikke helt ved hvad det her er, så foretrækker jeg også det bliver mellem os.” han skar en lille, let forlegende grimasse og kom så med sin egen indrømmelse ”Og derudover er du ikke den eneste der har vendt den med en ven.” han revnede spontant i et bredt smil ved tanken om Noahs reaktion da et navn var kommet på banen og så sigende på Caroline igen, uden at afsløre hvem vennen var, for ikke at gøre situationen mere akavet end den behøvede være ”Han var vældigt underholdende da han fik sin øl i den gale hals dog. Det er rart at vide man stadig kan overraske ham.” smilet blev skævt og han rystede lidt på hovedet, mens han ubevidst fortsatte med at stryge hende håndryg.
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
(Words) :: 522 ~ (Tag) :: Caroline Abbey ~ (Outfit) :: Here ~ (Notes) :: ---
|
|