|
Post by Caroline Abbey on Aug 24, 2011 22:03:19 GMT
Love is an irresistible desire to be irresistibly desired
Caroline hævede blot et enkelt øjenbryn og smilede sigende til Eric hen over bordet. Hun kommenterede ikke hans falske indignation, men vendte blot sin opmærksomhed imod menukortet med et skævt smil, der kun langsomt fadede ud.
Efter bestillingen var afgivet og de blot sad tilbage, afventende, foldede hun hænderne foran sig på bordet og rystede lidt på hovedet. Hun fugtede sine læber lidt nervøst, men mærkede stadig et afslørende træk i sine mundvige over hans forsøg på en uskyldig mine. Den stod i lidt for stærk kontrast til hendes levende minder om lige præcis de distraktioner han nævnte og hun rømmede sig en anelse, bevidst om hvor tydelige hendes tankebaner var, før hun brat skiftede emne – og så alligevel ikke.
Hendes blik flakkede i et kort sekund, som Erics hånd lagde sig hen over hendes egen, men hun trak den ikke til sig og mærkede kun sommerfuglen flakse endnu mere hektisk rundt. Hun nikkede langsomt, rømmede sig igen og smilede svagt. Atter engang havde hun følelsen af at være seksten år gammel igen, men denne gang var det ikke hormoner, der var grunden. Hendes blik hvilede på ham, som han talte, uden at hun afbrød eller supplerede med sine egne tanker. Da han nævnte, at det ikke kun var Eilionoir, der var blevet indviet i deres foretagelser, hævede hun begge øjenbryn spørgende. Hun sagde stadig intet, men lyttede fortsat.
Hendes øjenbryn faldt ned, som hun rynkede panden. Tankerne kørte stille og roligt hen imod en konklusion, som spredte en umiskendelig rosa farve i hendes kinder og gjorde hende en anelse tør i halsen. Hun rømmede sig lavmælt og tyggede lidt på sin underlæbe, imens hun gjorde sit yderste for at bide en snert af irritation i sig. ”Noah,” gættede hun, temmelig sikker i sin sag. Det var kun med nød og næppe at hun holdt et bandeord fra sine læber og i stedet blot sukkede lavmælt og opgivende. ”Fedt,” sagde hun ironisk, før hun alligevel kom til at smile lidt, som hun så på ham. ”Så det bliver mellem os... Og hele min nærmeste familie?” Hun hævede begge øjenbryn og så sigende på ham, med skyggen af et drillende smil på læberne.
Tag: Eric Wolfe ● Outfit: Here
|
|
Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on Aug 25, 2011 11:31:25 GMT
Who knows if I'm ready or not? Only time will tell... ...Who knows if we're ready to make this something? Erics muntre, drillende mine forsvandt langsomt til fordel for alvor og en svag panderynken. Smilet forsvandt dog aldrig helt, men blev ved at lure i den ene mundvig, som en helt naturlig reaktion, når hans blik faldt på Caroline. En let murren i hans mellemgulv der intet havde med sult at gøre, fortalte ham klart og tydeligt, at hun ikke var den eneste der var påvirket af både tidligere hændelser og den nuværende situation. Det både beroligede ham og gjorde ham underligt usikker, uden at han endnu var sikker på hvorfor.
Hans hånd der lagde sig over hendes var en halvt instinktiv handling, han fulgte ganske simpelt hvad der føltes naturligt og hvad han selv havde lyst til at gøre, i et forsigtigt forsøg på en beroligende gestus. Han overvejede sine ord grundigt inden han begyndte at tale igen. Alligevel dæmrede det hurtigt, at han med sin sidste kommentar alligevel netop havde afsløret at den ven hav havde betroet sig til, var hendes fætter, ligesom det næppe var gået hendes næse forbi i deres skoleår, hvor meget han selv havde hængt ud med selvsamme fætter. Hans blik flakkede et kort øjeblik da hun satte navn på og han rømmede sig alt for selvbevidst, uden dog hverken at be- eller afkræfte hendes spørgende tone. Hans fornuft pippede spagt op om, at han alligeve havde bekræftet det noget så glimrende alene ved de få reaktioner han havde vist hende, og han så let tøvende op på hendes ansigt igen, mens han trak hånden lidt til sig igen og den i stedet endte fladt mod dugen igen, nogenlunde midt på bordpladen.
Så både rømmen han sig og rankede sig og nikkede let som endeligt svar til hende og skar en lille skyldbevidst grimasse mens hun fortsatte. Han rynkede brynene igen og var for sig selv allerede begyndt at stykke tyve forklaringer, undskyldninger og deslige sammen, der dog aldrig nåede at blive til mere end tanke. Antydningen af et drillende smil på hendes læber forvirrede ham et øjeblik, før han selv smilede skævt og prøvende og trak på skuldrene ”Jeg tror ikke du behøver frygte det. Noah har aldrig løbet videre med noget man fortæller ham i fortrolighed.” hans blik genfandt alvor og han så lettere indtrængende på hende uden helt at vide hvad han skulle sige og følte sig mest af alt 15 år gammel igen og taget på fersk gerning i noget han ikke burde have gjort.
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
(Words) :: 452 ~ (Tag) :: Caroline Abbey ~ (Outfit) :: Here ~ (Notes) :: ---
|
|
|
Post by Caroline Abbey on Aug 25, 2011 14:44:24 GMT
Love is an irresistible desire to be irresistibly desired
Caroline rynkede panden en smule, som Eric trak sin hånd til sig igen. Hun fokuserede en stor del af sin koncentration på ikke at lade sin indignation over hans valg af person blive alt for tydelig, men var bevidst om, at hun fejlede. I stedet for at lade som om det ikke generede hende den mindste smule, prøvede hun derfor i stedet at lave bare en smule sjov med det. Det sitrede i hendes mundvige, før hun rystede lidt på hovedet og selv rakte ud med sin ene hånd og spejlede hans tidligere handling, ved at lægge den over hans. ”Nej. Det ved jeg godt, Eric. Men alligevel...” Hun hævede øjenbrynene i et kort øjeblik og sukkede igen, før hun gentog sig selv. ”... Jeg ved det godt. Jeg kan bare ikke lide tanken om at det skulle komme videre. Det er så... Mærkeligt.” Hun rynkede panden lidt og tegnede et svagt mønster på hans håndryg, som hendes blik i mellemtiden var faldet til, men inden hun nåede at komme videre med sine betragtninger, dukkede tjeneren fra før op med deres drikkevarer.
Caroline rettede sig lidt op i stolen og trak i samme bevægelse hånden til sig, for at give plads. Hun smilede høfligt og takkede for sit glas med isvand med et lille nik, før hun igen vendte opmærksomheden imod Eric og så lidt bekymret ud. Det var for sent at prøve at bilde ham ind at hun ikke for længst havde overvejet omgivelsernes reaktion på noget der endnu ikke rigtig var noget som helst definerbart og i stedet for at prøve, rømmede hun sig blot og samlede tråden op igen. ”Undskyld. Det er ikke mærkeligt, det er bare uventet og potentielt kompliceret og... Har jeg nævnt at jeg tænker alt for meget?” Hun rynkede pande yderligere, men kom så til at smile skævt og så spørgende på ham. ”Eilionoir mente i øvrigt at du var... Hvad sagde hun nu... En ønskværdig mage?” Hun fnøs lavmælt og sænkede blikket i et øjeblik, uden at kunne skjule sin delvist nervøse morskab.
Tag: Eric Wolfe ● Outfit: Here
|
|
Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on Aug 25, 2011 16:28:33 GMT
Who knows if I'm ready or not? Only time will tell... ...Who knows if we're ready to make this something? Eric holdt blikket på den røde dækketallerken nogle øjeblikke, mens han med rynket pande igen tænkte over, hvordan pokker han skulle redde den spinat han delvist havde trådt i. Det havde ikke ligefrem været meningen, at stemningen, omend den var spændt, skulle tippe over til noget der potentielt kunne ende som grus i maskineriet. Hans tanker stoppede dog, da han ud af øjenkrogen så Caroline løfte den ene hånd og lagde den hen over hans på dugen.
Han løftede blikket igen og mødte hendes, mens det trak forrædderisk i hans mundvige. Han forblev tavs mens hun talte, men antydningen af et smil voksede lidt, mens hendes fingre på hans hånd, fik de små hår på hans arm til at rejse sig som tavs reaktion under jakken og skjorten. Han kneb øjnene lidt sammen og nikkede så langsomt et par gange, mens han tog en dyb indånding, for selv at sætte ord på nogle af sine tanker.
Han nåede det dog aldrig som tjeneren i det samme dukkede op med deres isvand. Som Caroline rettede han sig op i stolen, smilede venligt, takkede og kunne stadig svagt mærke den varme fornemmelse af hendes hånd på sin egen. I stedet lukkede han hånden om sit vandglas og drejede det en halv omgang og mærkede den kølige fornemmelse af kondensvandet på ydersiden mod sin håndflade og samtidigt fandt hendes blik igen med et lille smil. Før han selv fandt på noget at sige, fortsatte Caroline i samme tråd, dog alligevel med en noget lettere stemning. Hans smilede fuldbyrdet igen og rystede afværgende på hovedet før han endelig talte igen ”Intet at undskylde for, Carrie.” han smilede skævt mens han drejede glasset lidt igen og så på hende med hovedet lidt på skrå ”Det ér lidt mærkeligt...” han rynkede brynene lidt i alvor, uden at smilet forsvandt igen ”Det ville være en lodret løgn hvis jeg sagde, at jeg havde regnet med nogensinde at sidde her.. med dig.. og andre ting.” han rømmede sig og så sigende på hende mens smilet blev varmt ”Men jeg har en god fornemmelse..” han så forlegent ned et kort sekund og trak så på skuldrene mens han så op igen.
Han greb ordentligt fat om glasset og løftede det halvt før hånden standsede i luften og han i stedet så spørgende på hende da hun fortsatte. Hans hjerne forsøgte straks at kæde et ansigt sammen med navnet hun gav ham, men mere blev det aldrig til, før en spontan latter forlod ham og fik et midaldrende par nogle borde væk, til at dreje hovederne og se i deres retning. Eric satte hurtigt glasset fra sig igen, mens han lænede sig lidt tilbage i stolen og strøg en hånd over hagen med et smørret grin ”Eilionoir.. mørkhåret, krøller, meninger uden omsvøb?” noget dæmrede svagt, mens han så på Caroline stadig med latteren tydelig i sit blik og ventede på bekræftigelse. Han udstødte en lille munter lyd ”En ønskværdig mage.. den var ny..” han sad lidt og så på hende, kastede så et blik ud af vinduet og kunne ikke helt tørre det smørrede grin af læberne. Han drejede hurtigt ansigtet tilbage mod hende med en spekulativ mine og lænede sig igen frem, mens hans øjenbryn gled drillende i vejret ”Er jeg så det?”
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
(Words) :: 638 ~ (Tag) :: Caroline Abbey ~ (Outfit) :: Here ~ (Notes) :: ---
|
|
|
Post by Caroline Abbey on Aug 25, 2011 21:30:18 GMT
Love is an irresistible desire to be irresistibly desired
Caroline løftede blikket igen som Eric talte og slog hendes undskyldning hen som unødvendig. Hun besvarede hans smil og lukkede selv hånden om sit glas uden at løfte det op fra bordet. I stedet nikkede hun blot, ganske enig i hans konstatering, på trods af at hun lige selv havde sagt det modsatte. Hun rynkede selv panden og rykkede lidt på benene under bordet, skiftede stilling så de byttede plads, alt sammen uden at afbryde ham. Først da han havde talt ud og hun med endnu et nik havde erklæret at hun havde hørt ham, skar hun igennem med en helt irrelevant oplysning og undlod at kommentere på hvorvidt hun også havde en god fornemmelse. Det ville også have været dumt at kaste sig ud i, eftersom hun vitterlig ikke anede hvilken fornemmelse hun egentlig havde. Hendes mening omkring hvad det nu end lige var de havde gang i skiftede alligevel konstant og de eneste to ting hun for alvor var sikker på var, at hun ikke havde lyst til at lade det ende og at hun var dødnervøs for hvordan og hvornår det til sidst alligevel ville gøre lige netop det.
Eilionoirs kommentar fra Carolines eget besøg i Godrics Hollow undslap hendes læber som en nogenlunde bevidst emneskifter og havde da også held til at lette stemningen mærkbart. Hun kvalte selv en munter lyd og trykkede læberne lidt sammen omkring den imens hun betragtede Eric med spillende øjne. Han så immervæk temmelig godt ud med sit smørrede grin og let overraskede ansigtsudtryk og hun tog sig selv i at give sin veninde ret i sit stille sind, før hun nikkede let til hans spørgsmål. ”Lige præcis hende.” Hun bed lidt ned omkring sin underlæbe og smilede fortsat skævt, som hun så på ham og han gentog hendes ord. Et bekræftende, ”mmh,” forlod hende, uden at hun gjorde anstalter til at uddybe eller udglatte.
Spørgsmålet der fulgte, tværede dog i et øjeblik morskaben af hendes ansigtsudtryk. Sekundet senere var det hendes tur til at grine og hun sænkede hovedet ned imod bordet imens hendes skuldre rystede lidt. Hun tvang det dog rimelig hurtigt på afstand igen og løftede hovedet, klædeligt rosa i kinderne og med et temmelig smørret smil på læberne. Hun hævede begge øjenbryn som hun så på ham og trak på skuldrene. ”Den var jeg vidst selv ude om, ikke?” En lav rømmen fik det sidste af grinet væk, før hun hævede glasset til læberne og tog en lille tår, uden at slippe Eric med blikket. ”Du er... Ganske glimrende.” Hun smilede drillende og satte glasset fra sig igen.
Tag: Eric Wolfe ● Outfit: Here
|
|
Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on Aug 26, 2011 11:41:29 GMT
Who knows if I'm ready or not? Only time will tell... ...Who knows if we're ready to make this something? Eric flyttede lidt på sit ene lange ben, da Carolines ene fod stødte imod hans sko under bordet. Problemet med lange ben var som regel, at de kom i vejen for alle andre, især når man sad ved små borde. Det var dog ikke sammenstødte fødder der tog hans opmærksomhed, men i høj grad kvinden der sad overfor ham og det der ved tilfældighedernes spil, var sat i gang mellem dem. Han havde al mulig lyst til at række ud efter hendes hånd igen, men tog sig i det og lukkede i stedet fingrene lidt tættere om det kolde glas, mens han så hende gøre det samme mens han talte.
Anspændtheden der igen kortvarigt havde indfundet sig, blev effektivt jaget næsten helt på flugt af hendes udlægning af venindens kommentar og han kunne på ingen måde holde sin latter tilbage og hans blik spillede drilsk mod hende som han tyggede lidt mentalt på det stempel han lige uforvarende havde fået sat i panden. Tanken var lettere surrealistisk, men alligevel ikke ubehagelig og han strøg tænksomt den ene hånd over de næsten ikke tilstedeværende skægstubbe på sin hage, mens sommerfuglene beviste deres kunnen indenfor hurtige drejninger i hans mave.
Han forsøgte at tvinge sit brede smil lidt på retur, uden held, og blottede endnu engang tænderne i et bredt smil mens han lænede sig lidt ind over bordet igen og drejede det fyldte glas endnu en omgang mens han med et blik der formelig lyste af narrestreger stillede hende det alt for oplagte spørgsmål. Han slap glasset igen og lod istedet hånden falde ned på dugen igen, mens han nikkede langsomt en enkelt gang da hun fik sin egen latter under kontrol og talte ”Mhm... uden mindste tvivl.” han lagde ansigtet lidt på sned igen, mens hun førte glasset til læberne og drak, før hun drillende svarede ham hen over det. Han grinede smørret igen og udstødte en lille munter lyd. Så nikkede han påtaget overvejende og smilet blev varmt ”Jeg kan leve med glimrende..” han holdt hendes blik fast henover bordet, nogle sekunder ikke desto mindre, før hans eget faldt til hendes smilende læber og han hurtigt hev blikket op til hendes brune øjne igen og mærkede sig selv slappe af.
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
(Words) :: 423 ~ (Tag) :: Caroline Abbey ~ (Outfit) :: Here ~ (Notes) :: ---
|
|
|
Post by Caroline Abbey on Aug 26, 2011 14:30:16 GMT
Love is an irresistible desire to be irresistibly desired
Caroline hverken kunne eller ville skjule sin morskab over Eilionoirs tidligere udtalelse – eller Erics reaktion på den. Selvom hun havde været lettere forfærdet og pinlig berørt over ordene på sit besøg i Godrics Hollow, så virkede den underligt nok ikke lige så grænseoverskridende nu, som hun sad overfor ham de havde handlet om.
Der var andre og mere skræmmende begreber nævnt ved samme lejlighed, som til gengæld ville være præcis lige så malplacerede, forkerte og fejlplacerede nu som tidligere, men dem undgik hun strategisk overhovedet at tænke på, som hun smilede drillende til Eric hen over glasset. Det trak yderligere op i hendes mundvige over hans svar, før hun satte glasset fra sig med en underlig følelse af at være ved at tabe det.
Hans blik på hende var lidt for intenst til at hun helt kunne overskue det, men hun besvarede det immervæk alligevel, uden at blinke, og rømmede sig først lavmælt efter adskillige tavse øjeblikke sådan. I et kort sekund så hun ud af vinduet, men så løftede hun begge øjenbryn en anelse og kiggede tilbage på ham, med en snert af en udfordring i sit blik. ”Du kan også godt få andre adjektiver, men det bliver ikke lige... Her.” Et lille smil sitrede i hendes mundvige, men kom aldrig fuldstændig til udtryk, som hun atter engang løftede glasset til sine læber og tog en tår. Hun satte det fra sig på bordet, rettede sig lidt op igen og kørte et par fingre igennem håret, for at stryge et par totter om bag sit ene øre.
Tag: Eric Wolfe ● Outfit: Here
|
|
Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on Aug 26, 2011 15:31:23 GMT
Who knows if I'm ready or not? Only time will tell... ...Who knows if we're ready to make this something? Det brede, afslappede smil blev delvist siddende på Erics ansigt, selv efter latteren havde lagt sig, uden at han helt tænkte over det og uden at han gjorde noget for at forhindre det. Det var overraskende nemt at slappe af i hendes selskab, på trods af de mange spekulationer der lå og ulmede under overfladen. Det var aldeles uimodståelig ikke at puste lidt til netop de gløder i stedet for at kvæle dem før de fængede og mentalt havde han kapituleret og valgt at følge det hele til ende. En ende han dog ikke havde den mindste anelse om hvad blev.
Den nu næsten konstante murren i hans mellemgulv havde stadig intet med sult at gøre, men blev blot forstærket hver gang deres blikke mødtes. Den fysiske tiltrækning mellem dem var markant og ikke til at komme udenom, men der var alligevel et lille hint af mere end blot det. Mod sin vilje skræmte det ham en smule og var samtidigt lige så svært at ignorere, som et møl ville have ved at ignorere en flamme. Hendes venindes både smigrende og ret direkte kommentar, satte helt nye tanker i gang i hovedet på ham. Nogle han ikke helt havde tilladt sig selv at tænke endnu, men koblingen af Carolines svar, blik og antydningen af et smil, fik dem for alvor til at slå rod og han endte med blot at se uudgrundeligt på hende i adskillinge sekunder, før hun brød øjenkontakten og kort så ud af vinduet.
Han nåede lige at tage en lille mundfuld af sit glas, før hun igen drejede hovedet og mødte hans blik. Han hævede brynene spørgende over hendes svagt udfordrende blik og satte langsomt glasset fra sig, før hånden igen havnede på dugen ved siden af. Hendes ord fik igen hans læber til at trække op i et smil og hans blik fik en sigende glød, der på én gang var drillende og begærligt. Han kneb øjnene lidt sammen og lod fingerspidserne tromme let mod bordet et par gange ”Det, vil jeg se frem til. Ved førstkommende lejlighed..” han holdt hendes blik igen, selv mens hun strøg håret om bag øret og mentale billeder fra tidligere på dagen meldte sig og kun gjorde hans smil bredere.
Ud af øjenkrogen fik han øje på den samme tjener, der nu var på vej ned mod dem igen, denne gang med to tallerkener på den ene arm og en kurv med brød i den anden. Han sendte Caroline et hurtigt blik mere, før han rettede sig helt op og nikkede venligt til tjeneren der nåede frem og satte en tallerken med en dampende suppeskål foran hver af dem, ønskede god appetit og forsvandt igen. Eric så ikke efter ham, men fandt i stedet sit blik søge tilbage til Caroline med det samme igen. Han rakte ud og løftede så i stedet for sin ske, sit vandglas og holdt det lidt frem mod hende med et nyt varmt smil ”For..” han gik i stå og så tænksom ud før han skar en lille grimasse og smilede bredt igen ”..en god aften, og forhåbentligt flere adjektiver en anden god gang.”
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
(Words) :: 581 ~ (Tag) :: Caroline Abbey ~ (Outfit) :: Here ~ (Notes) :: ---
|
|
|
Post by Caroline Abbey on Aug 26, 2011 20:45:31 GMT
Love is an irresistible desire to be irresistibly desired
Caroline synes selv hun mønstrede en helt forbløffende ro, da hun fik leveret sin ikke særlig tvetydige invitation til ikke at lade middagen være sidste gang han kom forbi London. Hun så ikke væk, som han kneb øjnene sammen og hævede blot et enkelt øjenbryn af hans svar, imens det fortsat hev lidt i hendes mundvige. Sommerfuglen i hendes mave levede dog stadig i bedste velgående og slog op til flere halsbrækkende saltomortaler over den glød hun fandt i hans blik og de alt for tydelige billeder det genskabte i hendes hukommelse.
Hun fandt, at hun slet ikke havde noget imod at netop han betragtede hende på den måde, men alligevel gjorde det hende underligt nervøs, på en måde hun ikke var vandt til at være og som hun ikke mente at havde været i lang tid. Men en lav lyd, som hun rømmede sig, nikkede hun som eneste svar til hans ord og fugtede læberne lidt endnu engang, med en enkelt tanke på den læbepomade der lå gemt væk nede i tasken.
Før hun nåede at tage sig sammen til at bøje sig ned efter netop tasken, blev hendes tankerække dog afbrudt som tjeneren dukkede op med suppen. Hun smilede atter engang høfligt og takkede, da skålen blev placeret foran hende. Modsat Eric havde hendes hånd allerede lukket sig omkring skeen, dødsulten som hun var, men da han rakte ud og holdt sit glas frem imod hende, bremsede hun og placerede den i stedet i suppen. Hun smilede undskyldende og løftede så også sit glas for i kort øjeblik at lade det røre hans. Ordene fik hende til at smile lettere smørret, men hun kommenterede ikke på dem. I stedet fik hun kun et ”for en god aften,” over sine egne læber og hævede derpå glasset til dem for at tage en tår.
Som hun satte det ned, smilede hun stadig, men så tillod hun sig at rette opmærksomheden imod det første reelle måltid mad hun havde fået siden lige efter hun stod op. I et minuts tid sad hun blot bøjet en anelse over suppen og spiste, men så løftede hun hovedet lidt og så på ham med et skævt smil. ”Hvis... Du skulle finde på at komme forbi en anden gang, så må du gerne være sød at sende en ugle inden. Okay?” Hun hævede begge øjenbryn lidt, men smilede stadig, imens sommerfuglen tog atter en nervøs runde over det faktum at hun overhovedet bragte muligheden på banen.
Tag: Eric Wolfe ● Outfit: Here
|
|
Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on Aug 26, 2011 23:22:05 GMT
Who knows if I'm ready or not? Only time will tell... ...Who knows if we're ready to make this something? Eric smilede til stadighed uden at bryde øjenkontakten med Caroline hen over bordet. I de få drillende kommentarer der strøg i mellem dem, lå flere ting mellem linierne, ingen af hvilke der gav ham mindre grund til at smile, nærmere tværtimod. Sommerfuglen i hans mave slog en enkelt, tøvende saltomortale, alene ved det faktum, at hun en smule skjult havde åbnet muligheden for, at der kunne blive flere møder. Måske endda ligefrem aftalte og ikke spontane som de sidste to, der var grunden til de sad hvor de nu sad.
Han brugte ikke flere ord på emnet, men sad i stedet blot igen nogle sekunder og så på hende og lod sig først afbryde, da tjeneren fra før kom med deres forret. han smilede igen og hævede et øjenbryn i svagt drilleri, da hun skiftede ske ud med glas og et kort øjeblik lod sit glas møde hans med en lille, klar lyd. Han nikkede en enkelt gang, tog selv en mundfuld af sit glas og satte det derefter fra sig.
Så tog han som hende skeen op og begyndte at spise, og selvom han nød suppen, fik alene tanken om suppe ham til at smile hemmelighedsfuldt for sig selv, mens hans blik med jævne mellemrum gled over på hendes side af bordet. Da han en af gangene fangede hendes blik igen, stoppede han og lod hånden med skeen stå stille lige over tallerkenen. Endnu et klædeligt smil indfandt sig ved hendes ord, fulgt af en lille grimasse før han nikkede let ”Det er en aftale..” han vippede skeen lidt mellem fingrene uden at se ned igen og lagde så selv hovedet lidt på sned og rømmede sig lidt ”Men, det kunne jeg godt. Finde på altså..” han fik en lille rynke mellem brynene, men formåede alligevel at smile skævt ”Hvis du har lyst til at få besøg igen engang vel at mærke.” han sænkede skeen ned i suppen igen, og skubbede en klat creme fraiche lidt formålsløst rundt uden at se ned.
Så skar han endnu en lille grimasse og gav sig selv et mentalt nakkedrag mens han huskede sig selv på, at det jo i bund og grund var det, hun lige havde sagt. I stedet nikkede han mod hendes tallerken, og fyldte sin egen ske igen i mens ”Næsten lige så god som hjemmelavet..” både blik og smil spillede drillende og indforstået mod hende nogle sekunder, før han så ned og koncentrerede sig om at få et par skefulde mere.
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
(Words) :: 464 ~ (Tag) :: Caroline Abbey ~ (Outfit) :: Here ~ (Notes) :: ---
|
|
|
Post by Caroline Abbey on Aug 27, 2011 0:06:31 GMT
Love is an irresistible desire to be irresistibly desired
Caroline havde allerede fra første øjeblik hun lagde blikket på den grønne suppe, slet ikke været i tvivl om hvorvidt hun var sulten. Hun kunne sagtens mærke at hun havde ladet Eric distrahere sig langt væk fra tanken om mad tidligere og selvom det uden tvivl havde været mere end almindelig behageligt, så måtte hun betale for det med et lettere insisterende mavekneb. Det krævede et greb på sig selv ikke bare at kaste sig glubende over maden, men hun kunne aldrig drømme om at slække lige præcis det greb og spiste da også suppen med brød til i god rod og orden. Imens hun sad foroverbøjet sådan, koncentreret, skænkede hun ikke Eric andet end et blik ud af øjenkrogen, men da hun løftede hovedet og henvendte sig til ham, fik han igen i et øjeblik hendes fulde opmærksomhed.
Hun smilede en anelse nervøst og nikkede så til hans bekræftende ord, før hun løftede skeen og spiste videre. Imens han fortsatte, voksede en lille, næsten umærkelig, rynke på hendes pande, men så kom hun til at smile skævt og så op, med let hævede øjenbryn, uden at svare på det drillende spørgsmål. Hun tog i stedet en anden linje og lagde hovedet på skrå. ”Det er vi gode til, det her, hm?” Hun rømmede sig lidt og rettede ryggen uden at slippe skeen, der stadig lå suppen.
Efter et øjeblik tog hun endnu et par skefulde og skyllede det ned med vand. ”Jeg troede det var dig der sagde, at det godt kunne være simpelt?” Hendes ene øjenbryn røg op i en halv udfordring, halvt drilleri, uden at det smil, der lurede i hendes mundvige, for alvor brød frem. I stedet rømmede hun sig atter engang. ”Uanset hvor kompliceret det er, dog... Så må du godt komme forbi og... Distrahere mig en anden gang. Det er bare det jeg siger.”
Tag: Eric Wolfe ● Outfit: Here
|
|
Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on Aug 27, 2011 10:36:00 GMT
Who knows if I'm ready or not? Only time will tell... ...Who knows if we're ready to make this something? Eric rørte uden at tænke over det creme fraichen ud i den grønne suppe, så den endte med at være en del mere lysegrøn end den startede. Den var dog stadig glimrende, og han rakte ud efter endnu et stykke brød, før han mellem skefulde, svarede på Carolines ønske omkring ugler. Hendes skæve smil da hun så op fik ham til at rynke brynene svagt et øjeblik, for så blot at smile tilsvarende skævt og nikke let ”De bedste. Vi er nærmest professionelle.” den lille, meget lille, implikation der lå i det simple ord 'vi', fik det igen til at kilde behageligt i hans mave, selvom hans fornuft straks var klar til at fortælle ham, at han ikke var teenager mere.
Han trak på skuldrene og brækkede et stykke af sit brød som blev dyppet i den grønne suppe før han puttede det i munden og tyggede mens Caroline fortsatte. En lille munter lyd forlod ham og han smilede smørret igen ”Hey, jeg har aldrig påstået jeg altid har ret.” han tog skeen op med den frie hånd igen og nåede at fylde den med suppe før han gik i stå igen og så mere alvorligt på hende som hun fortsatte. Så smilede han varmt og kunne ikke skjule en smule forventning i sit blik, mens han betragtede hende hen over bordet ”Det gør jeg hellere end gerne, Carrie.” han tømte skeen, hvor suppen nu ikke længere kunne betegnes som varm og så så på hende igen og tilføjede efter nogle sekunders betænkning ”Og hvis du nogensinde skulle nærme dig Norfolk, så ved du nu hvor jeg gemmer mig.”
Han spiste videre i tavshed nogle minutter og nærmede sig hurtigt bunden af skålen. Så så han op igen mens han brugte det sidste af sit brød til at tømme skålen helt og så på hende med et lille skævt smil ”Jeg tror forresten også der går et stykke tid inden jeg tager Alice med i Diagonalstræde igen.” han skar en lille grimasse og spiste hurtigt det sidste stykke brød før han fortsatte ”Hvis jeg skal tro øjenvidnerne, så var hun tæt på at blive ædt da hun skulle bruge ti minutter alene i Menageriet.” han slap endnu en lille munter lyd ved tanken og skubbede så sin tallerken lidt ind på bordet og løftede sit glas til læberne.
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
(Words) :: 462 ~ (Tag) :: Caroline Abbey ~ (Outfit) :: Here ~ (Notes) :: ---
|
|
|
Post by Caroline Abbey on Aug 27, 2011 23:31:16 GMT
Love is an irresistible desire to be irresistibly desired
Caroline havde nær himlet med øjnene af dem begge to i skøn samklang af lige dele nervøsitet og forsøg på at nærme sig hinanden. Et eller andet i ordlyden af det de begge havde sagt – om det så var det faktum at de lige pludselig brugte ordet 'vi', eller at det gik op for hende at de egentlig var helt enige om at en gentagelse var en god idé – fik hende dog på andre tanker. I stedet nikkede hun blot, fortsat smilende skævt, og hævede et enkelt sigende øjenbryn som det eneste, før hun fortsatte med et ikke særlig reelt spørgsmål og stak lidt til suppen, uden at slippe ham med blikket.
Den milde udfordring i hendes blik veg, som han trak i land på sin tidligere erklæring om mulighederne for at holde det simpelt, og hun rømmede sig lidt igen, med et selvbevidst smil. ”Nej... Det er vist mig der har for vane at gøre det, er det ikke?”
Hun betragtede ham tavst i et øjeblik, før hun rablede sin nu endnu mere klokkeklare invitation af sig. Efterfølgende tyggede hun lidt på sin underlæbe, men Erics svar plantede et tilfredst smil på hendes læber, inden hun nikkede lidt til hans tilføjelse. Hun tog ganske vist ikke det sidste særlig seriøst, men valgte at holde sine konklusioner, om hvorvidt det nogensinde ville blive relevant, for sig selv. Det var, uanset hvad, et meget sødt tilbud, selvom hun vidste med sig selv at hun aldrig ville tage ham op på det alligevel.
Imens hun skænkede suppen halvfjerds procent af sin opmærksomhed, gennemgik hun dem metodisk i hovedet af ren vane, men som nærmede sig bunden, gik hendes hoved i stedet i gang med at overveje mulige samtaleemner. Hun fandt flere, men brød ikke stilheden med nogen af dem, før han kom hende i forkøbet.
Med et spørgende ansigtsudtryk, løftede hun atter hovedet. Hun placerede skeen i den tomme skål og kom til at smile lidt over hans fortsættelse, som gav tavse løfter om en interessant historie. ”Spændende,” konkluderede hun. ”Har de fået futskolopendre eller kæmpeedderkopper derinde, eller er ekspedienterne bare blevet ekstraordinært nærgående?” Hun hævede begge øjenbryn lidt og løftede glasset til sine læber for at tømme det, før hun lænede sig smilende tilbage, allerede med en lagt mindre brokkelysten mave og med langt mindre nervøsitet i kroppen. De kunne jo tydeligvis sagtens holde en samtale gående og slippe for at føle sig tvunget til at skulle se formålsløst og dybt ind i hinandens øjne i et forsøg på at finde noget, der alligevel ikke var der.
Tag: Eric Wolfe ● Outfit: Here
|
|
Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on Aug 28, 2011 13:25:56 GMT
Who knows if I'm ready or not? Only time will tell... ...Who knows if we're ready to make this something? Eric grinede kort efter at have forsvaret sig selv halvhjertet mod Carolines drillende anklage og så på hende med svagt sammenknebne øjne der stadig spillede drilsk ”Skál jeg svare på det?” han hævede et øjenbryn og så på hende med et skævt sigende smil, før hun fortsatte og cementerede sin invitation fra før. Han flyttede lidt på fødderne under bordet og greb sit glas igen for at have noget at gøre med sine hænder i stedet for at række ud efter hendes hånd igen som han havde lyst til, og kunne ikke selv skjule et tilfreds smil mens han svarede på invitationen og tilføjede sin egen.
Han smilede skævt efter at have taget et andet emne op, og nikkede kort til hendes spørgende blik for så at ryste på hovedet som indledens svar på hendes fortsatte ord ”Jeg så ingen af delene, måske med undtagelse af nærgående ekspedienter.” han udstødte en lille munter lyd og fortsatte så ”Jeg tænkte mig ikke om lige fem minutter og sendte hende alene derind for at vente mens jeg lige løb et andet ærinde. Som jeg fik det udlagt, så var hun ved at komme i klammeri med et kuld hornede hvalpe der efter sigende ikke skulle være så glade for Mugglere.” han skar en lille brødebetynget grimasse ”Men hun blev "reddet" af Young.” han rystede på hovedet med et lille smil ”Jeg har ikke set ham siden I gik ud, men det var nu meget hyggeligt.” han lænede sig lidt ind over bordet igen, efter at have sat glasset fra sig og skubbet sin tallerken længere ind mod midten ”Jeg overvejede næsten at give hende en pygmæpuff som plaster på såret, men jeg er bange for Max ville tro den var et nyt legetøj til ham.” at det derudover ville være ganske uhørt med en lille magisk pelsbold i et mugglerhjem var indlysende, selvom han ikke var i tvivl om at hans yngre søster ville elske det lille dyr. Han rystede smilende på hovedet igen, og så Caroline i øjnene mens hun også tømte skålen med suppe ”Men hun var nu ganske sød som hun stod der med åben mund og polypper og stirrede ned ad gaden. Jeg glemmer hvordan jeg selv reagerede første gang jeg stod der.”
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
(Words) :: 448 ~ (Tag) :: Caroline Abbey ~ (Outfit) :: Here ~ (Notes) :: ---
|
|
|
Post by Caroline Abbey on Aug 28, 2011 18:31:14 GMT
Love is an irresistible desire to be irresistibly desired
Caroline trak lidt på smilebåndet og rystede lidt på hovedet. Det var let af se det hele oppefra og grine lidt af sig selv når man ikke stod i den situation, hvor man netop lige præcis var stædig, påståelig og hårdnakket. Hun sagde dog ikke mere, men sænkede blikket til suppen og rømmede sig lavmælt.
Først da Eric atter engang brød stilheden, vendte hun igen sin opmærksomhed fuldt imod ham med et lille smil. Hun fnøs muntert over svaret på hendes spørgsmål og fulgte interesseret med i den resterende fortælling, uden at afbryde. Først da han han afsluttede sin strøm af ord med et par om både hans egen og hans søsters måben over Diagonalstræde, følte hun selv behov for at sige noget. Hun lukkede fingrene omkring det tomme glas og drejede det langsomt rundt i en cirkel, uden at det slap bordet og uden at hun i øvrigt slap Eric med blikket. ”Jeg ville gerne prøve det,” bemærkede hun. ”At stå på Diagonalstræde første gang – uden at have kendt til vores verden tidligere, med helt uskyldige øjne.” Hun musede lidt med et smil, der havde et hint af det lettere drømmende i sig igen, men slap så glasset og rømmede sig endnu engang. ”Men det var dine selvfølgelig ikke rigtig.” Hun rynkede panden en anelse, men smilede så prøvende til ham og lagde hovedet lidt på skrå. ”Jeg glemte helt at spørge dig hvordan min fætter har det... Udover at han var ved at sprutte med øl. Og Emma og lille George?”
Tag: Eric Wolfe ● Outfit: Here
|
|