Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on May 8, 2011 1:37:41 GMT
We are caught in a haze .. .. .. .. .. .. .. .. On these lazy summer days... Eric slukkede for bruseren og stod et øjeblik før han trak forhænget til side, greb håndklædet på knagen ved siden af og hurtigt gik i gang med at tørre sig. Alene den luksus at kunne tage et bad uden at tænke på at det skulle gøres så hurtigt som muligt og uden at vide hvornår han fik et igen, var nok til at han slappede mere og mere af. Det tog lidt tid at falde ned og trække sig selv ud af de meget faste og strikte rutiner han ellers fulgte til hverdag. Det var dog en kærkommen afveksling og rart at være hjemme. Han fæstnede håndklædet om livet og stillede sig foran spejlet, før han fandt sine barbergrejer frem fra toilettasken på bordet, fyldte vasken halvt med varmt vand og gik i gang med at barbere sig.
Han nåede at blive halvt færdig før det bankede på døren og hans mors stemme lød på den anden side ”Eric?? Er du snart færdig? Jeg behøver dig i køkkenet og der er andre der skal til også.” han skar en grimasse og fortsatte så mens han svarede ”Giv mig lige ti minutter til at få tøj på, mor!” han smilede skævt og fortsatte så ”Sæt Terry til noget fornuftigt for en gangs skyld.” et alt for tydeligt fnys lød fra den anden side af døren, selvom det var mere muntert end irriteret ”Du er ikke for stor at lægge over knæet endnu...” han smilede skævt og hørte hendes skridt fortone sig ned ad gangen ”Terry!! Løsriv dig fra den flimmerkasse og skrub ud og hjælp din far med at tænde op i den grill før han ender med at brænde hele kvarteret ned.” Eric grinede for sig selv, tog et håndklæde og tørrede resterne af barberskum af ansigtet, før han gjorde sig færdig og pakkede sine toiletgrejer sammen.
Han åbnede døren ud til gangen med en lav , ubevidst fløjten. Den var ikke låst og generelt var det aldrig noget hans familie nogensinde havde brugt synderligt. Alle havde respekteret hinandens privatliv, med undtagelse af enkelte svipsere der altid ville forekomme. Han begyndte at gå det korte stykke ned på sit gamle værelse, og var halvvejs da døren ved siden af det gik op, og hans yngste bror kom ud med en alt andet end tilfreds grimasse. Eric hævede et øjenbryn, og fik en vrængende grimasse til gengæld, før Terry forsvandt op mod køkkenet og stuen, mens han selv fortsatte ned på værelset og kom i tøj der ikke var uniform.
Så snart han var påklædt, hvilket ikke tog oceaner af tid, gik han selv op i det hyggelige køkken og blev mødt af synet af sin mor der var i fuld gang med at skære grøntsager ud. Hun så op og smilede varmt, før hun med kniven i sin hånd pegede bestemt mod et stykke frit køkkenbord ”Skær kødet ud for mig, så er du en skat.” Eric smilede drillende, men fandt en kniv og gik i gang med det han havde fået besked på ”Jeg er altid en skat.” Virginia vendte sig halvt og så på ham med et smil og et advarende hævet øjenbryn ”Bare fordi du lige er kommet hjem, behøver du ikke være flabet og tro den hellige grav er velforvaret.” Eric grinede smørret og holdt klogeligt sin mund og fortsatte.
Få øjeblikke efter kom hans far til syne i døren ud til terrassen og stillede sig midt i den ”Ginny! Jeg skal bruge flere tændstikker. Skidtet vil ikke fænge!” hans kone sukkede let og brugte igen kniven til at pege mod skabet der hang på en af væggene ”Tredie hylde hvor de altid ligger...” Eric smilede for sig selv og noterede sig igen, denne gang med tilfredshed, at der var ting der aldrig ændrede sig. Han så op fra skærebrædtet og fandt sin far med blikket og et let hævet øjenbryn ”Hvis du giver op, så sig til. Jeg kan et trick.” han far fnøs stædigt mens han fandt tændstikkerne og satte kursen mod terrassen igen ”Ikke på vilkår! Endnu.” Eric og hans mor rystede næsten synkront på hovedet som han igen forsvandt.
Da kødet var skåret ud tog han det med over til sin mor og begyndte at sætte det på spyd skiftesvis med grøntsagerne hun havde skåret ud. Han skævede til hende med et spørgende blik ”Kommer Alice også?” Virginia nikkede og gik selv igang ”Hun ville komme så snart hun kunne, ja...” han nikkede og fortsatte ”Men Andy havde andre planer?” hans mor nikkede igen ”Ja, jeg tror han havde en aftale med Tony og Jacob, men han kommer i morgen, og du sørgede jo smukt for at få udfyldt den tomme plads alligevel.” hun skævede diskret til ham, og han smilede selv skævt ”Jeg kunne ikke så godt bare invitere Duane og ikke Carrie, vel?” hans mor smilede og rystede på hovedet ”Nej, lige præcis. Lidt manerer har jeg da fået banket i hovedet på dig.” hun klappede ham på skulderen med et sigende blik og efterlod ham så alene i køkkenet og gik ud i haven for at supervisere hendes mands forsøg på at skabe ild.
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
(Words)
[/color] :: 1044 ~ (Tag) :: Caroline Abbey + dad ~ (Outfit) :: Here ~ (Notes) :: ---[/size][/justify][/blockquote]
|
|
|
Post by Caroline Abbey on May 8, 2011 9:45:23 GMT
Deep summer is when laziness finds respectability
Caroline ville sikkert ikke have indrømmet det overfor nogen i situationen, og hun sagde da heller intet til sin far, men da de traskede ned af vejen imod familien Wolfes hus, var hun bare en anelse nervøs. Hun havde været der hundrede gange før, men det var længe siden sidst og det føltes en lille smule som lige inden første dag på et nyt arbejde. Hun havde ikke set Virginia og Jason i hvad der føltes som hundrede år og selvom de aldrig havde været andet end venlige overfor hende og hendes søstre, så mindedes hun let sig selv som teenager og måtte skære ansigt over episoder, som de enten havde været vidne til eller næsen måtte have hørt om.
Da de nærmede sig huset, drejede hun stille og roligt sine tanker væk fra alle de forfærdelig ting hun havde gjort og sagt og hen på hvordan hun kunne ændre billedet af sig selv som alle tiders mest skrappe, rødhårede pupertetspige. Hun vendte hovedet lidt, skævede til sin far, som de gik i tavshed, og modtog et smil, som hun valgte at opfatte som beroligende. Det var trods alt bare en helt almindelig lille grillfest i en mugglerfamilie. Intet ud over det sædvanlige og intet at få svedige håndflader over.
De gik op af stien til familiens hus og standsede foran døren. Hvis det havde været i gamle dage, sammen med Riley og Meredith, ville alle tre piger utvivlsomt have løbet rundt om huset og brast ind i baghaven, men i dag blev den toogtyveårige Caroline stående ved siden af sin far, som han rakte frem og trykkede på den dims, som mugglere kaldte for en elektronisk dørklokke. Den efterfølgende lyd inde i huset morede ham til stadighed blot en anelse, men smilet på hans læber skyldtes i højere grad forventningen om en hyggelig aften i behageligt selskab og en forhåbning om at hans ældste datter ville have noget mindre travlt med at promovere sig selv som værende det bedste der var sket siden opfindelsen af den dybe tallerken.
Hun selv rettede automatisk ryggen, da hun stod stille, men lod derpå tommelfingrene glide op og hægte sig fat i bæltestropperne på sine mørke shorts, i en forhåbning om at opnå et lidt mere afslappet udseende. Hendes blik hvilede på døren og hun nåede lige at fiske et prøvende smil frem fra gemmerne, i tide til at møde hvem der end åbnede den, med noget andet end en lettere anspændt grimasse.
[/size] Tag: Eric Wolfe ● Outfit: here [/blockquote]
|
|
Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on May 8, 2011 18:09:10 GMT
We are caught in a haze .. .. .. .. .. .. .. .. On these lazy summer days... Eric fortsatte med at klargøre maden til grillen mens han med et næsten permanent lille smil lyttede til den mindre diskussion mellem sine forældre der foregik ude på terrassen. Han kunne ikke høre alt der blev sagt, men nok til at det fik ham til at ryste lidt på hovedet. Han bevægede sig hjemmevant rundt i køkkenet og fortsatte ufortrødent selv da hans yngste bror igen kom ind ude fra terrassen med en utilfreds grimasse, der nogen gange virkede til at sidde fast. han forsvandt uden et ord til sin storebror ind i stuen og kort efter var lyden af tv'et igen at høre.
Efter endnu et par minutter kom hans mor igen til syne i skydedøren der førte ud til den hyggelige terrasse og kom hen til ham. Hun rakte op og klappede ham let på skulderen med et varmt smil ”Du er så effektiv når det tager dig.” han smilede skævt mens hun ufortrødent fortsatte og åbnede et skab hvor hun strakte sig efter en skål på øverste hylde, med ikke det store held ”Hvornår hardu sidst set Caroline?” Eric rynkede brynene, mens han lagde kniven fra sig, og rakte op og tog skålen ned for hende som det naturligste i verden mens han svarede hende ”Set ansigt til ansigt...” han skar en lille grimasse og gik igen i gang med at snitte salat, mens han fornemmede hvilket spor hans mor var på vej ned ad ”Fem år...da hun gik ud fra Hogwarts.” han så ikke op, men kunne næsten mærke hendes rynkede bryn ved siden af sig i den lille tavshed der opstod før hun igen talte, let formanende ”Ingen diskussioner i aften. Jeg vil have vi skal hygge os.” hun rakte op og tog let, men bestemt fat om hans hage og drejede hans ansigt om mod sig. Eric fulgte modvilligt med og mødte hendes insisterende blik ”Er vi enige?” han skar en grimasse og slog blikket ned og han forsøgte at nikke mens hun stadig holdt hans hage ”Vi er enige.” hun slap ham igen og klappede ham på kinden med et smil ”Godt!” han skar en grimasse og drejede hovedet væk igen mens han mumlende fortsatte ”Jeg havde nok ikke spurgt hende hvis jeg havde tænkt mig at fortsætte hvor vi slap, vel?” han skævede kort til hende og indkasserede et hævet øjenbryn som eneste svar.
Han skubbede kniven væk, fyldte salaten i skålen der var taget ned og rakte den så til sin mor netop som det ringede på døren. Hun sendte ham endnu et sigende blik og gjorde et kast med hovedet mod stuen ”Så kan du jo passende vise dig fra din pæne side og gå ud og lukke op.” han smilede skævt og gjorde sløset honnør før han tørrede fingrene i et viskestykke og forlod køkkenet med kurs mod hoveddøren, mens Virginia igen gik ud på terrassen.
Han kunne skimte de to skikkelse gennem det matterede glas i ruden i døren og han satte ubevidst farten ned og tog en dyb indånding før han trykkede håndtaget ned og åbnede døren med et smil til både Caroline og hendes far ”Reddet på målstregen...” smilet blev skævt et øjeblik før han gik nogle skridt baglæns og til siden, for at give de to gæster plads til at komme ind ”Kom ind.” han slog ud med den frie hånd mod døren ind til stuen ”Forældreenhederne er ude på terrassen.”
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
(Words)
[/color] :: 692 ~ (Tag) :: Caroline Abbey + dad ~ (Outfit) :: Here ~ (Notes) :: ---[/size][/justify][/blockquote]
|
|
|
Post by Caroline Abbey on May 8, 2011 19:18:45 GMT
Deep summer is when laziness finds respectability
Caroline tog en enkelt dyb indånding, da en skikkelse kunne anes inde bag glasdøren. Der var flere muligheder for hvem det var men uanset hvad, havde hun besluttet sig for at gøre et godt indtryk. Hendes far havde overhovedet ikke behøvet at minde hende om, at det ikke drejede sig om at overbevise alle om, at hun var klogere end dem alle sammen tilsammen. Hun var fuldstændig forberedt på, at det netop ville være en fordel, at fremstå som bare en anelse mere ydmyg end hun havde gjort ved tidligere lejligheder.
Hendes valg af T-shirt var måske lidt uheldigt i netop den henseende, men hun havde ikke kunne modstå fristelsen, da hun rodede rundt i sit gamle skab i barndomshjemmet. Den kortærmede varme trøje hang åben fra hendes skuldre i den stadig varme sommeraften og afslørede den lettere selvfede tekst i tykke bogstaver.
Ved siden af hende var hendes far fuldstændig afslappet, ligesom hun prøvede på at virke. Da døren gik op lyste han atter engang op i et af de smil, som i sin tid havde været grunden til, at Caroline havde så meget imod Eric, men det generede hende ikke længere at han holdt så meget af den jævnaldrende som han gjorde. Der var intet stik af jalousi, ingen lyst til at få Eric til at fremstå mindre intelligent end han var. I stedet var der en lille smule ægte glæde, der viste sig, som hendes egne mundvige trak op i et smil.
Hendes far var den første, der reagerede på åbningsreplikken. ”Jeg ville bede dig om at uddybe hvad vi reddede dig fra, men jeg går ud fra at Virginia har givet dig tavshedspligt...” Han besvarede det skæve smil og krydsede dørtrinnet, tørrende undersiden af sine sko på måtten, uden at tage dem af, før han med et enkelt nik trissede direkte ind af gangen og gennem stuen.
Caroline fulgte i hans kølvand og tørrede også sandalerne af på måtten. Modsat sin far overvejede hun kortvarigt om hun burde tage dem af for at tilbagelægge afstanden til den omtalte terasse. Hun undlod dog og så i stedet op på Eric med et prøvende smil og en følelse af at hun burde sige bare et eller andet. Hendes blik faldt til teksten på hans T-shirt og hendes smil voksede lidt, før et lavt, muntert fnys forlod hende. ”Nogen ting ændrer sig aldrig,” bemærkede hun tørt. Hænderne forlod bæltestropperne og hun hævede den ene af dem for at klø sig på sin bare arm, før hun, stadig smilende, rystede antydningsvist på hovedet og drejede sig for også at gå ud på terassen.
[/size] Tag: Eric Wolfe ● Outfit: here [/blockquote]
|
|
Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on May 8, 2011 20:28:32 GMT
We are caught in a haze .. .. .. .. .. .. .. .. On these lazy summer days... Eric skar en lille grimasse da hans fars ven prompte reagerede på hans ikke helt gennemtænkte velkomsthilsen. Så fandt han en lidende grimasse frem og nikkede, mens han i en sigende gestus lynede en usynlig lynlås foran sine læber ”Den blev jeg født med når det kommer til hende, men jeg kan oplyse om, at man aldrig bliver for gammel til en reprimande fra sin mor.” han grinede opgivende og så et øjeblik efter Duane, da han stedkendt satte kursen mod terrassen. Så drejede han hovedet og så med endnu et lille smil på Caroline og så hende tøve et øjeblik med blikket rettet mod sine fødder. Han rystede let på hovedet og lukkede døren bag hende da hun gik lidt længere ind i entreen ”Behold dem på. Så pernitten er jeg ret sikker på hun ikke er og aldrig bliver.” han blinkede hurtigt til hende.
Hans blik faldt til hans egen t-shirt ved hendes fnys og han smilede skævt, før hans blik fandt hendes og derefter hendes ansigt igen. Han hævede et øjenbryn og sendte hende et drillende blik mens han nikkede sigende mod hendes overkrop ”Nej, det kan jeg se de ikke gør.” han grinede kort og rystede på hovedet som hende, før han slog ud med den ene hånd mod døren til stuen og så opfordrende på hende ”Kan du stadig huske vejen?”
Han ventede til hun var et skridt foran og fuldte så efter hende lige frem og ind i stuen. tv'er kørte stadig og han kunne se Terrys mørke hår stikke op op ryggen af sofaen. Ud over det, var der ingen reaktion fra hans yngre bror på ankomsten af gæster. Eric drejede hovedet skar en opgivende grimasse til Caroline, mens han gjorde et lille kast med hovedet mod broderen ”Forvent ikke at få kontakt med ham, med mindre antennen ryger ned fra taget.” han rystede let på hovedet og fortsatte gennem de franske døre ud til køkkenet og den hyggelige spisekrog, hvorfra der var udgang til terrassen. Han så mod døren og kunne se begge deres fædre allerede i ivrig samtale i nærheden af grillen, mens hans mor i det samme kom op mod dem, fra køkkenets fjerneste ende, med en flaske hvidvin i den ene hånd.
Hun lyste op i et varmt smil da hun fik øje på Caroline og satte kursen direkte mod hende ”Caroline. Hvor er det dejligt at se dig igen.” hun bredte armene ud sekundet før hun nåede helt op til den yngre kvinde og trak hende uden yderligere omsvøb ind til sig i en hurtig omfavnelse, før hun trak sig tilbage igen, og i stedet tog begge den andens hænder i sine og så fra hende til sin søn og tilbage igen ”I vokser alt for hurtigt. Jeg kan slet ikke følge med uden at blive helt rundtosset.” hun smilede varmt endnu engang oggav Carolines hænder et hurtigt klem før hun slap dem helt og så på Eric igen ”Hvis I to unge mennesker tager de sidste ting med ud, så er vi vist også ved at være klar.” Eric nikkede og skævede tilbage mod stuen og fik svaret på sit spørgsmål allerede før han havde stillet det, da hans mor rystede på hovedet med et opgivende suk og slog afværgende ud med den ene hånd ”Lad ham være. Han kommer nok når han bliver sulten. Jeg orker ikke at se på den forurettede mine lige i aften.” hun smilede igen let til Caroline og fortsatte så ud på terrassen igen, uden at være tavs ret længe ”Duane, jeg stoler på du holder øje med han ikke hælder øl på kullene og drikker tændvæsken?” hendes kærligt, drillende undertone, var på ingen måde til at tage fejl af.
Eric så efter sin mor med et bredt grin og så så på Caroline med begge bryn hævet ”Min mor... endnu en ting der ikke har ændret sig.” han rystede på hovedet med endnu et grin og satte så i bevægelse igen hen mod køkkenbordet, mens han skævede til hende en enkelt gang over skulderen med et nysgerrigt blik ”Nu ved du jeg ikke har bedrevet den til Luftkaptajn endnu, men hvad med dig?” han tog en skål i den ene hånd og en kurv med brød i den anden før han vendte sig helt om og så spørgende på hende, med endnu et lille smil og hovedet let på skrå ”Er du blevet minister endnu?” han blev stående og så afventende på hende, uden at gå direkte ud på terrassen.
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
(Words)
[/color] :: 884 ~ (Tag) :: Caroline Abbey + dad ~ (Outfit) :: Here ~ (Notes) :: ---[/size][/justify][/blockquote]
|
|
|
Post by Caroline Abbey on May 8, 2011 21:39:05 GMT
Deep summer is when laziness finds respectability
Caroline var selv nået frem til den samme konklusion, da Eric fastslog at det ikke var et hjem, hvor man gik op i småting. Hun nikkede blot en enkelt gang og rettede sig lidt mere op, af ren vane. Det var som om det føltes endnu mere naturligt at forsøge at strække sin krop mest muligt, når man befandt sig i flade sko og selskab med folk som Eric, der tilsyneladende var blevet strukket ved fødslen eller havde fået smidt en gro-besværgelse på sig som børn.
Det trak lidt yderligere op i hendes mundvige, da han skød bolden direkte tilbage på hendes banehalvdel og hun var rimelig tilfreds med at have en undskyldning for at dreje sig væk og fortsætte videre. Hele det med at være på venskabelig fod med Eric var ganske vist noget mindre presset end hun huskede deres anspændte forhold på Hogwarts, men det var også dybt uvant og krævede seriøs tilvænning. Hans kommentar udløste blot endnu et lavt fnys og hun kvalte en kommentar som hun fortsatte ind gennem stuen.
På vejen var det umuligt at ignorere en af de mest tydelige ting, der adskilte mugglerboligen fuldstændig fra samtlige de tre barndomshjem hun kendte. Hun vænnede sig aldrig helt til den underlige boks, som mugglerne kaldte et fjernsyn og endnu mindre vænnede hun sig til den fascination det holdt for dem alle sammen. Hun kunne næsten regne ud at det måtte være Terry i sofaen og skulle faktisk til at hilse pænt på ham da Eric advarede hende og hun klogelig undlod at gøre det. I stedet rynkede hun blot panden lidt og overvejede hvad det nu lige var en antenne var.
Hun nåede ikke at åbne munden for at spørge, før hun fik øje på Erics mor og et øjeblik efter blev trukket ind i et uvant hjerteligt kram. Størstedelen af Carolines omgangskreds havde nogenlunde på fornemmelsen, at hun ikke gjorde sig meget i tæt fysisk kontakt og hun måtte lægge de kraftigste bånd på sig selv for at besvare både knuset og det varme smil med et noget mere tøvende et af slagsen og efterfølgende ikke straks trække hænderne til sig.
”Mrs. Wolfe,” hilste hun, lidt overrumplet. Hun var ikke fuldstændig sikker på hvad hun egentlig havde forventet, men det her stemte i hvert fald ikke helt overens med det. ”I lige måde,” kom det, nærmest som en refleks. Hun kom uden at tænke over det til at se en enkelt gang ned af sig selv og smilede skævt over kommentaren. ”Jeg kan berolige dig med, at jeg ikke regner med at vokse mere nu,” bemærkede hun, lettere ironisk og med et drillende glimt i øjet, før den anden vendte sin opmærksomhed tilbage imod Eric.
Den korte ordveksling holdt hendes opmærksomhed og hun skævede let hen imod Terrys hårtot i sofaen, før hun drejede hovedet imod Eric, som hans mor tullede ud på terassen og straks kunne høres derude også. Hun smilede lidt igen og afsøgte køkkenbordet for hvad hun selv kunne tage med ud, da hans tørre konstatering trak yderligere op i hendes mundvige. ”Tydeligvis ikke,” bemærkede hun, ikke utilfredst og gik selv hen for at hive fat i to glasflasker med vand, der stod fremme. Hun var ved at dreje sig om imod terassen, men standsede i sin bevægelse over hans spørgsmål og hævede begge øjenbryn en anelse. Opfølgningen fik hende til at smile skævt og hun så sigende på ham. ”Muggler-erhverv eller ej, Eric. Jeg tror ikke på, at du ikke holder dig orienteret om hvem der er minister.” Hun skævede ud imod forældrene, men blev stående i et øjeblik endnu. ”Om et halvt års tid eller så,” spøgte hun, lettere afværgende, før hun ledte vejen derud.
[/size] Tag: Eric Wolfe ● Outfit: here [/blockquote]
|
|
Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on May 8, 2011 23:58:33 GMT
We are caught in a haze .. .. .. .. .. .. .. .. On these lazy summer days... Erics mor så et sekund bebrejdende på Caroline, men uden at det varme glimt eller smilet på hendes læber nogensinde svandt ind ”Mrs. Wolfe, herregud pigebarn, jeg føler mig firs og skindød.” hun lo perlende og smilede varmt igen, hvilket kun gjorde familie-ligheden mellem mor og søn mere tydelig ”Ginny, så er du sød og jeg tror ikke du taler til min svigermor.” hun hævede et øjenbryn og klukkede lidt igen, mens hun skævede til Eric der sendte hende et let skulende blik, og derefter så på Caroline igen med et konspiratorisk blik ”Og så er der folk som min søn og hans far der ikke kunne stoppe mens legen var god.” hun rystede på hovedet med et muntert smil, og gik så videre ud af havedøren efter at have sat både Caroline og sin søn i arbejde. Han skar en lille grimasse og så igen ud mod terrassen før han tog skålen og brødkurven op i hænderne ”Ikke det mindste...” han blev stående med de to ting i hænderne, lænet let mod køkkenbordet og fulgte hende med blikket som hun kom nærmere og tog flaskerne med vand. Han grinede smørret og trak på skuldrene, for så at ryste let på hovedet og se på hende med hovedet lidt på sned ”Man ved aldrig med dig.” han smilede skævt og fortsatte så ”Boothe... for hvad, to uger siden? Efter at Dellochio sagde nej tak til posten da Emmerich stillede træskoene...” han så på hende med et øjenbryn hævet svagt drillende ”Jeg får "Profettidende" hver dag stadig. Trods alt.” han rynkede panden lidt og det drillende fordampede til fordel for interesse og nysgerrighed ”Er der så kaos inde hos jer, eller er der ved at falde ro på igen?” han skubbede sig fri fra bordet igen, og fulgte efter hende ud på terrassen. Ved grillen stod begge deres fædre med hver sin ølflaske i hånden og var tydeligvis optaget af en ivrig snak om et eller andet han ikke gjorde det store for at fange, mens han lyttede til Carolines svar. Han satte skålen og kurven fra sig på det nydeligt dækkede bord og så sig søgende omkring efter sin mor, før han fandt hendes ryg, der forsvandt ind i drivhuset i den modsatte ende af haven. Han smilede for sig selv og så tilbage på Caroline ”Bare, drop dem hvor der er plads... ” han drejede hovedet mod haven igen da en svag klirrende lyd blev tydeligere og sekundet efter rundede en stor schäferhund hjørnet på terrassen og cirklede henrykt omkring hans ben med ivrigt logrende hale og tungen ud af gabet. Eric grinede og satte sig på hug, hvor han som det første indkasserede et vådt slik på kinden. Han skar en grimasse og tørrede kinden i ærmet før han gik over til at gnubbe den store hund grundigt bag ørerne ”Max, dit store drog...” han tog et let greb i kæden der fungerede som halsbånd, da hunden gjorde anstalter til at fare lige så henrykt videre til Caroline. Den peb let da den blev holdt tilbage og satte sig så på halen, stadig logrende og så fra Caroline til Eric formelig dirrende af iver. Eric så spørgende op på hende, men slap ikke grebet i halsbåndet. - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - (Words)
[/color] :: 633 ~ (Tag) :: Caroline Abbey + dad ~ (Outfit) :: Here ~ (Notes) :: ---[/justify][/blockquote]
|
|
|
Post by Caroline Abbey on May 9, 2011 15:44:15 GMT
Deep summer is when laziness finds respectability
Carolines øjenbryn røg en anelse op, før det gik op for hende hvad hun havde gjort forkert og hun smilede undskyldende til Erics mor. Det var tydeligvis ikke helt lykkedes hende, som hendes far havde sagt; ”at slippe de pæne ministeriemanerer” endnu. Hun løftede den ene hånd for at klø sig lidt på armen igen og rømmede sig lavmælt. ”Ginny,” gentog hun, ikke for første gang og følte sig i et øjeblik blot ti år igen.
Erics pointering af at heller ikke hans mor havde ændret sig kunne ikke have været mere korrekt. Den trak en anelse op i hendes mundvige igen og fjernede hende lidt fra det faktum at hun endnu engang havde demonstreret præcis hvor stiv og formel det var lykkedes hendes mor at gøre hende i situationer der var bare lidt ukomfortable.
Hun betragtede ham, som han stod der, afslappet lænet imod køkkenbordet, og overvejede kortvarigt hvordan det ville være at kunne være så rolig og... Ligeglad. Hendes smil veg ikke, som han kort opremsede de seneste begivenheders mest prominte navne. Hun nikkede blot og rynkede så panden en anelse. ”Helt rigtigt,” bekræftede hun, før de begge begav sig ud på terassen og han spurgte ind til kaosset på hendes arbejdsplads. Hun tøvede lidt, imens hun passerede over dørtrinnet og nåede at fange de to mænd med blikket inden hun svarede Eric.
”Det var aldrig et kaos. Bare det sædvanlige når ting skal rykkes lidt rundt og en ny person skal sættes ind i sagerne. Der er fuldstændig styr på alting.” Hun fandt en plads på bordet mellem skåle og tallerkner til de to vandflasker og skulle lige til at fortsætte over til grillen for at hilse på Erics far, da schäferhunden kom tonsende og per refleks fik hende til at træde et skridt bagud med en forskrækket lyd. Hendes blik hvilede vagtsomt på det store dyr og hun så anspændt ud. Det spørgende blik blev besvaret med en hovedrysten, før hun rømmede sig og ledte efter den berømte værdighed igen, med en skæven til hunden.
[/size] Tag: Eric Wolfe ● Outfit: here [/blockquote]
|
|
Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on May 9, 2011 18:46:38 GMT
We are caught in a haze .. .. .. .. .. .. .. .. On these lazy summer days... Eric smilede bredt en enkelt gang og hævede begge øjenbryn i en lettere overdrevet gestus ”Jeg burde klappe mig selv på skulderen for at kunne huske det.” han fnøs muntert, som han skubbede sig fri fra bordkanten og fulgte efter hende ud på terrassen. Solen stod lavt, men der ville gå nogle timer eller tre endnu, før den forsvandt helt, og selv da ville der gå tid før lyset svandt ind. Han satte skål og kurv fra sig på det lange, brede havebord i mørkt træ og så tilbage på hende da hun besvarede hans spørgsmål. Han nikkede let og rynkede panden en smule ”Er Boothe så at foretrække frem for Emmerich i din optik?” han havde ikke selv dannet sig nogen mening endnu. Det var endnu for tidligt til at der havde været nogle udspil fra den nye minister man kunne forholde sig håndgribeligt til. Han rettede sig op igen og lagde hovedet lidt på skrå før han fortsatte på emnet der var lukket op for ”Kan det passe jeg så hende Maverick-tøsens navn i en af artiklerne omkring Dellochio? Er hun stadig på banen?” han så over mod grillen, hvor der blev grinet over et eller andet og derefter tilbage på Caroline. Den store huns ankomst afledte ham effektivt fra samtalen, men ikke nok til at han glemte den. Videre spørgsmål blev blot gemt lidt for at blive fundet frem senere igen. Den tydeligt forskrækkede lyd der lød fra Caroline, fik ham til at grine lydløst, omend han nåede at se ned og skjule det halvt, ved at koncentrere sig om at stryge hunden over hovedet. Han fik grinet tvunget på tilbagetog og så op på Caroline igen, mens han fortsatte med at stryge hunden ”Hvis du lader ham snuse til din hånd, så er han fulgt ud tilfreds og skal nok lade dig være.” han smilede skævt og tilføjede så ”Max gør ikke en flue fortræd. Det er ham der stikker af først når katten puster sig op.” han vendte hovedet mod hunden med et næsten kærligt smil og fortsatte ”Gør du ikke, din gamle kujon.” hundens logrende hale øgede farten nogle sekunder og den trippede igen ivrigt på stedet, uden at kunne komme nogen steder for det greb Eric stadig havde i dens halsbånd. Han lagde igen hovedet lidt på skrå og så afventende op på Caroline. Mens han sad på hug kom hans far hen til bordet og tog et fad med marineret kød, mens han så fra Eric og hunden til Caroline og smilede venligt ”Vel mødt, Caroline. Det er efterhånden et par dage siden. Har du det godt?” han blev stående og så venligt afventende på hende, mens han en enkelt gang eller to, skævede mod hendes far over den ene skulder. - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - (Words)
[/color] :: 535 ~ (Tag) :: Caroline Abbey + dad ~ (Outfit) :: Here ~ (Notes) :: ---[/justify][/blockquote]
|
|
|
Post by Caroline Abbey on May 9, 2011 20:59:36 GMT
Deep summer is when laziness finds respectability
Caroline smilede skævt over Erics ironiske, selvrosende ord, men sagde ikke noget. Hun forsatte blot ud på terassen med en kold glasflaske i hver hånd og plantede et nogenlunde neutralt smil på sine egne læber, før hun åbnede munden og lukkede et både dybt uinteressant og i øvrigt ikke særlig sandt svar ud. Hans uddybende spørgsmål fik hende blot til at trække på skuldrene. Den høflige og indøvede maske, som dukkede op ved snart sagt enhver snak om hendes arbejde, forlod ikke hendes ansigt. ”Emmerich var både en udmærket chef og en glimrende minister. Alle var kede af at miste ham, men jeg er sikker på at Boothe nok skal vise sig fuldt ud i stand til at udfylde stillingen.”
Hun placerede de to flasker og rettede sig lidt op. Emnet huede hende overhovedet ikke. Hun kunne ikke drømme om at udtrykke sig negativt omkring nogen med en højere stilling i ministeriet end hende selv så længe hun ikke havde en meget konkret plan med det og ville ønske at Eric ville stoppe med at vade rundt i det. Det var måske nok bare venlig interesse, men hun blev alt for ofte stillet nysgerrige små spørgsmål af især sin søster til at være overbærende overfor ham.
Da Fenellas navn blev nævnt, kunne hun ikke forhindre en afslørende rynken på næsen. Hun trak på skuldrene igen og flyttede med vilje blikket ud i haven. ”Ja. Fenella Maverick er stadig på banen,” bekræftede hun, uden at uddybe yderligere.
Så snart hunden kom på banen blev den sidste rest af høflig venlighed pænt erstattet med den nervøsitet Caroline næsten altid følte i nærheden af især store dyr. Hun opdagede udmærket Erics forsøg på at skjule sin morskab over hende men magtede ikke at komme med en spydig kommentar. I stedet rykkede hun blot endnu et skridt baglæns og så hurtigt fra ham til Max med et tvivlende blik.
Hun rynkede panden mærkbart før hun alligevel trådte frem igen, gik ned i knæ og tøvende rakte hånden frem imod hunden. Så snart den havde snuset lidt til hende og stukket sin klamme våde tunge ud for at slikke hende på hånden, trak hun den hurtigt tilbage med en grimasse og drejede hovedet imod lyden af Erics fars stemme. Et improviseret smil blev tvunget frem imens hun indiskret tørrede savlet af i sine shorts. ”Hej Mr. Wolfe,” hilste hun, inden hun rejste sig op og bevidst tog et skridt væk fra savlefabrikken igen. ”Glimrende, tak. Har du?” Hendes smil voksede lidt og nåede de mørke øjne, før hun nikkede imod grillen, hvor hendes far stod og bevogtede kullene med en kold øl i hånden. ”Og har grillen det, med den noget improviserede grillassistent derovre?” Hun hævede et øjenbryn og hende smil blev skævt. Det var ingen hemmelighed at hun havde arvet de ringe evner i et køkken fra sin far.
Tag: Eric Wolfe ● Outfit: here
|
|
Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on May 9, 2011 23:19:23 GMT
We are caught in a haze .. .. .. .. .. .. .. .. On these lazy summer days... Eric rynkede brynene lidt over hendes meget neutrale udtalelse og nikkede så let som eneste svar, mens han lod emnet falde, uden helt at vide hvad der kunne bringes op. Så trak det igen lidt op i hans ene mundvig, da han vendte billedet og overvejede hvor træt han selv kunen blive af at blive spurgt om sit arbejde. Tanken fik ham til at møde hendes blik igen, svagt undskyldende, mens hun bekræftede at den jævnaldrende Slange fra deres år på Hogwarts ganske rigtigt også slog sine folder i Ministeriet. Han lagde hovedet lidt på skrå og hævede et øjenbryn drillende mens han forsøgte at punktere alvoren i emnet ”Så hun har endnu ikke indset hun har mødt sin over-kvinde?”
Hunden endte som en velkommen afbrydelse, der tog tankerne langt fra politik og mentalt huskede han sig selv på ikke at bringe emnet op mere den aften, med mindre hun selv tog det initiativ. I stedet forblev han tavs mens han ventede på om hun ville hilse på Max eller ej, men sendte hende et opfordrende smil fra sin hugsiddende stilling. Da hun valgte den første mulighed og satte sig på hug foran hunden, voksede smilet et par grader, mens han på samme tid strammede sit greb om halsbåndet og roligt gav hunden en enkelt kommando ”Bliv, Max.” hun så på ham, logrede igen og gav sig så til ivrigt og nysgerrigt at undersøge Carolines hånd med snude og tunge. Eric tog sig i diskret at betragte hende som hun sad der og trak hurtigt blikket til sig med en rømmen da hans far afbrød dem.
Han smilede skævt for sig selv før han rejste sig igen og lavede en lille lokkende lyd og roligt, men bestemt fik hundens opmærksomhed væk fra Caroline og i stedet rettet mod ham. Han slap halsbåndet og gik så ud på plænen med den logrende hund ved siden, hvor han samlede en godt gennemsnasket bold op fra græsset og kastede den ned mod drivhuset. Hunden halsede straks afsted for at hente den og Eric selv blev stående og ventede på netop det.
Hans far smilede igen venligt til Caroline og tog en mundfuld af sin øl mens han nikkede let et par gangen ”Jo såmænd. Ukrudt forgår ikke så let ved du nok.” han blinkede drilsk til hende, før han kastede et blik over skulderen mod hendes far igen og klukkede lidt før han så på hende igen med et sigende blik ”Han lærer noget nyt hver gang og har heldigvis ingen skrupler ved at hjælpe med at gøre kål på det færdige resultat.” han kastede et blik ud mod græsset og sin ældste søn, der kastede bolden endnu engang, til hundens store henrykkelse, før han så tilbage på sin vens datter igen med et spørgende blik ”Har han ikke tilbudt dig noget at drikke endnu?” han udstødte en lille misbilligende lyd og slog ud med hånden der holdt flasken ”Er der noget bestemt du kunne tænke dig? Vi kan fremtrylle det meste.” han rettede sig lidt op, og klukkede så over sin egen ufrivillige og ikke særligt fantastiske vittighed.
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
(Words) :: 591 ~ (Tag) :: Caroline Abbey + dad ~ (Outfit) :: Here ~ (Notes) :: ---
|
|
|
Post by Caroline Abbey on May 9, 2011 23:47:09 GMT
Deep summer is when laziness finds respectability
Caroline fnøs lavmælt af Erics spørgsmål og smilede så antydningsvis, inden hun rystede let på hovedet. ”Jeg har altid sagt, at hun var desilussioneret,” bemærkede hun tørt. Hvis der var nogen hun ikke var bange for at omtale i negative vendinger udenfor arbejdspladsen så var det da Fenella Maverick. Det havde aldrig nogensinde været en hemmelighed at de to ikke kunne udstå hinanden og grundene til den antipati havde aldrig været tvivlsomme, obskure eller uretfærdige. Hun uddybede dog ikke og glemte hurtigt alt om den jævnaldrende kollega så snart Max dukkede op og tog hendes opmærksomhed.
Hendes nervøsitet var ganske åbenlys som hun nærmede sig, ligesom hendes væmmelse over savlet på hendes hånd var det, da hun bakkede væk igen. Hun havde en kortvarig trang til enten at vaske fingre manuelt eller kaste en lille bitte enkel besværgelse, men skød begge dele til side imens hun hilste på Erics far. At Eric selv forlod selskabet registrerede hun kun ud af øjenkrogen. Hun smilede ægte til sin fars ven og kollega og blev let mindet om hvor enkelt det egentlig burde have været at socialisere med hele den familie i hendes teenageår.
Det trak lidt op i hendes ene mundvig i et skævt smil og hun nikkede bekræftende. ”Det ville også næsten være ærgerligt, når nu jeg ved hvor meget han kæmper for at det ikke brænder på.” Hun trykkede læberne lidt sammen og mente sin kommentar lige så meget som en kvik hentydning til hans evner som til sine egne. Hun kunne kun sympatisere med kampene i et køkken.
Da Jason så ud på plænen, fulgte Caroline hans blik og så lidt tænksom ud, som hun betragtede Eric. Hurtigt så hun dog tilbage på hans far og smilede lidt overrumplet, med øjenbryn der hurtigt røg op. ”Hm? Nej. Nej, det har han ikke,” svarede hun overflødigt. Begge hendes øjne blev klemt en anelse sammen imens hun trak en anelse på skuldrene og derpå rystede på hovedet med et lavmælt grin over den elendige joke. ”Hvad i end har, der ikke er øl.” Hun hævede et spørgende øjenbryn, før hun igen skævede over imod sin far ved grillen, som han udstødte en overrasket lyd. ”Det lyder mærkeligt, Jason! Jeg tror du har gjort noget forkert med de kul her, skulle jeg ikke bare...?” Han havde trukket sin tryllestav frem og viftede den spørgende i luften.
Tag: Eric Wolfe ● Outfit: here
|
|
Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on May 10, 2011 0:24:47 GMT
We are caught in a haze .. .. .. .. .. .. .. .. On these lazy summer days... Eric grinede muntert et øjeblik før han lod det svinde ind til et drenget smil og sendte Caroline et konspiratorisk blik mens han rejste sig op igen ”Hey, så længe hun er desillusioneret, så har du trumfen, ikke?” han fnøs muntert og rystede let på hovedet, mens han et øjeblik huskede bare en brøkdel af det drama der havde været omkring Slangen mens de gik på Hogwarts.
Han smilede skævt over hendes tydelige ubehag ved at være tæt på hunden og ikke mindst på det fugtige spor dens tunge efterlod på hendes hånd, da den udtrykte sin accept over hendes tilstedeværelse, fuldt op med en hale der slog taktfast mod fliserne under deres fødder. Han uglede hunden ovenpå hovedet og smilede, både til hende og den ”God dreng...” så rejste han sig og forlod terrassen for en kort bemærkning, forvisset om at der ikke ville udbryde krig mens han ikke var der.
Jason Wolfe fnø muntert over Carolines kærligt, drillende ord om hendes far og nikkede påtaget tænksomt ”Ja, man må give ham pluspoint for indsatsen, ikke sandt.” han brummede lidt og kastede igen et blik mod Eric, der sparkede sandalerne af og i stedet for at kaste den igen, nu begyndte at lunte rundt på plænen og holde den lige udenfor rækkevidde for den logrende hund. Han himlede let med øjnene og så så tilbage på Caroline med et varmt smil ”Hvidvin, rødvin, cider, sodavand...” han rynkede panden tænksomt og fortsatte ”Jeg tror endda vi har et par flasker ingefærøl et sted hvis det er.” han smilede skævt og så igen på sin søn, da hunden begyndte af give hals i ren iver efter at få fat i bolden. Han rynkede panden lidt dybere og hævede så stemmen og henvendte sig til Eric for en enkelt bemærkning ”Eric! Lad være at gejle ham sådan op. Det er et fåtal af naboerne der bryder sig om at høre på det.” Eric stoppede op ude på plænen og så op mod terrassen før han skar en grimasse og i stedet lod sig dumpe ned at sidde på det bløde græs og straks blev overfaldet af hunden. Jason rystede på hovedet og så tilbage på Caroline med et opgivende blik ”Nå, det var noget at drikke til dig vi kom fra. Som sagt er jeg næsten sikker på jeg har et par ingefærøl. Det er alligevel kun Eric der drikker dem når han er hjemme, og en sjælden gang Ginny.” han skævede igen hurtigt til plænen hvor en mindre brydekamp så ud til at være i gang mellem hans søn og familiens hund.
Han så afventende på hende, men før han nåede at få hendes svar, trak hendes far hans opmærksomhed i stedet og han rynkede panden igen ”Hvad lyder mærkeligt? Grillkul kan kun lyde på én måde, Duane.” han vendte sig helt og gik de få skridt over mod grillen, stadig med fadet med kød i den ene hånd, og øllen i den anden og viftede så energisk med ølflasken mod tryllestaven ”Pak nu lige den der potensforlænger væk og lad mig komme til.” han satte fadet fra sig på det lille bord ved siden af grillen og rodede lidt i kullene med en ildrager ”Der er da ingenting galt? Hvad mener du jeg har gjort forkert?” glemt var for et øjeblik alt om vennens datter, der stadig ikke havde fået noget at drikke, mens han igen stirrede undersøgende på de glødende kul, der var begyndt at blive hvide på overfladen.
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
(Words) :: 689 ~ (Tag) :: Caroline Abbey + dad ~ (Outfit) :: Here ~ (Notes) :: ---
|
|
|
Post by Caroline Abbey on May 10, 2011 9:15:12 GMT
Deep summer is when laziness finds respectability
Caroline nikkede en enkelt gang med sigende hævende øjenbryn, uden at vade mere rundt i snak om hende, der, hvis man havde en mere dramatisk åre, kunne betegnes som hendes helt egen ærkefjende. Den slags teatralske ytringer lå hende fjernt og hun nøjedes med et skuldertræk, frem for at springe ud i historier om hvor uudeholdelig Fenella var, når hun turede rundt i Ella Dellochios kølvand og mente, at hun var noget stort. Det emmede blot af ærgerlig bitterhed og var ikke særlig god tone. Udover det, overvejede hun lidt om ikke hendes udtrykte antipati bare endnu engang ville minde dem begge to om den anspændte tid på Hogwarts. Hun måtte i virkeligheden i tidens løb have sagt flere grimme ord om Eric end hun nogensinde havde sagt om Fenella, alle sammen mindre berettigede, og hun havde ikke lyst til at bringe tankerne tilbage på nogen af dem.
Caroline trak lidt mere på smilebåndet og nikkede. ”Helt klart,” svarede hun bekræftende. Selvom hunden på alle måder stadig fremkaldte en hvis nervøsitet, så var det let at betragte Eric som han legede med den og hun nåede fraværende at lade tankerne tilbage på hvordan hun som sekstenårig ville have rynket på næsen og ment at han måtte være både barnlig og nærmest lidt ulækker for at kunne rode rundt på den måde. I dag kunne hun i stedet genkende tankerne som det de var – selvom hun stadig i nogen havde dem. Misundelse var en grim ting – men det var efterhånden en hun havde lært med og nu nærmest kunne smile lidt opgivende af, når hun genkendte den i sig selv.
Hun så på Erics far med øjenbrynene let hævede og et mildt smil på læberne, som hendes teenage-jeg aldrig havde kunne præstere. Hendes ansigtsudtryk blev tænksomt over de mange valgmuligheder og Igen fulgte hun hans blik ud imod Eric imens hun overvejede. Hun kom til at smile skævt over irettesættelsen. Det var det han havde sagt. Man blev aldrig for gammel til en reprimande fra en af sine forældre.
Hun åbnede munden og skulle lige til at svare på det stillede spørgsmål, da hendes far afbrød og også tiltrak sig hendes opmærksomhed. Hendes øjne blev større, som hun indså hvilket tilbud det var han kom med og hun nåede at udstøde en alarmeret lyd, før Jason tog affære. Hun sukkede lettet. En tryllestav i hånden gjorde ikke lige pludselig en uden kulinariske evner til en bedre kok og de gjorde så sandelig heller ikke en til grillmester.
Duane så spørgende på vennen som han henvendte sig og rynkede panden lidt over det spørgsmål, som hans eget spørgsmål blev besvaret med, stadig viftende tryllestaven tilbydende i luften. ”De knitrer forkert,” konstaterede han, som om han virkelig vidste hvad han talte om. Han blev stående som han var, men lænede sig lidt frem imod grillen, som om han lyttede grundigt. Kommentaren om hans tryllestav fik ham til at himle meget sigende med øjnene, men det fnys, det forlod ham, var muntert. ”Ja, ja, ja. Skeptiske gamle mand. Jeg siger jo bare at det måske kunne sætte lidt mere effektivt gang i dem.” Han flyttede sig for vennen med ildrageren og sukkede sigende over de næste par ord. ”Du har ikke gjort noget forkert som sådan, men det går jo helt enormt langsomt...”
Tag: Eric Wolfe ● Outfit: here
|
|
Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on May 10, 2011 10:54:23 GMT
We are caught in a haze .. .. .. .. .. .. .. .. On these lazy summer days... Jason Wolfe trak sig lidt undvigende til den ene side, da Duane igen viftede med tryllestaven i luften mellem dem og så spørgende på vennen med et hævet øjenbryn ”Hvordan knitrer kul forkert?” han fnøs muntert og tog endnu en slurk af sin øl, mens han rystede opgivende på hovedet ”De knitrer bare... i forskellige tonelejer.” han skulede til den anden igen, før han gav sig til at rode i kullene ”To måneder.. og konstant skal man høre for at være gammel.” han viftede med ildrageren i luften et par gange for at understrege sine næste ord ”Jeg får dårlige nerver af det der svingeri.” han så intenst ned på kullene igen før han bøjede sig til siden og tog den tilhørende rist, som blev lagt ned i grillen ”Tålmodighed er en dyd. Det skál tage tid, ellers får du mad der er forkullet på ydersiden og rå indeni.” han hævede et øjenbryn og så drillende på vennen ”Men det var måske også det du gik efter?” han løftede sin øl igen og lod den med en lille klirrende lyd støde imod Duanes ”Drik mere, vift mindre...” han drak, og satte så øllen fra sig, før han begyndte at lægge kødstykkerne fra fadet på risten i grillen.
På plænen fik hunden endelig fat i bolden og nogle minutter lå den halvt ind over Eric, der var endt på ryggen i græsset med et drenget smil om læberne. Han rakte op med begge hænder og nulrede det store dyrs ører, mens det koncentrerede sig intenst om at gnaske bolden endnu mere i stykker, og sikre sig at den nu var helt død. Han lagde en hånd under hovedet og så et øjeblik op mod terrassen, hvor Caroline nu stod lidt alene, mens deres fædre tilsyneladende havde en af deres ivrige diskussioner ved grillen. Såvidt han kunne høre om kullenes tilstand. Hunden flyttede let på sig og fik et øjeblik Eric til at krumme sig sammen med en halvkvalt lyd, da han fik et forben i siden. Han skar en grimasse og skubbede til den, mens han samtidigt satte sig op igen ”Flyt dig, dit drog...” hunden brummede nogle små lyde, og lagde sig så ved siden af ham på græsset og fortsatte med sit forehavende. Eric himlede med øjnene og kom så op at stå og gik op mod terrassen igen, uden at tænke over at få sine sandaler med sig.
Han tog fat i kanten af sin t-shirt lige inden han gik ind på fliserne, og hev lidt ud i den et par gange, for at ryste det græs af ryggen som han vidste måtte være der, og så så søgende på bordet, uden at finde det han søgte. Han skævede kort til fædrene og rystede opgivende på hovedet, før han så på Caroline med hovedet lidt på skrå ”Endnu en ting på listen over ting der ikke ændrer sig. Den vokser hastigt.” han himlede diskret med øjnene og rynkede så brynene lidt ”Jeg fik aldrig tilbudt dig noget at drikke, gjorde jeg?”
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
(Words) :: 600 ~ (Tag) :: Caroline Abbey + dad ~ (Outfit) :: Here ~ (Notes) :: ---
|
|