|
Post by Matthew Blythe on Jan 15, 2013 22:46:54 GMT
Perfection is achieved, not when there is nothing more to add but when there is nothing left to take awayTag; Annabel Vargas ~ Wearing; This Matt drejede hovedet en lille smule mere ind mod Annabels hånd mod sin kind og smilede svagt over den kildrende fornemmelse. At trække sig væk fra den, var dog nogenlunde det sidste han havde i tankerne og han sugede hendes smil til sig mens hans eget trak længere op. Så rynkede han panden undrende "Hvad mener du?" hans blik flakkede mellem hendes uden at han helt forstod hvor hun ville hen.
Han rettede nakken igen da hun lod hånden falde. Den anspændte stemning der havde hvilet siden han vågnede utidigt var forsvundet bemærkede han nu og kom til at smile igen da hun bragte deres første stævnemøde på banen. Det føltes som meget længere siden end det reelt var og alligevel kunne han huske det ganske tydeligt. Hans blik spillede underholdt over hendes spørgsmål. Så lænede han sig frem og lod læberne strejfe hendes for så at rejse sig og uden et ord gå de få skridt hen til sit skrivebord.
Han tog noget fra det og vendte tilbage til sin tidligere plads i sofaen før han holdt hånden frem mod hende. I hånden holdt han en mørkeblå blyant med hvide stjerner på der stadig så ud til at være ganske ny og kun spidset en enkelt gang eller to "Den her.." han vippede blyanten lidt mellem fingrene mens hans smil blottede hans tænder "Du ved, den du scorede en målmand med."
|
|
|
Post by Annabel Vargas on Jan 17, 2013 10:32:59 GMT
lay down beside me and question my faithor hold me with all the love we have madeTag: Matthew Blythe ● Outfit: Here Annabel troede egentlig, at hun havde fortalt Matt betydningen bag de ord der helt naturligt undslap hende og hævede øjenbrynene lidt over hans undren. Øjeblikket efter sneg et næsten helt genert udtryk sig ind over hendes ansigt, der på mange måde var ukarakteristisk, men alligevel naturligt. ”Det var jeg sikker på, at jeg havde fortalt dig,” musede hun lavmælt, før hun lod hovedet falde lidt på skrå. Smilet lurede stadig i hendes mundvige. ”Kan du huske, at jeg var at besøge dig på hospitalsfløjen, efter du var kommet til skade? Og at jeg pludselig havde travlt med at komme afsted?”
Hun klarede halsen lidt, stadig med et næsten forlegent smil, der dog alligevel ikke udviste nogen tegn på fortrydelse og som stod i kontrast til det rolige glimt i hendes øjne. ”Jeg fik et syn, da jeg hjalp dig op at sidde. Det var underligt, egentligt. Bare et kort glimt, så kort, at jeg næsten ikke nåede at opfange det.” Hun så kort ned, uden hendes blik dog dvælede der og snart var det tilbage ved Matts blik. ”Jeg gik på juleferie med den viden, at du på et eller andet tidspunkt ville kysse mig. Jeg vidste bare ikke hvor og hvornår. Jeg kan tydeligt huske, at jeg snakkede med Kathleen om det, fordi der på hospitalsfløjen var første gang vi havde snakket sammen, uden at være ved at rykke hovedet af hinanden.” Hun smilede varmt ved mindet og slap en lavmælt, munter lyd, som hun slap ham og så nysgerrigt efter det, han gik for at hente. ”Og så dumpede en ugle ind med et brev fra dig.”
Annabel huskede stadig det hele i detaljer, lige nøjagtigt hvordan hun havde haft det på det tidspunkt og hun fulgte Matt med blikket da han satte sig igen. Uvilkårligt faldt hendes blik til det han holdt frem imod hende og helt instinktivt revnede hendes ansigt i et bredt smil, der blottede hendes tænder. Hun huskede tydeligt blyanten og en lettere overrasket, lavmælt latter undslap hende. ”Jeg var sikker på, at du ville synes det var dumt,” bemærkede hun og så op på ham igen, med et smil der nåede hele vejen op i den mørke øjne og fyldte dem med varme. ”Jeg havde ikke regnet med, at du stadig ville have den.”
[/blockquote]
|
|
|
Post by Matthew Blythe on Jan 17, 2013 17:32:37 GMT
Perfection is achieved, not when there is nothing more to add but when there is nothing left to take awayTag; Annabel Vargas ~ Wearing; This Matt rynkede brynene endnu mere, både i undren, men allermest i underholdt nysgerrighed over hvad det var Annabel mente at have fortalt ham allerede. Han nikkede med et bekræftende "Mhmm.." og så afventende på hende uden helt at kunne forstå det forlegne glimt der lagde sig på hendes ansigt. Det fik hende dog kun til at se endnu mere uimodståelig ud i hans optik og han lyttede opmærksomt "Et glimt? Af hvad?" nåede han at få indskudt før hun var fortsat og han selv rejste sig i mens.
Han rynkede brynene igen da hun forklarede videre og han selv hentede blyanten fra et krus på sit skrivebord, men sagde ikke noget før han havde sat sig igen og rakte blyanten frem mod hende. Det blev hans tur til at se en smule forlegen ud og han smilede drenget som svar på hendes smil da hun fik øje på blyanten "Jeg kunne ikke nænne at bruge den.." han trak på skuldrene stadig smilende "Og så blev den fast inventar og skulle bare stå der." en munter lyd undslap ham og han så konspiratorisk på hende "Skal jeg være helt ærlig, så var der lige et sekun eller to jeg troede det havde slået klik for dig, men der var jo en mening med galskaben." han løftede hånden og pegede på nogle tydelige mærker i den blå blyant "Jeg brugte den et par gange, før Ambrosio fik fat i den."
Han tav, så ned et øjeblik og mødte så hendes blik med et spørgende blik og et smil lurende i mundvigene "Hvis du vidste jeg ville kysse dig allerede dengang, hvorfor forsøgte du så ikke at ændre det? Intet ligger vel fast og som du selv siger, så havde vi ikke lavet så meget andet end at bide hovedet af hinanden." han så oprigtigt interesseret på hende, med en snert af alvor i de blå øjne tydelig, selv i den ringe belysning fra gaden og byen udenfor "Du kunne have ignoreret uglen.." han smilede skævt og listede den ene hånd over at fange hendes frie igen.
|
|
|
Post by Annabel Vargas on Jan 18, 2013 12:47:20 GMT
lay down beside me and question my faithor hold me with all the love we have madeTag: Matthew Blythe ● Outfit: Here Annabel kunne ikke lade være med at smile dumt over det faktum, at Matt efter alle de år, stadig havde den blyant hun havde givet ham første gang de var ude sammen. Hun så op på ham med et advarende blik, der dog tydeligt blev brudt af det spøgefulde i hendes blik, som klart understregede, at det på ingen måde var alvorligt. ”Men det havde du jo også allerede en mistanke om i forvejen,” pointerede hun og tænkte tilbage på hans ansigtsudtryk til Halloween, efter hun havde haft det ildevarslende syn.
Et varmt og tenderende drillende smil bredte sig over hendes læber igen, da hun løftede hånden, for at placere blyanten bag hans øre og dernæst læne sig frem, for at tiltuske sig et enkelt kys. ”Jeg tog en chance,” svarede hun oprigtigt og lod fingrene glide ind i mellem hans, da han tog hendes hånd. ”Jeg så en anden side af dig på Hospitalsfløjen og da brevet dumpede ind, var jeg ikke længere i tvivl,” Varmen nåede stadig helt op i hendes blik.”Jeg tog fejl af dig først og indså det for alvor, da jeg læste det du havde skrevet.” Annabel gav hans hånd et klem og slap den så for at række ud efter tekoppen og nippe let til den varme drik. ”Og på trods af det hele, var beslutningen om at møde dig ved Floridors, den bedste beslutning jeg nogensinde har taget.”
[/blockquote]
|
|
|
Post by Matthew Blythe on Jan 18, 2013 16:45:16 GMT
Perfection is achieved, not when there is nothing more to add but when there is nothing left to take awayTag; Annabel Vargas ~ Wearing; This Matt rynkede brynene lidt igen, men denne gang ikke i bekymring eller alvor. Den antagelse ødelagde smilet under hans skæg effektivt "Mistanke om hvad? At den ikke roterede den rigtige vej på øverste etage?" hans blik spillede drillende imod hende i stærk kontrast til alvoren og panikken kort tid forinden "Nu du selv siger det.." gav han hende svævende ret og blottede tænderne i et lidt bredere smil. Bare et øjeblik, men det nåede hans øjne denne gang.
Hansmilede stadig da hun fortsatte og fulgte hendes hånd med blikket da hun satte blyanten bag hans øre. Han ville sige noget, men glemte alt om det igen da hun lænede sig frem. Den allersidste lille del af knuden han havde haft i maven opløste sig da hun kyssede ham, alt for kort og han sukkede dybt for så at slippe et muntert fnys. Så skar han en lille grimasse og gav hendes hånd et klem som hun forsatte "Vi tog vist begge to fejl." han så et øjeblik ned på deres samlede hænder og mødte så hendes blik endnu en gang "Jeg har aldrig været gladere for at tage fejl på noget." han slap hendes hånd med en lille munter lyd "Det var svært at blive ved at være irriteret på nogen der sad en hel nat ved siden af ens seng på hospitalsfløjen." han smilede varmt, rømmede sig og rakte så selv ud efter sin kop med te.
|
|
|
Post by Annabel Vargas on Jan 21, 2013 12:11:53 GMT
lay down beside me and question my faithor hold me with all the love we have madeTag: Matthew Blythe ● Outfit: Here Annabel slap en munter lyd, der totalt spolerede hendes halvhjertede skulen og rystede lidt på hovedet af Matt, med et smil der afspejlede hans, inden hun satte blyanten bag hans øre. Kysset der fulgte var lige så meget en forsikring for hende selv om, at alting stadig var godt. Hans besvarelse af det gav hende det sidste skub mod overbevisning og hun slappede mærkbart af, før hun rakte ud efter sin egen tekop.
Hun nippede let til den varme drik og smilede let, da hun sænkede den igen. ”Heller ikke mig,” svarede hun oprigtigt og mærkede smilet vokse sig lidt stærkere igen. Hun trak let på skuldrende, som havde det været ingenting, at hun havde set efter ham en hel nat, hvor han var syg af feber. Smilet blev hvilende på hendes læber, som hun i nogle sekunder bare sad i stilhed, med blikket rettet mod hans ene hånd.
Grunden til, at den var så spændende, var at hendes egen hånd hvilede over og hun let tegnede mønstre med en fingerspids mod hans hånd. Det var næsten ubevidst og den eneste grund til at hun ikke havde taget den igen. Selvom de havde fået det hele ud, alt det der havde skilt dem ad, så var der alligevel én ting, der blev ved med at vende tilbage til Annabel når hun mindst ventede det. ”Der er én ting til, jeg er nødt til at spørge om,” sagde hun og løftede hovedet en smule igen, for at se op på ham. Hendes fingre endte med at hvile på hans håndryg. ”Hvad med Aisling?”
[/blockquote]
|
|
|
Post by Matthew Blythe on Jan 22, 2013 12:30:18 GMT
Perfection is achieved, not when there is nothing more to add but when there is nothing left to take away
Tag; Annabel Vargas ~ Wearing; [URL=http://www.polyvore.com/cgi/set?
id=68314432]This
[/URL] [/size][/center] Matt nikkede da Annabel igen blev den første til at bryde den nu mere behagelige tavshed "Mhm?" brummede han spørgende og så afventende på hende. Smilet der ellers havde fundet til hvile på hanslæber stivnede sammen med hånden der var ifærd med at føre tekoppen op mod hans læber igen da hun fortsatte. Han slog blikket beklemt ned og hans skuldre trak sig et stykke op mod hans ører, skamfuld som han med det samme følte sig.
De dybe rynker indfandt sig på hans pande igen og han var lige ved at trække hånden til sig da han blev mindet om Aisling. At Annabel dog ikke havde trukket sin til sig fik ham til at lade være og også til at tage en dyb indånding og svare hende "Aisling var en fejl." mumlede han lavmælt og følte sig som den ledeste lus i verden ved at sige det "Jeg vidste hvad hun gerne ville have, hvad hun ønskede og jeg håbede jeg kunne være det og komme videre." han så tøvende op og mødte hendes blik "Glemme dig og blive tilfreds med en anden." han smilede trist og vidste han måtte tage snakken med Aisling snart. Så meget skyldte han hende.
|
|
|
Post by Annabel Vargas on Jan 23, 2013 10:23:57 GMT
lay down beside me and question my faithor hold me with all the love we have madeTag: Matthew Blythe ● Outfit: Here Det var ikke helt med hendes gode vilje, at hun bragte Aisling – og dermed et meget nyligt kærlighedsforhold af Matts – på banen, men den blev ved med at rumstere rundt i baghovedet på hende og hun overbeviste sig selv om, at det sidste lige så godt kunne komme med ud, nu de havde fået hul på bylden i forvejen. Hun lyttede tavst mens Matt talte, uden at flytte sin hånd fra hans.
Det var ikke sådan, at han ikke villet kunnet have trække den til sig hvis han ville, men hun ville også gerne understrege, at hun ikke forsøgte at skubbe ham væk. Annabel nikkede let til hans ord og kunne, uden hun vidste om hun skulle være glad for det eller ej, egentlig godt se logikken, om end den var lidt forkvaklet. ”Jeg forstår,” svarede hun oprigtigt og strøg fingerspidserne let mod hans håndflade igen, med et et blik der faldt mod handlingen.
”Det var også det, jeg ønskede for dig,” fortsatte hun og så op mod ham igen med et halvhjertet smil, der afslørede at hun ikke mente det helt oprigtigt. ”Men du er færdig med hende?” Annabel var oprigtigt i tvivl, selvom hun hjertens gerne ville tro på, at hun bare kunne få Matt for sig selv igen. Det eneste hun behøvede, var bare lige en sidste bekræftelse. "Det er det eneste jeg har brug for at vide."
[/blockquote]
|
|
|
Post by Matthew Blythe on Jan 23, 2013 20:45:43 GMT
Perfection is achieved, not when there is nothing more to add but when there is nothing left to take awayTag; Annabel Vargas ~ Wearing; This Den mest dominerende impuls var stadig at se ned, men han tvang sig selv til at lade være, mens han ubevidst lukkede fingrene let om hendes. Han bildte sig ind, at han burde være lettet over hendes forståelse, men i stedet havde han det lidt som om han var gået bag ryggen på hende, alene ved at se efter en anden kvinde. Han vidste det var en fejlfortolket følelse, men derfra og til at ryste den af sig var et stykke vej.
Det hjalp dog stadig at Annabel ikke havde trukket hånden til sig og han smilede trist som svar da hun fortsatte. Så nikkede han langsomt uden at tøve, men sagde stadig ikke noget. I stedet stillede han tekoppen fra sig, lagde den nu frie hånd bag hendes nakke og kyssede hende med overbevisning. Kort, men med alt det han ikke helt kunne få sagt før han trak hovedet lidt væk. Han slap ikke hendes nakke, men tog en dyb indånding og nikkede så igen mens han så hende i øjnene "Helt færdig.." en svag antydning af et smil krusede sig på hans læber "Hun er ikke dig." så simpelt var det, selvom den dårlige samvittighed overfor blondinen murrede endnu.
Også selvom Annabel ikke var dukket op igen vidste han at det kun havde været et spørgsmål om tid. Det eliminerede dog ikke skyldfølelsen helt. Han lod flygtigt læberne stryge hendes igen og trak sig så lidt længere væk, mens hånden faldt til hendes skulder mens han undertrykte et gab "Kom med i seng igen?" bad han lavmælt og gav hendes hånd et lille klem.
|
|
|
Post by Annabel Vargas on Jan 26, 2013 11:24:41 GMT
lay down beside me and question my faithor hold me with all the love we have madeTag: Matthew Blythe ● Outfit: Here Annabel så nervøst afventende på Matt da hun havde stillet ham et altafgørende spørgsmål, selvom hun forsøgte hårdt at skjule, at det netop var nervøs hun var. Tekoppen brændte let mod hendes bare lår, hvor hun holdt den med den ene hånd og netop som hun flyttede den til et nyt sted, svarede Matt ved at læne sig frem imod hende. Kysset fik hendes mave til at slå en kolbøtte og selvom det var kort, faldt hendes øjne i.
Da han trak sig tilbage igen, tog hun en dyb indånding og var et øjeblik længere om at åbne øjnene. Da hun gjorde det, søgte de dog naturligt hans og hun nikkede resignerende, uden at have behov for at grave efter mere bekræftelse. Hans hånd var varm mod hendes nakke og sendte en doven illing ned langs hendes rygrad.
Hun gengældte hans flygtige kys ved denne gang selv at læne sig lidt frem og fulgte ham lidt da han trak sig væk igen. Da hun blev klar over, at hun gjorde det, trak det svagt i hendes ene mundvig. ”Hellere end gerne,” svarede hun og lænede sig til siden, for at sætte sin egen kop fra sig på bordet. Hun listede hånden fri af hans, blot for at lægge dem begge bag hans nakke og udnytte muligheden til selv at plante et dvælende kys mod hans læber, før hun slap ham helt og kom på benene med en udstrakt hånd ned imod ham.
[/blockquote]
|
|
|
Post by Matthew Blythe on Jan 26, 2013 16:11:55 GMT
Perfection is achieved, not when there is nothing more to add but when there is nothing left to take awayTag; Annabel Vargas ~ Wearing; This Matt fortrød ikke et øjeblik at han lod handling tale før ord og en lille del af ham havde lyst til igen at eskalere situationen, da hun lænede sig ind i kysset og fastholdt det lidt længere end det var hans mening. Han havde dog på ingen måde tænkt sig at protestere imod det og smilede varmt da hun besvarede hans spørgsmål "Det håbede jeg.."
Han satte sig helt op, men nåede ikke til at rejse sig før hendes hænder lukkede sig om hans nakke og helt per automatik fik en kuldegysning til at løbe ned over hans ryg. Han gav sig hen til hendes kys og mærkede alle bekymringer glide, bare for en kort bemærkning og så tydeligt forgabt på hende da hun rejste sig og rakte hånden frem mod ham.
Så tog han hendes hånd og rejste sig selv, lagde armen omkring hende og pressede et ømt kys mod hendes tinding før han ledte dem begge tilbage mod soveværelset. Han skænkede ikke de halvtomme tekopper en tanke, men gik i seng igen med en lettere fornemmelse i kroppen end han havde haft længe.
C L O S E D
|
|