|
Post by Matthew Blythe on Dec 11, 2012 17:51:19 GMT
Perfection is achieved, not when there is nothing more to add but when there is nothing left to take awayTag; Annabel Vargas ~ Wearing; This Matt så søgende på Annabel da hun trak sig lidt væk og smilede lettet da hun nikkede. Han nikkede selv uden at tænke over det og rømmede sig så svagt mens han tog hånden mod hendes hals til sig og denne gang nåede så langt som til at åbne æsken med sin egen pizza. Han var frygteligt bevidst om hendes hånd mod sit lår, uden at have det mindste imod det og kunne ikke sige sig fri for en lidt skuffet fornemmelse da hun trak hånden til sig.
Øjeblikket efter havde han dog glemt det igen og smilede lidt for bredt til ikke at tenderende selvtilfreds ud "Siger du.." gav han igen og puffede halvhjertet til hende mens han igen drejede hovedet mod hende, kun for at finde at hun havde gjort nøjagtigt det samme. Han gik lidt i stå og bare så på hende nogle øjeblikke før hendes fortsatte ord trak ham ud af det magnetfelt han momentært var havnet i. Han kendte det alt for godt og rømmede sig selvbevidst, uden overhovedet at kunne holde op med at smile igen da først den let anspændte stemning var blevet blødt op "Intet overhovedet." gav han hende ret, men tilføjede alligevel "Men nu jeg har muligheden for at få den varm, så foretrækker jeg det." han trak som hende æsken lidt nærmere og stoppede så alligevel for at se på hende igen "Med mindre du har et bedre forslag der kunne retfærdiggøre kold pizza?" hans blik var lige dele drillende og nysgerrigt og han gjorde ikke anstalter til at fortsætte videre med pizzaen før hun havde svaret.
|
|
|
Post by Annabel Vargas on Dec 25, 2012 13:59:39 GMT
lay down beside me and question my faithor hold me with all the love we have madeTag: Matthew Blythe ● Outfit: Here Annabel kunne ikke lade være med at smile for sig selv da Matt svarede igen og blottede i et øjeblik tænderne da han puffede til hende. At det samtidig var tydeligt, at de ikke helt kunne holde blikket fra hinanden, fik kun smilet til at vokse en tak mere. Hun tilføjede dog ikke mere, men forsøgte igen at lede opmærksomheden væk fra det faktum at hun havde lyst til at vælte ham omkuld i sofaen og i stedet rette den imod pizzaen.
Det lykkedes dog alligevel ikke rigtigt for hende, da Matts spørgsmål udelukkende trak hendes tanker tilbage til udgangspunktet og hun måtte forsøge at undertrykke et smørret smil, meget bevidst om, hele tiden at holde blikket rettet mod pizzaen. Hun havde dog ikke rakt ud efter et stykke endnu og hun endte alligevel med at dreje hovedet for at se op på ham
”Ikke lige umiddelbart,” svarede hun, skønt hendes tonefald tydeligt afslørede, at det ikke var helt oprigtigt. Annabel så ikke tilbage mod pizzaen igen, men lod blikket glide over hans ansigt i nogle sekunder endnu, før hun alligevel, stik modsat af hvad hun lige havde sagt, strakte ryggen og fangede hans læber igen. Uden at tænke over det, vinklede hun samtidig overkroppen imod ham, mens hendes hånd igen gled ind over hans lår.
[/blockquote]
|
|
|
Post by Matthew Blythe on Dec 26, 2012 15:33:41 GMT
Perfection is achieved, not when there is nothing more to add but when there is nothing left to take awayTag; Annabel Vargas ~ Wearing; This Det tenderende smørrede smil blev ved at trække op i Matts mundvige selvom han hårdnakket forsøgte at tvinge det tilbage og koncentrere sig om at få begyndt på sin pizza. Hans mave knurrede stadig, men han følte sig splittet mellem hvad hans mave krævede og hvad hans hjerne i stedet mente var en meget bedre idé end mad.
Han kom så langt som til at række ud og trække et stykke fri fra de andre, selvom osten ikke helt fulgte med, stoppede så og så på Annabel med et stadig let spørgende blik. Han fornemmede der alligevel lå noget hun ikke sagde og hendes undersøgende blik gjorde kun fornemmelsen stærkere. Han rettede sig lidt op og lod pizza være pizza igen da hun lænede sig frem mod ham.
Den kildrende fornemmelse i hans mellemgulv meldte sig igen og uden at tænke over det, drejede han sig også mod hende og løftede den ene hånd for at lægge den bag hendes nakke. Hans øjne var gledet i og han krummede fingrene let mod hendes nakke mens han lænede sig lidt mere frem og lagde et insisterende pres bag sit kys, der talte sit eget, helt tydelige sprog. Pizzaen var glemt og hjernen havde overdøvet maven grundigt, med den gavmilde strøm af adrenalin den sendte ud i kroppen på ham.
|
|
|
Post by Annabel Vargas on Jan 1, 2013 16:28:08 GMT
lay down beside me and question my faithor hold me with all the love we have madeTag: Matthew Blythe ● Outfit: Here Annabel opgav snart at holde sin koncentration på pizzaen, i takt med at det blev sværere og sværere, ikke at tænke på det de var blevet afbrudt i fra morgenstunden. Af samme grund endte hun med at dreje hovedet mod ham igen, tøve et øjeblik og så læne sig frem for at fange hans læber. Hun blev effektivt belønnet med et skud endorfiner over Matts villige gengældelse af kysset.
Det var så velkendt en følelse, at sidde lige der med hans duft i næseborene og læberne mod hans, at det bragte adskillige undertrykte minder frem. Det første kys i Diagonalstræde, det andet, tredje og endda fjerde i storsalen. Genskabelsen af det hun havde følt, da de for mange år siden, havde bevæget sig i mørke gennem Matts værelse for første gang, opslugt af hinanden.
Annabels ene hånd lukkede sig fast omkring Matts nakke, med fingre der gled ind i mellem hans lyse hår, som hun længselsfuldt udforskede hans læber med sine. Selvom de på mange måder havde genopdaget hinanden aftenen forinden og hele hendes krop stadig føltes øm, så var hun alligevel draget imod ham, som et møl til en flamme. Hendes læber var lige så insisterende som hans og hun strakte sig villigt op imod ham, mens den hånd der havde hvilet mod det lår der var tættest på hende, i stedet flyttede sig til det andet og bragte hendes overkrop tættere på hans.
[/blockquote]
|
|
|
Post by Matthew Blythe on Jan 2, 2013 0:51:23 GMT
Perfection is achieved, not when there is nothing more to add but when there is nothing left to take awayTag; Annabel Vargas ~ Wearing; This Matt kendte Annabels læber så godt, selvom de stadig føltes helt nye. Han reagerede dog selv helt instinktivt på hende, uden at behøve tænke over sit næste træk, det kom helt af sig selv. Han lukkede fingrene fastere omkring hendes nakke og lænede sig automatisk lidt tilbage som hun drejede sig mod ham, for at gøre det nemmere for både sig selv og hende og fastholde øjeblikket.
Han tog en hurtig indånding uden at bryde væk fra hendes læber, men som direkte reaktion på hendes fingre i sit hår, åndede ud igen og pressede så noget mere krævende læberne mod hendes mens hans frie arm gled omkring hende. Han rettede sig lidt op, lænede sig ind mod hende og tog let fat om hendes lår, kun for sekundet efter i en hurtig bevægelse, at trække hende insisterende hen over skødet på sig selv.
Han måtte bryde væk fra hendes læber for at gøre det og genfandt dem ikke igen med det samme. I stedet gled hans blik over hendes ansigt, tog alle hendes træk ind og fandt til sidst hendes brune øjne der som altid fik en kuldegysning til at løbe ned over hans ryg. Han lod begge hænder finde om på hendes og strøg dem et stykke op uden at bryde øjenkontakten med hende "Jeg har ikke kunnet slå dig ud af hovedet hele dagen." mumlede han lavmælt og måtte lægge nakken lidt tilbage for at se hende i øjnene som de nu sad. Han smilede skævt og tilføjede "Heller ikke i dag." han trak den ene hånd til sig og fandt i stedet den ene ende af snøren der holdt hendes bluse sammen, snoede den omkring pegefingeren, men trak ikke i den, endnu.
|
|
|
Post by Annabel Vargas on Jan 2, 2013 2:07:03 GMT
lay down beside me and question my faithor hold me with all the love we have madeTag: Matthew Blythe ● Outfit: Here Da først Annabel havde krævet Matts læber, opgav hun ethvert forsøg på at komme videre derfra. Faktisk, havde hun slet ikke lyst til at prøve på det og skubbede sig i stedet tættere på ham, mens hendes fingre strammede sit greb omkring hans nakke. Kysset blev dog effektivt brudt da han pludselig greb fat omkring hendes ene lår og hun blev trukket ind over ham. Af samme grund undslap en lavmælt, munter lyd hende, som hun trak hånden der havde hvilet mod hans lår til sig og løftede sig lidt, for at kunne skubbe sit eget skørt langt nok op til, at det ikke var fanget under hendes knæ og hun kunne bevæge sig.
Hendes brune øjne var mørkere end normalt og et smil spillede over hendes læber, som hun løftede hånden igen og lod den hvile mod hans skulder."Det lyder alt for velkendt," svarede hun og lod fingerspidserne vandre langs hans skulder indtil de hvilede mod hans hals. "Jeg kan heller ikke stoppe med at tænke på dig," fortsatte hun i lavmælt tonefald, selvom der ikke var nogen egentlig grund til det, med en dominerende følelse af sommerfugle der multiplicerede sig i mellemgulvet og sendte et nyt skud adrenalin igennem kroppen på hende.
Annabels blik faldt til hans finger og hendes øjenbryn hævede sig lidt i en svagt opfordrende gestus, inden hun med et varmt smil, bøjede nakken igen og plantede et kys midt på hans læber, uden helt at kunne lade være. Samtidig skød hun en anelse ryg, for at han stadig havde plads til at holde fat i snøren, som hun trak sig lidt tilbage igen og fortsatte sine kys ned over hans hals, hvor hendes fingre før havde hvilet. Hånden gled i stedet ud over hans skulder og lagde sig let mod hans overarm, mens hun lod sig beruse af hans dominerende og velkendte duft i næseborene, stadig uden helt at kunne forstå, at det hele ikke bare var en fantastisk og ubeskrivelig drøm.
[/blockquote]
|
|
|
Post by Matthew Blythe on Jan 2, 2013 12:56:38 GMT
Perfection is achieved, not when there is nothing more to add but when there is nothing left to take awayTag; Annabel Vargas ~ Wearing; This Matt overraskede endnu en gang sig selv lidt da han resolut tog fat om Annabels lår og løftede hende hen over sine egne ben. Et sted i hans baghovede konstaterede en lille snusfornuftig stemme, at han ikke var nogen akavet teenager længere, heller ikke selvom der ikke ligefrem havde været et hav af kvinder i hans liv siden Annabel havde forladt lejligheden den morgen for snart længe siden. Han dvælede ikke ved tanken, men lod sig villigt distrahere af hendes bløde læber. Omslutte af hendes duft og varme krop der nu kom en hel del tættere på hans egen.
Han smilede mens hun svarede ham og hendes fingre sendte kuldegysninger ned over hans ryg. Igen at få bekræftet, at han ikke var alene med den tiltrækning og de følelser der stadig var aldeles levende, fik det til at krible forventningsfuldt i hans mellemgulv. Fornemmelsen voksede kun da hun fandt hans læber med sine igen og han trak snøren i hendes bluse op. Han slap hendes ryg med den anden hånd også og løsnede knap så tålmodigt snøren hele vejen op, uden at bryde væk fra hendes mund.
Han tog dog en hurtig indånding da han kunne lade hænderne glide ind på hendes nøgne hud og lukkede dem fast om hendes sider, kun for igen at kræve hendes mund sekundet efter. Der var ingen andre steder han hellere ville være og selvom fornuftens stemme i hans baghovede stadig prædikede om at de var nødt til at tale alvorligt sammen, snart, skubbede han det i baggrunden til fordel for den berusende følelse af at have hende lige der, inden for rækkevidde og med forventningen om, nøjagtigt hvad de var på vej til i øjeblikket.
|
|
|
Post by Annabel Vargas on Jan 8, 2013 12:16:45 GMT
lay down beside me and question my faithor hold me with all the love we have madeTag: Matthew Blythe ● Outfit: Here Annabel gøs over den samlede følelse af Matts varme hænder der gled ind under hendes overdel og lagde sig mod hendes sider og det kolde sølv fra hendes halskæde, der lagde sig mellem hendes bryster på den nu næsten helt blottede overkrop. Hendes blik var mørkt og hun trykkede sig ind mod ham, da han kyssede hende igen, med fingre der krummede sig sammen i hans lyse hår. Annabel trak sig først tilbage da luft blev en presserende nødvendighed, så på ham med et hurtigere åndedræt end normalt, før hun endte med at skubbe sig helt ned af sofaen, række hånden frem mod ham og se på ham med et tydeligt afventende blik, der talte helt for sig selv.
~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~
Annabel rørte lidt på sig, svagt bevidst om at den krop der lå tæt trykket op af hende, næsten var så varm som en knitrende pejs. Hun sov stadig halvt, men blev langsomt trukket tættere og tættere op mod overfladen, som hun blev klar over, at hun også var tørstig. Med en næsten uhørlig, utilfreds lyd, gav hun sig lidt og åbnede så endelig øjnene, blot for at se direkte på Matts sovende ansigt. Utilfredsheden forsvandt som dug for solen og selvom hun stadig glippede døsigt med øjnene, formåede hun at smile svagt for sig selv.
Hun lå der noget tid endnu og skiftede mellem at betragte ham og forsøge at falde i søvn, før tørheden i hendes hals blev for dominerende og hun til sidst formåede at snige sig ud under Matts arm og ben og træde ud på gulvet. Kontrasten var mærkbar og hun skælvede voldsomt over temperaturforskellen. Hun kunne dog ikke tage dynen, der var viklet grundigt rundt om hans sovende skikkelse og endte i stedet med at slå armene omkring sig selv, for hurtigt og lydløst at trippe ud i køkkenet. Annabel vidste udmærket i hvilket skab glassene havde stået for fem år siden og da hun åbnede selvsamme, var hun ikke overrasket over at se dem der endnu. Hun bemærkede for sig selv, at Matt heller ikke var typen der omrokerede og åbnede vandhanen for at fylde glasset med vand.
[/blockquote]
|
|
|
Post by Matthew Blythe on Jan 8, 2013 12:52:30 GMT
Perfection is achieved, not when there is nothing more to add but when there is nothing left to take awayTag; Annabel Vargas ~ Wearing; This Matt sov tungt, tungere end han havde længe og lige for nu, var han rolig og uden bekymringer. Tilstedeværelsen af en varm krop ved siden af var velkommen, endnu mere fordi det var den ene han helst ville have der og han trykkede sig i søvne tættere ind til hende mens han sukkede tungt. Han havde været drænet og afslappet da han faldt i søvn med armen hen over Annabel og havde valgt at ignorere de nagende tanker i baghovedet. Tidspunktet havde ikke været det rigtige, fortalte han sig selv og nægtede at indrømme, at det perfekte tidspunkt aldrig ville komme.
Der gik nogle minutter før han registrerede, selv i søvne, at noget havde ændret sig. Noget var ikke som det skulle være og hans øjenlåg sitrede svagt i et forsøg på at vågne. Han flyttede sig uroligt i sengen og en lavmælt, utilfreds lyd, næsten et klynk, undslap ham. Hans hånd søgte uvilkårligt over på den anden side af sengen, og fandt intet. Han flyttede sig igen mens panikken begyndte at spire i både hans bevidsthed og hans mellemgulv og fik endelig øjnene op. Han stirrede søvndrukkent på den tomme plads ved siden af sig og uvilkårligt strøg hans blik til puden på samme plads. Han var lysvågen på et sekund eller to og satte sig op med et ryk mens irrationel frygt skyllede ind over ham "Anna?" halvt spurgte han ud i mørket, viklede sig med febrilske bevægelser ud af dynen og halvt snublede ud af sengen for at fortsætte ud i den lille mellemgang til stuen "Anna!" han kaldte igen, højere denne gang. Panikken var tydelig i hans stemme mens han kun fandt en tom stue og knuden i maven voksede sig til dobbelt størrelse sammen med de alt andet end velkomne minder der strøg igennem hovedet på ham.
|
|
|
Post by Annabel Vargas on Jan 9, 2013 9:41:39 GMT
lay down beside me and question my faithor hold me with all the love we have madeTag: Matthew Blythe ● Outfit: Here Annabel betragtede vandet der langsomt rislede ned i glasset, uden på nogen måde at være helt vågen eller kunne se helt klart. Alt hendes tanker cirkulerede om, var at kravle tilbage ind under dynen og ind til Matts varme krop, stadig skælvende over den kolde nattetemperatur i lejligheden. Annabel lukkede for vandhanen og drak tørstigt af glasset. Der var stille i lejligheden, kun forstyrret af lyden af gaden udenfor og Annabel havde, uden at tænke over det, ladet øjenlågene glide i og lænet sig ind mod skabslågerne, med den ene hånd mod bordpladen.
Hun var nærmest døset hen stående, stadig med glasset i hånden og havde mere eller mindre lukket af for omverdenen. Af samme grund fór hun forskrækket sammen da et råb pludselig fyldte lejligheden og brød den milde trance hun var faldet ind i. Med ét føltes det som om at hendes hjerte var ved at banke ud af brystet på hende og adrenalinen strømmede så hurtigt gennem hendes krop, at hun næsten ikke bemærkede lyden af splintrende glas, som hun tabte glasset.
I stedet havde hun instinktivt sat kursen mod hjørnet der ledte tilbage til soveværelset, hurtigere end at hendes hjerne helt kunne nå at følge med, mens en panik, hun ikke kendte grunden til, spredte sig i hele hendes krop. Det var et spørgsmål om sekunder, før hun stod i den lille mellemgang og blev mødt af synet af Matt, der så mindst lige så panisk og forskrækket ud, som hun selv gjorde. ”Matthew! Hvad sker der?” fløj det panisk ud af hende og hendes brystkasse hævede og sænkede sig dobbelt så hurtigt som normalt, påvirket af den dominerende adrenalinrus. Hendes hjerne forsøgte at stykke det hele sammen, men intet gav mening og hun endte med bare at stå stivnet og se bange på ham.
[/blockquote]
|
|
|
Post by Matthew Blythe on Jan 9, 2013 12:26:37 GMT
Perfection is achieved, not when there is nothing more to add but when there is nothing left to take awayTag; Annabel Vargas ~ Wearing; This Lyden af hans eget hjerte der bankede højt og hurtigt blev afbrudt af lyden af splintrende glas. Han for sammen og greb instinktivt mod sit højre lår, hvor tryllestaven plejede at sidde sikkert i sin skede. Selvfølgelig var den der ikke nu og han glemte alt om den, da Annabel kom til syne fra køkkenet. Han gik i stå. Stivnede på stedet og stirrede bare på hende mens en ny bølge, denne af lettelse, skyllede igennem ham. Panikken sad der dog stadig, nagede ubarmhjertigt, men han fik fødderne vristet fri fra gulvet og var henne ved hende på et øjeblik.
Han lagde uden videre armene omkring hende, knugede hende hårdt, desperat og gemte ansigtet mellem hendes skulder og hals med en afmægtigt udbrud "Du var væk.." mumlede han snublende og strammede grebet uden at tænke over sin egen styrke "Jeg vågnede og du var væk, ligesom.." han tog en skælvende indånding uden at få styr på sin vejrtrækning "Jeg troede.." han fik aldrig gjort sætningen færdig. Ordene satte sig fast i halsen på ham og gjorde de sidste grødede "Du var væk.." gentog han næsten hviskende og kneb øjnene hårdt i mens han forsøgte at overbevise sig selv om, at hun rent faktisk var der og ikke var gået nogen steder.
|
|
|
Post by Annabel Vargas on Jan 10, 2013 11:03:30 GMT
lay down beside me and question my faithor hold me with all the love we have madeTag: Matthew Blythe ● Outfit: Here Annabel spærrede øjnene vidt op da hun nåede om hjørnet og blev mødt af synet af Matt, på en måde hun knapt kunne huske at have set ham før. Af samme grund var hun naglet til gulvet og stod bare og så på ham med vidt opspærrede øjne og en brystkasse der hævede og sænkede sig hurtigere end normalt. Efter det overraskede, paniske og noget så forvirrede udbrud havde undsluppet hende, anede hun ikke hvad hun skulle sige eller gøre og kunne ikke få sin krop til at samarbejde.
Det behøvede hun dog heller ikke, for øjeblikket efter, uden hun helt nåede at registrere det, var hun fanget af Matts arme og fandt sig knuget hårdt ind imod hans bryst. Så hårdt at en skarp smerte skød igennem hendes ribben og hun slap et impulsivt smertesudbrud. ”Matthew!” kom det desperat fra hende, i et tonefald der mindede faretruende meget om et klynk, uden det alligevel helt var det. Nærmest med det samme løsnedes grebet og hun trak vejret dybt, næsten gispende ind.
Hun havde dog med det samme glemt det igen og var langt mere fokuseret på det Matt fik fremstammet, uden på nogen måde at være i tvivl om netop hvad det var han snakkede om. Det fik en knugende, ubehagelig fornemmelse til at sprede sig i hendes mellemgulv, så slemt at det næsten gjorde fysisk ondt. Nu han havde løsnet grebet lidt, kunne hun trække sig lidt tilbage og se ham i øjnene, med et blik der flød af skyld og selvhad. ”Matthew...” gentog hun hans navn igen, med en grødet stemme der tydeligt afslørede, hvor hurtigt klumpen i hendes hals voksede. Hun trak armene til sig og lagde håndfladerne fast mod hans kinder, uden at slippe hans blik, selvom det hun så der, fik det til at stikke smertefuldt i brystet på hende. ”Jeg er her. Jeg er her.”
[/blockquote]
|
|
|
Post by Matthew Blythe on Jan 10, 2013 14:20:52 GMT
Perfection is achieved, not when there is nothing more to add but when there is nothing left to take awayTag; Annabel Vargas ~ Wearing; This Matt trak vejret hurtigt og overfladisk ned i Annabels hår og tænkte på ingen måde klart. Faktisk var hans hovede en stor pærevælling af forvirrede tanker og panik der stadig fik adrenalinen til at pumpe rundt i kroppen på ham. Først da hun klynkede hans navn, blev han klar over hvor han stod og hvor hårdt han havde ved hende.
Han slap hende øjeblikkeligt og gik et halvt skridt tilbage med vidt opspærrede øjne der afslørede både den bundløse frygt der havde grebet ham og skam over potentielt at have gjort hende fortræd "Undskyld." kvækkede han spagt og mærkede frygten og panikken lægge sig lidt da. Det han læste i hendes brune øjne fik dog knuden i hans mave til at vokse eksplosivt og han sank hårdt da hun gentog hans navn. Det lykkedes på ingen måde at sluge den stadigt voksende klump og hans øjne blev meget mod hans vilje, blanke da hun lagde hænderne mod hans kinder.
Han sank igen og tog en dyb indånding mens skyldfølelsen krøb insisterende ind på ham. Skyld over at have reageret så voldsomt. Skyld over at få hende til at se på ham som hun gjorde lige nu. Skyld over det der lå usagt i hendes blik. Han nikkede let, besværet af hendes hænder og trak hende så ind til sig igen, med kun en brøkdel af styrken fra før "Undskyld.. jeg mente ikke.." mumlede han ned i hendes hår og fik aldrig gjort sætningen færdig.
|
|
|
Post by Annabel Vargas on Jan 11, 2013 7:15:20 GMT
lay down beside me and question my faithor hold me with all the love we have madeTag: Matthew Blythe ● Outfit: Here Det var fuldkommen instinktivt da Annabel slap en pinefuld lyd, som Matts arme strammede sig hårdere om hende, end det på nogen måde var behageligt. Det var ikke for at give ham dårlig samvittighed, men en helt naturlig forsvarsmekanisme og øjeblikket efter løsnede hans greb sig omkring hende igen. Måden han nærmest skubbede sig væk fra hende, var dog ikke hvad hun havde ønsket og det glimtede stadig panisk i hendes blik, som hun forsøgte at regne ud hvad der foregik.
Få sekunder senere dæmrede det, som hun registrerede netop hvad det var han havde sagt og hun rynkede kraftigt på øjenbrynene mens hendes mellemgulv trak sig ubehageligt sammen over udtrykket i hans øjne. På lige det tidspunkt følte hun sig mere skyldig end hun havde gjort på noget andet tidspunkt, for der var ikke nogen tvivl om, hvad der var baggrunden til den situation de nu stod i. Ved synet af hans blanke øjne da hun lagde hænderne mod hans kinder, gjorde det næsten fysisk ondt på hende og hun var splittet mellem trangen til at hive ham ind til sig, for at fortælle ham at det nok skulle gå og den brændende følelse af, at hun ingen ret havde til at trøste ham, når det var hende der havde gjort det ved ham til at starte med.
I sidste ende blev det Matt der tog valget for hende, da hans arme igen gled omkring hende og instinktivt trak hun ham ind til sig. Hendes ene hånd lukkede sig omkring hans nakke, mens den anden strøg ham blidt over ryggen, uden den frustrerede og skyldige rynke mellem hendes øjenbryn var forsvundet. Annabel kneb øjnene hårdt sammen over hans ord og trak sig den mindste smule tilbage, så hun kunne hvile panden mod hans skulder, noget der kun var muligt når han var bøjet ned imod hende som nu. Et uhørligt suk undslap hende, før hun endelig samlede mod til sig og trak sig langt nok tilbage for at kunne se ham, uden at give helt slip. Der var smerte og skyld i hendes blik og hun så indtrængende på ham. ”Det tror jeg du gjorde...”satte hun sig hans udtalelse imod og løsnede sit greb omkring ham lidt, uden at kunne få sig selv til at give helt slip, af ren frygt for at hun ikke ville få ham tilbage igen. ”Jeg anede ikke...”
[/blockquote]
|
|
|
Post by Matthew Blythe on Jan 11, 2013 8:36:40 GMT
Perfection is achieved, not when there is nothing more to add but when there is nothing left to take awayTag; Annabel Vargas ~ Wearing; This Matts vejrtrækning faldt efterhånden til et mere normalt leje mens han stod med ansigtet gemt væk i hendes hår. Duften af hende mere end ord bekræftede ham i, at hun stadig var der. At hun ikke, som han nogle ubehagelige minutter havde troet, var gået, forsvundet igen. Beslutningen om at lukke hende ind i sit liv igen var en han ikke fortrød, men for at tage den, havde han også været nødt til at lukke op for mentale kasser, der havde været boltet i adskillige år.
Det krævede det meste af hans viljestyrke ikke at stramme grebet om hende da hun trak sig væk. Kun fordi hun ikke slap ham, lod han være og så i stedet skamfuldt på hende. Da samme følelse mødte ham fra hende, rynkede han brynene i mild overraskelse. Hendes indtrængende blik og stilfærdige konstatering, fik ham mentalt til at krympe ti størrelser og han så ned, uden at kunne få sig selv til at modsige hende. Han vidste hun havde ret. Han havde ment det og samtalen med Lily tidligere på dagen gav ekko for hans indre øre "..du er nødt til at fortælle hende det hele hvis I skal have en chance mere, Matt.." han lukkede øjnene hårdt i og tog en dyb indånding før han tvang sig selv til at se op og møde hendes blik igen.
Han nikkede, en enkelt gang og følte sig komplet blottet, meget mere end han brød sig om. Det var uvant og skræmmmende, at slippe taget om sig selv og indrømme at frygten for at miste hende var mere fremtrædende end den nogensinde havde været før "Jeg blev ved at vågne og håbede du lå der når jeg åbnede øjnene, men.." han så trist på hende og tog endnu en dyb indånding "Jeg har aldrig følt mig mere afmægtig end jeg gjorde den morgen." tvang han sig selv til at fortsætte, snublende over ordene der helst ikke ville siges højt "Jeg vågnede og du var væk og det hele vendte tilbage igen." han skar en grimasse og så alligevel ned igen "Jeg overreagerer sikkert bare." forsøgte han igen at slå det hele hen uden helt at tænke over det.
|
|