The picture is painted, the colours are bold

[Annabel Vargas]

lay down beside me and question my faith
or hold me with all the love we have made

Tag: Matthew Blythe ● Outfit: Here

Det havde været en uendelig lang og kaotisk dag for Annabel, der om morgenen var taget afsted på arbejde, for at få styr på hele redeligheden med sin raserede lejlighed og lige siden, ikke havde fået lov til at forholde sig i ro i et øjeblik. De havde været frem og tilbage utallige gange og hun havde siddet i et længere møde, om hvilke nye sikkerhedsforanstaltninger der skulle til og sikkerhedsprocedurer hun skulle igennem, inden de havde den nye lejlighed klar. Alt det, sammen med den viden, om at hun havde lovet Matt at komme om til ham senere og det klare minde om, hvad der var forløbet nattten forinden, fik hendes hoved til at føles som et stort rod.

Det var dog knapt så slemt, da hun bevægede sig igennem den friske, kølige luft og trak vejret dybt ned i lungerne, på vej tilbage mod Matts lejlighed fra sin fætter Brandons. Han havde tilbudt hende et værelse der og hun havde seriøst overvejet det i et øjeblik, med tanke på det rod hun var landet i sammen med sin ekskæreste. Alligevel kunne hun dog ikke få sig selv til at smide det spinkle håb der var for, at de rent faktisk fandt ud af det hele, væk og var nu af samme grund på vej tilbage.

Annabel hankede lidt op i tasken over den ene skulder der indeholdt en yderst sparsom del af hendes ejendele og hun trak kappen lidt tættere omkring sig for at skærme sig for kulden, uden at bemærke de underlige blikke beklædningen tiltrak. Der gik ikke lang tid før hun nåede den aflåste dør til Matts opgang og holdt den lille knap på dørtelefonen inde, som hun havde lært at bruge for mange år siden. Da der dog aldrig kom nogen respons, valgte hun at tro på at han ikke var kommet hjem, uvillig til at tænke på en helt anden muligved. Annabel gled ned at sidde på trappestenen med et lavmælt suk og trak fingrene igennem sit lange hår, inden hun skuttede sig lidt i kappen igen og gav sig til at rode i sin taske efter det lille sølvetui. Annabel var ikke storryger, ikke engang nødvendigvis dagligt, men nu var et af de tidspunkter, hun udmærket kunne have behøvet den beroligende fornemmelse og sukkede opgivende endnu engang, da hun blev klar over, at hun måtte have glemt etuiet i lejligheden.

[/blockquote]

[Matthew Blythe]

Perfection is achieved, not when there is nothing more to add
but when there is nothing left to take away

Tag; Annabel Vargas ~ Wearing; [URL=http://www.polyvore.com/cgi/set?

id=60675489]This

[/URL] [/size][/center]

Matt havde stadig ikke helt fået styr på sine forvirrede og lettere modstridende tanker, men besøget hos veninden i Godrics Hollow, havde været lige det der skulle til for at få det hele sat lidt i perspektiv. Han vidste at det ville kræve en indsats, fra dem begge. Der skulle genopbygges broer, tillid, fortrolighed, men selv med alt det lagt på skuldrene, var han inderst inde ikke i tvivl om hvad han gerne ville. Han havde allerede mistet hende én gang og han havde ingen intentioner om at lade det ske igen.

Han var ikke taget direkte hjem, men havde i stedet slået vejen omkring det pizzaria han trofast havde brugt i flere år. Det lå ikke til ham at ændre vaner og så længe han var tilfreds med den mad han fik der, var der ingen grund til at lave om på noget. Modsat normalen var det dog to æsker og ikke én han bar på nu, mens han til fods var på vej det korte stykke fra pizzariaet og hjem til sig selv.

Selvom han ihærdigt forsøgte, kunne han ikke ignorere en anspændt knude forme sig i hans mellemgulv jo tættere han kom på sin destination. Hun havde sagt hun ville komme igen og han ønskede virkelig at hun kom det, men tvivlen gnavede alligevel i ham. I hvert fald lige indtil han kom omkring det sidste hjørne og kunne se lige over på bygningen hans lejlighed lå i. På trappen op til hoveddøren sad en skikkelse han vidste han ville kunne genkende hvor som helst og impulsivt smilede han bredt og lettet, før han så sig for og krydsede gaden.

Han smilede stadig da han gik de sidste meter hen til trappen, men i stedet for at gå direkte op til døren for at låse dem begge ind, satte han sig ned ved siden af hende, lagde den ene arm omkring hendes skuldre og plantede et ligeså impulsivt kys mod hendes tinding. Pizzaæskerne var havnet på hans lår og han kunne tydeligt mærke varmen fra dem, mens duften af hendes hår fyldte hans næsebor "Jeg håbede jeg nåede tilbage før dig." mumlede han lavmælt og så halvt undskyldende på hende uden at trække armen til sig "Har du ventet længe?"

[Annabel Vargas]

lay down beside me and question my faith
or hold me with all the love we have made

Tag: Matthew Blythe ● Outfit: Here

Annabel lod tasken glide ned på trappestenen ved siden af sig, efter hun havde konkluderet at hun ikke havde fået etuiet med. I stedet trak hun kappen lidt længere sammen omkring sig, for at skærme sig mod den kolde efterårsvind. På samme tid lod hun blikket glide ned langs gaden og mærkede lidt mod sin vilje, sit hjerte slå et slag over, hver gang nogen drejede rundt om hjørnet, i håbet om at det var Matt. At det var fuldstændigt fjollet, forsøgte hun at fortælle sig selv, men kunne alligevel ikke helt benægte overfor sig selv, at sommerfuglene flagrede rundt i hendes mellemgulv.

Hendes blik faldt på et efterårspræget træ og hun fulgte bladene, da de dalede langsomt mod jorden, mens hendes tanker cirkulerede omkring alt det der var sket over det sidste døgn og på en eller anden måde, forsøgte at få styr på det hele. Hun lod sig glide hen i tanker, uden helt at kunne lade være, mens folk passerede forbi, uden hun tog notits af det.

Af samme grund gav det et let ryk i hende, da nogen pludselig gled ned ved siden af hende og hun drejede hovedet, blot for at se lige ind i Matts blå øjne. Med ét var sommerfuglene tilbage og en billedlig sten faldt fra hendes skuldre, synkront med at hendes læber trak op i et smil over hans arm omkring sine skuldre og hans varme læber mod hendes tinding. ”Hej,” mumlede hun i tonefald, der tydeligt afspejlede smilet på hendes læber. Ubevidst lænede hun sig lidt ind imod ham, uden at kunne abstrahere fra duften af ham, der dog var sløret af den fra æskerne på hans lår. ”Ikke specielt,” svarede hun. ”Jeg er først lige kommet hjem fra Brandons.” Hendes arme lå foldet ind over hendes lår og med fingerspidserne på den ene, pillede hun ubevidst lidt ved kanten på hans skjorte.

[/blockquote]

[Matthew Blythe]

Perfection is achieved, not when there is nothing more to add
but when there is nothing left to take away

Tag; Annabel Vargas ~ Wearing; This

Matt havde lagt armen omkring Annabel før han egentligt nåede at tænke over det og et splitsekund var han klar til at trække den til sig igen. Han slappede dog af igen så snart hun smilede til ham og gengældte det uden tøven for så at presse læberne momentært mod hendes tinding. Han havde ikke travlt med at rejse sig igen, især ikke da hun lænede sig ind mod ham og han lidt per automatik, strøg hånden over hendes overarm "Har han købt det halve af verden siden sidst?" spurgte han, lidt som om der kun var gået et par uger og ikke fire år og et øjeblik med en triumferende sommerfugl i mellemgulvet over hendes valg af ord.

..hjem.. Det klingede helt rigtigt for hans indre øre, selvom han var klar over, det måske ikke var med fuldt overlæg hun havde brugt det. Af samme grund kommenterede han ikke på det, men smilede blot varmt uden at tage blikket fra hendes ansigt "Jeg tænkte du måske var sulten. Hvis ikke du har spist allerede?" han så spørgende på hende og smilede så skævt "Og hvis jeg ikke har husket din rigtigt, så bær over med mig. Jeg er lidt rusten lige på den front." han slog blikket ned og så et øjeblik på hendes fingre ved kanten på sin skjorte.

Så løftede han hovedet, plantede et impulsivt kys mere mod hendes hår og rejste sig "Kom.." han havde igen æskerne med pizza i den ene hånd og rakte den anden opfordrende ned mod hende "Hvis vi er heldige så har jeg også en flaske vin et eller andet sted. Jeg synes vi fortjener det." han satte den ene fod op på næste trin og stoppede der for at vente på hun fulgte med.

[Annabel Vargas]

lay down beside me and question my faith
or hold me with all the love we have made

Tag: Matthew Blythe ● Outfit: Here

En svagt munter lyd undslap Annabel over hans spørgsmål og hun trak let på skuldrene. ”Det må være tæt på,” svarede hun og pillede ubevidst lidt ved kanten på hans skjorte. Det virkede dybt surrealistisk at sidde lige der, i den velkendte krog hos ham, hvor hun altid lige havde passet ind og hun så i nogle øjeblikke uudgrundeligt på ham, med antydningen af et smil på læberne.

Hendes blik faldt til æskerne på hans lår og det trak en anelse mere op i hendes mundvig. ”Hundesulten,” svarede hun oprigtigt og ignorerede den flygtige, ubehagelige følelse over det der lå skjult bag hans ellers let spøgende kommentar, som fik hendes mellemgulv til at knuge sig ubehageligt sammen. Af samme grund undlod hun at svare på det og lod i stedet øjenlågene glide i for en kort bemærkning, da hans læber igen strejfede hendes hår.

Det trak dog effektivt smilet frem igen og hun rakte villigt ud efter hans hånd, for at komme på benene. ”Det lyder godt. Virkelig,” svarede hun oprigtigt og så på ham med et dybt taknemmeligt blik, som hun fulgte efter ham op af trappen. ”Og tak igen, for at jeg må være her.” Hun var alt for bevidst om det korte øjeblik hans hånd var lukket omkring hendes og fik noget af den tvivl, der havde siddet der siden de var taget afsted om morgenen, til at smuldre væk. En smule vished om, at han ikke havde fortrudt.

[/blockquote]

[Matthew Blythe]

Perfection is achieved, not when there is nothing more to add
but when there is nothing left to take away

Tag; Annabel Vargas ~ Wearing; This

Matt havde spurgt til Annabels fætter uden helt at tænke over det. Det havde virket naturligt i øjeblikket, siden han havde mødt omtalte fætter ved adskillige lejligheder og selv mente at have været på god fod med ham. Det velkendte i hele scenariet, kun gjort dybere af den fortid de trods alt delte, fik ham både til at slappe af og sekundet efter usikkerheden til at røre på sig igen i hans baghovede.

Han rømmede sig og skiftede emnet med et let klap på æskerne på sine lår, kun for igen at komme til at hentyde til fortiden, uden at gøre det overlagt. Det kom helt af sig selv og han måtte bruge mere viljestyrke på at forsøge at undgå det, end rent faktisk ikke at gøre. Til sidst blev han for sig selv stædig, og lod være at prøve. Sket var sket og alligevel sad de der nu og han var på trods af alverdens usikkerhed, stadig ikke i tvivl om, at han til hver en tid hellere ville tage chancen for at blive såret igen, end at risikere hun endnu engang forsvandt ud af hans liv.

Han smilede da hun tog hans hånd og lukkede fingrene om hendes det korte stykke op ad trappen før han modvilligt slap den igen for at låse dem ind. De nåede op ad det første sæt trapper før han fangede hendes hånd igen uden at se på hende, men med antydningen af et tilfreds smil fortsatte det sidste stykke op til anden sal og igen måtte slippe for at låse sin egen dør op. Han stoppede nøglerne i lommen på jakken igen mens han gik ind og fortsatte hen til sofabordet før han stoppede og vendte sig mod hende med et spørgende blik "Det er ok vi sidder herinde ikke? Jeg har lidt fyldt hele bordet i køkkenet med papirarbejde og jeg fik det ikke lige ryddet væk i går." han smilede skævt, halvt undskyldende og satte så alligevel æskerne fra sig på sofabordet og krængede jakken ud over skuldrene mens han let tøvende gik tilbage mod hende og dermed knagen der sad ved siden af døren "Hvordan gik din dag? Noget nyt?"

[Annabel Vargas]

lay down beside me and question my faith
or hold me with all the love we have made

Tag: Matthew Blythe ● Outfit: Here

En varm fornemmelse spredte sig i Annabels mellemgulv, da de havde forceret det første af trappen og Matt igen fangede hendes hånd. Nøjagtigt ligesom ham, kom hun uvilkårligt til at smile, uden at kigge på ham og lukkede fingrene omkring hans noget større hånd. Hendes frie hånd havde lukket sig omkring kappen og skørtet indenunder, så hun ikke snublede i det.

Hun gav dog slip på både det og hans hånd, da de nåede hoveddøren og ventede tålmodigt på at han fik den åbnet, før hun selv fulgte med ind i den velkendte lejlighed. Hendes blik gled rundt og hun bemærkede, i modsætning til aftenen før, hvor hun havde været for meget ved siden af sig selv, at det hele mere eller mindre lignede sig selv. Netop det, sagde forfærdeligt meget om Matt og hun tog sig i at smile diskret for sig selv, før hendes blik låste sig fast på ham da han talte.

”Det er helt i orden,” svarede hun og rakte op, for at løsne kappen og lade den glide ud ovre skuldrene. Efter hun havde været forbi lejligheden, havde hun også haft muligheden for at skifte fra det tøj hun var dukket op i hos Matt dagen før og pakke lidt mere ned i den magisk udvidede taske, som hun havde ladet glide ned på gulvet. Annabel strakte sig lidt for at hænge kappen på en af knagerne og gled ned på hælene igen, netop som Matt bevægede sig i retning af samme. Hendes læber trak op i et skævt smil og hun løftede den ene hånd for at stryge en vildfaren hårlok om bag øret. ”Der er sket så meget, at jeg ikke helt kan finde hoved og hale i det. Alt jeg til sidst kunne overskue at tænke på, var at komme tilbage til dig,” indrømmede hun med et lille, næsten ukarakteristisk genert smil og så op på ham gennem sine øjenvipper. ”Hvad med din?”

[/blockquote]

[Matthew Blythe]

Perfection is achieved, not when there is nothing more to add
but when there is nothing left to take away

Tag; Annabel Vargas ~ Wearing; This

Matt fik en kildrende fornemmelse i mellemgulvet da hans blik mødte Annabels og han smilede svagt over det svar hun gav ham "Det håbede jeg heller ikke." han tøvede et øjeblik, men følte sig overraskende rolig. Ikke kun fordi han var helt på hjemmebane. Der var noget mere som han ikke umiddelbart kunne sætte fingeren på. Han forsøgte ikke for alvor, mens han ventede på hun hængte sin kappe op og så selv fulgte eksemplet med sin jakke. Måske var det

Hendes næste ord fik ham til at se uudgrundeligt på hende et langt øjeblik. Elefanten var stadig i rummet, værende den ene beslutning der havde adskilt dem for flere år siden, men den halvt ubevidste erkendelse af stadig at ønske hende i sit liv, havde forvist den til en skammekrog i et mørkt hjørne.

Han smilede igen efter et øjeblik, nikkede og løftede så hånden til hendes kind mens han på samme tid bøjede sig forover og fangede hendes læber i et blidt, dvælende kys. Hans tommelfinger strøg hendes kind en enkelt gang da han trak hovedet tilbage og han smilede mat uden at det fjernede varmen i hans blik "Intet udover det sædvanlige." slog han sin egen dag hen og var ikke helt klar til at fortælle hende om sin uplanlagte tur til Godric's Hollow "Ikke før nu.." tilføjede ham med et lidt tydeligere smil og lod så hånden falde "Jeg finder lige den vin der og et par glas. Bare gå i gang." opfordrende han med et blik mod sofaen og fortsatte ud i køkkenet.

[Annabel Vargas]

lay down beside me and question my faith
or hold me with all the love we have made

Tag: Matthew Blythe ● Outfit: Here

Annabel nåede ikke rigtigt tænke over sine ord, før de var ude. Det kom forfærdeligt naturligt, at fortælle Matt nøjagtigt hvad hun mente og i et øjeblik, fik det blik han sendte hende, hende til at overveje, om hun ikke skulle have sagt det. Så snart han smilede, løsnede hun dog igen lidt op og sukkede uhørligt over hans læber imod hendes. Hendes blik flakkede let da han trak sig tilbage igen og hun kunne intet gøre, for at overkomme den dominerende følelse af sommerfugle der flagrede rundt i hendes mellemgulv.

Hun nikkede let til hans svar og kom uvilkårligt til at smile lidt over hans fortsættelse, før hun nikkede igen og alligevel blev stående, for at følge ham med blikket ud. Med endnu et suk, trak hun fingrene igennem de viltre krøller, der som altid var et mindre virvar omkring hendes skuldre, inden hun bøjede sig, for at at løsne snøren i sine støvler og trække dem af.

Så snart de var stillet pænt på pladsen indrettet dertil, krydsede hun den relativt korte afstand til sofabordet og lod sig glide ned i sofaen. Hun trak begge æsker til sig og åbnede den ene, uden at være i tvivl om, at måtte være den Matt havde tiltænkt sig selv. Af samme grund lukkede hun låget igen og satte den ved siden af på bordet, inden hun åbnede den anden kasse. Synet var velkendt, om end det var flere år siden hun sidste havde fået en lignende, og uvilkårligt kom hun til at smile for sig selv over, at Matt havde husket ganske rigtigt.

[/blockquote]

[Matthew Blythe]

Perfection is achieved, not when there is nothing more to add
but when there is nothing left to take away

Tag; Annabel Vargas ~ Wearing; This

Lyden af klirrende glas og dernæst det karakteristiske plop fra en flaske der blev befriet for sin prop blev fulgt af Matt der igen viste sig i køkkendøren, denne gang med to vinglas i den ene hånd og en flaske rødvin i den anden. Han smilede diskret for sig selv da hans blik med det samme faldt på Annabel i sofaen. Han fortsatte selv derhen og satte flasken fra sig mellem de to pizzaæsker, satte glassene samme sted og så selv satte sig.

Han nikkede hentydende til den åbne æske foran Annabel selv og tog igen flasken for at fylde først det ene, så det andet af de to glas "Bestået eller dumpet?" spurgte han mens vinen klukkende løb ud af flasken "De ligner stadig troldeøjne." fortsatte han så henkastet, slet ikke det mindste i tvivl om at hun ville vide lige hvad han hentydede til. Netop derfor sitrede det afslørende i hans ene mundvig mens han igen satte flasken fra sig og rakte hende det ene glas for selv at tage det andet og tage en mindre mundfuld af indholdet "Fandt de nogen spor i din lejlighed?" hans skift til et noget mere alvorligt emne var ikke et forsøg på at undgå det første, men udsprang af reel interesse for svaret, blandet med en stor portion bekymring og måske en passende portion egoisme, fordi han ikke havde det store ønske om at hun skulle gå igen. Ikke engang bare tilbage til sin egen lejlighed.

[Annabel Vargas]

lay down beside me and question my faith
or hold me with all the love we have made

Tag: Matthew Blythe ● Outfit: Here

Annabel havde ikke mere end lige åbnet låget på sin egen pizzaæske, da Matt dukkede op i døråbningen igen med en flaske vin og to glas. Hun smilede stadig for sig selv, med den ene hånd løftet for at holde låget åbent. Først da Matt satte sig, skubbede hun låget helt tilbage og drejede hovedet imod ham igen, med et underfundigt smil over læberne. ”Bestået,” svarede hun og kom uvilkårligt til at blotte tænderne helt med en lavmælt latter over hans efterfølgende kommentar. ”Vel gør de ej. Det er bare dig, der er sart. Stadigvæk.”

Annabels øjne glinsede let af morskab, skønt det uudgrundelige endnu ikke helt var forduftet. Hun rakte frem og tog imod glasset med et lavmælt tak og hendes blik hvilede diskret på ham, mens hun tog en tår af vinen. Efter hun havde sat det fra sig på bordet igen, strøg hun hurtigt en fingerspids over sin overlæbe for at fjerne eventuelt overskydende vin, med et lavmælt suk over hans ord.

Alligevel hvilede antydningen af et skævt smil dog over hendes læber og hun rystede svagt på hovedet. ”Hvem end det var, har gjort et godt stykke arbejde med at skjule alt, der kunne være den mindste smule nyttigt,” svarede hun og trak på skuldrene. ”Og de kan ikke give mig et nyt sted, før de ved hvor sikkerhedsbristen stammer fra. Selv med magi, er der lang vej frem og tilbage hver dag fra min lejlighed i Lissabon.” Annabels hænder vred sig lidt imod hinanden og hun drejede hovedet for at se på ham igen, modsat hvad hun havde gjort mens hun talte. ”Det sidste jeg vil gøre, er at trænge mig på. Du må virkelig sige til hvis nu...” hun færddiggjorde ikke sætningen, uden helt at vide hvordan og endte i stedet med at smile halvt beklagende til ham. ”Du skal ikke føle dig tvunget til noget.”

[/blockquote]

[Matthew Blythe]

Perfection is achieved, not when there is nothing more to add
but when there is nothing left to take away

Tag; Annabel Vargas ~ Wearing; This

Matts halve smilvoksede betydeligt ved lyden af Annabels latter og det slog ham hvormeget han havde savnet den. Han drejede hovedet og så på hende med et igen uudgrundeligt blik der dog blev halvt skjult bag et påtaget indigneret fnys "Jeg er ikke sart. Det er dig der har sære smagsløg.. stadigvæk." han var lige ved at puffe til hende med albuen, men tog sig i det og tog i stedet en mundfuld af vinen i glasset for så igen at sætte det fra sig, efter at have stillet endnu et spørgsmål.

Besøget hos Lily og endnu mere den snak han havde haft med hende, havde hjulpet ham til en smule klarsyn og selvom alting stadig stod hen i det uvisse på længere sigt, valgte han for en gangs skyld at tage en dag af gangen. Han nikkede mens hun svarede og åbnede sin egen æske med et halvhjertet smil "Og fjerbolden?" spurgte han tørt og så på hende igen lige tidsnok til at møde hendes blik da hun drejede hovedet.

Han rynkede panden lidt over hendes næste ord og så tavst på hende et langt øjeblik efter hun selv tav. Stadig uden at have sagt noget, brød han øjenkontakten med hende, rakte ned ved siden af sig og trak sin tryllestav op. Han rettede den mod pizzaen med den omdiskuterede oliven og gav netop dem en lydløs ordre. Én efter én forlod de deres pladser og fandt ind på en ny, indtil de stavede et enkelt, kort ord på overfladen af smeltet ost.

bliv

Han sænkede hånden igen og lagde tryllestaven ved siden af sig igen før han så på hende med antydningen af et smil "Lad være at sladre til min mor om at jeg leger med maden." spøgte han, men blikket han sendte hende var alvorligt og afventende mens han forsøgte at slå fast, at han havde det fjerneste imod at hun var der, på en lettere alternativ måde.

[Annabel Vargas]

lay down beside me and question my faith
or hold me with all the love we have made

Tag: Matthew Blythe ● Outfit: Here

Annabel smilede uudgrundeligt for sig selv og rystede lidt på hovedet af Matts påstand. Hun opgav dog at fortsætte sit modargument, skønt hun sagtens kunne have gjort det, og smilede blot underholdt, før hun efter kort overvejelse kastede sig ud i noget, hendes tanker ikke helt kunne undslippe. Da ordene var ude og han brød øjenkontakten, kunne hun ikke helt blive ved med at kigge på ham og havde i stedet rakt ud efter vinglasset, som hun drejede åndsfraværende mellem fingrene.

Lettere anspændt ventede hun på hans svar, uden helt at vide hvad hun skulle forvente, men i halv sikkerhed om at det ville være det værst tænkelige. Hendes blik var tilfældigt rettet mod bordet foran sig og af samme grund så hun ikke Matt løfte tryllestaven. Først da de tilfældigt spredte oliven på pizzaen rørte på sig, rettede hun sig overrasket lidt op og rynkede undrende på panden, for langt om længe at se mod ham med et spørgende udtryk.

Der gik dog kun et øjeblik før hun igen vendte blikket imod pizzaen og fulgte nøje med, mens de løse oliven indtog en ny plads og til sidst dannede et enkelt, utvetydigt ord. I nogle sekunder så hun blot på det simple, lille ord, før det trak faretruende op i hendes mundvige og hun drejede hovedet for at se på ham med et uudgrundeligt blik, uden helt at vide hvordan hun skulle reagere. Til sidst endte hun med det første der faldt hende ind, noget så simpelt som et enkelt: ”Okay,” Det var dog ganske oprigtigt og hun lukkede i et øjeblik fortænderne let omkring underlæben. Efter et øjebliks tøven rakte hun ud og satte glasset fra sig på bordet igen, før hun langsomt vendte sig mod Matt igen, uden helt at kunne hindre smilet i at lure i sine mundvige. Til sidst endte hun med at læne sig frem, langsomt nok til at han kunne nå at protestere, for at plante et blidt kys mod hans læber, med adskillige sommerfugle som belønning. Da hun brød væk igen hvilede smilet der stadig og hun så på ham med et let flakkende blik. "Jeg bliver."

[/blockquote]

[Matthew Blythe]

Perfection is achieved, not when there is nothing more to add
but when there is nothing left to take away

Tag; Annabel Vargas ~ Wearing; This

Så snart samlingen af oliven var blevet omarrangeret på Annabels pizza og Matt havde forsøgt sig med en halvt spøgende kommentar for at eliminere den let trykkede stemning, fortrød han og følte sig en smule barnlig. Han holdt dog blikket på hendes ansigt selvom hun så væk og kunne ikke benægte at han var en smule nervøs for hendes reaktion.

Smilet der trak hendes mundvige opefter lovede dog godt og da hun først så på ham igen, smilede han tøvende uden at sige mere, før hun satte glasset fra sig og lænede sig frem. Helt per instinkt drejede han lidt i overkroppen og lænede sig selv frem for at møde hende på halvvejen uden nogen som helst intentioner om at protestere. Den sidste nervøsitet forsvandt allerede før hun trak ansigtet væk igen og han blev siddende drejet mod hende mens hans eget blik flakkede synkront med hendes "Så længe du vil.." understregede han lavmælt som fortsættelse på sin tidligere opfordring for så at løfte den ene hånd, lægge den blidt mod hendes hals og lade sine læber finde hendes igen, dvælende og forsigtigt, men uden nogen reel tøven.

Et næsten drenget smil lurede i hans mundvige da han trak sig væk igen. Hans tommelfinger strøg en enkelt gang over hendes kæbe før han tog hånden til sig, rømmede sig og smilede skævt "Din pizza bliver kold." konstaterede han overflødigt og var klar over at det samme gjaldt hans egen, uden at det det spillede nogen som helst rolle lige nu. Ved valget mellem kold pizza eller et kys mere fra hende, var der ingen betænkning.

[Annabel Vargas]

lay down beside me and question my faith
or hold me with all the love we have made

Tag: Matthew Blythe ● Outfit: Here

Annabel kunne ikke helt lade være med at smile, efter Matt havde omarrangeret de jævnt spredte oliven og opgav den usikkerhed hun havde virret omkring, til fordel for at læne sig frem og tiltuske sig et sommerfugle-fremprovokerende kys fra ham. At han mødte hende på vejen gjorde det kun bedre. Et smil havde overtaget hendes læber da hun igen trak sig lidt væk og nikkede forsikrende til ham, uden at finde det nødvendigt at takke endnu engang.

Hun var halvt ved at trække sig tilbage, men blev effektivt hindret af hans hånd imod sin hals. Instinktivt lænede hun sig frem imod ham igen og sukkede uhørligt over den helt ubeskrivelige følelse af at være så tæt på ham igen, selv på trods af, at de havde været endnu tættere på hinanden både natten og morgenen forinden. Annabel havde ikke travlt med at slippe ham igen og hvilede sin ene hånd mod hans lår, som hun lænede sig frem imod ham.

Stod det til hende, kunne hun være blevet ved længe endnu og hun så i et kort øjeblik lettere modvillig ud, da han trak sig væk. Der gik dog ikke mere en få sekunder, før et lidt for tilfreds smil alligevel fandt tilbage over hendes læber, der næsten var helt fjalet og genert. ”Du er distraherende,” anklagede hun ham halvhjertet og trak roligt hånden til sig, for at tvinge sig selv til at vende sig mod pizzaen. Smilet lurede stadig i hendes mundvige og truede faretruende med at trække længere op hele tiden og hun endte med at dreje ansigtet helt mod ham alligevel, efter at have rakt ud og trukket kassen nærmere, uden dog endnu at have rørt maden. ”Desuden er der intet i vejen med kold pizza.”

[/blockquote]