|
Post by Annabel Vargas on Jan 13, 2013 13:45:12 GMT
lay down beside me and question my faithor hold me with all the love we have madeTag: Matthew Blythe ● Outfit: Here Annabel kunne ikke få sig selv til at slippe Matt helt da hun trak sig en smule tilbage, med en dyb rynke i panden og en lavmælt erkendelse. Armene faldt dog helt af sig selv da han fortsatte, selvom alle hendes instinkter bød hende at trække ham tæt ind til sig. Hans ord skar i hende som en sløv kniv og hun kunne først ikke finde ord at sætte på det hun følte. Annabel vidste, at hun ikke havde været alene om at skille dem ad dengang, men for netop det Matt fortalte nu, havde hun helt og holdent skylden.
”Det var forkert,” begyndte hun, uden helt at vide hvordan hun havde tænkt sig at fortsætte eller hvordan hun på nogen måde, skulle kunne råde bod på det Matt åbenlyst var gået igennem. Hun huskede den smerte hun selv havde følt, da hun endelig indså at hun havde mistet ham, klarere end noget andet og tanken om at have voldt ham den samme... ”Jeg ved, det var forkert. Der går ikke en dag, hvor jeg ikke ønsker, at jeg kunne ændre det.”
Annabel havde fuldstændigt overhørt hans forsøg på at slå det hen og knyttede i stedet hænderne mod sine lår, som hun fortsatte med at løfte låget yderligere på den kasse, der ellers havde været lukket fast før hun ramlede ind i ham til retssagen. ”I en lang periode, vidste jeg ikke hvordan jeg skulle komme videre med mit liv,” fortsatte hun uden, helt at vide hvorfor og uden at være bevidst om blankheden i sine egne øjne. ”Det tog mig måneder at indse, at jeg havde mistet mit midtpunkt, det der holdt mig sammen, men...” Annabel tog en lettere skælvende indånding. ”Men jeg troede du havde det bedre. Jeg håbede... Jeg er så ked af det,” hun tog endnu en indånding, i et desperat forsøg på ikke at bukke under. ”Jeg vidste ikke du havde det sådan.”
[/blockquote]
|
|
|
Post by Matthew Blythe on Jan 13, 2013 17:04:56 GMT
Perfection is achieved, not when there is nothing more to add but when there is nothing left to take awayTag; Annabel Vargas ~ Wearing; This Matt begyndte at ryste på hovedet helt uden at tænke over det så snart Annabel begyndte at tale. Han åbnede munden for at protestere, men sank så lidt sammen og så sørgmodigt på hende "Jeg ønskede mig en Tidsvender så brændende.." han sank og fortsatte "Så jeg kunne gå tilbage og rette alle mine fejl og forhindre at du forlod mig." han var som hende endt med armene hængende slapt ned langs siderne, uden at kunne få sig selv til at gøre det han havde allermest lyst til og igen trække hende tæt ind til sig.
Knuden i hans mave voksede eksplosivt over hendes blanke øjne lige så meget som hendes ord. Det gjorde næsten fysisk ondt at finde ud af, at hun havde haft det ligeså dårligt som han selv, men han lyttede i tavshed, uden at ane hvad han skulle sige. På samme tid var det også hendes ærlige indrømmelser der gav ham modet til at holde fast og ikke smække den mentale kasse i endnu en gang. Han tog en dyb indånding og rystede på hovedet med et trist, kapitulerende smil der aldrig helt nåede hans øjne "Jeg havde det som om min grund til at stå op hver morgen var blevet taget fra mig." antydningen at et smil forsvandt igen mens han fortsatte "At jeg havde fejlet igen."
Hn stod et øjeblik og bare så fortabt på hende før han fandt bare en smule af sin sædvanlige beslutsomhed, rakte ud og trak hende ind til sig i en fast omfavnelse. Den kom dog ikke overhovedet i nærheden af desperationen kort forinden "Vi har brug for en ren tavle, Tink." mumlede han lavmælt, men bestemt tæt ved hendes øre og blev stående et øjeblik endnu før han slap hende og så hende i øjnene "Hvis du sætter vand over, så kommer jeg lige om lidt igen." han så på hende for at være sikker på hun ville acceptere, plantede et flygtigt kys på hendes pande og gik så tilbage til sit soveværelse.
Kort efter var han tilbage, nu iført den første t-shirt han havde fået fat i og en lun sweatshirt over den ene arm som han rakte frem mod hende uden et ord, da han kom ud i køkkenet.
|
|
|
Post by Annabel Vargas on Jan 13, 2013 17:24:35 GMT
lay down beside me and question my faithor hold me with all the love we have madeTag: Matthew Blythe ● Outfit: Here Annabel så ubeslutsomt på Matt, uden helt at vide hvad hun skulle gøre af sig selv, da først hun havde sagt det hun havde på hjerte. Der var en million flere ting at tage af, men hun væltede ikke dem alle ud på en gang, kunne ganske enkelt ikke, om så hun havde villet. I stedet så hun blot på ham, lettere fortabt, med en knugende fornemmelse i mellemgulvet, som han fortsatte. At høre ham sige de ting, hun kendte alt for godt fra sig selv var dybt surrealistisk og hun rynkede kraftigt på panden over hans sidste ord.
Hun havde halvt åbnet munden for at svare, efter at have overvejet i nogle sekunder, men nåede det ikke og blev ret hurtigt distraheret, af Matts arme omkring sig igen. Uvilkårligt faldt hendes skuldre fra deres lettere anspændte position og hun sukkede tungt ind imod hans bryst, med en dyb indånding. Det at vide, at han stadig var lige der, var lige det hun havde brug for og hun fik langsomt styr på sig selv igen, mens hendes arme gled omkring ham.
Hun nikkede ind mod hans bryst, uden på nogen måde at kunne se ham imod. Derimod kunne hun alt for nemt se fornuften og trak sig lidt tilbage så hun kunne se ham, med et mat smil. Hun lukkede øjnene det splitsekund hendes læber var mod hendes pande, forvisset om, at på trods af de få ting de lige havde delt, så havde de stadig hinanden. Han havde ikke fortrudt. ”Selvfølgelig” svarede hun og slap ham helt, for modsat ham, at gå ud i køkkenet.
Hun havde nået at tænde for den elektriske kedel, hun udmærket vidste hvordan man brugte, selvom den ikke skulle over komfuret, som den hun selv havde og række op i et af skabene for at trække to krus ud, da Matt kom tilbage. Annabel drejede sig imod ham og sendte ham et taknemmeligt smil over trøjen han havde medbragt. Et lavmælt ”tak,” undslap hende og uden at tøve, trak hun i den noget for store trøje, der tydeligt duftede af Matt. Hun lænede sig tilbage ind mod køkkenbordet med armene over kors, for at give sig selv varmen og så op på ham med et tøvende smil. ”Det er godt, at vi gør det her, ikke?”
[/blockquote]
|
|
|
Post by Matthew Blythe on Jan 13, 2013 19:40:49 GMT
Perfection is achieved, not when there is nothing more to add but when there is nothing left to take awayTag; Annabel Vargas ~ Wearing; This Alle Matts instinkter talte imod at slippe hende igen, men hans sunde fornuft var dog overbevist om, at hun stadig ville være der når han kom tilbage fra soveværelset. Selvom han ikke var kuldskær, slet ikke i forhold til Annabel, var der alligevel køligt stående kun i underbukser. Samme faktum gjorde ham en lille smule akavet i forhold til den drejning tingene havde taget og den snak de mere eller mindre var faldet ind i at tage. Der var dog ingen vej tilbage nu og han vidste at det var for begges bedste at få renset luften helt. Ellers var et forsøg på en ny chance dødsdømt allerede. Det betød dog ikke, at havde lyst. Knuden i hans mave var måske nok svundet lidt ind og panikken havde lagt sig, men i stedet havde et lille frø af frygt igen slået rod. Frygt for, at når han fik sagt hvad der havde ligget ham på hjertet så længe, ville hun alligevel fortryde og forlade ham endnu en gang.
Som han gik ud i køkkenet igen tog han en dyb indånding og stoppede så op et sekund eller to i døren. Synet af hende i undertøj, stående ved elkedlen som det naturligste i verden fik ham uvilkårligt til at smile og han så uudgrundeligt på hende mens han trådte nærmere og rakte sweatshirten frem mod hende. Han nikkede til hendes tak og satte sig let på kanten af det lille spisebord overfor hende, mens hun trak trøjen over hovedet. Også det syn bragte adskillige gode minder tilbage og han kom til at smile igen, selvom alvoren aldrig forlod hans blik eller knuden i hans mave helt forsvandt.
Han tog fat om bordkanten bag sig da hun lagde armene over kors og så på ham igen. Spørgsmålet fik smilet til at forsvinde igen, men han nikkede langsomt en enkelt gang uden at tøve "Jo.. jeg tror vi er nødt til det." han flyttede beklemt lidt på fødderne og skævede til kedlen der med et tydeligt klik slog fra og lyden af boblende vand aftog "Hvis vi vil det her begge to.. igen." det trak et sekund i hans ene mundvig, men blev aldrig til mere end det.
|
|
|
Post by Annabel Vargas on Jan 13, 2013 21:52:25 GMT
lay down beside me and question my faithor hold me with all the love we have madeTag: Matthew Blythe ● Outfit: Here Annabel var taknemmelig over trøjen Matt havde medbragt og var så småt allerede begyndt at skælve over kulden i køkkenet igen, som mængden af adrenalin i hendes system, langsomt svandt ind og hun kunne tænke på andre ting. Den var stor og varm og duften var velkendt, som så mange gange før, hvor hun havde lånt en af hans trøjer, fordi hun frøs. Det fik hende uvilkårligt til at slappe den mindste smule af, skønt hun stadig ikke helt kunne undslippe frygten der nagede over det de havde fået bragt frem i lyset.
Af samme grund stillede hun et enkelt, lavmælt spørgsmål og valgte at overhøre lyden af vandet der slog fra. Hun nikkede lidt over hans ord med blikket rettet mod et ligegyldigt punkt på gulvet, før hun fandt hans blå øjne igen. ”Det vil jeg,” svarede hun oprigtigt, uden at tøve og så overbevisende på ham, selvom det nervøse stadig var at finde i hendes blik.
Annabel ventede et par sekunder længere, mens hun bare så på ham, før hun endelig drejede sig, tog elkedlen og hældte varmt vand op i de to kopper. Så åbnede hun, vanen tro, det skab hun vidste der engang havde været te i og fandt som forventet, en æske med et par forskellige variationer. Hun vidste af gammel erfaring, hvilken Matt plejede at foretrække og tænkte ikke engang over det, da hun tog tebrevet op sammen med et til sig selv og placerede dem i hver deres kop. Med det resterende te på plads, skabet lukket og kopperne i hænderne, vendte hun sig mod ham igen, med et lille, svagt smil og stoppede lige før hun satte dem fra sig på bordet han stod lænet op af. ”Her eller i sofaen?”
[/blockquote]
|
|
|
Post by Matthew Blythe on Jan 13, 2013 22:39:42 GMT
Perfection is achieved, not when there is nothing more to add but when there is nothing left to take awayTag; Annabel Vargas ~ Wearing; This En enkelt, frygtsom sommerfugle vippede med vingerne i Matts mellemgulv bag den nervøse knude, da Annabel svarede ham med en beslutsomhed i blikket han ikke kunne, eller ville, ignorere "Og det vil jeg.." tilføjede han lavmælt og stod som hende bare nogle øjeblikke og så på hende. Han havde lyst til at lukke den korte afstand mellem dem for at plante et forsikrende kys på hendes læber, men holdt sig alligevel tilbage.
Han rettede sig op da hun vendte ryggen til ham og, igen hjemmevant, sørgede for teen. synet af hende i en af hans egne trøjer, gørende lige hvad hun gjorde nu var et han havde set utallige gange før, endda også lige i dette køkken. Det fik ham uvilkårligt til at smile igen og den anspændte fornemmelse svandt lidt ind mens hun fulgte en gammel rutine. Rutiner var godt, men han var også klar over, at det netop var dem han skulle bryde ud af, eller i det mindste skabe nye.
Han bøjede hagen lidt ned mod brystet da hun vendte sig og gik frem mod ham og spisebordet "Sofaen." svarede han uden tøven eller betænkning og fulgte så sin tidligere impuls mens hun havde hænderne fulde, bøjede sig og fangede hendes læber tøvende et langt øjeblik, havde selv brug for bekræftelsen. Så trak han hovedet lidt tilbage og så på hende et langt øjeblik før han tog krusene fra hende og fortsatte foran ind i stuen. Begge krus blev sat på sofabordet før han selv satte sig i med ryggen til det ene armlæn og det ene ben trukket op under sig.
|
|
|
Post by Annabel Vargas on Jan 13, 2013 23:04:29 GMT
lay down beside me and question my faithor hold me with all the love we have madeTag: Matthew Blythe ● Outfit: Here Annabel havde taget en dyb indånding over bekræftelsen fra Matt, med en flagrende flok sommerfugle i mellemgulvet, inden hun endelig tog sig sammen til at dreje sig mod køkkenbordet og fylde begge kopper med te. Da hun drejede sig med dem igen, var hendes første tanke at sætte sig ved spisebordet, før hun alligevel blev i tvivl og endte med at spørge Matt. Sikkerheden i hans svar fik det til at trække lidt i hendes mundvig og hun ville være gået i den retning, havde han ikke lænet sig frem mod hende.
Af samme grund blev hun stående uden at kunne gøre det fjerneste med hænderne godt optaget, da Matts læber ramte hendes og momentært fik hendes knæ til at føles bløde. Selvom hun stod med tekopperne, hindrede det hende ikke i at følge ham et stykke da han trak sig tilbage og hendes puls i at slå en smule hurtigere end normalt og hun så op på ham med let adskilte læber og et uudgrundeligt blik, der dog afslørede at hun havde mindst lige så meget brug for bekræftelsen som ham.
Det trak lidt op i hendes læber igen og hun mønstrede et svagt smil, uden helt kunne lade være fordi det var ham, og lod ham uden protester tage kopperne fra sig. Selv blev hun stående et par sekunder, sundede sig og fulgte så efter ham ind i stuen, for at glide ned i sofaen i skrædderstilling. Instinktivt trak hun hættetrøjen lidt længere ned omkring sig, så godt som det var muligt som hun sad og ærmerne ud over hænderne, for at holde varmen. Da hun havde sagt sig til rette med fronten mod Matt fandt hun hans blå øjne igen, uden helt at have den fjerneste idé om, hvordan man lige begyndte den snak. Der gik dog kun et par splitsekunder før noget han havde sagt tidligere, men hun ikke havde nået at spørge ind til, meldte sig. En svag rynke meldte sig mellem hendes øjenbryn og hun pillede nervøst lidt ved kanten på det ene ærme, uden at tage blikket fra ham. ”Hvad mente du med, at du havde fejlet?”
[/blockquote]
|
|
|
Post by Matthew Blythe on Jan 14, 2013 1:39:06 GMT
Perfection is achieved, not when there is nothing more to add but when there is nothing left to take awayTag; Annabel Vargas ~ Wearing; This Matts smil var igen forsvundet ind bag en alvorlig og tydeligt beklemt mine da Annabel tog plads overfor ham i sofaen. Den anspændte tavshed indfandt sig alt for hurtigt og hans blik flakkede et kort øjeblik, mens han, uden tvivl som hende, overvejede hvor han skulle starte. Det blev hende der først fandt et startpunkt, men spørgsmålet fik ham instinktivt til at se ned og rykke uroligt på sig. En dyb rynke indfandt sig igen på hans pande og han sad tavs nogle sekunder mens han i hovedet gennemgik den samtale han havde haft med Lily dagen før. Svaret var ganske klart i hans hovede, men at få det sagt højt var problemet
"At jeg ikke kunne passe på dig." fik han så frem og fik hul på bylden "Efter hvad der skete på skolen, så.." han gik i stå, snublede tydeligt over ordene og tog en dyb indånding før han fortsatte "Jeg vidste hvad der foregik. Jeg vidste hvad konsekvenserne kunne blive, men jeg gjorde ingenting." han så op, tydeligt påvirket af gamle minder og følelser der blev trukket frem igen "Jeg kunne have gjort noget, prøvet mere ihærdigt at tale dig fra det, men jeg sad bare her og lod det ske." hans skuldre sank og han havde knyttet hånden der hvilede på armlænet så hårdt at knoerne blev hvide "Jeg kunne ikke beskytte hverken dig, Jess eller nogen af de andre." han tav igen og så bare på hende med en underlig knugende fornemmelse i mellemgulvet.
|
|
|
Post by Annabel Vargas on Jan 14, 2013 9:31:55 GMT
lay down beside me and question my faithor hold me with all the love we have madeTag: Matthew Blythe ● Outfit: Here Alvoren på Matts ansigt blev tydeligt afspejlet på Annabels ansigt, men alligevel rakte hun instinktivt ud, for at lukke hånden om hans. Det var en lydløs forsikring om, at det de havde ikke var blevet skubbet til side, en forsikring hun selv havde lige så meget brug for, som han måske havde. Spørgsmålet hun stillede, var så at sige, at prikke hul på bylden og hun ventede anspændt på svaret, uden dog at give slip på hans hånd.
Allerede da han begyndte, gled et lettere overrasket og uforstående udtryk indover Annabels ansigt, men hun afbrød ham ikke, lyttede blot tavst, mens rynken mellem hendes øjenbryn, blev mere og mere udtalt. Det gjorde ondt helt ind i brystet på hende, at blive mindet om alt det hun var gået igennem i den periode, som hun sammen med så meget andet, havde undertrykt, men hun hindrede ham ikke i at sige det.
I stedet hvilede hendes blik indtrængende på ham, da han var færdig. ”Hvordan kan du give dig selv skylden for det der skete?” spurgte hun lavmælt, oprigtigt uforstående. ”Der var intet du kunne have gjort for at hindre det og det du gjorde efterfølgende, var mere betydningsfuldt end noget andet,” Annabel tog en dyb indånding og flyttede uroligt på sig, tydeligvis ukomfortabel med at det gamle sår blev rippet op. Hendes blik låste sig fast i hans igen. ”Du beskyttede mig bedre end nogen anden, Matthew... Hvis ikke du havde været der, så...” En kuldegysning løb ned over hendes ryg og ubevidst strammede hun grebet om hans hånd. ”Jeg indså det bare ikke, før det var for sent og... Og jeg havde forladt dig.”
[/blockquote]
|
|
|
Post by Matthew Blythe on Jan 14, 2013 16:53:19 GMT
Perfection is achieved, not when there is nothing more to add but when there is nothing left to take awayTag; Annabel Vargas ~ Wearing; This Matts blik var rettet mod Annabels hånd og hans egne, meget større fingre, der var lukket fast om hendes. Det var på en underlig måde beroligende både at kunne se, høre og mærke, at hun var ligeså beklemt ved situationen som han selv var. Han rystede svagt på hovedet over hendes spørgsmål og lod hende fortsætte før han løftede hovedet igen og så hende og øjnene med et næsten forpint blik "Men jeg vidste det. Jeg vidste måske ikke lige hvad der ville ske, men jeg kunne i det mindste have forsøgt." fik han indskud før hun fortsatte og han tav igen.
Følelsen af fiasko var vendt tilbage for fuld styrke sammen med tanken om hvad der var gået igennem hovedet på ham, den dag han fik besked om hvad der var foregået på slottet i Skotland og smed hvad han havde i hænderne, for at tage ind til Annebel på Mungos. Han rystede igen på hovedet med dybe rynker i panden "Men jeg var der jo ikke.." protesterede han spagt og kneb øjnene hårdt sammen et øjeblik, mens han gjorde det samme om hendes hånd "Hvis jeg nu havde kontaktet Maverick, eller en af de andre professorer, så måske.." han gik i stå igen og så et langt øjeblik på hende over det sidste hun sagde.
Selverkendelsen var svær og gjorde ondt, men han tog en dyb indåndning og rystede for tredie gang på hovedet "I bagklogskabens ulideligt klare lys kan jeg ikke bebrejde dig." han kapitulerede mentalt og løftede hånden der hvilede på armlænet for at stryge en hånd over ansigtet "Da du først var ude af Mungos.. jeg var bange for der ville ske noget med dig igen. Jeg så spøgelser alle vegne og opnåede det komplet modsatte af det jeg ville." han så skamfuldt ind i hendes brune øjne og sukkede tungt "Det var aldrig min mening at sætte dig i et bur eller pakke dig ind i vat."
|
|
|
Post by Annabel Vargas on Jan 15, 2013 8:24:36 GMT
lay down beside me and question my faithor hold me with all the love we have madeTag: Matthew Blythe ● Outfit: Here Annabel rystede svagt på hovedet som Matt fortsatte, stadig uden helt at kunne forstå, hvordan han kunne tage skylden for noget, han på ingen måde havde haft en rolle i. ”Og fortalt dem hvad? Der var jo netop intet at fortælle. Der var intet du kunne have gjort,” slog hun fast igen. ”Den sidste der skal have skylden for det der skete, er dig.” Selvbebrejdelsen var klar i hendes stemme og hun tog en dyb indånding, med et lettere flakkende blik.
At komme derfra og til at indrømme, endnu engang, hvor stor en fejl hun havde begået, krævede endnu en portion mod, men det kom ud og hun så på ham med et skamfuldt blik, uden at have givet slip på hans hånd. Hun havde været så overbevist om, at han havde det på nøjagtigt samme måde som hende, at det var hende der ikke havde kunnet tilpasse sig, var en anakronisme i deres forhold, at hun ikke kunne skjule overraskelsen da han fortsatte.
En forvirret rynke rodfæstede sig mellem hendes øjenbryn, men hun gjorde intet for at afbryde ham, før han igen tav. ”Jeg troede, det var fordi, du ikke mente jeg kunne passe på mig selv,” kom det lavmælt fra hende. ”At jeg til sidst, kun var til besvær.” Deres tolkning var egentlig den samme, men med to meget store forskelle. ”Efter det der skete... Jeg havde brug for at komme væk. Jeg havde brug for en chance for at glemme og jeg troede, at jeg var mere til besvær end til gavn... Jeg ved, at det ikke var det du ville have.” Hendes blik faldt mod sofaen og hun fnøs bittert. ”Jeg ville ikke være en klods om benet.”
[/blockquote]
|
|
|
Post by Matthew Blythe on Jan 15, 2013 10:32:18 GMT
Perfection is achieved, not when there is nothing more to add but when there is nothing left to take awayTag; Annabel Vargas ~ Wearing; This Matt åbnede munden for at protestere igen, lukkede den, åbnede den og sank så lidt sammen. Logikken i Annabels ord var ikke tabt, men det fik ikke skyldfølelsen til at forsvinde. Tværtimod voksede den lidt over den selvbebrejdende undertone i hendes stemme "Anna.." var den eneste svage protest han fik ud, mens han klemte let om hendes hånd igen.
Stilheden sænkede sig anspændt et øjeblik mens han så hende i øjnene og så sin egen skam genspejlet der, uden helt at forstå den. Langsomt accepterede han den dog og rynken i hans pande blev dybere, mens han vendte fortiden og forsøgte at se den gennem hendes øjne. Han rystede på hovedet, bestemt og stædigt "Anna, nej.." udbrød han lavmælt og tav så igen for at lade hende fortsætte selvom adskillige ord af hans egne pressede sig på. Han lod hende tale færdigt og strøg ubevidst tommelfingeren over hendes håndryg før han selv tog ordet igen "Anna, det ved jeg du kan, men det ændrer åbenbart ikke på, at jeg ville ønske jeg kunne beskytte dig mod hele verden." det trak antydningsvist i hans ene mundvig, uden at det nogensinde kom i nærheden af et reelt smil "Du var aldrig en klods om benet." han så indtrængende på hende, mens han løftede hånden fra sofaryggen og lagde to fingre under hendes hage for at få hende til at se op igen "Du var.." han gjorde en kort pause og rettede sig selv "Du er mit lyspunkt og jeg er stadig hunderæd for der skal ske dig noget." han tav igen, slap så hendes hånd og lænede sig impulsivt frem og trak hende tæt ind til sig "Jeg ville have dig. Det vil jeg stadig." mumlede han ned mod hendes hår og sukkede tungt.
|
|
|
Post by Annabel Vargas on Jan 15, 2013 11:05:54 GMT
lay down beside me and question my faithor hold me with all the love we have madeTag: Matthew Blythe ● Outfit: Here Annabel vidste ikke hvor alle ordene kom fra, men alligevel snublede de ud af hende, flydende ud fra den kasse, hun ellers i mange år havde holdt lukket. Hun overhørte Matts protest og fortsatte bare, velvidende om, at hvis hun stoppede, ville hun næppe komme i gang igen. Hun så på ham med et flakkende blik, da han modsat det hun havde troet om ham, og alle andre for den sags skyld, fortalte hende, at han rent faktisk godt mente hun kunne klare sig selv. ”Gør du?” kom det spinkelt fra hende, mens hendes fingre ubevidst knugede sig lidt tættere sammen om hans hånd.
Da han fortsatte, føltes det som om, at hendes mave slog en kolbøtte. Først kunne hun ikke determinere om følelsen var god eller dårlig, før hun blev enig med sig selv om, at den bestemt måtte være god. Hun kunne dog endnu ikke få sig selv til at se op, før Matts fingre bestemt løftede hendes hage opefter. Annabel betragtede ham med let adskilte læber og et svagt flakkende blik. Hans ord trængte langsomt igennem til hende og da han øjeblikket senere havde lænet sig frem og hun blev hevet ind til ham, undslap en lettere punkteret lyd hende, uden hun helt var klar over det.
Helt instinktivt gled hendes arme omkring ham, mens hendes hjerte ræsede over hans ord. ”Du reddede mig, Matthew. Selvom det først var bagefter, så var det alligevel dig der holdt mig oppe.” mumlede hun ned imod hans skulder. ”Jeg kunne ikke indrømme det overfor mig selv dengang, men det er sandt.” Hun sukkede tungt og flyttede armene op over hans skuldre, for at holde ham lidt tættere. ”Du er stadig den eneste person, jeg vil have. Og nogensinde har villet have.” Annabel drejede hovedet lidt for at plante et blidt kys mod siden af hans hals og trak sig så lidt tilbage for at kunne se på ham. Det trak lidt op i hendes ene mundvig og hun trak den ene hånd tilbage, for at stryge ham blidt over kinden. ”Og jeg kommer aldrig til at forstå, hvordan du kan blive ved med at give mig sommerfugle i maven, lige så voldsomt, som da jeg gik ned af Diagonalstræde for at møde dig ved Floridors.”
[/blockquote]
|
|
|
Post by Matthew Blythe on Jan 15, 2013 13:06:03 GMT
Perfection is achieved, not when there is nothing more to add but when there is nothing left to take awayTag; Annabel Vargas ~ Wearing; This Matt nikkede langsomt en enkelt gang mens han stadig forsøgte at fange hendes blik. Det lykkedes dog ikke før han selv tog affære og fik hende til at løfte hovedet igen "Ja." svarede han lavmælt og lænede sig så frem for at lægger armene forsikrende omkring hende, igen ligeså meget for at forsikre sig selv som hende. Duften af hendes hår var beroligende og hendes arme der fulgte hans eget eksempel lige den forsikring han havde søgt.
Han blev siddende lænet frem, med kinden mod hendes hår og lukkede øjne mens hun talte igen. Hendes ord fik knuden i hans mave til at vokse eksplosivt, men på samme måde ændrede den karakter fra skamfuld og nervøs, til overvældet. Han knugede hende uvilkårligt lidt fastere og gøs svagt over følelsen af hendes læber mod sin hals, hvor kort det end varede. Han lod selv læberne strejfe hendes hår uden at sige mere. Det ville bare være en gentagelse. Han havde aldrig været god med ord. Den ting havde ikke ændret sig og han foretrak til hver en tid at lade handling tale først.
Hans blik mødte hendes igen da han blev nødt til at løfte hovedet og han lænede automatisk ansigtet ind mod hendes hånd mens hendes ord fik et forsigtigt smil til at indfinde sig på hans læber "Jeg var sikker på jeg ville ende med at dumme mig så du endte med at flygte efter fem minutter." han slap en lille munter lyd og skar en grimasse ved mindet. Et øjeblik var rynkerne på hans pande glattet ud. Så vendte en enkelt tilbage selvom smilet blev siddende på hans læber "Jeg har den stadig.." fortsatte han, uden at tænke over om hun ville vide hvad han tænkte på.
|
|
|
Post by Annabel Vargas on Jan 15, 2013 21:19:42 GMT
lay down beside me and question my faithor hold me with all the love we have madeTag: Matthew Blythe ● Outfit: Here Annabels fingre strøg over Matts kind, uden hun egentlig tænkte synderligt meget over det. Derimod virkede det naturligt og hendes læber trak svagt op i et lille smil, som hun afsluttede sin ordstrøm med en anekdote fra deres første rigtige date. Hans svar fik uvilkårligt hendes læber til at trække lidt længere op og en lavmælt, munter lyd til at undslippe hende. ”Og jeg vidste allerede på forhånd, at det ikke ville komme til at ske.” svarede hun, stadig lavmælt og tænkte tilbage til det syn hun havde haft på hospitalsfløjen for så mange år og begivenheder siden.
Hun kunne dog stadig tydeligt huske det, som hun kunne med alle sine syn. Hun lod hånden mod hans kind falde, blot for i stedet at lade den finde tilbage til pladsen over hans skulder, som den havde haft før. Det lette smil var kommet for at blive og hun følte sig underligt let om hjertet, selvom det kort forinden havde føltes som om at selvsamme var ved at eksplodere. Et spørgende udtryk gled ind over hendes ansigt da Matt fortsætte, uden hun lige umiddelbart kunne finde en sammenhæng i det han fortalte hende. ”Har stadig hvad?” spurgte hun nysgerrigt og rykkede lidt på sig for at komme til at sidde bedre, uden at trække sig væk.
[/blockquote]
|
|