Learning new things...

[Eric Wolfe]

So that maybe, just maybe
I can still hear your voice and see your face
even when we're worlds apart

- - - - - - - - - - -
Tag :: Caroline Abbey ~ Outfit :: Here

Eric blottede tænderne i et varmt smil og lænede hovedet ind mod Carries efter at have fået et kys på kinden "Det var også min plan.." gav han igen og lukkede armen lidt tættere omkring hende, bare fordi han kunne. Så vendte han igen ansigtet mod skærmen foran dem og fortsatte med sine instruktioner, der i sig selv ikke var så vanskelige, men måske nok en smule uforståelige når man intet kendskab havde til mekanikken foran.

Som næsten alt andet hun satte sig for kunne han dog konstatere at hun tog udfordringen med krum hals da først hun havde fattet interesse for den og han smilede skævt til hende lille stikpille og trak på skuldrene "Hvis jeg oprettede den konto i dag, så kan du være ret sikker på jeg havde valgt det, men nu er den der nogle år gammel efterhånden." han var lige ved at fortsætte med det navn han havde oprettet en konto til hende under, men smilede så blot for sig selv og lod det ligge for nu. Den kunne altid slettes og en ny oprettes med et navn hun var mere tilfreds med.

I stedet nikkede han da hun drejede hovedet mod ham og konkluderede lige det der havde været hans bagtanke da han impulsivt købte den uglepyntede laptop "Lige præcis..." smilet voksede lidt og han så varmt på hende "Jeg er glad for du vil give det et forsøg." fortsatte han ærligt og rynkede så brynene spekulativt "Men der var en ting mere. Hvis du er frisk." for sig selv havde han allerede besluttet at komme nemt om ved aftensmaden og hente noget når sulten meldte sig.

[Caroline Abbey]

Love is missing someone whenever you're apart
but somehow feeling warm inside because you're close in heart

Tag: Eric ~ Outfit: Here

Carrie gav en lavmælt, tilfreds lyd fra sig, som Erics greb omkring hende blev tættere. Hun havde for tiden, både efter deres lidt for dramatiske sidste weekend og efter februars hændelser en stærk trang til at være i nærheden af ham så meget som muligt. Det kom temmelig naturligt til hende og hun tænkte egentlig ikke over, at det var tryghed hun søgte. Tryghed og bekræftelse, der både lå i hans fysiske nærvær og i handlinger såsom at investere i den computer, der ville gøre adskillelsen bare en anelse mere til at holde ud. Hun var ganske enkelt glad. Glad og tilfreds med, at der var gydet olie på vandene og at han var helt og holdent hendes – uden tvivl.

Som han besvarede hendes drillerier, trak hun blot på skuldrene med et skævt smil. ”Det er fint med mig, at du kun er min luftkaptajn,” konkluderede hun tilfredst, før hun rynkede panden en anelse. ”Ser det ud på samme måde på din co-hoot-er?” Hun lænede sig en anelse til siden for at se, men fandt ikke svaret på hendes spørgsmål. Af samme grund vendte hun sig imod Eric igen og så spørgende ud.

Hun fugtede sine egne læber, nikkede øjeblikket efter og endte med at smile til ham igen med tydelig varme i blikket. ”Alt for dig,” mumlede hun dæmpet, velvidende at det ikke var fuldstændig sandt, men med følelsen af at det var det, lige i det øjeblik. Hun tog en dyb indånding og gav ham endnu et lille nik, før hun stoppede med at vride sin egen nakke af led og vendte sig imod skærmen igen.

[/blockquote]

[Eric Wolfe]

So that maybe, just maybe
I can still hear your voice and see your face
even when we're worlds apart

- - - - - - - - - - -
Tag :: Caroline Abbey ~ Outfit :: Here

Eric tog villigt imod enhver mulighed for blot at bruge tid sammen med Carrie, uden at en af dem var begravet i arbejde og kom aldrig til at vænne sig til de dage, hvor de nærmest kun så hinanden fem minutter om morgenen ved siden af kaffemaskinen og igen fem minutter inden man væltede i seng efter en lang dag. Det var dog også netop det faktum der fik ham til at nyde en situation som denne endnu mere og han lagde ikke skjul på at være ganske tilfreds med både at have hende på skødet og for en gangs skyld at have haft held med at distrahere hende fra netop arbejde.

Han gengældte hendes skæve smil og gav hende endnu et klem "Jeg ved heller ikke hvis jeg ellers skulle være, hvis ikke det var din." konstanterede han tilfredst og var så lige ved at komme til at le da hun fortsatte. Han bed det dog i sig og så blot underholdt på hende "Com-puter.." rettede han diskret og skyndte sig at fortsætte "..og ja, det ville det gøre hvis vi sad foran den." han lænede sig lidt til siden, strakte den frie arm ud og viftede den lidt, blot for at se det halve af sin egen hånd blive fanget i det andet kameras linse og tydeligt blive gengivet på skærmen de sad foran "Se.." sagde han med et forsikrende smil, mens han rettede sig op i stolen igen.

Hendes svar på hans simplet spørgsmål fik ham til at smile igen og de små rynker ved hans øjne stod tydeligt frem et øjeblik, mens han blot svarede hende med et lille nik og et varmt blik. Så var hans opmærksomhed igen på skærmen og han pegede opfordrende på den lille plade "Luk de der to først. Før pilen på på de små røde krydser i hvert hjørne af vinduerne og klik på dem." han ventede tålmodigt og pegede så på et ikon på den nederste bjælke der lignede en nydelig lille kuvert "Og så den her, med et dobbeltklik ligesom før." han drejede hovedet lidt for at se på hende "Vi kan også sende breve til hinanden. Der heller ikke er flere dage om at nå frem." han skar en lille grimasse "Jeg har svært ved at sige om jeg kan få mulighed for spejl-nummeret hver dag, men post det ved jeg at vi kan tjekke."

[Caroline Abbey]

Love is missing someone whenever you're apart
but somehow feeling warm inside because you're close in heart

Tag: Eric ~ Outfit: Here

Carrie trak lidt på skuldrene og undlod at pointere at han også var flere andres, omend på en ganske anden måde. Hun var mere interesseret i hvordan tingene så ud på Erics apparat og lænede sig lidt over imod det, før hun indså at hun ikke kunne se det store. Hans rettelse fik hende da også til at glemme det lidt og atter engang at vende opmærksomheden imod ham med lettere hævede øjenbryn. ”Hvad? Com...” Hun kneb øjnene sammen og så tvivlende fra ham og til maskinen. ”Hvorfor hedder den det?” Hendes mine var forundret, som hun formede ordet med læberne, uden rent faktisk at sige det højt. Temmelig optaget af netop det fænomen gik der lidt, før hun rettede blikket imod hans viftende arm og nikkede. Hun rynkede panden lidt og tog en dyb indånding, før hun sank lidt sammen på hans skød.

Det var med et varmt smil, at hun gik med til at forsøge endnu en manøvre, selvom hun var temmelig overbevist om, at hun nok skulle have glemt den første inden hverdagen ramte igen. Det var der ganske enkelt ingen grund til at kommentere og hun vendte sig da også blot imod skærmen med et koncentreret ansigtsudtryk, lod sin finger finde pladen igen og fulgte forsigtigt hans instruktion. Først førte hun pilen hen til de røde krydser, trykkede på dem og et efter et så hun begge vinduer forsvinde ud af den blå luft, som om de aldrig havde været der. Hun tog sig selv i at overveje hvor de mon var blevet af, før hun atter engang styrede sig vej hen til endnu et ikon og gjorde som hun havde gjort med det andet. En rynke var dog allerede på vej op på hendes pande over det lille billede den viste og hun bøjede sig endnu engang til siden for at se efter et sted, hvor man kunne proppe brevet ind. ”Jamen det er klart,” kommenterede hun på hans ord. ””Jeg ved heller ikke om jeg kan, for man skal vel sidde og være klar til det samtidig – ligesom når man suser sit hoved ind i en andens pejs. Men hvor propper man brevet hen? Jeg synes de der huller er meget små.” Hun så forundret på den firkantede åbning i den ene side og stak sin lillefinger halvt ind i den.

[/blockquote]

[Eric Wolfe]

So that maybe, just maybe
I can still hear your voice and see your face
even when we're worlds apart

- - - - - - - - - - -
Tag :: Caroline Abbey ~ Outfit :: Here

Eric så smilende på Carrie igen efter at have rettet på hende uden helt at tænke over det "Computer." gentog han med et lille smil og fik så en tænksom rynke i panden "Jeg, er faktisk ikke sikker." indrømmede han og kløede sig i nakken "Jeg mener det var noget med at ordet oprindeligt var en person der var god til at regne tal ud og siden det overgik meget til maskine, så overtog den navnet." han smilede skævt "Men det er vist mest bare det den nu hedder. Ligesom at en pygmæpuff hedder en pygmæpuff." han gjorde ikke rigtigt noget for at blive på emnet, men fortsatte i stedet til et helt andet og smilede da hun indvilligere i at give det et forsøg.

Han kunne ikke helt holde et underholdt smil tilbage som hun svarede på hans kommentar om breve og betragtede hende med et underfundigt blik, mens hun så skeptisk på de forskellige åbninger i siderne på maskinen "Det skal heller ikke ind i nogen af dem." han pegede på billedet på skærmen der var dukket op og bestod af et vindue med flere små hvide linier og et større hvidt felt "Du skriver det lige her og når det så er sendt, så dumper det lige ind ovre hos mig. Du behøver hverken pen eller papir eller ugle." han løftede hånden der havde ligget mod hendes lår og rykkede sig lidt så han kunne nå tasterne med begge hænder uden at hun skulle flytte sig "Jeg skal bare lige.." mumlede han og begyndte så lystigt at trykke på tasterne for først at kalde et nyt, mindre vinduer op og derefter give sig til at udfylde et mindre skema med primært tal og underlige ord, men et enkelt felt også med hendes navn og efter få minutter lukkede det nye vindue ned, med et tilfreds smil.

Han drejede hovedet mod hende igen "Sådan. Nu skulle det virke." han rykkede sig lidt igen, med både stol og hende, så hun kom til at sidde mere lige for computeren end han selv endte med og pegede på den første linie i det åbne vindue "Her hvor der står 'modtager' er det klar nok mig du skal have skrevet, men det er ikke helt ligesom en ugle der bare finder den rigtige person selv. Du skal have en adresse for at maskinen her ved hvem den skal aflevere brevet til." han lænede sig lidt frem og fangede hurtigt den nærmeste blyant, sammen med en blok og skrev [e-mail] så hun kunne se det "Det her er min adresse." han smilede skævt "Jeg ved det ser underligt ud, men det er meget simpelt. Den første del er personen eller stedet brevet skal til, i det her tilfælde mig, det underlige A i midten er en slags bindeled og den sidste del viser hvor personen hører til, i det her tilfælde Royal Air Force." han pegede på linien på skærmen igen "Og du skal skrive adressen der. Kan du se der står en streg og blinker? Det er fordi feltet er klar til at du kan skrive i det og det gør du med de her." hand førte en hånd fladt over tasterne under skærmen uden direkte at røre dem.

[Caroline Abbey]

Love is missing someone whenever you're apart
but somehow feeling warm inside because you're close in heart

Tag: Eric ~ Outfit: Here

Carrie blev bare mere forvirret af Erics forklaring og endte med at virre lidt med hovedet, uden at kommentere at en pygmæpuff hed en pygmæpuff fordi pygmæer var meget små og fordi arten var en nyere slægtning til puffskeins. I stedet drejede hun igen hele sin opmærksomhed imod maskinen, der hed en com-pu-ter og gav sig til at undersøge de firkantede huller i siderne på den med en god portion skepsis. Ved hans indledende bemærkning rynkede hun panden dybt og så forundret på den. Der lå et spørgsmål på hendes læber, men det døde der, som han fortsatte. Hendes forvirring blev dog ikke mindre og hun forstod absolut ikke hvad han mente. ”Hvordan skal jeg kunne skrive det der? Og uden pen?” Hun så tvivlende på maskinen foran sig imens han rodede med den og bed adskillige andre spørgsmål i sig, for blot at stille dem lydløst i sit eget hoved.

Da han præsenterede et nyt billede for hende og erklærede det klart, drejede hun hovedet halvt og sendte ham et enkelt skeptisk blik. Derpå var de mørke øjne dog atter rettet imod skærmen og et lydløst suk forlod hende. Hun fulgte med i hans forklaring uden at forstå det store og sad endnu fast i at han havde sagt, at hun skulle skrive det og blev ved med at bruge det udtryk, selvom han også havde meddelt, at hun ikke skulle bruge en pen. Det gav absolut ingen mening i hendes hoved, heller ikke da han pegede hendes opmærksomhed hen på tasterne med bogstaver på, og alt hun gjorde var at stirre tvivlende ned på dem i adskillige øjeblikke. ”Hvordan?” Hun rystede en anelse på hovedet i en tavs benægtelse af, at det var muligt og løftede blikket lige så forundret til skærmen igen.

[/blockquote]

[Eric Wolfe]

So that maybe, just maybe
I can still hear your voice and see your face
even when we're worlds apart

- - - - - - - - - - -
Tag :: Caroline Abbey ~ Outfit :: Here

Eric rynkede brynene lidt ved Carries tydelige forvirring og overvejede kort, før han satte fingeren mod den følsomme plade igen og kort efter havde fået vinduet der var fremme til at forsvinde. Det var dog ikke lukket ned, men lå blot på bjælken i bunden. I stedet aktiverede han et nyt program og havde kort efter en hel blank side med adskillige små knapper ovenover "Vi tager den fra bunden af." erklærede han med et smil.

Han pegede på skærmen mens han lod kinden hvile let mod hendes skulder "Det her hvide er dit papir.." han førte hånden over de mange taster igen og fortsatte "Og de her er din pen." han tav og så afventende på hende før han fortsatte igen "Det er dem du bruger til at skrive med. Se her." han løftede igen den anden hånd fra hendes lår og trykkede på tasten der havde et tydeligt E. Som han gjorde det dukkede der også et E op på skærmen og han fortsatte langsomt med et R, I og C til han havde skrevet sit eget fornavn, der nu stod tydeligt, sort mod hvidt på skærmen "Hver tast giver dig det bogstav den har påtrykt." hans fingre ramte tasterne igen og snart stod Carries eget navn lige efter hans "Du laver mellemrum med den her." han pegede på den bredeste af alle tasterne "Og skifter linie med den her." han pegede på en større tast der modsat de andre var mørkeblå og ikke grå "Prøv.." opfordrede han med et lille smil og lukkede begge arme om livet på hende.

[Caroline Abbey]

Love is missing someone whenever you're apart
but somehow feeling warm inside because you're close in heart

Tag: Eric ~ Outfit: Here

Carrie rynkede lidt på næsen og trak antydningsvist på skuldrene, uden at svare på Erics erklæring. Hun var atter engang hægtet af, på trods af sin tidligere sejr og brød sig aldeles ikke om hans morskab. Alligevel fulgte hun med forklaringen, surmulende en anelse utilfredst imens, men ikke desto mindre opmærksom på hvad han sagde og gjorde. Helt at lade være med at følge med i noget, der grundlæggende var ret interessant, var hende temmelig umuligt, på trods af den naturlige skepsis hun havde til computeren. Som han trykkede en enkelt tast ned og et bogstav dukkede op på skærmen, hævede hun begge øjne. Hun så med, imens flere sluttede sig til det og stavede hans navn, rystede en anelse benægtende på hovedet og fangede sin egen underlæbe imellem tænderne.

Det kunne ganske enkelt ikke passe, at maskinen fungerede sådan og kunne skabe tal midt i det hele, som om mugglere var magikere og havde samme egenskaber, men hun kunne jo tydeligt se, at det var tilfældet. Ganske tavs betragtede hun sit eget navn, før hun sank en klump, rettede ryggen en anelse og tog sig sammen. Det var med tydelig nervøsitet, at hun rakte sin hånd frem og trykkede på tasten med det store M. frem for at skabe netop det på skærmen, var det dog et lille bogstav, der dukkede op og hun rynkede panden, som hun betragtede det. Alligevel løftede hun kort efter sin finger igen og trykkede først A, siden G og til sidst I ned. Hvad der viste sig foran hende var ikke nøjagtig hvad hun havde forestillet sig, men hun betragtede det alligevel lige dele fascineret og tvivlsom. ”Hvordan gør den det?” Hendes blik var fæstnet på skærmen og hendes hånd rakt op, for at røre ved skærmen

[/blockquote]

[Eric Wolfe]

So that maybe, just maybe
I can still hear your voice and see your face
even when we're worlds apart

- - - - - - - - - - -
Tag :: Caroline Abbey ~ Outfit :: Here

Eric valgte taktfuldt at overse Carries klare misfornøjede signaler og gemte i stedet lektionen om breve væk, både fysisk og mentalt, før han startede ved et mere simpelt punkt - at bruge computerens mange taster. Han demonstrerede tålmodigt for hende efter at have åbnet programmet til tekstbehandling og var lige ved at plante endnu et impulsivt kys på hendes kind, over den lille hovedrysten og hendes tænder der fangede underlæben.

Han lod hænderne lægge sig om livet på hende igen, da han første havde skrevet både sit eget og hendes fornavn og smilede opfordrende til hende, da hun rakte ud efter tasterne og tydeligt tøvende, pressede fingeren mod én af dem. Han fangede hendes rynkede pande og havde en idé om hvad den skyldtes, men lod hende skrive ordet og tænke højt før han reagerede med en lille tænksom grimasse "Jeg er ikke helt sikker.." svarede han ærligt og så undskyldende på hende "Men der hver gang du trykker på en tast, så sender den en besked til 'hjernen' inde i maskinen og fortæller den hvad den skal skrive." prøvede han og slap hende så igen.

Han rakte ud efter tasterne igen og trykkede to gange på den mørkeblå tast, som fik den blinkende streg til at rykke længere ned på den hvide side. Så trykkede han en tast med en tydelig pil i venstre side ned og drejede hovedet for at se på hende "Hvis du vil have store bogstaver, så skal du holde den her nede og så trykke på bogstavet i mens." han demonstrerede ved at holde knappen nede og samtidigt trykke på C. Efterfølgende skrev han resten af hendes navn, nu med korrekt stort begyndelsesbogstav.

[Caroline Abbey]

Love is missing someone whenever you're apart
but somehow feeling warm inside because you're close in heart

Tag: Eric ~ Outfit: Here

Carrie forstod uendelig lidt af hvad det var der foregik foran hende og havde aldrig før gjort det fjerneste for at sætte sig ind i det. Tanken om at kunne se Eric, tale med ham og om at han kunne se hende var tiltalende og hendes bifaldelse umiddelbar, men bogstaver på den hvide flade - som skulle forestille at kunne blive til et brev - det var straks sværere at sælge. Hun så temmelig skeptisk på sit eget ensomme ord og på deres navne over det, men følte sig ikke overbevist.

Heller ikke Erics forklaring havde den effekt og hun endte blot op med flere rynker i panden og et utilfredst blik hvilende på skærmen foran sig. ”Jeg vil ikke have store bogstaver. Jeg vil hellere have min pen. Det er jo meget nemmere bare at skrive et brev,” konstaterede hun opgivende. ”Hvorfor kan man ikke proppe et sådant ind i den der og sende den? Hvis den kan sende spejlet med dig i hele vejen fra Afrika, så kan den vel også sende et stykke pergament?” Hun så direkte forvirret på maskinen, før hun drejede hovedet imod Eric igen. ”Hvis den kan så meget, hvorfor kan den så ikke noget så simpelt?”

[/blockquote]

[Eric Wolfe]

So that maybe, just maybe
I can still hear your voice and see your face
even when we're worlds apart

- - - - - - - - - - -
Tag :: Caroline Abbey ~ Outfit :: Here

Eric var ret klar over, at han var ved at tabe Carrie igen i sine forklaringer. Det var sværere end forventet at forklare noget man selv tog komplt for givet og han rynkede panden en smule som hun fortsatte og rystede så langsomt på hovedet "Ikke hvis du vil skrive det på papir, nej. Det er ikke en postkasse trods alt, eller en ugle." han trommede lidt med fingrene mod bordkanten mens han overvejede lidt før han fortsatte.

"Du kan godt skrive et brev i hånden og få maskinen til at sende det, men så behøver du en anden maskine, der kan få dit pergament, eller en kopi af det, ind i maskinen. Den findes dog sådan en." han drejede hovedet lidt for at se på hendes ansigt og strøg hende samtidigt over maven hvor hans hånd hvilede, en enkelt gang "Enten det, eller du skal have en speciel pen, så du rent faktisk kan skrive direkte til maskinen, uden at skulle bruge tasterne med bogstaver." han så kort på skærmen igen og smilede opmuntrende "Begge dele kan som sagt lade sig gøre, men jeg vil gerne vise dig hvordan det virker her." hans blik blev spørgende og han tilføjede hurtigt "Hvis du har lyst og mod på det."

[Caroline Abbey]

Love is missing someone whenever you're apart
but somehow feeling warm inside because you're close in heart

Tag: Eric ~ Outfit: Here

Carrie havde drejedet sig halvt om imod Eric og sluppet computeren med blikket, for i stedet at se på ham. Hun rynkede panden og så uforstående på ham, imens han forklarede. Konceptet var hende så fremmed, at det var næsten umuligt at sætte sig ind i, selvom hun vitterligt strakte sin forestillingsevne til det yderste. Det fik hende til at stritte imod og hun fandt hans lyse øjne med tydelig utilfredshed, før hun alligevel med et dybt suk resignerede og nikkede uvilligt. ”Men jeg forstår det altså ikke, Eric,” fastslog hun overflødigt, imens hun atter vendte sig helt imod maskinen og gav sig til at se lettere hvast på den.

”Man skriver en masse ord ved at trykke på en masse knapper med bogstaver på, men hvad gør man så med dem? Kan du se dem i Afrika?” Hun kastede et blik på hans computer, men så ingen af de samme ord på dens skærm. ”Og hvordan er det nemmere? Det er jo enormt besværligt og så siger du, at man skal holde mere end en af knapperne nede for at den skaber store bogstaver... Sender mugglere ikke helt almindelige breve?” Ikke et minut efter at have indvilliget i at lytte på ham var hun allerede i gang med at gøre præcis det modsatte endnu engang og hun tænkte ikke engang over, at det var præcis det, der skete.

[/blockquote]

[Eric Wolfe]

So that maybe, just maybe
I can still hear your voice and see your face
even when we're worlds apart

- - - - - - - - - - -
Tag :: Caroline Abbey ~ Outfit :: Here

Eric blev tålmodigt siddende med blikket på Carries ansigt, uden at være i tvivl om, at hun havde virkelig svært ved at forstå hvordan maskinen foran hende fungerede. En magisk opvækst som hendes taget i betragtning, så undrede det ham ikke. Magien var så nem på det punkt og det ville have været betydeligt lettere, bare at kunne forklare hendes spørgsmål med 'magi'. Det var dog ikke helt en mulighed og han smilede varmt igen, da hun erklærede sin forvirring "Det er i orden. Jeg forstod ligeså lidt første gang din far forsøgte at forklare mig om magi." indrømmede han og lyttede så opmærksomt til hende da hun fortsatte.

Han startede ud med at nikke til hendes første spørgsmål og svarede hurtigt mens hun sendte et blik mod den anden computer "Mhm.. det ville jeg kunne når det blev sendt." han tav igen og lod hende fortsætte og nikkede så igen med et lille smil, da hun rundede af "Jo, men ikke med ugler og det her er meget hurtigere. Det kan levere en brev på nogle få minutter, hvorimod postvæsnet tager flere tage. Ugler kan vist ikke engang gøre det så hurtigt med mindre det er til naboen." han rykkede sig lidt så han igen kunne nå computerens taster med begge hænder og lukkede hurtigt det hvide ark med deres navne ned "Se her.." han lukkede det forrige vindue op igen og skrev hurtigt den samme adresse som på papiret i det rigtige felt, et kort 'Test' i emnefeltet og flyttede derefter den blinkende markør ned i det større hvide felt og med hurtige fingre på de grå taster 'Fra Diagonalstræde til Afrika, helt uden ugle' og flyttede så den lille pil til en knap for der tydeligt stod 'Send', trykkede på den og kunne sekundet efter se vinduet forsvinde og den oprindelige skærm med en blank indbakke stå tilbage.

Så rettede han sig op igen og lagde den ene arm omkring hende igen, før han stemte fødderne mod gulvet og skubbede stolen med både sig selv og hende over til sit eget skrivebord "Og så skal vi lige herover.." konstaterede han unødvendigt og åbnede et identisk program på sin egen computer. Et øjeblik skete der ingenting, før der dukkede en fremhævet linie op ovenover flere andre, der tydeligt bar titlen 'Test'. Han løftede en hånd og pegede på linien "Se.. den kom der." han brugte modsatte hånd til at åbne selve mailen han lige havde sendt og kunne få klik senere, vise hende det samme, korte brev han havde skrevet på hendes maskine, stå tydeligt på sin egen skærm.

[Caroline Abbey]

Love is missing someone whenever you're apart
but somehow feeling warm inside because you're close in heart

Tag: Eric ~ Outfit: Here

Carolines pande var rynket og hendes milde frustration var tydelig, da hun endelig tav og lod Eric svare på hendes spørgsmål. Hun kastede endnu et blik på den anden computer, før hendes opmærksomhed fæstnede sig på den foran hende. Som Eric gav til sig at flytte rundt på tingenes placering på skærmen, forsøgte hun opmærksomt at følge med. Hun tyggede lidt på sin egen underlæbe, imens hun så opmærksomt fra hans fingre på tastaturet og til billedet, hvor flere ord dannede sig i to små kasser og en langt større.

Et vagt smil hev i hendes mundvige, da hun læste teksten og hun så en anelse mindre kontrær ud, som han rykkede på den stol de begge sad på. ”Hm,” kommenterede hun simpelt, da et billede, meget lig det hun lige havde set på, dukkede op på den anden skærm. Så skete der dog noget og hendes øjenbryn røg op i panden på hende, da han klikkede sig ind på den besked, som han lige havde... Sendt? Hendes læber formede et tydeligt o, imens hun lænede sig lidt frem, for bedre at kunne se det. ”Er det det samme, der sker, hvis du er i Afrika?” Hun drejede hovedet for at se på ham med et spørgende ansigtsudtryk og ventede spændt på svaret. Da hun fik det lyste hun en anelse op i forståelse og bed ned i sin underlæbe igen, bevidst om, at hun ganske tydeligt havde tvivlet på, at han havde ret. ”Det er jo... Fantastisk, ikke? Så kan jeg skrive lige når jeg har tid og du kan svare når du har tid og vi kan se hinandens breve næsten med det samme?” Hun smilede en kende henført, uden at slippe ham med blikket. ”Det er næsten lige så godt, som at have dig her... Næsten.”

[/color][/blockquote]

[Eric Wolfe]

So that maybe, just maybe
I can still hear your voice and see your face
even when we're worlds apart

- - - - - - - - - - -
Tag :: Caroline Abbey ~ Outfit :: Here

Det var ikke første gang, og sikkert heller ikke sidste, at Eric trillede rundt på sin kontorstol med Carrie på skødet, med den var ikke en erkendelse han havde det mindste imod, snarere tværtimod. Han arbejdede hurtigt på den computer han netop havde impulskøbt til Carrie, og havde så hurtigt flyttet dem begge et skrivebord længere over, mens han havde den ene arm lukket fast omkring hende for at forhindre hende i at glide ned.

Han arbejdede lige så vant på sin egen computer og kunne på kort tid vise hende det praktiske resultat af den ugle-fri brevudveksling. Han så en smule spændt på hende og lod igen den ene arm finde omkring hende da hun lænede sig frem mod skærmen og nikkede så med et lille smil og et bekræftende "Mhm.." til hendes spørgsmål. Smilet voksede lidt da hun drejede hovedet og så på ham "Nøjagtigt det samme. Det netværk som computere bruger til at sende ting er ikke hæmmet af afstand ligesom en ugle ville være." smilet på hans læber blev skævt da hun fortsatte og han nikkede igen "Lige præcis.." smilet voksede og gjorde hans fortænder synlige et øjeblik, mens det fik smilerynkerne ved hans øjne til at stå tydeligt frem og en tydelig varme til at snige sig ind i hans blik over hendes sidste ord "Kun næsten.." han gav hende et lille klem, før han så lænede sig lidt frem og tilsneg sig et flygtigt kys.