|
Post by Caroline Abbey on May 5, 2012 0:09:27 GMT
Love is missing someone whenever you're apartbut somehow feeling warm inside because you're close in heartTag: Eric ~ Outfit: Here
Carrie så underholdt på Eric med et temmelig flabet og selvtilfredst smil. Hans latter var en helt fin reaktion på hendes konstatering og hun hævede blot begge øjenbryn en kende, da han fortsatte ned af den vej de allerede var på. Hun skar en anelse ansigt over det han nåede frem til og rynkede lidt på næsen, før hun trak på skuldrene og derpå endte med at ryste lidt på hovedet. Sin tilsyneladende utilfredshed til trods, kunne hun dog stadig ikke helt lade være med at smile. Selvamme forpurrede fuldstændig hendes forsøg på at se uskyldig ud, da hun serverede sin pointe, men det tog hun nu ikke så tungt. Hun så blot på ham med spillende øjne og stak tungespidsen ud, med en munter lyd, da han gjorde det samme. Det var ufattelig barnligt, i komplet kontrast til de underliggende hentydninger hun lige var kommet med, men det i sig selv var også befriende. Da hun sank en anelse sammen havde hun stadig et smil på læberne og hun følte sig vældig godt tilpas, uden nogen forventninger til hvad hun skulle nå.
Da Eric løftede hånden, så hun i et øjeblik spørgende på ham. Det tog hende dog ikke mange sekunder at fatte meningen og hendes øjenbryn fandt på plads, imens hun lænede sig ind imod ham igen, aldeles villig til at give ham det han ville have. Hendes egne fingre fandt hans hals igen og hun lod sig opsluge for en ganske kort stund, før hun trak sig væk igen, plantende endnu et enkelt, overfladisk kys på hans læber, inden hun åbnede øjnene. ”... Og du er sikker på, at mugglerne ikke har fundet en måde, hvor man kan gøre det her på afstand, ikke?” Hun talte dæmpet, imens hun strøg sin pegefinger i en enlig cirkel, og fugtede læberne diskret igen.
[/blockquote]
|
|
Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on May 5, 2012 10:25:06 GMT
So that maybe, just maybeI can still hear your voice and see your faceeven when we're worlds apart- - - - - - - - - - -Tag :: Caroline Abbey ~ Outfit :: Here Eric havde det lidt som resten af verden overhovedet ikke eksisterede lige i øjeblikket. Der var kun Carrie og ham selv og deres lille boble og alt andet var uendeligt ligegyldigt. Han følte sig afslappet og tilpas som han kun gjorde i hendes selskab og lod det åbenlyst komme til udtryk mens de kærlige drillerier forsatte i en lind strøm mellem dem, dog stadig med alvoren siddende et sted i baghovedet.
Han smilede allerede da han rakte op og lukkede hånden bag hendes nakke og fortsatte med at gøre det ind mod hendes læber nogle sekunder endnu, indtil hele hans opmærksomhed var taget af hendes varme, bløde læber og han ubevidst krummede fingrene lidt i hendes nakkehår. Han lod hånden blive liggende selv da hun trak hovedet lidt tilbage og hans blik gled langsomt ned over hendes ansigt og blev hængende vedh endes læber et langt øjeblik inden han løftede det og så hende i øjnene med et beklagende blik "Ret sikker.. det er vist os der kan det i stedet, selvom det ikke løser det store." ad magisk vej ville det i bund og grund være frygteligt nemt at komme hjem til hende for bare et kort øjeblik, selv når han var udsendt, men risikoen ved det var større end han havde lyst til at tage. Han spændte igen i halsen under hendes finger og gøs svagt "Men tro mig tanken er fristende når man alligevel sidder og glor."
|
|
|
Post by Caroline Abbey on May 6, 2012 17:58:46 GMT
Love is missing someone whenever you're apartbut somehow feeling warm inside because you're close in heartTag: Eric ~ Outfit: Here
Carrie talte dæmpet, uvillig til at flytte sig alt for langt væk fra de fristende, bløde læber, der var Erics. Det gav da også sig selv, eftersom hans hånd forblev i hendes nakke, ligesom hendes gjorde ved hans hals. Hun nikkede antydningsvist med et vagt smil, uden at standse sine blide kærtegn. Emnet var dybt alvorligt og hun vidste udmærket hvad han mente med 'os'. Selvom han ikke direkte nævnte transitnøgler var hun også klar over, at det var dem han talte om og hun var i sit stille sind enig med ham i, at det var alt for farligt at eksperimentere med midt i alting. Alligevel kunne hun ikke lade være med at drømme lidt om muligheden for at se ham i bare et splitsekund i de lange måneder, der strakte sig ude i fremtiden. Drømme var gratis og lige nu var han tæt på.
Hun lænede sig frem, ikke for at finde hans læber, men for at hvile sin pande imod hans. ”Det går nok,” sagde hun dæmpet, uden nødvendigvis selv at være overbevist. ”Ved du hvad fordelen er ved det her liv?” Hun så spørgende ind i hans øjne i et sekund eller to, før hun fortsatte. ”Det bliver aldrig kedeligt eller noget, som man tager for givet, vel?” Med et lille smil til ham, løftede hun hovedet igen, for at plante et kys på hans pande, hvor hendes egen lige havde hvilet imod. ”Og når du kommer hjem igen, så er jeg her stadig. Møblerne er måske rykket en lille bitte smule om, men det er stadig vores hjem...”
[/blockquote]
|
|
Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on May 6, 2012 18:56:50 GMT
So that maybe, just maybeI can still hear your voice and see your faceeven when we're worlds apart- - - - - - - - - - -Tag :: Caroline Abbey ~ Outfit :: Here Eric havde tænkt tanken mange gange før, især da han sidst var udsendt. Det ville være så ufatteligt nemt at komme tilbage til London, om bare for fem minutter, men risikoen var for stor og omfattende til at han ville turde tage den. Fristelsen var der dog altid og om muligt endnu mere fremtrædende nu hvor han vidste der kun var kort tid til han skulle afsted.
Han skubbede dog tanken fra sig uden det store besvær og smilede svagt til Carrie da hun lænede panden mod hans "Det skal det." konstaterede han lavmælt og rynkede så brynene med en svag hovedrysten "Nej, hvad?" han så afventende på hende og smilede så kærligt, før han lukkede øjnene det korte sekund hendes læber var mod hans pande "Aldrig.." bekræftede han hende, stadig smilende og hævede det ene øjenbryn lidt "Kun en lille bitte smule?" spurgte han drillende, uden at kunne holde varmen ude af sit blik over den simple erklæring der lå i hendes ord.
Han rystede svagt på hovedet og strøg hånden over hendes lår i en kærtegnende gestus, uden at slippe hendes blik "Tiden har det med at gå hurtigere end man tror når man først er afsted." han plantede et flygtigt kys på hendes læber og smilede opmuntrende.
|
|
|
Post by Caroline Abbey on May 6, 2012 19:56:42 GMT
Love is missing someone whenever you're apartbut somehow feeling warm inside because you're close in heartTag: Eric ~ Outfit: Here
Carrie smilede mildt, da hun flyttede hovedet, efter at have plantet et kys på Erics pande. Hun skævede diskret til siden, rømmede sig og så skyldbevidst ud ved hans spørgsmål. ”Måske lidt mere end det,” indrømmede hun, imens det hev insisterende i hendes mundvige. Hun mødte hans blik igen, da han strøg hånden hen over hendes lår, og nikkede svagt, før han plantede et enkelt kys på hendes læber. ”Mmh,” erklærede hun sig lavmælt enig. ”Og du har jo ret. Denne her gang ved vi hvad der venter bagefter.” Et lille smil indfandt sig, før hun lænede sig det lille stykke frem, for at kunne indfange ham i endnu et kortvarigt kys. ”Det der,” pointerede hun. ”En hel masse af det.” Hun tog en dyb indånding og drejede hovedet, for at se ud i rummet. Mørket var faldet på rundt om dem og hun tøvede et sekund eller to, før hun løsrev sig, rejste sig op og nappede sin tryllestav. Med præcision fik hun kommanderet lyset i lamperne rundt omkring, til at indfinde sig. Hun lagde staven fra sig på sofabordet og rynkede panden en anelse, før hun passerede gulvet i strømpesokker, for at placere en plade på den fortryllede gamle afspiller, der havde tilhørt en ældre tante før hende.
Musikken var afdæmpet og uden vokal, smuk, ren og langt fra det, som hun vidste Eric havde i sin egen samling. Lige denne gang tænkte hun dog ikke, at han ville protestere, og hun drejede hovedet lidt, for at sikre sig selvsamme. Hun smilede skævt til ham, fugtede sine læber og vippede med den ene fod, før hun placerede det beskyttende låg over pladen og nålen og vendte tilbage til sofaen. Denne gang fandt hun ned ved siden af Eric og trak benene op under sig selv med et lille træk i den ene mundvig. ”Vi havde jo ikke det der tv, da vi voksede op. Men kan du huske hvad min far gjorde i stedet for, for at underholde os om aftenen? Du må have været der engang imellem, når han læste op af alle jeres eventyr. Han har stadig hyldevis af mugglerbøger stående.” Hun så lidt ud i luften med et næsten drømmende blik. ”... Jeg forestillede mig altid, at prinsen lignede ham der mugglerdrengen overfor... Hvad var det han hed? John?”
[/blockquote]
|
|
Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on May 6, 2012 21:42:37 GMT
So that maybe, just maybeI can still hear your voice and see your faceeven when we're worlds apart- - - - - - - - - - -Tag :: Caroline Abbey ~ Outfit :: Here Eric smilede fortsat varmt og nikkede som Carrie fortsatte hans egne ord "Mhm.." nåede han at få indskudt, før hun lænede sig lidt frem og spejlede hans egen handling. Hans tænder blev igen synlige mens han betragtede hende uden at lægge skjul på en hvis forgabelse der stadig var der og forhåbentligt blev der længe endnu "Massive mængder af det der.." gav han hende ret og gav så modvilligt slip på hende da hun rejste sig og med nogle hurtige svip tændte lyset i stuen.
Han rettede sig op fra sin tilbagelænede stilling og strakte sig med en lille anstrengt lyd mens han fuldte hende med blikket ud af den ene øjenkrog. Da hun så tilbage på ham smilede han blot uden at have nogen protester over valget af musik og lagde den ene arm hen over ryglænet bag hende da hun kom tilbage og satte sig ved siden af ham igen.
Han løftede hånden og fangede en løsreven lok af hendes hår mens hun tage igen og lyttede til hende uden at afbryde, men nikkede da hun spurgte ham direkte om noget. Et lille smil lurede stadig i hans mundvige mens hun så ud i luften og han slap ikke den mørkebrune lok da han nikkede igen "John Whewell, jo.." han rynkede brynene lidt og fortsatte med et spørgsmål "Hvilken af prinserne skulle han være?"
|
|
|
Post by Caroline Abbey on May 6, 2012 22:13:04 GMT
Love is missing someone whenever you're apartbut somehow feeling warm inside because you're close in heartTag: Eric ~ Outfit: Here
Carrie smilede en anelse smørret over Erics ansigtsudtryk og nikkede lidt til hans enige erklæring, før hun rejste sig op. Det tog ikke lang tid at få tændt for lyset og hun lod musikken slutte sig til, nynnende dæmpet med på melodien, som hun sank ned at sidde i sofaen igen med en veltilfreds mine. Hendes lille tankeflugt var tilfældig, men situationens afslappede stemning mindede hende på en eller anden måde om aftner i huset i Newcastle med alle ungerne samlet omkring Duane.
Hun nikkede, da Eric bød ind med et efternavn og trak yderligere på smilebåndet over spørgsmålet, der fulgte. ”Dem alle sammen,” konkluderede hun. ”De mindede tit om hinanden og han lignede bare lidt en prins i mit hoved. Han har vel været fem, syv år ældre end os, ikke? Jeg kan huske, at jeg sukkede over hans krøllede hår og var overbevist om at jeg ville giftes med ham, når jeg blev stor.” En munter lyd forlod hende, som hun lænede sig lidt ind imod ham igen med et skævt smil. ”Det var ikke meget, der skulle til dengang...”
[/blockquote]
|
|
Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on May 6, 2012 23:05:39 GMT
So that maybe, just maybeI can still hear your voice and see your faceeven when we're worlds apart- - - - - - - - - - -Tag :: Caroline Abbey ~ Outfit :: Here Erics øjenbryn gled lidt i vejret over Carries svar og han slap en munter lyd mens han snoede hårlokken løst om pegefingeren "De har allesammen samme funktion i hvert fald; at redde ungmøen i vanskeligheder." han lyttede tydeligt underholdt mens hun fortsatte og lod hårlokken glide ud af sine fingre da hun lænede sig ind mod ham, blot for så i stedet at lægge armen helt omkring hendes skuldre "Så du havde en svaghed for mugglerknægte fra en ung alder. Er det det jeg skal konkludere?"
Han gav hendes skulder et lille klem og fortsatte så efter et øjeblik, påtaget beklagende "Jeg kan ikke klare krøller, jeg er ked af det og jeg tror ikke engang jeg ville overveje at få det for dig." han betragtede hende fortsat varmt og smilede så skævt "Det sidste jeg hørte var han gift og havde to unger, så jeg tror din chance er passeret forbi. Du må nøjes med mig."
Han sad tavs nogle øjeblikke, stadig med antydningen af et smil på læberne, mens han lyttede til musikken der fyldte rummet og tænkte over emnet hun havde taget op "Jeg troede faktisk det kun var når vi var der han læste mugglerhistorier." han smilede svagt og rynkede så brynene spørgende mens han drejede ansigtet lidt mere mod hende "Hvilken var så din favorit? Nu er jeg nysgerrig."
|
|
|
Post by Caroline Abbey on May 6, 2012 23:28:55 GMT
Love is missing someone whenever you're apartbut somehow feeling warm inside because you're close in heartTag: Eric ~ Outfit: Here
Carrie trak lidt på skuldrene og kneb øjnene en anelse sammen. ”Sådan husker jeg det ikke,” bemærkede hun overvejende. ”De handlede om en rejse af en slags. Prinsesser og prinser. Ubegrænset kærlighed og en form for magi, som vi ikke forstod, at i synes var så mystisk.” Hun lænede sig ind imod Eric med et skævt smil og trykkede læberne sammen omkring endnu en underholdt lyd ved hans spørgsmål. Hendes blik spillede af morskab, da hun vendte det imod ham. ”Det kan du faktisk sagtens. Jeg har vist til dato aldrig været fast sammen med nogen fuldblodstroldmand.” Hun hævede begge øjenbryn en anelse og så sigende på ham, med et drillende smil. ”... Hvem siger, at det ikke var derfor jeg faldt for dig?”
Hvilende hovedet halvt imod Erics skulder og halvt imod ryglænet, sukkede Carrie dæmpet og afslappet. Hun fnøs muntert af hans erklæring, men fik så fremstillet et ærgerligt udtryk, der på ingen måde så overbevisende ud. ”Øv,” kommenterede hun. ”Jeg havde ellers lige håbet...” Ironien var påfaldende og smilet trak da også relativt hurtigt op på hendes læber igen. Hun drejede hovedet lidt, for at se op i loftet, og tog en dyb indånding. ”Niks.” Hun vendte ansigtet imod ham og rettede sig lidt op igen med en tænksom mine. ”Min favorit,” gentog hun tøvende. ”Jeg kunne i hvert fald godt lide den med Askepot. Den endte også lykkeligt, det var vist det primære kriterium dengang. Det og en flot prins og en prinsesse, der gik i balkjoler. Jeg tror jeg, Riley, Mary og Alice var fortalere for mere af det og mindre af trolde og svinedrenge.” Hun trak på smilebåndet og så spørgende på ham. ”Hvad var din?”
[/blockquote]
|
|
Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on May 7, 2012 10:20:12 GMT
So that maybe, just maybeI can still hear your voice and see your faceeven when we're worlds apart- - - - - - - - - - -Tag :: Caroline Abbey ~ Outfit :: Here Eric smilede mildt mens Carrie fortsatte og lod hånden falde til hendes skulder og overarm da hun lænede sig ind mod ham selv "Måske. Deres oprindelige formål var trods alt også at lære børn en lektie." han lænede kinden mod hendes hår mens han fortsatte "Jeg kan huske det irriterede mig at de allesammen levede lykkeligt og de bare stoppede der. Det virkede så ufærdigt." han smilede skævt og løftede hovedet igen og drejede det lidt for at se ned på hende med et muntert udtryk der spejlede hendes glimrende "Vi er også ret dejlige når jeg selv skal sige det." han slap en munter lyd da hun fortsatte og plantede et lille kys på hendes pande "Og her gik jeg og troede det var mit blændende smil og min indtagende personlighed. Ak ja." han lagde kinden mod hendes hår igen med et lille smil stadig liggende på læberne.
Smilet voksede lidt igen da drillerierne fortsatte "En blond afro er ikke helt min stil tror jeg." han løftede hovedet endnu en gang og betragtede hende afslappet mens hun svarede på hans nysgerrige spørgsmål "Askepot.." gentog han og nikkede for sig selv mens hun fortsatte og fik ham til at smile skævt "Det skulle ikke undre mig overhovedet." han rynkede brynene lidt da hun vendte spørgsmålet mod ham selv og tænkte et øjeblik før han så på hende igen "Rumleskaft tror jeg faktisk." han så tænksom ud et sekund endnu og nikkede så "Jo, det må være det. Fik I læst det op også eller har du det til gode?"
|
|
|
Post by Caroline Abbey on May 7, 2012 15:00:19 GMT
Love is missing someone whenever you're apartbut somehow feeling warm inside because you're close in heartTag: Eric ~ Outfit: Here
Carrie nikkede en anelse. ”Ligesom vores,” konstaterede hun med et lille smil, selvom han ikke kunne se det. Hun skævede op imod ham med et glimt af morskab i øjnene over hans mening om eventyrenes slutning og trak en anelse på skuldrene, før hun drejede hovedet til siden. Begge hendes bryn røg en anelse op og hun så temmelig sigende på ham. ”Mmh,” gav hun ham ret, med et skævt smil, som han plantede et kys på hendes pande. ”Det var måske også en del af det.” Hun hvilede sig afslappet ind imod ham med en muntert lyd og lukkede øjnene i et kort sekund, uden at kommentere på hans manglende vilje til at få krøller. Lige præcis det var en af de ting, som hun ikke kunne være mere end ligeglad med.
Da hun havde svaret ham så hun ud i luften med en lavmælt, bekræftende lyd. Hun trak lidt på smilebåndet og vendte blikket imod ham igen med et interesseret blik. Hendes øjne blev klemt en anelse sammen og hun rynkede panden, før hun rystede på hovedet. ”Det kan jeg ikke huske noget, der hed,” indrømmede hun. ”Lad mig gætte. Det handler om en smuk prinsesse, der bliver spærret inde, og prinsen – eller Jack – der skal redde hende. Har jeg ret?”
[/blockquote]
|
|
Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on May 7, 2012 17:37:56 GMT
So that maybe, just maybeI can still hear your voice and see your faceeven when we're worlds apart- - - - - - - - - - -Tag :: Caroline Abbey ~ Outfit :: Here Eric smilede og nikkede sekundet efter Carrie med et bekræftende "Mhm.. og de holder delvist endnu uanset hvor gamle de er." han bøjede hagen ned mod brystet for at kunne møde hendes blik da hun så op på ham og smilede skævt før han spøgte videre, påtaget fornærmet. Hendes drillende indrømmelse fik ham til at le kort og stryge sin flade hånd over hendes overarm en gang eller to "Det håbede jeg også lidt." han smilede stadig, da han lagde kinden mod hendes hår igen og sad sådan et lille øjeblik.
Han var tavs et øjeblik mens han hurtigt gennemgik titlerne på flere eventyr og historier i hovedet og endte ved ét bestemt, hvis titel blev den han sagde højt. Han smilede skævt ved hendes ord og rystede let på hovedet "Nej, ikke ligefrem." han rynkede brynene lidt og så spørgende på hende "Hvor kom Jack fra?" spurgte han, før han begyndte igen "Rumleskaft er den her lille mandsling der lokker folk til at indgå aftaler med ham og får dem lavet så han altid vinder på det. Indtil den her pige selvfølgelig får skovlen under ham, ved at finde ud af hvad han hedder så hun kan beholde sit barn som hun ellers har lovet ham, uden at vide det." han smilede skævt "Så hun redder faktisk sig selv, uden at have nogen til at gøre det for hende."
|
|
|
Post by Caroline Abbey on May 8, 2012 10:49:14 GMT
Love is missing someone whenever you're apartbut somehow feeling warm inside because you're close in heartTag: Eric ~ Outfit: Here
Carrie lyttede interesseret til Erics korte opsummering og nikkede med et skævt smil på læberne, da han rundede af. Hun kneb øjnene en anelse sammen og så tænksomt ud i luften i et par sekunder, før hun brød den delvise stilhed, der aldrig rigtig faldt med musikken i baggrunden. ”Nej. Den har jeg aldrig hørt,” bemærkede hun overbevist. ”Men du har også ret i at han mest læste mugglereventyr når i var der. Han opgav vist at forsøge at forstå mugglernes verden igennem dem efter relativt kort tid og gik over til andre kilder, men det lykkedes ham vel næppe rigtig nogensinde at få overbevist dine forældre om at han var en helt almindelig botaniker. Gjorde det?” Hun hævede begge øjenbryn en anelse, før hun klarede halsen en anelse og rykkede på sig.
Relativt elegant fik hun sat sig i skrædderstilling med front imod Eric og vippede en anelse med den ene fod i takt til musikken. Hendes ene hånd fik fanget hans, relativt insisterende og hun trak lidt på smilebåndet. ”Fik jeg egentlig sagt tak for... Computer...en?” Hun lagde hovedet lidt på skrå og hævede begge øjenbryn.
[/blockquote]
|
|
Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on May 8, 2012 14:19:57 GMT
So that maybe, just maybeI can still hear your voice and see your faceeven when we're worlds apart- - - - - - - - - - -Tag :: Caroline Abbey ~ Outfit :: Here Eric betragtede fortsat Carrie med et lille, varmt smil mens han forklarede handlingen i eventyret i meget korte træk. Så kneb han øjnene let sammen som hun fortsatte og skævede mod en af stuens reoler, der som de fleste andre, var overvejende beboet af bøger "Jeg har Grimms samlede værker et eller andet sted herinde." han lod blikket vende tilbage til hende med et spørgende blik "Hvis du skulle få lyst til at læse, eller genlæse."
Han lyttede videre som hun fortsatte, uden at lægge skjul på han morede sig over den lille anekdote om hendes far. Så rystede han på hovedet med et lille skævt smil og strøg en hånd gennem sit hår "Nej, der var altid et eller andet skævt ved ham." han slap en lille munter lyd "SKævt på den positive måde, uden tvivl, men bare noget der var anderledes, men som ingen af os kunne sætte fingeren på." han så sigende på hende og tilføjede "Og med jer tøser også for den sags skyld." han gav hendes skulder et klem igen og smilede varm, for så at lade arm og hånd falde til sit eget lår da hun rykkede sig.
Han protesterede ikke da hun tog hans hånd, men så spørgende på hende i søgen efter en grund. Ikke at der behøvede at være en, men han var alligevel ret sikker på der var det. Da den kom smilede han og strøg tommelfingeren over hendes hånd uden at tænke over det "Det mener jeg, men nu har du i hvert fald." han gav hendes hånd et klem "velbekomme, skat."
|
|
|
Post by Caroline Abbey on May 13, 2012 15:43:13 GMT
Love is missing someone whenever you're apartbut somehow feeling warm inside because you're close in heartTag: Eric ~ Outfit: Here
Carrie trak lidt på skuldrene og smilede en anelse, uden at virke som om hun havde planer om at springe op af sofaen, for at gribe den omtalte bog. Hun snakkede selv videre med et lettere underfundigt smil og hævede begge øjenbryn en kende, da hendes far blev omtalt som skæv.
Det blev fulgt op af en munter lyd, som hun selv blev inkluderet, og hun skar en diskret grimasse, uden at smilet forlod hendes læber helt. ”Det kan man sige vores familier har tilfælles,” konkluderede hun drillende. ”Det her med at være anderledes og... Skæve.” Hun trykkede læberne lidt sammen, før hun effektivt rykkede på sig, skiftede stilling på sofaen og fangede hans hånd i sin.
Det var med et lille smil at hun flettede sine fingre ind imellem hans og lagde hovedet på skrå. Hun nikkede antydningsvist, før hun sænkede blikket til deres samlede hænder og lod et lille suk undslippe. Måske burde hun følge hans svar op med ord, men hun nøjedes blot med at se op igen og smile til ham. Det var rart, bare at sidde sådan.
CLOSED [/blockquote]
|
|