Der var engang, men det var dengang

[Sarah Owens]

W I T H : - A E R O N - O W E N S - - - W E A R I N G : - T H I S

Sarah var kommet op af sengen og var holdt op med at kaste op og ryste ukontrollabelt. Kramperne var minimale i forhold til før, selvom hun stadig blev overmandet af dem et par gange om dagen og ikke kunne efterlades helt alene endnu. Hun kunne gå i bad – med overvågning af sin mor – og hun kunne sidde i stuen med en kop te og en bog, efter at hun vel og mærke havde lovet højt og helligt, at blive hvor hun var.

Harriet var ikke langt væk. Hun befandt sig inden for råbe-afstand i sit atelier og Sarah vidste, at hun ikke slap væk. Som dagene gik, fik hun mindre og mindre lyst til at vende tilbage til det liv hun var blevet revet væk fra med vold. Hendes krop savnede stoffernes lettelse mindre og mindre, selvom behovet stadig var der.

Da der lød en banken på døren, gav hun sig først overrasket. Hun rynkede panden og så i retning af lyden, halvt forventende at hendes mor ville komme vimsende. Det blev tydeligt, da først der blev banket igen, at hun ikke var på vej. Sarah rejste sig langsomt. Hun havde ikke set andre end sin nærmeste familie siden hun kom hjem – hvis man valgte at fraregne Aeron. Og fraregne Aeron gjorde hun i den grad. Af samme grund var hun lidt anspændt, men hun gik alligevel hen til døren, lænede sig frem og så ud af det lille hul, der gjorde det muligt at vide, hvem man åbnede for. En hurtig indånding fulgte synet og hun trak sig hastigt tilbage og bakkede fra døren. Den var låst, men han måtte kunne regne ud, at der var nogen hjemme. Alligevel forsøgte hun med tankens kraft at få ham til at gå væk, imens hun stirrede på låsen. Hun stivnede, da der blev banket igen. Det kunne ikke vare længe, før hendes mor hørte det.

Hastigt var hun tilbage ved bordet, hvor hun med pen og papir fik lavet en seddel. Hun stak den under døren et halvt minut senere og sank sammen op af væggen ved siden af, med er hjerte, der gallopperede løs med hundrede kilometer i timen.

[Aeron Owens]

T a g g e d--S a r a h--O w e n s----W e a r i n g--T h i s

Aeron stak hænderne tilbage i lommerne på den sorte læderjakke så snart han havde banket på første gang. Han trådte et halvt skridt tilbage, rømmede sig svagt og så sig omkring i haven med minimal interesse før hans blik igen landede på døren. Han skiftede vægten mellem fødderne for så at tage den ene hånd op ad lommen og banke igen. Lidt hårdere denne gang og med en lille rynke mellem brynene. Såvidt han havde forhørt sig hos Sarahs ældste bror, så var både Sarah og hendes mor hjemme. Han ventede et minuts tid igen før han bankede for tredie gang og begyndte at overveje at gå om til bagdøren.

Han nåede så langt som til at tage skridtet ned fra trappetrinnet da en puslen fik ham til at se ned. Han rynkede brynene undrende over den lap papir der nu lå halvejs ude under døren. Han tøvede et øjeblik før han bøjede sig ned og samlede den op. Endnu et før han foldede den ud og læste hvad der stod på den. Rynken bredte sig og skabte to mere i hans pande mens han krøllede sedlen sammen og gik op på dørtrinnet igen "Sarah..?" han tav et sekund, uvillig til at banke på for fjerde gang nu han var så godt som sikker på hun var lige på den anden side.

[Sarah Owens]

Sarah trak vejret overfladisk og stirrede panikslagent ud i luften. Hun ventede, imens sedlen blev trukket helt ud på den anden side, mærkede sit hjerte slå hårdt i brystkassen og forsøgte igen at tænke ham væk.

Hvis nu bare hun ønskede det stærkt nok, at han forsvandt I den blå luft og aldrig kom tilbage, så kunne det være, at det lykkedes. Hvis hun kunne overbevise sig selv om, at hun aldrig ville se ham igen...

Sarah..?

Hun stivnede igen og holdt vejret i et langt sekund. Da hun endelig slap en skælvende udånding ud, lukkede hun øjnene. “Gå din vej,” bad hun døren, nu hvor hun var sikker på, at han vidste hun var der. Det var en gentagelse af sidste gang han havde været der. De samme ord faldt hende ind nu, uden at hun for alvor kunne mønstre det raseri, der var boblet op i hende på det tidspunkt. Hun vidste bare, at hun ikke kunne klare at se ham mere. Det gjorde alt for ondt.

[Aeron Owens]

T a g g e d--S a r a h--O w e n s----W e a r i n g--T h i s

Aeron brød sig på ingen måde om at stå og tale til en lukket dør. Han følte sig dum og udstillet ret hurtigt, men ikke nok til at gå igen, eller ganske simpelt tage i døren der måske ikke engang var låst "Sarah.." begyndte han igen, en smule mat og lænede sig lidt ind mod dørkarmen "Luk nu op." han så sig over skulderen stadig med fornemmelsen af at der stod en mindre flok og så underligt på ham. Der var dog ingen og han vendte igen blikket mod den lukkede dør "Jeg kan blive stående herude så længe det skal være." at det ikke helt holdt stik var noget helt andet.

At han ikke havde nogen intentioner om at gå igen lige nu var fakta. Han stod lidt igen, nu med armene over kors "Hvordan bliver det bedre? Fortæl mig det." hvis han skulle føre samtalen gennem en lukket dør, så måtte det være sådan. Han så sig igen over skulderen, gav så pokker i det hele og satte sig ned på trappetrinnet med ryggen mod dørkarmen.

[Sarah Owens]

Sarah vidste godt, at Aeron ikke ville gøre, som hun bad ham om. Hvis han havde tænkt sig at gå, ville han have gjort det allerede. Hun blev derfor ikke overrasket over at svaret ikke var bekræftende. Med en skælvende udånding, lænede hun hovedet tilbage imod væggen og åbnede øjnene, for at stirre frem for sig, uden straks at svare på det, der blev sagt på den anden side.

På mange måder var det nemmere, når der I det mindste var noget imellem dem, der gjorde det sikkert, at han ikke bare kunne nå hende. Hun kunne ikke se ham eller fornemme hans tilstedeværelse på andet end den lyd, der slap igennem muren og sprækkerne I døråbningen. Alligevel var det slet ikke nemt.

Hun trak vagt på smilebåndet over hans stædighed, men mærkede det skære I hjertet lige så snart og snøftede hørligt ind. “Det bliver bedre med tiden,” svarede hun simpelt, før hun klarede halsen lidt. “Hvis bare du giver slip, så bliver det bedre.”
For sig selv tilføjede hun et lydløst for dig. Sig selv havde hun ingen store forhåbninger for mere.

[Aeron Owens]

T a g g e d--S a r a h--O w e n s----W e a r i n g--T h i s

Aeron krydsede armene over brystet igen og trak knæene op mod brystet mens han lydløst forbandede døren en lille smule. Han lyttede tavst og sammenbidt til den mumlende stemme fra den anden side og sukkede dybt "Nej." der gik flere minutter før han sagde mere og i stedet for trodsigt at nægte som ellers hver gang var første indskydelse, lagde han nakken tilbage mod de kolde mursten og valgte en anden mulighed "Giv mig en god grund til jeg skulle give slip på noget som helst." han ignorerede den efterhånden altid mærkbare knude i mellemgulvet og drejede ansigtet ind mod døren.

Hans blik borede sig ind i træet i et dumt håb om at det kunne få den til at gå op. Intet skete, ikke overraskende og han kapitulerede ved at lukkede øjnene hårdt i og gnide sig frustreret over panden "Og syv måneder er ikke tid? Det blev ikke bedre på den tid, så hvorfor skulle mere tid ændre på det?" han løsnede armene fra hinanden og satte i stedet hænderne mod det ru underlag han sad på. Det var ikke ligefrem varmt eller behageligt, men han var lettere ligeglad.

[Sarah Owens]

Sarah tav og nøjedes med at sidde og lytte efter et svar, der aldrig rigtig kom.
Hun havde en klar fornemmelse af, at hun kunne høre hans vejrtrækning og forestillede sig, at den var synkron med hendes egen. I hvert fald føltes det som om hun kunne mærke ham igen og som om der slet ikke var nogen dør. Det var kvælende, forfærdeligt og samtidig ikke noget hun kunne løsrive sig fra, på trods af sine ret klare opfordringer til ham. Tåbeligt tvetydigt var det nemlig, at hun slet ikke selv kunne give slip eller gå sin vej.

Hun kunne kun sidde der og vente, indtil han brød tavsheden imellem dem og slog sin egen stædighed fast igen. Hendes øjne blev fugtige og hun måtte stramme sig an, for at huske at det var essentielt, at han forsvandt. Atter engang snøftede hun hårdt ind, før hun drejede hovedet og kastede et blik på døren. “Du gav ikke slip,” sagde hun lavmælt, men lige så stædigt som han. “Jeg vil ikke mere. Jeg... Jeg kan ikke mere. Det gør for ondt, når du er her.”

Hun blinkede hurtigt flere gange efter hinanden, rømmede sig og lukkede øjnene igen, imens hun lænede hovedet imod væggen.

[Aeron Owens]

T a g g e d--S a r a h--O w e n s----W e a r i n g--T h i s

Skyggen af et smil viste sig på Aerons læber, uden at Sarah på nogen måde ville kunne se det. Det var væk før det overhovedet næsten var der og han rystede på hovedet igen "Nej." han begyndte at have en indædt antiparti mod den lille ord, men havde stadig ikke fundet et ord, eller flere, der dækkede ligeså godt.

Der var ingen vrede, men frustration var fremtrædende mens Sarah fortsatte på den anden side af døren. Den brændende lyst til at holde om hende var nærmest umulig at ignorere, men han vidste det ikke kom til at ske "Jeg vil." konstaterede han lavmælt, men højt nok til hun stadig ville kunne høre ham "Og jeg kan." der var ingen betænkning. Han pillede anspændt ved en løs tråd på sit ene ærme og sad tavs nogle minutter igen. Så rømmede han sig svagt og rettede sig lidt op "Luk mig ind, Sarah." bad han igen, ikke selv sikker på om han talte om at blive lukket ind i huset eller noget ganske andet.

[Sarah Owens]

Sarah bed tænderne sammen og kneb øjnene hårdt i. Han gjorde det så meget sværere at blive ved med at afvise ham. Hendes før så stålsatte jernvilje føltes mere som kviksølv imellem fingrene og hun var stille, ligesom ham. I flere minutter sad de bare der på hver deres side af døren. Hun var ikke klar over om han ventede på svar, om hun gjorde det samme, eller om de bare begge to var løbet tør for ord.

Lige så snart som hun havde konkluderet, at hun ikke kunne sige mere, uden at sige for meget eller noget forkert, brød han tavsheden igen og fik hende til at rynke panden. Hun åbnede øjnene og vendte hovedet imod døren igen, uden at rejse sig op. I et langt øjeblik så hun på den, imens hendes hjerte slog tungt i brystet på hende. Måske havde hun ganske flygtigt overvejet at gøre, som han bad hende om, men så rystede hun på hovedet og sank tilbage som før. “Jeg kan ikke,” gentog hun sig selv, denne gang som svar på hans bøn og I en spinkel stemme. “Vil du ikke nok gå din vej?”

At hun ikke kunne være den, der gik, var kun alt for klart i hendes eget hoved. Hun kæmpede stadig med en stærk trang til at åbne døren, men hun vidste, at det ikke kunne lade sig gøre. Uanset hvor meget tanken om at prøve tiltalte hende, så var det for sent. Når han sad der, og skar sine intentioner ud i pap, så var det kun fordi han ikke forstod, at der ikke var mere at komme efter. Hun vidste derimod, at hun sparede hans følelser for meget, ved at være stærk nu og svag senere. Når han var gået kunne hun græde igen.

[Aeron Owens]

T a g g e d--S a r a h--O w e n s----W e a r i n g--T h i s

Aeron blev siddende med blikket fæstnet på en knast i dørens træ, ventende på en respons han ikke var sikker på kom. Da den gjorde sank hjertet i livet på ham og stædigheden begyndte at krakelere. Han sagde ikke mere denne gang, men vendte hovedet væk fra døren igen og så ned på sine knæ. det ville grangiveligt være nemmere at vende hende, og alt der havde med hende at gøre, ryggen, men uanset hvor meget han havde prøvet, var det ganske simpelt ikke en mulighed.

Han regnede ikke med noget længere. Han anede ikke om der ville kunne reddes noget som helst, men han vidste, at så længe hun stadig var det første han tænkte på om morgenen når han slog øjnene op og det sidste han tænkte på om aftenen inden han faldt i søvn, så var det umuligt at ignorere de følelser han stadig havde for hende. Syv måneder uden hende havde kun understreget nøjagtigt hvor meget hun betød.

Han tog en dyb indånding og åndede ud med et tungt suk. Så rynkede han brynene da hans blik faldt på hans egen hånd. Han lukkede den anden hånds fingre om den ekstra ring der sad på lillefingeren og var nøjagtigt magen til den han havde på ringfingeren, bare betydeligt mindre. Han drejede den adskillige omgange før han langsomt trak den af og så på den. Et sideblik til døren senere vippede han brevsprækken op og lod sølvringen dumpe ind på gulvet på den anden side.

[Sarah Owens]

Sarah var ikke sikker på, om Aeron rent faktisk var gået. Hun havde ingen skridt hørt, men det var ingen garanti. Han kunne være forsvundet, præcis som hun selv havde bedt ham om at gøre. Det føltes så tomt. Allerede det første splitsekund, hvor det slog hende, at hun måske var alene, vældede det op i hende, at hun ikke havde lyst til at være det. De grå øjne blev oversvømmet af selvmedlidende tårer og den første dråbe løb ud over kanten. Den trak en stribe mascara med sig og susede ned af hendes ene kind.
Tomhedsfølelsen spredte sig lynhurtigt til hele hendes krop og hun stirrede på væggen overfor sig, uden at vide hvad hun skulle gøre. Som sekunderne sneglede sig afsted, blev hun sikker på, at han rent faktisk var gået.

Da det puslede ved brevsprækken, forstod hun af samme grund ingenting i et øjeblik. Hun vendte hovedet tids nok, til at se et glimt af hans fingre, før den lille, solide sølvring faldt ned på gulvet med en dump lyd. Symbolværdien i det stykke bearbejdet metal, der nu lå ved siden af hende, var ikke til at tage fejl af. Hun samlede den forsigtigt op derfra og studerede den med en fascination, som om hun ikke kendte hver en millimeter af den. Hendes underlæbe var fanget mellem fortænderne, imens hun drejede den mellem fingrene.

Hun havde helt glemt at græde. Overraskelsen over at se den ring, som hun havde efterladt sammen med sit liv i London, var så stor, at hun kortvarigt havde glemt, at hun var dybt ulykkelig. Det vendte dog tilbage for fuld styrke, da først det sank rigtigt ind og en enkelt, hulkende lyd forlod hende, som hun lukkede sin ene hånd stramt omkring ringen. Flere sorte striber sluttede sig til den første på vej ned af hendes kind og hun snøftede hørligt ind, før hun tørrede sig under øjnene i et fejlslagent forsøg på at komme af med striberne.

[Aeron Owens]

T a g g e d--S a r a h--O w e n s----W e a r i n g--T h i s

Aerons mave knudrede sig yderligere sammen så snart han i et impulsivt indfald havde ladet Sarahs vielsesring ind gennem brevsprækken og svagt hørte den lande på den anden side. Han holdt vejret, men blev først bevidst om at gøre det, da den ganske utvetydige lyd af gråd nåede ud til ham. Han kneb øjnene hårdt sammen, lod den tilbageholdte luft slippe ud nogenlunde kontrolleret og fyldte lungerne igen mens han knyttede hænderne så hårdt at knoerne blev blege. Det tenderede psykisk tortur at høre på hende og et øjeblik overvejede han at lægge hænderne over ørerne. Det, eller gøre som hun havde sagt og gå. Et enkelt svip af en tryllestav og han ville være tilbage i lejligheden i London.

I stedet tog han endnu en dyb indånding og åbnede øjnene igen, så stift frem for sig mens den svage lyd af gråd fortsatte på den anden side af døren "Se mig i øjnene og fortæl mig den ikke betyder noget længere.." begyndte han, med en stemme der bævede forræderisk og flyttede sig uroligt lidt på trappestenen. Kulden var trængt igennem hans bukser for længe siden og han skuttede sig let før han gjorde sin sætning færdig "Så skal jeg nok forsvinde." han vidste det var et sats, kvit eller dobbelt og han fortrød det så snart ordene var gledet over hans læber. Han krummede fingrene om sine egne knæ igen. Rejste sig så i en abrubt bevægelse og var i tankerne allerede på vej ned ad havegangen igen fordi han frygtede hvad han ville få som svar.

[Sarah Owens]

Sarah var kun halvt bevist om, at hendes hulken kunne høres på den anden side af døren. Hun havde det som om hele hendes maveregion bestod af én stor knude og det hele voksede over hovedet på hende med stigende fart. Af samme grund havde hun nærmest glemt, at Aeron i det hele taget befandt sig på den anden side og det gibbede lidt i hende, da han brød tavsheden derude og gav hende et simpelt valg.

Det var nu hun skulle være stærk. Nøjagtig i det sekund havde hun muligheden for at få ham til at gå sin vej og aldrig nogensinde komme tilbage. Hun strammede grebet hårdt omkring sølvringen og snøftede ind igen, men ordene forlod hende ikke.

Rationelt set, var situationen perfekt. Han havde lige fortalt hende hvad hun skulle gøre, for at opnå det hun hele tiden havde givet udtryk for, at hun ønskede. Der var bare ikke meget rationalitet tilbage i hende på nuværende tidspunkt. Det der var – det der fyldte mere end noget andet i hende – var en overvældende følelse af hjælpeløshed. Hun vidste udmærket hvad hendes hjerte fortalte hende, hvad det ligefrem skreg på, men det gik imod alt hvad hun havde fortalt sig selv de sidste syv måneder.

Splittet og ulykkelig, knugede hun ringen, imens hun trak vejret skælvende. Hun åbnede munden for at sige noget, lukkede den igen og snøftede hårdt ind. “Aeron,” sagde hun dæmpet og håbløst, før hun lukkede øjnene og bed hårdt sammen I et forsøg på at holde flere tårer tilbage. “Bliv...”

[Aeron Owens]

T a g g e d--S a r a h--O w e n s----W e a r i n g--T h i s

Aeron stod anspændt på trappestenen med blikket rettet ned ad havegangen, ud mod vejen. Problemet var, at hans fødder ikke var enige med hans hjerne i at de skulle begynde at gå. Før de kom til enighed trængte en spag mumlen igen ud til ham og hvis ikke det havde været hans eget navn, var han ikke sikker på han ville have kunnet tyde hvad der var blevet sagt. Knuden i hans mave strammedes ubarmhjertigt til og han gik endnu mere i stå end han allerede var. ..bliv.." Det ene lille ord var mere eller mindre det han havde håbet at høre de sidste mange måneder. Han burde være lettet, men følelsen indfandt sig ikke. I stedet måtte han lukke øjnene hårdt i mens han med spændt kæbe forsøgte at sluge den insisterende klump han havde i halsen.

Han vendte sig i slow motion halv om mod døren igen og lagde efter et øjebliks tøven den ene hånd på det glatte træ "Jeg er her." han blev fjernt opmærksom på lyden af skridt ude på fortovet, men var ravende ligeglad på nuværende tidspunkt. Han åbnede munden for at sige mere, men havde ingen ord. I stedet gled hans hånd tøvende ned over døren og landede til sidst på håndtaget. Igen tøvede han, før han trykkede det langsomt ned, kun for at finde ud af den var låst ganske som forventet. Modet sivede igen ud mellem fingrene på ham da han slap håndtaget igen med skuldre der sank betydeligt "Sarah.." igen var der flere ord der ville ud, men de satte sig fast i halsen på ham før de fik lyd.

[Sarah Owens]

Sarah vidste, at hun var svag. Hun burde for hans skyld og for sin egen have kylet ringen langt væk og bedt ham om at skride ad helvede til. Det var bare ikke engang I nærheden af det hendes hjerte dikterede hende at gøre og inden hun kunne stoppe det, havde hun bedt ham om ikke at gå. Det ene lille ord var skæbnessvangert og forkert. Alligevel føltes det så helt igennem rigtigt, at hun kom til at græde igen.

Hun sad stadig på gulvet, da dørhåndtaget blev trykket ned, men reagerede ikke synligt. I stedet lukkede hun atter engang øjnene I og trak vejret dybt ned I lungerne. Hendes navn, gentaget igen igen, fik hende til at slippe luften hørligt ud over læberne og hun rystede langsomt på hovedet. Det var for meget og da hun talte, var det ikke ligefrem for at bede ham om at komme ind. “Kan vi ikke bare... Sidde her lidt?”

Hun holdt hånden med ringen op til sit eget ansigt, før hun åbnede den, slog øjnene op og så ned på den. “Undskyld... Hvis du hellere vil gå...”