|
Post by Brandon Wright on May 10, 2013 14:13:32 GMT
T a g---M a r y--A b b e y---~---O u t f i t ---H e r e Klokken var lidt i syv og aftenen havde så småt sænket sig over storbyen da en stor, grå bil sagtnede farten på den lige så grå, lidt afsides London-gade, trak så ind til fortovet og gik i stå. Der gik et øjeblik eller to før døren i førersiden gik op og en vejrbidt mand i sorte rober, trådte ud på fortovet. Han havde skarpe grå øjne der diskret gled over omgivelserne, for så til sidst at fæstne sig på døren der, for de indviede, førte ind til "Den Utætte Kedel". Der blev de. Afventende og observerende, mens han ventede på den person han var blevet pålagt at hente, skulle vise sig. Han stod der stadig da klokken rundede syv og han trak kort et lommeur frem, så på det og overvejede at gå ingenfor, men besluttede tålmodigt at vente nogle minutter endnu.
|
|
|
Post by Meredith Abbey on May 10, 2013 22:06:51 GMT
W I T H- B R A N D O N - W R I G H T - W E A R I N G - T H I S
Det var reelt set alt for simpelt. I følge samtlige hekseblade, burde hun have brugt hele dagen på at forberede sig; brugt hele dagen på at bade i velduftende urter, smøre sig med blødgørende cremer, give sig tid til at undersøge hver enkelt pore i huden og ekstremt meget andet, som hun virkelig ikke havde gjort. Hun havde overvejet det, ja, i et flygtigt øjeblik, før hun højlydt havde erklæret i en tom lejlighed, at det sgu også kunne være ligegyldigt, og at hun ved Merlins spidse hat ikke gad at gøre mere ud af det end normalt.
Af samme grund stavrede hun nu ud fra baglokalet i en for stor t-shirt, der endte lige over hendes nøgne knæ, konstant gled ud over hendes ene skulder og mod forventning, formåede at fremhæve nogle af hendes kvindelige træk i en ganske acceptabel grad. Støvlerne var trofaste og endte kun et stykke under knæet, efter Mary havde konkluderet at et par reelle stiletter efter en ti-timers vagt ville være det rene selvmord. Faktisk, føltes alting sådan lige i øjeblikket og hun havde allerede fortrudt, at hun havde foreslået det nuværende tidspunkt; det var lige nu en langt mere indbydende tanke at kollapse i sofaen med Whiskers på maven og et intetsigende blad. Det var dog lidt sent at bakke ud af det hele måtte hun alligevel indrømme, som hun trak den hårelastik ud, der havde holdt hendes hår sammen hele dagen. Det havde været fugtigt da hun satte det op, og derfor bølgede det ganske nydeligt ned til midt på hendes ryg og Mary trak fingrene nogle gange igennem det, uden intention om at gøre mere end det.
Den var muligvis blevet kvart over syv før hun hørte døren svinge i bag sig, men hun tænkte for sig selv, at det nok ikke gjorde det store. Og hvis hun havde haft skrupler over det, ville hun også effektivt have glemt det over det syn der mødte hende. Marys erfaring med biler nåede cirka til de enkelte søndagsture hun havde været på med familien Wolfe og det havde ikke været i noget der lignede køretøjet foran hende. Hvad værre var, var den gråsprængte, vejrbidte mand, der ventede foran bilen. "Seriøst?" røg det ud af Mary, før hun overhovedet kunne nå at hindre det. Tonen var dybt skeptisk og med samme, sarkastiske kant som altid. Den løse t-shirt blafrede let omkring hendes bare ben i den lune forårsvind og hun var uendelig tæt på bare at dreje omkring og forsvinde ind på kedlen igen med en latter. Hun holdt sig dog i skindet og hævede i stedet et øjenbryn i retning af manden foran sig. "Kunne Mr. Stor-Og-Mægtig ikke selv komme, eller hvad skal det her forestille?"
|
|
|
Post by Brandon Wright on May 10, 2013 23:37:52 GMT
T a g---M a r y--A b b e y---~---O u t f i t ---H e r e Davis behøvede ikke ranke sig da en rødhåret kvinde der passede perfekt til beskrivelsen han havde fået trådte ud fra den undseelige dør han havde parkeret den grå bil foran. Han stod ligeså rank som altid og besvarede ikke hendes vantro udbrud med andet end et afmålt nik "Miss Abbey." hans tone havde en svag spørgende undertone, selvom han var ganske sikker på det var den rigtige kvinde der stod foran ham.
Han vendte sig halvt mod bilen og åbnede døren til bagsædet for så at se afventende på hende, med antydningen af en trækning i den ene mundvig, men taktfuldt uden at kommentere på den lidet flatterende titel hun gav hans arbejdsgiver "Mr. Wright sendte mig for at hente Dem og undgå at tiltrække uønsket opmærksomhed, Miss Abbey." forklarede han med en selvfølgelighed der afslørede det ikke var første gang han var sendt i et lignende ærinde "Det er kun en kort køretur." han blev stående afventende med en hånd på den åbne bildør.
|
|
|
Post by Meredith Abbey on May 11, 2013 0:03:04 GMT
Mary hævede øjenbrynene betragteligt over den fåmælte mand foran sig og slap et muntert fnys. "Javel ja," musede hun og trak en enkelt gang på skuldrene. Det mindede hende mildest talt lidt om en af de utallige actionfilm Simon havde trukket hende igennem; men scenarierne i dem, var ikke just nogen hun havde lyst til at gennemgå. En anden ting hun egentlig heller ikke havde lyst til, var at tænke på sin ekskæreste af to gange og skubbede tankerne væk, som hun med klikkende hæle gik mod den åbne bildør.
Hun gled ind på lædersædet og kastede et blik omkring i den lille kabine, ikke helt tilpas i mugglerkøretøjet. Hun ville have foretrukket susepulver eller transferens, men man kunne ikke få alt og hun havde ikke tænkt sig at brokke sig over, sådan at blive bragt fra sted til sted. Noget som var så meget en selvfølge for de fleste mugglere, var at tage sikkerhedsselen på næst, men Mary skænkede det ikke en eneste tanke, fulgte bare den gråsprængte mand med blikket, som han gled ind på førersædet. Hun fugtede læberne en enkelt gang og trak fingrene gennem håret, med et overvejende blik. Mary vippede det ene ben ind over det andet, med armene krydset let i skødet. Foden vippede let op og ned i takt med en ikke-eksisterende melodi. Der var stille nogle øjeblikke, før hun alligevel ikke kunne holde mund længere og lænede sig lidt til siden, for at kunne se om på førersædet. "Jeg fik vist aldrig fat i dit navn, selvom det lader til, at du allerede kender mit." Hun hævede øjenbrynene spørgende.
|
|
|
Post by Brandon Wright on May 11, 2013 10:52:10 GMT
Well.. so does he.. T a g---M a r y--A b b e y---~---O u t f i t ---H e r e Davis ventede med en udstråling af at have alverdens tålmodighed og lukkede bildøren bag den yngre kvinde så snart hun havde sat sig ind på bagsædet. Han måtte vente på et par passerende biler før han kunne gå rundt om bilen og selv sætte sig ind bag rattet. Øjeblikke efter trak han ud fra fortovskanten og gelejdede ubesværet den store bil gennem Londons tætte trafik.
Han sagde intet, men koncentrerede sig om at køre indtil kvinden på bagsædet talte til ham. Han kastede et blik op i bakspejlet og mødte hendes der med endnu en lille trækning i mundvigene "Davis, Miss Abbey. Navnet er Davis." han holdt for rødt nogle minutter og kørte så videre, ned mod Themsen og fortsatte over den via Tower Bridge.
|
|
|
Post by Meredith Abbey on May 11, 2013 20:34:34 GMT
"Davis," gentog Mary, funderende over om det mon var stik-i-rend-drengens fornavn eller efternavn. Det måtte næsten være det sidste, konkluderede hun for sig selv og lænede sig tilbage mod lædersædet. Ikke ligefrem en snakkesaglig fyr, det kunne man ikke påstå og Mary overvejede for sig selv, hvor meget hun egentlig ville få ud af at forsøge at udfritte ham yderligere. Næppe særligt meget, og spørgsmålet var også, hvad hun egentlig overhovedet havde at spørge om.
Ikke noget vigtigt i hvert fald, og Mary slog sig til tåls med at se ud af vinduet og betragte storbyen fare forbi. Hun fugtede sine læber, trak fingrene endnu engang gennem det lange, røde hår i en ubevidst, tenderende nervøs vane. Hvor langt de skulle havde hun ingen anelse om, og hun var langt fra vant til at blive transporteret på den måde. Faktisk troede hun ikke, at hun havde siddet i en bil i London på et eneste tidspunkt mens hun havde boet der. Det ledte til en overvejelse om, hvor hun egentlig ville ende henne og endnu engang skævede hun ned af sig selv. Det var såmænd ikke fordi hun skammede sig ved noget som helst ved sin påklædning, nærmere tværtimod, men hun måtte indrømme, at hun ville falde udenfor, hvis destinationen skulle vise sig at være noget lignende det bal hun havde deltaget i for en uge siden. Hvilket hun i øvrigt virkelig ikke håbede det var. Mary rynkede svagt på brynene og lænede sig frem, for at kunne kigge ud af vinduet, da Davis trak ind til en fremmed kantsten.
|
|
|
Post by Brandon Wright on May 11, 2013 21:38:14 GMT
T a g---M a r y--A b b e y---~---O u t f i t ---H e r e Davis stoppede bilen foran en stor bygning i hvide sten. Engang i midten af århundredet havde den tjent som retsbygning, men en brand havde skadet bygningen til ubrugelighed og først for ti år siden, var den blevet opkøbt og gennemrenoveret til nu at bestå af eksklusive lejligheder. Han var hurtigt ude af bilen, gik rundt om den og åbnede døren til passagersiden "Deres destination, Miss Abbey." konstaterede han, igen med den svage antydning af et smil i mundvigen. Han holdt døren med den ene hånd og rakte den anden frem mod hende for at hjælpe hende ud på fortovet. Han slap hendes hånd så snart hun var ude og skubbede bildøren i bag hende, trykkede på en knap på nøglen og afventede det obligatoriske bip og blink af lygterne, der fortalte ham bilen var forsvarligt låst indtil han kunne parkere den "Denne vej." han slog ud med den ene hånd md bygningens hovedindgang og lod hende gå et halvt skridt foran på det korte stykke, ind i en nydeligt udseende indgangshal og stedkendt mod elevatoren.
Han nikkede diskret til dørmanden bag en skranke i den ene side og trykkede på en knap på væggen "De skal helt op, Miss Abbey. 16. etage." han gik et skridt tilbage med hænderne samlet på ryggen da et bing meldte den lille kabines ankomst og nikkede let til hilsen "Jeg står til rådighed når De vil hjem igen." denne gang smilede han reelt et kort øjeblik "Hav en god aften, Miss Abbey." så snart han var sikker på hun var inde i elevatoren og havde gennemskuet talpanelet på væggen, gjorde han omkring og stilede ud af bygningen igen.
|
|
|
Post by Meredith Abbey on May 11, 2013 22:03:15 GMT
Mary smilede underfundigt til Davis, hans fåmælthed, som på mange måder var ukendt for hende. Hun måtte dog konkludere for sig selv, at han sgu egentlig virkede god nok og om ikke andet, så var det vældig underholdende. Af samme grund takkede hun ham, med et blik der næsten var beklagende, fordi hun var kommet til at fnyse muntert af ham. Men det var altså heller ikke lige hver dag, at hun fik at vide at bare lige skulle kalde og så var hjemtransporten sikret.
Elevatordørene gled i efter Mary havde fundet den rigtige knap og hun så nysgerrigt ud gennem glasset, hver gang hun nåede til en ny etage. Hun studsede over det faktum, at Mr. Stor-og-Mægtig-Min-Gringotts-Boks-Er-Større-End-Hogwarts havde fundet det passende, at invitere hende hjem til sig selv. Det var i hvert fald det hun gik ud fra, selvfølgelig uden at kunne se det med sikkerhed. Mary skiftede vægten lidt fra den ene fod til den anden og lod pungen skifte hånd, da tallet femten lyste op og hun trak hånden igennem håret en sidste gang, inden hun nåede destinationen. Helt rolig kunne hun ikke påstå at være, men hun kunne i det mindste lade som om, at hun var det.
Eller det havde hun i hvert fald troet at hun kunne, indtil glasdørene gled op og afslørede et på mange måder overvældende syn, som hun slet, slet, slet ikke havde regnet med. Uvilkårligt mærkede hun sin underkæbe falde den mindste smule ved synet af det store glasparti, som tydeligvis udgjorde siden af det klokketårn hun havde set udefra; og det var endda før, hun nåede at bemærke størrelsen på resten af rummet. "Hold da kæft."
|
|
|
Post by Brandon Wright on May 11, 2013 23:05:22 GMT
T a g---M a r y--A b b e y---~---O u t f i t ---H e r e Brandon stod på modsatte side af den glaskonstruktion der husede elevatoren til de underliggende etager, og videre op til de andre tre han rådede over. Det var dog inden hindring for at han kunne se elevatoren først forsvinde nedefter og kort efter være på vej op igen. Det kunne næsten kun være en person og han kastede et hurtigt blik på uret på sit venstre håndled, kun for at konstatere klokken lige havde passeret halv otte.
Han vendte sig mod det modsatte køkkenbord og tog den flaske vin han havde åbnet for ikke så længe siden for at lade den trække og skænkede nu op i de to glas han også havde sat klar. En dæmpet, mekanisk lyd fortalte ham at elevatoren var nået frem netop som han drejede flasken for at fange en enkelt dråbe og satte den fra sig igen. Så stoppede han over det udbrud der lød fra den anden side af det store, åbne rum og kom uvilkårligt til at smile både bredt og underholdt.
Han tørrede hænderne i et viskestykke og gik rundt om glasburet med samme smil stadig på læberne da han fik øje på Mary "Jeg har ikke sagt noget endnu, men det spiller måske ingen rolle?" han tog hjemmevant det ene trin op til den lille forhøjning udenfor elevatoren og helt hen til hende. Han bøjede sig lidt og markerede et kys på hendes kind med et glimt i øjnene "Og du nåede frem i ét stykke. Det er en klar fordel. Davis kan godt være en smule fartglad." rettede sig op igen og gik et halvt skridt tilbage mens hans blik diskret og hurtigt løb ned over hende.
|
|
|
Post by Meredith Abbey on May 11, 2013 23:34:24 GMT
Mary nåede ikke engang tænke over det, før udbruddet var over hendes læber. Det fløj ud som skidt fra en spædekalv, og hun blev først klar over at hun måbede, da en stemme gav hende svar på tiltalte. Et fnys gled ud over hendes læber, uden hun dog fandt det nødvendigt at svare. I stedet trådte hun bare ud i lejligheden, stirrende og fuldkommen overvældet af størrelsen. Hun var temmelig sikker på at sofaen, var mindst lige så stor som hendes lejlighed. Hun var da også så travlt optaget af at kigge på det, at hun ikke tog megen notits af Brandon Wright, der krydsede afstanden over til hende. Først da han var lige ud for hende, landede hendes blik rent faktisk på ham. Øjenbrynene fløj op over den uventede følelse af hans læber mod sin kind. Rolig nu, cowboy!, fløj det gennem hendes tanker, men hun nåede bide sig selv i tungen, før det smuttede ud. Det var ikke så meget, at hun egentlig havde noget imod selv gestussen, nærmere det at det hele i forvejen virkede temmelig intimt for Marys smag, som ellers ikke var kendt for at være kræsen, men hånden på hjertet - så godt kendte hun ham sgu heller ikke.
Uden hun helt var klar over det, havde hun skævet ud i lejligheden igen og tvang blikket tilbage til Brandon, da han talte. Det var i øvrigt ikke noget dårligt valg, måtte hun konkludere og kunne ikke påstå, at det sorte ikke klædte ham ualmindeligt godt. Det var næsten urimeligt. En skeptisk lyd gled over hendes læber og hun blottede tænderne i et smil, med et enkelt hævet øjenbryn. "Det lyder betryggende," kommenterede hun og kunne så ikke dy sig for at tage et skridt frem og virkelig kaste et blik rundt i lejligheden. "Det er jo fuldkommen sindssygt det her. Jeg er temmelig sikker på, at vores gamle hus kunne være herinde," Mary drejede sig mod Brandon, med et underholdt smil. "Hvordan i alverden bruger man så meget plads?"
|
|
|
Post by Brandon Wright on May 12, 2013 0:13:31 GMT
T a g---M a r y--A b b e y---~---O u t f i t ---H e r e Brandon nåede at se Marys øjenbryn hævet et stykke over normal position, men tog sig ikke noget videre af det. Det var en hilsen der lå ham lige så naturligt som at give hånd. Hver gestus dog til sin tid og sin person. Han gengældte roligt hendes smil da hendes blik efter en kort vandring vendte tilbage og mødte hans "Mhm.." brummede han uden at det underholdte glimt veg fra hans blik.
Han lagde armene løst over hinanden da hun gik lidt længere frem og tydeligvis tog det hele ind. Han kastede selv et blik rundt og så på sine velkendte omgivelser før en munter lyd gled ud i rummet fuldt af et skævt smil og en let skuldertrækning "Det gør man heller ikke." indrømmede han uden tøven og fandt hendes grønne øjne igen "Men udsigten er fantastisk hver dag." han nikkede mod et af de store, runde vinduer der stadig havde intakte urskiver og lagde hovedet lidt på sned før han så undersøgende på hende "Du kan få den store rundvisning nu eller vente til senere. Hvis du har lyst." han lod armene falde igen og slog ud mod trappen videre op mens han gik et skridt nærmere igen.
|
|
|
Post by Meredith Abbey on May 15, 2013 11:39:02 GMT
Mary havde aldrig været en ydmyg person og hun havde bestemt heller aldrig, følt sig mindre værd end andre (i hvert fald ikke rigtigt siden hun var seksten, men det var sår, der ikke skulle rippes op i), men hun måtte indrømme, at hun følte sig temmelig ordinær stående ved siden af Brandon, i en lejlighed hvis månedlige leje, nok svarede til det hun tjente på et år. Det var af samme grund, hun halvhjertet ønskede - eller måske ikke ønskede, for hun havde egentlig ikke lyst - at hun havde taget noget mere elegant på. I hvert fald i et kort øjeblik, før det gik op for hende, at hun inderst inde var ligeglad. Hun gik op i tøj, det var helt sikkert - men der var bare dage, hvor overskuddet ikke var til det. Og desuden var hun i øvrigt ikke helt afvisende overfor det simple gadelook, som havde sin egen charme.
Alt det løb igennem hendes hoved, som hendes blik vandrede ned over Brandons påklædning og med en mental skuldertrækning lagde hun det fra sig og fokuserede i stedet på lejligheden. Og hvilken lejlighed. "Det kan du godt bilde mig ind," musede hun, med et langt blik mod urskiverne. Først ved hans tilbud, så hun på ham igen og trak let på skuldrene, et skyldigt smil spillende over hendes læber. "Senere lyder godt," begyndte hun og tog et skridt frem. Det var i hans retning, men blikket var gledet ud over lejligheden igen. "Du må skam gerne prale med resten af paladset, men jeg har været på benene i ti timer." Hun sendte ham et undskyldende blik, der dog ikke var blottet for den sædvanlige attitude, som antydede at hun ikke var hjertefølt beklagende, men et eller andet sted spøgte. Mary så nysgerrigt på ham, diskret betragtende hans vældig tiltalende ansigt. "Nå, Mr. Wright. Hvad er planen egentlig?"
|
|
|
Post by Brandon Wright on May 15, 2013 13:07:43 GMT
T a g---M a r y--A b b e y---~---O u t f i t ---H e r e Brandon nikkede og smilede skævt endnu en gang før han stak fingerspidserne i lommerne på de sorte bukser "Senere kan lade sig gøre." han kneb øjnene ganske let sammen da hun fortsatte og nikkede igen med et afslappet smil "Selvfølgelig. Jeg er selv først kommet hjem lige før Davis hentede dig." han viste dog ingen beklagelse over netop det faktum. Havde han ikke haft denne aftale, vidste han også, at han med største sandsynlighed ville sidde på kontoret endnu.
Han besvarede hendes nysgerrige blik med et tenderende skælmsk smil, vendte siden til hende og slog ud med den ene hånd i samme retning han var kommet fra "Middag, og et glas vin hvis du har lyst." erklærede han og førte an rundt om glaskonstruktionen, uden at gå foran hende "Jeg går ikke ud fra du har spist endnu." det store åbne køkken var ligeså imponerende som resten af lejligheden, men han bevægede sig hjemmevant i det som han gik direkte mod den integrerede spiseplads i den ene ende af den lange køkkenø. Der var simpelt dækket op til to, dog kun med vandglas. Som han nåede den ene af de høje stole trak han den ud og så afventede på hende.
|
|
|
Post by Meredith Abbey on May 24, 2013 16:09:09 GMT
Marys blik fulgte Brandons hånd, da han slog ud imod, hvad hun regnede med var køkkenet. Det var selvfølgelig ikke til at sige, og hun ville ikke engang være overrasket, hvis det i stedet var en balsal der ventede på den anden side. "Aha," nøjedes hun med at svare, mens hendes blik gled nysgerrigt rundt over det åbne rum. Det var egentlig ikke hendes mening sådan at lade opmærksomheden drive væk fra ham, men det hele var bare så underholdende fremmed, at hun ikke kunne lade være.
Den vendte dog tilbage til ham, da han besvarede et spørgsmål, som han aldrig havde stillet og hun trak let på skuldrene. "Nej, det kan jeg ikke påstå," svarede hun, lod kort blikket hvile ved hans ansigt, før hun rettede det mod køkkenet. Luften der forlod hendes næse, var umiddelbart det eneste tegn på overraskelse, sammen med de let hævede øjenbryn. Opdækningen var til gengæld noget hun kunne relatere til. Hun havde halvt forestillet sig, at det ville involvere et langbord og en stol i hver sin ende, der gjorde det umuligt at tale sammen. "Hyggeligt," begyndte hun, som hun i en let bevægelse gled op på den stol han trak ud. Da hun satte sig til rette, hvilede hendes grågrønne blik på ham igen, mens et lille smil lurede på hendes let spidsede læber. "Er det sådan her hver gang du har kvindebesøg? Al hemmelighedskræmmeriet?" Hun så underholdt, men oprigtigt interesseret på ham - skønt det drillende i hendes blik ikke var til at tage fejl af. "Davis virkede skam som en festlig fyr, men det er måske lidt i overkanten, synes du ikke?" Hun kneb øjnene lidt sammen i en underholdt grimasse.
|
|
|
Post by Brandon Wright on May 25, 2013 12:38:48 GMT
T a g---M a r y--A b b e y---~---O u t f i t ---H e r e Brandon morede sig forsat for sig selv over Marys tydelige, hvis ikke benovelse, så overraskelse. Det var dog ikke første gang han fik en lignende reaktion og han tog det med afslappet ro, uden at føle noget behov for at 'prale med paladset', som hun så smukt havde sagt det "Mhm.." brummede han i stedet mens han slap stolen han havde trukket ud for hende og fortsatte om på den anden side af den lange køkkenø "Spisebordet virkede en smule overgjort til to." han nikkede i den givne retning ikke langt derfra, hvor et længere spisebord med mindst tolv stole stod "I det hele taget er det sjældent jeg sidder der." indrømmede han og stoppede foran de to glas vin han havde skænket op lige før hun kom.
Det trak afslørende i hans mundvige over hendes spørgsmål og hans blik spillede muntert da han vendte tilbage til spisepladsen, på modsatte side af hende, og rakte hende det ene glas med en skuldertrækning "Måske. Det kommer vel an på hvordan man ser på det." han rynkede brynene lidt og var tavs et øjeblik før han fortsatte med en snert af alvor bag det muntre "Hvis ikke jeg selv havde været optaget indtil for under en time siden, så havde jeg selv hentet dig. Jeg håber du kan bære over med mig." han smilede svagt og løftede sit glas opfordrende over mod hende "Skål." han løftede glasset mod læberne, stoppede så lige inden det ramte og så uudgrundeligt på hende "Hvad angår kvindebesøg, så er der færre af dem heroppe end du måske antager." smilet trak igen i hans mundvige mens han drak en mundfuld af vinen i glasset uden at slippe hende med blikket.
|
|