|
Post by Meredith Abbey on May 28, 2013 10:38:19 GMT
Mary trak lidt på skuldrene. "Jeg havde regnet med at skulle gå, så jeg beklager mig ikke," pointerede hun og tog imod glasset han rakte frem. Hendes blik løb diskret over hans ansigt igen og hun musede for sig selv lidt over det komplet surrealistiske i hele situationen. Selv omgivelserne var fuldkommen ukendt vand. Hun gengældte lydløst hans skål og havde lige sat glasset mod læberne, da han indskød endnu en sætning. Der kom dog ikke andet fra hende end et lavmælt fnys, før hun fortsatte det hun havde været i gang med og nippede til vinen.
Roligt satte Mary glasset fra sig på bordet og strøg en lok af det flammende røde hår om bag det ene øre. "Jeg havde slet ikke overvejet det," svarede hun endelig, med let hævede øjenbryn og et tenderende drillende smil. Hans overbevisende ord underholdt hende, på samme måde som det faktum, at han havde ment at det var nødvendigt at understrege, havde gjort. Mary havde mange flere spørgsmål at stille, det ene mere ligefrem end det andet, men hun tav for nu. Nu måtte det være hans tur til at tage bolden op. Hendes blik hvilede roligt på ham på tværs af bordet, underholdt og i det skjulte, nysgerrigt.
|
|
|
Post by Brandon Wright on May 28, 2013 19:24:25 GMT
T a g---M a r y--A b b e y---~---O u t f i t ---H e r e Brandon satte langsomt glasset ned igen uden dog at slippe det. Hans blik fulgte diskret, og halvt ubevidst, hendes hånd da hun strøg en rød lok om bag det ene øre og dvælede der lidt længere end nødvendigt. Så slog han blikket ned og drejede det langstilkede glas en halv omgang mellem fingerspidserne "Selvfølgelig ikke." han så op igen, uden at kunne kvæle det muntre glimt i sit blik.
Der gik flere lange øjeblikke hvor han bare så på hende hen over bordpladen, ganske bevidst om tavsheden, men uden at føle sig specielt anspændt under den. Det gav ham lejlighed til at se hendes ansigt ordentligt og få bekræftet hvad han allerede havde bestemt. Til sidst rettede han sig dog alligevel lidt op da lyden af et klaprende grydelåg tiltrak hans opmærksomhed "Undskyld mig."
Han smilede halvt og gik det korte stykke hen til komfuret hvor han slukkede for blusset og satte gryden over på et tilstødende før han vendte sig og gik tilbage til sit udgangspunkt overfor hende "Hvorfor ændrede du mening?" han så afventende på hende mens han løftede sit vinglas til læberne igen. Spørgsmålet havde spøgt i hans tanker siden deres sidste møde på Den Utætte Kedel og han besluttede at direkte åbenbart var vejen at gå.
|
|
|
Post by Meredith Abbey on Jun 2, 2013 0:04:36 GMT
Mary mistede ikke fatningen over stilheden der i nogle øjeblikke sænkede sig. I stedet lænede hun sig let frem over bordet, med albuen på den arm der holdt vinglasset, hvilende på bordpladen. Stilken på glasset lå tilpas mellem hendes pege- og langefinger og glassets runding havde en behagelig vægt mod hendes håndflade. Hun nikkede svagt, da Brandon undskyldte sig, uden at rette sig op igen. I stedet drejede hun bare hovedet svagt og betragtede ham henover sin skulder, med et halvskjult, underfundigt og lettere underholdt smil.
Der gik dog ikke lang tid før hun tog det til sig, og i stedet rettede det mod vinen i sit glas, slyngende det åndsfraværende en enkelt gang eller to. Så var Brandon tilbage igen og hendes blik fandt naturligt hans ansigt. Et enkelt rødt øjenbryn skød sig i vejret og hun så spørgende på ham, stadig antydningsvist underholdt. "Ændrede mening omkring hvad?" spurgte hun og tiltede hovedet let på skrå. En enkelt, spids hjørnetand bed ned i underlæben, mens hun endnu engang sneg sig til at betragte hans urimeligt tiltrækkende person.
|
|
|
Post by Brandon Wright on Jun 2, 2013 13:21:03 GMT
T a g---M a r y--A b b e y---~---O u t f i t ---H e r e Brandons øjenbryn hævede sig en lille smule over det spørgsmål han fik som svar på sit eget. Han var lige ved at komme med en halvsarkastisk kommentar, men stoppede sig selv og kneb øjnene en lille smule sammen. Noget ved hendes udtryk gjorde ham dog i tvivl, om hun spøgte, eller reelt set ikke var klar over hvad han mente. Vægtskålene endte med en lille overvægt til den sidste mulighed og han lagde selv hovedet lidt på sned mens han så indgående på hende.
"Omkring det her.." han slog ud med frie hånd for at indikere hele scenariet, ham, hende, middagen der sådan set var klar "Ret mig hvis jeg tager fejl, men du virkede ikke just som en der havde nogen intentioner om at sige ja." det trak let i hans mundvige igen og hans blik hvilede vurderende på hende "Men det gjorde du alligevel. Hvorfor?" han havde ubevidst drejet vinglasset adskillige omgange mod bordpladen, uden at have sluppet hende med blikket. Det gjorde han heller ikke da han løftede det og drak igen mens han ventede på hendes svar.
|
|
|
Post by Meredith Abbey on Jun 3, 2013 21:47:16 GMT
Mary satte glasset mod læberne og lod en smule af indholdet forsvinde, før hun satte det helt fra sig. Hun fugtede læberne en enkelt gang, fangende en dråbe af rødvinen, som havde en behagelig, krydret smag. Noget sagde hende, at det ikke ligefrem var den billige flaske fra supermarkedet, hun ind i mellem købte og drak et glas af. Hendes øjenbryn hævede sig let over hans spørgsmål og uvilkårligt slap et muntert fnys hende. Mary svarede ikke lige med det samme, men rykkede lidt på sig på stolen. Så trak hun på skuldrene med et skævt smil, mens hjørnetanden tyggede lidt på underlæben igen i en ubevidst, dårlig vane. "Skal der være en grund?" spurgte hun endelig, med endnu et skuldertræk.
Hendes fingre trommede mod bordpladen en enkelt gang, før hun resignerede, lænede sig lidt tilbage og blottede tænderne. "Jeg håber ikke du bliver fornærmet," lagde hun ud med, for første gang udvisende tegn på, at hun i det hele taget tog sig af, hvordan han tolkede det hun sagde. "Men jeg var temmelig sikker på, at du bare ville være endnu et prætentiøst røvhul. Hvis ikke det største," hun trak på skuldrende igen, bidende ned i sin læbe, for ikke at komme til at smile afslørende. Mary lod hovedet falde lidt på skrå igen, med et blik der hvilede overvejende på et ubestemt punkt. "Men så kom jeg til at tænke på, at du rent faktisk ikke havde gjort noget, der direkte indikerede, at det rent faktisk var det du var. Så hvorfor ikke give det en chance," Hun lænede sig frem over bordet igen, med et halvt grin på læberne. Svaret var ganske reelt. Hun så drillende på ham, et skælmsk udtryk glimtende bag de grågrønne øjne. "Du er måske ikke vant til at, der bliver tøvet?"
|
|
|
Post by Brandon Wright on Jun 3, 2013 22:37:05 GMT
T a g---M a r y--A b b e y---~---O u t f i t ---H e r e Brandon kneb øjnene lidt sammen henover vinglasset, tvang et begyndende smil næsten tilbage og rystede på hovedet mens antydningen af samme smil blev ved at lure i både hans mundvige og hans blik "Nej." svarede han simpelt og satte glasset igen uden at slippe det.
Hans blik blev ved at hvile både undersøgende og afventende på hende med en fornemmelse af, at sidste ord alligevel ikke var sagt. Han rynkede brynene let da hun tog ordet igen og lænede sig ind over bordpladen med underarmene hvilende mod den. Hendes indrømmelse fik hans øjenbryn til at skyde modsatte vej og helt spontant smilede han bredt nok til momentært at fremvise hele tandrækken mens et mindre, underholdt udbrud undslap ham. Han afbrød hende ikke, men så på hende med et blik der spillede af tilbageholdt morskab og noget der måske endda var beundring.
Først da hun blødte de hudløst ærlige ord op med en drillende bemærkning rettede han sig lidt op med en afslappet latter. Et træk på skuldrene fulgte sammen med en enkelt hovedrysten "Egentligt ikke, nej." svarede han ligeså ærligt og drejede vinglasset mellem to fingre før han tog en enkelt mundfuld "Til gengæld er jeg vant til folk der taler mig efter munden og ikke tør sige deres ærlige mening." han smilede skævt, næsten en beklagende grimasse "Eller aldrig overvejer at se forbi hvad jeg har stående i Gringotts." der var intet praleri over nævnelsen af troldmandsbanken, nærmere en lille snert af beklagelse. Den var væk med endnu et afslappet smil før han løftede sit glas igen og vippede det lidt over mod hende i tydelig opfordring "Så tak for chancen, og det ærlige svar. Jeg er aldrig blevet kaldt et prætentiøst røvhul af nogen med et smil så kønt som dit."
|
|
|
Post by Meredith Abbey on Jun 10, 2013 13:06:43 GMT
Selvom Marys blik kortvarigt var beklagende, var der alligevel ikke oprigtig fortrydelse at finde i det. Tværtimod tøvede hun ikke med at gengælde hans smil, med et der blottede samtlige af hendes hvide tænder. Hun rynkede svagt på panden over hans ord, uden helt - til sin egen overraskelse - at kunne lade være med at smile igen. Hun tøvede ikke med at løfte sit eget glas og gengælde hans gestus. "Skulle det være en anden gang," svarede hun, før hun satte glasset til læberne og tog en tår.
Hendes blik hvilede undersøgende på ham, ikke helt klar over at den samme ærlighed fra ham, automatisk havde fået hende til at slappe af. "Det lyder i øvrigt umiddelbart frustrerende. Jeg har aldrig helt forstået det der med at gøre som en papegøje. Så hellere kalde en spade for en spade," musede hun og trak let på skuldrene. Hendes blik glimtede stadig underholdt, som hun drejede stilken på glasset mellem sine fingre, men der var alligevel noget underfundigt at finde i hendes blik. "Derudover undrede jeg mig på det tidspunkt over, hvorfor du inviterede mig ud. Det var én ting til ballet, hvor alle gled i ét med hinanden... Det samme kan ikke rigtigt siges om Den Utætte Kedel."
|
|
|
Post by Brandon Wright on Jun 10, 2013 16:35:55 GMT
T a g---M a r y--A b b e y---~---O u t f i t ---H e r e Brandon smilede stadig mens han førte glasset til læberne og drak uden at bryde øjenkontakten med hende. Hans blik spillede stadig uudgrundeligt da han satte glasset ned igen og nikkede let "Det kunne tænkes. Når jeg får brug for at få genoprettet jordforbindelsen." han lænede sig uden at tænke over det lidt længere frem over sine underarme på bordpladen og smilede skævt "Ved du hvad?" begyndte han spørgene, uden at forvente et svar og fortsatte "Det har jeg heller ikke. Hånden på hjertet så får jeg ind i mellem lyst til at bruge veritaserum på visse individer." han skar en lille grimasse og så ned i bordpladen før han rømmede sig og rettede sig op med et halvt undskyldende smil selvom han egentligt havde ment udtalelsen ret seriøst. Han tog et skridt baglæns mens hun fortsatte og mærkede igen et drillende smil trække i sine mundvige "Kedlen eller Hilton.. du har lige selv svaret på spørgsmålet." han hævede øjenbrynene sigende før han vendte sig, tog de to tallerkener han havde stillet klar og fortsatte tilbage til komfuret mens han lod hende overveje. Han tog låget af gryden og skævede stadig drillende tilbage mod hende mens han anrettede en portion på hver tallerken og tog dem begge med tilbage til hende "Jeg kommer måske til kort hvis du ender med at have plads til dessert." indrømmede han mens han satte den ene tallerken foran hende og først nu selv satte sig på en stol overfor hende "Med mindre du ikke har noget imod en bøtte is og to skeer."
|
|
|
Post by Meredith Abbey on Jun 10, 2013 19:41:32 GMT
En impulsiv latter undslap Mary over Brandons ord og hun så på ham med et tydeligt underholdt blik. "Det ville næsten være forsøget værd. Om ikke andet, så fordi det ville være sjovt at se dem græmme sig over det efterfølgende," hun smilede skælmsk, uden at tage sig af hans undskyldende smil. "Selvom jeg dog tvivler på, at ministeriet ville godtage 'papegøje' som undskyldning for det." Hendes blik fulgte ham, da han rejste sig og hun selv satte ord på en spekulation, som hun dog ikke længere behøvede svaret på.
Af samme grund var det halve hun fik også nok og hun smilede til ham, lænet lidt ind over armene der lå krydset mod bordpladen, uden at tage blikket fra ham, da han vendte sig (det var nemlig også en ganske glimrende udsigt). Det vendte dog naturligt tilbage til hans ansigt, da han drejede sig igen og hun kneb øjnene lidt sammen, funderende for sig selv over, hvordan det kunne være, at hun egentlig følte sig temmelig tilpas i hans selskab. Det faldt hende ellers ganske naturligt at være en lille smule kynisk. Det havde hun dog glemt alt om efterhånden og takkede ham naturligt, da han placerede tallerkenen foran hende. Et rødt øjenbryn hævede sig over hans tilføjelse og endnu engang måtte hun blotte tænderne i et underholdt smil, på trods af et lettere uudgrundeligt blik. "Nå, så det var skåle, der ikke lige kunne blive råd til?" spurgte hun drillende, før hun tilføjede: "Selvom det andet ganske givet også er hyggeligere."
|
|
|
Post by Brandon Wright on Jun 11, 2013 17:51:57 GMT
T a g---M a r y--A b b e y---~---O u t f i t ---H e r e Et smil blev ved at ligge på Brandons læber mens han satte sig tilrette på en stol overfor Mary med en fyldt tallerken foran sig. Det blev kun bredere mens han rakte ud efter vinflasken og vippede den ned mod hendes glas med et spørgende blik, uden at hælde mere vin i hendes glas med det samme "Måske mere et spørgsmål om dovenskab." han vippede flasken lidt mere og skænkede mere vin i hendes glas efter at have fået en bekræftelse "Men jeg kan altid bortforklare det med at ville spare opvasken." han fulgtesamme eksempel med sit eget glas før han satte flasken fra sig.
Han tog bestikket ved siden af sin tallerken op og så et øjeblik undersøgende på hende, uden at smilet fortog sig "Ja, ikke? Det føles på en eller anden måde bedre end at hive skåle og tallerkener fra. Bare en ske og så fødderne op på bordet." han trak på skuldrene og stak gaflen i et stykke pasta mens han nikkede mod tallerkenen foran hende "Jeg håber det falder i sin smag. Ellers må isen blive hovedretten i stedet." pastaen forsvandt sammen med et stykke asparges, blev tygget og sunket før han talte igen "Uden at ville spørge om din alder.." begyndte han og kendte allerede svaret på spørgsmålet han ikke stillede "..så tror jeg du gik på Hogwarts sammen med min kusine faktisk." endnu et stykke pasta blev spiddet.
|
|
|
Post by Meredith Abbey on Jun 15, 2013 20:58:55 GMT
Mary smilede skævt og trak medgivende på skuldrene. "Jeg er ikke uenig. Det er mere intimt," svarede hun og lænede sig tilbage, da han satte tallerkenen foran hende. Hun samlede gaflen op og spiddede et stykke asparges sammen med et stykke pasta. Hun var egentlig hundesulten efter arbejde og retten foran hende, var mere end velsmagende. "Det er lækkert," svarede hun, med den ene hånd halvt foran læberne, idet det sidste af pastastykket gled ned.
Hun fangede mad på gaflen endnu engang og lod det glide ned, før hun lagde den fra sig på kanten af tallerkenen og løftede rødvinsglasset. Hun nåede dog aldrig til at drikke af det, men holdt glasset i hånden halvvejs. "Fireogtyve," kom det roligt fra hende før han var færdig med at tale, med et tenderende drillende smil, før hun tog en tår af vinen og satte glasset fra sig igen. Et slankt øjenbryn hævede sig, uden noget i hendes hukommelse ringede en klokke. Hun kunne ikke lige huske nogen fra sin årgang, der nogensinde havde pralet af at være i familie med den berømte Wright-familie. "Okay? Hvem?"
|
|
|
Post by Brandon Wright on Jun 15, 2013 22:18:10 GMT
T a g---M a r y--A b b e y---~---O u t f i t ---H e r e Brandon nikkede sin stadige enighed mens han tyggede på et stykke pasta og nøjedes med at brumme bekræftende. Han skyllede efter med en mundfuld rødvin og sendte hende et afslappet smil mens han satte glasset fra sig igen "Det glæder mig." han fortsatte funderende mens han samlede sin gaffel op igen og hævede det ene øjenbryn lidt uden at kommentere på hendes alder med andet end en trækning i den ene mundvig "Annabel Vargas." han rystede på hovedet og løftede den ene hånd lidt "Nej, Baker må det havde været dengang." han stak et par stykker pasta på gaflen igen "Min morbrors datter. Hun var vejleder for Slytherin."- - - - - - - - - - Et roligt smil hvilede på Brandons læber mens han med en tom tallerken i hver hånd gik hen til vasken i det store køkken og satte dem ned i samme. Han følte sig afslappet og godt tilpas, og med en svag, men behagelig, summen i hovedet efter flaske nummer to var blevet befriet for sin prop. Han gjorde ikke anstalter til at gå i gang med noget der lignede opvask, men vendte sig i stedet og gik tilbage til Mary hvor han lænede sig ind over bordpladen, hvilende på sine underarme "Det mest underholdende var, at han blev ved at tro han snakkede fantastisk engelsk mens han i virkeligheden mere slagtede både det og to andre sprog." han slap en kort latter mens han tømte sit vinglas "På et tidspunkt spurgte han mig hvor mange køer jeg skulle have for førsteretten til en ny kost." han rystede på hovedet med latteren stadig siddende i blikket "Hvordan det lykkedes mig at holde masken må du ikke spørge mig om."
|
|
|
Post by Meredith Abbey on Jun 17, 2013 11:24:52 GMT
Mary så smilende efter Brandon, da han havde taget begge deres tallerkener. Hun udnyttede muligheden til at tage en tår fra vinglasset, uden på nogen måde at have styr på, hvor mange hun var nået op på efterhånden. Det var dog også komplet ligegyldigt, og hun lænede sig lidt ind over sine krydsede arme, da forretningsmanden vendte tilbage og gjorde næsten det samme.
En afslappet og oprigtig latter gled ud mellem hendes læber, og hun lod hovedet falde lidt på skrå, uden at smilet falmede. "Man må da give ham point for at prøve," erklærede hun, og sendte ham et overtalende blik. På samme tid var det næsten fascination, der var at skimte i de grågrønne øjne, da Brandon fortsatte sin fortælling. Et underholdt fnys, som næsten udviklede sig til en latter igen, undslap hende. Mary slog et par tsk'ende slag med tungen. "Jeg har altid ment, at man først skal overveje at sige ja, når det er kameler og ikke køer, der bliver tilbudt. Det er en helt anden valuta." Hun vippede en enkelt gang med øjenbrynene, som hun fulgte hans eksempel og tømte rødvinsglasset. Smilet var efterhånden næsten permanent.
|
|
|
Post by Brandon Wright on Jun 17, 2013 13:07:35 GMT
T a g---M a r y--A b b e y---~---O u t f i t ---H e r e Brandon betragtede Mary helt åbenlyst mens han afsluttede sin lille anekdote. Man skulle være blind og døv for ikke at bemærke det skift i stemning der var sket under middagen. Nysgerrigheden strømmede stadig begge veje, men mængden af forbehold var stille og roligt blevet erstattet af en behagelig, afslappet fornemmelse i stedet. Han nikkede med et bredt smil og overvejede at finde en tredie flaske "Det fik han også, det gjorde det bare ikke nemmere at forsøge at opretholde en nogenlunde professionel mine." han fnøs muntert og rystede på hovedet.
"Kameler trumfer køer til hver en tid. Du har helt ret." hans blik gled over hendes ansigt for guderne måtte vide det hvilken gang mens han fortsatte "Tag til Egypten, så er de særligt højt i kurs. Min onkel blev tilbudt ti kameler for sin kone engang på en ferie." han slap endnu en underholdt latter "Tyve for sin datter fordi hun var yngre, uskyldig og lyshåret." han tav og blev stående lænet ind over bordet mens han betragtede hende, ganske ugenert omkring det faktum, at han var ganske åbenlys.
Han lagde hovedet lidt på skrå og så på hende med rynkede bryn "Isen er stadig en mulighed, men jeg lovede dig vist en rundvisning, gjorde jeg ikke?" han tav et øjeblik og gav hende mulighed for at svare. At han rent faktisk havde lyst til at vise hende resten af det sted han kaldte hjem holdt han for sig selv.
|
|
|
Post by Meredith Abbey on Jul 8, 2013 20:17:53 GMT
Mary hvilede hovedet i håndfladen, stadig med tænderne blottet i et underholdt smil. Hun gjorde ikke noget forsøg på at skjule det, på trods af at hun til at starte med havde haft adskillige forbehold. Sandheden var, at hun hyggede sig og hun måtte indrømme, at hun også var mere end fristet til at blive på grund af selskabet. Mary havde aldrig været typen der trak tingene ud eller spildte tiden, men lige nu følte hun ikke, hun gjorde nogen af delene og det passede hende glimrende.
Hun smilede skælmsk og vippede hovedet lidt til den ene side, uden at fjerne den fra håndfladen. "Personligt ville jeg være smigret over sådan et tilbud. Det får lidt chokolade eller roser til at blegne." Mary tænkte ikke over, at det faktum at Brandon lænede sig ind over bordet og at hun selv gjorde det samme over sin arm, bragte dem relativt tæt på hinanden. Til gengæld lagde hun heller ikke just skjul på at hun betragtede ham, og hun måtte indrømme - hånden på hjertet - at han altså også så ualmindeligt godt ud. Hun kunne ikke rigtigt fortænke Juniper i sin ivren.
Hun løsrev sig først helt over hans spørgsmål og lænede sig lidt tilbage i stolen igen. "Jeg ved ikke med dig, men jeg har ikke noget jeg skal nå. For min skyld kan vi klare begge dele," foreslog hun, som hun smøg benene ud under bordet, så hun kunne dreje sig på stolen og med et klik fra hælene, glide ned på gulvet ved siden af Brandon.
[/justify]
|
|