Destroying prejudices

[Brandon Wright]

T a g---M a r y--A b b e y---~---O u t f i t ---H e r e

Brandon kom impulsivt til at le over det prompte svar på tiltale og kunne ikke helt benægte at han stadig syntes mere end godt om lige det personlighedstræk ved hende. Hans blik gled nysgerrigt over hendes ansigt igen, fra det røde hår, til den pæne næse, videre til de fyldige læber der stadig bar spor af rød læbestift på trods af at hun havde både spist og drukket. Han trak hurtigt blikket til sig, rømmede sig og så igen ind i de grå-grønne øjne med et glimt i sine egne "Sandt, men de er klassikere der vel aldrig går helt af mode."

Han løsrev sig og rettede sig op igen mens han skiftede emnet uden selv at være helt sikker på hvor det hele bar hen. Det var ikke gået helt som han havde forventet. Bedre faktisk og han fandt sig selv værende mere afslappet end han havde følt sig længe. Afslappet og på samme tid med en spændt fornemmelse i hele kroppen lige under den afslappede facade mens han gled ned fra stolen og gik rundt om bordet for at ende ved siden af hende "Jeg har ikke noget der ikke kan udsættes." konstaterede han som svar, gik et halvt skridt tilbage for at give hende plads og slog ud med den ene hånd "Hvor vil du starte? Øverst eller nederst?" det trak afslørende i hans mundvige over spørgsmålet, der uden mindste tvivl kunne fortolkes som andet end et uskyldigt spørgsmål om hvilken etage af den imponerende lejlighed rundvisningen skulle starte på.

[Meredith Abbey]

Et enkelt rødt øjenbryn skød den mindste smule i vejret over Brandons kommentar, som hun gled ned fra stolen ved siden af ham. Ordene var tvetydige, det var der absolut ingen tvivl om, men hun havde ingen intentioner om at lade ham slippe afsted med det. "Op til dig. Det er dit palads," svarede hun blot og blottede de hvide tænder i et smil igen, på trods af de mange andre kommentarer hun kunne være kommet med.

Rettende lidt på kanten af sin t-shirt, krydsede hun den minimale afstand over til ham og trak fingrene igennem det lettere viltre, røde hår, som hun havde pillet ned fra en knold tidligere. Hun var endnu engang taknemmelig over sit valg af de trofaste støvler, som lige nu betød - på trods af at hun var umådeligt træt i benene - at en rundvisning var til at overskue.

Mary lod blikket glide ud over lejligheden endnu engang, stadig en smule overvældet af, hvor stort det var og evigt fascineret af det store vindue, som egentlig var meget mere end et vindue. "Hvis jeg havde sådan en udsigt, tror jeg aldrig, jeg ville få noget bestilt."

[Brandon Wright]

T a g---M a r y--A b b e y---~---O u t f i t ---H e r e

Brandon fortrak ikke en mine over det blik han indkasserede fra Mary, men hans blik spillede underholdt og måske en smule udfordrende imod hende de få sekunder der gik før hun svarede ham. Han nikkede med et smil lurende i den ene mundvig og fulgte hende med blikket mens hun tog de få skridt hen til ham. Han trak blikket fra hende, en smule modvilligt da hun talte igen og så hen mod udsigten hun hentydede til "Den er endnu bedre oppe fra terrassen." han lagde hovedet lidt på sned og så et øjeblik overvejende på hende "Lad os slutte med den." konkluderede han, ligeså meget til sig selv som til hende og slog ud med den ene hånd mod et af de store, runde vinduesure "Urværket fungerer endnu, men er blevet skjult i væggen." begyndte han, selvom det var ret sandsynligt hun allerede havde bemærket viserne flytte sig mens de havde spist "Og det var dem jeg faldt for da jeg skulle finde et sted i London." indrømmede han uden at være blevet spurgt og med et skævt smil "Men ud over det du allerede har ser hernede, så er der ikke andet udover et toilet og et vaskerum og så spændende er vaskemaskinen der fulgte med ikke." hans tænder blev synlige et øjeblik da han smilede igen og så slog opfordrende ud mod trappen der førte længere op.

Han lod hende gå forrest, men fulgte lige efter et plan op. Der var stadig åbent ned til etagen under ved det ene ur-vindue, men hvor underetagen var ét stort rum uden at være særlig opdelt, var etagen de kom op på delt op i flere separate rum "Soveværelser, mest." oplyste han mens de tog de sidste trin og endte i et mindre åbent område hvor de dominerende møbler var et par behageligt udseende lænestole og en stor kikkert på et forkromet stativ. Han nikkede mod sidstnævnte i endnu en opfordring og så på Mary igen "Du kan set det meste af London på en klar dag."

[Meredith Abbey]

Mary løsrev blikket fra det store urværk, for at fortsætte op ad den næste trappe, som Brandon opfordrede hende til. Hun kunne ikke påstå, at hun ikke var den mindste smule nysgerrig for at se, hvor stor resten af lejligheden egentlig var, selvom hun - på trods af at hun også havde indrømmet overfor sig selv, at selskabet ikke var det værste - stadig havde enkelte forbehold over det faktum, at hun var i hans lejlighed på, hvad der immervæk stadig var deres første date.

Hun skubbede det dog væk for nu og nikkede i stedet til hans ord, med et lettere skeptisk ansigtsudtryk. "Hvor mange soveværelser har én person brug for?" spurgte hun, halvt retorisk, over sin skulder, som hun bevægede sig over mod kikkerten.
Blikket vendtes mod udsigten igen, som ganske rigtigt, var endnu mere overvældende end den nedenunder. Marys øjenbryn hævede sig igen. "Wow." Hun vidste ikke, hvad hun ellers skulle sige, men så igen - det var måske også begrænset, hvor meget der var at sige om en udsigt.

[/justify]

[Brandon Wright]

Brandon trak på skuldrene med en evig skygge af et smil lurende i både øjne og mundvige "Ét." han smilede skævt og så helt per automatik mod den nærmeste dør. Den førte til han eget soveværelse, og var ikke en del af rundvisningen "De to andre fulgte med, men de har vist sig ganske praktiske når jeg har gæster udenbys eller udenlands fra."

Han fulgte hendes blik ud ad vinduet denne gang i stedet for at se på hende som han ellers havde benyttet adskillige lignende chancer til "Det kan stadig blive bedre." kommenterede han kryptisk og smilede vidende. Han holdt blikket rettet ud over London et øjeblik endnu før han så på hende igen og gestikulerede mod trappen der ikke var stoppet hvor de stod, men fortsatte videre op "Efter Dem, ms. Abbey." spøgte han roligt Du må klare noget så trivielt som mit kontor før jeg kan bevise min udtalelse om udsigten." han ventede til hun fortsatte og fulgte igen efter, uden helt at kunne forhindre sit blik i at tage en enkelt smuttur ned over hendes ryg og måske lidt hvad der lå under den.

[/blockquote]

[Meredith Abbey]

- - - - - - - - -

En rundvisning senere, var Mary og Brandon endt på den udendørs tagterrasse, som rundede rundvisningen af. Tusmørket havde sænket sig, skønt det, på grund af årstiden, endnu ikke var helt mørkt.
Mary foldede armene let omkring sin overkrop, for at beskytte sig selv for den kølige luft, uden dog at tage meget notits af den. Til gengæld tog hun i meget større grad notits af den imponerende udsigt over byen, der var mere levende end ellers, på grund af de mange turister, der hjemsøgte London om sommeren.

Den var dog ikke mere spændende end, at hun godt kunne løsrive sig, for at se mod Brandon. "Jeg må indrømme, at du havde ret i, at det kunne blive bedre endnu," kommenterede hun med et skævt smil.

[/justify]

[Brandon Wright]

Brandon havde selv blikket rettet ud over storbyen da han brummede sin enighed med et "Mhmm." og smilede for sig selv "Jeg kan ikke stå for en god udsigt, det indrømmer jeg blankt." hans smil blev lidt bredere og blikket spillede mens han forsattd uden at se ud over byen igen "Lige nu har jeg flere af slagsen."

På trods af den åbenlyst flirtende kompliment var hans blik alvorligt da han øjeblikket efter så granskende på hende "Fryser du?" han tog et halvt skridt bagud, klar til at gribe et af de pænt sammenfoldede tæpper der lå i terrassens stole.

Ved hurtig overvejelse tog han endnu et skridt baglæns og tog tæppet uanset, uden dog at gøre mere end at stille sig ved siden af hende igen. Tæppet blev lagt over rækværkets kant så hun kunne tage deg hvis hun ville, selvom han egentligt havde mest lyst til at lægge det om skuldrene på hende selv "Før jeg glemmer det.." han så på hende igen med et klædeligt smil "Tak for en interessant aften."

[Meredith Abbey]

Mary fnøs muntert over Brandons kommentar, men svarede ikke med andet udover det, end et lille smil. Det hvilede der stadig, da han momentært forsvandt, selvom hun ikke drejede sig for at se efter ham.
Til gengæld hvilede hendes blik stadig over Londons profil, indtil Brandon vendte tilbage sekundet efter sammen med et lettere åbenlyst spørgsmål. Mary trak svagt på skuldrene. "Det går. Men tak." Smilet var oprigtigt og hendes blik hvilede ved ham lidt længere end det måske egentlig havde været nødvendigt, før hun så udover byen igen.

Netop det varede dog heller ikke særligt længe, før Brandon på ny tog ordet og hun denne gang drejede sig helt imod ham. Smilet trak op igen, skævt som altid. "I lige måde." Mary lod armene falde fra den foldede stilling, og strøg i stedet fingrene igennem det lange, røde hår. "En rigtig god aften... Men..." Hun tøvede lidt, ikke just - hånden på hjertet - vant til at ende et stævnemøde på den måde. "Jeg har været på benene mange timer i dag, og igen i morgen. Det sender så dårligt et signal, at sidde og døse hen midt i alting, du ved."

[/justify]

[Brandon Wright]

T a g---M a r y--A b b e y---~---O u t f i t ---H e r e

Brandon nikkede, gengældte Marys smil og holdt øjenkontakten indtil hun vendte blikket ud over byen igen. Han fulgte hendes eksempel og stod nogle minutter i tavshed uden at føle sig ringere tilpas på grund af det. Det var begrænset hvor meget af Londons larm der nåede op hvor de stod. Lydene nåede nærmere op til terrassen som en dæmpet summen.

Et nyt smil krusede sig endnu engang på hans læber, næsten synkront med hendes mens hans blik helt af sig selv fulgte hendes fingre gennem det røde hår. Han hævede brynene let spørgende da hun stoppede midt i en sætning, men var ikke overrasket da hun fortsatte "Forståeligt." han nikkede let for at understrege "Jeg har selv et møde i morgen jeg mangler at forberede mig til." han kunne dog ikke udvise nogen fortrydelse ved ikke at kunne gå direkte i seng. Aftenen og hendes selskab havde været betydeligt mere spændende end den aftale med et japansk firma han skulle have afsluttet "Jeg kan få Davis til at køre dig hjem med mindre du foretrækker transferens eller en kamin." han virkede stadig ikke forhastet med at afslutte aftenen, men tilbuddet var reelt nok.

[Meredith Abbey]

Mary gned sin ene overarm lidt, for at slippe af med gåsehuden. Det virkede dog ikke rigtigt, og hun opgav at prøve. Til gengæld kunne hun ikke holde et smil tilbage, tilfreds med rigmandens forståenhed. Mary nikkede selv en enkelt gang, efterfulgt af et skuldertræk. "Susepulver er fint." Smilet voksede sig en anelse skælmsk, dog også med en snert af underliggende alvor. "Jeg kan ikke påstå, at jeg er en fan af de der infernalske metalkasser."

Hun foldede armene over hinanden igen, uden helt at vide, hvad hun ellers skulle gøre af dem. "Men det har været sjovt." Hun blottede tænderne og smilede skævt, samtidig med at et klokketårn signalerede klokken et sted i baggrunden. "Jeg kunne godt finde på, at holde dig op på det is der en anden gang."

[/justify]

[Brandon Wright]

T a g---M a r y--A b b e y---~---O u t f i t ---H e r e

Brandon havde lyst til at lægge tæppet omkring hendes skuldre, også selvom hun havde afslået det. Han gjorde det dog ikke men nøjedes med at nikke til hendes valg mellem de muligheder han havde stillet op. Han kom til at le da hun fortsatte. En dyb, brummende latter der fik hans blik til at lyse muntert op mens han selv trak på skuldrene "Når man vænner sig til dem er de mere behagelige end at blive presset sammen i transferens eller få sod på tøjet når man forventes at se præsentabel ud."

Han rettede sig op fra sin stilling halvt lænet ind over terrassens rækværk der var mellem dem og de mange meter ned til gaden. Han nikkede mens han vendte sig halvt om mod hende "Jeg er på ingen måde uenig." han vendte hovedet mod lyden af klokker der skilte sig ud fra alle de andre lyde og mens han stod sådan, sitrede hans mundvige igen og han kneb øjnene lidt sammen. Da han vendte ansigtet mod hende smilede han igen og så måske en lille smule tilfreds ud "Tilbuddet står på ubestemt tid." han rettede sig helt op med et underfundigt blik og tilføjede "Og nu ved du hvor du kan sende uglen hen, selvom det ikke er utænkeligt jeg kommer forbi Kedlen i nærmeste fremtid igen." han slog ud med den ene hånd mod døren der førte indenfor og derfra med trappen ned i det der var hans kontor hvor pejse også befandt sig.

[Meredith Abbey]

Mary blottede tænderne i et skeptisk smil. "Måske," svarede hun og trak på skuldrene, ikke helt overbevist. Mary lod armene falde og skubbede sig fri af rækværket.

Smilet svandt ikke ind, og hun nikkede en enkelt gang. "Det kan være svært at undgå i hvert fald," kommenterede hun og fulgte hans opfordring til at forlade terrassen igen. Mary rakte op for at trække det røde hår væk fra ansigtet.
Siden hun gik forrest, kunne hun godt tillade sig at smile lidt for sig selv, og det forundrede hende lidt, at hun faktisk var ærgerlig over at aftenen var nødt til at slutte så tidligt.

[/justify]

[Brandon Wright]

T a g---M a r y--A b b e y---~---O u t f i t ---H e r e

Brandon indprentede sig mentalt smilet der prydede Marys ansigt og var for sig selv ganske sikker på, at han ikke glemte det lige foreløbigt. At han slet ikke havde lyst til at glemme det, men tværtimod gerne ville se det igen, var en helt anden sag. Hendes halve løfte gav ham dog håb om at det rent faktisk ville ske.

Han gengældte både hendes smil og nik før han fulgte efter hende ned i kontoret igen med et blik der gled utvetydigt ned over hendes bagside mens de gik ned ad trappen. Han stoppede ikke da han nåede foden af den, men fortsatte hen til sig massive skrivebord, trak en skuffe ud og tog en lille pose op som han tog med hen til pejsen i den ene væg "Jeg vover fjerene og siger på gensyn i stedet for farvel." han smilede skævt og åbnede den lille pose med susepulver uden dog at række den frem mod hende med det samme. I stedet fandt han hendes blik igen og så overvejende på hende et øjeblik før han lænede sig frem og lod læberne strejfe hendes ene kind uden at gøre anstalter til mere end det "Tak for i aften.. Mary." han rettede sig op igen med et uudgrundeligt glimt i øjnene og holdt den åbne pose opfordrende frem mod hende.

[Meredith Abbey]

Mary havde måttet dreje sig og spørge om, hvilken retning hun skulle gå i, og hun kunne have svoret på, at Brandons blik havde hængt noget længere nede end både hendes nakke og ryg. Hun havde dog ikke kommenteret på det, men smilede i stedet blot lettere tilfreds, som de nåede ind på hans kontor, som hun havde set tidligere. Naturligt nok satte hun kursen mod det større ildsted.

Hun drejede sig imod ham, da han kom over til pejsen igen og lod hovedet falde lidt på skrå. "Det lyder ikke usandsynligt," gav hun ham ret, og nåede kun til at tænke på at træde ind i den åbne kamin, før han bukkede sig frem og et sæt varme læber rørte hendes ene kind.

Hvis nogen havde spurgt hende, ville hun aldrig have indrømmet, at hendes mave slog en lillebitte kolbøtte, og hun nøjedes da også med at sende ham et smil, der ikke afslørede nogen af hendes tænder, men gav de rødmalede læber en underfundig bue. "Tak for i aften... Brandon." Hun rakte frem og tog imod en håndfuld susepulver, før hun trådte ind på det lettere sodede underlag. Med et sidste, lettere drillende smil til ham, lod hun pulveret falde, samtidig med at et tydeligt "Den Utætte Kedel," klingede ud over hendes læber og hun forsvandt i et virvar af grønne flammer.

O U T