Sarah Owens
Hogwarts - H
Dalende dansemus
%\1\%
Posts: 140
|
Post by Sarah Owens on May 15, 2013 14:19:17 GMT
W I T H : - A E R O N - O W E N S - - - W E A R I N G : - T H I S
Wilderness.
Ordet havde en helt anden betydning for Sarah end den, der stod i ordbøgerne. Ganske vist indeholdt den også en definition af noget rodet, mangefacetteret og farverigt, men mest af alt var det en hel serie af minder, der startede med hende og Aerons allerførste kys, hans opdagelse af hendes willieevner og flere kys oveni det første. Hun kendte stedet uden rigtig at kende det og der var noget både mystisk og magisk ved at skulle derhen, når der ingen mennesker var. Ingen ud over ham, i det mindste.
Sarah var stadig en smule vred, når hun tænkte på sidst hun havde set ham. Hun var dampet af siden, men det var i hvert fald sikkert og vist, at han havde noget at undskylde. Den mulighed ville hun give ham og det var derfor hun sagde pænt farvel til sin mor, stak en vandflaske ned i skuldertasken og forlod huset. Ude i haven forsvandt hun, halvvejs på vej ind i hækken, med en skærende lyd. Hun dukkede op på en bar brakmark splitsekundet senere.
|
|
Aeron Owens
Hogwarts - H
Tatoverende troubadour
Posts: 138
|
Post by Aeron Owens on May 15, 2013 17:00:55 GMT
T a g g e d--S a r a h--O w e n s----W e a r i n g--T h i s Aeron travede rundt tæt ved en klynge træer på den åbne mark, der nogle få dage hver sommer blev forvandlet til et farvestrålende kaos af mangfoldighed, musik og magi. Lige nu var det en mark, som tusind andre og selvom der var ganske kønt en dag hvor solen skinnede som i dag, lagde han ikke mærke til det. I stedet cirklede hans tanker nervøst omkring både tidligere oplevelser han havde haft på samme mark og ikke mindst om Sarah ville dukke op. Hans sidste ugle med tid og sted var kommet tilbage uden svar. Det i sig selv fik ham allerede der til at føle sig til grin og på samme tid, kunne han ikke helt fortænke hende i hvis hun valgte ikke at dukke op.
Med en dyb indånding og en spændt kæbe skubbede han stædigt alle de negative tanker fra sig og mumlede i stedet for sig selv de undskyldninger han allerede havde mumlet hjemme foran spejlet før han tog afsted. Midt i en af dem blev den fjerne lyd af biler fra landevejen og fugle der kvidrede, afbrudt af en skarp lyd. Den fik ham til at fare sammen selvom han udemærket kendte den. Det var dog også mere hvad han tillagde lyden, mere end lyden i sig selv der fik et til at gibbe i ham.
Han standsede op midt i sin rastløse vandre frem og tilbage, vendte blikket ud over marken og sank en mindre klump, da han fik øje på Sarahs krøllede mange omkring hundrede meter fra den lille klynge træer. Et sekund eller to var det alligevel ret skræmmende at være på tomandshånd med hende, uden at vide der var nogen lige i nærheden. Uden at vide om hun havde set ham sparkede han dog gang i sine fødder, begravede hænderne endnu dybere i sweatshirtens lommer og gik i hendes retning.
|
|
Sarah Owens
Hogwarts - H
Dalende dansemus
%\1\%
Posts: 140
|
Post by Sarah Owens on May 15, 2013 17:37:44 GMT
Sarah kastede et enkelt blik ud i horisonten fyldt af marker og højdedrag. Hun tog en dyb indånding, lukkede øjnene og åndede tungt ud, før hun løftede begge arme og strøg fingrene igennem de mørke krøller. Da hun åbnede øjnene igen, drejede hun hovedet til først den ene og så den anden side. I udkanten af hendes synsfelt var der en svag bevægelse og hun vendte sig efter den. Lige der gik Aeron frem imod hende og hun krydsede armene over hinanden, imens hun betragtede ham nærme sig.
På trods af hendes rolige ydre, var hendes indre i oprør. Hun knyttede den ene hånd, så de malede negle skar en anelse ind i huden på hende. Det var ikke ligefrem stærkt smertefuldt, men det mindede hende om at hun var til stede i den virkelige verden og ikke i en eller anden syret parallelvirkelighed, hvor møder midt på en mark var hverdagskost. Der manglede kun en kjole fra syttenhundredetallet for at cementere den absurde scene.
Hun blev ikke den første til at bryde tavsheden. Han var denne gang den, der havde været en idiot og han var ikke undskyldt af at hun havde gjort flere dumme ting end ham. Derfor måtte det nødvendigvis være ham, der sagde noget. Hun gjorde intet andet end at stå med krøllerne flagrende i vinden og armene lagt over kors med et afventende blik.
|
|
Aeron Owens
Hogwarts - H
Tatoverende troubadour
Posts: 138
|
Post by Aeron Owens on May 15, 2013 19:40:10 GMT
T a g g e d--S a r a h--O w e n s----W e a r i n g--T h i s Den nervøse knude i Aerons mave voksede en lille smule for hvert skridt han kom nærmere Sarah. Modsat glemte han et guldkorn af sin undskyldning hver gang knuden voksede og da han stoppede nogle få skridt fra hende, var han komplet blank. Han så vagtsomt på hende og tvang sit blik til at blive på hendes ansigt, også selvom det helt på egen akkord havde været på vej ned over hende. Rynken der sad på hans pande var han ikke engang bevidst om, modsat de knyttede hænder i skjul i lommerne.
"Undskyld.." væltede det så lavmælt ud af ham, som det eneste han kunne komme på var rigtigt at sige. Han så alligevel ned på hendes støvlesnuder længe nok til at tage en dyb indånding og sparke sig selv til at fortsætte. Hvordan det kunne være så svært at sige noget højt, som ellers var nemt at få ned på skrift gjorde ham mildt frustreret, men han så op og mødte flovt hendes blik igen "Jeg ved godt jeg var en idiot.." han skar ansigt og skiftede vægten lidt mellem fødderne "..ér en idiot." han tav et øjeblik med et blik der flakkede mellem hendes øjne "Det hele virkede så håbløst lige der og jeg.. jeg.." han kom ikke videre, men gik i stå igen med et dybt suk.
|
|
Sarah Owens
Hogwarts - H
Dalende dansemus
%\1\%
Posts: 140
|
Post by Sarah Owens on May 15, 2013 22:58:39 GMT
Sarah kunne ikke sige sig fri for at være en smule forsvarsberedt. Hun vidste ikke hvad Aeron ville sige, hvad hans reaktion egentlig var på hendes eget brev eller på de hændelser, der var gået forud for det. Alligevel kendte hun ham godt nok, til ikke at være overrasket over den undskyldning, der forlod ham som det første. Hun reagerede ikke med andet end et hævet øjenbryn og ventede på, at der kom mere, før hun overvejede at tilgive ham. At hun i sidste ende havde alle planer om at gøre netop det, behøvede han ikke at vide på forhånd. Han havde altid haft godt af at stege en lille smule. Det havde de desværre tilfælles.
Hans videre forsøg på at sige det rigtige var både en lille smule tragiske og charmerende på samme tid. Sarah anstrengte sig for ikke at smile, kneb øjnene lidt sammen og lagde hovedet på skrå, imens han stod og så modløs ud. Han lignede én stor undskyldning for sig selv og hun slap et suk, før hun himlede med øjnene, løsnede sine arme fra hinanden og slog ud med den ene. ”Drama, drama, drama,” sagde hun opgivende, før hun alligevel kom til at smile skævt. ”Ja, du er en idiot. Du skrider fandme ikke igen, selvom du ikke får noget på den dumme.” Hun krydsede afstanden imellem dem, skubbede lidt til hans skulder og rystede på hovedet. ”Jeg vil have tid til at tale med dig. Det får jeg ikke, hvis vi bliver ved med det her og så bliver det aldrig fikset. Os to.” Hendes blik var både sigende og indtrængende, som hun lukkede en hånd om hver af hans håndled og trak dem op af hans bukselommer. ”Du er min, din idiot. Ikke et eller andet klamt engangsknald. Du tog ikke til Berlin for at slæbe mig med hjem for at kunne skilles ordentligt, vel? Nej. Præcis. Så opfør dig ordentligt og behandl mig som din kvinde. Ikke en du har lejet for natten.” Hendes attitude var belærende, imens hun flettede sine fingre ind imellem hans, men hun smilede alligevel drillende og lænede sig frem for at plante et kys på hans kind.
|
|
Aeron Owens
Hogwarts - H
Tatoverende troubadour
Posts: 138
|
Post by Aeron Owens on May 16, 2013 8:29:48 GMT
T a g g e d--S a r a h--O w e n s----W e a r i n g--T h i s Aeron var ikke helt sikker på hvad han havde forventet. Det faktum at det var Sarah han stod overfor gjorde det ikke nemmere at regne ud. Om noget havde hun altid været impulsiv og en smule uforudsigelig, men det var også nøjagtigt en af de ting han altid havde sat størst pris på ved hende. Han skar en grimasse da det blev hende der talte i stedet for ham, men slappede alligevel lidt af over hendes skæve smil "Det var ikke derfor.." mumlede han lavmælt, uden egentlig protest og måtte træde et halvt skridt baglæns da hun puffede til hans skulder.
Han lod hende tale og sagde hende ikke imod. At hun havde ret var et faktum, men at han ikke ligefrem var verdensmester lange, dybe snakke var et andet, så han nøjedes med at nikke mens han fastholdt øjenkontakten med hende. Lige indtil hun tog fat om hans håndled. Et kort sekund spændte han i armene. Så fulgte han hendes opfordring og trak hænderne op fra lommerne mens hun fortsatte. Han rynkede panden med en hovedrysten som svar og lod uden protester sine fingre glide på plads mellem hendes. En enkelt ting hun sagde skilte sig ud fra de andre, i hvert fald i hans hovede og han så op igen med et antydningen af et glimt i de brune øjne "Er du da det? Min kvinde." det trak svagt i hans ene mundvig mens han strøg den ene tommelfinger over hendes håndryg.
|
|
Sarah Owens
Hogwarts - H
Dalende dansemus
%\1\%
Posts: 140
|
Post by Sarah Owens on May 16, 2013 17:54:44 GMT
Sarah fulgte efter Aeron og trak hans hænder insisterende op af lommerne, imens hun belærte ham om den situation de stod i – velvidende at det var hende, der havde placeret dem der. Hun flettede sine fingre ind imellem hans og lænede sig kort frem, for at plante et enkelt kys på hans kind. Det efterfølgende spørgsmål fik hendes mundvige til at sitre afslørende og hun lagde hovedet lidt på skrå med sammenklemte øjne. ”Ja... Ja, det er jeg. Men det bliver jeg ikke ved med at være, hvis ikke vi kan finde ud af det her, Aeron,” konstaterede hun alvorligt.
Hun sukkede og så sigende på ham, imens hendes ene tommel strøg over hans. ”Vi bliver nødt til at kunne snakke sammen. Det går simpelthen ikke ellers. Jeg har ting jeg bliver nødt til at sige til dig, spørgsmål... Og vi kan ikke gå i seng sammen før du holder op med at blive så påvirket. Jeg prøvede virkelig at dæmme ned for det, men det virkede tydeligvis ikke... Det er...” Hun tog en dyb indånding og så halvfrustreret på ham. ”Det er virkelig noget hø, for jeg har brug for at være tæt på dig, Aeron... Du må ikke franarre mig at være tæt på dig... Så kan jeg ikke mere.”
|
|
Aeron Owens
Hogwarts - H
Tatoverende troubadour
Posts: 138
|
Post by Aeron Owens on May 16, 2013 20:33:50 GMT
T a g g e d--S a r a h--O w e n s----W e a r i n g--T h i s Aeron kunne ikke lade være at hænge lidt ved Sarahs udtalelse selvom hun måske kun havde ment det semi-alvorligt. Det var dog uanset vigtigt for ham at høre hende sige det og alvoren var ikke langt væk på trods af smilet der momentært trak i hans mundvige. Han nikkede uden at gøre noget forsøg på at sige hende imod. Hun havde stadig ret og han havde for flere uger indset, at de syv måneder det tog at finde hende, i retrospekt havde været den lette del.
Han forblev tavs mens hun fortsatte. Nikkede, rystede på hovedet og trippede en lille smule på stedet uden at kunne mønstre samme anspændte nervøsitet som før hun dukkede op. Han gav hendes ene hånd et lille klem da hun gjorde en kort pause og så ned et øjeblik igen for at skjule en både skamfuld og let frustreret grimasse, tog selv en dyb indånding og så op igen "Det vil jeg heller ikke.. jeg troede jeg kunne stå imod det, men.." han tog selv en dyb indånding, så indtrængende på hende og slap så hendes hænder for i stedet at trække hende ind til sig i en omfavnelse uden at tøve denne gang "Jeg havde lykkeligt glemt hvor lidt der skulle til." han skar en grimasse igen og løftede hovedet nok til at kunne se hendes ansigt igen, men uden at slippe hende igen.
|
|
Sarah Owens
Hogwarts - H
Dalende dansemus
%\1\%
Posts: 140
|
Post by Sarah Owens on May 17, 2013 14:54:25 GMT
Sarah åbnede munden for at protestere, da Aeron trak hende ind imod sig. Det blev dog ved det, som hun overgav sig til følelsen og han overbeviste hende om, at det var ham alene. Hun samlede sine hænder mod hans ryg og sukkede, før hun så ham i øjnene. ”Sådan er det. Vi skulle jo nødig have, at du mistede al den opbyggede muskulatur i højre arm,” kommenterede hun tørt, uden meget andet end en trækning i den ene mundvig.
Hun hvilede panden imod hans og så ham i øjnene med et lettere forpint udtryk i ansigtet. ”Tålmodighed er en dyd ingen af os er særlig gode til, men jeg tror vi bliver nødt til det nu. I mellemtiden vil jeg have mere af det her. Så må du gøre krav på hvad du vil have til gengæld.” Et svagt smil trak sig op på hendes læber, før hun trak sig et par centimeter væk og strøg ham lidt over ryggen.
|
|
Aeron Owens
Hogwarts - H
Tatoverende troubadour
Posts: 138
|
Post by Aeron Owens on May 19, 2013 0:17:40 GMT
T a g g e d--S a r a h--O w e n s----W e a r i n g--T h i s Aeron kunne egentligt sagtens være blevet stående og bare indånde Sarah, hvor forkert det end lød når han tænkte det, men det var ligeså tiltrækkende at se hende i øjnene. Så netop det gjorde han, selvom hendes tørre konstatering fik ham til at skære ansigt, næsten beklemt og se ned med en påfaldende rømmen. Øjeblikket efter havde han dog igen mødt hendes blik og smilede skævt uden at alvoren forlod hans blik.
Han var et øjeblik pinagtigt bevidst om hvor tæt hendes læber var på hans egne, men nøjedes med at tage en dyb indånding, nikke svagt og ånde ud igen "Den som sagde tålmodighed er en dyd skulle have et spark røven." han smilede skævt igen og lod den ene hånd forlade hendes ryg for i stedet at løfte den og stryge fingrene gennem hendes hår en enkelt gang "Gøre krav på ligefrem?" han strøg håret om bag hendes øre og lod så hånden vente tilbage til en anden på hendes ryg "Jeg må hellere gå i tænkeboks så."
Han trak vejret dybt igen og rynkede brynene en lille smule "Hvad er du nødt til at sige eller spørge om?" begyndte han uden at være sikker på om hun havde noget konkret lige på stedet, eller havde været mere generel. Han løsnede det i forvejen lette greb og gjorde et kast med hovedet tilbage mod træerne han var kommet fra "Jeg har et tæppe i min taske vi kan sidde på hvis det er."
|
|
Sarah Owens
Hogwarts - H
Dalende dansemus
%\1\%
Posts: 140
|
Post by Sarah Owens on May 20, 2013 0:32:53 GMT
Et ufrivilligt grin forlod Sarah og hun flyttede sig en lille smule bagud, uden ligefrem at trække sig væk. ”Det er sjovt. Jeg mindes at have hørt dig selv sige det engang,” svarede hun dæmpet med et drillende blik. Hun strøg ham lidt over ryggen og smilede forsigtigt, imens han strøg fingrene igennem hendes hår. Det kildrede en smule, men hun hverken gøs eller modsagde ham, da han musede videre. I stedet blev hun stående tavs, skævede lidt til siden og rømmede sig. Hun trådte et skridt tilbage, da han løsnede sit greb, krydsede armene over hinanden igen og trak på skuldrene.
Hans konstatering reagerede hun ikke rigtig på. Hun drejede sig bare halvt og stirrede lidt ud i horisonten. ”Tusind ting,” konstaterede hun alvorligt, før hun trak en smule på smilebåndet slap et lydløst suk, der fik hendes skuldre til at falde lidt. ”Vi er nødt til at tale om det der skete dengang, om hvad der er sket siden og om hvad der skal ske nu. Vi kan ikke bare lade som om intet er hændt og alt er det samme, eller som om vi ikke have andre problemer end... Mig. Hvis vi gør det, så går der ikke et halvt år, før vi er tilbage det samme sted. Ikke med... Men... Jeg er ikke den samme, men så alligevel. Og du kan ikke skrive dig ud af det her eller spille noget fint og smukt, der ændrer på, at vi har andre problemer end det faktum, at vi ikke kan være nøgne sammen.”
|
|
Aeron Owens
Hogwarts - H
Tatoverende troubadour
Posts: 138
|
Post by Aeron Owens on May 20, 2013 1:57:34 GMT
T a g g e d--S a r a h--O w e n s----W e a r i n g--T h i s Aeron havde ikke helt lyst til at give slip på Sarah igen da hun trådte et skridt tilbage. Faktisk overhovedet ikke og det både overraskede ham og irriterede ham en smule, at han havde så stort et behov for at udnytte muligheden for at kunne mærke hun var der. At det netop ikke kunne blive mere end det gjorde ikke instinktet mindre udtalt og han følte sig efter hver gang han havde set hende næsten udmattet af at undertrykke de meget klare signaler både hjerne og krop opmuntrede ham til at følge.
Han nåede at tage et opfordrende skridt tilbage hvor han var kommet fra og stoppede så igen da hun ikke fulgte med. Han blev stående halvt igennem en bevægelse der aldrig blev taget og så tavst på hende, selvom hun ikke så på ham. Et sted igennem alle sandhederne stak han igen hænderne i sweatshirtens lommer og vidste ikke helt hvor han skulle gøre af sig selv mens han vendte det hele i hovedet. Han havde ingenting at protestere over og endte med at ryste let på hovedet da hun tav. Han vidste han burde sige noget, men anede stadig ikke hvor han skulle begynde.
Han endte med at ånde tungt ud og sætte sig neg i græsset lige hvor han stod "Med mindre du har en tidsvender i lommen, så er det vist også ønsketænkning at kunne lade som ingenting." mumlede han tørt og strøg fingrene gennem håret en enkelt gang før han så op på hende med et beklemt udtryk "Det var aldrig min mening at at forsøge at binde dig." han skar en lille grimasse og rynkede brynene "Selvom det var lige det jeg gjorde. Det var bare.." han gik i stå et øjeblik og så i samme retning hun gjorde med en rynke i panden "Det er stadig lidt for nemt at glemme hvordan de evner du render rundt med påvirker alle andre end mig." han lænede sig frem over sine ben og pillede anspændt ved en søm i sine bukser "Og jeg tacklede det elendigt." konstaterede han simpelt, som om det var noget han havde tænkt over rigeligt med gange siden sidst.
|
|
Sarah Owens
Hogwarts - H
Dalende dansemus
%\1\%
Posts: 140
|
Post by Sarah Owens on May 20, 2013 9:47:08 GMT
Sarah var ikke fuldstændig sikker på, hvorfor hun følte, at det var nødvendigt, at vende sig væk fra Aeron, imens hun talte. Det var nærmest instinktivt og hun ved blev at stirre ud i luften selv flere øjeblikke efter, at hun var blevet stille igen. Først da Aeron dumpede ned i græsset, drejede hun hovedet halvt i hans retning igen. Hun rynkede panden lidt, gnavede på indersiden af sin egen kind og løsnede de krydsede arme, for at kunne stryge håret væk fra øjnene og om bag sine ører igen. Blæsten var ikke rigtig kold, men den var stærk nok til at rode op i hendes krøller.
Imens han talte, vendte hun sig langsomt helt rundt med front imod ham igen. Hun så ned på ham og nikkede langsomt til det han sagde, for til sidst at stå med lettere åben mund, uden selv at knytte en kommentar til den afsluttende erklæring. I stedet løftede hun sin ene hånd, kløede sig på skulderen og klarede halsen lidt. Hun bed ned i sin underlæbe, så hen over hovedet på ham og rynkede panden igen. I et længere stykke tid, stod hun og tænkte over hvad hun skulle sige, før hun endelig brød tavsheden. ”Du får en brat påmindelse lige for tiden,” bemærkede hun dæmpet. Det trak meget svagt i hendes mundvige, som hun så ham i øjnene. ”Men det var ikke kun det. Du glemte ikke kun det. Du glemte mig; at jeg ikke er ligesom dig. Ikke helt. Jeg elsker dig, men det er ikke nok. Det ville jeg ønske det var, men det er det ikke altid. Du er nok, men jeg har brug for at kunne føle mig fri og på at du tror mig, når jeg siger til dig, at jeg ikke gør noget fysisk. Du synes det er uretfærdigt – og det er det måske også – men jeg er ikke kun et menneske og det kommer jeg aldrig til at blive... Den del af mig, der er menneske, elsker dig så højt. Den sidste del elsker opmærksomhed mere. Jeg bliver nødt til at give den side min tid engang imellem og det er bedst, at du ikke er der, hvis du ikke kan holde det ud...” Hun bed hårdt ned i sin underlæbe, stirrede ind i skovbrynet og mærkede, hvordan hele den gamle samtale føltes mere uretfærdigt nu, end den nogensinde havde gjort før. Det var krav, som hun ikke havde lyst til at stille til ham.
|
|
Aeron Owens
Hogwarts - H
Tatoverende troubadour
Posts: 138
|
Post by Aeron Owens on May 20, 2013 11:36:01 GMT
T a g g e d--S a r a h--O w e n s----W e a r i n g--T h i s Aeron holdt blikket på Sarah adskillige minutter mens han selv talte og hun var tavs. Han kunne stadig ikke se på hende uden at blive fyldt af lige dele flagrende sommerfugle, rendyrket begær og lige i kølvandet på de to, den allestedsnærværende frustration. Han sank hårdt da hans blik nåede hendes underlæbe og endnu mere hendes fortænder der var lukket omkring den. Han lukkede øjnene hårdt i og bøjede hagen ned mod brystet mens han skød alle de uvelkomne tanker og impulser fra sig endnu engang.
Han så kun momentært op da hun talte igen, men kunne ikke mønstre nogen begyndelse på et smil ligesom hende. I stedet nikkede han bare og så ned igen mens hun fortsatte. Det var langt fra første gang han hørte hende sige hvad hun gjorde og den modløse følelse i hans mellemgulv spredte sig igen. Han trak benene op mod sig selv og støttede albuerne på lårene mens han gemte ansigtet halvt i hænderne og kæmpede mod den følelse af uretfærdighed der ikke var langt væk. Det stak ubehageligt at høre hende sige det han helst ville høre, men i samme ombæring, at hun aldrig helt ville blive hans på grund af sin genetiske arv. Hvilket endnu en gang lod han tilbage med et valg om enten at acceptere det var sådan det var, eller at skrive under på de papirer hun selv havde sendt ham.
Den sidste mulighed blev stædigt skubbet ud af hans tanker, men selvom det var en bevidst beslutning, gav det ham ikke svaret på hvordan han skulle forholde sig til hendes krav. Endelig løftede han hovedet lidt, åndede tungt, men så ikke på hende "Om jeg er der eller ikke er der kan komme ud på et." mumlede han tonløst og lagde armene omkring sine knæ "Jeg kan bare ikke.." han bed sig selv af og valgte en anden, mindre definitiv formulering "Det er urimeligt svært at vide den del af dig aldrig får nok i mig." han strøg en hånd over ansigtet igen og tvang sig selv til at fortsætte før han gik i stå igen "Jeg tror på dig, det gør jeg virkelig, men så er der en eller anden brunstig hanhund der æder dig med øjnene og jeg kan ikke gøre noget som helst for at forhindre det. Du vil ikke jeg skal forhindre det." han skævede tøvende op mod hende "Og jeg bliver i tvivl. I tvivl om det hele. Jeg er hunderæd for du en dag vågner og beslutter at jeg ikke er nok." han lukkede øjnene igen og lod panden synke ned mod sine knæ med en frustreret lyd "Du kunne få hvem som helst du ville, bare ved at se på dem."
|
|
Sarah Owens
Hogwarts - H
Dalende dansemus
%\1\%
Posts: 140
|
Post by Sarah Owens on May 20, 2013 15:41:43 GMT
Sarah tog en dyb indånding og slap den ud i et lydløst suk. Hun lyttede til Aerons ord, men hun så ikke på ham. Måske ville hun ikke og måske var det bare for svært. I hvert fald fik skovbrynet i stedet hendes svævende opmærksomhed, imens hendes fingre pillede ved en løs tråd. Hun lukkede øjnene for en kort bemærkning, åbnede dem igen og kastede et kort blik ned på ham, da han indrømmede sin frygt. Det skar i hende og hun rynkede panden, før hun så væk.
Med en underlig, murrende fornemmelse i maven, skilte hun selv læberne igen. ”Jeg kan ikke gøre noget ved den følelse,” indrømmede hun tomt, også for sig selv. ”Du kan enten stole på mig, eller også kan du lade være. Det er det samme valg, som du altid har haft og det kommer aldrig til at ændre sig. Det eneste, der kan ændre sig, er måden du tænker på det eller måden jeg griber det an. Jeg kan ignorere det, men så bliver jeg sindssyg, jeg kan handle, men så bliver du sindssyg. Du kan blive vred og såret, eller også kan du blive noget andet.” Hun løftede hænderne og kørte fingrene gennem håret, før hun sukkede. ”I øvrigt er der ikke nogen grund til at se ned på de mænd. Du er ikke en snus bedre selv. Hvis jeg ville have dig lige nu, lige her, så ville du indvilge på et splitsekund. Men det er dig jeg vil... Ikke nu, men altid. Det kan du vælge at tro på eller lade være.”
|
|