Sarah Owens
Hogwarts - H
Dalende dansemus
%\1\%
Posts: 140
|
Post by Sarah Owens on Jun 13, 2013 13:50:27 GMT
Sarah knyttede hænderne sammen og undgik hans blik. Hun trykkede læberne lidt sammen, nikkede langsomt og skævede til hundene. Da han forlod græsset, slap hun grebet omkring sig selv og lukkede hørligt en hel mundfuld luft ud, før hun lukkede øjnene. ”Fem minutter,” mumlede hun for sig selv, før hun slog dem op igen. ”Vi kunne klare fem minutter, før jeg fik sagt noget svært.”
Hendes blik faldt på den lille, logrende hvalp foran hende og hun smilede vagt, inden hun sank ned på hug foran den. ”Du er altså dejlig,” forsikrede hun, imens hendes fingre kløede den bag øret, så halen vippede mere hastigt fra side til side. ”Her.” Da hun tog pinden fra den, bjæffede den entusiastisk og den løb da også straks hun havde kastet den fra sig. Hvis bare alting var lige så simpelt, som samspillet med den lille hund, ville hendes liv være meget nemmere. Alt med Aeron var så uendelig besværligt, indviklet i et net af følelser, som hun knapt kunne undgå at træde på eller sidde fast i. Hun elskede ham, men det ville være langt lettere, hvis hun ikke gjorde.
Imens hun betragtede hvalpen, pillede hun fraværende ved den solide, lille sølvring på sin ene finger. Hun gnavede i sin underlæbe igen, rettede sig op og nøjedes denne gang med at bukke sig frem, for at tage imod pinden og kaste den igen. Det var ikke ligefrem fordi hun lagde hele sit hjerte i det.
|
|
Aeron Owens
Hogwarts - H
Tatoverende troubadour
Posts: 138
|
Post by Aeron Owens on Jun 13, 2013 16:44:50 GMT
T a g g e d--S a r a h--O w e n s----W e a r i n g--T h i s Aeron fandt hurtigt Jesters snor og skrev en seddel til sin ældre bror, men blev stående ved bordet i det velkendte køkken lidt længere end nødvendigt mens han samlede sig igen. Han var evigt splittet mellem den dårlige samvittighed og usikkerhed mens han klamrede sig til hendes gentagende konstateringer om stadig at elske ham. Han var som sådan ikke i tvivl om at hun mente det. Overhovedet ikke faktisk, men der lå meget mere i det end det og alting var mere kompliceret og forvirrende end han havde regnet med.
Han sukkede tungt, rettede sig op med snoren i hånden og gik ud i haven igen med et smil på læberne der var næsten helhjertet "Klar?" spurgte han på vej over plænen mens han igen havde Jester vimsende om benene. Han satte sig på hug mens han beholdt blikket på Sarah længe nok til at få et bekræftende nik, klikkede hundesnorens karabinhage fast i ringen i Jesters halsbånd og rettede sig op igen.
Han tøvede et øjeblik, gik så skridtet helt hen til hende, lagde en hånd bag hendes nakke og plantede et kort, men lidenskabeligt kys på hendes mund "For hvad det er værd, så er jeg glad for du er hjemme igen." han smilede mat før han slap hende og bøjede sig for at klappe Shee en enkelt gang "Vi ses, tøs." han trak sin tryllestav frem igen og rakte Sarah snoren, med tilhørende hund "Han er ikke helt vænnet til det endnu, så hold godt fast." sn nu frie arm lagde han omkring hende og med et smæld forsvandt de alle tre fra haven i Witney.
L U K K E T
|
|