|
Post by Caroline Abbey on Feb 3, 2013 22:13:48 GMT
For: Eric Wolfe ~ Dressed like: this
Carrie sad fordybet i stueetagen, der udgjorde lidt over halvdelen af det lille hus, som stort set hele hendes opsparing var blevet pøset ind i. Solen skinnede mat ind af vinduerne og hun brugte lyset til at se siderne på de blade, der lå spredt ud rundt omkring hende. Hver viste de billeder af smukke kvinder, finpudsede og med makeup, der skjulte alle uperfektheder for øjet. Langt størstedelen af kvinderne var i hvidt med håret sat op i kunstfærdige frisurerer af fletninger og knolde. En enkelt havde en tiara glitrende i toppen.
De fleste blade var fra mugglerverdenen, selvom et magasin fra den magiske del også havde sneget sig ind. I det poserede en heks med et stort smil for kameraet, før hun ændrede stilling og gav et nyt perspektiv af kjolen hun bar. Det hvide stof ville dog aldrig nogensinde kunne indeholde den mave Carrie forventede at bære rundt på, når hun nåede sin bryllupsdag, og hun havde for længst opgivet at få andet end inspiration fra de snit og stilarter, som blev vist frem. Hendes aftale med Madams Malkins i den følgende uge skulle nok gå hen og blive produktiv. Det havde hun tænkt sig at sørge for.
Hævende sin kop med kaffe, som hun havde sneget sig til at tage i sin stund alene, tog hun en velbehagelig tår og studerede billedet af en mørkhåret kvinde, der viste sig frem i en kortere hvid kjole end mange af de andre, aldeles komfortabel med at have hendes bare ben synlige i den udendørs scene, der var blevet stillet op til hende. Carrie kneb øjnene lidt sammen.
|
|
Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on Feb 3, 2013 23:22:11 GMT
Go confidently in the direction of your dreamsLive the life you have imaginedTag :: Caroline Abbey ~ Outfit :: Here Eric dukkede med et plop ud af den blå luft i skjul bag hækken omkring det, der i lidt over en uges tid officielt havde været hjem. Selv i februar var hækken tæt nok til at skjule ham for nysgerrige blikke ude fra vejen. Han smilede uvilkårligt for sig selv før han fortsatte om til bagdøren og åbnede døren til baggangen der lå op til køkkenet. Han satte den tunge plastickuffert han havde haft med sig på bordet og skubbede sine støvler af før han skubbede døren til køkkenet op og fortsatte helt ind "Skat?" kaldte han, mest af ren vane og gik videre uden at vente på svar.
Han fandt hende ved spisebordet og smilede bredt mens han kastede et nysgerrigt blik mod de mange blade der lå spredt ud foran hende "Du ser travlt ud." drillede han og stillede sig bag hende, mens han lagde sine kolde hænder mod hendes skuldre uden at tænke på det netop var ret kolde, selv efter den korte tid han reelt havde været udenfor "Finder du noget godt?" spurgte han nysgerrigt og skævede så til kaffekoppen. Han hævede et øjenbryn og så underholdt på hende, uden dog at kommentere på den.
|
|
|
Post by Caroline Abbey on Feb 3, 2013 23:36:27 GMT
For: Eric Wolfe ~ Dressed like: this
Carrie farede en lille smule sammen, da Erics stemme lød ude fra køkkenet. Hun gjorde imidlertidigt intet for at skjule koppen med kaffe fra ham, men så blot op med et halvt skyldbevidst smil, da han dukkede op i døråbningen. ”Meget travl,” bekræftede hun i komplet alvor, før hun gav sig under hans kolde hænder, der lige strejfede den bare hud ved hendes hals.
Hun skuttede sig med hævede skuldre og drejede hovedet, imens hun lagde nakken lidt tilbage, for at se op på ham. ”Måske. Der er mange ting at tage stilling til, men jeg tror et valg om at undgå den totale prinsessekjole er smart. Det bliver også så dyrt og upraktisk, når den kun kan bruges en gang... Desuden er det den første kop kaffe jeg har drukket i næsten en måned og det er en måned med flytterod, så du skal ikke sende mig det der blik.”
Hun trak en anelse på smilebåndet, ganske afslørende, før hun strakte halsen lidt og trykkede sine læber imod hans i let kys
|
|
Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on Feb 4, 2013 16:18:44 GMT
Go confidently in the direction of your dreamsLive the life you have imaginedTag :: Caroline Abbey ~ Outfit :: Here Eric var ikke ligefrem mønsterbilledet på en mand der grublede ret meget over tingene lige nu. Nærmere lignede han disse dage en der var ganske tilfreds med tilværelsen, og lagde ikke skjul på det mens han gik igennem husets køkken og fandt Carrie siddende ved spisebordet. Lykkelig ville faktisk ikke være at skyde ved siden af det glimt der lå i hans blik eller smil der lå på hans læber, som han gik nærmere og lagde hænderne på hendes skuldre. Han slap en lille munter lyd og flyttede hænderne lidt længere væk fra hendes hals da hun gav sig.
Han lænede sig lidt frem over hende for at se nærmere på et af de opslåede blade og nikkede, prøvede at være interesseret, men var ikke helt sikker på hvad der kategoriserede som en 'prinsessekjole' og hvad der ikke gjorde. Han rynkede brynene lidt mens han så mellem to kjoler og lyste så op i et halvsmørret smil "Hvilket blik?" han så uskyldigt på hende og bøjede sig så villigt mere forover, for at plante et kys på hendes mund.
Han smilede stadig da han rettede sig op igen og strøg hænderne op mod hendes hals igen efter at have fået varmen i dem igen "Jeg skulle hilse fra far. Mor var ikke hjemme endnu." uden at tænke over det begyndte han blidt at massere hendes nakke, lige hvor han af erfaring vidste hun ofte fik fastlåsninger "De glæder sig til første billede af barnebarnet." hans blik og smil afslørede utvetydigt, at han selv glædede sig ligeså meget.
|
|
|
Post by Caroline Abbey on Feb 4, 2013 22:04:18 GMT
For: Eric Wolfe ~ Dressed like: this
Carrie fortalte ikke Eric hvilket blik han lige havde sendt hende, men nøjedes med at kysse ham, lige et sekund eller to længere, end hvad der var kutyme for en simpel hilsen. Hun smilede op til ham efterfølgende, så halvbebrejdende på ham i et øjeblik, men bøjede så nakken igen og trak skuldrene lidt op imod sig over hans hænders strøg. ”Mmh,” svarede hun simpelt, før et ”tak” fulgte efter og det trak i hendes mundvige.
Villigt lod hun øjnene falde i, da han gav sig til at trykke ømheden ud af hendes nakke og hun slap et dæmpet suk, uden at smilet forlod hendes læber. ”Det er jo bare et utydeligt omrids,” mumlede hun roligt og dæmpet, tydeligvis aldeles tilfreds med hans tommelfingre, der borede sig ind ved hendes skulderblade. Et enkelt, lidende ”av,” røg alligevel ud af hende og hun fulgte det op med en anstrengt lyd. Ingen af delene var dog direkte opfordringer til at stoppe og hun forventede heller ikke, at han gjorde det. Tværtimod forblev hendes øjne lukkede og hun blev siddende som hun var med ryggen ret og en tvungen resignation overfor det faktum, at det milde ubehag blev opvejet af en kildren ned langs hendes rygrad. Desuden vidste hun, at det ville føles bedre snart.
|
|
Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on Feb 4, 2013 23:28:08 GMT
Go confidently in the direction of your dreamsLive the life you have imaginedTag :: Caroline Abbey ~ Outfit :: Here Eric smilede igen, eller bare lidt mere, siden han mere eller mindre havde et konstant smil hvilende på læberne. Så bøjede han alligevel hovedet igen og plantede et flygtigt kys på hendes hår, før han rettede sig op og fortsatte med at bearbejde hendes nakke. Selvom han egentligt havde været på vej ovenpå for at blive færdig med at sætte hylder op på det der nu var kontoret, var der ingenting der indikerede at han rent faktisk mente han havde travlt.
Han trak på skuldrene uden at stoppe "Måske, men jeg tror ikke det ændrer på fakta." hans fingre stoppede momentært, uden at han trak hænderne til sig og begyndte så igen, knap så hårdt, men mere målrettet end før mod punktet der havde fået hende til at reagere "Et omrids af vores monster-prinsesse." den drillende undertone i hans stemme var til at tage og føle på, efter at han først havde taget det lettere utraditionelle kælenavn til sig.
Han tav og fortsatte behandlingen af hendes nakke lidt endnu før han stoppede, lod armene glide ud at hvile mod hendes skuldre og bøjede sig nok ned til at have hovedet lidt ud for hendes og læne det ind mod hendes "Uanset hvor utydeligt, så glæder jeg mig." mumlede han lavmælt og lod igen blikket glide over bladene foran hende. Hans blik faldt på en omfangsrig, rosa tyl-sag og han slap en lille munter lyd "Er der virkelig nogen der køber sådan en der?" han drejede hovedet og så på hende, ganske sikker på hun ikke var en af de der måske ville.
|
|
|
Post by Caroline Abbey on Feb 5, 2013 0:11:43 GMT
For: Eric Wolfe ~ Dressed like: this
Carrie smilede skævt og rystede svagt på hovedet, før hun igen sad helt stille og lod hans fingre udvirke deres magi på hendes ømme nakkemuskler. Det var ingen nyhed at hun fik myoser af at sidde bøjet hen over sit skrivebord i det generøse antal timer hun skænkede den del af sit arbejde, men hun satte stor pris på hans hjælp med at slippe af med dem igen. Samme tilfredshed lød i en dæmpet, bekræftende brummen, som reaktion på hans konklusion om deres datter, og hun trak vejret dybt ned i lungerne, uden at flytte på sig igen. Tværtimod blev hun siddende stille, lige indtil han stoppede sin massage, for i stedet at bøje sig ned til hende.
Hun drejede hovedet halvt for at se på ham ud af øjenkrogen med et varmt smil over hans ord og følelsen af hans ånde imod sit øre. Den komplette lykkefølelse over at bære på hans barn var ikke rigtig aftaget endnu, men tiltog kun i styrke som han blev stigende mere omsorgsfuld og nærhedssøgende. Man kunne sikkert godt have forklaret selvsamme adfærd rent logisk med brug af begreber som adfærdspsykologi og instinkter, men hun nøjedes med at konkludere at det var rart, samtidig med at hun kastede et blik ned på sin egen topmave, der tydeligt afslørede sit indhold nu.
En munter lyd forlod hende over spørgsmålet og hun kastede et blik på den kjole han måtte referere til, før hun trak på skuldrene og drejede hovedet igen. Hendes øjne mødte hans med et drillende glimt og hun kneb dem en anelse sammen. ”Hvem siger at det ikke var den jeg drømte om, Luftkaptajn? Man ville da svæve fremad i den – i mit tilfælde i en glimrende imitation af et helt fly. Eller sådan en... Ballon.” Hun strakte sig en anelse for at kysse ham på kinden, før hun snuppede et andet blad og viste ham modellen i den korte, hvide, blondeomviklede kjole, der stod lige foran et lystbur og poserede. ”Denne her kan jeg godt lide. Det bliver aldrig lige den, fordi jeg skal have den syet til at passe en mave, men sådan noget i den stil...?” Hun vendte sig halvt med antydningen af et smil og læste hans reaktion, som den nu var. Der befandt sig ikke for hende nogen fortærskede dogmer om, at hendes kjole skulle være en stor hemmelighed for ham, indtil den dag hendes far fulgte hende op til ham og rent symbolsk forærede hende væk til den mand, som hun allerede fuldstændig tilhørte og besad.
|
|
Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on Feb 5, 2013 13:05:43 GMT
Go confidently in the direction of your dreamsLive the life you have imaginedTag :: Caroline Abbey ~ Outfit :: Here Eric skar en næsten lidende grimasse, men kunne ikke lade være at slippe en kort latter og på samme tid nyde den momentære følelse af hendes læber mod sin kind "En Zeppeliner.. en lyserød Zeppeliner. Det ville være kønt." han rystede på hovedet og lagde armene over hinanden over hendes kraveben uden at skænke en tanke, at hun måske ikke vidste hvad omtalte luftfartøj var.
I stedet blev han stående med hovedet lænet ind mod hendes og så på det blad hun trak han over de andre og nikkede let da hun fortsatte "Der er i hvert fald ikke ret meget ballon over den." gav han hende ret og så nærmere på kjolen "Den er pæn. Jeg kan godt lide den." konstaterede han så oprigtigt og smilede mens han spejlede hendes tidligere gestus og kyssede hende på kinden "Men jeg tror jeg fortrækker ovenpå og lader bare lidt blive overladt til fantasien." han gav hende et klem mere og rettede sig op med et skævt smil "Jeg vil godt overraskes bare en smule."
Han overvejede et øjeblik, bøjede sig så igen og pressede et hurtigt kys på hendes læber "Jeg er klar om en time. Vi må hellere være i god tid." han gik ud i baggangen igen, hentede værktøjet han havde haft med fra sine forældre og gik så ovenpå for at blive færdig, hvilket den umiskendelige lyd af en boremaskine kort efter bevidnede han var gået i gang med.
|
|
|
Post by Caroline Abbey on Feb 6, 2013 14:53:13 GMT
Carrie vidste ikke hvad en zeppeliner var, men undlod at spørge denne gang, for ikke at få en unødigt lang forklaring. Hun blev heller ikke hængende i ballon-anologien, men viste ham i stedet den kjole, som hun rent faktisk havde tænkt sig at lade sig inspirere af. Dens blonder var fine og selve stoffet indenunder en anden hvid end deres komplet afblegede farve. Det gav den et lettere antikt udseende, som hun var yderst glad for. Selvom den var splintrende ny og mange kvinder sikkert ville træde op til deres kommende ægtemænd i den, så kunne den være gået for at have halvtreds år bag sig.
Det samme var ikke helt sandt for deres forhold, selvom det efterhånden var så hjemmevandt, at hun ikke gav sig til at diskutere det fjollede i det han sagde. Hun brugte ikke engang tid på at få ham til at indrømme at det ikke havde noget at gøre med at han ville overraskes, selvom hun snildt kunne regne ud, at der nærmere hang sådan sammen, at det meste snak om tøj eller sko var lige så uinteressant for ham, som våbenmærker var for hende. I stedet nøjedes hun med at smile, halvt underholdt, og så sigende på Eric, da han rettede sig op igen. ”Aha,” svarede hun simpelt, før en munter lyd forlod hende imod hans læber i et kys, som hun ikke rigtig nåede at gengælde.
Hvad hun til gengæld nåede, var at nikke bekræftende med et drillende glimt i øjnene efterfølgende. ”Altid,” kommenterede hun, før hun vendte blikket tilbage imod bladene og snart fik baggrundsstøj med sig, til at minde om at han var i gang med at gøre deres hjem mere beboeligt.
|
|
Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on Feb 6, 2013 19:01:31 GMT
Go confidently in the direction of your dreamsLive the life you have imaginedTag :: Caroline Abbey ~ Outfit :: Here Eric forsvandt ovenpå med et drillende smil over det blik fra Carrie der fulgte ham og sendte et flabet luftkys i hendes retning før han forsvandt ud af syne. Der var gået i hvert fald en halv time før lyden af boremaskinen stoppede igen og i adskillige minutter var der ikke en lyd at høre fra husets overetage. Så blev der skramlet med uvisse, men tunge genstande, indtil skridt nærmede sig trappen, uden at fortsætte ned ad den "Carrie?"
Eric blev stående på toppen af trappen med et par arbejdsbriller siddende i panden og en smule puds fra væggen på den ene kind "Har du tid fem minutter?" han ventede på en reaktion og smilede da hun kom til syne nedenfor trappen "Du skal bare komme herop med dit uforlignelige øjemål inden jeg sætter noget fast for alvor." han kløede sig på armen hvor ærmerne på den grå trøje var skubbet op og så afventende ned på hende.
|
|
|
Post by Caroline Abbey on Feb 7, 2013 14:28:13 GMT
Carrie havde udskiftet bryllupskjolerne med arbejdspapirer og kaffekoppen stod tom tilbage på bordet, imens hun læste og skrev noter i margen. Da Erics stemme kaldte på hende oppefra, løftede hun først hovedet med en lille rynke i panden, men lagde derpå sit arbejde fra sig og gled ned i hjemmeskoene. Da hun et par øjeblikke efter stod i gangen og kiggede op på ham, var hendes mine afventende, selvom hun ikke ligefrem var helt utålmodig. Hun lyste da også op i et smil over både hans lidt rodede udseende og forespørgslen, som hun nikkede til. ”Mit uforlignelige øjemål er altid til tjeneste,” konstaterede hun drillende og halvironisk, før hun gik op af trappen, en anelse besværet, men det kun en lille smule.
Vel oppe på afsatsen, fulgte hun efter Eric ind på kontoret. Hun standsede foran stregerne på væggen og kneb øjnene lidt sammen, før hun krydsede armene foran sig selv. Et smil hvilede stadig antydningsvist i hendes mundvige, men hun var mere koncentreret om at forsøge at se det, som han gerne ville have hende til at se, end om at sætte pris på hvor dejligt der blev mellem hylderne og de to skriveborde, der var blevet mast ind af døråbningen med en anelse magisk assistance.
|
|
Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on Feb 7, 2013 21:20:01 GMT
Go confidently in the direction of your dreamsLive the life you have imaginedTag :: Caroline Abbey ~ Outfit :: Here Erics smil blev helt automatisk lidt bredere og hans blik lidt varmere da Carrie kom til syne nedenfor trappen og fik sat yderligere ord på, hvorfor han havde kaldt på hende. Han nåede at se spørgende på hende et øjeblik før hun indvilligede og fortsatte op ad trappen mod ham "Det håbede jeg." han gik et skridt tilbage og vendte sig så for at fortsætte ind på det der ville blive deres nye, fælles kontor.
Rummet var betydeligt større end det de kom fra i Diagonalstræde, men det var på ingen måde noget han så som en dårlig ting. Tværtimod betød det, at der bare var plads til både de bøger og andre relevante ting de allerede havde, og til alt det som næsten uundgåeligt ville komme til. Han fortsatte helt hen til væggen hvor der var både streger fra en blyant på det lyse tapet og huller hvor han havde boret for "Jeg glemte at få et vatterpas med hjemme fra de gamle." han kløede sig i nakken og smilede skævt mens han så tilbage på hende "Og jeg ved ikke hvor mit eget er blevet af. Jeg kan ikke finde det i nogen af kasserne." han bøjede sig og tog en af de allerede færdig-behandlede hylder der skulle hænges op og børstede den af for det borestøv der var havnet på den "Du viste mig en balance-besværgelse engang, men jeg kan for grød ikke huske den." indrømmede han og kom dermed endelig til sagen "Gider du måske? Så kan jeg hurtigt sætte skruerne i." han strøg sig over panden og satte uden at vide det endnu en streg af hvidligt pus mens han så afventende på hende.
|
|
|
Post by Caroline Abbey on Feb 8, 2013 8:07:14 GMT
Carrie fandt Eric og hans stribede ansigt aldeles charmerende og en lille smule komisk, som han stod og forklarede hvad han havde brug for og hvordan det kunne være. Hun hævede et enkelt øjenbryn og undlod at spørge ham om hvorvidt han havde brugt accio, konkluderende at det var lidt for åbenlyst til at han kunne have glemt det. Det var derudover et faktum at en besværgelse, der var for kraftig, kunne risikere at hidkalde andre vaterpas fra hjemmene rundt omkring dem, der alle sammen var ejet af mugglere. Og hvor hun følte sig sikker på at kunne begrænse det, så var det trods alt ikke sikkert at han kunne.
Således spekulerende lidt i øst og vest, nikkede hun til sidst til hans spørgsmål og smilede lidt. ”Selvfølgelig,” medgav hun, før hun trak tryllestaven frem og gik nærmere. Det tog hende ikke mange øjeblikke at få staven til at ligge ret i luften indikerende næsten præcis hvor hylden skulle være, med den lille fejlmargin at staven i sig selv ikke var lige bred alle steder. Hun ventede til Eric havde noteret sig det korrekte og lod dernæst træet dreje sig halvfems grader for at gøre præcis det samme her.
Da først de helt rigtige streger var tegnet, afbrød hun ham kortvarigt for at køre en tommel over pudsstriben i hans pande med et drillende smil og plantede et kys på hans kind. "Yndig krigsmaling, skat," konstaterede hun, mens hun viste ham tomlen.
|
|
Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on Feb 8, 2013 12:10:34 GMT
Eric belønnede uden at tænke over det sin forlovede med endnu et smil da hun trak sin tryllestav frem og greb selv den blyant han havde til at sidde bag det ene øre og satte flere markeringer på væggen. Han skævede over på Carrie med et underfundigt blik mens de samarbejdede og et lille smil krusede sig på hans læber. Det var bare en smule urealistisk, at gøre lige noget så praktisk som at sætte hylder op sammen med hende, noget der i vid udstrækning, faktisk helt og holdent, normalt var hans bord.
Han stak blyanten bag øret igen da han først havde fået sat de nødvendige mærker og havde vendt sig halvt for at finde det første beslag og sætte det op. Han nåede dog aldrig så langt før Carrie rakte op og strøg en finger over hans pande og fulgte op med et kys mod hans kind. Han så et øjeblik uforstående på hende, sænkede så blikket til hendes finder og smilede skævt da hendes mening gik op for ham han "Uhm, ja.." mumlede han, rømmede sig og kunne ikke helt holde op med at smile "Jeg satsede på at skabe ny mode." han bøjede sig og gav hende et hurtigt kys, bare fordi han kunne "Tak."
Han bøjede sig og samlede nu både fire skruer og et beslag op, satte metallet mod væggen og så på hende igen "Er der noget du vil have ændret på, så er det sidste chance nu. Jeg flytter det ikke igen foreløbet når det først er sat op." konstaterede han og stak så skruerne mellem læberne og trak i stedet for en skruetrækker, sin tryllestav op fra bæltet han havde om livet. Med den fik han den første skrue til at svæve til det rigtige sted og med en ganske praktisk besværgelse borede den sig uproblematisk ind i væggen før han fortsatte med den næste.
|
|
|
Post by Caroline Abbey on Feb 9, 2013 18:24:58 GMT
Carrie så drillende på Eric og tog imod hans kys, smilende imod hans læber, før hun satte et hvidt aftryk på hans næse med tomlen. Med det og en en munter lyd, trådte hun væk, inspicerende hans arbejde med øjnene knebet lidt sammen. Hun rystede på hovedet, bed en kommentar om at han var sød som praktisk gris i sig og nøjedes med at tage en dyb indånding. ”Det ser fint ud, skat,” konkluderede hun simpelt, før hun listede ud og nedenunder igen, frem for at blive stående og se ham sætte hylder op. - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Tyve minutter senere var Carrie ved at pakke sine ting reelt sammen. Bunken med bryllupskataloger lå ved siden af alle hendes arbejdspapirer på sofabordet og begge dele fulgte med hende, svævende i luften, da hun rejste sig og svang sin tryllestav. De fløj foran hende op af trappen igen, imens hun langsomt tilbagelagde de treogtyve trin, før hun trådte ind af døren på kontoret igen. Svagt forpustet guidede hun begge stakke ind på deres rette plads på reolerne, før hun smilede til Eric. ”Tid til afgang.” Hun hævede begge øjenbryn en smule i en klar opfordring og så anerkendende på de ophængte reoler, velvidende at hun aldrig havde formået at sætte dem op selv – og i hvert fald ikke lige.
|
|