Har du nogensinde set...

[Eric Wolfe]

_{Go confidently in the direction of your dreams}
^{Live the life you have imagined}

Tag :: Caroline Abbey ~ Outfit :: Here

Eric hørte først Carrie da han opdagede hende ud af øjenkrogen. Han smilede automatisk og kastede et hurtigt blik på uret på sit ene håndled og konstaterede at tiden alligevel var løbet lidt fra ham. Han fik hurtigt den sidste skrue på en af hylderne til at gå på plads hvor han ville det og stak så tryllestaven i en af lommerne på bæltet mens han nikkede "Mhm.. giv mig fem minutter så er jeg klar." han så let undskyldende på hende og så sig omkring, kun for at dømme at oprydningen måtte vente til de kom tilbage.

Han så igen på hende med hovedet lidt på sned og et spørgsmål på tungespidsen før han fortrød, smilede igen og forlod kontoret. Han var tilbage på nogenlunde de lovede fem minutter, i rent tøj og nu uden hvide striber i ansigtet. Tværtimod duftede han tydeligt af sæbe og frisk deodorant da han igen stak hovedet ind på kontoret "Klar." konstaterede han kort og ventede til hun var med før han fortsatte ned ad trappen til stueetagen, greb sine nøgler på en hylde i gangen og tog hendes jakke ned fra knagen "Jeg rydder op når vi kommer hjem igen." fortsatte han, en smule overflødigt og holdt jakken frem mod hende i stedet for bare at række hende den. Først da hun havde den på tog han sin egen på og trak en hue ned over håret "Hvis jeg husker rigtigt ligger der en gyde lige ved siden af vi nok kan transfere til." han så lige dele spørgende og sigende på hende før han tilføjede "For jeg regner ikke med du vil tage bussen." et drillende smil spillede på hans læber mens han plantede et kys på hendes kind og så åbnede døren ud til forhaven.

[Caroline Abbey]

Carrie satte sig ned på den ene kontorstol, da Eric forlod rummet. Hun lukkede øjnene for en stund, trak vejret dybt ned i lungerne og lod den ene hånd hvile mod sin mave og den bule, der efterhånden ikke var til at ignorere. Healerne på Skt. Mungos havde sagt, at det var en velvoksen baby hun bar rundt på og hun måtte give dem ret, velvidende at der stadig var næsten fem måneder endnu til hendes vokseværk i den aflukkede tryghed bag sin mors hud. Her kunne hun udvikle sig til den sande lille monsterprinsesse og i processen gøre livet støt mere besværligt for Carrie, der dog ikke reelt bebrejdede nogen for sin tilstand.

Lige pludselig var tiden gået, imens hun havde siddet i sine egne tanker og næsten glemt, at hun ventede på Eric. Hun løftede hovedet, efter at have set på den nederste hylde på den ene reol, og smilede til ham, da han stak hovedet ind. ”Godt,” konstaterede hun, før hun rejste sig op og fulgte ham ud på gangen og med ned af trappen, igen en smule langsommere end ham og uden at protestere, da han tog hendes kappe frem og lagde den over hendes skuldre. Hun knappede den selv foran med et lille umærkeligt smil og drejede sig om imod ham med let sammenklemte øjne og et bekræftende ”mmh” til både hans lovning på at rydde op og informationen, som han gav efterfølgende.

En munter lyd forlod hende og hun så sigende på ham over den mulighed han luftede. ”Ellers tak,” svarede hun simpelt, før hun gik forbi ham ud i forhaven. Samtidig trak hun sine vanter på, skuttende sig lidt i kulden og med strømpefødderne godt nede i de varme støvler. Hun greb Erics hånd, da han først havde lukket døren og låst den efter sig. Med det fulgtes de til det særlige punkt ved hækken, hvor ingen af deres naboer kunne se ind og hvor man også var skjult fra vejen. Hun tog sin tryllestav frem, selvom hun kunne transferere uden, så på ham og smilede, før hun slog et let slag med den og de begge forsvandt med en enkelt, skærende lyd.

[Eric Wolfe]

Eric lukkede og låste hoveddøren da først Carrie var gået ud forhaven og stoppede nøglen i lommen igen før han tog hendes fremstrakte hånd og fortsatte hen til hækken. Han gengældte hendes smil, gav hendes hånd et klem og tog så en diskret, dyb indånding sekundet før hun slog med tryllestaven og han fik den umiskendelige fornemmelse af, at blive presset gennem en brevsprække.

Sekunder efter dukkede de op i en gyde mellem to bygninger i centrum af Newcastle. Eric havde stadig et fast greb om Carries hånd og virrede med hovedet et øjeblik for at ryste den klemte fornemmelse af sig. Uanset hvor mange gange han var udsat for transferens, vænnede han sig aldrig helt til det. Han rullede med skuldrene og så diskret bekymret på Carrie, uden dog at sige noget og lagde så nakken tilbage og så op på den største af de to bygninger de stod mellem - Royal Victoria Infirmary. Han gav hendes hånd endnu et klem og nikkede med et smil ned mod gaden "Indgang C." han begyndte at gå uden at slippe hendes hånd.

Det tog ikke længe at finde den rigtige indgang og efter et kort blik på de forklarende skilte, drejede han af mod hospitalets fødeafdeling hvor de havde deres aftale. En kort forespørgsel i informationen senere, kunne de sætte sig i de anviste stole i venteområdet. Erics blik gled nysgerrigt rundt uden at han kunne lægge skjul på, at han også var en smule spændt "Vi er alle fire født herinde faktisk." hans blik var vendt tilbage til Carrie og at han hentydede til sig selv og sine fire søskende var klart nok, i hvert fald for hende.

[Caroline Abbey]

Carrie sank ned at sidde på det hårde plastiksæde i venteværelset på det første mugglerhospital hun nogensinde havde befundet sig i. Det mindede i forbløffende grad om Skt. Mungos og hun så sig rundt med mild interesse, som en hvidklædt kvinde passerede hastigt, tydeligvis på vej et sted hen. Selv var hun ikke det mindste i gang med at skulle noget som helst andet end at vente på at en anden hvidklædt skikkelse kaldte dem ind og hun sank lidt mere sammen, før hun rakte hånden ud efter Erics igen. ”Det bliver Evie altså ikke,” slog hun dæmpet fast med et vagt smil, før hun hvilede hovedet imod hans skulder og strammede sit nyfundne greb om hans hånd en smule. ”Det må også have taget lang tid for dine forældre at komme herind helt derude fra.” Hun lukkede øjnene kortvarigt, tog en dyb indånding og lukkede den ud i et suk.

Med det slog hun øjnene op igen, lagde sin frie hånd over maven og rettede hovedet op, for at kaste et blik ned af gangen, uden at se nogen endnu. Der var da også et par minutter endnu til, at det rent teknisk var deres tur, men det tog vel også lidt tid at komme ind og blive installeret i hvad det nu lige var for en underlig maskine, som mugglerne brugte til at se ind i maven på folk. Hun var lidt nervøs og bed sig i underlæben, før hun så tilbage på receptionen med en lille rynke i panden.

[Eric Wolfe]

_{Go confidently in the direction of your dreams}
^{Live the life you have imagined}

Tag :: Caroline Abbey ~ Outfit :: Here

Eric slap en munter lyd over Carries konstatering der tydeligt ikke lagde op til diskussion. Ikke at han havde tænkt sig at gøre det og hans blik spillede let da han vendte hovedet mod hende "Nej, det regnede jeg heller ikke med. Jeg blev bare lige sentimental." han løftede armen tættest på hende og lagde den omkring hendes skuldre da hun lænede sig ind mod ham og lænede selv kinden mod hendes hår med et varmt smil.

Han trak på skuldrene uden at slippe hende eller løfte hovedet "En halv times tid. Det er til at overleve." han gav hendes skulder et klem, stadig smilende uden at kunne se problemet helt "Så hurtigt går det vist ikke. Så var vi i hvert fald nogen sløve padder alle fire." han åbnede munden for at fortsætte og denne gang berolige hende da han blev opmærksom på den lille rynke i hendes pande, men blev afbrudt af en kvindestemme "Abbey og Wolfe?" han rettede sig op, nikkede til den midaldrende kvinde der så spørgende på dem og smilede venligt da hun fik bekræftet sin formodning "Hvis I vil følge med herned, så er jeg klar til jer." Eric nikkede igen med et "Tak." og så derefter på Carrie "Klar?" han plantede et hurtigt kys på hendes kind og rejste sig så. I forløbet slap han hendes hånd et øjeblik, men kun for at fange den igen så snart hun var kommet på benene og de fulgte efter kvinden der var gået foran ned ad gangen.

[Caroline Abbey]

Carrie var nervøs, men fandt en gnist af tryghed tæt på Eric og holdt fast i den, da hun blot svarede ham med en bekræftende brummen og lod øjnene falde i for en kort bemærkning. Som hun løftede hovedet igen og så efter aktivitet, var bekymringen tydelig i hendes ansigt og hun fik ikke sagt noget til hvorvidt en halv time var god tid eller ej. Derimod blev hun afbrudt med halvt åben mund og en knugen i maven, da en kvindestemme sagde deres efternavne og tiltrak sig begges opmærksomhed.

Hun drejede hovedet for at se på heal- lægen – og præsterede et smil, som var overbevisende nok, hvis man ikke kendte hende. Presse-smilet, kaldte de det, og det var ganske fornuftigt til situationer, hvor man var hundeangst, men ikke ville fremstå sådan. Som nu, hvor hun kom på benene og tilkastede Eric et sideblik, før hun nikkede som svar og tog hans hånd igen. For ham ville det være tydeligt at hun aldeles ikke var klar, men hun strammede sig an og fulgte alligevel efter kvinden ned imod det lokale, hvor de åbenbart gemte den mugglermaskine, der kunne se ind i maven på et menneske.

Kriblende og med fingrene fast flettet ind mellem Erics i et insisterende greb, kom hun med ind af døren og blev præsenteret for et leje, en sørens masse maskiner og et forhæng. Hun skævede til det hele, imens kvinden forklarede og nikkede selv bekræftende, som om hun forstod ordene og for alvor troede på, at det hele var normalt. Hvis det lød helt hen i vejret for en muggler, så måtte Eric virkelig sige til og stoppe det. Det var hans ansvar det hele og det havde hun allerede informeret ham om ved tidligere lejligheder.

Da det åbenbart var klart det hele og intet krævedes af hendes beklædning, medmindre hun ville have et par papirbukser på, som tilbuddet lød, blev hun hjulpet op på det hævede leje og måtte slippe Eric midlertidigt for at justere sin stilling og give plads til kvinden og hendes maskiner. Hun kastede et nervøst blik på ham og rakte sin anden hånd ud, for at få fat i ham, før hendes kjole blev hevet op og afslørede hendes topmave.

[Eric Wolfe]

_{Go confidently in the direction of your dreams}
^{Live the life you have imagined}

Tag :: Caroline Abbey ~ Outfit :: Here

Et halvt smil hvilede stadig på Erics læber, selvom han overhovedet ikke var i tvivl om, at Carrie ikke var så rolig og afslappet som hun gerne ville give udtryk for. Det var dog lige præcis rolig og afslappet han selv følte sig, i sikker forvisning om, at der intet var at være nervøs for. Det og så en smule spændt på hvad de ville få at se, og høre, hvilket skinnede tydeligt igennem. Han lukkede uden protester fingrene om Carries og gav hendes hånd et beroligende klem mens de fulgte efter lægen længere ned ad gangen og ind i det dertil indrettede lokale.

Selvom der var flere ting i rummet der var ukendte for også ham, var der ingen der fik ham til at blive nervøs og han nikkede flere gange mens lægen forklarede dem slagets gang, så at sige og slap først Carries hånd da hun blev anvist plads på briksen. Han fik selv anvist en stol lige ved siden af og satte sig mens han rakte den ene hånd frem mod Carrie, sekundet før hun gjorde det samme. Han blottede tænderne et øjeblik i et smil og tog den fremstrakte hånd der fik endnu et klem "Slap af, smukke." det trak diskret i lægens mundvige mens hun iførte sig et par gummihandsker og smilede beroligende ned mod kvinden på briksen "Det værste du kommer til at føle, er noget koldt lige om lidt." hun tog en tube med et klart indhold op og tændte for maskinen på den anden side af briksen og løftede så rutinemæssigt Carries kjole op til omkring brystet "Klar?" spurgte hun med et spørgende blik og fik et nik fra Eric der efterfølgende også så spørgende på Carrie.

Med grønt lys til at fortsætte blev en passende mængde klar gelé klemt ud på det nederste af Carries topmave før hun satte sig og tog scanneren fra sin holder og pressede den let mod maveskindet "Og det er første gang I er her, ikke sandt?" hun så kort på dem begge og rettede derefter blikket mod den lille skærm på maskinen ved siden af sig "Ved du hvor langt du er henne?" fortsatte hun henvendt til Carrie og fortsatte med at bevæge scanneren i små bevægelser mod hendes mave. Eric valgte blot at nikke som svar til første spørgsmål og havde som lægen blikket rettet spændt mod den lille skærm der flimrede i toner af sort, hvidt og gråt.

[Caroline Abbey]

Carrie besvarede halvhjertet det smil Eric sendte hende og lukkede fingrene en smule strammere omkring hans, end hvad der reelt var nødvendigt. Hun så op på den kvindelige læge og rynkede panden, før hun fulgte hendes mindste handling, løftede en smule på sig og snart var den eneste i lokalet, der lå i trusser og topmave. Havde hun vidst at det var det, der skulle foregå, havde hun muligvis sagt ja tak til papirsbukserne, men nu lå hun der immervæk på briksen og følte sig lige dele nervøs og afklædt, i bogstaveligste forstand.

Spørgsmålet var latterligt. Hun var overhovedet ikke klar, men nikkede alligevel tavst, før kvinden maste kold gele ud på hendes mave og fordelte den med de plastikbeklædte fingre. Det hele plantede en tydelig rynke på Carries næse og det var kun hendes gode opdragelse, der holdt hende fra at protestere imod det absurde scenarium. I stedet bed hun det hele i sig, holdt hårdt fast i Eric og lovede sig selv, at han ville høre for det senere. Igen og igen.

Endnu et spørgsmål, lidt mindre tåbeligt denne gang, og hun gjorde som Eric og nikkede, før hun så ned på sin mave og det apparat, der blev kørt hen over det, frem for at se på skærmen som de to andre. ”Attende uge,” informerede hun tamt, selvom hun havde lyst til at være spids og fortælle kvinden at hendes teknologi var underlig og at hun ikke kunne se, hvad de ville få ud af at gnubbe et apparat med salve hen over hendes ømme mave.

Da et tydeligt begejstret udbrud forlod Eric, så hun først undrende op på ham. Så fulgte hun dog hans blik til skærmen, lettere modvilligt, og gik i stå. Hendes øjne blev store, da omridset af et lille menneske tegnede sig på den mørke overflade og hendes blik flakkede en enkelt gang fra sin mave til skærmen, før tårerne ufrivilligt vælede op i øjnene på hende, uden at hun helt opdagede det.

[Eric Wolfe]

_{Go confidently in the direction of your dreams}
^{Live the life you have imagined}

Tag :: Caroline Abbey ~ Outfit :: Here

Eric opdagede for en gangs skyld ikke nøjagtigt hvor utilfreds Carrie var med situationen. Han var alt for spændt og holdt bare et fast greb om hendes hånd mens lægen satte scanneren mod det spændte maveskind og havde blikket intenst rettet på den lille skærm. Modsat Carrie vidste han også hvad han skulle forvente, selvom han aldrig havde siddet i samme situation før og da lægen flyttede apparatet lidt og flimmeret på skærmen pludselig tog form "Der!" udbrød han uden at tænke over det og revnede i et smil der næsten nåede fra øre til øre. Lægen så diskret på ham og kunne ikke tilbageholde et smil mens hun nikkede og holdt scanneren i ro "Han er ikke til at snyde." kommenterede hun spøgende og tav igen for at lade dem se det lille vidunder.

Eric løsrev blikket fra det fascinerende syn på skærmen et øjeblik for at se på Carrie og kom så om muligt til at smile endnu bredere. Han lænede sig lidt frem og kyssede hende på panden mens han gav hendes hånd et klem "Evie." konstaterede han overflødigt og lagde den frie arm over hendes hovede på briksen for at stryge hende over håret en enkelt gang uden på nogen måde at kunne holde op med at smile og uden at se det let undrende blik lægen sendte ham. Han så på skærmen igen og slap en lidt overvældet lyd. Lægen smilede varmt til dem begge og pegede så mod et bestemt sted på det grynede billede "Der bliver suttet på tommelfinger." hun flyttede scanneren nedefter "Og hvis I lige giver mig et øjeblik skal jeg se om jeg kan bekræfte at det er en Evie. I lyder så sikre." hun smilede stadig og var tydeligvis glad for sit job i sådanne situationer. Eric sendte Carrie et konspiratorisk blik, men kunne af gode grunde ikke fortælle lægen, at de allerede havde været sikker på barnets køn i flere måneder.

[Caroline Abbey]

Carrie så fuldstændig mundlam på skærmen, hvor et lille hjerte bankede svagt og hvor en utydelig, grynet skikkelse bevægede sig en anelse. Tårerne vældede op i øjnene på hende uden hendes eget vidende og da først hun blev opmærksom på at de var der, var det for sent.
Den første dråbe gled ned over hendes kind til lyden af Eric, der sagde navnet på det lille væsen, der kunne ses i sort og hvid. Hun klemte hårdt fast om hans hånd og drejede hovedet imod ham med store øjne, før det trak i hendes mundvige. Hendes blik på ham var overvældet, men hun smilede, før hun atter vendte sig imod skærmen, mere fascineret end hun nogensinde synes hun havde været af noget.

Det var rent faktisk hendes datter, der lå der, synlig i et fladt format og tydelig nok til at lægen kunne konstatere, at hun suttede på tommelfinger. Carrie nikkede tavst og bed sig i underlæben, før hun rynkede panden og så helt og aldeles fortabt på billedet af det lille tommelfingersuttende væsen, der lå trygt og sikkert i hendes egen mave.
Hun mimede et Evie, men så så på lægen og nikkede igen, før hun drejede hovedet imod Eric og så smilende på ham, skævende til sin egen mave, før skærmen atter fik hendes fulde opmærksomhed. Ord var ikke rigtig nok til at beskrive hvordan hun havde det.

[Eric Wolfe]

_{Go confidently in the direction of your dreams}
^{Live the life you have imagined}

Tag :: Caroline Abbey ~ Outfit :: Here

Eric var ikke helt sikker på, om det der overvældede ham mest var det grynede billede af hans første barn, deres datter, på skærmen, eller om det var Carries reaktion. Det var i hvert fald sikkert at hendes utilfredshed lod til at være forsvundet som dug for solen da hun først havde set nøjagtigt hvad det var muggler-teknologien kunne vise hende.

Hendes våde øjne der svømmede over fik beskytterinstinktet i ham til at vokse eksponentielt og han klemte hårdere om hendes hånd uden helt at tænke over det. Han så momentært på skærmen igen mens lægen talte og lod så igen blikket falde til Carries ansigt med et udtryk der bedst kunne beskrives som svulmende af stolthed. Han havde selv en klump i halsen og sank den stædigt mens han løftede hånden over hendes hovede og tørrede hendes kind for saltvand. Så lænede han sig frem og plantede et flygtigt, men ømt kys på hendes læber før han som hende vendte blikket mod skærmen igen.

Billedet skiftede som lægen flyttede scanneren og det lille væsen bevægede sig mens ydervæggene til hendes sikre boble blev trykket en smule ind. Lægen stoppede og så i flere sekunder nøje på skærmen, frød så billedet og fik en lille pil til at bevæge sig hen over skærmen hvor hun satte en hvid cirkel på det grynede billede "Det ser ud til jeres fornemmelse var rigtig." hun drejede hovedet og så smilende på dem begge to "Det er en lille pige." hun tog scanneren op igen og billedet blev løsnet fra sin frosne tilstand og vendte tilbage til udgangspunktet "Og alt ser ud til at være i skønneste orden. Hun ser sund og rask ud." hun så på Carrie med et spørgende blik "Hvordan har du haft det indtil nu? Nogen symptomer der ikke er normale?" fortsatte hun sagligt og skævede diskret til Eric, der hastigt havde tørret sig i den ene øjenkrog og nu rømmede sig med et skævt smil.

Hun flyttede scanneren igen og pegede mod et mørkegråt punkt der tydeligt bevægede sig i en hurtig rytme "Hendes hjerte. Vent lige et øjeblik." hun holdt scanneren hvor den var og trykkede på et par knapper på apparatet "Vi burde kunne fange det." sekundet efter fyldtes rummet af den regelmæssige lyd af et hurtigt hjerteslag og hun smilede tilfreds "Der var hun og det lyder lige som det skal." hun tav og sagde ikke mere. Eric slap endnu en overvældet lyd, nu også med forræderisk blanke øjne og så glædesstrålende fra lægen til Carrie hvor hans smil kun blev bredere. Han åbnede munden for at sige noget, anede ikke hvad og endte med at lukke den igen mens han bare så fra sin datter på skærmen til sin forlovede på briksen.

[Caroline Abbey]

Carrie vidste slet ikke hvad hun skulle sige, føle eller gøre, andet end blot at se fascineret på det, der forestillede hendes lille pige, sund og rask, som lægen sagde et par øjeblikke senere. Hun snøftede ind en enkelt gang, da Eric tørrede hendes kind, lukkede øjnene flygtigt under hans lette kys og modstod en instinktiv trang til at lægge sin hånd over maven, for at kærtegne det, der var det midlertidige hjem for bitte lille Evangeline.

I stedet nøjedes hun med at lade blikket vandre over enhver lille detalje i det grå billede, før hun modvilligt løsrev sig for at se på kvinden, da hun blev stillet et spørgsmål, som hun nemt kunne ryste på hovedet til. ”Nej, jeg har alle de gener, der står omtalt i ”Day by Day Pregnancy Book,” ”What to Expect When You're Expecting” og ”The Big Pregnancy Book.” Jeg læste mig til at de forskellige behov for meget speciel mad er mere psykologisk orienterede end de er fysiske, men at der også er studier i hormonelle påvirkninger, der blandt andet skulle kunne give en særlig trang til syltet mad. Der var også et indlæg om, at kroppen i virkeligheden bare giver en trang, til det der er behov for, men at det er vigtigt ikke at overspise. Jeg spiser mere end jeg plejer, men jeg ved ikke præcis hvor meget, der er for meget...” … Hun tog en dyb indånding, selvom hun lige havde talt sig varm, rynkede panden lidt og missede fuldstændig, at Eric måtte tørre lidt saltvand væk fra sin øjenkrog. Han græd aldrig – det var ligesom hendes gebet.

Vældig fokuseret på alle sine overvejelser, der var langt flere end de hurtigt opridsede, tog det et øjeblik før hun fik fokuseret på skærmen igen og lægen foretog endnu et kunstgreb...

[Eric Wolfe]

_{Go confidently in the direction of your dreams}
^{Live the life you have imagined}

Tag :: Caroline Abbey ~ Outfit :: Here

Eric havde for en gangs skyld ikke forfærdeligt meget at sige. Modsat havde han svært ved at løsrive blikket fra skærmen der lige nu stadig var prydet af et lettere sløret billede af hans første barn, hans og Carries datter. Selvom han havde haft adskillige måneder til at vænne sig til tanken allerede, var det endnu engang en lettere surrealistisk og overvældende erkendelse.

Han forholdt sig tavs mens den kvindelige læge stillede Carrie spørgsmål og ligeså tavs mens Carrie svarede med en opremsning der var grundig og typisk hende, at han kun kunne smile varm, mens han halvt fraværende strøg fingrene gennem hendes hår. Lægen smilede også stadig, men tog tydeligvis hele opremsningen alvorligt og med afslappet ro, nikkede let og holdt opmærksomt øje med både skærmen og kvinden på briksen "Der er ingen grund til direkte at diktere regler for hvad du må spise eller drikke. Min personlige mening er, at så længe du ikke overgør bestemte ting, så lyt til din krop. Og selvfølgelig såvidt muligt undgå alkohol, koffein, røg og for meget fed mad, men det er jeg sikker på du allerede ved." hun gjorde en lille pause for at trykke på et par knapper på apparater uden at fjerne scanneren fra Carries maveskind "Og du ved også at det er en god idé at tage D-vitaminer og jern-tilskud hele graviditeten, ikke?" hun så spørgende på den anden igen og tilføjede "Og hvis du ikke normalt drikker mælk eller normalt spiser mælkeprodukter, så ville et tilskud af kalk også være en glimrende idé."

Eric havde noteret sig det hele uden at sige noget og havde igen blikket på skærmen da lægen tændte for en skjult højtaler og det lille menneskes hjerteslag lod sig høre. Et sekund eller to holdt han vejret mens han så ned på Carrie igen med forræderisk blanke øjne og et smil der umuligt kunne blive bredere uden at gøre permanent skade. Lægen ventede nogle lange øjeblikke før hun skruede ned for lyden uden at slukke helt og vendte blikket mod ham "Jeg mener min søn gik i klasse med en Wolfe." halvt funderede hun og så overvejende på ham "Terry. Er det en relation eller er I slet ikke her fra byen?" Eric smilede skævt og nikkede "Min yngre bror hedder Terry og vi er begge opvokset her." han så ned på Carrie med et varmt smil mens han fortsatte "Delvist i hvert fald. Vi er lige flyttet tilbage hertil."

[Caroline Abbey]

Carrie undlod at skære en grimasse over den koffein, som hun godt vidste hun skulle holde sig fra, men som bare var så fast en del af hendes vaner, at det stadig var irriterende, selvom hun ikke længere følte sig afhængig af det. Hun nikkede blot til alle informationerne, skævede imod Eric og bed aldeles diskret en kommentar om, at hun selvfølgelig havde orienteret sig, i sig. Det gav sig selv efter hendes mening, men det var jo meget muligt at lægens andre patienter ikke var helt så grundige eller optagede af deres barn som hun var.

Alt sammen blev det ligegyldigt, da lyden af et lille, fast hjerteslag fyldte rummet. Hendes øjenbryn røg op igen og hun så over på skærmen, før hendes blik vendte tilbage til hendes forlovede. Denne gang lagde hun mærke til hans blanke øjne og det, sammen med det faktum, at de for første gang kunne høre noget fra Evie, fik hende til at smile lykkeligt op til ham. Hans hånd i hendes fik et klem og hun mærkede en sugen i maven, der intet havde at gøre med den irriterende gel, der var spredt over selvsamme, men alt at gøre med forventningerne og spændingen. Det var deres barn, trods alt, det lille væsen på skærmen, hvis hjerte slog så taktfast.

Da lægen skruede ned for skærmen, lukkede Carrie øjnene i et kort øjeblik, før hun så over på hende med antydningen af et smil. Hun afbrød ikke samtalen, men lod det blot trække yderligere op i sine mundvige, da Eric fortalte, at de lige var flyttet. De var billedet på de lykkelige, kommende forældre i dag, noget hun godt kunne bruge for tiden. Det hele var noget af et glansbillede, men det gjorde ikke noget. De var lykkelige.

C L O S E D