Troll the ancient Yule tide carol [R]

[Caroline Abbey]

Follow me in merry measure
While I tell of Yule tide treasure

Tag: Eric Wolfe ~ Outfit: Here

Carrie sukkede hørligt og så nervøst fra opskriften, i den opslåede bog, til gryden med fiskesuppe. Hun ønskede at kunne overbevise sig selv om, at det så helt rigtigt ud og duftede præcis som det skulle, men hendes kulinariske evner var bare ikke gode nok til at kunne afgøre, om der skete noget eksplosivt og forkert om to minutter, eller om det hele faktisk var på skinner. Fem minutter efter var den dog stadig kun i gang med at boble forsigtigt og hendes mave knurrede over duften af mad, imens hun satte færdig-bagt brød ind i ovnen og slog uret omkring sin hals til at pippe snart igen. Hun dækkede bordet, satte alkoholfri cider frem og skruede sin gamle nissehue på plads over det løse hår, før hun tjekkede tiden igen. Lige om lidt.

Fra bunden af en skuffe og under et stykke dækkende stof, der beskyttede tallerknerne, fandt hun en enkelt, tynd lille gave frem, pakket ind i simpelt rødt papir, men uden andet end et gavemærke med hendes egen håndskrift. ”Åbnes ikke før tid.” Hvis nogen skulle være i tvivl. Nu var det dog lige præcis den tid, hvor Eric gerne måtte åbne gaven, og hun lagde den fra sig på køkkendisken, imens hun pillede brød ud af ovnen, brækkede det over og lagde det i brødkurven. Det blev dækket over, for at holde sig varmt, og hun stak tilbage for at se til at suppen rent faktisk var færdig, som den burde være ifølge opskriften.

[Eric Wolfe]

_{Go confidently in the direction of your dreams}
^{Live the life you have imagined}

Tag :: Caroline Abbey ~ Outfit :: Here

Eric havde ikke helt så travlt med at gå det korte stykke op gennem Diagonalstræde som han ellers gjorde. Lige i dag tog han sig god tid og lagde mærke til de julepyntede butiksvinduer og endnu mere mylderet af spraglede hekse og troldmænd. I det store hele var han dog den der skilte sig mest ud, selvom det ikke var noget han lod sig mærke med længere. Lige det var noget han var blevet vant til over tiden. Han stoppede et øjeblik udenfor døren til sin egen opgang, lagde nakken lidt tilbage og så op mod den mørke vinterhimmel med et lille smil før han fortsatte indenfor og hurtigt tog trappen to etager op.

"Hej skat!" kaldte han højt og tydeligvis i godt humør så snart han skubbede døren til entréen op og gik ind i lejligheden "Gæt hvem der har juleferie?" fortsatte han retorisk, mens han fortsatte forbi knagerne og skoreolen, lige hen til døren ind til stuen hvor han stak hovedet indenfor og fandt hende med blikket "Kig lige udenfor." opfordrede han med et bredt, drenget smil og blev stående hvor han stod, med både sko og overtøj på endnu "Det sner!" han smilede lidt bredere og blottede i sin begejstring sine fortænder i samme ombæring. Så tog han en dyb indånding og skævede mod komfuret mens han tog sine handsker af "Det dufter skønt. Hvad har du fundet på?"

[Caroline Abbey]

Follow me in merry measure
While I tell of Yule tide treasure

Tag: Eric Wolfe ~ Outfit: Here

Caroline satte grydelåget på igen, efter at have forsikret sig selv om at alt var som det skulle være. Hun drejede hovedet, da Erics stemme lød i gangen, følgende døren, der blev åbnet. ”Hej,” kaldte hun selv med smil i stemmen. Det var dejligt med en succes og den, der stod på komfuret, var tilsyneladende præcis en sådan.

Som hendes forlovede stak hovedet ind af døren, vendte hun blikket imod ham. Hun hævede brynene lidt, inden hun drejede hovedet imod vinduerne og så ud. Det trak i hendes mundvige, men mere over hans reaktion på vejret end på det faktum, at det sneede. Hun slap en enkelt munter lyd og vendte sig rundt, for at tage fat i grydens to hanke og bære den over til bordet, imens hun betragtede ham ud af øjenkrogen. ”Suppe,” svarede hun i et vandt drilleri, der næsten skulle være svaret på det spørgsmål hver gang efterhånden. Hun satte gryden fra sig på varmepladen og snuppede brødkurven fra disken, for at placere den ved siden af, hvor der nu lige var plads for julelys, dybe tallerkner og vandflaske. Med sin tryllestav tændte hun lyset i midten, inden hun placerede den røde pakke over hans dybe tallerken og smuttede ud til ham i gangen, for at byde ham ordentligt velkommen hjem. Hendes mave gjorde sig en anelse knuder af spænding over hvad hans reaktion ville være, men hendes smil til ham var roligt, da hun lænede sig imod dørkarmen. ”Hej skat...”

[Eric Wolfe]

_{Go confidently in the direction of your dreams}
^{Live the life you have imagined}

Tag :: Caroline Abbey ~ Outfit :: Here

Eric blev stående i døråbningen mens Carrie sikkert balancerede den fyldte gryde over til spisebordet. Et muntert fnys forlod ham og hans blik spillede indforstået mod hende "Tirsdags-traditioner skal holdes i hævd." han stak handskerne i lommerne på den mørkeblå frakke og gik et skridt til siden for at lægge sin hat op på hylden over knagerækken, stadig med et halvt øje ind i stuen hvor han så ud af vinduet på den langsomt dalende sne "Perfekt timing." han smilede drenget igen og knappede hurtigt frakken op før den endte på sin knage netop som Carrie viste sig i døråbningen.

Han gengældte varmt hendes smil og skubbede sine sko af før han lukkede den korte afstand hen til hende, rakte op og lagde en hånd let bag hendes nakke og bøjede sig for at give hende et ømt kys før han svarede "Hej.." gentog han lavmælt sig selv og hende, bøjede sig så yderligere, og plantede et flygtigt kys mod det øverste af hendes mave "Og hej monster-prinsesse." han rettede sig op igen og kastede et blik ind mod spisebordet mens han begyndte at åbne de øverste knapper i sin blå uniformsjakke "Hvilken suppe denne gang?" han så spørgende på hende mens han fortsatte med knapperne og krængede den ud over skuldrene mens han fortsatte ind i stuen og hen mod spisebordet. Han stoppede da han fik øje på den røde pakke på den ene tallerken og vendte sig mod hende med endnu et spørgende blik "Den ser lidt for stiv ud til at være en serviet?" han hang jakken over stoleryggen, uden at tage blikket fra hende igen.

[Caroline Abbey]

Follow me in merry measure
While I tell of Yule tide treasure

Tag: Eric Wolfe ~ Outfit: Here

Caroline smilede skævt, imens hun ordnede det sidste, men kunne alligevel ikke sige sig fri for at være en lille bitte smule nervøs for hans reaktion, når først han fik åbnet sin tidlige julegave. Alligevel udstrålede hun afslappethed og overskud, som hun hvilede sig imod døråbningen og betragtede ham.

Hun rettede sig op, som han trådte nærmere, helligede sig det kys han plantede på hendes læber og lod endnu en munter lyd undslippe sig over hans hilsen til hendes mave. ”Jeg skulle hilse,” kommenterede hun drillende i spøg, før hun så sig over skulderen for en kort bemærkning. Endnu smilede hun roligt og sukkede fortrøstningsfuldt. ”Fiskesuppe. Fransk landbo-fiskesuppe, ifølge bogen.” Hun trak på skuldrene og drejede sig rundt, for at lede an ind imod spisebordet, hvor hun dumpede ned på sin egen plads med et spændt blik på Eric.

Reaktionen lod ikke vente på sig og hun knyttede hænderne antydningsvist, imens hun så på ham med stjerner i øjnene. ”Åben den,” bød hun, imens hun rejste sig halvt op, kun for at sætte sig mere behageligt. Det kriblede lidt i hende og hun smilede hemmelighedsfuldt. ”Julemanden kom tidligt i år...”

[Eric Wolfe]

_{Go confidently in the direction of your dreams}
^{Live the life you have imagined}

Tag :: Caroline Abbey ~ Outfit :: Here

Eric var, som næsten altid, mere end fristet til at kræve Carries læber igen så snart han havde sluppet dem, men lod være for i stedet at kysse hendes mave flygtigt og slippe endnu et halvt grin over hendes svar "Hils igen når du snakker med hende igen." han sendte hende et skælmsk, men varmt blik og frigjorde sig så resten af sit overtøj, før han fulgte efter hende ind i stuen og hen til spisebordet.

Han lænede sig lidt frem for at se ned i gryden og tog en dyb indånding med alle tegn på velbehag og appetit, mens hans mave mindede ham om, at han ikke havde spist siden frokost "Jeg holder fast ved min første udtalelse." han så på hende med et lille smil, før han vendte opmærksomheden tilbage mod den lille røde pakke på sin tallerken "Gjorde han nu det?" han så på hende igen med let rynkede bryn og et tydeligt nysgerrigt blik, trak så stolen overfor hende ud og satte sig mens han løsnede sit slips bare lidt.

Han tog pakken op og så indgående på den. Vendte den flere gange og trak tydeligvis tiden med vilje, før han læste gavemærket der sad fastgjort og derefter så på hende igen "Og fire dage før jul kategoriserer ikke som "Ikke før tid"" spurgte han drillende og lukkede så pakken op uden at kunne skjule at han var mere end nysgerrig. Han rynkede brynene endnu mere og fik en rynke i panden da han trak et sæt papirer frem og så undrende på hende "Hvad har du fundet på der ikke kunne vente fire dage?" drillede han videre, foldede så papirerne ud og så ned på det officielt udseende layout. Der gik cirka to sekunder før han spærrede øjnene vidt op, løftede hovedet og så målløst på hende. Han åbnede munden for at sige noget, lukkede den igen og gentog succesen for så at se ned på papiret i sin hånd igen "Hvad..?" kvækkede han uforstående og så op endnu en gang for at møde hendes blik hen over bordet "Hvordan? Det er jo.." han tav igen, ude af stand til at færdiggøre en sætning og endte med at sidde med et vantro blik hvilende på hende uden helt at kunne synke at han tydeligvis sad med skødet på et hus i hænderne.

[Caroline Abbey]

Follow me in merry measure
While I tell of Yule tide treasure

Tag: Eric Wolfe ~ Outfit: Here

Caroline kommenterede ikke så sørens meget på Erics spørgsmål og halve drillerier, før han gav sig til at åbne pakken i A4-størrelse. Hun var spændt og så intenst på ham, imens han fiskede en mindre bunke papirer frem, hvoraf flere af dem var klipset sammen i forskellig orden. Det var aldrig lykkedes hende at hitte ud af mugglernes fremgangsmåde, hvis ikke hun havde haft lidt hjælp, men nu lå de der altså, i Erics hænder, og hans måbende udtryk levede fuldt ud op til det hun havde forestillet sig. Det sitrede i hendes mundvige, som han først spærrede øjnene op, stirrede på hende og sænkede blikket igen, kun for at fokusere på hende endnu engang. Hun bed dog med nød og næppe smilet i sig og rømmede sig diskret, for at sløre at der nær var sluppet en underholdt lyd ud over hendes læber.

Den vantro mine var nøjagtig det hun havde regnet med og hun begyndte at forstå hvorfor han var så glad for at overraske hende – selvom hun stadig ikke kunne fordrage det. Glæden ved at se ham slået ud af kurs i den grad, med forventningen om at han lige om lidt ville blive edderspændt lykkelig, var nok til at få hendes puls til at ræse. Lettere høj på, at det var lukkedes hende at tage ham på sengen, kom hun alligevel til at smile, imens hun så på ham. Hendes øjne spillede alligevel også afslørende, selvom hun forsøgte at se uskyldig ud. ”Skødet til et hus. Vores hus,” indskød hun, imens det trak yderligere i hendes mundvige. ”Jeg har betalt indskuddet og de nuværende ejere flytter den 31. december. Vi kan dog godt nå at trække os fra handlen, med et lille tab, hvis du mener at du alligevel hellere vil blive boende.” Med et spørgende udtryk, der ikke var særlig overbevisende, betragtede hun ham afventende. Hendes øjne lyste af det åbenlyse drilleri, der lå i kommentaren og hun forventede intet andet end jubel over at kunne forlade den lejlighed han havde gjort det klart at han var dybt, dybt træt af.

[Eric Wolfe]

_{Go confidently in the direction of your dreams}
^{Live the life you have imagined}

Tag :: Caroline Abbey ~ Outfit :: Here

Eric så stadig komplet himmelfalden og lettere vantro fra Carrie til papirerne han nu holdt i hånden. Han slap et overvældet udbrud over de tillægsinformationer hun gav ham og et smil begyndte forræderisk at trække i hans mundvige "Vores...hus..." gentog han hende, stadig uden helt at have fordøjet overraskelsen. Han sænkede blikket til papirerne igen og skimmede over de tekniske og juridiske oplysninger på første side. Bladrede så videre til den næste og fik en svag rynke i panden før han så op igen "Men hvordan har du..?" begyndte han og havde glemt alt om fransk landbosuppe og slips der strammede.

Han bed sig selv af og lagde så skødet fra sig ovenpå sin stadig tomme tallerken, rejste sig og lænede sin lange krop ind over både tallerkener, suppegryde og bord. Hans slips var faretruende tæt på at havde i samme gryde, men han lagde ikke mærke til det mens han lagde begge hænder mod Carries kinder og med et glædesstrålende, stadig overvældet, smil, gav hende et forsvarligt kys.

Han blev stående lænet frem over bordet med hænderne på hendes kinder og samme overvældede, men ubetinget glade, udtryk på ansigtet, da han brød kontakten med hendes læber. Hans blik flakkede intenst over hendes ansigt og han følte sig fyldt af en lettere ubeskrivelig lykkefølelse, der boblede insisterende i kroppen på ham "Du.." begyndte han lavmælt og plantede endnu et hurtigt kys på hendes mund før han fortsatte "..er den mest luskede, snedige, snigløbende, udspekulerede.." hans smil voksede i takt med hvert ord og efter et kys mere, fortsatte han igen "..fantastiske, vidunderlige, dejlige, uimodståelige kvinde jeg kender." han kyssede hende endnu engang, kunne slet ikke lade være og strøg begge tommelfingre over hendes kind.

[Caroline Abbey]

Follow me in merry measure
While I tell of Yule tide treasure

Tag: Eric Wolfe ~ Outfit: Here

Carrie bed ned i sin underlæbe og så intenst på Eric, smilende, som han gjorde det samme. Hun flyttede lidt uroligt på sig og skulle til at svare på det halve spørgsmål, da han rejste sig op og bøjede sig ind over hele det dækkede bord. En mindre protest var på vej over hendes læber og hun trak sig da også instinktivt væk, før hun havde slukket det lille lys, der stod midt på bordet og nær havde sat ild til hans slips og afsluttet euforien brat. I stedet for at lade ham fortsætte, rejste hun sig selv op igen og stod øjeblikket efter foran ham, hvor det ikke var nogen kunst at løfte sig på tæerne og kysse ham insisterende.

Hun sank lidt ned igen, da hans læber fjernede sig fra hendes og så op i hans grå øjne med et varmt smil. Hans mange adjektiver fik en munter lyd fra hende og hendes øjne strålede en kende, imens hun stod der. ”Så du synes ikke vi skal fortryde?” Det drillende var tilbage igen i hendes ansigtsudtryk og hun strøg et par fingre over hans side, hvor hendes ene hånd havde lagt sig. ”For det kan vi nemlig stadig godt i teorien.” Hun hævede begge øjenbryn en anelse og samlede skødet op med sin frie hånd, kun for at holde det op hvor de begge to kunne se det. Adressen var synlig øverst og hun genkaldte sig hvordan selve huset så ud den ene gang hun havde været ude at se på det. Hun var klar over at Eric aldrig havde været der, men det var en risiko hun havde været villig til at løbe, håbende at han alligevel ikke ville være svær at sælge på idéen.

[Eric Wolfe]

_{Go confidently in the direction of your dreams}
^{Live the life you have imagined}

Tag :: Caroline Abbey ~ Outfit :: Here

Eric opdagede ikke hvor tæt hans slips var på at lide en brændende død før Carrie slukkede lyset og efterfølgende rejste sig for at tage de få skridt rundt om bordet. Han tog selv et skridt til siden for at komme fri fra stolen og lagde begge arme omkring hende da hun strakte sig på tæer og gengælte hans kys. Han knugede hende hårdt ind til sig og modstod fristelsen til at løfte hende op fra gulvet og dreje mindst ti gange rundt om sig selv. Hans overvældede smil sad dog solidt fast på hans læber, også mens de var mod hendes og stadig da hun igen sank ned på flade fødder.

Han gav ikke slip på hende, men slækkede grebet lidt så hun fik plads til at bevæge sig. Hans grå øjne strålede ligeså meget som hendes, uden at han var helt bevidst om det og lo så overstadigt da hun talte igen. Han rystede på hovedet gentagende gange "Nej.. nej og nej igen!" grinede han videre og bøjede hovedet for flygtigt at presse læberne mod hendes igen "Men hvordan har du gjort alt det her? Hvem har du allieret dig med?" hans blik flakkede spørgende mellem hendes øjne og for hvert spørgsmål han stillede, dukkede ti nye op. Tilstandsrapporter, muggler-mæglere, muggler-banker, puljen voksede og voksede og han anede ikke hvor han skulle begynde eller ende. Han havde dog adskillige formodninger om medsammensvorne. Det eneste han var sikker på var, at han ikke kunne huske nogensinde at være blevet så glædeligt overrasket som han var lige i øjeblikket.

[Caroline Abbey]

Follow me in merry measure
While I tell of Yule tide treasure

Tag: Eric Wolfe ~ Outfit: Here

Carries smil voksede over Erics benægtelse og hun følte sig høj på hans åbenlyse og pludselige lykke. Det havde været den beslutningen blev truffet på baggrund af og det var godt at se, at det var det rigtige. Hun vidste at hun ofrede noget, der betød en vældig masse for hende, men hun vidste også at han ville ofre meget for hende. Alting var en byttehandel på en eller anden måde og det første Eric gav hende for hendes offer, lige nu, var den usorterede, ufiltrerede lykkefølelse, der også smittede.

Hun så hemmelighedsfuldt på ham og snoede sig ud af hans greb, efter at have kysset ham hurtigt igen. ”Spis, luftkaptajn,” bød hun med et smil, der blødte op for den kommanderende undertone. Samtidig gik hun tilbage til sin plads, satte sig ned og lagde papirstakken fra sig på en ledig plet på bordet. ”Jeg har fået hjælp fra flere.” Hun rakte ham suppeøsen og hævede begge øjenbryn en smule, før hun gav sig til at bryde brødet op og tog et stykke selv. ”Men jeg gjorde altså også en masse selv.” En munter lyd forlod hende og hun betragtede ham over gryden med suppe, der stod og dampede.

[Eric Wolfe]

_{Go confidently in the direction of your dreams}
^{Live the life you have imagined}

Tag :: Caroline Abbey ~ Outfit :: Here

Eric opgav forholdsvis hurtigt at holde fast i nogen af de tusind tanker og spørgsmål der svirrede rundt i hovedet på ham. Det var umuligt siden de alle krævede samme mål af opmærksomhed og han ligeså umuligt kunne holde fast på tyve og på samme tid også havde koncentration til at kramme og kysse på sin forlovede.

HAn protesterede lavmælt, men uden kraft, da hun trak sig væk fra hans arme og endte stående stadig lettere himmelfalden og bare se på hende. Først da hun gav ham en ret direkte ordre grinede han tenderende fjoget, nikkede og lod sig igen dumpe ned på sin stol. Så snart hans bagparti ramte sædet, havde han lyst til at rejse sig igen, svinge hende de der ti omgange eller bare hoppe overstadigt på stedet. Han gjorde dog ingen af delene, men nøjedes med at se intenst på hende hen over bordet, uden helt at kunne finde ord der dækkede hvad han gerne ville sige.

Han hævede et øjenbryn mens han tog imod øseskeen og stadig mere havde lyst til at kaste sig over en nærlæsning af de papirer der lå fristende tæt på. Igen lod han være og tog i stedet låget af gryden blot for at række opfordrende ud efter hendes tallerken, i stedet for at fylde sin egen først "Forhåbentligt ikke det hele?" øjenbrynet gled drillende lidt længere op "Jeg vil godt være med til lidt af det." han smilede bredt, kunne slet ikke lade være og slap så en impulsiv, halvt munter, halvt overvældet lyd "31. december er jo, lige om hjørnet. Merlins underbukser!" udbrød han uden at tænke over ordvalget "Hvad blev der af at vente et år, helst to?" fortsatte han så, uden drilleri, men i stedet med en smule reel undren uden at det på nogen måde mindskede den overraskede glæde han stadig udstrålede.

[Caroline Abbey]

Follow me in merry measure
While I tell of Yule tide treasure

Tag: Eric Wolfe ~ Outfit: Here

Carrie rystede på hovedet, da Eric rakte ud for at tage hendes tallerken. Hun slog diskret ud imod hans egen og gav ham et stykke brød, før hun pakkede det ind i det rene viskestykke igen og samlede sin tryllestav op. Hun tændte lyset igen og så på ham med smilende øjne. ”Bare rolig. Der er rigeligt, der skal gøres, før vi kan flytte ind i det. Alle mulige vægge, der skal males og hylder, der skal sættes op. Desuden får du lov til at være med til at skrive under på det meget voksne og krævende lån i Gringotts og til at lægge muggler... konto til den rigtige betaling.” Hun smilede drillende, men der lå nu mere i det end det. En smule skyldfølelse gemte sig under munterheden og hun skar en anelse ansigt, før hun selv tog imod øsen. Egentlig havde hun ikke lyst til at følge sine egne ord op med et svar på de spørgsmål, der var kommet før dem, men hun vidste lidt at hun blev nødt til at give ham en forklaring før eller siden. Som sædvanlig blev det til at det virkede som om hun var vendt direkte på en tallerken, præcis som med tanken om børn. Han vidste ikke, at hun havde tænkt, overvejet og bearbejdet i lang tid, fordi hun ikke virkede som om hun gav sig en millimeter.

Fiskesuppen befandt sig allerede i hendes skål, da hun først tog sig sammen til at sige noget igen. Hun rømmede sig, lagde låg på gryden og så Eric i øjnene med et lille smil. ”For det første løj jeg for dig. Hvis du ser på datoen på de første par papirer, så er de fra starten af december. Undskyld.” På trods af beklagelsen, trak det alligevel lidt i hendes mundvige. Hun klarede halsen igen og så ned på suppen. ”For det andet, så indså jeg noget vigtigt. Hvis vi bor i nærheden af ikke bare dine forældre og min far – men også min bedstefar – så har vi virkelig gode pasningsmuligheder. Selvfølgelig har vi stadig et stort problem vi skal have løst sammen, men det ville gøre tingene lidt mindre besværlige. Jeg vil virkelig gerne have, at det her ikke bliver noget, der gør at vi bare skændes hele tiden. Mine prioriteter har ændret sig. Måske er det okay at det bliver besværligt at være i kontakt med venner og fester og bare blive hjemme en lørdag, for at drikke te og passe på prinsessen. Det tager bare tid for mig at indstille mig på, at det rent faktisk er det liv vi kommer til at leve. Jeg er med ombord nu, Kaptajn Wolfe.” Hun tog en dyb indånding og smilede antydningsvis, før hun tog sin første skefuld suppe.

[Eric Wolfe]

_{Go confidently in the direction of your dreams}
^{Live the life you have imagined}

Tag :: Caroline Abbey ~ Outfit :: Here

Eric så et øjeblik stadig opfordrende på Carrie før han fyldte sin egen tallerken først og vendte øsen med håndtaget mod hende i gryden. Han greb sit brødstykke og brækkede en mindre bid af, dyppede den i suppen og puttede det suppevædede brødstykke i munden og tyggede det i sig mens Carrie talte. Smilet trak igen meget hurtigt hans mundvige opefter over hendes forsikringer "Jeg glæder mig allerede.. til det hele." hans grå øjne spillede ivrigt mod hende hen over bordet.

Smilet svandt dog lidt da hun lagde låg på gryden og forsatte. Han skævede til papirstakken mens han brækkede et stykke brød mere af og så på hende igen med et forsikrende blik. Han åbnede munden for at slå fast han ville overleve den lille, hvide løgn. Han nåede dog ikke at sige noget før hun fortsatte og en rynke viste sig mellem hans øjenbryn mens han igen lyttede, uden at begynde at spise. Han blev siddende med blikket opmærksomt på hende, stadig med skeen i den ene hånd og nikkede opfordrende flere gange for at indikere at han lyttede.

Først da Carrie som den første tog en reel skefuld suppe, lænede slap han hende med blikket og så ned i sin egen med et grublende udtryk. Flere af de argumenter hun lige havde brugt, var nogle han selv mindedes at have brugt i hvert fald en gang, dog i noget mere ophidsede toner. En lille stemme i hans baghovede havde lyst til at påpege det faktum, men den fornuftige, rationelle del af hans hjerne, talte kraftigt imod det, og blev den han valgte at lytte til. Efter nogle lange øjeblikke løftede han hovedet igen og så på hende. Han smilede ikke, men hans blik var varmt og kærligt "Det glæder mig, Menig Abbey.." smilet fulgte nu med og han lagde brødet fra sig og rakte hånden ind over bordet mod hende i stedet i klar invitation "Og jeg glæder mig til det liv." han så alvorligt på hende, uden at smilet helt forsvandt "Det gør jeg virkelig, Carrie, og uanset lusken og uenigheder, så har du i løbet af et par måneder, opfyldt nogle af mine største ønsker." han gjorde en kort pause og så indtrængende på hende, håbede han gjorde det klart, nøjagtigt hvor meget det hele betød for ham.

Han så ned i sin tallerken og tog så den første mundfuld af den til sig selv, smilede tilfreds over smagen og så anerkendende på hende "Den er god.." indskød han med et smil og tog en skefuld mere før han vendte tilbage til emnet "Jeg ved godt at du, vi, får lidt længere til nogle ting, men med transferens og pejs, så tror jeg ikke det bliver så slemt, tror du?" han så spørgende på hende og smilede så igen prøvende "Desuden så ville det måske blive nemmere også at få pasning til sådan nogle lørdag aftener, når vi har tre muligheder lige indenfor rækkevidde." han så på hende et langt øjeblik, vendte så ansigtet mod pairerne og revnede i et bredt smil endnu engang "Får vi mulighed for at se det i juleferien når vi er hjemme?" han så spørgende på hende igen og rettede så sig selv "Eller rettere sagt, gør jeg." hans blik spillede i drillende anklage igen og han fortsatte med at spise sin suppe.

[Caroline Abbey]

Follow me in merry measure
While I tell of Yule tide treasure

Tag: Eric Wolfe ~ Outfit: Here

Carrie måtte konstatere for sig selv, at det var en god suppe. Det var ikke det bedste hun havde formået at bikse sammen, siden hun første gang begyndte at tvinge sig selv til at lave varm mad mindst en gang om ugen i sit eget køkken, men det var godt. Alligevel havde det ikke særlig meget af hendes opmærksomhed, fra det øjeblik hvor Eric begyndte at tale igen. Hun kneb øjnene den mindste smule sammen med antydningen af et muntert glimt i det brune og sænkede blikket til hans hånd, da han slap sit stykke brød og strakte hånden frem i en åbenlys invitation til hende. Selv lod hun ske være ske og suppe være suppe, for at lade sin egen hånd venstre hånd omslutte og lukke sig blidt omkring hans. Et varmt og lettere overvældet smil trak i hendes mundvige og hun nikkede svagt, for at indikere at hun både lyttede og forstod. Han talte om graviditeten, som hun havde accepteret og om den enighed, der blev symboliseret af den lille, glitrende sløjfe, der sad fast omkring hendes ene finger på højre hånd. Kortvarigt så hun ned på den, inden hun atter mødte hans blik, uden at sige noget. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige til det han lige havde meldt ud, andet end tre små ord, som han allerede kendte sandheden i.

En dyb indånding senere, måtte hun i stedet smile over hans ros til suppen. Det var lidt mere håndgribeligt og hun tog selv en skefuld til, uden at se væk fra ham i meget mere end et øjeblik af gangen. Hun rystede på hovedet som eneste svar på hans spørgsmål og klemte let omkring hans hånd, før hun trak den til sig, for at fortsætte med at spise i eftertænksom tavshed i endnu et øjeblik. Da han talte igen, så hun op og lod sig smitte af hans iver, som hun smilede igen og tyggede af munden. ”Udefra,” medgav hun. ”Men det skader vel heller ikke nogen at banke på og spørge, om vi må kigge ind? Jeg og Alice har hilst på dem og deres sønner. Ældre ægtepar, hvilket også er grunden til at alt skal males om.” Hun hævede begge øjenbryn en anelse og sendte ham et sigende blik.