|
Post by Caroline Abbey on Dec 28, 2012 18:23:14 GMT
Follow me in merry measureWhile I tell of Yule tide treasureTag: Eric Wolfe ~ Outfit: Here
Carries øjne gled langsomt i, som Eric bøjede hovedet og strøg næsetippen hen over den sarte hud ved hendes hals. Hun tog en enkelt, dyb indånding og slog øjnene op igen med et øjebliks desorientering, før hun selv klarede halsen og nøjedes med at putte sig ind til ham med blikket imod plantegningen. Det gjaldt om at holde fokus og hun skubbede naturlige impulser fra sig, for at følge med i hvad han sagde.
Hun smilede, da han talte for det samme som hun lige havde gjort, nikkede og lænede hovedet imod hans skulder igen. ”Og hvis vi ombestemmer os om et par år, så kan det jo ændres,” tilføjede hun pragmatisk, før hun pegede på det værelse, der i så fald ville blive til kontoret. ”Det ligger også lige ved siden af børneværelset, så den ene af os kan sidde og arbejde ovenpå og være lige i nærheden imens.”
Hun løftede hovedet fra hans skulder, kun for at standse op midt i bevægelsen og lukke øjnene halvt. En strøtanke fik hende til at overveje noget, inden hun opgav det og nøjedes med at give hans lår et klem, før hun rejste sig op. Hun forsvandt ud i køkkenet, men kom tilbage øjeblikket senere med et glas vand og og dumpede atter ned i sofaen, denne gang med en naturlig, fysisk afstand og benene bøjede foran sig. ”150 kvadratmeter er meget mere end vi har nu,” konstaterede hun, muligvis en smule overflødigt. ”Så vi skal formentlig også ud at anskaffe en del nye møbler. Det ville uanset hvad nok også være godt. Vi kan ikke blive ved med at bruge denne her sofa. Jeg købte den lige da jeg flyttede hjemmefra.”
|
|
Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on Dec 28, 2012 23:38:04 GMT
Go confidently in the direction of your dreamsLive the life you have imaginedTag :: Caroline Abbey ~ Outfit :: Here Eric kunne uden den store overtalelse, faktisk uden nogen overhovedet, være fortsat med ansigtet gemt ved hendes hals og gerne med læberne på selvsamme, men han lod være. Der var en tid og et sted til alting, også det og især masser af tid til at opbygge forventning. Han rettede blikket mod papirerne igen og nikkede flere gange bekræftende mens hun føjede endnu et par gode argumenter til dem der allerede var lagt frem "Også det, men det ville selvfølgelig blive lidt tomt at sidde hver for sig på hver sin etage." han rynkede brynene tænksomt.
Han nåede at synke lidt hen i sin egen spekulation før Carrie trak ham tilbage til nuet ved at løfte hovedet. Han så undrende på hende over det uudgrundelige udtryk hun et øjeblik havde på ansigtet, men smilede så da hun rejste sig og fulgte hende med blikket hele vejen hen til køkkenet og tilbage igen. Han gjorde ingen anstalter til at trække hende tættere på igen, selvom han så godt som altid havde lyst til det.
I stedet så han ned på plantegningen endnu en gang og smilede skævt over konstateringen "En hel del, ja." han tog benene ned fra sofabordet og lænede sig i stedet frem så han kunne lægge mappen på bordet i stedet "Hvis vi nu var smarte, og fornuftige.."han sendte hende et skævt smil mens han fortsatte "Så tog vi den med til en start, sammen med de andre ting og ønskede os møbler i bryllupsgave." han tav et øjeblik for at se hendes reaktion og tilføjede så "Jeg har også nogle ting opmagasineret hjemme ved de gamle som ikke fejler noget. Vi kan se på dem når vi er hjemme alligevel til jul."
|
|
|
Post by Caroline Abbey on Dec 29, 2012 1:36:24 GMT
Follow me in merry measureWhile I tell of Yule tide treasureTag: Eric Wolfe ~ Outfit: Here
Carrie havde nær himlet med øjnene, men undlod. Hun svarede ikke på hans spekulation, velvidende at det var lidt ligegyldigt at pointere at det ville være det samme om de var adskilt som nu eller på hver deres etage, når det drejede sig om arbejde. Faktum var, at hun godt kunne lide tanken om at være i stand til at fokusere endnu bedre – også selvom hun ville skulle lytte efter om der var utilfredse lyde fra børneværelset. Alt i alt ville det hele dog nok gå op på den ene, anden eller tredje måde.
Hun var lige ved at kysse hans hals, før hun rejste sig. Det ville være så nemt at gengælde hans tidligere kærtegn og følge det op med mere, før hun endte ved hans læber, men hun lod være. Med et strammet greb omkring sine egne impulser, rejste hun sig op og gik ud i køkkenet med et smil. Der var så meget mere tid til at sikre sig at hans duft, modsat hendes, ikke havde ændret sig det fjerneste siden sidst. Hun hentede i stedet vand og trak sig tilbage til den anden ende af sofaen med det, imens hun tog fat på et nyt emne. Hans svar fik en lille rynke til at forme sig på hendes næse og hun skævede lidt til siden, inden hun tog sig en tår af glasset. ”Møbler i bryllupsgave lyder som en god idé. De der ting du har stående opmagasineret...” Hun sendte ham et lettere sigende blik, selvom hun prøvede på ikke at gøre det alt for dømmende. En lille, rømmende lyd forlod hende og hun rykkede på sig, uden at sige hvad hun virkelig mente om dem, selvom netop det sagde det hele. ”Vi kunne også overveje at tage en anelse fra budgettet til bryllupsrejsen,” foreslog hun uskyldigt, mest af alt for at skifte emne.
|
|
Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on Dec 29, 2012 12:44:41 GMT
Go confidently in the direction of your dreamsLive the life you have imaginedTag :: Caroline Abbey ~ Outfit :: Here Eric blev siddende lænet fremover for at kunne se på papirerne foran sig. Et smil tog sin begyndelse på hans læber da hun talte, men stivnede så på halvejen og gik i sig selv "Jeg ved godt de ikke er din stil, men de er ikke i stykker eller noget." mumlede han en smule forsvarsberedt og så væk igen med en tydelig rynke i panden uden at se på hende igen da hun fortsatte "De var sat af til en rejse, ikke møbler." han rykkede lidt uroligt på sig, med et stædigt drag om munden "De møbler er ikke livsnødvendige lige nu." han drejede hovedet lidt og skævede til hende, stadig stædig, men med antydningen af et smil i den ene mundvig "Vi kan klare os fint med dem indtil der bliver penge til nogle nye." smilet trak helt op et øjeblik og han trak på skuldrene "Eller vi får dem som gave."
Han lænede sig tilbage mod ryglænet igen stadig med let rynkede bryn mens virkeligheden uvelkomment meldte sig med udsigten til de mange nye udgifter der lå foran. Bryllup, barn og flytning, ingen af dem var uvelkomne, men alle bragte de store udgifter med sig. Han tog en dyb indånding og lagde nakken tilbage mod toppen af hynden, skjulte ansigtet i hænderne et øjeblik og så så op i loftet over sig "Vi er nødt til at prioritere lidt." han havde været tavs et langt øjeblik før han talte igen "Især hvis jeg skal gå ned i timer." han tav igen og forsøgte at finde et smuthul i sine spekulationer der ville løse det hele uden for mange søvnløse nætter.
|
|
|
Post by Caroline Abbey on Dec 29, 2012 20:18:22 GMT
Follow me in merry measureWhile I tell of Yule tide treasureTag: Eric Wolfe ~ Outfit: Here
Carrie vidste godt, at Eric ikke ville være glad for at høre hendes mening om møblerne, men rynkede alligevel panden over reaktionen og trak sine ben lidt til sig hvor hun var. Her så hun lidt ud i rummet og slap et lydløst suk, før det trak i hendes mundvige. Hendes blik fandt atter engang Eric og den stædighed han udviste fik hende til at smile ufrivilligt. Uden at se væk fra hans ansigt, selv da han gemte det i hænderne, løftede hun den ene fod og puffede let til ham med den. ”Det var et forslag, skat,” konstaterede hun med en drillende undertone, men uden at tilføje, at han så sød ud, når han blev frustreret. Hvis det var hende selv, ville hun ikke have sat pris på den kommentar.
Med endnu et suk, lænede hun sig til siden for at sætte glasset med vand fra sig. Selv satte hun sig op på knæ i sofaen og sank ned imod sine lægge igen foran Eric. Hendes hånd lagde hun imod hans kind, før hun kyssede ham kort og hårdt. Det var første gang hun hørte ham sige mere eller mindre definitivt, at han ville gå ned i tid og hendes øjne strålede, da hun trak sig lidt væk og strøg ham kærtegnende over kinden. ”Hvis?” Hun så undersøgende på ham, rynkede panden lidt og lod sin hånd falde, uden at flytte på sig.
|
|
Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on Dec 30, 2012 20:53:11 GMT
Go confidently in the direction of your dreamsLive the life you have imaginedTag :: Caroline Abbey ~ Outfit :: Here Eric hørte tydeligt Carrie sukkede og det fik kun rynken i hans pande til at vokse. Han brummede en bekræftende lyd til hende konstatering, men stirrede stadig op i loftet over sofaen også selvom hendes fod drillende skubbede til ham. Han intensiverede sit blik, som alle svarene ville stå oppe i loftet, eller måske vise sig hvis han stirrede længe nok på det samme sted.
Han tog først blikket fra loftet da Carrie satte sig op og kom ind i hans synsfelt. Han smilede lidt per automatik da hendes hånd lagde sig mod hans kind. Han nåede at rynkede brynene spørgende før hun kyssede ham med mere kraft end han havde forventet. En lille overrumplet lyd undslap ham ind mod hendes læber. Han trak vejret lidt hurtigere et sekund eller to da hun trak ansigtet væk igen og så undersøgende ind i hendes mørke øjne. Han lænede ansigtet ind mod hendes hånd og smilede svagt da hun brød tavsheden "Hvis." gentog han og rynkede brynene i alvor igen mens han på samme tid lagde den ene hånd mod hendes hofte og lod den hvile der "Jeg har undersøgt det og skal bare lægge en officiel ansøgning." han pausede et øjeblik for at se hendes reaktion og fortsatte så "Men hvis vi nu kunne få det til at fungere, nu vi flytter, uden, eller måske kun med nogle timer og ikke en komplet halvering, var det så ikke værd at prøve først?" han tav igen og så afventende, håbefuldt og en minimal smule anspændt på hende.
|
|
|
Post by Caroline Abbey on Dec 30, 2012 21:52:10 GMT
Follow me in merry measureWhile I tell of Yule tide treasureTag: Eric Wolfe ~ Outfit: Here
Carrie nikkede, da Eric gentog sig selv – og hende. Hun så undersøgende på ham og lyttede til hvad han sagde uden at afbryde ham eller vise nogen tydelig reaktion til at starte med. I stedet tyggede hun på hans ord, hang ved hans 'men' og tog en enkelt, dyb indånding. Atter engang nikkede hun, før hun smilede. Hun strakte sig det korte stykke for at kunne trykke sine læber imod Erics igen, denne gang mere dvælende og blidt, med fingre der atter engang strøg over hans ru kind i et let kærtegn.
Der var ikke ord for den lettelse hun følte over at han virkelig ville overveje at skære i sin tid for dem og hun kunne ikke helt løbe fra de let blanke øjne, da hun åbnede dem igen og sank ned at sidde imod sine lægge. Hendes blik på ham var uendelig forelsket, som hun følte sig, når han gjorde den slags og gav hende nærmest dårlig samvittighed over ikke at være helt så god og selvopofrende. Frem for at irritere det hende gav det hende i dag blot en tung, sikker fornemmelse af at være det helt rigtige sted. ”Selvfølgelig skal vi prøve det og finde den løsning, der gør at du kan arbejde mest muligt,” medgav hun uden tøven, imens hendes ene hånd strøg ned over hans arm. ”Jeg elsker dig...”
|
|
Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on Dec 31, 2012 10:49:21 GMT
Go confidently in the direction of your dreamsLive the life you have imaginedTag :: Caroline Abbey ~ Outfit :: Here Eric var ikke helt sikre på hvad han forventede fra Carrie på sine egne spekulationer, der en smule tøvende blev fremsat. Han brød sig lige så lidt som den næste person, om at rippe op i emner der tidligere havde været et stridspunkt, men det kunne ikke helt undgås nogensinde. Hendes smil fik dog den svage anspændthed til at forlade ham og han gengældte mat hendes smil før hun lænede sig frem og kyssede ham igen. Han lod øjnene glide i og hånden mod hendes hofte glide op over hendes side. Han havde lyst til at gribe fat om hende og trække hende tættere på, men lod være og tog blot imod følelsen af hendes varme læber med velbehag.
Han rynkede dog panden lidt over hendes blanke øjne da han igen kunne se dem. På trods af hendes udtryk der talte imod bedrøvelse, brød han sig instinktivt ikke helt om det. Han smilede igen, varmt og med lidt mere kraft "Jeg elsker dig.." svarede han lavmælt og uden tøven, men stadig med en svag undren i de grå øjne. Han løftede den frie hånd og lagde den mod hendes kind "Hvad er det?" han strøg tommelfingeren over hendes hud tæt ved øjenkrogen "Du ligner en der tænker på noget bestemt." forsøgte han ledende selvom han ikke var helt sikker på, hvad der var skyld i de blande øjne.
|
|
|
Post by Caroline Abbey on Jan 1, 2013 16:26:29 GMT
Follow me in merry measureWhile I tell of Yule tide treasureTag: Eric Wolfe ~ Outfit: Here
Carrie havde et kort øjeblik lyst til at intensivere kysset, som Erics hånd gled op over hendes side. Hun kunne være dvælet længere ved hans læber, være fortsat over hans kind og kæbe og have kysset sig hele vejen ned langs hans hals, velvidende at han næppe ville protestere. I stedet trak hun sig dog tilbage, tog en dyb indånding og betragtede ham med blanke øjne, uden at kunne løbe fra at hun var bevæget. I virkeligheden havde hun heller ikke noget behov for at skjule det for ham og smilede blot, da han besvarede hendes ord med de samme. Hun gav hans arm et klem og slap den, som han selv løftede den og strøg hende over kinden. Smilet forblev på hendes læber og hun nikkede en anelse til hans overvejelse. ”Jeg tænker på hvor rigtig du er,” svarede hun ærligt, før hun skar en lille grimasse over det pladrede i ordene og lænede panden imod hans med en lille, munter lyd. ”På at... Uden dig ville jeg aldrig være blevet tvunget til at indse hvor mange muligheder, der er i verden og at alle valg ikke behøver at være fravalg.”
Hun løftede hovedet for at plante et kys på hans pande og fandt hans hals med sine fingre, hvor de strøg blidt over blød hud. ”Og så tænkte jeg på hvor meget jeg har lyst til dig lige nu...” Med antydningen af et skævt smil, sank hun tilbage imod sine lægge og så lettere drillende på ham. Hendes hænder var igen faldet og hun strøg håret om bag sine ører med dem begge.
|
|
Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on Jan 1, 2013 23:09:06 GMT
Go confidently in the direction of your dreamsLive the life you have imaginedTag :: Caroline Abbey ~ Outfit :: Here Eric følte sig stadig en lille smule overrupmplet af Carries pludselige behov for nærkontakt. Det overraskede ham dog ingenlunde, at han selv reagerede ganske instinktivt på hende. Han gjorde dog ingen anstalter til at tage skridtet videre da hun trak sig væk, men blikket han fulgte hende med, afslørede hans tanker, også selvom han ikke sagde noget.
Han rynkede brynene lidt over hendes valg af ord da hun talte igen og slap et lille, spørgende "Oh?" mens hun lænede panden mod hendes. Han smilede varmt og let beklemt mens hun fortsatte og strøg hende ubevidst over siden. Hans smil voksede og blottede hans tænder mens han gøs under hendes vandrende fingre og modvilligt lod hånden falde da hun satte sig tilbage igen "Jeg kan lide din tanke.." begyndte han og så drillende på hende "Men det giver mig et svært valg.." han så stadig drillende på hende, uden at uddybe yderligere hvad hvilke valg han mente at have.
Han blev siddende tilbagelænet og lagde igen nakken tilbage mod ryglænet uden at slippe hende med blikket. Han sad tavs flere sekunder og smilede smørret nok til at afsløre det var helt med overlæg "Du ser dejlig ud lige nu, ved du godt det?" han vippede øjenbrynene et par gange og løftede så den ene hånd for at vinke hende nærmere med en sigende pegefinger-bevægelse "Kom herover igen."
|
|
|
Post by Caroline Abbey on Jan 1, 2013 23:57:21 GMT
Follow me in merry measureWhile I tell of Yule tide treasureTag: Eric Wolfe ~ Outfit: Here
Carries øjne spillede over det smil, der stille og roligt trak Erics mundvige faretruende op. Hun var klar over den retning hun lige havde ledt hans tanker ned af, men kunne alligevel ikke rigtig fortryde at hun havde sagt det, som hun sagde. Imens hans blik på hende blev drillende, hævede hun selv øjenbrynene en smule. Hun blev siddende på knæ og betragtede ham lige dele muntert og nysgerrigt, uden at blive irriteret over hans tydelige forsøg på at trække tiden. Tid havde hun for en gangs skyld nok af.
Da han brød tavsheden, i hvilken hun tålmodigt havde ventet med et lille, uforstående smil, afslørede hun kortvarigt sine tænder i et noget bredere. Hun sænkede blikket til hans inviterende gestus med fingrene for en kort bemærkning og så dernæst op på ham med en tydeligt drillende mine. I stedet for at svare ham – eller gøre som han sagde – løftede hun sig en smule for at kunne rejse sig helt op på strømpefødder. Et enkelt skridt og hun puffede let til hans ben, for at få ham til at tage dem ned fra bordet. Frem for at gå forbi ham, da han havde gjort det, satte hun dog blot det ene knæ ved siden af ham og lod det andet følge på den anden side. Hun gled ned på hans skød som en, der havde gjort det samme utallige gange, og smilede selvsikkert imens. ”Bedre, Luftkaptajn?” Hendes fingre fandt hans hals og hun så ham intenst i øjnene, med et velkendt glimt i sine egne.
|
|
Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on Jan 2, 2013 2:24:39 GMT
Go confidently in the direction of your dreamsLive the life you have imaginedTag :: Caroline Abbey ~ Outfit :: Here Erics blik hvilede fortsat opmærksomt på Carrie da hun rejste sig fra sofaen og puffede til hans ben. Han brummede påtaget utilfreds, men tog fødderne ned uden egentlig protest og smilede lige bredt da hun lod sig glide ned at sidde på skødet af ham. Smilerynkerne i hans øjenkroge stod tydeligt frem selvom han forsøgte ikke at smile alt for smørret mens han lagde hænderne mod hendes lår "Så meget bedre.." han krummede fingrene lidt mod hendes lår mens hendes fingre strøg mod hans hals igen.
Han lagde automatisk hovedet lidt på skrå for at give hende bedre plads. Han sad sådan et øjeblik og koncentrerede sig så om hendes brune øjne igen mens han lod hænderne glide længere op over hende lår, stadig uden på det grå skørt "Tak, Carrie." han smilede varmt og så helt alvorlig ud et øjeblik eller to, rettede sig så op og strakte hals for at kunne plante et ømt kys på hendes læber. Han lænede sig ikke tilbage igen, men lagde efter et øjeblik et mere insisterende pres i sin handling, trak hænderne lidt til sig og smøg i stedet hænderne ind på hendes lår og skubbede derved skørtet lidt op.
|
|
|
Post by Caroline Abbey on Jan 2, 2013 12:42:03 GMT
Follow me in merry measureWhile I tell of Yule tide treasureTag: Eric Wolfe ~ Outfit: Here
Carrie kunne ikke andet end blive smittet af Erics smil, som hun gled ned at sidde overskrævs på hans skød. Det var hverken første eller sidste gang, men signalværdien i det lignede hinanden og en lille dosis adrenalin skød ud i hende, som han krummede fingrene imod hendes lår og lagde hovedet på skrå. Hendes fingre strøg kærtegnende over hans hals, imens hun fulgte dem med blikket og et kortvarigt fraværende blik. Da han brød tavsheden igen, så hun ham dog i øjnene og blev selv alvorlig i et sekund eller to. Hun tog en enkelt dyb indånding og smilede varmt til ham. ”Velbekomme.”
Han behøvede ikke at sige hvad han takkede hende for. Det handlede tydeligvis ikke om det umiddelbart forestående, men om den julegave, som han havde fået for tidligt. Hun overvejede at sige noget mere, dvæle lidt ved deres fælles fremtid eller fortælle ham at hun elskede ham igen. I stedet så hun hans læber komme nærmere og lukkede øjnene, som de fandt hendes. Hendes fingre krummede sig lidt ved hans hals, imens han lod sine finde ind under hendes nederdel og hun mærkede sit åndedræt ændre karakter. Kysset blev vådt, som deres læber gled fra hinanden og hun støttede sig en anelse til hans skulder med den ene hånd. Den anden havde forladt hans hals, blot for at stryge igennem de små hår i hans nakke og blev der, selv da hun langsomt brød fri fra Erics læber og trak vejret dybt ned i lungerne. Hun rykkede lidt på sig og åbnede øjnene, for at se ned på ham med udvidede pupiller og et alt andet end engleblidt smil lurende i den ene mundvig.
|
|
Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on Jan 2, 2013 13:36:26 GMT
Go confidently in the direction of your dreamsLive the life you have imaginedTag :: Caroline Abbey ~ Outfit :: Here Det ville have været en lodret og åbenlys løgn, hvis Eric havde forsøgt at bilde både sig selv eller andre, i høj grad Carrie, ind, at hendes ændrede position ikke havde sin helt egen virkning på ham. Han tøvede heller ikke med at følge sine naturlige impulser og forventede ingen modstand fra hende. At hun havde fulgt hans opfordring og nu sad hvor hun gjorde, var en rimelig åben invitation i sig selv og en han aldrig helt blev træt af.
Hans tunge fandt hendes i en velkendt, men aldrig kedelig leg og hans hænder vandrede videre op under skørtet og skubbede det med sig. For andre kunne Carrie måske virke som tillukket, endda kedelig, og, måtte han indrømme overfor sig selv i en flygtig tanke, det var også mærkater han selv havde sat på hende for år tilbage. Der var dog løbet meget vand under broen siden da og det var fordomme han var mere end tilfreds med var blevet gjort til skamme.
Han gøs under hendes fingre i sine nakkehår, kort, men mærkbart og smilede smørret som svar på det lignende der lurede i hendes mundvig. Han strakte sig lidt igen og plantede et kys lige der for så at fortsætte langs hendes kæbe og ned over hendes hals, så langt han kunne nå. Han kunne enkelte steder mærke hendes puls under den tynde hud og markerede let med tænderne, mens hans hænder under skørtet nåede hendes trusser og han smøg fingerspidserne ind under dem på hendes bagdel og trak hende endnu nærmere sig selv.
|
|
|
Post by Caroline Abbey on Jan 2, 2013 15:33:07 GMT
Follow me in merry measureWhile I tell of Yule tide treasureTag: Eric Wolfe ~ Outfit: Here
Carrie gav sig en anelse under Erics vandrende fingre, der flyttede hendes bløde, grå skørt længere og længere op imens de nærmede sig hendes bagdel. Hun brød modvilligt væk fra hans læber for at få styr på sin vejrtrækning og så ham i øjnene med et voksende smil. Inden hun selv gav sig til at kysse ham igen, var han i gang med at kysse sig vej ned langs hendes kæbe og en lavmælt, nydende lyd slap fra hende, før hun tiltede hovedet en anelse til den ene side og gav ham al den plads han havde brug for.
Det var en fast del af næsten ethvert forspil, det han gjorde, men hun fandt det yderst sjældent trivielt, alene fordi det virkede hver evig eneste gang. Hans tænder, som de strejfede hendes sarte hud, fik hende til at skille læberne og trække vejret dybt ned i lungerne og hun lod sig uden protester trække helt tæt på ham og krummede fingrene sammen i hans hår. ”Denne her gamle sofa har selvfølgelig også affektionsværdi,” mumlede hun dæmpet, imens det sitrede afslørende i hendes mundvige. Hun bøjede nakken for at kysse ham igen, inden hun slap ham med begge hænder, for at lade dem finde hans slips. Erfarent løsnede hun det, uden at behøve at se efter hvad hun lavede, og gik efter den øverste knap i hans skjorte som det næste.
|
|