|
Post by Annabel Vargas on Mar 19, 2013 12:28:58 GMT
Tag Matthew - Outfit HereDet syntes at klokken over indgangen rungede med en hulere lyd end normalt, skønt det næppe var tilfældet. Margarida Vargas var ikke et alment syn i butikken i Diagonalstræde og udtrykket på hendes ansigt, afslørede tydeligt, at hun ikke var der for at kigge på de seneste nye kostemodeller. Der var en beslutsomhed over hendes måde at bevæge sig på, som ikke var til at tage fejl af.
Uden tøven bevægede hun sig mod disken og på samme måde, som hun havde vidst at Matthew Blythe ville være på arbejde, vidste hun hvor hun kunne finde ham i det givne øjeblik. En skygge havde lagt sig over hendes træk og hun havde ingen interesse i at spilde tiden. Den lyshårede mand stod med ryggen til hende og i et splitsekund, rynkede hun på brynene, før det igen var væk og alvoren var tilbage. "Senhor Blythe."
|
|
|
Post by Matthew Blythe on Mar 19, 2013 13:36:32 GMT
Tag; Annabel Vargas ~ Wearing; This Matt så ikke op da klokken over døren til gaden klemtede igen. Det skete hundredevis af gange på en normal dag og efterhånden som han havde fundet på plads i både sit job, sin egen lejlighed og ikke mindst sin træning til at forsøge at komme ind i aurorkorpset, som var det der virkelig drev ham.
Han gjorde sig derfor færdig med den kunde han var i gang med at betjene og var ifærd med at putte betalingen i kasseapparatet, da en stemme bag ham tydeligt henvendte sig til ham og med en accent og tiltaleform, der gjorde ham sikker på hvem det var, selvom han ikke havde mødt hende så forfærdeligt mange gange i det store hele. Allerede før han langsomt vendte sig og stod ansigt til ansigt med Annabels bedstemor, havde han en nagende fornemmelse af, at noget var galt. udtrykket på den ældre kvindes ansigt bekræftede ham kun og han sank en insisterende klump i halsen, mens hans blik flakkede tydeligt "Anna?" mumlede han spørgende, uden at hilse høfligt på hende som han ellers ville have gjort og blev stående nogle skridt fra hende, med disken mellem dem og fødder der pludselig føltes som naglet til gulvet.
|
|
|
Post by Annabel Vargas on Mar 20, 2013 12:30:55 GMT
Tag Matthew - Outfit HereHan var skarp nok, Matthew Blythe, og fangede tydeligvis alvoren med det samme. Den aldrende heks nikkede til hans ene, helt rigtige antagelse, uden at bryde øjenkontakten. ”Derovre,” bød hun, i et autoritært tonefald der ikke tålte at blive talt imod og så mod et mindre befolket sted af butikken. Ganske som forventet, sagde han hende ikke imod og hun fulgte efter ham med bestemte skridt.
Margarida Vargas stillede sig overfor den lyshårede knægt, så sig kort og vurderende omkring, for at være sikker på at ingen nysgerrige ører lyttede med og låste så igen Matthews blik fast. ”Mit barnebarn bliver lige nu bragt til Skt. Mungos Hospital for Magiske Kvæstelser. Hendes tilstand er kritisk og hun har endnu ikke genvundet bevidstheden.” Den ældre heks mestrede ikke det engelske sprog på samme måde som Annabel og hendes accent var kraftigere, men der var alligevel ingen tvivl om ordenes betydning.
Det var forfærdelige nyheder, men hun havde ikke tid til at sætte ham ned og roligt fortælle ham hvad der var sket. Hun vidste at Annabel ikke var alene, at Amália ligesom hende selv, ville have set hvad der ville ske, men det gjorde ikke behovet for at være til stede mindre. ”Anabela ville ønske, at du fik at vide hvad der er sket. Jeg har ikke tid til at fortælle yderligere og bliver ikke længere.” Medfølelsen var umiddelbart ikke tydelig i hendes ansigtstræk, men et eller andet glimtede alligevel bag de mørke øjne, der mindede uendelig meget om Annabels. Hun drejede sig for at gå, men ombestemte sig så tilsyneladende og drejede overkroppen imod ham igen, for at lukke en hånd fast omkring hans underarm. ”Jeg kan ikke fortælle dig mere om situationens alvor, men hvis hun vågner, burde du være der.” I det øjeblik var det tydeligt, at der bag den professionelle og alvorlige attitude, var en bekymret bedstemor, som led en moders smerte og hun holdt i nogle lange øjeblikke Matthews blik fast, før hun slap ham og sekundet efter forsvandt med en høj lyd.
|
|
|
Post by Matthew Blythe on Mar 22, 2013 10:23:36 GMT
Tag; Annabel Vargas ~ Wearing; This Matt nikkede tenderende apatisk og fulgte med Margarida uden protester. Ikke at han normalt ville have haft nogen. Han nærede stor respekt for den ældre kvinde, men nu nu, var det eneste han kunne tænke på hendes barnebarn. Hans blik flakkede igen da han stoppede igen og så indtrængende på den anden. Sekundet efter havde han det dog lidt som om nogen havde hældt en spand med isvand ned ad nakken på ham. Hans mave slog ubehageligt knuder på sig selv, hans mund føltes tør og han blev synligt bleg over hvad han fik at vide og med en klar formodning om, hvad grunden kunne være.
"Men.." nåede han at få fremstammet, før han tav igen da Margarida fortsatte. Han anede ikke hvad han skulle sige. Alle ordene sad fast i halsen på ham, blokeret af den klump der havde samlet sig der og som han stædigt forsøgte at synke, uden held. Han så fortabt på den ældre kvinde og lignede lige der en dreng der var langt yngre end den unge mand han rent faktisk var. Det eneste han havde lyst til var at transferere sig direkte til Mungos uden at skulle tænke mere over det, men han anede ikke om Annabels bedstemor overhovedet ville ønske at have ham der, eller om han kunne få lov at gå for butikschefen.
Margaridas greb om hans arm og tilhørende ord, fik det til at svide forræderisk i hans øjenkroge og klumpen i hans hals voksede betragteligt. Han formåede at nikke før den ældre kvinde forsvandt med et smæld og lod ham stående tilbage i et hjørne af butikken, komplet slået ud af kurs. Et solidt mentalt greb om sin egen nakke senere, tog han en dyb indånding og gik direkte ud bagved for at finde sin chef. En kort forklaring senere, lød endnu et smæld fra baglokalerne og butikken var midlertidigt en ekspedient fattigere.
|
|
|
Post by Annabel Vargas on Mar 23, 2013 22:51:49 GMT
Tag Matthew - Outfit HereHun trak vejret, selvom det ikke var tydeligt. Hendes skikkelse virkede mindre end normalt og skrøbelig som porcelæn. Amália Vargas strøg en hårlok i samme farve som sit eget hår, væk fra sin datters blege kind og lod i et øjeblik håndfladen hvile der. Det var længe siden hun havde set hende, mindst et år, men forskellen tog alligevel pusten fra hende. Det var ikke bare fordi hun lå i en hospitalsseng. Hun havde tabt sig og var ikke meget mere end skind og ben. Det var dog ikke det hele. Hun virkede ældre, anderledes fra den pige hun sidst havde set.
Amália lænede sig frem og trykkede læberne blidt mod sin datters pande. Der var ingen reaktion, intet livstegn, men hun vidste, at det delvist skyldtes de mange eliksirer, som healerne havde hældt i hende. Lyden af fodtrin fik heksen på kanten af sengen til at rette sig op og hun løftede hagen, da Margarida Vargas trak forhænget til side. Selvom ingen af de to kvinder talte, udvekslede de alligevel ord og behøvede for nu ikke mere end det. Amália rejste sig, men trådte ikke længere væk, end der var plads til at hendes mor kunne komme til sit barnebarn. De beroligende ord som Margarida hviskede til Annabel, fik Amália til at lade øjenlågene falde i og hun knugede ubevidst sin datters livløse hånd, mens hun fandt ro i sig selv.
|
|
|
Post by Matthew Blythe on Mar 24, 2013 1:06:58 GMT
Tag; Annabel Vargas ~ Wearing; This Matt følte sig stadig alt for meget ved siden af sig selv da han dukkede op på femte sal på Mungos. Frygten gnavede stadig i ham sammen med den knude i hans mellemgulv, der efterhånden føltes som om den var tæt på at sprænge ham. Det gik op for ham, at han ikke havde nogen anelse om hvor Annabel var blevet bragt hen og han henvendte sig til heksen bag receptionsskranken, uden at kunne skjule hverken sin bekymring eller utålmodighed.
En information rigere satte han kursen mod den angivne etage og fandt efter en smule besvær den rigtige dør også. Han åbnede den dog ikke med det samme, men gik momentært i stå og bare stirrede på den, bange for hvad der rent faktisk ventede ham på den anden side. Margarida havde ikke givet ham mere end essensen, hvilket var mere end nok til, at han nu tøvede, mens alle hans værste formodninger spillede for han indre blik.
Den gennemsyrende trang til at se Annabel fik ham dog til alligevel at skubbe døren op og med en dyb indånding gå ind på salen. Han skubbede døren i bag sig og gik et par skridt frem før han stoppede igen med et søgende blik mellem sengene, uden at finde nogen kendte ansigter. Han havde ingen anelse om hvilken seng der var den rigtige, eller om han ville finde den her, selvom det var her han var blevet vist hen. Generelt vidste han ikke ret meget og det gjorde ham usikker på både sig selv og situationen.
|
|
|
Post by Annabel Vargas on Mar 29, 2013 19:11:48 GMT
Tag Matthew - Outfit HereDer var stille bag forhænget hvor Annabel Baker lå. Amália Vargas stod stadig ved siden af sin datter, med en bleg hånd knuget i sin egen. Forhænget som Margarida, der havde bøjet sig for at kysse sit barnebarn på panden, havde trukket fra, var ikke lukket helt og da Amália åbnede øjnene igen, faldt hendes blik på en lyshåret knægt. Han var den eneste person i rummet, der ikke var gemt bag et forhæng og noget i hendes hukommelse, fortalte hende, at hun vidste hvem det var.
Det tog et øjeblik, før det dæmrede. Hendes ansigtsudtryk var alvorligt, da hun slap sin datters hånd og lukkede hænderne let om skørtet, for med rolige skridt at bevæge sig mod den unge mand. "Du er Matthew, ikke sandt?" spurgte hun med en tyk accent, da hun kom tæt nok på og lod blikket glide vurderende, men alligevel medfølende over ham. Hun rakte en arm frem, uden at have taget blikket fra ham. "Mit navn er Amália Vargas. Bellas mor."
|
|
|
Post by Matthew Blythe on Mar 30, 2013 2:29:26 GMT
Tag; Annabel Vargas ~ Wearing; This Matt stod stadig på gangen mellem sengene, da en mørkhåret kvinde trådte ud fra et af forhængene og trak hans opmærksomhed til sig, allerede før hun kom nærmere. Han var ikke selv bevidst om, nøjagtigt hvor fortabt han så ud, men han gættede kvindens identitet, allerede før hun præsenterede sig. Ligheden var slående mellem mor og datter. Det kunne han ikke lade være at bemærke, selvom hans tanker var pinagtigt koncentreret omkring Annabel.
Han nikkede bekræftende over spørgsmålet, med et blik der blev ved at vandre til forhænget hun var kommet fra. Først da hun rakte en arm frem, gav han hende sin fulde opmærksomhed og tøvede et øjeblik, før han tog hendes hånd og gav den et fast tryk "Matthew Blythe." mumlede han let beklemt og havde ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig, at det ville være i en situation som denne, han ville møde sin kærestes mor første gang og han anede ikke hvordan han skulle forholde sig, splittet mellem sin opdragelse og den dominerende trang til at se Annabel lige med det samme. Førstnævnte fik ham dog til at blive stående. Normalt ville han have udtryk at han var glad for at møde hende, men han kunne ikke rigtigt få sig selv til det og så i stedet på hende med et flakkende blik "Hvad er der sket?" han skævede igen mod forhænget og var ikke sikker på han rent faktisk havde lyst til at høre svaret.
|
|
|
Post by Annabel Vargas on Mar 31, 2013 1:59:52 GMT
Tag: Matthew - Outfit: HereHeksen trykkede den unge troldmands hånd med et alvorligt blik og nikkede let til hans hilsen, uden at kunne overse hans tydelige ubehag. Den var dog også forståelig og smerten var også tydelig i den ellers stærke kvindes øjne. Hendes engelsk var gebrokkent, meget værre end sin moders, da hun knapt havde brugt det, siden sin mands død. Alligevel formåede hun at gøre sig forståelig, som hun begyndte, tydeligt berørt af situationen, men på et eller andet plan, stadig professionel.
"To drenge på syvende årgang, mistede i formiddags besindelsen. Professor Purcells søn og en anden fra samme kollegium. Det skete omkring middagstid og de fleste elever var på vej til frokost, da de gik amok. De brugte de værste af de utilgivelige forbandelser. De nåede at tage liv og at torturere uskyldige børn, før de blev stoppet," Hun måtte holde en pause for at tage en dyb indånding og berolige sig selv. "Den ene af dem er allerede på vej til Azkaban, men Dulcibellas søn..." En mørk skygge gled over Amália Vargas' ansigt. "Alt efter hvad jeg har fået fortalt, forhindrede min datter ham i at gøre skade på en yngre pige. Healerne siger, at hun er blevet tortureret. Doloroso-forbandelsen." Endnu en dyb indånding. "Alting tyder på, at hun havde et syn før det skete. Jeg er ikke klar over, hvor meget du kender til en seers evner, men et syn er ufatteligt udmattende og tærer på den magiske energi. Det, kombineret med den smerte hun må have gennemgået, må have drænet hende. Alligevel nåede størstedelen af skolens stab, at overvære hende kaste en sidste besværgelse, som kostede hende de sidste kræfter og definitivt sendte hende hertil." Amália tav og tøvede nogle lange øjeblikke, før hendes blik låste sig intenst fast i Matthew Blythes og hun rakte ud for at lukke en hånd fast omkring hans underarm. "... Hendes besværgelse kostede Giovanni Polvani livet. Det er du nødt til at vide, hvis hun vågner. Det er hun nødt til at vide."
|
|
|
Post by Matthew Blythe on Mar 31, 2013 13:56:29 GMT
Tag; Annabel Vargas ~ Wearing; This Matt var et øjeblik ulideligt bevidst om, hvor klam hans egen hånd var, da han trykkede Amálias. Han tørrede den brødebetynget i sine bukser efter at have sluppet hendes og forsøgte hårdnakket at koncentrere sig om at lytte, fremfor hele tiden at se hen mod forhænget, hvor han nu kunne udgøre Magaritas skikkelse.
Amália var ikke helt let at forstå, endnu mindre fordi hans opmærksomhed var svær at holde fast, men budskabet var alligevel klart og tydeligt. Jo mere hun fortalte, jo større blev knuden i hans mave, jo blegere blev han og jo mere sved det bag hans øjne. Han sank hårdt, flere gange uden helt at kunne forholde sig ordentligt til hvad han fik at vide. Det var uendeligt surrealistisk og på samme tid alt for virkeligt og nøjagtigt hvad han havde frygtet allermest siden efteråret da Annabel indvigede ham i de planer The Hallows havde lagt.
Han stivnede et øjeblik da en hånd lukkede sig om hans arm og mødte flakkende den ældre kvindes blik, sank igen og nikkede så en enkelt gang som svar på at have forstået hende. Det 'hvis' der var blevet sagt hang stadig i hans ører og gjorde hans øjne blanke uden at han havde nogen kontrol over det "Må jeg.." hans stemme knækkede og han sank igen, mens han på samme tid blinkede adskillige gange og i stedet nikkede mod forhænget hun var kommet fra.
|
|
|
Post by Annabel Vargas on Apr 1, 2013 0:11:38 GMT
Tag Matthew - Outfit HereAmálias blik hvilede indtrængende på Matthew, ikke fordi hun ønskede at være kold eller ufølsom, men fordi, det hun fortalte, var vigtigt. Det var tydeligt at den unge troldmand led og billedet af ham, spejlede tydeligt Annabels mors indre. Hun tvang det dog ned, var nødt til at tvinge det ned, for ikke at blive overvældet over den forfærdelige følelse af deja-vu fra da hun havde mistet Jason Baker. Undertrykkelse var den eneste måde hvorpå hun på nogen måde kunne rumme det og kun hendes mørke øjne afslørede smerten, på samme måde, som hendes datters altid var et vindue til sjælen.
Hendes hånd forblev lukket omkring sin svigersøns underarm - titlen var selv i hendes tanker abnorm, som hun stod overfor den ødelagte, lyshårede knægt, som hun kun havde set billeder af - indtil hun var sikker på at han havde forstået hende. Med det samme formildedes hendes ansigtsudtryk og en umiskendelig varme sneg sig ind i hendes blik, selv overfor den fremmede knægt. Hun nikkede uden at sige noget og slap forsigtigt hans arm igen, for at træde til side og give ham plads til at gå forbi. Bag forhænget stod Margarida Vargas endnu og strøg sin Anabela over håret, hviskende en portugisisk remse, den unge pige havde holdt særdeles af, da hun var yngre. Det var et sjældent syn, at se den autoritære heks så følsom og kærlig, men der var absolut ingen tvivl om, at det var netop det hun var.
|
|
|
Post by Matthew Blythe on Apr 1, 2013 12:22:01 GMT
Tag; Annabel Vargas ~ Wearing; This Matt så på én gang medfølende og taknemmeligt på Annabels mor og satte i gang mod forhænget i samme sekund hun slap ham. Ikke fordi han ville være uhøflig eller ikke havde hørt hende, men bekymringen han delte med hende, var det allermest dominerende i hans bevidsthed. Han trak forhænget nok til side til at kunne komme ind bag det og gik så igen i stå da han endelig fik øje på Annabel.
Knuden i hans mave voksede til vandmelon-størrelse og hans underlæbe dirrede et sekund, helt udenfor hans kontrol. Hun havde tabt sig, mere end han på nogen måde brød sig om, på bare de få måneder der var gået siden han sidst havde set hende. Han vidste ikke hvor længe han stod fastfrosset lige indenfor forhænget og bare så på hende, men det var først da en anden tanke slog ham, at han reagerede igen og så på Margarida "Jess.." mumlede han spagt og panikken var et øjeblik tydelig i hans blik "Min søster, hun.. jeg ved ikke om hun.." hans stemme knækkede igen og den svidende fornemmelse i hans øjne blev hårdnakket blinket tilbage. Han havde en insisterende fornemmelse af at have afbrudt den ældre kvinde i noget han slet ikke havde hjemmel til at overvære, men tog alligevel et tøvende skridt nærmere sengen og Annabel. Hun lignede en porcelænsdukke der ville gå i stykker bare han kiggede på hende og han sank hårdt, uden at klumpen i hans hals svandt den mindste smule ind. Han følte sig fanget i et ubehageligt limbo, splittet mellem bekymring for hende og for søsteren han ikke anede om der var i ét stykke. Mellem den gennemsyrende impuls til at beskytte dem begge fra alt og alle og samtidigt vide at han var komplet magtesløs.
|
|
|
Post by Annabel Vargas on Apr 1, 2013 20:45:55 GMT
Tag Matthew - Outfit HereMargarida Vargas så op, da hun hørte forhænget blive trukket fra. Hendes blik hvilede på Matthew, selvom han ikke så på hende og hun gjorde intet for at afbryde ham i at tage hele situationen ind og forholde sig til den, så godt som han kunne. Hendes blik vendte tilbage til sit barnebarn, indtil Matthew brød den anspændte stilhed.
Der var ingen tvivl om alvoren af hans forespørgsel og med et forstående blik rejste hun sig fra kanten af sengen. "Giv mig din hånd," bad hun og holdt sin egen afventende frem, uden at forvente, at han havde tænkt sig at sætte sig imod. "Tænk på din søster,"fortsatte hun og lukkede hånden fast omkring hans, da først han rakte den frem imod hende.
Den ældre heks lukkede øjnene og da hun åbnede dem igen, var de helt mælkehvide, i stedet for mørkebrune. Hun var meget dygtigere og mere erfaren end sit barnebarn og det hele udstrålede en kontrol, Annabel endnu ikke havde. Der gik måske ikke mere end et minut, før Margarida Vargas lukkede øjnene igen. Da de endnu engang blev åbnet, vendte farven langsomt tilbage til den mørkebrune, uden at hun slap hans hånd. "Din søster er ikke kommet til skade,"fortalte hun, uden dog at ligne en der var færdig. "Jeg sender en patronus til Rektor Maverick og beder ham om, at finde ud af det han kan."
Hun slap hans hånd, men trådte endnu ikke væk. For første gang siden hun havde hentet ham, fandt et forsikrende og på mange måder beroligende smil vejen frem på hendes læber. Selvom hun havde sluppet ham, hvilede hun nu i stedet hånden mod hans arm. "Det skal alt sammen nok gå, Matthew. Det har du mit ord på." Der var ingen tegn på tøven i hendes ord og noget i hendes blik, afslørede at hun vidste mere end hun fortalte. Hun sagde dog ikke mere, men omfavnede med alverdens ynde den fortabte knægt foran sig, uden det på nogen måde virkede unaturligt for hende.
|
|
|
Post by Matthew Blythe on Apr 2, 2013 0:13:12 GMT
Tag; Annabel Vargas ~ Wearing; This Matt trak med besvær blikket væk fra Annabel i sengen igen og så et øjeblik forvirret på Margarida da hun rakte sin ene hånd frem mod ham. Så forstod han hendes mening og rakte tøvende sin egen hånd frem mod hende, nikkede og lukkede med en dyb indånding øjnene, og tænkte på Jess. En Jess med et sædvanligt smørret smil og et blik der spillede af ballade, som han kendte hende bedst.
Han åbnede øjnene igen da en ganske svag summen meldte sig i hans hånd. Om den rent faktisk havde noget at gøre med den ældre heks's evner eller bare var noget han forestillede sig, var han ikke sikker på. Hvad han var sikker på var, at han aldrig vænnede sig til de hvide øjne på en seer, der så alt og intet. En kuldegysning gled ned over hans ryg og blev erstattet af øjeblikkelig lettelse, da hun talte igen. Han sukkede dybt, nikkede igen og så taknemmeligt på hende "Tak Mrs. Hume." mumlede han og ville slippe hendes hånd.
Hans blik flakkede da hendes hånd lagde sig på hans arm og han så uforstående på hende da hun smilede. Hendes forsikring fik ham til at skæve til Annabel og den insisterende trykken bag hans øjne vendte tilbage med fornyet styrke. Han stivnede da hun lagde armene omkring ham og sank hårdt, kæmpede hårdnakket imod et par sekunder før en lille punkteret lyd gled over hans læber og hans skuldre begyndte at dirre afslørende "Jeg troede hun var.." han gik i stå og noget der lød umiskendeligt som et snøft undslap ham "Hun kunne være blevet.." heller ikke denne gang fik han sætningen gjort færdig før hans øjne besluttede at flyde over og han glemte alt om stolthed og gemte ansigtet mod den ældre kvindes skulder.
|
|
|
Post by Annabel Vargas on Apr 2, 2013 7:02:23 GMT
Tag Matthew - Outfit HereMargarida tøvede ikke, da hun omfavnede den yngre troldmand og slap ham ikke med det første, på trods af at han tydeligvis havde svært ved at tage imod det. Hun var klar over, at han på et eller andet plan måtte have brug for det, brug for trøst og forståenhed, på en måde han endnu ikke havde fået det. Ganske rigtigt mærkede hun ham give efter og hun holdt ham betryggende fast, uden at have travlt med at give slip.
Tværtimod lod hun ham få det ud, med en lavmælt, beroligende lyd. "Hun er i sikkerhed nu," mumlede hun en lavmælt forsikring, som måske lige så meget var for hende selv, som for ham. Hun holdt ham, så længe det var nødvendigt, indtil hun langsomt gav slip og trak sig tilbage, indtil kun hendes hænder hvilede mod hans overarme. Samtidig blev forhænget trukket til side igen og Amália Vargas trådte ind bag det.
Hendes blik hvilede først på sin mor, før det fandt den unge troldmand. En varm følelse spredte sig i hendes bryst, selvom hun ikke kendte ham og et mildt smil lagde sig over hendes læber, før hun så tilbage mod Margarida. Hun ville normalt have talt portugisisk, men med en enkelt skæven til Matthew, valgte hun at formulere sig på sit rustne engelsk. "Jeg har fået svar tilbage fra Ministeriet og det lader til, at det kan godtages som selvforsvar, men jeg må hellere tage derind og sikre det. Vi skal desuden bruge en vidneforklaring fra en af professorerne," hun talte hurtigt og hendes blik var alvorligt. Margarida lod til at forstå det hele og nikkede, uden at have sluppet Matthews arme. I stedet så hun på ham. "Vil du blive hos hende, mens vi er væk?" spurgte hun og tilføjede så. "Hvis din familie stadig er på Hogwarts, skal jeg nok sætte dem ind i hvad der er sket og fortælle dem hvor du er. Jeg kan sende patronusser, for at holde dig opdateret. Kan du klare det?"
|
|