|
Post by Matthew Blythe on Apr 2, 2013 18:52:28 GMT
Tag; Annabel Vargas ~ Wearing; This Ikke engang hvis han prøvede, ville Matt kune huske hvornår han sidst havde grædt. Det var ikke noget der kom let til ham, men da Annabels bedstemor lagde armene omkring ham, og roligt mumlede en forsikring, blev det den lille ting der fik bægeret til at flyde over, i næsten bogstavelig forstand. Han havde ingen fornemmelse af hvor længe han stod der, med hænderne knyttet hårdt ind mod sine egne lår og skuldre der skælvede afslørende, selvom ikke en lyd kom fra ham. En velkendt duft sneg sig ind i hans næsebor mens han stod der, og fik ham til at slappe en smule af. Lavendler.
De våde spor på hans kinder da han langsomt rettede sig op igen talte dog deres eget tydelige spor da han vendte ansigtet mod Amália. Han snøftede hurtigt ind og tørrede selvbevidst sine kinder, mens han tavst overhørte hvad hun sagde til Margarida. Hans blik fandt igen Annabel i sengen og blev der, selvom Margarida stadig havde hænderne på hans overarme.
Det gik først op for ham, at hun talte til ham, da hun stoppede, for så at fortsætte og han vendte pligtskyldigt blikket mod hende. Han genkaldte sig hendes spørgsmål og nikkede så. Først én gang, så igen, med et endnu engang taknemmeligt blik uden at kunne finde passende ord at sætte på. Eller måske var de der, men han turde ikke forsøge sig, af frygt for at følelserne igen ville løbe af med ham.
|
|
|
Post by Annabel Vargas on Apr 3, 2013 21:57:20 GMT
Tag Matthew - Outfit HereMargarida gav først slip da hun fik Matts accept og nikkede let. Hun så efterfølgende på sin datter og selvom de intet sagde, virkede det næsten som om, at de på en eller anden måde havde en samtale alligevel. Ingen af kvinderne trådte over til Annabels seng igen, velvidende om at det ville være for svært at komme derfra og øjeblikket efter var de begge to forsvundet ud bag forhænget. - - - - - - - - - - - - Det var halvandet døgn siden Annabel Baker havde mistet bevidstheden på Hogwarts og udenfor vinduerne, havde mørket sænket sig. Skikkelsen i sengen var tilsyneladende lige så livløs, som den hele tiden havde været. Det var dog ikke helt tilfældet og langsomt var noget i Annabels underbevidsthed begyndt at røre på sig. Det trak blidt i hende, mens den bedøvende følelse af de mange eliksirer healerne havde hældt i hende, for alvor begyndte at aftage. Der gik ikke lang tid, før hun langsomt blev den mindste smule opmærksom på smerten, der syntes at være alle steder. Det trak hende længere op mod overfladen og hendes vejrtrækning var mere anstrengt end den havde været før - dog ikke nok til at det ville blive bemærket, medmindre man var fuldt fokuseret på hende. Hun var dog endnu ikke helt ved bevidsthed, selvom hendes krop begyndte at reagere på, at noget var grueligt galt. Der var ikke et eneste sted, hvor det ikke gjorde ondt. Huden føltes for stram over knoglerne og da hun tog en dybere indånding, føltes det som om, nogen spændte et rødglødende jernbånd omkring hendes bryst. Hun følte sig selv reagere på det, mærkede udbruddet kæmpe sig op gennem halsen, men aldrig nå at komme til verden. Lyden døde før det nåede ud over hendes læber og nu hvor hun var på nippet til at være vågen, blev hun stødt mere bevidst om at hendes hals føltes tør som en ørken. Uendeligt tungt og langsomt, begyndte hendes øjenlåg at bevæge sig, uden at hun på nogen måde kunne ane sine omgivelser. I stedet var alt endnu blot et gråt, sløret rod og smerten fra hendes forslåede krop, var langt mere dominerende.
|
|
|
Post by Matthew Blythe on Apr 3, 2013 23:38:17 GMT
Tag; Annabel Vargas ~ Wearing; This Matt havde mistet fornemmelsen af hvor længe han rent faktisk havde siddet ved siden af sengen bag forhænget på St. Mungos. Den ene time var gledet over i den anden uden han lagde mærke til det, kun afbrudt af healerne der kom med jævne mellemrum, ligesom Margarida og Amália. Følelsen af ikke at have ret til at være der, eller at han burde være et andet steder var forsvundet da hans forældre var troppet op sammen med Jess og han ved selvsyn kunne se søsteren var i ét stykke.
Lige nu var han alene ved siden af sengen, men ikke bevidst om det. Han sad stadig på samme stol han havde siddet på det meste af et døgn, men hans øjne var lukkede og han åndede tungt som han sad lænet ind over sengekanten ved siden af Annabel med kinden hvilende mod sine egne underarme. Den svage uro fra under tæpperne fik ham til at røre svagt på sig mens han mumlede uforståeligt i sin ukomfortable stilling, men uden at det fik ham til reelt at vågne fra sin urolige, og tiltrængte, søvn.
|
|
|
Post by Annabel Vargas on Apr 7, 2013 22:48:52 GMT
Tag: Matthew - Outfit: HereAnnabels øjenlåg føltes tunge som bly og i hvad der føltes som uendeligt lang tid, forsøgte hun at finde ud af, hvordan man åbnede dem. Smerten var overskyggende nok til, at det var svært for hendes udmattede hjerne at få noget til at give mening igennem den og der gik flere minutter, før hun endelig missede med øjnene og langsomt slog dem op. Selvom lyset næsten var slukket, var det alligevel skarpt i hendes øjne og det tog endnu nogle sekunder, før hun var helt klar til at åbne dem helt.
Alting omkring hende var sløret og da hun rørte på sig, for at komme til at ligge bedre, beklagede alle muskler i hendes krop sig og hun slap en punkteret lyd. Bevægelsen fik dog hendes fingerspidser til at strejfe noget og så snart hendes hjerne registrerede det, bøjede hun langsomt og med et forpint ansigtsudtryk, nakken lidt. Synet der mødte hende gav ingen mening og da hun lod blikket glide rundt i lokalet, blev forvirringen større.
Alt hvad der foregik i hendes tanker var sløret og hun kunne ikke finde sammenhængen i noget som helst. Hendes krop rystede, uden hun var klar over det og anstrengt drejede hun hovedet i sin kærestes retning igen. Hun forsøgte at sige hans navn, men første gang kom ingen lyd ud. Hun rømmede sig, skar en grimasse over smerten den lille handling medførte, men formåede så at få et hæst og brugt "Matthew..." ud over sine læber. Hendes øjenbryn havde trukket sig sammen og viste tydeligt forvirringen på hendes ansigtsudtryk, som langsomt nærmede sig panisk. "Matthew..."
|
|
|
Post by Matthew Blythe on Apr 7, 2013 23:26:11 GMT
Tag; Annabel Vargas ~ Wearing; This Matthew sov ikke tungt og allermest sov han fordi hans krop og hjerne havde valgt at tvinge ham til det efter adskillige timer siddende i en umagelig stol ved siden af sengen. At han trængte til det og havde nået punktet hvor kroppen ganske simpelt lukkede ned for at genoplade var ikke bevidst gået op for ham og der gik nogle lange sekunder før han registrerede bevægelse, omend kun svagt.
Han mumlede utilfredst, men en stemme trængte alligevel igennem. Tonen i stemmen, mere end hvad der blev sagt fik ham til at åbne øjnene og løfte hovedet i et hurtigt ryk "Hvad?" udbrød han og blinkede med sine tunge øjenlåg der truede med at falde i igen. Dog kun lige indtil det for alvor dæmrede at Annabel var vågen og han mødte hendes blik "Anna!" kvækkede han med en stemme der knækkede over. En bølge af lettelse skyllede ind over ham for sekundet efter at blive erstattet af en knugende fornemmelse i mellemgulvet over hendes panikslagne udtryk "Det er okay." begyndte han og greb den ene af hendes hænder mens han rejste sig fra stolen i stedet for at rykke endnu længere ud på kanten af den "Du er på Mungos." han var komplet ved siden af sig selv og på én gang lysvågen og stadig søvndrukken "Healeren gav mig noget hvis du har ondt. Har du ondt?" han var alt for bevidst om at han plaprede og lukkede munden hårdt i, knugede hendes hånd og gik i stå mens han bare så ned på hende og forsøgte at bekæmpe den insisterende prikken der igen meldte sig bag hans øjne.
|
|
|
Post by Annabel Vargas on Apr 9, 2013 13:23:51 GMT
Tag: Matthew - Outfit: HereAnnabels udmattede hjerne havde uendeligt svært ved at følge med og det krævede en større kraftanstrengelse for hende, i det hele taget at finde sin stemme. Samtidig voksede panikken i hende, uvisheden om hvad der var sket, hvor hun var og de små glimt, der blev ved med at vende tilbage til hende. Hendes fingre strakte sig formålsløst for at nå Matthew, mens hun halvkvalt fik fremstammet hans navn igen.
Det gav et sæt i hende, da han vågnede brat og hun fór lidt sammen i sengen - som hun først nu registrerede, at hun lå i - under store protester fra hendes mørbankede krop. Af samme grund slap hun en næsten uhørlig, men forpint lyd. Instinktivt søgte hendes blik efter Matthews, ledte efter ro, noget at klynge sig til i hans blå blik.
Hun så op på ham med store, glinsende øjne og mønstrede ikke selv styrken til at lukke fingrene sammen omkring hans hånd, selvom varmen fra ham, var beroligende. Hun tog en rystende indånding og koncentrerede sig det bedste hun kunne, om det han sagde. Det tog lidt tid, før det trængte igennem hendes omtågede tanker, men til sidst fik hun tvunget sig selv til at nikke svagt.
Det forvirrede og skræmte udtryk var dog ikke forsvundet og hendes øjne flakkede over hans ansigt, som hendes hjerne forsøgte at kæde brudstykker af information sammen. Det gav et pludseligt ryk i hende, samtidig med at en forfærdet lyd, fandt vejen ud over hendes læber, uden hun selv var klar over det. Den blev næsten med det samme efterfulgt af et knapt så lavmælt udbrud over den skærende smerte, som rykket havde bragt med sig. Det gjorde så ondt, at hun havde det som om at hun kunne besvime, hvornår det skulle være. Alligevel holdt hun ikke op med sit umulige forsøg på at komme op. "Nej!" Hendes åndedræt var gispende. "Hvad... Jeg kan ikke... Han... " undslap det hende panikslagent, mens tårerne vældede op i hendes øjne af lige dele panik, frustration, anstrengelse og smerte.
|
|
|
Post by Matthew Blythe on Apr 9, 2013 21:02:00 GMT
Tag; Annabel Vargas ~ Wearing; This Matthew kunne ikke mønstre bare halvdelen af den ro og det kølige overblik han ville ønske han kunne og hans blik flakkede både bekymret og ubeslutsomt over Annabels tydeligt forpinte blik. Han stoppede sin egen nervøse plapren da hun nikkede og vendte sig halvt væk for at se på de små flasker der stod på det lille bord ved siden af sengen og tage en dyb indånding i et forsøg på at få sig selv til at slappe af, uden held. Et øjeblik eller to kunne han ikke huske hvilken det var han havde fået udpeget og han panikkede en lille smule.
Før han fik valgt den rigtige, fik et udbrud fra Annabel ham til igen at se på hende, stadig med bekymringen malet i hele ansigtet "Anna, nej.." han rakte begge hænder ud, instinktivt for at få hende til at lægge sig ned igen og ikke blive ved at kæmpe for at komme op siden det åbenlyst gjorde hende ondt "Vil du ikke nok.." han gik i stå og anede ikke hvordan han skulle gribe sagen an og turde ikke følge sit instink af frygt for at gøre hende endnu mere ondt end hun i forvejen havde "Der er ikke nogen han." han så indtrængende på hende og satte sig forsigtigt på kanten af sengen mens han alligevel rakte ud og lagde den ene hånd ganske let på hendes ene kind for at få hende til at se på sig selvom hendes tårevædede ansigt gav ham en ubehagelig knude i maven "Der er kun mig lige nu. Du har ligget her siden i forgårs." han lod hånden falde igen, stadig med følelsen af hendes alt for varme hud mod sin håndflade, tog en dyb indånding og rakte så ud efter en bestemt flaske, ikke længere i tvivl. Han trak den lille prop af og holdt den lidt frem mod hende "Healeren sagde jeg skulle give dig det her hvis du vågnede. Mod smerterne." han så afventende og en smule bedende på hende, men var alligevel mere rolig og fast besluttet på at få hende til at drikke eliksiren.
|
|
|
Post by Annabel Vargas on Apr 12, 2013 7:15:58 GMT
Tag: Matthew - Outfit: HerePanikken spredte sig til hver en fiber af hendes krop og hendes hjerne slog fra, afviste al logik, da hun desperat forsøgte at komme op. Det lykkedes hende dog ikke tilnærmelsesvis før stærke, men blide hænder, lukkede sig omkring hendes skuldre og effektivt hindrede hende fra yderligere kamp. Det fik dog ikke panikken til at falme, og det lyste ud af hendes flakkende, angstfyldte blik. Hun forsøgte at kæmpe imod grebet, men hun havde knapt nok kræfter til at løfte sig og hele hendes krop skreg af smerte.
”Nej, nej, nej, nej, nej, nej...” messede hun og forsøgte at finde styrken til at løfte armene, og skubbe hans hænder væk. Hvorfor kunne han ikke forstå, at hun var nødt til... En skælven løb igennem hende over hans ord og hun stivnede mærkbart under hans hænder, da ordene langsomt trængte igennem. En punkteret lyd fandt vej ud over hendes læber og hun faldt sammen mod sengen som en kludedukke, uden længere at mønstre styrken til at kæmpe for at komme op.
En svag lettet følelse spredte sig i hende og det var tydeligt på hendes ansigt. ”Matthew...” sukkede hun, uden at have intention om at tilføje mere end det. I stedet gled hendes øjenlåg i, uden hun kunne overvinde den summende følelse i hovedet, der fik tanker og minder til at vælte sammen. Den varme hånd mod hendes kind var beroligende og hun nåede lige at åbne øjnene igen og, på trods af sin krops protester, begynde at løfte armen for at famle sig frem til den, da han fjernede den igen. Hun dirrede og instinktivt, havde hun lyst til at række ud efter ham igen, forsikre sig selv om, at hun ikke var alene.
Hun drejede med en næsten uhørlig, forpint lyd, hovedet mod ham og fulgte med et flakkende blik hans bevægelser. ”Hv...” begyndte hun, men blev stoppet af sin grådkvalte stemme. Selvom det gjorde ondt i brystet på hende, forsøgte hun at rømme sig. ”Hvad...” fik hun langt om længe fremstammet, uden at kunne gøre sætningen færdig. I stedet fulgte hun Matthew med store, glinsende øjne. Blikket faldt til den lille flaske han holdt frem imod hende og med en tydelig kraftanstrengelse, fik hun løftet armen og lukkede rystende fingrene om eliksiren, som var tæt på at skvulpe over. Annabel forsøgte at flytte på sig, men kunne ikke skubbe sig selv nok op til at hun ville kunne drikke eliksiren. Hun slap en anstrengt lyd, som gled ud mellem sammenbidte tænder, inden hun så bedende på ham. ”Hjælp...”
|
|
|
Post by Matthew Blythe on Apr 14, 2013 21:43:02 GMT
Tag; Annabel Vargas ~ Wearing; This Matt hadede lige i det øjeblik sig selv for at holde Annabel hvor hun var. Det skar ham i hjertet at se hende på den måde og han blev mere og mere usikker på hvordan han skulle gribe situationen an, og om han kunne "Anna.." bad han indtrængende og var på nippet til at få fat i en healer, da hun holdt op med at kæmpe imod og lagde sig tilbage igen.
Han tøvede et øjeblik før han rakte ud efter den lille flaske og lagde en hånd mod hendes kind. Han blev siddende med flasken lidt holdt frem, uden at tænke på, at hun måske ikke selv ville tage den, eller være i stand til det. Han anede ikke hvor han skulle begynde for at fortælle hende hvad der var sket og hvorfor hun var der, men han slap for at overveje det mere, da det gik op for ham, at hun havde problemer. Han så øjeblikkeligt skyldig ud og rynkede panden endnu mere mens han mumlede "Undskyld.. lad mig.." han lænede sig lidt ind over hende og listede forsigtigt den frie hånd ind under hendes nakke så han kunne hjælpe hende bare lidt op, mens han holdt den lille flaske helt hen til hendes læber "Drik." bad han lavmælt og uden at kunne foregive at være så rolig som han ville ønske han var "Du får det bedre så." hans blik flakkede mellem hendes øjne og det smil han prøvede at sende hende, blev kun til en svag trækning i den ene mundvig.
|
|
|
Post by Annabel Vargas on Apr 16, 2013 20:27:07 GMT
Tag: Matthew - Outfit: HereEn punkteret lyd undslap Annabel, da hun forsøgte at komme op at sidde. Det lykkedes hende overhovedet ikke og da hun måtte bede om hjælp, var hendes stemme spag. Et lettet suk gled ud mellem hendes læber, da en hånd kort efter støttede hendes nakke og hun flyttede lidt på sig, da noget koldt ramte hendes læber. Hun trak sig dog ikke væk, men fulgte blindt ordren. Væsken var tynd og iskold, før den gled ned gennem hendes hals og i stedet sendte varme rundt i hele kroppen.
Brat trak hun hovedet væk, for at dreje det og hoste, da noget fandt vejen ned i den gale hals. Det var dog kun et øjeblik, før hun tungt lod hovedet falde tilbage mod puden, med et dybt suk og lukkede øjenlåg. Det var dog tydeligt at se, hvordan hun langsomt slappede mere og mere af, som eliksiren dulmede den værste smerte og inden længe, kunne hun næsten tænke klart igen. En ubehagelig skygge gled over hendes ansigt, som minderne endnu engang vendte tilbage, men denne gang panikkede hun ikke. I stedet skubbede hun det så langt væk, som hun kunne, mere optaget af den velkendte og beroligende duft, der hang i luften omkring hende.
Hendes øjenlåg sitrede og langsomt åbnede hun øjnene igen, søgende efter et bestemt par blå øjne. Det var som om, hun ikke helt havde været ved bevidsthed indtil nu og hendes mørke øjne flakkede, da de fandt deres mål. ”Matthew,” kom det fra hende, stadig hæst, men med den mindste smule mere styrke end før. Før hun selv nåede at registrere det, havde hendes ene arm løftet sig, for at række ud efter ham. Smerten var ikke blændende som før, men det gjorde stadig ondt. Nu kunne hun dog overkomme det og lade det overdøve af behovet for at nå ham.
|
|
|
Post by Matthew Blythe on Apr 16, 2013 23:28:37 GMT
Tag; Annabel Vargas ~ Wearing; This Matthew lukkede fingrene let om Annabels nakke mens han hjalp hende til at løfte hovedet nok til at kunne drikke indholdet af den lille flaske han holdt mod hendes læber. Han fjernede den øjeblikkeligt da hun drejede hovedet væk og begyndte at hoste, mens rynken i hans pande blev endnu dybere og formerede sig til to "Undskyld." mumlede han næsten ikke hørligt og knugede hånden om den tomme flaske mens han forsigtigt trak hånden bag hendes nakke til sig.
Han blev stående ubeslutsomt da hun igen lukkede øjnene og lå urørligt på sengen. Uroen gnavede konstant i ham og lettelse var tydeligt malet i hans ansigt da hun slog øjnene op igen og så ham i øjnene. Han sank en klump da hun talte igen og nikkede stumt mens han, efter et øjebliks tøven, satte sig på kanten af sengen og lænede sig ned mod hende som en naturlig reaktion på hendes fremstrakte hånd. Alting faldt en smule mere til ro da hans ene arm gled omkring hende og han kunne gemme ansigtet halvt i hendes uglede hår "Jeg troede.." begyndte han og mærkede det trykke forræderisk bag sine øjne igen. Så han sagde ikke mere. Ikke lige der, løftede blot den anden arm og lagde også den omkring hende, mens han knugede hende så tæt han turde.
|
|
|
Post by Annabel Vargas on Apr 19, 2013 6:39:54 GMT
Tag: Matthew - Outfit: HereSå snart hun kom til sig selv, var hendes instinktive reaktion at række ud efter Matthew. Det fyldte hendes hoved på en velkommen måde og en lettet lyd undslap hende, da han satte sig på sengen og hun mærkede hans ene arm sno sig omkring hendes krop. Med en kraftanstrengelse, løftede hun sig lidt, så hun kunne lægge den ene arm over hans skulder. Det blev straks nemmere, da hans anden arm også lagde sig om hende og hun selv kunne løfte sin anden arm og lukke dem begge bag hans nakke.
Det gjorde ondt, men ikke nok til, at hun ikke kunne ignorere det for nu. ”Matthew,” gentog hun bare spinkelt, tilsyneladende uden at kunne få noget andet ud over sine læber. En punkteret lyd undslap hende og hun begravede ansigtet mod hans hals, da det endnu engang trykkede på bag hendes øjne og hun mønstrede ikke styrken til at holde det inde. ”Det var min skyld...” kom det hviskende og ulykkeligt fra hende, sløret af hendes grådkvalte stemme. Der var ikke megen sammenhæng i hendes tanker, faktisk centrerede de sig kun om to ting. Det hendes handlinger havde foresaget og den pludselige sikkerhed om, at hun ville miste det der betød alt på grund af det. ”Du må ikke gå,” fortsatte hun messende. ”Du må ikke gå.”
|
|
|
Post by Matthew Blythe on Apr 19, 2013 22:11:41 GMT
Tag; Annabel Vargas ~ Wearing; This Matt var uendeligt bevidst om at være forsigtig. Ikke at tage for hårdt fat omkring Annabel for ikke at gøre hende mere skade end gavn. Alligevel var det eneste han havde lyst til at knuge hende hårdt og aldrig give slip igen. Det var i hvert fald den dominerende tanke i hans hovede mens han lagde armene omkring hende og fik startet på en sætning han aldrig fik gjort færdig.
Han strammede dog helt instinktivt grebet omkring hende da hun snublende begyndte at tale. Han var ikke i tvivl om at hun græd og det skar i ham at se hende på den måde. Hans Annabel, der ellers altid var stærk og ikke sådan lige at kue "Jeg går ingen steder." mumlede han grødet ned i hendes hår og lod den ene hånd glide op under hendes krøller og lægge sig mod hendes nakke "Der er ingen andre steder jeg skal være." han løftede hovedet lidt, kun for at plante et kys mod hendes tinding og så hvile kinden mod hendes hår uden at give slip og uden at komme ind på hvorvidt noget som helst af det skete var hendes skyld. Han klandrede hende ikke for noget, selvom det ville have været ualmindeligt nemt at være bagklog. Det strejfede ham ikke engang lige der. Han var bare lettet over, at hun var vågnet. ..og i live..
Han lukkede øjnene hårdt i, sank en klump og skubbede tanken om hvad der kunne være sket så langt væk som han kunne "Jeg elsker dig.." ordene var ude før han nåede at tænke over dem, men da de først var sagt følte han sig lettet. Han var på ingen måde i tvivl om at han mente dem og forstod et øjeblik ikke hvorfor det havde været så svært at få sagt.
|
|
|
Post by Annabel Vargas on Apr 23, 2013 9:02:49 GMT
Tag: Matthew - Outfit: HereAnnabel slappede mærkbart af igen over Matts beroligende ord. Hun bar alle følelserne uden på tøjet og de væltede op, uden hun kunne gøre noget som helst for at hindre det. I stedet for at fortsætte sin paniske messen, kneb hun øjnene hårdt sammen og tog flere beroligende indåndinger ind mod hans hals. Hendes ene hånds fingre var begravet i hans lyse hår og hun var lige nu ligeglad med alt andet, end at han var der.
Hendes øjne var røde da hun trak sig en lille smule væk og så på ham med store øjne. Hendes ryg var faldet tilbage mod madrassen, fordi det var for stor en anstrengelse at holde sig selv, men hun havde ikke sluppet ham. Hendes ene hånd var stadig halvt lukket bag hans nakke, mens de anden gled kærtegnende over hans kindben og hage, som var ru af skægstubbe. "Jeg elsker også dig," svarede hun og snøftede ind en enkelt gang. Hendes stemme var grødet og hun havde lyst til at lukke armene omkring ham igen, gemme sig hos ham. "Jeg elsker dig."
|
|
|
Post by Matthew Blythe on Apr 23, 2013 11:48:02 GMT
Tag; Annabel Vargas ~ Wearing; This Matt knugede Annabel ind til sig, men prøvede stadig ikke at gøre det for hårdt. Hun virkede så uendeligt skrøbelig i hans arme. Som om hun ville splintre hvis han holdt hende for hårdt. Han lagde ikke rigtigt mærke til, at han lænede sig mere og mere forover mens hun sank tilbage mod madrassen igen. Ikke før hun løsnede grebet om hans hals og han igen kunne se hende i øjnene.
Hans egne øjne var igen afslørende blanke og hans underlæbe sitrede svagt da hendes hånd gled ned over hans kind. Han sank hårdt da hun gengældte hans tidligere erklæring og bøjede sig helt ned for at plante et forsigtigt kys på hendes læber. Han anede ikke hvad han skulle sige og endte med helt at lade være. Han overvejede et kort øjeblik, skævede ud over rummet, uden at kunne se noget for alvor fordi forhænget var trukket omkring sengen. Han kunne kun høre dæmpet mumlen fra en healer eller to, hosten fra heksen i sengen lidt længere nede og snorken fra troldmanden ved siden af. Han vendte opmærksomheden tilbage til Annabel og lagde sig ned ved siden af hende. Langsomt og forsigtigt, helt ude på kanden for ikke at frarøve hende mere plads end højest nødvendigt "Kom her." mumlede han lavmælt og lukkede armene om hende igen, da hun, som forventet krøb ind til ham. Han gemte igen næsen i hendes mørke hår og lukkede øjnene mens han strøg hende blidt over håret og ryggen, komplet ligeglad med at healerne nok ikke ville mene han skulle ligge der "Det hele bliver godt igen. Det lover jeg." mumlede han videre og lukkede resten af verden ude.
L U K K E T
|
|