Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on Sept 19, 2012 14:00:20 GMT
For all the little steps we takeand for the long and winding roadsthe little things that made us smileTag :: Caroline Abbey ~ Outfit :: Here Eric skar en lille grimasse da Carrie begyndte at tale, men lod hendes tale ud før han selv bød ind med noget. Indledende et dybt suk, mens han slog ud med den ene hånd "I teorien ja, der er mange, men det er bare ikke så simpelt. Måske er der fem, men de fem har også en opgave som de er ansvarlige for og ville skulle trækkes væk fra for at dække mine opgaver." han følte sig såret over at hun mente hun var glemt især når han på ingen måde havde nogen chance for at ændre de gældende regler. Han holdt dog igen den tanke for sig selv og forsøgte at finde en anden vinkel der lød knap så meget som et forsvar.
"Det var ikke ligefrem planlagt alt det her." begyndte han, stadig med et indtrængende blik "Der er flere muligheder endnu jeg ikke har undersøgt nærmere, men jeg håbede det var noget vi kunne finde ud af, sammen, over de næste syv måneder, i stedet for en opdeling i dit og mit." han rynkede panden igen mens han lavmælt fortsatte "Nej, jeg har ikke glemt det, men jeg glemmer hvor forskelligt vi prioriterer." han så op og tilføjede hurtigt "Det er ingen anklage, bare fakta." han gemte ansigtet i hænderne et øjeblik, strøg dem videre gennem det efterhånden pjuskede hår og endte med blikket mod hendes mave uden at tænke over det "selvfølgelig er der en løsning, vi har bare ikke fundet den endnu." han havde stadig flere bebrejdende eller forsvarende bemærkninger i tankerne, men blev stædigt ved med at skubbe dem i baggrunden og koncentrere sig om det der var vigtigt i stedet. Han rynkede panden lidt mere, tydeligt overvejende og løftede så blikket tøvende til hendes ansigt før han satte ord på overvejelsen "Som mine pligter ser ud lige nu, kan jeg måske gå ned på halv tid. I et halvt år til en start."
|
|
|
Post by Caroline Abbey on Sept 19, 2012 14:48:16 GMT
The difference between perseverance and obstinacy is that one comesfrom a strong will, and the other from a strong won'tTag: Eric Wolfe ~ Outfit: Here
Carrie rynkede panden og var flere gange ved at afbryde Eric. Det lykkedes hende dog at holde tand for tunge og hun så lidt fra hans ansigt og ned på sin egen mave. Problemerne ligefrem tårnede sig op, nu hvor euforien for alvor havde lagt sig, og hun kunne mærke hvor fuldstændig uoverskueligt et projekt de havde besluttet sig for at tage på sig, uden rigtig at vide hvad de lavede.
Det gjorde hende træt på en helt ny måde og hun sukkede igen. ”Okay,” sagde hun simpelt, før hun sank lidt sammen igen. ”Hvis du siger det, så er der en løsning.” Glat som en slange mønstrede hun antydningen af et smil, uden det nåede hendes øjne. Hun slap ham med blikket og tog endnu en dyb indånding. ”Alternativt må vi finde plads til en barnepige i budgettet,” konstaterede hun uden skyggen af begejstring.
|
|
Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on Sept 19, 2012 22:24:32 GMT
For all the little steps we takeand for the long and winding roadsthe little things that made us smileTag :: Caroline Abbey ~ Outfit :: Here Eric var tydeligt anspændt og rettede sig lidt på ved Carries indledende bekræftelse, klart forventende mere end det der kom. Han rynkede panden igen og så en smule uforstående på hende. Hendes smil fik ham til at rette sig lidt mere op og stadig bare se på hende. Han havde set det utallige gange før, også rettet mod sig selv. Det var næsten værre end når hun råbte eller rasede og knuden i hans mellemgulv strammedes hårdt da hun vendte blikket væk.
Han åbnede munden for at spørge om hun overhovedet havde hørt hvad han sagde, men intet kom ud og han endte med at lukke den igen og i flere sekunder bare se fortabt på hende. Følelsen af at være lukket ude var umulig at ignorere og selvom han på alle andre tidspunkter ville angribe problemet lige på, så kunne han ikke overskue det som han sad overfor hende i halvmørket.
Efter hvad der føltes som meget længere end det reelt var, bøjede han hovedet og så ned på sine hænder der hang slapt mod hans knæ. Så rejste han sig i en brat bevægelse og fortsatte hen til det nærmeste frie vindue ud mod Diagonalstræde før han stoppede igen, lænede sig ind mod væggen ved siden af vinduet og lagde armene over kors og stirrede blindt på facaden af huset overfor.
|
|
|
Post by Caroline Abbey on Sept 20, 2012 9:18:00 GMT
The difference between perseverance and obstinacy is that one comesfrom a strong will, and the other from a strong won'tTag: Eric Wolfe ~ Outfit: Here
Caroline havde forventet en anden reaktion og måske nok en protest på den ene eller anden måde. Provokationen havde været halvbevidst, men hun havde ikke regnet med at han ville blive fuldstændig tavs og oplevede en hvis del af fortrydelse. Hendes blik faldt til maven igen, men da han rejste sig og gik, drejede hun hovedet imod det sted han lige havde siddet og så tenderende fortabt på det.
Hun lukkede øjnene med et suk og overvejede vitterligt at lægge sig til at sove, fordi hun var så træt. Samtidig gnavede den dårlige samvittighed irriterende i hende, på trods af hendes stædige forsøg på netop at undgå at få sagt noget hun ikke ville og hun blev irriteret på Eric over at have sat hende i den situation, imens han forsøgte at opstille det som om det bare var hende, der var uretfærdig.
Som hun alligevel åbnede øjnene tog hun en dyb indånding og så op i loftet. ”Eric,” sagde hun opgivende. ”Vil du ikke nok lade være? Jeg mener det. Du har sikkert ret, jeg kan bare ikke se det lige nu og det er alt for sent at diskutere det. Er du ikke træt?”
|
|
Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on Sept 20, 2012 19:33:41 GMT
For all the little steps we takeand for the long and winding roadsthe little things that made us smileTag :: Caroline Abbey ~ Outfit :: Here Erics tanker kværnede ubønhørligt mens han stod med blikket stift rettet mod bygningen overfor. Han bed flygtigt mærke i en skrigende, rød kappe i vinduet i stueetagen, mens han stædigt bed flere frustrerede udbrud i sig. At han lige der følte han havde tilbudt at kuldsejle hele sin egen karriere og ikke kunne forvente nogen ny forfremmelse indenfor de næste år og var blevet slået hen som mindre vigtigt sad stadig lige under huden. Det var ikke så meget det i sig selv. Hvis det var sådan det måtte være for at kunne få tingene til at hænge sammen og få plads til både barn og arbejde, så var det ikke noget han ville klandre nogen, men Carries tilsyneladende manglende vilje til at mødes på midten, slog ham mere ud af kurs end han ville indrømme overfor sig selv.
Han stivnede da hendes stemme hennefra sofaen brød den anspændte tavshed og lukkede øjnene med en lydløs udånding som hun fortsatte. Han stod nogle sekunder uden at sige noget, nikkede så langsomt, uden at tænke på at hun nok ikke kunne se det i halvmørket "Jo, jeg er træt." svarede han så kort, stadig uden at have vendt sig igen, men lod alligevel skuldrene falde fra deres anspændte position. Han åbnede øjnene igen og vendte sig efter et øjeblik langsomt alligevel med et udtryk der netop så træt ud, dog af flere grunde end fysisk behov for søvn "Men jeg får ikke sovet alligevel så længe du ligger herinde." fortsatte han ærligt og lod armene falde sammen med blikket, mens han satte sig i vindueskarmen.
|
|
|
Post by Caroline Abbey on Sept 20, 2012 21:01:20 GMT
The difference between perseverance and obstinacy is that one comesfrom a strong will, and the other from a strong won'tTag: Eric Wolfe ~ Outfit: Here
Carrie stirrede lige ud i luften og sukkede lydløst af lettelse for en kort bemærkning, selvom det, at han var træt, egentlig ikke var nogen løsning på noget som helst. Hun gled i midlertidig længere ned i sofaen og lukkede øjnene med en vag forhåbning om at han bare ville gå sin vej og lade hende sove uroligt videre. Da den ikke blev indfriet, men han i stedet bankede en enkelt ting fast ovre fra vinduet, slog hun øjnene op igen med et opgivende blik på loftet, som han heldigvis ikke kunne se. Hun overvejede i et sekund eller to rent faktisk at lade som om hun sov, men konkluderede at det ikke ville virke og at hun sikkert bare ville få så dårlig samvittighed, at hun ikke ville kunne falde i søvn.
Med en mindre grimasse satte hun sig op igen og drejede hovedet imod hans skikkelse i mørket. ”Så for at opsummere: Ingen af os vil sige hvad vi virkelig mener, fordi det er for sent og vi er trætte og ikke vil gøre hinanden kede af det, alligevel er vi begge to vrede og frustrerede og trætte. Jeg vil ikke sove ved siden af dig, du kan tilsyneladende ikke sove uden mig lige pludselig og vi vil stadig ikke sige hvad vi virkelig mener.” Hun sukkede tungt. ”Væk mig når du har fundet en løsning. Jeg er gravid. Jeg kan godt sove, selvom jeg har lyst til at slå dig.” På trods af sine afsluttende ord, lagde hun sig ikke ned, men blev siddende med blikket vendt imod Eric og en maske af tilsyneladende ligegyldighed, som ikke havde meget at gøre med hvordan hun virkelig havde det.
|
|
Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on Sept 20, 2012 23:14:02 GMT
For all the little steps we takeand for the long and winding roadsthe little things that made us smileTag :: Caroline Abbey ~ Outfit :: Here Eric sukkede dybt og tog sig selv i at himle med øjnene mens hendes ord kun byggede ovenpå den frustration der på ingen måde var blevet mindre siden han valgte at forlade soveværelset. Ubevidst knyttede han hænderne hårdt ind mod sine lår og så stift på hende mens hun talte.
Han blev stift stående adskillige sekunder efter hun var blevet tavs igen før han reagerede "Når jeg har fundet en løsning.." han slap en opgivende lyd "Så jeg skal bare.." han bed sig selv af, slog frustreret ud med den ene hånd og rystede på hovedet "Glem det." affærdige han kort og fortsatte mens han satte i bevægelse mod døren til gangen "Undskyld jeg overhovedet prøver. Det kan jo åbenbart gøre ravende ligemeget hvad fanden jeg end siger eller foreslår." han fortsatte sammenbidt helt hen til døren med en knude i maven der føltes på størrelse med en vandmelon og svag, men insisterende sviden i øjenkrogene, og stoppede brat for at se tilbage på hende "Jeg kan sige op! Dér er din løsning!" udbrød han højere end han havde villet og forlod så stuen helt for sekundet efter at smække en dør længere inde i lejligheden op så den ramte væggen bag. Han satte sig tungt på den side af sengen der manglede både dyne og pude og gemte ansigtet i hænderne endnu engang med en både irriteret og frustreret brummen.
|
|
|
Post by Caroline Abbey on Sept 20, 2012 23:38:45 GMT
The difference between perseverance and obstinacy is that one comesfrom a strong will, and the other from a strong won'tTag: Eric Wolfe ~ Outfit: Here
”Eric,” forsøgte Carrie at sige, imens han trampede imod døren ud til gangen, og sikkert vækkede halvdelen af deres naboer i processen. ”Vent...” Men han ventede ikke og han lyttede ikke. Hun krympede sig en anelse under hans verbale angreb og gav sig få øjeblikke efter, da soveværelsesdøren smækkede. Da sad hun tilbage i en mørk, stille stue med ringen for ørerne og blikket fokuseret på den tomme gang, der adskilte dem. Hun gemte ansigtet i hænderne, ikke fordi hun var ved at græde, men fordi hun langsomt følte sig mere og mere desperat. Trætheden var der stadig, hun havde en indbygget pligt til at tage sig af sig selv, imens hun var gravid, men alligevel overvejede hun at stå op.
Det var tåbeligt. Der kom simpelthen ikke mere ud af deres kommunikation den nat, men selv imens hun var ved at fortælle sig selv det, rejste hun sig op fra sofaen. Hendes bare tæer imod gulvet lavede stort set ingen lyd og det var først da hun tog i håndtaget på døren ind til soveværelset, at hun afslørede sin egen tilstedeværelse. Hun trådte over tærsklen uden en lyd, satte sig forsigtigt ned ved siden af ham og rynkede panden, uden at vove at røre ved ham. ”Eric,” sagde hun igen, lavmælt og prøvende, fordi hun ikke helt vidste hvad hun skulle forvente. ”Jeg mente ikke... Det var ikke... Jeg er virkelig træt. Jeg elsker dig... Kan vi ikke nok tale om det i morgen? Jeg elsker dig... Jeg... Er ked af det.” At det sidste var svært og sige og sjældent noget, der kom over hendes læber, blev understreget kraftigt af at hun måtte tvinge det frem, men det var nu ikke mindre velment eller ægte af den grund. Hun skævede nervøst til ham og var hele tiden mentalt ved at rejse sig, for at komme væk, hvis han fortsatte sit vrede udbrud. Det kunne hun ikke klare.
|
|
Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on Sept 21, 2012 0:18:53 GMT
For all the little steps we takeand for the long and winding roadsthe little things that made us smileTag :: Caroline Abbey ~ Outfit :: Here Eric hørte udemærket Carrie, men fortsatte alligevel med en altdominerende trang til bare at komme væk. Ligeså fristende var det at gribe det nærmeste for at kaste med det, eller lade sin opbyggede frustration gå ud over den nærmeste væg. Han gjorde dog ingen af delene, men nøjedes med at knalde døren til soveværelset i bag sig med fuld styrke før han satte sig tungt på sengen.
Den efterfølgende stilhed var trykkende og ubehagelig. Der gik ikke mere end et par sekunder før han havde fortrudt sit udbrud og selvom det havde lukket dampen ud, var vreden nu erstattet af et gnavende samvittighednag, der impulsivt fik ham til at stønne lavmælt og opgivende ind mod sine egne hænder. Det gav et sæt i ham da håndtaget på døren blev trykket ned og han rettede sig halvt op i en hurtig bevægelse. Hans blik flakkede momentært da det faldt på Carrie, før han flovt bøjede hovedet og så ned igen mens hun kom nærmere.
Som hun begyndte at tale sivede luften stille og roligt ud af ballonen og han følte sig mere træt end han måske egentligt var. Han tog en dyb indånding og nikkede svagt, uden at se op, mens hendes ord ikke gjorde ham så lettet som han selv havde håbet. Han sank lidt mere sammen med ludende skuldre og strøg begge hænder over ansigtet med et dybt suk, før han nikkede igen "Undskyld.." mumlede han lavmælt og drejede hovedet nok til at kunne lægge panden mod hendes skulder og lukke øjnene hårdt i mens han gentog sig selv, lidt højere end før "Undskyld.."
|
|
|
Post by Caroline Abbey on Sept 21, 2012 0:38:24 GMT
The difference between perseverance and obstinacy is that one comesfrom a strong will, and the other from a strong won'tTag: Eric Wolfe ~ Outfit: Here
Carrie vidste ikke hvad hun skulle forvente som reaktion på sin egne ord, der røg relativt impulsivt og uigennemtænkt over hendes læber. Hun rystede en smule på hovedet, da han mumlede, men løftede så lidt akavet hånden længst fra ham og strøg den over hans hår. ”Skat...” Hendes fingre gled over hans hals, før de landede på hans skulder. ”Eric.” Hun drejede sig lidt, fjernede derved hans mulighed for at blive siddende på samme måde og placerede sin anden hånd på hans anden skulder. ”Det er okay,” forsikrede hun ham lavmælt. ”Det skal nok gå.” Impulsivt lænede hun sig frem og plantede et blidt kys på hans læber, som en bekræftelse på det hun lige havde sagt.
Hendes hænder endte på hver af hans kinder og hun strøg begge tomler over ru skægstubbe, imens hun bestemt fangede hans blik. ”Det skal nok gå,” gentog hun, uden at flytte sig væk. ”Vi finder en løsning. Jeg lover at jeg nok skal lytte.” Hun vidste ikke hvad hun lavede, da hun sekundet senere lænede sig frem og fandt hans læber igen. Reelt set vidste hun godt at intet var løst endnu og at alle sårene stadig var åbne, men det var som om det røg lidt i baggrunden, en lille smule, og gjorde det lidt sværere at tænke på alle komplikationerne og problemerne.
|
|
Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on Sept 21, 2012 1:22:13 GMT
For all the little steps we takeand for the long and winding roadsthe little things that made us smileTag :: Caroline Abbey ~ Outfit :: Here Eric stivede momentært under Carries hånd over sit hår og efterfølgende sin hals, men faldt så igen lidt sammen i overgivelse, uden at kunne få sig selv til at åbne øjnene og endnu mindre til at løfte hovedet og se hendei øjnene på trods af hendesindtrængende stemme. Hun tvang ham dog til netop at løfte hovedet, omend kun lidt, ved at dreje sig mod ham, men han holdt stadig blikket slået ned et øjeblik endnu.
Hendes lavmælte forsikringer var i bund og grund hvad han havde håbet på at høre og hvad han selv havde sagt, bare med andre ord og han løftede hovedet lidt mere for at møde se på hende med et flakkende blik. Han nikkede stumt og blev urørligt siddende mens hendes læber ramte hans, men gjorde ingen anstalter til at trække sig væk. En mindre sten faldt fra hans bryst, selvom han stadig var ulideligt klar over, at problemet stadig var der med mulighed for flere diskussioner af samme kaliber. Han skubbede dog hårdnakket tanken fra sig og mødte igen flakkende hendes blik og nikkede igen, så godt det kun lod sig gøre, med hendes hænder mod sine kinder.
Anden gang hun lænede sig frem, gengældte han tøvende hendes kys og tog villigt imod den bekræftigelse der lå i handlingen, mere end i de ord hun havde sagt. Han trak vejret dybt og sank en mindre klump dah an trak ansigtet lidt væk fra hendes og nikkede igen før han lavmælt gentog hende "Vi finder en løsning.." han drejede sig selv lidt og løftede den ene arm for at lægge den let tøvende omkring hende, knuge hende fast og gemme ansigtet i hendes hår med et skælvende suk "Jeg elsker dig.." mumlede han ned mod de mørke lokker og lukkede træt øjnene igen mens han plantede et enkelt kys nær hendes tinding.
|
|
|
Post by Caroline Abbey on Sept 21, 2012 10:34:21 GMT
The difference between perseverance and obstinacy is that one comesfrom a strong will, and the other from a strong won'tTag: Eric Wolfe ~ Outfit: Here
Carrie vidste godt at de ikke var færdige med problemet, at de faktisk slet ikke havde nærmet sig en løsning, men hun orkede ikke at tænke mere på det og holdt det ude, imens hun kyssede Eric. Da han trak sig væk undslap et suk hende, men hun protesterede ikke over omfavnelsen, gemte blot selv ansigtet mellem hans skulder og hals og lukkede øjnene igen.
De var blanke, da hun få sekunder efter åbnede dem igen for at løfte hovedet og søge øjenkontakten med ham. ”Jeg elsker også dig,” slog hun fast. Hendes blik flakkede til hans læber, men hun fulgte ikke det ellers stærke instinkt, til at drukne bekymringerne, tog blot en dyb indånding og løftede sin ene hånd, for at stryge fingrene over hans kind igen. ”Jeg er stadig din, ikke?” Hun så søgende på ham med et nærmest bedende blik og lod sin hånd falde.
|
|
Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on Sept 21, 2012 16:03:16 GMT
For all the little steps we takeand for the long and winding roadsthe little things that made us smileTag :: Caroline Abbey ~ Outfit :: Here Eric strammede grebet en smule desperat om Carrie da hun lænede sig ind mod ham og den svage følelse af hendes varme ånde ramte hans skulder. Han lukkede øjnene ogen mens han lod kinden hvile mod hendes hår og tog adskillige dybe indåndinger, for at lade duften af hende trænge ind og få ham til at slappe bare en smule af.
Det var modvilligt han slækkede grebet lidt og løftede hovedet for at kunne se på hende igen. Det trak et kort øjeblik i hans mundvige, men smilet vandt aldrig kraft mens han nikkede langsomt en enkelt gang og troede hende, var ikke i tvivl og ønskede det mere end på så mange andre tidspunkter. Hans blik flakkede som hendes da hun strøg fingrene over hans kind og fangede hendes hånd med sin fri, før hun nåede at sænke den helt "Min, altid." svarede han lavmælt, gav hendes hånd et klem og bøjede hovedet frem mod hende for at kunne lade panden hvile mod hendes med et dybt suk "Undskyld." mumlede han igen efter et øjeblik og løftede hovedet for at plante et kys mod hendes pande.
Han så længe på hende før han trak hånden på hendes ryg til sig og i stedet lagde den mod hendes kind med et mat smil og et stadig brødebetynget og træt blik "Jeg hader når du er ked af det." han skar en lille grimasse mens han strøg tommelfingeren over hendes hud og så blev overmandet af et gab han kun lige fik undertrykt.
|
|
|
Post by Caroline Abbey on Sept 21, 2012 16:43:51 GMT
The difference between perseverance and obstinacy is that one comesfrom a strong will, and the other from a strong won'tTag: Eric Wolfe ~ Outfit: Here
Carries mundvige sitrede svagt, uden at det nogensinde blev til et rigtigt smil. Hun flettede sine fingre ind imellem hans og lukkede øjnene i et kort øjeblik, da Eric plantede et kys på hendes pande. Da hun åbnede dem var de stadig blanke, men der røg ingen tårer ned af hendes kinder. Derimod sendte hun ham et mat smil og blev derpå smittet af hans gab. ”Jeg hader at skændes,” bidrog hun blot, uden at sige at hun hverken kunne holde det ud når han var vred eller ked af det og slet ikke når det var på grund af noget hun havde gjort eller sagt.
Det lå ligesom implicit og ord var ikke noget hun ville bruge meget lang tid på. Ikke nu. ”Lad os sove,” sagde hun dæmpet. ”Vi har god tid i morgen til at tale. Jeg vil bare... I seng.” Hun rejste sig langsomt med endnu et gab og forsvandt ud af soveværelset på bare tæer igen, uden forklaringer eller spørgsmål. Hendes skridt ledte hende tilbage til sofaen, hvor hun samlede dynen og puden op i armene og bar begge dele med sig tilbage ind til sengen og Eric.
|
|
Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on Sept 21, 2012 20:43:22 GMT
For all the little steps we takeand for the long and winding roadsthe little things that made us smileTag :: Caroline Abbey ~ Outfit :: Here Eric tog endnu en dyb indånding og nikkede stumt til Carries forslag, der føltes ligeså meget som en diskret ordre. Det var dog ikke en han havde nogen problemer med at følge og han nikkede igen da hun fortsatte, formåede endda endnu et mat smil og rejste sig sammen med hende "Så langt er vi enige." mumlede han og blev overmandet af endnu et gab.
Han kunne dog ikke andet end at tage imod det som et tegn på igen at slappe nok af, til rent faktisk måske at kunne sove ordentligt. Han blev stående og så efter Carrie med svagt rynkede bryn, mens det knugede sig svagt i hans mellemgulv igen et øjeblik, indtil han blev sikker på hun kom tilbage til soveværelset og ikke blev ude i stuen. Så snart den vished var der, gik han rundt om sengen og krøb ned på sin faste plads nærmest vinduet.
Han betragtede hende tavst efter at have trukket dynen halvt op over sig og selvom tankerne stadig kørte i hovedet på ham, var det på en helt anden måde en for kort tid siden. Selvom en lille del af ham var beklemt ved snakken de uundgåeligt skulle have, så var han ikke i tvivl om den ville komme til at foregå mere konstruktivt efter sammenstødet de lige havde haft.
|
|