|
Post by Caroline Abbey on Sept 16, 2012 12:07:51 GMT
The difference between perseverance and obstinacy is that one comesfrom a strong will, and the other from a strong won'tTag: Eric Wolfe ~ Outfit: Here
Carrie rykkede lidt på sine ben, uden at flytte fødderne fra Erics ben. Hun nikkede til hans ord og smilede lidt for sig selv over deres enighed, der til tider var svær at nå frem til, men nogen gange var slående. En dyb indånding senere lod hun hovedet falde bagud og hvilede det imod ryglænet, imens hun så op i loftet. ”Jeg ville ikke orke at arrangere bryllup og forberede hendes ankomst samtidig med at vi skulle flytte i hvert fald,” svarede hun indledende, uden at lukke øjnene, selvom hun stadig var temmelig træt.
Hendes fingre forblev lukkede om tekruset og kun trommede lidt på siden af det. ”Men med tiden... Når hun bliver større... Det ville være fuldstændig umuligt for dine forældre at passe hende, fordi de ikke har en pejs og det ville bare på alle måder være vildt besværligt.” Hun rynkede panden lidt og løftede langsomt hovedet igen. ”Vi skal virkelig også have fundet ud af hvad vi gør med pasning. Det er fuldstændig uoverskueligt. Jeg kan slet ikke se hvordan vi skal kunne dække hendes første syv måneder ind sammen...”
|
|
Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on Sept 16, 2012 20:54:00 GMT
For all the little steps we takeand for the long and winding roadsthe little things that made us smileTag :: Caroline Abbey ~ Outfit :: Here Eric slap et lille udbrud, halvt en latter halvt et opgivende suk og rystede på hovedet "Så er vi to." han gav hendes ben et blidt klem igen "Jeg synes der er nok at se til og finde ud af lige som det er." han smilede varmt og fortsatte "Men det haster heller ikke. Ikke endnu." han rettede sig lidt op og endte med fingrene lukket let omkring hver af hendes fødder.
Det gik op for ham cirka der, at han komplet havde glemt sin egen te. Han slap derfor hendes ene fod og rakte ud efter sit krus, kun for at finde ud af, at indholdet nu havde en ganske passende temperatur. Han tog en mundfuld og nikkede før han talte "Det ville være rart uanset at kunne se dem på en lidt nemmere måde." indrømmede han, dog uden skyggen af fortrydelse.
Så rynkede han panden tænksomt og lod kruset hvile mod sit lår ved siden af hendes fod uden at slippe det "Jeg har krav på fjorten dage efter hun er født, og jeg har taget ekstra timer nok til at jeg kan strække den til en måned." han tav et øjeblik igen mens han fandt fakta frem fra de mentale gemmer "Og jeg kan søge op til 13 ugers orlov efter det."
|
|
|
Post by Caroline Abbey on Sept 16, 2012 21:09:22 GMT
The difference between perseverance and obstinacy is that one comesfrom a strong will, and the other from a strong won'tTag: Eric Wolfe ~ Outfit: Here
Carrie smilede antydningsvist og nikkede ved Erics konklusion. Selvom hun så let som ingenting kunne transferere sig hjem til begge sine forældre, så ville det alligevel være noget andet at have en af dem i nærheden, ligesom det at være tæt på Jason og Ginny ville betyde let børnepasning lige ved hånden. Det kunne hun sagtens se fordelene i.
Hun tog selv endnu en tår af teen, der for hendes vedkommende var ved at være drukket, og betragtede ham med en enkelt rynke i panden. Regnestykket blev hurtigt opgjort og hun kneb øjnene en anelse sammen, imens hun nikkede igen. ”Det er fjorten dage sammen herhjemme, hvor vi prøver at finde ud af hvad det er at være forældre. Hvis fødslen går godt burde det ikke være noget problem at du går tilbage til arbejdet for en periode bagefter. Ifølge bøgerne og min mor skal vi dække i hvert fald et halvt år, men det kan jeg se bliver svært, hvis du kun har tre måneders barsel. Jeg troede en lille smule jeg kunne være tilbage igen efter to...” Hun gnavede lidt på sin egen underlæbe og så på ham hen over kruset.
|
|
Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on Sept 17, 2012 1:02:32 GMT
For all the little steps we takeand for the long and winding roadsthe little things that made us smileTag :: Caroline Abbey ~ Outfit :: Here Eric nikkede bekræftende og løftede kruset for at tage endnu en mundfuld te "Nej, og så kan jeg tage de tretten uger løbende hvor vi synes der er brug for det. Hvis jeg først har fået orloven godkendt, kan jeg bruge dem som det passer bedst, bare ikke mere end fire uger i streg." indskød han og tav igen for at lade hende tale færdigt.
En lille rynke sneg sig ind mellem hans øjenbryn da hun var færdig og der gik flere sekunder før han tog tråden op igen "Det er kun de fjorten dage der er reel barsel." han skar en lille ærgrelig grimasse "Ulempen ved at være en mand. De tretten uger er forældreorlov." han tav tænksomt før han fortsatte "Jeg har en del ferie og afspadsering også som ka bruges, men jeg ville godt bruge noget af den til brylluppet trods alt." han smilede varmt før en anden tanke igen pressede sig på og han så undersøgende på hende "To måneder er ikke længe.." startede han forsigtigt "..slet ikke med sådan en lille størrelse i hænderne. Der er nogle ting jeg ret naturligt vil have svært ved at gøre." han lod kruset hvile mod låret igen og så afventende på hende mens han mentalt gennemgik flere muligheder for tid det første halve år "Jeg skal desuden nok sørge for at blive taget af den aktive liste." han så alvorligt på hende "Enten for et år til en start eller permanent."
|
|
|
Post by Caroline Abbey on Sept 17, 2012 22:47:54 GMT
The difference between perseverance and obstinacy is that one comesfrom a strong will, and the other from a strong won'tTag: Eric Wolfe ~ Outfit: Here
Carries alvor steg flere grader i løbet af Erics forklaringer og hun følte sig i stigende grad træt – af andet end bare mangel på søvn. Naiviteten i det han reelt sagde generede hende en hel del og hun besvarede ingen af hans antydende smil.
Derimod betragtede hun ham tavst i et øjeblik efter han havde afsluttet, før hun tog en dyb indånding. ”Eric,” lagde hun ud med et halvt suk allerede der, imens hun trak sine fødder til sig. ”Du har allerede sagt at du ikke regner med at kunne passe hende overhovedet i nogen brugbar tidsperiode. Så du regner med at jeg kan tage syv måneder af?” Hun så egentlig spørgende ud, men fortsatte uden at give ham tid til at komme med et reelt svar. ”To måneder er længe. Det er jo ikke fordi jeg ikke ville komme hjem hver aften. Men det kan jo tydeligvis være lige meget hvad jeg mener om sagen, når nu RAF allerede har taget beslutningen. Jeg kan da starte med at høre min mormor hvordan det er at være hjemmegående husmor med det samme!” Hun rejste sig op, forlod sofaen med retning imod køkkenet og ignorerede sine stadig ømme fødder. Hendes mine var tydeligt irriteret og det var da heller ikke et under, efter de konklusioner hun lige havde gjort sig.
|
|
Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on Sept 18, 2012 13:38:08 GMT
For all the little steps we takeand for the long and winding roadsthe little things that made us smileTag :: Caroline Abbey ~ Outfit :: Here Eric lagde ikke mærke til Carries forandrede udtryk eller kropssprog før hun tog hans opmærksomhed med hans eget navn og på samme tid trak fødderne til sig. Han rynkede panden da hun fortsatte og så overrumplet og uforstående på hende "Hvornår sagde jeg det?" udbrød han selvom hun fortsatte og klappede hurtigt i igen. Panderynken blev dybere, mens han forsøgte at følge måden hun åbenbart fortolkede hans oplysninger på.
Mentalt måtte han tælle til ti da hun fortsatte på samme spor og kunne ikke sige sig fri for at føle sig en smule uretfærdigt anklaget "Carrie." udbrød han opgivende da hun rejste sig, men fulgte ikke selv efter hende "Jeg har sgu ikke lavet reglerne her, okay? Jeg aner ikke engang hvad du har krav på!" udbrød han frustreret og himlede med øjnene, taktisk stadig med ryggen til hende. Så rejste han sig selv med et dybt suk og så hen mod hende "Det har jeg aldrig krævet af dig og det kommer jeg aldrig til, men jeg gider ikke skændes om det." han så indtrængende på hende og slog ud med den ene hånd "Kan vi ikke bare, tale normalt om det i stedet for det her?"
|
|
|
Post by Caroline Abbey on Sept 18, 2012 15:17:18 GMT
The difference between perseverance and obstinacy is that one comesfrom a strong will, and the other from a strong won'tTag: Eric Wolfe ~ Outfit: Here
Carrie fortsatte helt ud i køkkenet, hvor hun satte koppen fra sig ved siden af vasken. Erics ord fulgte hende det sidste stykke, men hun vendte sig ikke rundt, efter at have lagt hænderne imod bordpladen I stedet stod hun i et lille stykke tid og så ned i vasken, imens hun trak vejret dybt.
Hun lukkede øjnene, sukkede og rettede sig op, imens hun slog dem op igen. ”Det er sent,” konkluderede hun en anelse tomt, imens hun koncentrerede sig om ikke at lade flere giftige kommentarer slippe ud over sine læber. Det krævede en del af hende. ”Lad os lade være med at tale om det nu.” Hun drejede sig rundt imod ham med et nærmest neutralt ansigtsudtryk, selvom hun stadig kunne mærke den dybe irritation ulme under den pæne facade hun fastholdt.
Stadig havde hun lyst til at fortælle ham at hun havde forventet en del mere samarbejdsvilje, spørge ham hvad han havde tænkt sig og slå fast at der var en grund til at hun oprindeligt havde valgt ikke at skulle have børn, men hun ville ikke gentage det uheldige mønster, hvor hun sagde en masse grimme ting og han udvandrede – efterladende hende med fænomenalt dårlig samvittighed.
|
|
Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on Sept 18, 2012 18:37:07 GMT
For all the little steps we takeand for the long and winding roadsthe little things that made us smileTag :: Caroline Abbey ~ Outfit :: Here Eric blev tavst stående efter at have rejst sig og så frustreret ind i Carries nakke. Han rynkede brynene lidt da hun brød den anspændte tavshed som den første, men sagde stadig ikke noget. Han kendte hende godt nok til at vide at sidste ord langtfra var sagt og han mødte lettere forsvarsberedt hendes blik da hun vendte sig.
Der gik nogle sekunder endnu før han nikkede, sukkede let og lod skuldrene falde fra deres anspændte position, uden at han helt holdt op med at være på vagt "Det ér sent, ja.. en anden gang." han så ubeslutsomt fra hende til døren til gangen og tilbage igen. Han havde lyst til at forsikre hende om, at de nok skulle finde en løsning, den var der, de havde bare ikke set den endnu, men han lod være i forventning om, at det kun ville puste endnu mere til de gløder han vidste stadig ulmede.
Til sidst sparkede han sig i gang og satte kursen mod døren til gange, stoppede i den, med den ene hånd mod dørkarmen og så tilbage mod hende i køkkenet "Kommer du med i seng?" spurgte han lavmælt og blev stående afventende i døren. Hvis der var noget han hadede var det at gå irriteret i seng og lige nu var ingen undtagelse.
|
|
|
Post by Caroline Abbey on Sept 18, 2012 20:53:00 GMT
The difference between perseverance and obstinacy is that one comesfrom a strong will, and the other from a strong won'tTag: Eric Wolfe ~ Outfit: HereCarrie nikkede, uden at se sammenbidt ud, selvom hun følte sig alt andet end afklaret eller okay. Hun havde mange års øvelse i pokerfjæs og var fuldt ud i stand til at skjule at hun følte sig både forrådt, narret og håbløst alene lige pludselig. Normalt var det ikke de politiske eller diplomatiske evner, der kom mest i spil i den lille lejlighed, men lige nu var de brugbare. Hun havde stiftet alt for levende bekendtskab med hvor galt det kunne gå imellem dem og selvom hun lige nu havde lyst til at bede ham om at rende og hoppe og havde en bitter kommentar om, at det måske var en fejl det hele, på læberne, så var hun trods alt godt klar over, at hun ville fortryde det bittert, hvis det undslap hende. Hun så ikke på ham, på hans vej igennem rummet, men drejede alligevel hovedet ved hans spørgsmål. I et splitsekund var hun lige ved at sige noget mere på det lukkede, betændte emne, men så rystede hun blot på hovedet. ”Jeg er ikke træt,” løj hun fuldstændig åbenlyst, selvom hun havde siddet i sofaen og gabt for mindre end fem minutter siden. Det kunne i mellemtiden ikke være hende mere ligegyldigt hvad han lagde i det og hun blev blot stående indtil han var forsvundet. En dyb indånding senere havde hun skaffet sig selv et glas med vand og forlod selv stuen, for at gå direkte forbi soveværelset og badeværelset og fortsætte direkte ind på kontoret. Hun lukkede døren i og overvejede et øjeblik at låse den, uden at gøre alvor af det i sidste ende. - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Hvis Carrie havde været ved at falde i søvn for en time siden, så var det ingenting i forhold til nu. Da hun havde læst den samme sætning de første femten gange, resignerede hun med et dybt suk og lagde papirerne fra sig. Hun rejste sig uvilligt fra skrivebordet og gik ud af kontoret. Så stille som muligt åbnede hun øjeblikket efter døren til soveværelset, for at liste ind på strømpefødder. Hun tog det sammenfoldede nattøj, sin pude og hev forsigtigt i sin dyne, for at samle det hele i sin favn, med den intention at sove på sofaen. Det var i hvert fald helt sikkert at hun ikke skulle ligge ved siden af ham lige nu.
|
|
Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on Sept 18, 2012 21:57:32 GMT
For all the little steps we take and for the long and winding roads the little things that made us smile
Tag :: Caroline Abbey ~ Outfit :: [url=http://www.polyvore.com/cgi/set?
id=59163849]Here
[/url][/center] Eric ville måske havde troet på både Carries tilforladelige udtryk, eller endda påstanden hun kom med, hvis ikke det var fordi han kendte hende så godt som han gjorde. Han var fuldkommen sikker på, han havde jokket i spinaten et eller andet sted, uden at kunne finde ud af hvor eller hvorfor. Det skabte en insisterende og gevaldigt ubehagelig knude i hans mellemgulv og han rørte sig ikke ud af stedet med det samme. I stedet rynkede han panden dybt og åbnede munden for at sige noget. Han anede dog ikke hvad og var tilmed sikker på, at uanset hvad han ville sige, så ville det være forkert lige nu. Derfor kapitulerede han, lukkede munden igen og vendte sig langsomt for at fortsætte til soveværelset, uden at gøre sig nogen forhåbninger om rent faktisk at kunne sove og stadig med et utopisk håb om, at Carrie ville ændre mening. Da han først havde fået skiftet til nattøj og lå under sin dyne i mørket, var han dog efterhånden klar over det ikke kom til at ske. Han stirrede indædt op i loftet uden at komme noget som helst nærmere hverken en løsning, en åbenbaring eller søvn. - - - - - - - - - - En time senere var han ikke tættere at falde i søvn, selvom han fysisk var mere end klar. Hans hovede var dog ikke enigt og kværnede ubarmhjertigt omkring samme emne som da han forlod stuen. Som eneste forskel havde han vendt sig om på siden og stirrede nu i stedet ind i gardinet der var trukket for vinduet ud til gaden. Han hørte ikke Carrie før døren til soveværelset blev listet op og han måtte tage sig selv i nakken for ikke straks at vende sig om mod hende. I stedet blev han liggende urørlig med tilbageholdt åndedrag og alle sanser vakt, mens han hørte hende rumstere næsten lydløst rundt. Da hun trak sin dyne til sig knyttede han hånden hårdt omkring kanten af sin pude og vendte sig umærkeligt lidt, for at lade hende gøre det. Knuden i maven var der stadig og det samme var lysten til at stoppe hende, afsløre sin egen rævesøvn, men han gjorde det ikke. FØrst da døren igen blev lukket til rummet, vendte han sig rundt og sendte den lukkede dør et frustreret, magtesløst blik. Hvor lang tid han rent faktisk brugte på at overveje om han skulle forsøge at sove eller følge efter hende og tage konfrontationen med det samme, var han ikke helt sikker på, men at det var mindst en halv time ville være et godt bud. Så fik han nok og slog dynen til side i en irriteret bevægelse, stod op og fortsatte på bare tæer ind i stuen, hvor han, som forventet, fandt Carrie på sofaen. Han tøvede i døren igen da alt tydede på hun sov og fik et stik af en blanding af dårlig samvittighed og irritation over lige det. Dårlig samvittighed fordi han åbenbart var grunden til hun lå på sofaen og irritation fordi han ikke selv kunne sove "Carrie?" spurgte han lavmælt ud i den mørke stue og lyttede et øjeblik før han tilføjede "Sover du?"
|
|
|
Post by Caroline Abbey on Sept 18, 2012 22:12:52 GMT
The difference between perseverance and obstinacy is that one comesfrom a strong will, and the other from a strong won'tTag: Eric Wolfe ~ Outfit: Here
Carrie var ganske vidst dybt urolig, men da først hun havde børstet tænder, var trukket i nattøj og havde lagt sig tilrette på sofaen faldt hun alligevel i søvn stort set øjeblikkeligt. Hun sov ikke godt, men hun sov i det mindste og efter den bratte afslutning på en ellers god aften var det slet ikke så dårligt endda.
Gennem hendes slumrende bevidsthed sansede hun ikke rigtig at stuedøren knirkede lidt på sine hængsler. Hendes øjenlåg sitrede, men hun reagerede først efter Erics spørgende afbrydelse ved at rykke lidt på sig. Langsomt åbnede hun øjnene og havde i et enkelt sekund glemt hvor hun var. Det kom dog lynhurtigt tilbage og hun overvejede seriøst at lukke øjnene igen, vende sig rundt med ryggen til ham og ignorere hans tilstedeværelse. I stedet undslap en enkelt klagende lyd hende og hun sukkede. ”Hvad vil du, Eric?” Hendes tone var ikke ligefrem badet i velvilje, men hun så over på hans skikkelse i mørket og håbede halvvejs at det ville vise sig at det ulmende skænderi bare var noget hun havde drømt.
|
|
Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on Sept 18, 2012 22:30:39 GMT
For all the little steps we takeand for the long and winding roadsthe little things that made us smileTag :: Caroline Abbey ~ Outfit :: Here En lille del af Eric håbede at Carrie sov, og sov dybt nok til ikke at ville høre ham, men den mest dominerende part havde alligevel sat sig for i det mindste at gøre et forsøg på at rense luften. Han stivnede let op mod dørkarmen da han hørte den svage lyd af bevægelse fra sofaen, selvom han ikke helt kunne se den. Ikke før hendes stemme brød stilheden og han blev sikker på han havde hendes opmærksomhed.
Han stod alligevel ubeslutsom et langt øjeblik, før han tog en dyb indånding og gik nogle skridt nærmere "Forsøge at komme til bunds i det her." han stoppede ud for sofabordet og så ned på hende med tydelige rynker i panden og satte sig så langsomt ned på kanden af samme bord uden at slippe hende med blikket "Jeg kan ikke det her.." han slog ud med den ene hånd, men talte roligt og indtrængende, men uden den tidligere irritation der havde taget flugten igen "..vred i seng. Det er ingen af os tjent med." han tog en dyb indånding, stadig uden at ane hvor han skulle starte og endnu mindre hvor det ville slutte "Jeg har helt tydeligt misset noget der er vigtigt, men hvis jeg nogensinde har givet dig indtryk af at jeg regnede med du ville gå herhjemme permanent, så har tanken ikke strejfet mig før lige nu." han tav og gav hende en chance for at bryde ind, mens han mentalt krydsede fingre for at han ikke lige havde kastet en tændstik i krudttønden frem for at række en hånd ud.
|
|
|
Post by Caroline Abbey on Sept 18, 2012 22:54:14 GMT
The difference between perseverance and obstinacy is that one comesfrom a strong will, and the other from a strong won'tTag: Eric Wolfe ~ Outfit: Here
Carrie så træt ud i mørket og op på Eric, da først han kom tæt nok på at det var muligt. Hun sukkede lydløst over hans målsætning, men afbrød ham ikke før han var færdig og hendes tilbagevendte bitterhed var en anelse fordampet. Det var nu hun kunne fortælle ham at hun var fint tjent med det og sådan set allerede var faldet i søvn, men hun undlod at pointere det faktum og nøjedes med at forsøge at se hvad det var han egentlig prøvede på. At det var ret svært, når hendes instinktive reaktion var at tage tråden fra før op og fortsætte med bebrejdelserne uden forklaringer, betød ikke at det var umuligt, trods alt.
Hun tog en dyb indånding og så op i loftet, alligevel mildt irriteret. ”Vi kommer ikke til bunds i det nu,” lagde hun relativt bestemt ud. ”Jeg har åbenbart komplet misforstået dine intentioner og det ved jeg ikke hvad jeg skal stille op med. Lige nu kan jeg bare alt for levende huske hvorfor jeg i sin tid besluttede mig for at børn ikke var en mulighed og jeg hader dig en lille smule for at minde mig om det, selvom det sikkert ikke var med vilje.” Hun tog en dyb indånding og vendte blikket mod ham. ”Jeg ved ikke hvordan vi skal komme videre herfra eller hvad du egentlig forventer af mig, men jeg kan ikke se det gå op lige nu og jeg vil hellere gå vred i seng end jeg vil bruge hele natten på at lade som om jeg synes det er okay, at vi ikke kan dele byrden lige.” Hendes ansigtsudtryk var ikke mismodigt, selvom ordene måske nok var. Hun så direkte på ham i mørket og følte sig underligt uforsonlig, hvilket stod i stærkt kontrast til at hun samtidig bare ønskede at han ville sige at det alt sammen nok skulle gå og bære hende ind i seng.
|
|
Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on Sept 18, 2012 23:16:33 GMT
For all the little steps we takeand for the long and winding roadsthe little things that made us smileTag :: Caroline Abbey ~ Outfit :: Here Eric fortrød mere eller mindre han var stået op og havde det i stigende grad som om Carries ord blev ledsaget af en støt strøm af isvand ned over hans ryg og han endte med at sænke blikket og se opgivende på sine egne hænder. Flere svar, alle skarpe og bebrejdende blev kvalt før de blev til mere end tanker. Et stik af, hvad han erkendte var, frygt, meldte sig og blev skubbet langt væk igen . Han tog en dyb indånding, men kunne ikke få sig selv til at se op mens han lyttede til hende, stadig uden at komme nærmere end løsning eller blive klogere på hvad der var kernen i hele opgøret.
Den definitive og uforsonlige undertone i det hele fik ham til at falde lidt sammen, uden helt at kunne overskue helheden. Hans første impuls var til stadighed at forsikre hende om de nok skulle finde en løsning, helst med armene omkring hende og selvom han oprigtigt troede på lige det, så delte hun ganske tydeligt ikke overbevisningen. Han sad flere sekunder og vendte hendes ord, før han selv talte igen "Måske ikke helt til bunds, men.." han gik i stå og løftede hovedet, stadig med et indtrængende blik "Så lad mig stlle et andet spørgsmål." begyndte han lavmælt og ignorerede stædigt den gnavende, sårede følelse der var opstået mens han havde lyttet til hende "Hvad forventer du af mig. Skær det ud i pap." han var langtfra enig i hendes antagelse af at have misforstået ham, eller at byrden ikke skulle deles, men i stedet for at begynde at køre i det, prøvede han igen at finde ind til roden af problemet.
|
|
|
Post by Caroline Abbey on Sept 19, 2012 6:45:15 GMT
The difference between perseverance and obstinacy is that one comesfrom a strong will, and the other from a strong won'tTag: Eric Wolfe ~ Outfit: Here
Carrie opfangede uden problemer Erics slukørede mine, men nægtede at lade det skære i sig, selvom det alligevel ikke var muligt at undgå at det snittede og sved en anelse. Hun rynkede panden en anelse og kom langsomt op at sidde med ryggen imod armlænet, imens han talte, uden at stikke fødderne ud fra under dynen.
Endnu engang tog hun en dyb indånding og måtte tage sig sammen for ikke at miste fatningen eller gøre noget barnligt. ”Jeg forventede at du minimum ville tage halvdelen af tiden med hende, velvidende at der er noget mere end fem kaptajner i RAF til at overtage imens. Det samme gør sig ikke gældende for rådgivere af ministeren.” Hun krydsede armene over hinanden hen over dynen og rynkede lidt på næsen. ”Jeg vil ikke miste mit arbejde eller blive degraderet og jeg ved godt at det vil tage tid at have et barn og selvfølgelig går det ud over min arbejdsindsats, men der er forskel på at jeg kommer til at være dobbelt så lang tid på at stige i graderne og så på at ryge ud eller ende i en eller anden sølle stilling, som jeg aldrig får arbejdet mig op fra. Jeg vil stadig være minister en dag. Det er mig du er forlovet med – stræberen. Ikke en der bare kan sætte sin karriere over styr. Jeg er krævende og besværlig, men når du glemmer det... Så glemmer du også mig. Og så føler jeg mig helt alene i det her projekt...” Hun gestikulerede ned imod sin egen mave og stirrede lidt ud i luften, frem for at se på ham.
|
|