|
Post by Meredith Abbey on Jun 2, 2012 0:03:49 GMT
inexpressible feeling of being safe with a person
[/size] Tag: Simon Lithgow • Outfit: Here[/center] Aldrig i sit liv havde Mary været så glad for en friweekend og på samme tid, så desperat efter noget beskæftige sig med. Det var kun et par dage siden bisættelsen havde fundet sted og det hang stadig hen over hovedet på hende, som en tyk, grå regnvejrssky. At det sikkert på ingen måde hjalp, at hun havde hevet en stak fotoalbums frem, som hun nu sad og bladrede igennem, uden helt at kunne finde ud af om hun skulle grine eller græde, var hun udmærket klar over.
Det endte med, at hun skubbede dem alle sammen en armslængde væk og i stedet endte med at folde armene på bordpladen og hvile panden mod dem, med et dybt suk. Sådan blev hun siddende i et par minutter, før hun tog sig sammen, skubbede sig på benene og fortsatte ud i det lille køkken, hvor hun greb tekedlen fra komfuret, fyldte den med vand og satte den tilbage, inden hun tændte for blusset. I mellemtiden åbnede hun et skab og trak en tekop i selskab med en lille pose med te ud.
[/justify]
|
|
|
Post by Simon Lithgow on Jun 2, 2012 0:19:01 GMT
Give me again all that was thereGive me the sun that shone!Tag: Mary ~ Outfit: Here
Det var virkelig ikke godt. Ugens underdrivelse – det var decideret forfærdeligt, at det der skulle til for at han kom sig over sin egen selvmedlidenhed og tog sig sammen var en dødsannonce. At det var tilfældet var dog for længst klart for Simon og som han for anden gang inden for få dage transferede sig til Hogsmeade, for at benytte ”De tre koste”s pejs, var det med en samvittighed sortere end de forkullede træstykker i selvsamme. Han vidste dog ikke hvad helvede han lige skulle gøre ved det, andet end at se det i øjnene, som han havde ladet slippe væk igen i foråret. Hvad han ville finde var han fuld af usikkerhed omkring, men af sted måtte han.
Da han kun minutter senere var på vej op af den stejle trappe var det med en insisterende knugen i maven. Han trak vejret dybt flere gange, som han standsede på trappeafsatsen foran Marys lejlighed og lukkede øjnene i et øjeblik, før han løftede den ene hånd og bankede på. Velvidende at han potentielt trængte sig på midt i noget forfærdeligt, tog han sig sammen og klarede halsen lidt. ”Mary? Det er... Simon,” kaldte han dæmpet i et forsøg på ikke at hale opmærksomhed til sig fra hendes naboer.
|
|
|
Post by Meredith Abbey on Jun 2, 2012 1:10:49 GMT
inexpressible feeling of being safe with a person
[/size] Tag: Simon Lithgow • Outfit: Here[/center] Mary lukkede fingrene om kanten af køkkenbordet og lænede sig ind imod det, mens hun ventede på at vandet i kedlen kogede. Med et lavmælt suk, trak hun fingrene igennem håret og samlede det skødesløst i en knold, med den hårelastik hun før havde om håndleddet. Samtidig hylede tekedlen og hun havde netop lige nået at hælde den kogende vand op i koppen, da det bankede på døren.
En rynke gled frem over hendes pande og hun satte en anelse fumlende tekedlen fra sig på komfuret igen. Stemmen der fulgte, var ikke til at tage fejl af og i et øjeblik eller to gik hun i stå. Siden hun havde modtaget en ugle fra Simon i løbet af sommeren, havde hun forsøgt virkelig hårdt ikke at tænke på ham. Det havde om muligt efterladt hende mere forvirret end hun i forvejen havde været og hun var bestemt ikke sikker på at hun havde brudt sig om det.
Nok til at hun i et kort øjeblik overvejede at lade være med at åbne døren. Der var så mange ting der fyldte hendes hoved i forvejen og det at hendes ekskæreste nu stod ude på den anden side af døren, var ikke noget hun på nogen måde kunne overskue. Alligevel var det hans ansigt der dukkede op i hendes tanker, som i sidste ende fik hende til at gå ud i entreen. Hun tøvede endnu et øjeblik med hånden over kæden, inden hun med en ubehagelig knude i mellemgulvet trak den af og åbnede.
Synet af ham, var nok til at alt det hun havde prøvet at fortrænge over det sidste halve år vendte tilbage for fuld styrke og hendes forsøg mere eller mindre havde været forgæves. Hun endte med lade døren glide helt op og så på ham med et flakkende blik. "Du er tilbage," kom det konstaterende fra hende, med en temmelig spinkel stemme. Det var ikke ligefrem til hendes fordel at hun lige i de dage mere eller mindre bar følelserne udenpå tøjet og hun tog sig i at måtte synke en klump.
[/justify]
|
|
|
Post by Simon Lithgow on Jun 2, 2012 8:32:12 GMT
Give me again all that was thereGive me the sun that shone!Tag: Mary ~ Outfit: Here
Denne gang overvejede Simon ikke at stikke halen mellem benene, selvom det ville have lignet ham udmærket at vælge den udvej. Han rankede i stedet ryggen i et forsøg på ikke at ligne én stor undskyldning – igen – og stirrede lidt på døren, da lyden af en kæde, der blev taget fra, lød på den anden side.
Marys ansigt og alt ved hende, som hun stod der foran ham igen, fik ham i et øjeblik til at gå helt i stå og bare glo, men så klarede han halsen, nikkede en enkelt gang og forsøgte at administrere et smil, der aldrig nogensinde blev til andet end et vagt træk i mundvigene og en lettere stivnet grimasse. ”Jeg er virkelig ked af det,” fik han dæmpet frem, velment, selvom han efter et øjeblik indså at det lød som om det var ham selv han beklagede for – igen. ”Af din farmors...” Tilføjelsen var tøvende, ligesom hans blik, imens han afsøgte hendes ansigt og mest af alt bare havde lyst til at række frem og trække hende ind imod sig. ”Må jeg komme ind? Please?” En enkelt rynke var vokset frem i hans pande og selvom han vidste det var tåbeligt at fortsætte på turen omkring den varme grød, så havde han truffet sin beslutning og det var på alle måder på tide at følge op på den.
|
|
|
Post by Meredith Abbey on Jun 10, 2012 15:34:38 GMT
inexpressible feeling of being safe with a person
[/size] Tag: Simon Lithgow • Outfit: Here[/center] Simons stemme fra den anden side af døren, var det allersidste hun havde forventet og i et øjeblik eller to fik det hende til at gå helt i stå. Det virkede som alt for meget at skulle overskue lige i øjeblikket og efter at have overvejet for og imod overhovedet at åbne, endte hun med at nå frem til den realisation, at den instinktive, krævende og temmelig urationelle trang til bare at se ham, var stærkere.
Der var gået et halvt år fra hun sidst havde set ham - mere end set ham, for den sags skyld - men alligevel stod mindet tydeligt frem i hendes tanker. Det samme gjorde de to breve, der udgjorde den eneste form for kontakt de havde haft, som hun ikke engang havde gengældt. Lige nu virkede det dog også komplet ligegyldigt og uden hun rigtigt kunne gøre noget for at hindre det, bragte Simons ord en for tiden lidt for velkendt, våd fornemmelse op i hendes øjne.
Af samme grund så hun ned mod gulvet og nøjedes med at nikke en enkelt gang, mens hun forsøgende tog en beroligende indånding. Hun trådte til siden og gjorde plads til at Simon kunne passere igennem døråbningen og lod døren falde i bag ham. Hun snøftede en enkelt gang og strøg diskret fingerspidserne under det ene øje, før hun tog sig sammen og så op på ham igen, med et søgende blik. "Du er tilbage," gentog hun sig selv igen, som om hun havde svært ved at forstå lige netop det. Trangen til at træde frem og begrave sig i hans favn var der med det samme, men hun turde ikke rigtigt krydse afstanden. "Jeg savner dig," røg det impulsivt ud af hende, uden hun for en gangs skyld forsøgte at pakke sandheden ind. Hun havde indset, at livet var for kort til det. Tøvende og så lavmælt, at det ikke var mere end en hvisken, tilføjede hun: "... Jeg har brug for dig."
[/justify]
|
|
|
Post by Simon Lithgow on Jun 10, 2012 17:25:22 GMT
Give me again all that was thereGive me the sun that shone!Tag: Mary ~ Outfit: Here
Simon gik forbi Mary ind af døren, men vendte sig om med front imod hende igen så snart han var inde i lejligheden. De lyse øjne, er endelig mødte hans og de tre simple ord, gentaget i en stemme som han ikke kunne flygte fra at han havde savnet, fik det til at rykke i ham. Der var et rent fysisk træk hen imod hende, men han modstod det lidt endnu, forsøgte at aflæse situationen og nøjedes med at nikke svagt. Han skulle til at sige noget, men hun kom ham i forkøbet og i stedet endte han med begge øjenbryn hævet og let åben mund. ”Mary,” sagde han dæmpet,uden at vide hvilke ord han skulle bruge.
Øjeblikket senere besluttede han sig for at lade være med at bruge nogen som helst og tog i stedet det ene skridt frem det krævede, for at han kunne række frem med begge arme og hive hende ind imod sin brystkasse. Uden spørgsmål eller forbehold knugede han hende lige dele egoistisk og omsorgsfuldt ind til sig og bøjede hovedet en anelse som han stod der. Lige der var han ligeglad med hvor rodet alting var, hvor stor en andel hendes sorg havde i det behov hun udtrykte og hvor holdbar situationen imellem dem var. ”Jeg er her,” mumlede han dæmpet, nær hendes ene øre. Han fyldte diskret sine sanser med duften af hende, strøg sine fingre blidt ned over hendes ryg og holdt hende fast i sine arme, uden nogen tegn på at ville give slip lige foreløbig.
|
|
|
Post by Meredith Abbey on Jun 11, 2012 9:53:04 GMT
inexpressible feeling of being safe with a person
[/size] Tag: Simon Lithgow • Outfit: Here[/center] Hvorfor hun gentog sig selv, vidste hun ikke helt og var ikke engang fuldt ud bevidst om at hun gjorde det. Hun vidste bare at det virkede en anelse surrealistisk at han lige nu stod der og hun havde langt fra det overblik hun gerne ville have haft over situationen. Ikke desto mindre, var hun et eller andet sted dybt taknemmelig for det dog og det var det samme der fik hende til at ytre to, små sætninger.
Begge var lige sande og hun mente dem begge, men ville nok aldrig have sagt det så ligeud, hvis ikke hun i forvejen havde båret følelserne udenpå tøjet. I et øjeblik eller to holdt hun vejret, svagt bevidst om en våd fornemmelse over sin ene kind. Hendes navn over hans læber, fik hende i et kort øjeblik til at tro, at han på trods af de breve han havde sendt, ville afvise hende på stedet og hvis ikke han i samme øjeblik havde trådt frem, ville hun være trådt et skridt tilbage.
I stedet mærkede hun øjeblikket efter følelsen af Simons arme omkring sig og uvilkårligt begravede hun hovedet imod det øverste af hans kraveben, mens hun opgav at kæmpe imod tårene der havde presset sig insisterende på længe. Uden at tænke over det gled hendes arme omkring hans nakke og hun lod den usandsynligt beroligende duft af ham, fylde sine næsebor. Hun kneb øjnene hårdt sammen og krummede ubevidst fingrene en anelse mod hans skuldre over hans beroligende ord, med et enkelt snøft.
[/justify]
|
|
|
Post by Simon Lithgow on Jun 11, 2012 11:18:57 GMT
Give me again all that was thereGive me the sun that shone!Tag: Mary ~ Outfit: Here
Simon kunne ikke holde ud af se Mary sådan, men han vidste hvad han var gået ind til, da han denne gang havde opsøgt hende. Den korte, forfærdelige tanke, at det var hende, som var død, havde elimineret hans sidste forsøg på at forsøge at finde tilbage til sin hverdag uden at tænke på hende. Hendes varme krop i hans arme og den måde hvorpå hun uden protester begravede sit hoved imod ham og snøftede ind fik ham til at stramme grebet ubevidst om hende og han strøg hende kærtegnende, forsigtigt og beroligende over hendes ryg med en ellers ukendt følelse af beskyttertrang.
Han havde ingen småsøskende og selvom han kunne blive vred på Scotts vegne, så var det intet i forhold til hans nuværende, sikre viden om at han umuligt kunne lade mere dårligt ske for Mary, uden at bekæmpe det indædt. ”Jeg bliver her,” fortsatte han bestemt, før han plantede et enkelt kys på toppen af hendes hoved og tog endnu en diskret, dyb indånding. Hendes duft sneg sig ind på ham og hvis ikke det havde været for grunden til han stod der, så ville han have smilet. Det var dog ikke reel glæde, men nærmere lettelse over endelig at have hende i armene, uden at en af dem var ved at flygte. ”Jeg bliver lige her,” gentog han dæmpet, imens hans hænder standsede deres blide kærtegn, for blot at holde om hende.
|
|
|
Post by Meredith Abbey on Jun 19, 2012 12:45:50 GMT
inexpressible feeling of being safe with a person
[/size] Tag: Simon Lithgow • Outfit: Here[/center] Da først Simon trådte frem og trak hende ind til sig, opgav hun at forsøge at holde sammen på det hele og tillod sig at være sårbar for en enkelt gangs skyld. Det var alt sammen overvældende, duften af ham der tydeligt sneg sig ind i hendes næsebor og den varme følelse af hans krop så tæt på sin egen. Det var absurd betryggende og hun lod ubevidst øjnene falde i, med hans beroligende ord i sine ører.
Hun snøftede ind en enkelt gang mere, uden helt at kunne få sig selv til at give slip igen. Hvor længe der gik, vidste hun heller ikke, men efter et stykke tid endte hun alligevel med at slække lidt på grebet og trække armene nok tilbage til at hendes hænder i stedet hvilede mod det øverste af hans brystkasse.
Uden at hun helt kunne hindre sit blik i at flakke, trak hun hovedet langt nok tilbage til at hun kunne se ham, kun svagt bevidst om at hendes øjne måtte være svagt røde af saltvandet. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige eller gøre, blot at hun på ingen måde havde lyst til at give slip på ham og endte af samme grund med blot at se på ham med et uudgrundeligt blik.
[/justify]
|
|
|
Post by Simon Lithgow on Jun 19, 2012 21:39:35 GMT
Give me again all that was thereGive me the sun that shone!Tag: Mary ~ Outfit: Here
Simon havde ikke tal på hvor mange sekunder, der passerede, imens han stod med Mary i sine arme, kærtegnede hendes ryg og mumlede beroligende ord uden at vide om de havde nogen form for effekt. Han havde ikke lyst til at give slip, vidste egentlig ikke hvad han skulle stille op og endte med at se søgende på hende, da han fandt hendes blik. ”Fik du mine breve?” Forsigtigt, for ikke at sende det signal at han havde intentioner om at give slip på hende, slap han hende med den ene hånd, for i stedet at fange den ene af hendes, der lå imod hans brystkasse.
Hans blik flakkede lidt imellem hendes øjne og han rynkede panden med fremtrædende alvor, før han fortsatte. ”Undskyld,” gentog han, som et gammelt og slidt omkvæd. ”De var sikkert elendige. Jeg savnede dig. Jeg tænkte på dig. Hele tiden. Er det okay at sige det, eller skal jeg holde min kæft?” Et svagt træk i hans mundvige forblev hvad det var, uden at noget fuldbyrdet smil nåede så meget som i nærheden af hans øjne eller læber. Han fugtede dem nervøst, skævede ud i rummet de stod i, men vendte tilbage til at se på Mary med et lettere indtrængende blik. ”... Jeg ved det må være en svær tid. Det er noget rod at jeg trænger mig på når du... Men måske kan jeg distrahere dig? Jeg kan ikke lade som om mere. Der ligger alt for meget og... Gør mig skør. Vanvittig. Bitter. Åndssvag. Jeg bliver nødt til at... At...” Hans usikkerhed var tydelig og selvom han allerede mentalt havde bøjet sig frem, så holdt han sig fysisk tilbage, rynkede panden og nøjedes med at plante et kys på hendes pande med et lettere anstrengt udtryk i ansigtet.
Det var en ringe erstatning og efterlod ham utilfreds og på lige så usikker grund, som hvis han rent faktisk havde taget sig sammen og presset sine læber imod hendes. ”... Fuck,” mumlede han dæmpet, som han denne gang rent faktisk slap hende, uden dog at træde væk. ”... Jeg troede jo det var dig, der var... Der var død. Inden jeg kunne... Du ved det jo godt.”
|
|
|
Post by Meredith Abbey on Jun 23, 2012 15:50:05 GMT
inexpressible feeling of being safe with a person
[/size] Tag: Simon Lithgow • Outfit: Here[/center] Det tog et godt stykke tid, før Mary fik samling nok på sig selv til at hun kunne trække sig væk og da hun endelig gjorde, endte hun med bare at se uudgrundeligt på Simon i nogle øjeblikke. Da han stillede et spørgsmål, flakkede hendes blik dog uvilkårligt og hun var i et øjeblik ved at trække sig ud af hans arme igen. Hans hånd der lukkede sig om hendes, fik hende dog til at blive stående hvor hun var. Hun slog dog kortvarigt blikket ned mod deres samlede hænder, med et lavmælt "ja," uden at se op på ham igen lige med det første.
Da han fortsatte så hun dog op igen og tænkte for en gangs skyld ikke på at bede ham om at lade være med at undskylde da han gjorde det. I stedet så hun på ham med store øjne og et blik der stadig flakkede en anelse. Hun formåede ikke at finde ord, en anelse overrumplet og forblev derfor tavs, mens Simon fortsatte. Hendes mellemgulv knugede sig hårdt sammen over hans ord og uden hun helt kunne gøre for det, prikkede det insisterende i hendes øjne igen.
Hun tillod det dog ikke at blive til mere end det og holdt automatisk vejret da han bøjede sig ned mod hende. Da hans læber ramte hendes pande, trak hun dog luft dybt ned i lungerne igen og lod i et øjeblik øjenlågene falde i, som hun prøvede på at få samling på de mange forstyrrende tanker der virrede rundt i hovedet på hende. Hun havde stadig ikke ytret et ord, men alle Simons summede stadig for hende og da han gav slip på hende, rettede hun sig lidt op og åbnede øjnene igen. I nogle sekunder efter hans sidste ord, stod hun stadig og så på ham med en rynke mellem øjenbrynene og kæmpede med de utallige modstridende tanker.
I sidste ende valgte hun dog at følge sit instinkt og stadig uden at have sagt noget, trådte hun frem, lukkede hænderne om hans nakke og pressede læberne mod hans. Først da luft blev en presserende nødvendighed brød hun væk igen, uden at give slip på hans nakke eller trække hovedet væk. I stedet hvilede hun sig pande let mod hans og trak vejret dybt ned i lungerne. "Jeg vil ikke have du holder kæft," svarede hun endelig lavmælt, uden at åbne øjnene. "Og jeg er ikke klar til at give slip på dig. Det har jeg aldrig været," Hun sank en klump og strøg tommelfingeren en enkelt gang over hans kæbe. "Jeg har prøvet at overbevise mig selv om det, men..." Hun holdt en kort pause. "Jeg kan ikke. Jeg savner dig..." Hun slog øjnene op og trak hovedet tilbage, lige nok til hun kunne se på ham. "Jeg vil altid være din, Simon."
[/justify]
|
|
|
Post by Simon Lithgow on Jun 23, 2012 18:24:51 GMT
Give me again all that was thereGive me the sun that shone!Tag: Mary ~ Outfit: Here
Simons mund løb af med ham. Det var sket før og han indså, halvt inde i en sætning, at det var sket igen. Derfra hakkede det lidt med at få noget som helst meningsfuldt frem og han var også ret sikker på, at det ikke rigtig lykkedes. For en, der havde gjort det til sin profession at formulere sig, var det ironisk at stå i endnu en situation, hvor hans ord aldeles ikke var hans bedste våben. Det skete ikke ofte, men det så ud til at Mary fik æren af langt størstedelen af disse lidet stolte øjeblikke. Han sænkede blikket og rystede en anelse på hovedet af sig selv, mumlede noget utydeligt om at være en idiot og forventede halvt om halvt at hun ville bede ham om at skride eller sige at han skulle holde op med at sige så meget. Det ville være forståeligt.
Da hun i stedet brød den begrænsede afstand mellem dem igen og hev ham ned imod sig, var forbløffelsen kortvarigt åbenlys i hans ansigt. Så var de der igen, de bløde læber, der sådan formede sig imod hans. Hendes krævende kys, der sagde så meget mere end alle hans usammenhængende sætninger. En anelse usikker på benene åbnede han langsomt øjnene igen og så ned på hende med let adskilte læber og et søgende blik. Det trak vagt i hans mundvige ved hendes første ord og over de lukkede øjenlåg, men snart var alle tegn på smil væk fra hans træk og alt han gjorde var at stirre. I flere sekunder.
Han havde for en kort bemærkning glemt at trække vejret og måtte hive en dyb indånding ned i lungerne, før han løftede den ene hånd og gengældte hendes lette kærtegn, ved at stryge tommelfingeren hen over hendes kind. ”Min,” sagde han dæmpet, før han alligevel kom til at smile vagt. ”Du var min engang.” Han rynkede panden en anelse, som han strøg en lys hårtot om bag hendes ene øre og lænede sig frem, for at kysse hende blidt. ”Du gør mig skør,” mumlede han, da først han havde trukket sig væk igen. ”Sagde jeg det? Jeg har tænkt på dig konstant siden foråret. Jeg tror ikke jeg kan lade være med at...” Igen pressede han sine læber imod hendes, en del mere krævende denne gang. Hans hånd lagde sig bag hendes nakke, imens han svælgede lidt i alt det berusende, der var ved hende, alt det, der netop drev ham til vanvid for tiden.
|
|
|
Post by Meredith Abbey on Jun 25, 2012 10:42:11 GMT
inexpressible feeling of being safe with a person
[/size] Tag: Simon Lithgow • Outfit: Here[/center] Marys lettere omtågede hoved, havde i et øjeblik svært ved at følge med i alt det Simon fik sagt og det tog hende efterfølgende nogle sekunder at få det hele til at falde på plads. Hun var splittet mellem engang at være blevet dybt såret af ham og på ingen måde have lyst til at genopleve det og sine dybt uafklarede følelser, der uden tvivl stadig var der og drev hende imod ham endnu. Det blev også den sidste der vandt, da hun kort efter krydsede den korte afstand i mellem dem, strakte sig på tæer og fangede hans læber med sine egne.
Hun trak sig ikke langt væk efterfølgende, men mumlede i stedet en række ord tæt ved hans læber, indtil hun endelig tog sig sammen til at trække hovedet lidt tilbage for at kunne se ham samtidig. Hans ene ord fik uvilkårligt hendes hjerte til at slå lidt hurtigere i brystet på hende og hun fangede kortvarigt sin underlæbe med fortænderne. Hun nåede dog ikke sige noget, men strakte bare halsen lidt igen, for flygtigt at møde hans læber igen. Det trak lidt op i hendes mundvige over hans ord og uden hun helt var bevidst om det, havde hendes arme fundet omkring ham.
Det var alt sammen surrealistisk, at stå med ham så tæt på og for en enkelt gangs skyld ikke have lyst til at flygte på samme tid. Tværtimod havde hun slet ikke lyst til at give slip igen lige med det samme. "Sssch..." tyssede hun på ham, som han blev ved med at snakke og lige som ham, sneg hendes ene hånd sig om bag hans nakke, som hun igen strakte sig lidt og mødte hans læber. Uvillig til at give slip igen, krummede hendes fingre sig lidt sammen, mens en række ganske behagelige illinger løb ned over hendes ryg.
[/justify]
|
|
|
Post by Simon Lithgow on Jun 25, 2012 14:33:19 GMT
Give me again all that was thereGive me the sun that shone!Tag: Mary ~ Outfit: Here
Det var uvirkeligt. Komplet uvirkeligt, at stå der og fylde sine sanser med alt det, der var Mary. Han vidste godt, at han burde føle sig skyldig over at brase ind midt i en svær periode og kræve at hun lyttede til ham, men det gjorde han ikke. Ikke engang den mindste smule. I stedet følte han sig svagt beruset og smilede antydningsvist ned til hende, på trods af alvoren i sine ord. Det var helt på sin plads, da hun tyssede på ham og han tav, for blot at trykke læberne imod hendes igen.
Hendes fingre i hans nakke gav ham kuldegysninger og han kunne ikke sige sig fri for, at flere sommerfugle blafrede rundt i hans mave, da først han overgav sig fuldt til sine instinkter. Hans frie hånd fandt hendes hofte og han krummede fingrene let imod det sorte stof under dem. Da først luft blev påkrævet igen, gjorde han som hun havde gjort tidligere og hvilede panden imod hendes, uden at åbne øjnene men med et vagt træk i sin ene mundvig.
Hans vejrtrækning var lettere overfladisk, som han strøg pege- og langefingeren over den bløde hud i hendes nakke, uden at kunne få sig selv til at trække sig væk igen. Og uden at ville det. ”Hvis jeg vågner lige om lidt, så bliver jeg svært skuffet,” konstaterede han dæmpet, før han plantede endnu et kys på hendes farligt fristende læber og ignorerede virkeligheden omkring dem. Han var kun interesseret i Mary og i at indhente alle de kys han burde have givet hende imens han var væk og ikke mindst i tiden fra han kom hjem og til nu.
|
|
|
Post by Meredith Abbey on Jul 4, 2012 13:00:50 GMT
inexpressible feeling of being safe with a person
[/size] Tag: Simon Lithgow • Outfit: Here[/center] Mary vidste at det var farlig grund, at lade Simon komme så tæt på igen uden at gøre et eneste forsøg på at hindre det. Alligevel fandt hun, at hun på ingen måde kunne lade være, at hun ikke havde lyst til at lade være og at hun var fuldt ud villig til at sætte det hele over styr, bare for at have følelsen af ham tæt på igen. Af samme grund, kunne hun på ingen måde holde sig fra hans alt for fristende læber og tyssede instinktivt på ham, da han blev ved med at snakke, blot for at kysse ham igen.
Sorgen over hendes bedstemor, var for første gang skubbet på afstand og hun fyldte villigt alle sine sanser med Simon, i de frydefulde øjeblikke deres læber bevægede sig mod hinanden. Hun følte sig lettere svimmel, som hun trak sig tilbage igen og krummede ubevidst fingrene lidt mere ind i de lyse hår i Simons nakke, med et bryst der hævede sig lidt hurtigere op og ned end normalt.
Da han brød væk med en række lavmælte ord, trak det op i hendes læber igen, mens hendes blik flakkede lidt over hans ansigt. Hun vidste, på et tispunkt, at alvoren ville melde sig igen, at hun på en eller anden måde blev nødt til at tage stilling til, det der havde skilt dem fra hinanden sidst. For nu, nød hun dog blot det ene, stjålne øjeblik, klart overbevist om at en enkelt dags synd ikke ville skade nogen. "Også mig..." tilføjede hun sandfærdigt og løftede hovedet lidt for villigt at møde hans læber igen. Begge hendes arme fandt helt omkring hans nakke og hun strakte sig naturligt lidt på tæer, for at kunne nå op til ham. Han var tilbage, i hendes arme og det var lige hvor hun i det øjeblik, ville have ham.
[/justify]
|
|