|
|
Post by Simon Lithgow on Jul 6, 2012 13:27:21 GMT
Give me again all that was thereGive me the sun that shone!Tag: Mary ~ Outfit: Here
Simon befandt sig i en uvirkelig boble midt i et helt liv, der lige nu centrerede sig om én ting, et menneske. Han smilede, da hun svarede ham, men åbnede ikke øjnene. I stedet fangede han atter engang hendes læber og sank ned i den bløde, altopslugende fornemmelse af deres kys. Det var nostalgi og en snert af bittersøde minder, men samtidig var det også en hel masse andet, som han ikke kunne sætte ord på, og han for sin del var overbevist om, at han ikke bare stod og genoplevede et eller andet, som for længst var begravet. Selv det ville han dog formentlig have taget imod fra hende. Om ikke andet, så fordi hun var så skide hamrende uimodståelig, når hun var sårbar og lukkede ham ind.
Han havde lyst til at beskytte hende imod hele verden og knugede hende da også en smule mere, før han denne gang brød fri med en hastig indånding. Blikket gled hen over hendes ansigt, inden han plantede endnu et kys på hendes pande og strøg sine fingre blidt hen over hendes side, hvor de lå. ”Min,” gentog han, imens han smagte på ordet og afsøgte de træk, som han engang havde kendt så meget bedre. ”Hvad med ham idioten. Ham du fulgtes med den aften... Til fuldblodsfascisternes forlovelsesfest? Er han...?” Han ville have sagt 'din kæreste,' men formåede ikke at få ordene over sine læber. Der var noget lettere håbløst over at han overhovedet følte at han behøvede at spørge. Når nu hun stod her med ham – så kunne der vel umuligt være nogen anden.
|
|
|
|
Post by Meredith Abbey on Jul 21, 2012 18:52:15 GMT
inexpressible feeling of being
safe with a person
[/size] Tag: Simon Lithgow • Outfit: Here[/center] Marys hoved snurrede behageligt over den uvirkelige følelse af Simons læber mod sine egne og i nogle frydefulde øjeblikke, var alt der der havde skilt dem fra hinanden, komplet ligegyldigt. Lige i det øjeblik var han hendes og ingen andres og hun nød følelsen af ham tæt på. Mary var overrasket over hvor afklaret hun følte sig, i hvert fald i øjeblikket, og havde mere eller mindre indrømmet over for sig selv at hun ville have Simon igen, at hun oprigtigt følte hun kunne tilgive ham alt, så længe han blev lige hvor han var, nu hvor hun havde allermest brug for ham.
Hun trak vejret tungt ind, da deres læber igen skiltes og mærkede et smil trække op på sine læber over kysset han placerede mod hendes pande og sin mave slå en kolbøtte over det ene ord han fulgte op med. "Din," svarede hun åndeløst og vidste det var at tage en chance, at gøre sig selv sårbar igen, men hun kunne ikke oprigtigt mene det var forkert. Ikke når det føltes så rigtigt. Det han fortsatte med, fik hende dog til at se uforstående på ham i nogle øjeblikke, inden det dæmrede hvem han snakkede om. Simon havde domineret hendes tanker så effektivt den aften, at hun mere eller mindre havde glemt alt om den ledsager hun egentlig var kommet med. "Jeg har ikke set ham siden den aften," svarede hun sandfærdigt og smilede skævt. "Du gjorde det ret umuligt for mig, overhovedet at tænke på andre."
[/justify] |
|
|
|
Post by Simon Lithgow on Jul 30, 2012 23:25:16 GMT
Give me again all that was thereGive me the sun that shone!Tag: Mary ~ Outfit: Here
Det sitrede i Simons mundvige, men han nægtede alligevel at smile indtil Mary havde slået fast med syvtommersøm, at hendes latterlige ledsager var glemt for længst. Med det på plads, endte han dog med for en kort bemærkning at afsløre sine tænder i et lettere fjollet grin. Han kyssede hendes pande igen – bare fordi han kunne, og strøg hår om bag begge hendes ører, selvom det egentlig sad som det skulle, kun for at gøre bevægelsen, imens han så hende i øjnene. ”Jeg gør mit bedste,” konstaterede han drillende, inden alvoren igen så småt fandt tilbage til ham. Noget mindede ham om, at det egentlig ikke var en situation til pjat og pjank, men smilet blev alligevel hængende på hans læber, som han strøg hende over kinden og lod den ene arm glide omkring hende igen. ”Jeg vil ikke have, at du tænker på andre,” mumlede han, imens han bøjede sig ned og kyssede hendes ene kind. ”... Jeg tænker kun på dig.” Endnu engang trykkede han sine læber imod den bløde, lyse hud, lettere fanget af øjeblikket og med en underlig fornemmelse af at det strakte sig ud i uendeligheden – og samtidig var alt for kort.
Med et dybt, opgivende suk rettede han sig op igen og stirrede i et par sekunder ud i luften forbi hendes ene øre. ”Mary... Hvad vil du have? Omsorg? Pizza? Øl? Distraktion? Jeg ved godt, at vi ikke er venner, men selvom jeg er et ufølsomt røvhul, der render rundt og siger undskyld til dig hele tiden, så har jeg ingen planer om at skride eller vippe dig over skulderen og lokalisere dit soveværelse. Medmindre du gerne vil have det. Så hvad skal jeg gøre?” Findende hendes grønne øjne igen, hævede han begge bryn og så afventende ned i dem. Han smilede ikke mere, selvom han ikke kunne lade være med at føle sig en lille smule let om hjertet, i forhold til hvad han måske burde.
|
|
|
|
Post by Meredith Abbey on Aug 13, 2012 22:06:58 GMT
inexpressible feeling of being
safe with a person
[/size] Tag: Simon Lithgow • Outfit: Here[/center] I et kort øjeblik, havde Mary ikke den fjerneste idé om hvem Simon snakkede om, før det langsomt vendte tilbage til hende og hun med et lavmælt fnys, hurtigt konstaterede at der absolut ikke var noget at komme efter der. Faktisk, havde hun halvt svært ved at huske hvordan han overhovedet havde set ud og kunne derfor ikke andet end smile over Simons næste ord. Hun svarede dog ikke før han havde plantet et blidt kys mod hendes kind, som i et øjeblik fik hende til at lade øjnene falde i med en veltilfreds lyd. "Godt," nøjedes hun også med at svare, uden behov for at bekræfte, at hun bestemt ikke havde andre i tankerne i øjeblikket overhovedet.
Smilet på hendes læber falmede en anelse da han fortsatte, men hvilede stadig et sted i hendes grønne øjne. "Er det for meget at bede om dem alle sammen?" røg det instinktivt ud af hende og det trak antydningsvist i hendes mundvig, dog uden helt samme kraft som før. Hun løftede den ene hånd, bare for at hvile den mod Simons kind og stryge tommelfingeren et over hans kindben. "Jeg vil have dig," svarede hun efter kort tids tøven, uden dog egentlig at have været i tvivl og kunne ikke modstå fristelsen til at strække nakken en anelse mere og plante et blidt kys mod hans læber. Da hun brød væk igen øjeblikket efter, gled hun ikke helt ned på fødderne at stå og trak ikke ansigtet længere væk fra hans end det var højst nødvendigt. Ufrivilligt trak et skævt, svagt skyldigt smil frem på hendes læber igen, der dog ikke nåede hendes øjne for fuld styrke, af en grund der dog intet havde med Simon at gøre. "Og muligvis også pizza og øl."
[/justify] |
|
|
|
Post by Simon Lithgow on Aug 15, 2012 21:12:28 GMT
Give me again all that was thereGive me the sun that shone!Tag: Mary ~ Outfit: Here
Simons mundvige sitrede over Marys indledende svar og han så sigende på hende, som hun løftede den ene hånd og han lænede sit hoved en anelse imod den i en naturlig impuls. ”Du har mig,” røg det umiddelbart ud af ham, før han fandt sig selv behageligt tvunget til at holde sin kæft for en kortere bemærkning. Han smilede antydningsvist til hende, da hun trak sig væk og undertrykte et lettere muntert fnys over hendes tilføjelse. ”Modtaget.” Før han slap hende, lænede han sig frem og plantede et blidt kys på hendes pande.
Han strøg hende let over kinden en enkelt gang endnu og modstod trangen til at knuge hende tæt ind til sig endnu engang, for i stedet at trække sine hænder til sig og sikre sig at pungen endnu lå i hans baglomme. ”Pizza og øl på vej. Du spiser stadig den der underlige sammensætning, ikke? Pepperoni og ananas?” Han afventede svaret, hev hende kort til sig for at stjæle endnu et kys og rev dernæst sig selv væk fra lejligheden med det eneste pizzaria han kendte i London som mål.
CLOSED
|
|
