Words like violence - Break the silence

[Amon Boothe]

Painful to me
Pierce right through me - -

Der herskede total stilhed i højmagiratets største retslokale, hvor adskillige magiske forbrydere igennem tiderne var blevet målt og vejet. Det var her hekse som Bellatrix Lestrange og Ella Dellochio samt troldmænd som Lucius Malfoy og Argus Begbie var blevet idømt domme, som skulle afsones i troldmandsfængslet Azkaban. Murene havde hørt gråd, forbandelser og beskyldniger igennem adskillige hundrede år og de medlemmer af højmagiratet, der sad bænket med blikkene vendt imod den enlige stol i midten, var blot nutidens dommere og jury – en del af en lang og konstant udskiftning, markerende både tiden og det politiske klima.

I dag var de ledet af en endnu ung mand, der dog igennem det sidste halvandet år havde slået sig selv fast som en kompetent minister. Han havde klaret sig igennem stormen, da en af afdelingslederne blev dømt i selvsamme retssal og stod stærkere nu end da han først betrådte embedet.
Amon Boothe, minister for magi og seksogtredive år gammel, stod op bag podiet, iklædt samme sorte rober som resten af magiratet var påbudt at bære inden for retslokalernes buede vægge. Han så sammenbidt imod døren, igennem hvilken han vidste at den anklagede snart ville blive ført ind og vidste at han ikke var ene om at være forudindtaget.

Til hans venstre side sad en purung pige, der ikke var en del af magiratet. Ministerens yngste rådgiver havde af samme grund ikke de sorte rober på, men blot afdæmpet afdæmpet arbejdstøj. Præcis som minsteren stirrede hun ikke på stolen, men på døren. Hun havde en personlig interesse i at magiratet gav Teodor Delaney ikke bare livstid – men den værst tænkelige dom de kunne give. Intet var sikkert, men forarbejdet var gjort og det eneste, der var tilbage at gøre, var at afvente og se hvordan retssagen udspillede sig.

En enkelt række nede med en skrivepult foran sig og en fjerpen, der svævede over et stykke pergament, sad rådgiverens gamle klassekammerat klar til at notere retssagens vidneudsagn og endelige dom. Alle var tavse
Hele salen forholdt sig afventende – anspændte. Der gik endnu et minut før døren gik op ud til den ene gang hvor de pårørende og vidnerne havde haft tilladelse til at opholde sig. De blev ført ind af officielt personale og placeret på de anviste pladser. Stilheden var total igen. Man kunne have hørt en knappenål falde til jorden.

Da et andet sæt døre gik op, gik et svagt sus igennem forsamlingen. En krybende, ubehagelig stemning bredte sig allerede inden de to dementorer kom glidende med en lænket, snusket udseende mand imellem sig. Ved siden af ministeren svang den unge kvinde sin tryllestav med et lavmælt ”expecto patronum.” Hun tænkte på sin kæreste, som en gennemsigtig sølvhvid duehøg susede ud af staven og svævede lydløst ned over forsamlingen, for at skærme den for det ubehag, der kun var ment for den anklagede.

Stort set samtidig klarede ministeren halsen. Han så stift i retning af den anklagede, men tiltalte ikke ham. I stedet nøjedes han med at følge dementorerne, der anbragte den alt for unge mand i stolen, som straks snoede sine lænker omkring hans håndled og ankler. ”Jeg erklærer denne retssag for åben,” kom det klart fra skråt bag podiet, hvor en midaldrende, rødhåret kvinde sad placeret i nøjagtig samme sorte rober som resten af højmagiratets medlemmer. Ministeren rankede sig umærkeligt, imens en af de, der havde fulgt de pårørende og vidnerne ind, kom gående og placerede en stol ved siden af den anklagedes – men alligevel med en solid afstand imellem de to. ”Aisling Delaney kaldes som første vidne,” rungede Boothes stemme i det store lokale. Flere ansigter vendte sig imod den lyshårede pige, der var monsterets lillesøster.

[Aisling Delaney]

Courage is not the lack of fear but the ability to face it

WORDS - 709
OUTFIT

Natten havde været fyldt med onde ånder der var efter hende, og det var derfor først sent at hun var faldet i søvn. Aisling vågnede med et spjæt klokken seks om morgenen og havde det som om hun havde brugt hele natten på at løbe fra mordere. Ligbleg og kold stod hun op og gjorde sig klar. Tøjet tog lang tid at beslutte sig til, og hun skiftede konstant mellem diskret og iøjefaldende. Det tog hende hvad der virkede som en evighed, og da hun endelig var parat til at gå ud af døren, var der lidt mere gåpåmod banket ind i hende end der havde været da hun stod op.

Aisling følte sig blot endnu bedre tilpas da hun kom ud i den friske morgenluft, og gik videre ned ad Diagonalsstræde og hen mod Den Utætte Kedel. Hun havde besluttet sig for at gå hen til Ministeriet, for det første fordi hun mente det var godt for hende med en gåtur, og for det andet fordi hun var i virkelig god tid og ikke gad at sidde og vente i evigheder udenfor Ministeriet. Gåturen gik uden de værste problemer, og mugglernes tilstedeværelse fik hende til at glemme hvilken verden hun i virkeligheden levede i.

Hun ankom til Ministeriet til den tid hun havde planlagt, og fandt også sin ven Matt udenfor, der stod og ventede på hende. Hun var i høj grad taknemmelig over hans hjælpsomhed, da hun faktisk ikke var sikker på om hun ville nå hele vejen ned til højmagiratet uden ham. Et kort smil blev sendt af sted til Matt, men det nåede ikke op til hendes øjne, og det var mere af ren høflighed hun smilede. Hun havde i virkeligheden slet ikke lyst til at smile.
Aisling hørte lyden af arbejdsomhed da hun trådte ind i det store lokale, med den smukke store skulptur, men hun hørte også fodtrin stoppe og folk der tav, da hun nåede længere ind. Hun tog forsigtig fat i Matts arm og gemte sig lidt bag ham mens de gik. Hun var glad for at hun havde taget sin hat på, da den dækkede en smule for hendes ansigt. Jo tættere de kom på elevatorerne, desto mere nervøs blev hun, det slap først igen da de var gået hele vejen over gulvet og den hverdagsagtige tumult satte ind i lokalet igen.
Elevatoren kørte nedad i fuld fart og stoppede pludseligt op ud for en gang der lignede en kælder. Hun holdt sig stadig tæt på Matt, men betragtede nysgerrigt den mærkelige gang mens hun gik. De nåede hen til døren og Aisling fulgte bare efter Matt, og satte sig så der hvor hun fik besked på, uden rigtig at være med på hvad der foregik.

Det var først da dementorernes kulde ramte hende da den unge mand kom ind ad døren, at hun kom tilbage til virkeligheden, og det gik op for hende hvad der skulle ske. Hendes mund snerpede sig sammen, hun mærkede hendes hals blive så varm som om den brændte og hendes hjerte pumpede derudaf som var hun ved at springe ud fra en høj klippeafsats. Hun mærkede hans blik ramme hende, hun prøvede at undgå hans blik, men da hun blev kaldt frem fik han fanget hendes blik og hun ville ikke være nået frem til stolen, hvis ikke Matt havde været der til at følge hende. Ved hvert skridt hun tog havde hun det som om hun ville falde, hendes ben rystede under hende, og i et skridt var hun næsten ved at snuble.
Aisling satte sig på den yderste kant af stolen, med samlede fødder, for at prøve at kontrollere sine rystende ben, og placerede hænderne på knæene, mens hun kiggede lige frem for sig, uden rigtig at vide hvad hun skulle stille op. Hun kunne høre sin brors vejrtrækning og blækhuse der blev åbnet. Hun blinkede et par gange og bed sig i læben, hvorefter hun forsigtig kiggede op. Aisling vendte langsomt ansigtet mod sin bror og kiggede indtrængende på ham. Hendes øjne løb i vand over at se sin bror i sådan en syg tilstand, dog fortrak resten af hendes ansigt ikke en mine, men da hendes bror smilede bredt til hende, vendte hun hurtigt ansigtet tilbage mod Ministeren for Magi.

[Matthew Blythe]

Justice without force is powerless
...force without justice is tyrannical...

▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬

Wearing; This

Matt ventede som lovet på Aisling da hun ankom til Ministeriet denne dag, men han formåede ikke andet end en svag trækning i den ene mundvig, der måtte gøre det ud for et smil, da han fik øje på hende. Han begyndte at gå mod elevatorerne uden et ord og så lige frem, indtil han mærkede hendes hånd tage let fat om sin arm. Han så ned på hendes hånd, så op på hendes ansigt med et både beklagende og beroligende blik "Det er oerstået før du aner.." bemærkede han lavmælt og forholdsvis overbevisende, for så at fortsætte, igen tavs, til elevatorerne og tage turen ned til Ministeriets nederste niveau, der husede Højmagiratet.

Han havde hårdnakket lagt bånd på den regulære myriade af forvirrede, modstridende og direkte panikfremkaldende tanker, der virrede rundt i hovedet på ham. Det var dog kun lykkedes ham at dæmpe dem nok til at han kunne opretholde en facade af kølig professionalitet. Inde bag det hårde blik og det udtryksløse ansigt, følte han anger over at vide han havde været med til at dømme storebroderen til den unge kvinde ved siden af sig, mens han alligevel vidste, uden den mindste tvivl, at han havde fortjent den straf han med garanti ville få, og rent personligt følte han en hvis tilfredstillelse ved netop at være med til at fælde ham. En helt anden presserende tanke var, hvem han vidste ville sidde inde i retssalen når han ankom. En person han ikke havde set i fire år og som han havde brugt lige så lang tid på at forsøge at glemme, eller i det mindste kommer videre fra. Ingen af delene var lykkedes endnu, og en del af ham havde lyst ti lat stikke halen mellem benene og skåne sig selv for gensynet.

Da de nåede døren ind til retssalen, tøvede han et sekund og tog en dyb indånding for at stive sig selv af og åbnede så døren og lod Aisling gå først ind. Han undlod med fuldt overlæg at se op mod pladserne der var reserveret de vidner der skulle indkaldes og pårørende til den anklagedes ofre, mens han førte Aisling i netop den retning. Han formåede at anvise hende en plads og selv begynde at tage de få trin ned på selve gulvet igen, før han alligevel ikke kunne lade være at dreje hovedet lidt og ganske rigtigt fandt en alt for velkendt skikkelse. Hans hals snørede sig sammen og det knugede ubehageligt i hans mave, mens hans ansigt et øjeblik fortrak sig i en trist maske, før han hurtigt så væk og tog de sidste skridt ned på gulvet hvor han stillede sig med armene samlet på ryggen og fronten vendt mod ministeren.

Han rankede sig og lukkede pr instinkt hånden om skaftet på sin tryllestav, da to Dementorer førte den anklagede ind og fulgte ham med et koldt blik, indtil han sad forsvarligt fastspændt i stolen. Da flyttedes hans blik til højesteretsdommer Cadwallader der åbnede sagen fra sin plads bag minister Boothe. Matt tog endnu en dyb, men diskret indånding og vendte sig mod sæderne bag sig igen, da Boothe havde talt. Han fæstnede med fuldt overlæg blikket stift på Aisling og lod det ikke vandre i andre retninger, før han fulgte den blonde kvinde hen til den tomme stol der stol ikke så langt fra hendes storebrors. Han lagde et kort sekund en hånd på hendes skulder og gav den et klem, for så at vende tilbage til sin tidligere plads.

[Annabel Vargas]

mercy has it's place, as do
cruelty and revenge

Tag: Court ● Outfit: Here

Vrede havde efterhånden slået grundigt rod i Annabel og tanken om at der kun ville gå øjeblikke før Teodor Delaney blev ført ind i retssalen var uudholdelig. Hun havde været uendeligt tæt på ikke at dukke op, men havde i sidste ende overvundet fornuften og sad nu på bænkerækkerne tilegnet vidner og pårørende. Hun kunne dog tydeligt mærke hvordan raseriet ulmede i hende som en sovende drage og ubevidst knyttede hun hænderne imod sine lår.

Som dørene gik op, spredte en øjeblikkelig kulde sig og alle de ubehagelige følelser der i forvejen lå lige under huden på hende blev i nogle få øjeblikke tidoblet i takt med at modløsheden sænkede sig. Mere nåede det dog ikke til, før nogen – Annabel så ikke hvem – fremmanede en patronus, der på få øjeblikke bragte varmen tilbage i lokalet og en enkelt kuldegysning løb ned langs ryggen på hende, som hun rystede det af ubehaget der havde været skabt af dementorerne, af sig igen.

Hendes opmærksomhed var dog derimod ikke rettet imod de ækle, kutteklædte skikkelser, men derimod stift imod manden de slæbte ind og satte i afhøringsstolen midt i lokalet. Ubevidst knyttede hun hænderne yderligere imod sine lår og mærkede ikke hvordan fingerneglene borede sig ind i håndfladen. Hendes kæbe var spændt og i hendes blik var der ikke andet end utilsløret had at finde.

Da ministerens stemme lød igen, rev Annabel blikket væk for først at se imod ham og dernæst søge efter Aislings lyse hår, som hun huskede det fra skoletiden. Hendes blik dvælede lidt ved det velkendte ansigt hun få øjeblikke senere spottede, på vej ind i salen. Hun var halvt på vej til at se tilbage imod pigens storebror, da hun ved tilfældighed kom til at se på Auroren ved siden af hende.

I et splitsekund føltes det som om hendes hjerte gik i stå og hun glemte øjeblikkeligt hvordan man trak vejret. Mere eller mindre i choktilstand var hendes blik stivnet ved hans ansigt og først da deres blikke mødtes et enkelt, kort øjeblik, trak hun vejret ned i lungerne igen og mærkede hvordan en lidt for velkendt, om end gammel, smertende fornemmelse skar igennem brystet på hende. Nærmest mekanisk så hun væk igen, halvt bevidst om at hendes puls hamrede mere af sted end den havde gjort bare for et øjeblik siden hvor hun havde været domineret af vrede og brutalt skubbede hun de distraherede og insisterende tanker væk, med fokus stift på sin bedsteforældres morder igen.

[/blockquote]

[Amon Boothe]

Painful to me
Pierce right through me - -

Amon Boothe stod rank og tilsyneladende upåvirket og betragtede sin indkaldelse blive fulgt og det slanke, lyshårede pigebarn indtage den stol, der blev sat frem til hende. Han lod knapt stilheden falde i salen, før han påbegyndte spørgsmål, der i højere grad mindede om en afhøring.

”Er du Aisling Ériaan Delaney, søster til Teodor Ériaan Delaney, som står tiltalt for mordet på Sophie og Harry Baker foran Højmagiratet i dag?” Han afventede bekræftelsen uden at slippe hende med blikket, lyttede fraværende til den lave baggrundslyd af en enkelt pen imod pergament og fortsatte ufortrødent i et følelsesforladt tonefald.

”Vil du sværge på at fortælle Højmagiratet sandheden – og kun sandheden?” Igen ventede han kun netop på at hun havde givet sit tilsagn, før han gik videre.

”Har du nogensinde hørt tiltalte omtale et had til mugglerfødte magikere eller et ønske om at skade dem? Husk at du taler under ed.”

[Aisling Delaney]

Courage is not the lack of fear but the ability to face it

WORDS - 289
OUTFIT

Aisling fastholdt stædigt blikket op på Ministeren for Magi og ventede på at han skulle stille hende et spørgsmål, da det første var afsluttet og hun fik lov til at svare, sagde hun med en lettere svag stemme:”Ja” Hun opdagede hurtigt at hendes stemme var alt for svag, og efter hun havde hostet lidt, sagde hun med mere styrke i stemmen: ”Ja det er jeg”
Hun nikkede og spændte fingrene om kjolen mens hun kiggede op på ham. Hun var stadig nervøs, og det gjorde det ikke meget bedre at så mange lyttede efter hvad hun sagde.
”Ja, jeg Aisling Ériaan Delaney sværger på at jeg vil fortælle sandheden og kun sandheden.”
Det var det hun havde fået besked på at sige, hvis hun altså havde tænkt sig at gøre som hun sagde, men siden hun havde besluttet sig for at vidne, var det dette hun måtte ud med.

Aisling lyttede til hans spørgsmål, og tænkte sig om en gang før hun svarede, hun ville være helt sikker på hvad hun havde oplevet i Teodors selskab.
”Ja, jeg har hørt ham tale mange gange om at han hader mugglerfødte, men jeg har kun set ham skade en halvblods, en dreng der gik på Hogwarts året over mig, jeg har dog aldrig hørt ham tale om at han ville skade mugglerfødte og slet ikke så … voldsomt” Sagde hun og bed sig i læben. ”Hvad jeg mener er han aldrig har sagt direkte at han ville skade mugglerfødte, men det har vel altid ligget i luften” Sagde hun og så prøvende på Amon Boothe, og følte sig en smule usikker på om det var nok svar.

[Fenella Maverick]

- - - - - - - - - - - - - ❧ - - - - - - - - - - - - -
All around me are familiar faces
worn out places, worn out faces
- - - - - - - - - - - - - ❧ - - - - - - - - - - - - -

Tag: Salen - Outfit: Here

Fenella havde siddet på sin plads ved pulten foram ministeren som en af de første og på nogle få minutter var hendes ting omhyggeligt lagt frem og klar til brug. Da først medlemmerne af Magiratet var på plads på rækkerne over hende, åbnede hun blækhuset og dyppede spidsen af fjerpennen i det, for at skrible sine første notater ned. Lyden af den pennespidsen der skrattede over pergamentet var tydelig i den anspændte stilhed og døde brat, da dørene gik op og en snigende følelse af kold modløshed og desperation krøb ind i det store rum forud for de to Dementorer.

Fenella drejede hovedet og kastede et flygtigt blik på den jævnaldrende kvinde over sig, da hun udtalte to velkendte ord og en sølvhvid Patronus sekundet efter modvirkede Dementorernes effekt på alle tilstedeværende. Hun kneb øjnene lidt sammen og lod blikket hvile på manden mellem de to flagrende skikkelser og så kun skyggen af den dreng hun i syv år havde delt både kollegium, timer og politiske overbevisninger med. Bag den som altid kontrollerede maske, gøs hun for sig selv ved den blotte tanken om, at skulle have noget som helst tilfælles med manden der blev spændt fast i den ene af gulvets to fritstående stole. Og alligevel vidste hun at det var tilfældet. Måske ikke så meget som tidligere, men uanset hvad der de sidste år havde skubbet hendes egne overbevisninger i andre retninger, så sad antagelsen af, at de renblodede magikere var hævet, stadig dybt indgroet i hende. Der var dog ufatteligt langt fra det og til mord og hun huskede i det øjeblik alt for tydeligt sine opgør med den nu mordanklagede mand, tilbage i skoletiden, alt for tydeligt.

Hun blev siddende tavs mens de sidste kom på plads og det de virkelig var der for blev sat i gang. Så snart Boothes stemme lød over hende, satte hun pennen til pergamentet og begyndte at skrive med sirlige, lige bogstaver, mens det første vidne blev indkaldt.

[Matthew Blythe]

Justice without force is powerless
...force without justice is tyrannical...

▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬

Wearing; This

Matt følte sig kold over hele kroppen da hans blik flygtigt, men intenst mødte Annabels. En kulde der ikke havde det mindste at gøre med tilstedeværelsen af to af Azkabans frygtede fangevogtere, men alt at gøre med det mentale sår, der på et splitsekund blev revet op igen og alle de minder der på ligeså få sekunder passerede revy for hans indre blik.

Med en solid kraftanstrengelse trak han blikket til sig igen, mens han bed hårdt sammen for at bevare sin selvkontrol og koncentrerede sig indædt om at få Aisling led over gulvet da hun blev kaldt ned i stedet. Så snart det var gjort vendte han tilbage til sin plads på gulvet lige foran bænkene til pårørende og andre der havde ærinde, men ikke var en del af magiratet. Han lod blikket skifte mellem ministeren, Aisling og Teodor og holdt det med fulgt overlæg væk fra sæderne bag sig.

Han lukkede øjnene halvt et øjeblik mens Boothe begyndte sine spørgsmål til Aisling, tog en dyb indånding og åndede langsomt ud igen, mens han hankede op i sin arbejdsmoral og forsøgte ikke at lade sig distrahere af den han vidste sad et sted bag ham. Så snart han tænkte tanken drejede han alligevel instinktivt hovedet og fandt hende med blikket, blot for afslørende hurtigt at dreje hovedet væk igen og koncentrere sig intenst om afhøringen.

[Annabel Vargas]

mercy has it's place, as do
cruelty and revenge

Tag: Court ● Outfit: Here

Det krævede så uanede mængder af selvkontrol ikke at miste besindelsen, at Annabel var overrasket over at det rent faktisk lykkedes. Endnu hårdere knyttede hun fingrene imod sine lår og hele hendes krop dirrede af indestængt vrede. Kæben var hårdt spændt og hun havde det stadig ufatteligt meget som om hun lige havde fået en mavepuster over det syn der havde mødt hende for et splitsekund siden.

Hun forsøgte virkelig at holde fokus imod blondinen i vidnestolen, men blodet brusede så højt for hendes ører at hun alligevel ikke kunne få ordene til at give mening. Hun vidste dog også at hun virkelig ikke skulle se over på Aislings bror lige ved siden af, for bare tanken om at gøre netop det, fik det i forvejen rødglødende raseri til at blive hvidglødende.

Samtidig kunne hun ikke abstrahere fra at den person hun mindst havde forventet at se og i alt for lang tid havde frygtet at møde igen, stod for bunden af tilskuerrækkerne. Det fik hendes hjerte til at banke så hårdt i brystet at hun troede det skulle gå i stykker og Annabel måtte knibe øjnene hårdt i, i et forsøg på at klare tankerne, ubevidst om hendes fingernegle bare borede sig længere ind i håndfladerne. Alligevel kunne hun som det første ikke lade være med alligevel at se på Matt igen da hun slog øjnene op og mærkede hvordan hendes hals snørede sig sammen og hendes hjerte ubehageligt sprang et slag over, fordi hans blik i samme øjeblik havde været rettet imod hende.

[/blockquote]

[Amon Boothe]

Painful to me
Pierce right through me - -

Amons første to spørgsmål var ren formalia og svarene på dem uinteressante, omend nødvendige for at fortsætte. Da først den unge, lyshårede pige havde establiseret sig selv som det korrekte vidne og lovet at fortælle højmagiratet sandheden og kun den, bevægede han sig videre til grunden til at hun sad på stolen foran hele flokken af sortklædte magikere.

De mørke øjne hvilede fast på lillesøsteren, frem for på den anklagede ved siden af hende og ordene blev målt og vejet nøjagtigt. Det havde aldrig været til at sige præcis hvad dette eneste personlige vidne ville sige, men det tegnede allerede godt og han tog en dyb indånding, lænede sig en anelse frem over podiet og nikkede en anelse, som hun rundede sine ord af. ”Du siger han har skadet en halvblodsmagiker i skoletiden. Kan du navngive denne magiker?”

Han afventede svaret, hævede begge øjenbryn en anelse og lod i et kort sekund blikket strejfe netop den ”dreng” hun omtalte. Skæbnens ironi fremgik i det øjeblik tydeligt for flere mennesker i det runde lokale og det var lige før et svagt bittert smil hev i ministerens mundvige. Det blev dog elimineret inden det kom så langt og han strammede grebet om podiet en anelse, før han fortsatte. ”Hvad gjorde han i sin tid ved omtalte?”

[Aisling Delaney]

Courage is not the lack of fear but the ability to face it

WORDS - 249
OUTFIT

Aisling nikkede og da han bad hende om at sige hans navn, kiggede hun tøvende over på Matt, og da hun kunne se han nikkede, vendte hun blikket tilbage på Amon Boothe og tog en dyb vejrtrækning.
”Matthew Taylor Blythe” Sagde hun og bed sig forsigtig i læben. Hun satte hænderne på hver side af stolen, og pillede nervøst ved stolen, som om hun var bange for at folk kunne se at han betød lidt mere end en almindelig kollegiumkammerat for hende.
”Min… ” sagde hun tøvende og ændrede så sit valg af ord ”Teodor var meget god til at få Matthew til at blive vred. Ser De, han har altid været god til at manipulere med folk, også med mig.. Og han sagde altid de rigtige ting, eller skulle jeg sige forkerte ting, til Matthew. Det endte nogle gange i at de kom op og slås, og Teodor har adrig været bange for at dysse ned på sine besværgelser. Jeg ved Matthew er end på hospitalsfløjen et par gange, ikke fordi han er en ringere troldmand, men bare fordi han ikke har min brors kyniske hjerte og selv når det kom til ham, var min bror oftere villig til at bruge billige tricks end Matt” Sagde hun og opdagede at hun var begyndt at smile, et smil der hurtigt forsvandt, og hun hørte sin storebror bande i baggrunden.

[Amon Boothe]

Painful to me
Pierce right through me - -

En dæmpet hvisken gik igennem salen, men blev dæmpet så snart den rødhårede kvinde bag ministeren forlangte ”stilhed!” Ovre fra en af de to aurorer lød en hvislen, som et lys skød ud af hans tryllestav, susede imod midten af lokalet og ramte den anklagede, der straks blev ufrivilligt tavs.

Navnet på den troldmand, der lige havde kastet en besværgelse og som vidnet nævnte, var kendt af størstedelen af de, der havde taget sig tiden til at læse de foreløbige sagsakter – eller bare havde grebet den nærmeste udgave af 'Profettidende,' som havde forsøgt at få interviews ud af begge de to unge aurorer, der havde pågrebet Teodor Delaney. At det var tilfældet var Boothe naturligvis klar over. Han nikkede en enkelt gang i en tilkendegivelse af, at pigen kunne fortsætte, betragtede hende opmærksomt og tog alle ordene ind, velvidende at hver og et kunne benyttes. Deres værdi lå i at de var sande, men også i at den lille blonde var sympatisk og i at de ikke engang behøvede at blive drejet for at blive brugt til hans – og hele det magiske samfunds – vinding.

Han tog en dyb indånding, som vidnets sidste ord klingede ud og tavsheden faldt i salen. ”Det er ædelt, miss Delaney, at du stiller dig op imod en sådan magt, magisk og menneskeligt. Tak for det mørke indblik vi har fået i anklagedes blakkede fortid. Ville du selv mene at en fuldblodsforkæmper som han ville være i stand til at begå den frygtelige forbrydelse, som han er tiltalt for? Mordet på to mugglerfødte magikere, som du siger, at han selv har omtalt at han hader...?”

[Aisling Delaney]

Courage is not the lack of fear but the ability to face it

WORDS - 291
OUTFIT

Aisling kiggede afventende på ham, og havde et mindre, nervøst smil på læberne mens hun betragtede ham. Da han begyndte at tale igen, kort tid efter hun var stoppet med sin forklaring, blev hun overrasket over hans valg af ord, der på trods af hun var slytherin nåede direkte ind til hendes hjerte.
Hun ventede tålmodigt på at han blev færdig med at tale, og lyttede intenst efter det han sagde, for at være sikker på hun forstod det korrekt.

”Jeg gør kun min pligt som enhver anden ville gøre, der ser sig som en del af det magiske samfund” Sagde hun og følte ikke rigtig hun brugte de rigtige ord, så hun skyndte sig videre til sin forklaring:
”Jeg må være ærlig og sige at jeg aldrig troede det ville komme så vidt, men det er også noget tid siden jeg har set ham. Nu hvor jeg har set ham igen, kan jeg se at i den tid vi har været fra hinanden, har han ændret sig til noget der er meget værre end det han var før og jeg tror på at han godt kan være i stand til at have gjort sådan en forbrydelse. Det ville være bedst hvis han blev lukket inde for evig tid, så han ikke kan gøre sådan en grusomhed igen.” Aisling undgik bevidst at kigge på Teodor, hun kunne høre hans lænker rasle og vidste dermed at han var lynende vred på hende, hvilket kun overbeviste hende om at det også ville være bedst for hende selv hvis han var langt borte. Teodor ville aldrig tilgive hende det hun lige havde sagt.

[Amon Boothe]

Painful to me
Pierce right through me - -

Boothe lyttede tavst og nikkede. Hans blik faldt kortvarigt til retssekretærens skriblerier, som han naturligvis ikke kunne læse fra den afstand, men som han udmærket kendte det foreløbige indhold af. Hurtigt var den komplette opmærksomhed dog atter samlet omkring det lyshårede pigebarn og han spændte en anelse i kæben, som hun sagde nøjagtig det han havde tænkt sig at argumentere for overfor magiratet. ”Tak,” sagde han afmålt, uden så meget som en antydning af et smil på læberne. ”Du kan sætte dig ned igen, miss.”

Han tog en dyb indånding og kastede et enkelt blik på den unge dame ved siden af ham, hvis knoer var hvide af at klemme sine hænder sammen. Hun stirrede intenst på manden ved siden af Aisling med en mængde af had i blikket, som han ikke selv kunne mønstre. Det var dog heller ikke just en venlig mine han havde, da han selv fokuserede sin opmærksomhed på Teodor Delaney og klarede halsen lavmælt. ”For at sikre at det er den skinbarlige sandhed vi får fra den anklagede, vil den ansvarshavende være så venlig at tildele ham tre dråber veritaserum,” beordrede han, som forventet i forsamlingen.

[Matthew Blythe]

Justice without force is powerless
...force without justice is tyrannical...

▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬

Wearing; This

Matt tog en dyb indånding, fyldte lungerne med luft til bristepunktet og åndede kontrolleret ud igen, efter et kort øjeblik at have haft øjenkontakt med Annabel. Det korte sekund var dog mere end nok til at få hans mallemgulv til at vride sig i knuder der intet havde med mordet på hendes bedsteforældre at gøre.

Han fæstnede blikket på Aisling og bed hårdt sammen da han fornemmede hvor hendes afhøring gik henad og nikkede så diskret, men tydeligt, da Aisling så på ham. Han strammede grebet om sine egne hænder bag sin ryg som afhøringen fortsatte og han selv blev bragt direkte op. Han holdt blikket rettet stift fremefter mens en tydelig mumlen steg op blandt de tilstedeværende før højesteretsdommeren fik kaldt ro over forsamlingen igen og han selv fandt sin mest udtryksløse maske frem.

Han reagerede først synligt igen da ministeren lod Aisling forlade vidnestolen og nikkede så let til sammes henstilling, selvom der ikke var øjenkontakt. Han lod armene falde ned langs siderne og satte igang hen over det blanke gulv, med skridt der kunne høres tydeligt under de tunge støvler og greb mens han gik ned i den lille pung der hang i hans bælte og trak en lille flaske med et flaskegrønt fluidum op.

Han sendte Aisling et hurtigt blik da hun passerede ham og stoppede så foran sin tidligere skolekammerat og plageånd og så på ham uden at fortrække en mine. Han kunne dog ikke skjule det kolde, hadefulde glimt i sine øjne, selvom det på den afstand de var, sikkert kun var Teodor der ville kunne se det mens han så lavmælt at kun Teodor ville kunne høre det lod nogle få ord passere mellem dem "Jeg får det i dig med eller uden dit samarbejde, Delaney. Du vælger selv." uden rent faktisk at lade den anden få noget som helst at sige, ikke at han kunne gennem SIlencio-besværgelsen der stadig lå på ham, rakte han uden yderligere tøven op og lukkede den ene hånd hårdt om den andens kæbe og pressede bestemt hans hovede lidt tilbage. Han vippede hurtigt det lille låg på flasken op, klemte sammen om Teodors kæbe og lod de krævede tre dråber forsvinde ned i hans mund. Han holdt sit greb et sekund endnu med et brændende blik til han var sikker på Teodor havde sunket og slap ham så ublidt, bekæmpede trangen til enten at spytte den anden i ansigtet eller plante en knytnæve samme sted og gik i stedet sammenbidt tilbage til sin plads, med et hurtigt nik til ministeren og et langt, stjålent blik til Annabel på tilskuerrækkerne.