|
Post by Teodor Delaney on Mar 15, 2012 18:52:05 GMT
Murder - at worst a crime of passionWORDS - 329 OUTFIT Den lyshårede pige nikkede blot kort til ministeren, rejste sig op og skyndte sig tilbage mod tilskuerpladserne. Hun mødte Matts blik mens hun gik, og skulle til at smile til ham, men da han ikke så ud til at smile lod hun være og forsatte ind på sin plads og satte sig. Hun undgik bevidst at kigge på nogle af dem hun sad ved siden af, da hun kunne mærke de rykkede sig længere væk fra hende, og havde ikke lyst til at møde deres frastødte blikke.
Den mørkhårede unge psykopatiske mand der stadig så noget drenget ud, slikkede sig om munden og smilede til ministeren. Han kunne ikke tale, men et par provokerende bevægelser havde man da lov til. Han kiggede efter sin søster da hun gik og snerrede lydløst efter hende, den dumme tøs, han skulle nok få skovlen under hende når han kom ud af Azkaban. Teodor kiggede på Matt da han kom frem foran ham, og begyndte uvilkårligt at grine lydløst af ham. Det var ganske underholdende at se ham så vred, uden at drengen kunne gøre noget som helst, og som sædvanlig blev han ganske underholdt af ministeriets tro på at opføre sig ordentligt.
Det virkede dog som om Matt alligevel ikke kunne holde sig helt tilbage med at behandle ham med en smule vold, og det fik bare smilet på Teodors læber til at vokse. Det endte med at han sad og grinede slesk, efter at Matt havde været så ’blid’ ved ham, igen var det ganske underholdende at se hvor glade selv aurorerne var for en smule vold. I bund og grund var de ligesom ham, de havde bare ikke modet og selvsikkerheden til at turde gøre det. Han havde dog drukket de tre dråber, og havde også sagt sandheden hvis han ikke havde fået væsken, han vidste Boothe ville smide ham i Azkaban selv hvis han løj. Ministeren var lige så korrupt som Teodor var sadistisk.
|
|
|
Post by Amon Boothe on Mar 17, 2012 20:39:31 GMT
Painful to me Pierce right through me - -
Der var ingen tvivl om, at Delaneys lillesøster havde været ren opvarmning til det forestående. Det var stort set kun den anklagedes eget vidnesbyrd, påvirket af veritaserum, der havde reel betydning for sagens udfald og selvom det passede, at han stort set var dømt på forhånd, så ville en direkte indrømmelse have betydning – om ikke andet, så for den præcise udmåling af straffen.
Boothe betragtede det lille mellemspil i total tavshed, afventende det øjeblik, hvor Blythe havde tvunget eliksiren i den anklagede og gik tilbage til sin plads. Nogen skramlede med et par papirer og en enkelt rømmede sig, før et enkelt blik til højre, på den assistent, der sad ved siden af ministeren, fik den unge troldmand til at fiske sin tryllestav frem og pege den imod manden, der sad i salens midte. En dæmpet hvislen fulgte det blege lys, der skød imod den fastbundne og en bevægelse ved siden af afslørede reaktionen hos den ene dementor ved mandens side. Det trak i et kort sekund Boothes blik til sig. Øjeblikket efter var det dog fæstnet på den anklagede igen. De mørke øjne var fulde af kontrolleret had, da han talte. ”Er du Teodor Ériaan Delaney, søn af Patrick Delayney og Jane Ériaan?” Han afventede det simple svar kortvarigt, før han fortsatte direkte og køligt videre i teksten. ”Står du bag mordet på Sophie og Harry Baker?” Salen sitrede af spænding i sekundet efter at spørgsmålet forlod hans læber og flere medlemmer af højmagiratet lænede sig tydeligt en smule frem på deres sæder.
|
|
|
Post by Teodor Delaney on Mar 18, 2012 12:10:06 GMT
Murder - at worst a crime of passionWORDS - 253 OUTFIT Teodor sad og smilede rundt til folk i salen, der kiggede opmærksomt på ham, som om han var det vigtigste der foregik i deres liv. Det passede ham egentlig utroligt godt, og han glædede sig over at han var genstand for så meget opmærksomhed – bare på grund af et par gamle mudderblods. Derefter vendte han blikket mod ministeren og gjorde sit smil lidt bredere, hvorefter han lod tungen kører hen over læberne et par gange. ”Det er mit navn og mine forældre ja, hvad med dig? Har du mudderblods i familien? Du kan kigge så meget efter du vil på min stamtavle, jeg har intet mudderblod i årene. Mit blod er rent som en enhjørning er blid” Sagde han og satte benene over kors mens han smilede slesk.
”Og ja, jeg står bag deres mord. Jeg gjorde også mere end det, det var simpelthen lidt for nemt bare at slå dem ihjel, det ville være for amatører. Jeg morede mig lidt først, en ganske uskyldig dolor besværgelse var dog det eneste” Sagde han, smilede endnu mere og forsatte: ”Tilsidst plagede de mig om at slå dem ihjel, de gamle fjolser” Derefter begyndte han at grine, en høj skinger latter der nærmede sig det hysteriske, den varede i et par sekunder, men så stoppede han brat op og kiggede på ministeren. ”Nederdrægtige klamme uværdige små mudderblods” Sagde han iskoldt og kneb øjnene sammen med antydningen af et smil på læberne.
|
|
|
Post by Annabel Vargas on Mar 19, 2012 13:56:49 GMT
mercy has it's place, as docruelty and revengeTag: Court ● Outfit: Here Knuden i Annabels mellemgulv voksede sig blot tættere og ubehageligt meget strammere som retssagen fortsatte. Hun mærkede ikke smerten fra måden hendes fingernegle fortsatte igennem huden, så hårdt som hun havde hænderne knyttet mod sine lår. Derimod havde hun fået rettet sit blik imod Teodor og der var det nu stivnet fast, uden at hun kunne få sig selv til at løsrive det igen. Vreden boblede i hende på en måde hun aldrig havde oplevet det før og hun kunne pludselig tydelig mærke vægten fra sin tryllestav under tøjet, som det brændte i hende for at hive frem og rette mod den usselt udseende troldmand i stolen og gøre kort proces med det hele.
Hun var ikke selv opmærksom på at hendes puls steg som ministeren beordrede veritaserum i den anklagede og hendes blik fandt hen til skikkelsen der nærmede sig den anden i stolen og ubevidst borede hendes blik sig ind i hans ryg. Da Matt vendte sig igen dvælede hendes blik et splitsekund imod hans ansigt, før det var tilbage på Teodors igen. Hendes kæbe spændtes og hun var kun svagt bevidst om at hendes åndedræt var hurtigere end normalt. Raseriet blændede hende og der var i det sekund intet hun hellere ville, end se Teodor bøde for hvad hun inderst inde allerede med sikkerhed vidste han havde gjort.
Ligesom mange andre i retssalen rettede Annabel sig automatisk lidt op som ministeren stillede et direkte spørgsmål omkring to navne der var alt for velkendte i hendes ører. Et udtryk af dyb afsky hvilede over hendes ansigt og de mørke øjne skød lyn, som de aldrig nogensinde havde gjort det før. Hendes åndedræt blev stigende mere og mere ukontrolleret. Det brændte i hendes bryst, en ulidelig og uudholdelig smerte og med ét løsnede hun sit eget greb, kun halvt bevidst om at hun havde knuget dem alt for hårdt sammen. I stedet rungede Teodors ord for hendes ører og hendes hjerte og puls bankede så hurtigt at det var det eneste andet hun var i stand til at høre.
Der gik ikke mere end et par splitsekunder fra Teodor havde ytret sin sidste sætning, til alle Annabels impulser slog ind på én gang og hun uden at være klar over det, var sprunget på benene. Hun havde lyst til at kaste sig ned over rækkerne i retning af manden og lukke hænderne omkring hans klamme hals indtil der ikke længere var liv tilbage. Det var komplet urationelt og hun tænkte ikke et sekund over sine egne handlinger. Derimod var hun komplet drevet af instinkter og i samme øjeblik som hun havde rejst sig op, havde hun i sin vrede hvæset alverdens afskyeligheder af ham på klingende portugisisk, fuldstændigt tabt for omverden og det faktum at hun befandt sig midt i en retssag.
[/blockquote]
|
|
|
Post by Matthew Blythe on Mar 19, 2012 18:42:19 GMT
Justice without force is powerless ...force without justice is tyrannical... ▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬Wearing; This Matt mødte Teodors blik uden at blinke og uden at se på den anden troldmand med andet end en tydelig blanding af had, foragt og afsky. Han gjorde hurtigt og effektivt hvad han var blevet bedt om, uden dog at kunne sige sig fri for at finde en hvis tilfredsstillelse i, at have den ene hånd lukket hårdt omkring den andens kæbeparti. Et øjeblik så han blot Teodor i øjnene og stirrede koldt igen over det syge smil på den andens læber. Tanken om blot at klemme til og blive ved indtil han kunne høre det knase passerede forbi, men han havde bedre kontrol over sig selv end det og slap Teodors hage ublidt efter at have tvunget de tre dråber Veritaserum i ham. Kort efter var han på vej tilbage over gulvet og tvang sig selv til ikke at kaste mere end ét hurtigt blik op over tilskuerrækkerne som han fandt sin tidligere plads igen. Han ville dog sværge på at kunne mærke et blik hvile på sig og han var ikke meget i tvivl om hvem det tilhørte. Han åndede indvendigt lettet op da han igen stod sikkert med ryggen til rækkerne og samlede igen hænderne på ryggen mens han udtryksløst betragtede den anklagede troldmand der nu blev udsat for ministerens skarpe tunge og igen havde mulighed for at svare. Da han gjorde netop det, spændtes Matts kæbe tydeligt, jo mere han sagde, og han knugede hænderne så hårdt om hinanden på ryggen, at de tilsidst begyndte at prikke svagt, som om de sov. Han strakte dem, bøjede dem så igen og gentog den handling et par gange til den prikkende fornemmelse forsvandt. En bevægelse ud af øjenkrogen, fuldt af en høj lyd bag ham fik ham til instinktivt at dreje hovedet og se op mod tilskuerrækkerne, blot for at se en tydeligt oprørt Annabel på benene og sekundet efter fylde den ellers næsten andægtige stilhed der som oftest hvilede i Magiratet. Han satte i gang med det samme, uden at tænke, men handlede på ren rutine og instinkt, mens hendes sorg og afmægtige vrede skar dybt i ham mentalt. Som en af de få tilstede, gik han ud fra, forstod han glimrende de knap så pæne fraser hun smed efter manden i stolen og han undte hende hvert og et af dem. Det ændrede dog ikke på at hun lige nu var et forstyrrende element for at sagen kunne skride frem og han banede sig hurtigt vej op til hende. Som han nåede helt frem greb han ud efter hendes ene håndled og lukkede fingrene fast omkring det, mens han lagde den anden hånd mod hendes lænd og bestemt trak hende med sig mod udgangen uden at se hende direkte i øjnene "De trænger til frisk luft, Ms. Vargas." konstaterede han neutralt bydende og lukkede brutalt ned for alle personlige følelser der brusede op i ham, mens han eskorterede hende ud fra salen og først slap hende da de stod på gangen og døren faldt tungt i bag dem. (Out for en mindre bemærkning)
|
|
|
Post by Amon Boothe on Mar 19, 2012 19:24:14 GMT
Painful to me Pierce right through me - -
Tavshedsbesværgelsen var blevet løftet for tidligt. Så meget blev klart i det øjeblik den anklagede talte, men Boothe forholdt sig køligt afventende og lod Delaneys giftige, ubehagelige ord brænde sig ind i forsamlingen. De havde måske nok ikke været tilsigtet, men det virkede aldeles effektivt. Hele salen kom i oprør og der gik et par sekunder, før en skinger stemme trængte igennem resten af de tilstedeværendes chokerede reaktioner. Da det skete, vendte alle øjne sig dog imod den unge kvinde ved tilhørerpladserne. Magiratets højdommer råbte på ro, men fik det ikke før Blythe havde slæbt afsted med frøken Vargas og dørene var gået i bag dem.
Der blev banket med en hammer og anråbt igen. Tavsheden faldt over forsamlingen og Boothe samlede sig om de yderligere spørgsmål, selvom Delaney for længst havde sikret sig selv et minimum af livstid i Azkaban. Hans anklager håbede på mere og glimtet i de mørke øjne var farligt, da han så ned på den nu tydeligt påvirkede unge mand i salens midte. ”Er du stolt af dine handlinger?” Tonen var neutral, men bag den lå et had, der matchede glimrende overens med hvad den unge dame, der netop var blevet ført ud, ikke havde magtet at undertrykke. Ministeren var præcis som hende, halvt af hver, og han var ikke ene i salen om at føle sig næsten personligt ramt over det angreb den syge, unge mand havde stået for. ”Nød du at slå ihjel?”
|
|
|
Post by Teodor Delaney on Mar 21, 2012 18:57:31 GMT
Murder - at worst a crime of passionWORDS - 237 OUTFIT Teodor mærkede langsomt giften virke på ham, og lige inden det tog helt over, mærkede han også irritationen rase i ham over ikke at kunne kontrollere sine egne handlinger. Denne såkaldte minister ville få det betalt når han engang fik mulighed for at slå ham ihjel. Han bevægede sit hoved op og ned i små bevægelser, mens han kiggede rundt på dem der sad omkring ham. Han lagde knapt nok mærke til hende der råbte, det var som om eliksiren kun lod ham fokusere på de ting han skulle svare på og kun kunne sige sandheden til disse spørgsmål.
”Ja” Sagde han blot, uden så meget som en form for følelse i stemmen, den var helt monoton og afdæmpet at høre på. Teodor bemærkede heller ikke den måde Boothe talte på, det eneste han kunne finde ud af var at sige det han skulle, hvilket frustrerede den underbevidsthed der alligevel kørte rundt et eller andet sted. ”Ja, men jeg nød i højere grad at torturere dem” Sagde han og formåede at skabe et mindre smil på sine læber, selvom hans stemme stadig var monoton. Hans hoved forsatte med at bevæge sig kort op og ned, i en konstant fart der aldrig skiftede. Han betragtede dog Boothe med et intenst blik, der på trods af eliksiren, stadig lynede at intenst og sprællevende sadisme.
|
|
|
Post by Amon Boothe on Mar 25, 2012 13:39:30 GMT
Painful to me Pierce right through me - -
Boothe lænede sig lidt fremad bag podiet og så intenst på vidnet, som det blev tydeligt, at eliksiren havde gjort sin virkning – let forsinket, men ikke desto mindre i tide. Svarene talte for sig selv og det lange krydsforhør, der havde været klar i hans tanker, virkede ligegyldigt. Det var allerede tydligt på den trykkede stemning i salen, at det ikke var et spørgsmål om hvorvidt den anklagede skulle låses væk i Azkaban eller slippes fri, men nærmere om hvorvidt han skulle spærres inde eller udsættes for den endelige straf. Skyldsspørgsmålet var for længst besvaret, men spørgsmålet om hvorvidt han ville gøre det igen var ikke. Det var derfor nøjagtig det han fortsatte med at udrede, kølig og velovervejet, uden at lade sig mærke med at han mest af alt havde lyst til at gøre præcis som den udlandske pige, der var blevet ført ud af salen, og som aldrig kom igen.
I salen var der atter dødstille og kun lyden af Fenella Mavericks pen imod pergamentet foran hende ledsagde ministerens spørgsmål og den unge mands svar. Duehøgen patruljerede endnu svævende foran forsamlingen og holdt den kolde, klamme fornemmelse væk fra tilhørerene og medlemmerne af højmagiratet, så kun Teodor Delaney var indenfor de to dementorers rækkevidde.
Dommen blev afsagt umiddelbart efter høringen og den skyldige blev ført tilbage til sit nye hjem for de næste tohundrede år.
CLOSED
|
|