Oh happy day, oh happy day!

[stu]

• "...

Stuart Felltons læber flækkede i et bredt smil. ”Det var fandeme da noget værre lort, var, Ella...”, mumlede han konstaterende, i det han samlede læberne, vendte mundvigene ned og nikkede dybt. Han lagde avisen fra sig på bordet, greb om whisky-glasset og drak uden at lade blikket vige fra teksten. Den sad lige i skabet. Velformuleret. Drama-skabende. Fedt illustreret med billeder. Stuart grinede lavmælt, noterede navnet i forfatter-boksen og stillede det tykke glas fra sig på bordpladen. ”Det er en god dag i dag”, hviskede han med en syngende, frydende undertone før han hamrede begge pegefingre i bordpladen, til en begejstret trommehvirvel. En kvindelig tjener skævede til ham, uden han bed synderligt mærke til det, for kort efter havde det indiske quidditch-landshold fanget hans sparsomme opmærksomhed. De havde åbenbart tabt en kamp mod et spansk hold, og var nu røget ud af turneringen. Stuart måtte opgive efter få sekunders læsning. Hen over det sidste år, havde tiden ikke samarbejdet med ham, og derfor havde han tidligt på året opgivet at sætte sig i sin ynglings-sport.

”Kan jeg friste med en genopfyldning?”, spurgte en lys, kælen stemme. Kvinden fik Stuart til at vende sin opmærksomhed mod glasset, og glad som han var, nikkede han ivrigt og greb om glasset. ”Så kun fordi du spørg så skide pænt. Gerne fyld det så meget det er muligt. Det er ikke hver dag jeg tjener kassen”, reklamerede han leende hvorefter den kvindelige bartender smålo, og glædeligt tog imod glasset. Derefter vendte Stuart sin opmærksomhed mod døren, der dog stadig måtte skuffe ham. Intet syn af Alexander. Han hævede armbåndsuret og konstaterede Alexander havde yderligere 3 minutter at rende på, før han officielt var kommet for sent. Ikke at det gjorde ham noget. I dag kunne intet ramme ham.

..."

[Alexander Young]

Only your real friends will tell you
when your face is dirty
Tag: Stuart Fellton

Alexander var uden tvivl en tidsoptimist, altid overbevist, om at han nok skulle nå tingene til tiden. Oven i hatten var han helt udenfor sin vante verden i sin jagt på den adresse Stuart havde udstukket. Han kunne sagtens forstå hvorfor vennen ikke var vild med at skulle mødes på ”Den Utætte Kedel” og havde da heller ingen protester, men han var ikke vandt til at skulle lede efter obskure adresser i mugglerverdenen og var for længst forvirret, da han endelig fandt det rigtige sted og gjorde sin entre, mindst et kvarter for sent.

”Stuart for alle forsmåede willier da også,” sagde han et halvt minut senere, da han dumpede ned ved siden af den velkendte skikkelse i baren. ”Skulle du vælge det mest umulige sted du kunne finde? - som så i øvrigt er umuligt rent faktisk at finde?” Han tog en dyb indånding og åndede lige så tungt ud. ”Du giver en drink – noget stærkt. Det er det mindste du kan gøre, når du får mig lokket ud fra steder hvor mine penge kan betale.”

[stu]

• "...

Klokken over døren reklamerede insisterende, i det denne skød op, og lod en forvirret troldmand passere dørtærsklen. Stuart var på nippet til at grine højlydt, men i stedet løftede han glasset og lod væsken indfinde sig i munden. Da Alexander bøvet slå sig ned i baren ved Stuarts side, stillede han glasset fra sig på bordpladen, hvorefter han daskede hårdt til ham. ”Hold dog kæft”, beordrede han og hævede begge bryn i en sigende grimasse. Han lod hånden glide igennem håret, der på midten af kraniet var abnormt langt i forhold til det karse-klippede i siderne. ”Jeg har ventet i hvad der svarer til 40 minutter. Hvis der er nogen der skylder noget som helst er det hvis dig pretty-boy!”, udbrød han kortvarigt efter, før han dog alligevel vendte sig mod bartenderen og signalerede to af den samme substans som i glasset foran ham. Stuart smækkede avisen sammen, hvorefter han placerede den foran Alexander og leende pegede på forsiden. ”Man får næsten ondt af hende... hvis ikke lige det var fordi hun havde slået en muggler ihjel...!”, drillede han og skar en grimasse, der tydeligt indikerede hvordan sarkasmen lå som en tyk tåge over meningen.

To glas blev placeret foran dem, og for en kort stund smilede den tidligere kvindelige tjener til dem. Stuart vendte sin opmærksomhed mod hende, skævede derefter til Alexander, hvorefter han snurrede rundt på barstolen, så han sad med fronten parkeret mod Alexander. ”Så... Hvad siger du til Sofia Banes og moi? Overrasket? Angst?”, spurgte han hvorefter hans mørkeblå øjne strålede mod Alexanders skikkelse.

..."

[Alexander Young]

Only your real friends will tell you
when your face is dirty
Tag: Stuart Fellton

Alexander revnede i et bredt grin, der gjorde det tydeligt at hans brok skulle tages med adskillige kilo salt, hvis det overhovedet skulle betragtes som minimalt alvorligt. Han plantede et venskabeligt knytnæveslag imod Stuarts skulder og sænkede derpå blikket til Ella Dellochio, der stod og poserede for kameraet i sin finpudsede tilstand. Begge hans bryn fløj en anelse op og han så hurtigt på vennen og rundt i baren, før han stak avisen ind under skjorten og himlede lidt med øjnene. ”Sig mig – er du ikke her for at holde lav profil, din klaphat?” brummede han lavmælt, uden helt at kunne lade være med at smile. Konceptet Stuart, der holdt lav profil, var vist direkte naturstridigt.

Det var uden skrupler at han tog glasset, der blev placeret fora ham. Han hævede det ucermonielt til læberne, tog en ordentlig tår af whiskey'en og dernæst en dyb indånding, som han trak på skuldrene og kneb øjnene lidt sammen, med et skælmsk smil. ”Jeg siger at det er imponerende at du har nappet en af Donias veninder. Du, Todd og Eddie kan jo snart starte en klub, med den samling harper i har indkasseret,” bemærkede han drillende, som han kørte glasset rundt mellem fingrene. ”Jeg selv, derimod, er i gang med at lokke en sød, uspoleret muggler-pige med et velkendt efternavn i fælden.” Han vrikkede lidt med øjenbrynene, tog endnu en slurk og satte glasset fra sig på disken.

[stu]

• "...

Stuart betragtede forvirret Alexander, der noget ivrigt forsøgte at gemme avisen af vejen. Et kort øjeblik lod han blikket glide rundt i baren, men konstaterede for anden gang, at de var de eneste ud over en fedladen, ældre herre bagerst i lokalet. Konklusionen fik Stuart til at le højt. ”Slap nu af for helvede!”, udbrød han og smed hænderne ud til siden. Han snurrede rundt på barstolen, og støttede sig med siden hen over bordpladen, hvorefter han blinkede småleende til Alexander. ”Du ved da bedre end nogen anden, hvor fantastisk en skuespiller jeg er!”, brummede han hemmelighedsfuldt, drillende, før han fortsatte sin talestrøm: ”Og så er jeg et naturtalent til at se dum ud. Hvis det nogen sinde skulle ske, smiler man bare og kigger lidt underligt på dem. Så tier de stille, du ved”, sagde han uden nogen større skavanker, før et flabet, hæst grin flækkede læberne. Derefter drak han af væsken i glasset.

De markerede bryn i panden skred op, og et underligt udtryk lagde sig over hans læber. ”Det siger du ikke til mig. Er hun en af Donias veninder?”, udbrød han lavmælt og kløede sig tøvende på kinden. Et kort øjeblik lo han lavmælt over sin egen uvidenhed, hvorefter han rømmede sig besværet. Stuart skævede til Alexander. ”Nå... Ja, det vidste jeg da ikke”, reklamerede han med og drak derefter en anelse mere. Derefter lo han lavmælt, i det en tanke slå ned i ham. Klubben. ”Hold dog kæft...”, mumlede han hviskende, hvorefter et drillende, flabet glimt gled over hans øjne. Et sikkert sigende blik og et par vrikkende bryn blev sendt i Alexanders retning, hvorefter han daskede til ham. En kort stilhed fulde og da Alexander brød den med en følgende reklamation, tabte Stuart underkæben og fløj rundt i barstolen. ”Det er da løgn!”, udbrød han begejstret hvorefter han smilede bredt. ”Seriøst! Hvem? Hvorfor har hun et bekendt efternavn? Søster til en eller anden jeg kender?”

..."

[Alexander Young]

Only your real friends will tell you
when your face is dirty
Tag: Stuart Fellton

Alexander himlede med øjnene igen, men var ikke mere alvorlig end som så. Han hev avisen frem, stak Stuart et let slag til baghovedet med den og pakkede den dernæst væk under sit tøj, imens han grinede lidt. ”At du ser dum ud har intet med skuespillerevner at gøre, Fellton,” kommenterede han, før han samlede glasset op fra bordet igen og tog en tår, med et umiskendeligt muntert glimt i øjnene.

Han betragtede vennen, fnøs muntert og hævede derpå begge øjenbryn i mild, drillende vantro. ”Hvordan kan det være gået dig forbi?” Et bredt smil hev op i hans læber, som han rystede lidt på hovedet. ”Men ja. Det er hun.”

Han trak på skuldrene, lænede sig ind over bardisken og smilede smørret, som Stuart gik lidt i selvsving. ”Det er ikke godt at vide,” begyndte han hemmelighedsfuldt, udmærket klar over, at han var et stykke fra rent faktisk at have lokket Alice hen nogen som helst steder. Det punkterede dog ingenlunde det selvtilfredse smil, der hvilede på hans læber, imens han drejede glasset rundt mellem fingrene. ”Men ja. Søster til en vi vist begge kender. Det kan hun dog ikke gøre for.” Han grinede drenget, kørte sine fingre gennem håret og vrikkede lidt med øjenbrynene. ”Hun er dælme lækker, Stu,” erklærede han uopfordret. ”Og så hedder hun Alice.”

[stu]

• "...

Stuart lo lavmælt, hvorefter han lod kommentaren om hans åbenlyse idioti falde til jorden. Alexander havde tankerne andetsteds, og det samme burde han.

Det blev til han blinkede drillende til ham, hvorefter han langede ud efter ham. ”Jeg ved sgu da ikke hvem Sofia ser ud over mig, og vi laver fandeme da andet sammen, når vi ses, end at sidde og snakke om gamle skolekammerater”, reklamerede han mumlende, hvorefter han sendte ham et sigende blik. Et hæst, flabet grin forlod hans læber, før han drak resten af væsken i det tykke glas. Han vendte sig mod Alexander og lod hånden glide igennem det lange hår på midten. ”Og hvem hendes veninder er, har jeg opgivet at finde ud af... helt ærligt... hun har jo så mange af dem”, udbrød han kort efter hvorefter hænder blev smidt ud til siden i en opgivende grimasse.

De nærmede sig efterhånden sagens kerne. Grunden til de befandt sig i baren og havde efterladt børn derhjemme i pleje. Stuart lo lavmælt og sendte vennen et kammeratligt smil. ”Alice... Det er jo ikke helt dårligt, hvis hun oveni købet ligner noget der er at værd at samle på...”, sagde han og hævede begge bryn i en sigende grimasse. Sofia Banes var absolut heller ikke grim at se på, og det var en kendsgerning der først var gået op for ham for nylig. ”Men jeg kan fandeme da ikke sætte et ansigt på kvinden... Hvem sagde du hun var i familie med?”, spurgte han, selvom han godt vidste, at Alexander endnu ikke havde fortalt hvorfra Stuart skulle kende til denne Alice. De markerede bryn i panden havde mødtes nær midten.

..."

[Alexander Young]

Only your real friends will tell you
when your face is dirty
Tag: Stuart Fellton

Alexander grinede lavmælt, trak på skuldrene og lænede sig ind imod baren, uden at slippe glasset med whiskey. ”Man ved aldrig med dig. Du kan snakke et spøgelse i døden – jeg gik ud fra, at pigebarnet enten måtte være lige så vanvittigt et sludrechatol eller eventuelt stum.” Hans øjne glimtede af morskab, som han tog endnu en slurk og dermed tømte det sidste af den stærke drik. ”Jeg kan konkludere at det er det sidste,” kommenterede han tørt, før han satte glasset fra sig med et djævelsk blik. ”Det må i grunden være kedeligt i sengen – et stumpt pigebarn.” Han hævede begge øjenbryn, lænede sig lidt bagud og fangede tøsen, der før havde hældt op for dem, med blikket. Hun havde udmærket hørt hans sidste bemærkning og så på ham med en anelse væmmelse, da han signalerede, at han trængte til at få fyldt op. Det ignorerede han dog fuldstændig, temmelig ligeglad.

Hvad han ikke var ligeglad med, tydeligvis, var det omtalte pigebarn. Han tog en dyb indånding, så sigende på Stuart og nikkede lidt. ”Mere end det. Røvlækker,” konstaterede han bramfrit, med et bredt, drenget grin. ”Og det sagde jeg ikke, din slange, men hvis du absolut vil vide det...” Han lavede trommesolo på bordet, smilede drillende og rømmede sig så en anelse. ”Eric Wolfe. Ham der lange rær, du ved. Ham der gik om. Han var på vores årgang i sin tid og han har altså en lillesøster...” Han smilede smørret. ”En lav lille sag af en lillesøster. Hun var nær ved at blive overfaldet af et par hornede hunde inde i Menageriet, første gang jeg mødte hende. Der er sgu noget over den der forsvarsløshed, du ved...” Han fnøs muntert og så til siden på vennen. ”Det skriger lidt på grov udnyttelse.”

[stu]

• "...

Stuart åbnede munden, for at lange en rap kommentar direkte imod Alexander, i det den kvindelige bartender forsynede dem med den gyldne væske. De mørkeblå øjne slå snedige gnister, og Stuart skyndte sig at fortrække sig. I samme vending himlede han med øjnene, og vendte sig, påtaget skamfuldt, mod kvinden. ”Det beklager jeg virkelig. Han kommer sjældent ud... du ved... det kan godt være lidt overvældende i starten...”, undskyldte han lavmælt. Han havde lænet sig ind over borddisken, gravalvorligt og med et flakkende blik. Kvinden nikkede forstående, skævede til Alexander hvorefter hun ud af mundvigen hviskede: ”Hvis der er noget jeg kan gøre...”. Stuart nikkede med et dybt, følsomt taknemligt blik hvorefter hun langsomt fordrev fra baren. Ikke uden at skæve misbilligende til Alexanders skikkelse, som var han en rotte, de havde fundet i kloakken.

Hele sceneriet fik Stuart til at vende sig frydende mod Alexander. De markerede bryn var hævede, og et kort øjeblik lod han stilheden sænke sig over dem. ”Kom ikke og sig jeg ikke kan mit kram, din lille satan! Naboerne klager når først jeg er gået i gang!”, udbrød han barnligt, i det han slå Alexander på knæet. Hentydende til hans kommentar om stumme Sofia i sengen.

Efterfølgende formåede Alexander at overraske Stuart. Efter en kort rum tid, hvor Stuart havde prøvet at sætte ansigt på Eric Wolfe, skød hans mørke bryn i vejret og han lo hæst. ”Ham! Ja, jeg husker ham godt nu du siger det. Han spillede sgu da for Hufflpuff og hele svineriet... var anfører... Har han en lillesøster der ikke er magiker? Nå forhelvede...”, udbrød han mumlende, hvorefter han glippede med øjnene. ”Og du har tænkt det er smart med Brody også? Hvad med Bree?”, spurgte han og et kort øjeblik så han lettere bekymret ud. Bree havde været en fantastisk støtte for Stuart det første år med September. Ja, det havde vel haft gang i en modergruppe. Været veninder. Stuart smilede spagt af den tanke, men gemte smilet væk, da han efterfølgende drak.

..."

[Alexander Young]

Only your real friends will tell you
when your face is dirty
Tag: Stuart Fellton

Alexanders øjenbryn fløj begge helt op, da vennen frit fremstillede ham som en tosse, der var ude og blive luftet. Han kunne i midlertidig umuligt tage det nært eller alvorligt og smilede blot smørret, da kvinden forlod baren igen, for at tage sig af andre kunder. Alligevel serverede han personligt et hårdt nakkedrag til Stuart, grinende ned i sin drink.

Latteren nåede kun lige nøjagtig at fortage sig, før den abrupt blev startet igen. Alex satte glasset en anelse hårdt ned på disken og holdt sig for maven, imens han klukkede. ”Naboerne klager?” Han fnøs muntert og tog sig i at ville stikke vennen endnu et nakkedrag. Han undlod dog og rystede blot på hovedet, imens han grinede færdig. ”Helt sikkert...”

Det var med lette mavekramper, at han atter nappede glasset og tog en ordentlig slurk. Han drejede sig trekvart rundt på stolen og endte med at sidde med front imod Stuart med hævet pegefinger. ”Hvad har Bree at gøre med mit kærlighedsliv?” Han lod hånden falde og løftede den anden, med glasset, blot for at sætte det fra sig igen. ”Eller Brody for den sags skyld?” Han rynkede panden og så ukarakteristisk alvorlig ud i et øjeblik. Vennen havde prikket til den eneste bekymring Alexander havde og han kunne ikke helt finde ud af at skjule det.

[stu]

• "...

Stuart havde lagt hånden om det tykke whiskyglas, uden at gøre særlig mine over selv samme gestus. Alexander havde vendt sig mod ham, og bekymringen stod malet som en fed, sort streg i panden på ham. Det fik Stuart til at overveje sine ord nøje. ”Jamen forhelvede Alexander... du kan jo ikke tillade dig at bolle til højre og venstre når du har Brody... det ved du jo...”, endte han alligevel med at besvarer vennen, hvorefter han kort efter lod de massive bryn mødes nær midten, i en ikke-undrende grimasse. Stuart Fellton nærede ingen tvivl om, at Alexander allerede havde vendt den gældende tanke i hjernen, op til adskillelige gange. Selve overraskelsen ville formegentlig vise sig, hvis det kom til, at Alexander ikke havde tænkt nærmere over den side af sagen. Men så også først der. ”Og ja... Bree skal da have af vide, hvis du ender i et forhold... Ikke fordi jeg skal være psykolog eller talsmand for netop den side, men... det er måske meget rart af vide, selvom det jo er længe siden med jer to...”, mumlede han. På mange måder, havde Stuart forladt det emne, han kendte mest til og bevæget sig ud i et andet, som han formegentlig ikke kunne tale om i længere sigt.

Han vendte sig mod whiskyen, som han bundede, hvorefter han skar ansigt. Stuart vendte sig mod Alexander og klappede ham lidt på knæet. ”Men hva' fanden... Brody er jo god i hovedet, ikke? Han skal da accepterer der er en ekstra en gang imellem... Og Bree... hende tror jeg da heller ikke du får problemer med”, mumlede han og sendte ham et opmuntrende smil.

..."

[Alexander Young]

Only your real friends will tell you
when your face is dirty
Tag: Stuart Fellton

Alexander fnøs, men denne gang var munterheden temmelig begrænset. Hans pande var rynket og alvoren fremtrædende, som han lyttede til Stuart. Det ændrede sig ikke over den ellers optimistiske slutning. I stedet tog han blot endnu en slurk whiskey og rystede langsomt på hovedet. ”Bree og jeg har aldrig blandet os i hinandens... Affærer, Stu. Hvorfor skulle vi det? Alice er da ikke den første.” Han rømmede sig diskret og kunne ikke helt forhindre et barnligt, tilfredst smil ved de forhutlede minder om andre damer. ”Ikke på nogen måde. Brody opstod jo ikke ligefrem fordi hans forældre er kyske, vel? Jeg er sikker på at hans mor også hygger sig med en ungersvend nu og da, når jeg har knægten. Hvad han ikke ved har han ikke ondt af.” Han hævede begge øjenbryn lidt og daskede uopfordret ud efter vennens skulder. ”Hvem søren er du i øvrigt til at tale? Du tænker det er vildt godt for September at i to larmer i hele huset? Jeg har i det mindste babysitter på.” Han forsøgte sig med et drillende smil, men kunne ikke helt slippe den plantede tanke om, at det måske ikke var så ukompliceret, som han havde forestillet sig.

[stu]

• "...

”Sebbe kender udmærket til Sofias og mit forhold Alex... forhelvede... det er så ukompliceret med de to, fordi de bare klinger pisse godt sammen, du ved...”, prøvede Stuart at redde trådene ud, inden han for alvor fik jokket i spinaten. Han kløede sig i nakken, og lod hånden køre over baghovedet, før han rømmede sig halvhjertet. Hånden lå hvilende på hovedet alt i mens han tænksomt stirrede ned i væsken. ”Desuden... det er jo ikke fordi vi gør det over alt i hele huset! Der bliver sgu da taget hensyn til at September befinder sig ovenpå... det kan du da sige dig selv”, tilføjede han og lagde de mørkeblå øjne tungt på Alexanders skikkelse. Et kort øjeblik sad han bare og betragtede ham, før hånden blev placeret på bardisken. ”Og der må sgu være grænser for, hvor mange man ligger og knepper med, selv hvis ens baby er i byen... jeg mener... jeg havde da ikke noget med nogen som helst i de første fire år... sidder ikke og siger du skal gøre det samme, men...”, plaprede han uden at betragte ham synderligt, før han stoppede brat. Stuart havde svært ved at definerer om han havde krydset en grænse. Efter få sekunders stilhed, rystede han beklagende på hovedet, før han skævede til glasset som var tomt. ”Nej... glem hvad jeg sagde. Det er jo ikke fordi jorden går under. Sebbe er sikkert også mere følsom fordi hun er en pige, du ved...”, forklarede han, med en påtaget beklagelse i stemmen. Stuart kunne ikke gøre for det, men hans syn på det at være sammen med andre når man havde børn, stemte formegentlig ikke overens med det, Alexander bar rundt på.

Han ende med at sidde og betragte Alexander, før han klappede ham på knæet, og trak på skuldrene. ”Men fuck nu det. Undskyld jeg bragte emnet på banen”, beklagede han sig oprigtigt, før han sendte ham et kortvarigt smil. Derefter tog han sig sammen. Smilet blev ægte og han sparkede prøvende til ham. ”Så Erics Wolfes søster... han er altså en fandens til klippert, så hvis du skal køre den, så spil dine kort ordentligt! Desuden... jeg er ligeså høj, hvis ikke højere, men han er dobbelt så bred som mig... jeg kan ikke engang hjælpe dig!”, mumlede han drillende hvorefter han blinkede til ham.

..."

[Alexander Young]

Only your real friends will tell you
when your face is dirty
Tag: Stuart Fellton

Alexander trak lidt på skuldrene, sank endnu en tår whiskey og smilede skævt. ”I er sikkert diskrete,” brummede han, lettere ligegyldigt. Han var ikke videre interesseret i et høre detaljerne om Stuarts sexliv eller foranstaltningerne truffet, for at holde dets eksistens hemmelig for September. Derimod fulgte han vågent med, som vennen luftede sine gammeldags meninger omkring hvorvidt man kunne tillade sig at have damebesøg, som ens barn ikke vidste noget om. Han hævede begge øjenbryn igen, bed en bidsk kommentar i sig og endte med at rynke panden og trække på skuldrene.

Et lille smil hev i hans mundvige, som Stuart sparkede til ham og han rakte den ene hånd ud og daskede til hans skulder igen. ”Skål, din gamle idiot,” mumlede han, som han tog glasset, rakte det frem og klingede det imod vennens, før han tog endnu en slurk. ”Han er gigantisk, men jeg løber overraskende hurtigt,” kommenterede han selvsikkert og helt tydeligt spøgende. ”Desuden...” Han klarede halsen lidt og mærkede allerede så småt virkningen af hans indtag af den gyldne væske. ”Desuden har jeg tænkt mig at være sød. Hun er en sød pige, hun fortjener en, der er god ved hende.” Han hævede begge øjenbryn. ”Tror du ikke jeg kan være det? For en enkelt gangs skyld?”

[stu]

• "...

Stuart måtte hurtigt konstaterer, at de skrappe drikke, efterhånden havde sneget sig ind på vennens velbefindende. At Alexander sad og spurgte ind til selve Stuarts holdning omkring hele skikkelsen, på barstolen overfor sig, var i sig selv et humoristisk og skræmmende billede. Han trak undvigende på skuldrene, hvorefter han lo højt og hæst. ”Hvad helvede er det for et spørgsmål at stille!?”, udbrød han og klappede Alexander på skulderbladet. ”Altså... du trænger til en drink. Så meget kan jeg da svare på”, sagde han med et drilsk, næsten provokerende blik, i det han rejste sig fra læder stolen. Stuart gik roligt om bag baren og betragtede indholdet, der var skjult for gæsterne. Han hævede begge bryn i en positivt overrasket grimasse, hvorefter han fremdrog en kridhvid væske. ”Kan du huske den fest vi var til... hos mig i sommerferien hos den der psykopat? Vi var 15 eller sådan noget...”, fortalte Stuart leende. ”Det var det eneste jeg drak den aften... og jeg siger dig... de tømmermænd jeg rendte rundt med varede i 2 og en halv dag... Aldrig har den slået så hårdt”, fortalte han leende mens han skænkede vodkaen i glasset. ”Og når det så er sagt... Selvfølgelig tror jeg du kan være sød ved hende. Se nu bare på os... du har jo aldrig skidt på mig... eller ham Todd... du ved, landmanden... eller Brody. Du er faktisk en skide god ven Alexander”, roste Stuart smilende, hvorefter han skænkede til sig selv. ”Men når det så er sagt, glæder jeg mig fandeme til at møde den lille tøs, der har omvendt min bedsteven... og skål!”

..."