I don't even wish for snow

[Caroline Abbey]

I'm just gonna keep on waiting
Underneath the mistletoe
Music: Here - - Tag: Mary Abbey and Eric Wolfe - - Outfit: Here

Snakken i den store pejsestue i Newcastle gik livligt og stemningen var god. Alle var mætte efter at have indtaget frugterne af den fælles indsats fra husalfen Dempsey og bedstemor Meredith Abbey og der havde hersket rimelig bred enighed om at vente med desserten, der derfor ventede i køkkenet, imens familien sad samlet i sofaer, lænestole og hvor de nu ellers kunne finde plads. Det skortede ikke på familiemedlemmer at snakke med eller grine med. Alligevel undskyldte Caroline sig, smilede lidt til sin farfar, som hun havde siddet og informeret omkring et helt nyt lovforslag, og rejste sig op fra sofaen, for i stedet at give plads til en af sine fætre.

Hun forlod rummet, for at gå ud i gangen, der ledte imod baghaven. Der var ingen grund til at belemre hele familien med grunden til, at hun flere gange under middagen havde fundet sig selv stirrende tomt ud i luften, uden helt at kunne leve op til julestemningen, men hun kunne virkelig bruge bare et øjeblik, hvor hun ikke behøvede at smile eller udvise godt humør.

Hendes fingre lukkede sig omkring dørhåndtaget og hun åbnede, før hun trådte ud på den lille overdækkede terrasse, der lå som det første i haven. Hun lod døren stå åben og den friske luft trænge ind i huset bag sig, imens hun krydsede armene over hinanden, skuttede sig lidt og stirrede ud i mørket, på den snedækkede have, der glimtede svagt i lyset fra køkkenet og gangen.

[Eric Wolfe]

Christmas Eve will find me
where the love light beams

- - - - - - - - - - -
(Tag) :: Caroline + Mary Abbey ~ (Outfit) :: Here

Eric lukkede hoveddøren til sine forældres hjem bag sig, mens fortsatte ikke direkte ned ad havegangen mod lågen, og dermed gaden på den anden side af hækken. Han stak hænderne i lommerne på den korte læderjakke og stod nogle lange øjeblikke blot og så udover den stille have og gaden bag den. Inde fra huset kunne han stadig svagt høre stemmer og musik, og han var sikker på det lød nogenlunde ligesådan, i langt de fleste huse på gaden.

Det var stadig underligt at stå her. Hverken hans krop eller hjerne havde omstillet sig til at være kommet hjem endnu og kulden krøb hurtigt ind under selv vintertøjet, i sær når man i 4 måneder, havde været vant til en del højere temperaturer. Han skuttede sig, og trak så de ene hånd op af lommen, lynede jakken lidt op og stak hånden indenfor den, blot for at trække sin tryllestav frem. Han så et øjeblik på den og smilede skævt. Det var ikke meget han fik den brugt når han var ude, men undvære den, det hverken kunne eller ville han.

Lige nu var den hans transportmiddel. Selvom han egentligt ville have foretrukket at gå og nyde synet af den snedækkede by og lade den frostklare luft klare hovedet, så var det alligevel lidt for langt, og det ville tage lidt mere tid, end han havde tålmodighed til. Derfor slog han et lille slag med staven i luften og forsvandt med et smæld, blot for sekunder efter at dukke op i ly af en vinterklædt rhododendronbusk i en anden ende af Newcastle. Han svajede et øjeblik og skar en grimasse over fornemmelsen transferensen efterlod en med. Nok endnu mere når det var længe siden den havde været brugt.

Som han rystede følelsen af sig, blev den i stedet erstattet med en knugende, basken af nervøse sommerfugle, savn, forventning, og et mikroskopisk stik af frygt. Han tog en dyb indånding, og strøg den ene hånd gennem det korte hår, der dog ikke længere var klippet helt i bund. Så tog han endnu en indånding og fyldte lungerne helt med iskold luft, før han tog de få skridt op til hoveddøren og bankede på før han kunne nå at fortryde. Gik så et halvt skridt tilbage og samlede så hænderne på ryggen af ren vane, også selvom der ingen uniform var tilstede.

[Caroline Abbey]

I'm just gonna keep on waiting
Underneath the mistletoe
Music: Here - - Tag: Mary Abbey and Eric Wolfe - - Outfit: Here

Lyden i stuen forstummede i et kort øjeblik, da det bankede på døren. Duane Abbey løftede hovedet, ude af stand til helt at lade være med at smile. Modsat størstedelen af selskabet, havde han en ret god idé om hvad – eller hvem – det var, der forstyrrede julefreden. Han rejste sig op, gav sin yngste datters skulder et klem på vejen og forsvandt ud i entreen med et vidende smil. På vej derud tog han sig god tid, med vilje ladende det lange rær på den anden side svede bare en anelse imens han ventede.
Da han endelig tog i dørhåndtaget og åbnede, bredte et varmt smil sig dog på hans læber. Han grinede en anelse, løftede begge øjenbryn og betragtede knægten foran sig med slet skjult morskab. Frem for at følge sædvanlig høflighed og stikke den forvoksede dreng et kram, rømmede han sig blot en anelse og drejede hovedet imod stuen. ”Caroline,” råbte han derind, rimelig forvisset om at hans stemme nok skulle bevæge sig igennem hele husets underetage. ”Der er en herude, der vil tale med dig... Et bud.” Atter drejede han hovedet imod Eric og klukkede lidt. ”Burde jeg finde tryllestaven frem og advare dig om, at passe godt på hende, knægt?” Han så opfordrende på det lange rær med smilet lurende i mundvigene.

Ude på terrassen spidsede Carrie ører. Hun rynkede panden en anelse, drejede sig imod døren igen og lukkede døren efter sig, som hun trådte tilbage i huset. Der skulle en hel del før ministeriet ligefrem ville sende et bud, frem for en ugle, og så endda på juleaften. Hun så bekymret ud, som hun passerede stuen og stak så hovedet ud i gangen, med et spørgsmål på tungen, som aldrig kom frem. I stedet bremsede hun brat, spærrede begge øjne helt op og stirrede på figuren i døråbningen. I et sekund gik hun stærkt ud fra, at det var en optisk illusion eller at en eller anden idiot havde taget polyjuice-eliksir, men så faldt brikkerne på plads i hendes hoved og hun så bare fuldstændig himmelfaldent på Eric.

Duane klukkede atter engang, klappede knægten på skulderen og gjorde sin exit i stilhed, passerende sin ældste datter uden andet end et bredt smil, der forblev på hans læber, som han trådte ind i pejsestuen igen.

Carrie ikke så meget som så på sin far. Hun stirrede endnu komplet mundlam på Eric, rystede så svagt på hovedet og klarede sin hals, hvor det føltes som om hendes hjerte var hoppet op. ”Men jeg skrev jo til dig i eftermiddags... Du skulle være i Syrien,” fik hun frem i en tynd stemme. ”Hvordan? Hvorfor?” Hun så komplet forvirret, tabt og lettere forstenet på ham i adskillige sekunder, før hun fik sat skub i sine ben, der rystede under hende. Hun passerede det korte stykke imellem dem nærmest tøvende, som om hun ikke helt troede på, at det kunne passe, at han rent faktisk stod lige der i levende live.

[Eric Wolfe]

Christmas Eve will find me
where the love light beams

- - - - - - - - - - -
(Tag) :: Caroline + Mary Abbey ~ (Outfit) :: Here

Eric nåede at flyttede på fødderne utallige gange, og skiftesvis stikke hænderne i lommerne for så at trække dem op og samle dem på ryggen igen, før han endelig så en siluet af en skikkelse bevæge sig bag den lille rude i døren. Hans mave slog tre nye knuder sekundet før døren blev åbnet og det som forventet var Duanes smilende ansigt der mødte ham. Den tydelige morskab i den ældre mands ansigt fik et øjeblik Eric til at føle sig 15 år gammel igen og han smilede skævt, mens han flyttede uroligt på fødderne igen.

Han løftede dog hovedet hurtigt da Duane kaldte på sin datter, og han kunne ikke lade være at skæve lige dele utålmodigt og anspændt hen over hans skulder og lidt længere ind i gangen. Så trak han hurtigt blikket tilbage på Duanes ansigt og kom til at skære en lille grimasse, der gled over i et skævt smil, mens han rystede hurtigt på hovedet og talte så lavmælt "Jeg har alle intentioner om at gøre lige det, Sir.." hans blik var på trods af smil og tydelig nervøsitet, alvorligt.

At hans opmærksomhed hang ét eneste sted, blev kun alt for tydeligt afsløret, da lyden af lette skridt, fik ham til straks at se væk fra Duane og mod døren han mente at huske førte ind til husets stue. Han rettede sig op og mærkede sit mellemgulv knuge sig nervøst sammen igen, før det eksploderede i en sværm af nervøse sommerfugle da Carries ansigt kom til syne i døren. Komplet spontant trak begge hans mundvige op i et bredt smil der blottede hans tænder, men udover det, rørte han sig ikke ud af flækken.

Ikke engang da Duanes hånd ramte hans skulder og den anden derpå forlod gangen, tog Eric blikket af Carrie. Det brede smil falmede lidt, men forsvandt aldrig. Han havde mest af alt lyst til at storke ind i huset og løfte hende op fra gulvet som han havde gjort flere gange før, men modet svigtede alligevel, nu han stod så tæt på målet. Hendes første ord fik ham til at smile skævt og slå blikket ned et øjeblik før han så op på hende igen med hovedet lidt på sned "Det skulle jeg ja... jeg glemte vist at fortælle jeg selv var en af de heldige jeg skrev til dig om..." han tog det sidste skridt ind over dørtrinnet og lukkede døren bag sig, uden at slippe hende med blikket længere end højest nødvendigt. Så smilede han varmt og mærkede det krible behageligt i hele kroppen som han så ind i hendes brune øjne "Hvordan er ret ligegyldigt, men jeg lover dig at ingen ugler kom til skade." alvoren og savnet indfandt sig igen i hans blik mens han fortsatte "Hvorfor..." han smilede prøvende igen, dog ikke uden nervøsitet "Fordi jeg ville hjem til dig.."

[Caroline Abbey]

I'm just gonna keep on waiting
Underneath the mistletoe
Music: Here - - Tag: Mary Abbey and Eric Wolfe - - Outfit: Here

Duane nikkede lidt, uden at sige mere. Han var såmænd ganske overbevist om, at Eric nok skulle opføre sig ordentligt og gav ham blot et forsikrende og opfordrende klap på skulderen, før han sluttede sig til familien igen, med slet skjult morskab, der hurtigt forsikrede husets ejere om hvem det var, der lige havde gjort sin entre.

Ude på gangen var det, i hvert fald for Carrie, som om tiden var gået i stå. Hun så uforstående på Eric og forstod ingenting, som det udmøntede sig i hendes spørgsmål. Da han svarede, rynkede hun panden dybt, lige dele forvirret og såret, uden helt at kunne forstå, at hun stod hvor hun stod. ”Du... Jamen?” Hun knyttede hænderne, trådte de sidste skridt hen imod ham og overraskede sig selv en anelse ved at løfte sin ene hånd og slå en anelse hårdt ud efter hans skulder i en komplet impulsiv, frustreret og vred gestus. ”Du kan ikke bare komme her, når jeg...” begyndte hun, lettere skingert, før hun hævede også den anden knytnæve, for at gentage sit slag imod hans brystkasse. ”... Det er ikke i orden, at lade være med at sige, at du kommer hjem, når jeg har tænkt på dig i fire skide måneder!”

Hun var svagt bevidst om, men ikke rigtig optaget af, at hendes skændende stemme kunne høres inde i stuen, hvor hendes far smilede ufattelig smørret og så over på Carries to lillesøstre med begge øjenbryn hævet og morskaben tydeligt fremtrædende.

[Eric Wolfe]

Christmas Eve will find me
where the love light beams

- - - - - - - - - - -
(Tag) :: Caroline + Mary Abbey ~ (Outfit) :: Here

Eric kneb øjnene lidt sammen og så undersøgende på Carrie da hun talte igen, med forvirringen tydelig i både ansigt og kropssprog. Han fortrød som sådan ikke sit hemmelighedskræmmeri, og alligevel fik det sårede glimt i hendes blik ham til at krympe sig lidt mentalt.

Meget længere nåede han ikke før hun tog de sidste skridt hen til ham og han instinktivt veg lidt til siden for hendes fremfarende hånd, der dog ramte alligevel. Han rynkede panden og blev stående, uden at flytte på sig, da hun dernæst lod den anden hånd ramme hans brystkasse. I stedet kæmpede han for ikke at smile alt for bredt over de vrede ord der forlod hende, som ringede alt andet end negativt i hans ører. Den rynkede pande glattede sig lidt ud som han stod og så ned på hende og det trak lidt i hans mundvige alligevel "Netop derfor..." han gik stå og rystede lidt på hovedet, klar til flere slag, mens han meget kort overvejede ikke at følge den alt-dominerende impuls der havde siddet i ham, siden hun viste sig i gangen.

Han stod igen et øjeblik og bare så på hende før han talte igen "Carrie..." han tav igen, og greb i stedet ud og lukkede den ene arm omkring hende, lod den anden gribe op bag hendes nakke og mærkede sit blik flakke mellem hendes øjne et øjeblik mens han lidt for roligt fortsatte "Du får masser af tid til at slå på mig senere. Lige nu, er jeg ekstremt egoistisk og vil have det jég har tænkt på i fire skide måneder." han hævede begge øjenbryn sigende et splitsekund og bøjede sig så det sidste stykke han behøvede, for krævende at presse sine læber mod hendes og sende hele sommerfugleflokken på vingerne igen, mens han holdt hende hårdt ind mod sig selv.

[Caroline Abbey]

I'm just gonna keep on waiting
Underneath the mistletoe
Music: Here - - Tag: Mary Abbey and Eric Wolfe - - Outfit: Here

Carrie var skide forvirret, vred og på samme tid komplet bekræftet i, at alle de følelser, der havde været, da han tog af sted, stadig var der – i hvert fald hos hende. Det var nu ikke det, der fyldte mest, som hun slog på ham og skældte ud. Hun var uforstående overfor det faktum, at han på den måde ville føre hende bag lyset lige efter at hun havde pointeret præcis hvor meget hun hadede ting, der var uden for hendes planer. På trods af sin vrede, bremsede hun med en knytnæve imod hans brystkasse ved sit eget navn i den stemme, som hun ikke havde hørt i alle de måneder. Hun så op på ham, bed et surt spørgsmål i sig og mærkede sit milde raseri falde til gulvet, som hun fandt sig selv i hans arme.

Hans ord fik hende til at hæve begge øjenbryn i forvirring, men der var ingen forvirring i hans handlinger og hun overgav sig alt, alt for let. Frem for at slå videre på Eric, slog hun armene omkring ham og besvarede hans kys præcis lige så krævende. I det ene kys lå alt hendes savn og den stigende desperation efter at mærke ham tæt på sig. Hun brød fri med et hørligt gisp, men kvitterede derpå blot ved at knuge ham hårdt ind til sig og begrave hovedet ved hans skulder. Hendes øjne var blanke, selvom der næppe kunne herske nogen tvivl om, at hun ikke ligefrem var ked af det. Hun snøftede hårdt ind, lettere irriteret på sig selv og stadig vred på Eric, men alligevel uvillig til at slippe ham bare en lille smule. ”Du er en kæmpe idiot,” mumlede hun ned imod ham, strammende sit greb omkring ham. ”En fænomenalt gigantisk idiot.” Hendes fingre forsøgte at lukke sig omkring læderet på hans jakke, men fejlede og hun løftede blot hovedet igen, for at se bebrejdende på ham, fugtende sine læber, før hun i stedet trykkede dem imod hans igen.

[Eric Wolfe]

Christmas Eve will find me
where the love light beams

- - - - - - - - - - -
(Tag) :: Caroline + Mary Abbey ~ (Outfit) :: Here

Eric var, da han hurtigt tænkte over det, ikke en snus overrasket over Carries reaktion på hans uventede tilstedeværelse. og selvom der var styrke bag hendes slag, så mærkede han dem alligevel ikke rigtigt. Han var alt for optaget af at se på hende, og ikke blot et foto af hende, for første gang i alt for mange måneder. Kun for at konstatere, at uanset hvor vred hun så ud, så fik synet af hende og lyden af hendes stemme, stadig de små hår i hans nakke til at rejse sig kildrende.

Hans smil voksede lidt da hendes navn alligevel fik hende til både at standse op og ikke sige mere. Da han først stod med hende i armene kunne alt andet også gøre komplet ligemeget. Hendes arme der prompte havnede om nakken på ham, fik ham til at brumme tilfredst mod hendes læber, mens han strammede sit greb yderligere og rettede sig op, blot for at trække hende med sig, så hendes fødder, vanen tro, mistede kontakt med gulvet.

Havde det ikke været for den begyndende mangel på ilt, var han blevet lige sådan. Nu hev han i stedet ligeså hårdt efter vejret som Carrie da deres læber gled fra hinanden, og fulgte hendes eksempel ved at gemme ansigtet ved hendes hals, med et alt for bredt og tilfredst smil. Han knugede hende hårdt med begge arme og hænder da hun snøftede og genopfyldte alle spor i hukommelsen, med hendes duft og smag, der stadig lå på hans læber. En lille munter lyd undslap ham ved hendes mumlende ord og han plantede et hurtigt kys lige hvor hendes skulder gled over i hals "En exeptionel, opblæst idiot..." medgav han og fortsatte lavmælt tæt ved hendes øre "...der har savnet dig helt åndsvagt..." han sukkede tungt, men tilfredst og trak så hovedet lidt tilbage for at kunne møde hendes blik. Selv det brødebetyngede glimt i hans lyse øjne, overskyggede dog ikke det forelskede smil der hang på hans læber og han tog villigt imod hendes, da hun igen pressede dem mod hans.

Igen blev en irriterende, fysisk mangel på luft grunden til at bryde væk, og nogle lange sekunder stod han blot og hev svagt efter vejret, uden at gøre bare de mindste anstalter til at slippe hende eller sætte hende ned igen. Så smilede han drenget og strøg næsetippen blidt mod hendes "Jeg er bange for der ikke er ændret noget.. Caroline Abbey. Jeg er stadig snot-hamrende forelsket i dig."

[Caroline Abbey]

I'm just gonna keep on waiting
Underneath the mistletoe
Music: Here - - Tag: Mary Abbey and Eric Wolfe - - Outfit: Here

Carrie brummede en anelse utilfredst imod Erics læber, som han løftede hende fra gulvet. Hun gjorde dog ikke det fjerneste for at forhindre det eller trække sig væk, før hendes lunger decideret skreg på luft. Hun ved blev at være vred på ham, men alt det trådte midlertidigt i baggrunden for at hun kunne smage ham, mærke ham, dufte ham, alt sammen velvidende at det ikke var en drøm, men at han virkelig var der; på juleaften.

Som hun gemte hovedet ved hans hals, holdt hun hårdt fast i ham, som om hun troede, at han ville forsvinde igen. At han gjorde det samme med hende beroligede hende underbevidst en hel del, og selvom den irriterede mumlen var hendes helt ærlige mening om han lige i sekundet, så havde hun alligevel svært ved ikke at smile, som han kyssede hendes hud og selv lagde flere ord til hendes egne. Hun brummede bekræftende, sukkede dybt og løftede så blot hovedet igen, for at gøre sig bekendt med hans læber igen. I et af sine breve mindedes hun at have skrevet, at hun ikke kunne huske hans kys mere, men det kom alt sammen tilbage nu. Sommerfuglene flaksede rundt i hendes mave og hun havde svært ved at blive ved med at synes, at han var en idiot, frem for helt utrolig fantastisk.

Da hun åbnede øjnene og han strøg sin næsetip imod hendes, var hendes ansigtsudtryk dog alvorligt. Hun rynkede både panden og sin egen næse, tyggede på sin underlæbe og så atter engang bebrejdende på ham, på trods af, at hans ord gjorde hende varm over det hele. ”Og det viser du så ved at lyve for mig,” mumlede hun utilfredst. ”Hvorfor?”
Sine ord til trods kunne hun ikke lade være med at løfte sin ene hånd og stryge den først undersøgende over hans nyanlagte skæg og siden ind i det længere hår. Hun bevarede dog øjenkontakten med ham imens og så lige alvorlig ud, ignorerende stemmer inde fra stuen af.

[Eric Wolfe]

Christmas Eve will find me
where the love light beams

- - - - - - - - - - -
(Tag) :: Caroline + Mary Abbey ~ (Outfit) :: Here

Eric var på ingen måde hverken blind eller døv for den stadigt irriterede undertone i Carries mumlende stemme, men han havde været forberedt på noget lignende, allerede da han besluttede ikke at fortælle hverken hende, eller sin egen familie, at han kom hjem til England, en uge før beregnet. Han havde allerede brugt en stor del af dagen på at lytte til anklager fra sin mor, skiftesvis med spontane kram og ivrig pludren over at han var hjemme. Tanken fik ham momentært til at smile, selvom hans opmærksomhed i særdeleshed hang fast ved Carrie.

Det var tydeligt modvilligt han for anden gang trak hovedet væk fra hendes læber og fyldte lungerne med luft, mens han indgående lod blikket afsøge hendes ansigt og på ny lagrede det i sin hukommelse. Hverken hendes bebrejdende blik eller de ord hun lod følge, fik smilet til at forsvinde fra hverken hans mund eller hans øjne, men han rynkede alligevel brynene let over hendes ordvalg "Lyve ligefrem?" han kunne ikke helt se det som sådan, men følte alligevel et kort stik af dårlig samvittighed før han trak svagt på skuldrene, så godt det nu lod sig gøre, stående med hende i armene "Det var første del af din julegave..."

Hans blik blev alvorligt, mens han bøjede hovedet lidt, og lod sin pande hvile mod hendes "Og fordi jeg ikke ville sætte næsen op efter noget før jeg var helt sikker. Tingene har det med at ændre sig fra time til time når vi er ude.." han tav og blev blot stående og så hende i øjnene, mens han svagt noterede sig lyden af stemmer inde fra stuen og ignorerede en enkelt nervøs sommerfugl, der igen rørte på sig.

[Caroline Abbey]

I'm just gonna keep on waiting
Underneath the mistletoe
Music: Here - - Tag: Mary Abbey and Eric Wolfe - - Outfit: Here

Carrie rynkede endnu lidt på næsen og trak selv på skuldrene over hans spørgende ord. Hun så ham ind i øjnene, imens han lænede panden imod hendes og blev stigende mere eftertænksom, før hun til sidst så en anelse beklemt ud. Hun fangede underlæben mellem tænderne og rømmede sig svagt i stilheden imellem dem, som afslørede de dæmpede lyde fra stuen og en oplagt barnelatter. ”Det tænkte jeg ikke på,” sagde hun dæmpet, nærmest undskyldende. ”Jeg er glad for at se dig,” konstaterede hun, før det hev svagt i hendes mundvige.

”Selvfølgelig er jeg glad for at se dig.” Hun lod fingrene glide undersøgende igennem hans hår igen og sukkede lavmælt, før hun bøjede sig blot en anelse og plantede et dvælende kys på hans læber. Det første grin forlod hende, da hun trak sig tilbage og så ham i øjnene. ”Fuck... Jeg fatter det næppe. Er du her virkelig, Eric? Det er jo simpelthen...” Hun rystede lidt på hovedet og så helt fortabt og hvinende forelsket på ham. ”Hvornår skal du tilbage til din familie? Ikke lige nu, vel?”

[Eric Wolfe]

Christmas Eve will find me
where the love light beams

- - - - - - - - - - -
(Tag) :: Caroline + Mary Abbey ~ (Outfit) :: Here

Eric smilede mildt over Carries fortsatte reaktion på hans forklaring og løftede så hovedet lidt, og plantede et flygtigt kys på hendes pande, men han bare lidt endnu, ignorerede det faktum, at de ikke var alene i huset "Hvorfor skulle du også det.." spurgte han uden egentligt at forvente svar på sit spørgsmål og strøg i stedet fingerspidserne ned over hendes nakke under det mørke hår.

Hans smil tog til igen, mens hans fingre i hendes nakke fortsatte og han lænede igen panden mod hendes "Godt... så er jeg glad og tilfreds.." han smilede skævt mens følelsen af hendes fingre gennem hans hår, fik det til at krible i ham "Hvis du er det mindste i tvivl, så er det gengældt." nåede han at få lavmælt frem, før hun igen tog hans læber i besiddelse og han glemte yderligere ord, der havde været på vej frem, mens han krummede fingrene sammen i hendes hår og et kort øjeblik virkeligt ønskede, at de vár alene i huset og faktisk helst slet ikke var der.

Hendes grin fik ham til at se spørgende på hende et øjeblik, for så at smile og samtidigt tage bedre fat under hende. Han kneb øjnene spekulativt sammen og smilede drenget igen "Jeg tror det... spørg mig igen i morgen, så er jeg helt sikker." hans blik gled endnu engang ned over hendes ansigt, dvælede kort ved hendes læber, for så at løfte sig til hendes brune øjne igen, mens han rystede langsomt på hovedet "Nej... ikke før i morgen formiddag til brunch med hele flokken. Jeg skal hente Alice på stationen lidt over 10..." han smilede varmt og lod så igen blidt sine læber møde hendes.

[Caroline Abbey]

I'm just gonna keep on waiting
Underneath the mistletoe
Music: Here - - Tag: Mary Abbey and Eric Wolfe - - Outfit: Here

Carrie mærkede stille og roligt sig selv slappe af imod Eric, ligesom den nogenlunde konstante anspændthed hun havde båret rundt på i de sidste fire måneder, gik op i røg. Hun lukkede øjnene i et kort sekund som han plantede et kys på hendes pande og gav sig en anelse over følelsen af hans fingres kærtegn i hendes nakke. Selv fortsatte hun med at stryg sine egne fingre igennem hans hår og smilede til ham, før hun lænede sig frem og hengav sig i endnu et kys. De bar på ingen måde præg af, at de stod midt i hendes bedsteforældres entre eller at hele familien ventede på den anden side af en enkelt dør. Derimod talte det tydeligt om længsel og forelskelse.

Hendes grin kom sig af lettelse, mere end det egentlig kom sig af morskab. Hun betragtede ham med et skævt, lettere henført smil og lod atter sine fingre finde hans skæg, som hun selv så nysgerrigt ned på. Hurtigt var hendes blik dog fokuseret på hans øjne igen og hun smilede helt tydeligt lettet, før hun besvarede hans kys ømt og efterfølgende plantede et på hans pande med et lille suk. ”Så til klokken noget i ti i morgen tidlig er du min?” Hun løftede begge øjenbryn. ”I så fald burde vi stikke af med det samme,” konkluderede hun, svagt drillende. ”Men jeg tror nok, at vi skal have dessert lige om et øjeblik.” Hun rynkede panden svagt og rømmede sig lidt.

Hendes blik strejfede i et kort øjeblik til døren og hun så lettere overvejende ud. ”Der er næppe nogen, der siger noget særligt til selve konceptet en uanmeldt ekstra middagsgæst, men tør du virkelig møde min familie, velvidende hvem de er?” Hun hævede et øjenbryn og betragtede ham tilsyneladende vurderende, selvom smilet sitrede i hendes mundvige.

[Eric Wolfe]

Christmas Eve will find me
where the love light beams

- - - - - - - - - - -
(Tag) :: Caroline + Mary Abbey ~ (Outfit) :: Here

Eric kunne ikke frasige sig en følelse af, at alting faldt på plads, som han stod der med Carrie i armene og læberne travlt optaget af hendes. Han fandt den selv lettere fortærsket og taget lige ud fra en af sin mors lyserøde romaner, men ikke desto mindre var det sådan det føltes og han overgav sig uden de store protester til følelsen og tillod sig at nyde den.

Hans smil blottede igen hans tænder da hun grinede kort, og han lænede ansigtet mod hendes fingre der strøg over hans skæggede kind, før hans øjne igen gled i, da han krævede hendes læber tilbage i endnu et kys, som, hvis han kunne bestemme noget som helst, kun var toppen af isbjerget. Han smilede varmt da hun efterfølgende kyssede hans pande og nikkede så med en bekræftende brummen, mens han igen mødte hendes blik "Mhmmm... kun din.."

Han hævede et spørgende øjenbryn da hun nævnte desserten der åbenbart endnu ikke var indtaget og fulgte så hendes blik mod døren ind til stuen, mens hendes fortsatte ord fik meningen til at gå op for ham og virkeligheden til at vende svagt tilbage. Han skar en lille grimasse, men smilet sad tydeligt i både hans ansigt og blik da hun drejede hovedet tilbage mod ham. Han hævede et øjenbryn drillende "Fordi hele din familie faktisk er undslupne øksemordere? Du har bare glemt den detalje indtil nu?" han grinede lydløst og plantede endnu et flygtigt kys på hendes læber før han fortsatte "Spøg til side, så ja. Jeg har ikke tænkt mig at slippe dig af syne før jeg er nødt til det uanset." han strøg fingrene over hendes nakke igen og fortsatte "Desuden så mente din far ikke jeg trængte mig på, så jeg vælger at tage ham på ordet. Jeg har kun ét problem..." han lagde ansigtet i semi-alvorlige folder og så indgående på hende "Jeg har virkelig ikke lyst til at sætte dig ned igen.." han smilede bredt, og skævt, men uden at efterlade tvivl om, at han rent faktisk mente det ret alvorligt alligevel. Han bøjede hovedet lidt frem og strøg igen sin næse blidt mod hendes "Glædelig jul, forresten.."

[Caroline Abbey]

I'm just gonna keep on waiting
Underneath the mistletoe
Music: Here - - Tag: Mary Abbey and Eric Wolfe - - Outfit: Here

Carrie fangede sin underlæbe mellem tænderne igen og så på Eric med en umiskendelig glød i øjnene. De to helt simple ord, der havde afsluttet hver evig eneste af hans breve fra Syrien, virkede som speed på sommerfuglene i hendes maveregion. Hun nikkede svagt med et lille underfundigt smil og lod sine fingre fortsætte ned på hans hals, som hun gjorde sig bekendt med følelsen af hans varme hud igen.

Stod det til hende, så kunne de blive stående præcis som nu i en hel evighed. Tanken om at slippe ham var fjern og virkede usandsynlig i hendes nuværende, stærkt farvede optik. Alligevel var det hende selv, der bragte emnet tilnærmelsesvis op, med en usædvanlig humoristisk tilgang. Hun fnøs muntert, løftede begge øjenbryn, men droppede at svare på hans første drillende spørgsmål, som han plantede endnu et kys på hendes læber. Der var ingen fortrydelse at spore i hendes blik som han trak hovedet tilbage igen, men derimod rigelige mængder af komplet gengæld forelskelse, som ikke veg den mindste smule over hans ord.

Hendes hoved røg lidt på skrå, imens hun nød hans fingres blide kærtegn, nikkende lidt igen, uden at føle at det var nødvendigt at pointere at hun ikke havde den mindste intention om at lade ham slippe væk. Hendes smil voksede støt og sikkert imens hun blev komplet varm indeni. Hun havde en underlig følelse af at være blevet udsat for en modificeret blæverbensbesværgelse, der ramte hele kroppen, i hans arme, men havde absolut ingen klager over selvsamme. Tværtimod var hun, stadig irritation over at han kom uanmeldt tilside, temmelig sørens veltilpas og udstrålede selvsamme, som han strøg sin næsetip imod hendes i en komplet tåbelig, men alligevel uimodståelig gestus. ”Glædelig jul, Eric,” sagde hun lavmælt, før hun lænede sig frem og plantede endnu et blidt, dvælende kys på hans læber.

Da hun trak hovedet tilbage, var det kun for igen at læne sin pande imod hans og finde hans blik med et vagt, men varmt smil. ”Jeg har virkelig heller ikke lyst til at blive sat ned igen, men hvis ikke vi snart bevæger os, så tror jeg mine bedsteforældre sender udsendinge herud for at forstyrre os,” pointerede hun drillende i et dæmpet toneleje. Hendes fingre havde atter engang forvildet sig ind i hans hår imens hun talte og strøg lige dele undersøgende og kærtegnende igennem de længere totter, uden at hun slap ham med blikket. ”Dessert, spring fra øksemorderne og så...” Hun kom til at grine lidt og sænkede blikket med et lettere forlegent smil. ”... Så kan du få lov til at se mit teenageværelse i næsten urørt stand.” Hun løftede både blikket og sine øjenbryn og så på ham med et umiskendeligt drillende glimt i øjnene.