Bree Blance
Deaktiveret
Healer p? 'Skt. Mungos'
Posts: 20
|
Post by Bree Blance on Aug 28, 2011 19:07:12 GMT
It is moments like this . . .You never forget . . . Det ene øjeblik havde Bree Blance stået og drukket et glas mælk over vasken, det næste øjeblik røg glasset ned i den med en ordentlig bragende lyd. Mælk sprøjtede ud til alle sider, men den unge Bree ænsede det ikke. I samme øjeblik lød der nemlig et rislen, da vandet gik, og langsomt løb ud på gulvet. Forskrækket spærrede Bree øjnene op, da hun halvt troede hun havde tisset ned ad sig selv. Så gik det op for hende, at barnet var på vej! Det, hun havde troet var plukveer hele formiddagen, var altså rigtige veer. Panikken skyllede ind over Bree. Så var det tid. 8 måneder havde hun vidst denne dag ville oprande, men nu da den gjorde, var hun ikke så sikker på, at hun ønskede det. Billeder af blodige fødselsvideoer strømmede ind i hjernen og fik åndedrattet til at stige markant. Hun stod stadig fastfrosset i positionen, før hun kom til sig selv. Ligeglad med glasset og mælken råbte hun halvkvalt på sin mor. Havde man ikke kendt Brees situation, kunne det lyde som enhver anden ung pige der råbte på sin mor, måske fordi en kæreste havde droppet hende. Nutiden var en hel anden.
*blackout*
Brees mor bar på tasken de havde pakket; den indeholdt rent tøj, mad, tæppe, babytøj og andre nødvendige sager. Selv bar hun intet; dvs. bortset fra den flere kg tunge store mave. De var gået 2 dage over tid, og på bare de 2 dage, følte Bree hun var ved at springe i luften (ikke blot af hormoner, men af den enorme byrde). De første mange måneder havde gået lynhurtigt, mens det tilsidst havde følt som et tikkende dommedagsur. Og vidst ikke kun for hendes vedkommende – de gange Bree og Alexander havde været sammen tilsidst, havde humøret været mærkeligt gråt og underligt. Begge var nervøse, hvilket ikke var så mærkværdigt med den bizare situation de stod i – unge og uerfarne, og bestemt ikke kærester. En healerelevv holdt venligt døren for dem, da de blev vist ind i værelset. De var så heldige at have fået et enerum. Det var tydeligt at de var på Skt. Mungos. Farvene var malet en blød lyseblå farve, og af og til sejlede et skib forbi på tapetet. På den modsatte væg hang et billede med en smilende ældre kvinde; sandsynligvis en meget kendt tidligere healer. Brees mor skævede vantro til det hele. Hele vejen op til stuen havde været en oplevelse for mugglerkvinden, der aldrig havde set noget lignede siden Diagonalstræde. Healerkvinden hilste overstrømmende venligt på dem, men Bree ignorerede det, og hendes mor, som den aristokratiske kvinde hun nu engang var, kunne ikke få sig selv til at svare et maleri. Bree strakte sig en smule og støttede en hånd under maven. Hun rynkede brynene og lukkede øjnene, da en ve skød gennem underlivet. En lille pibelyd undslap hendes læber, men hun havde lovet sig selv ikke at beklage sig, før de store veer kom. Det skulle blive meget, meget værre. Hun gav sin mor jakken, og denne hængte den på en knage. ”Jeg går ud og finder noget kaffe og ringer til din far”, sagde hun, og smuttede ud af døren. Da veen hurtigt var overstået gik hun lidt rundt i rummet og prøvede at tænke på noget andet end den kommende fødsel. Tankerne drejede hurtigt hen på Alexander. ”Hvor er han? Vil han gå glip af sin egen søns fødsel? Jeg har kontaktet ham for omkring en time siden”, tænkte Bree irriteret, selvom det var hormonerne der snakkede. Hun havde brug for ham. Nu!
Tag; Daddy-Al Outfit; This is it
|
|
|
Post by Alexander Young on Aug 28, 2011 20:10:53 GMT
Humans are the only animals that have children on purpose
Alexander stod bag disken med en kunde og forsøgte at finde ud af præcis hvad det var vedkommende var interesseret i, og om det mon var noget menageriet førte, da en vindblæst ugle, med strittende fjer, suste ind i butikken fra bagindgangen og landede på disken under meget rabalder. Den væltede et par flasker rottetonic og var nær ved at brase ud på den anden side og direkte ind i den gamle heks, som Alexander snakkede med, da han greb fat i den og hev brevet fra kløerne. Han havde en udmærket, skræmmende fornemmelse af præcis hvad det var han ville kunne læse sig til så snart han havde foldet det ud. Af samme grund ignorerede han både knuste flasker med rottetonic på gulvet og kunden, der var præcis lige så overrasket, men knap så tavs, som han var. Ikke et eneste af ordene, der blev sagt til ham, trængte i midlertidig igennem den høje lyd af hans eget hjerteslag. Det lød som om den store muskel var på vej op i halsen på ham, og da han kiggede ned på papiret, der holdt netop den besked han havde forestillet sig, føltes det også temmelig meget som om det var det, der var ved at ske. ”Fuck!” Udbrød han, ud i hele butikken. Han drejede sig om imod sin chef, som netop var dukket op, med et forbløffet ansigtsudtryk, og viftede med brevet i luften. ”Det sker nu! Hun føder!” Både kunden ved disken, Alexanders chef og en anden kunde ovre ved vinduet, stirrede på ham i et øjeblik. Så brød de alle tre ud i lykønskninger og opfordringer til at skynde sig at komme af sted og med et panikslagent ansigtsudtryk, gjorde Alex præcis som de sagde og forsvandt i den blå luft, med det karakteristiske 'plop.' - - - - - - - - - - - - - - Da han et splitsekund senere dukkede op i Skt. Mungos' velkomsthal, virkede han præcis lige så forvirret og rædselsslagen. Med rystende ben, tog han sig i midlertidig sammen og fik fat i den rigtige sal og den rigtige stue. Han gik hen af gangen med et stirrende blik, men gjorde ikke som han så mange gange havde følt sig fristet til de sidste måneder og stak af. I stedet messede han for sig selv, at der måtte have været en eller anden grund til, at han i sin tid havde været på Gryffindor, og tog en dyb indånding, før han åbnede døren til stue 0.43 uden at banke på. Hans øjne var stadig store, som forventede han reelt at fødslen allerede var i gang, men da han i stedet fandt en enlig Bree i oprejst tilstand, slap han et nærmest lettet suk. ”Fuck,” gentog han, som han lukkede døren i bag sig. ”Så er det nu? Virkelig?”Tag: Bree Blance ● Outfit: here
|
|
Bree Blance
Deaktiveret
Healer p? 'Skt. Mungos'
Posts: 20
|
Post by Bree Blance on Aug 29, 2011 10:56:30 GMT
It is moments like this . . .You never forget . . . Tankerne kværnede rundt i Brees hoved, hvilket på en måde var ganske rart, for så var der bare en lille smule distrahering fra veerne. Langsomt, som kunne hun ikke bevæge sig hurtigere end i slowmotion, vandrede hun rundt i lokalet, med hænderne på støttende på den ømme ryg. Der var kedelig få ting at begive sig til i det lille lokale, så Bree bevægede sig istedet hen til sin seng, og det lille skuffedarie der stod ved siden af. Hun trak ud i skuffen og afslørede indholdet af efterladte ejendele; en gammel omnikikkert, et troldmandskort af alkymisten ”Bast Hauptmann” og et gammelt gebis der klaprede bister med tænderne mod hende. Nysgerrigt rakte hun ud efter omnikikkerten, og nåede lige at trække den til sig, før gebisset bed ud efter hendes hånd. Med rynkede bryn lukkede hun skuffen i, og satte kikkerten op til øjnene. Et falmende billede af en operasanger med brændende hår flimrede hende i møde. Uinteresseret lagde hun det ned i skuffen igen og lukkede den.
Der lød et lille brag da døren sprang op og fik Bree til at fare sammen. Hun vendte sig om og fik øje på en tydelig nervøst udseende Alexander. ”Det var ved Merlins skæg på tide”, hvæsede Bree arrigt, mere af irritation over forskrækkelsen end over hans egentlige forsinkelse. Uglen var trods alt kommet fra Liverpool, så det var givetvis i orden med lidt forsinkelse. Hun prøvede at dæmpe lidt på sin irritation, da hun ræsonerede, at vrede ikke førte nogle steder i deres situation. ”Ja, det er nu”, sagde hun med et lavmælt suk. Der lød en hissende lyd henne fra maleriet på væggen, men Bree ignorerede det. Istedet dumpede hun ned på sengen med fronten mod ham. ”God arbejdsdag?”, spurgte hun lettere sarkastisk med et lille smil over det banale spørgsmål i den bizarre situation. Smilet blev til en grimasse på få sekunder, da den næste ve kom; det føltes, en smule overdrevet, som klippede en saks brutalt gennem hendes mave. Smerten fik hende til at stønne af smerte og krølle hænderne sammen om det hvide lagen. ”For satan”, hvæsede hun, og sendte Alexander et lidende blik, som for at spørge om han ikke kunne overtage nogle af smerterne. Hun bukkede sig fremover og prøvede at trække vejret dybt, ligesom hun havde lært.
Tag; Daddy-Al Outfit; This is it
|
|
|
Post by Alexander Young on Aug 29, 2011 11:46:38 GMT
Humans are the only animals that have children on purpose
Alexander havde været forberedt på det værste og mærkede sine skuldre synke lidt ned, da det viste sig at han kunne få lov til at vente på selvsamme flere timer endnu. Selv ikke det arrige hvæs fra den højgravide Bree kunne helt vælte ham, som han bevægede sig ind på stuen og hævede en hånd, for at lade den stryge nervøst igennem håret. Han undlod at informere hende om, at han var dukket op så snart han fik hendes ugle, bed yderligere bandeord i sig og tog blot en dyb indånding, da hun svarede på hans overflødige spørgsmål.
Imens hun dumpede ned på sengen, stak han hænderne i lommerne på de slidte bukser, uden at træde længere ind i rummet eller frem imod hende. Hun var et skræmmende syn, helt stor og irritabel, på vej til at bringe deres fælles barn ind i livet, men han ignorerede en vedvarende trang til enten at stikke af eller stikke hende et bidsk svar og trak i stedet lidt på smilebåndet over sarkasmen i hendes stemme. ”Brat afbrudt arbejdsdag,” bemærkede han, med hovedet lidt på skrå, men rynkede så panden alvorligt og stod tøvende på gulvet, uden at ane hvad han skulle foretage sig. Hendes tydelige smerte skar lidt i ham, men han var ikke sikker på om han overhovedet var i stand til at gøre noget, der hjalp på den og besluttede sig i stedet for at prøve ikke at gøre det hele værre.
Han blev blot stående midt på gulvet og så ud som om han selv mærkede en del af smerten, med en dyb fure i panden. Som hun bukkede sig fremover, smed han dog sine komplekser til side og krydsede rummet, for at falde ned ved siden af hende. Hans hånd strøg over hendes ryg, imens han så bekymret til. ”Kan jeg gøre noget? Skaffe noget? Skaffe nogen?”
Tag: Bree Blance ● Outfit: here
|
|
Bree Blance
Deaktiveret
Healer p? 'Skt. Mungos'
Posts: 20
|
Post by Bree Blance on Aug 29, 2011 16:10:29 GMT
It is moments like this . . .You never forget . . . ”Også her”, tilføjede hun tørt og huskede kort på mælken, der lå spredt hjemme på køkkenbordet. Det vil sige, ikke ligefrem arbejdsdag men hjemmedag. Faktisk havde hun ikke bedrevet andet end at vande blomsterne i haven og se en gammel mugglerfilm på en ligeså gammel mugglermaskine.
Da veen kom, var hun glad for at Alexander endelig vandrede hen til hende. Måske var det også det hun vrissede kort af; at hun egentlig bare havde brug for en trøstende skulder. Èn der var i (nogenlunde) samme båd som hende. Blot den smule kropsberøring Alex støttede med med hånden, løsnede en smule i de ømme rygmuskler, og så, ligeså hurtig som smerten var kommet, forsvandt den igen. Hun så lettede op på ham, da den var overstået. ”Nej tak”. Der var taknemmelighed at ane i stemmen. ”Min mor er ude og ringe til min far. Har du givet dine forældre besked?”, spurgte Bree nysgerrigt og så på Alex med rynkede pande. Situationen var værre i Alex’ familie, end den var i hendes egen. Hendes forældre havde først tilsidst besluttet sig for at støtte hende, men havde stadig gjort det meget tydeligt, at barnet var hendes ansvar. Hjemme hos Alexander var situationen helt anderledes.
For tredje gang lød der en hissende lyd henne fra maleriet, og Bree drejede sig irriteret hen mod det. Den ældre healer stirrede på den med rynkede næse og en tydelig anstødt mine. ”I ser mig altså noget unge ud! I kan da ikke være mere end 18 år. Tænk at få børn i sådan en ung alder. I burde skamme jer”, sagde hun, mens de hvidgrå krøller dansede om hendes ansigt da hun rystede hovedet misbilligende. ”Klap i”, snerrede Bree, hvis tærskel på nuværende tidspunkt var meget lav. Madammen var 9 måneder og 1000 kritiserende bemærkninger bagud. På trods af irritationen ved disse påpegninger, havde de også været med til at gøre Bree endnu mere målbevidst på at blive en fantastisk mor. Og Alexander? Han var godt nok ikke særlig ansvarlig, men Bree havde, på de 7-8 måneder hun var bevidst om graviditeten, konkluderet, at Alexander kunne mere end han vidste. Døren gik op, og ind trådte en healerelev. Hun var klædt i Skt. Mungos uniform og havde et lille logo hvorpå der stod ”Lucy Perham”. ”Hej Bree og Alexander”, sagde kvinden venligt, og hele hendes lettere buttede væsen udstrålede en ro og sikkerhed der beroligede Bree. I de følgende minutter fik Bree en beklædning hun skulle have på, mens de var på Skt. Mungos, og der blev taget tid på veerne, hvis hyppighed steg jævnt.
//føl dig fri til at styre sygeplejersken!
Tag; Daddy-Al Outfit; This is it
|
|
|
Post by Alexander Young on Aug 29, 2011 21:54:38 GMT
Humans are the only animals that have children on purpose
Alexanders pande var furet i en grad som den kun havde været ved ganske få lejligheder i hans liv. På en eller anden måde havde Bree været vidne til flere af dem og han forstod den dag i dag stadig ikke hvordan det var sket at det ranglede pigebarn, som han havde brugt et halvt år på at hade og begære i skøn og samklang, skulle vise sig at blive en af de vigtigste personer i hans unge liv. I det øjeblik, hvor han sad på sengen med sin ene hånd fladt imod hende, gik det dog op for ham, at han ikke rigtig var bange mere. Han strøg hendes ryg blidt, omsorgsfuldt, og mødte hendes blik med et lille smil, da hun svarede på hans spørgsmål. Så veg det dog for alvor igen og han rystede tavst på hovedet.
Han kunne sagtens have spildt tid på at sende sine forældre en ugle, men han ville ikke opnå noget med det. Jared og Auleen havde fortalt deres søn hvad de mente om hans handlinger på syvende og sidste skoleår, der i sidste ende resulterede i netop denne dag, dette øjeblik og det lille nye liv, der havde annonceret sin snarlige ankomst. De havde været ganske klare i deres vendinger og ikke efterladt den store tvivl om hvorvidt de var interesserede i at blive blandet ind i fødslen af hans søn; horeungen. Alt dette havde han undladt at servere i sin fulde udstrækning for Bree, i den tanke at hun havde rigeligt at slås med uden at skulle bebyrdes med hans familieære problemer, der bestemt ikke var forbedret af hans ydmyge valg af karriere. Desuden havde han altid lært at den slags var noget man holdt for sig selv af selvsamme forældre, der nu stod til ikke at se deres første barnebarn på hans første fødselsdag.
Han slap hende ikke, men lod sin arm ligge hen over hendes ryg, som var de to gamle venner, og ikke to håbløse teenagere, der ventede ankomsten af en baby. Ligesom Bree drejede han hovedet imod stemmen. Han stirrede dog blot tomt på maleriet, uden at have noget svar. Hun havde ret i at de var unge. De var for unge, men det var alt for sent at bekymre sig om nu. Nogen skulle have bekymret sig tidligere, da de rendte hvileløse rundt på Hogwarts og Alexander væltede rundt i sin lillesøsters uniform i storsalen, fordi det netop ikke var lykkedes ham at nedlægge selvsamme unge kvinde, som han nu sad ved siden af.
Han stirrede tomt ud i luften, men mestrede så et beroligende smil til Bree, som han ikke anede hvor han fik fra. Da healereleven dukkede op udefra, rejste han sig op og gjorde en kikset honnør. Han følte sig allerede flere år ældre, men formåede at holde et minimum af afbalanceret entusiasme, imens der blev klædt om, taget tid på veer og Bree blev placeret i hospitalssengen med adskillige puder i ryggen. Han selv var henvist til en gæstestol ved siden af, som han sad uroligt i, imens alting virkede som om det skete rundt omkring dem.
Tag: Bree Blance ● Outfit: here
|
|
Bree Blance
Deaktiveret
Healer p? 'Skt. Mungos'
Posts: 20
|
Post by Bree Blance on Sept 1, 2011 11:12:07 GMT
It is moments like this . . .You never forget . . . Det blik Bree mødte, da hun så ind i Alexanders øjne, tog pusten fra hende. Det rummede på én gang dyb tænksomhed, men også en omsorgsfuldhed og støtte, som hun havde manglet de sidste mange måneder fra bare en eller anden. På få sekunder var hun ved at bryde ud i tårer. Om det var lettelse eller frygt for, hvad der snart skulle til at ske, var svært at sige. Hun vidste, at Alex ville blive bekymret hvis han så dem, og det var derfor en lettelse, da healeren afbrød dem.
De følgende minutter foregik som en kamp: sygeplejersken støttede hende da hun skulle have beklædningen på. Maven var så stor, at hver bevægelse føles som skulle hun vælte omkuld. På en måde var det en opmuntring, for måske betød det, at barnet var stort og stærkt. Det var selvfølgelig primært en opmuntring når barnet var ude af maven!
Ligeså snart sygeplejersken havde forladt dem og Bree lå i sengen med et hvidt lagen halvt over sig, kom endnu en ve. Og denne gang var den slem. Blodet løb fra Brees ansigt da smerten zigzaggede gennem hende som når en lyn slog ned. Hun klemte øjnene sammen og ansigtet trak sig sammen i en smertetåge. Højre hånd knugede om lagenet, mens hun med venstre greb fat i Alexanders hånd, for at få en smule støtte. Veen fortsatte i uoverskuelig lang tid, og så ebbede den langsomt ud. Uden at kunne styre sig løb et par tårer ned af Brees kinder, og hun gispede forpustet af smerten, som havde hun løbet et helt maraton. Med røde øjne vendte hun blikket mod ham, og det var som om situationen overvældede hende. De følelser hun febrisk havde prøvet at holde tilbage, væltede frem; ”Vi er ikke klar til det her, Alex! Hvordan skal vi nogensinde klare det? Vi er så unge! Det er et barn, ikke en eller anden hundehvalp”, udbrød hun panisk, med store, brune øjne der svømmede over af tårer. Det var tvivlens øjeblik. Snart var det for sent, og de ville være tvunget til at være voksne for livstid. Alle de små trivielle bekymringer i fortiden, som frygten for at få en dårlig karakter i F.U.T'erne, eller skuffelsen over at blive bagtalt i skolebladet, synes pludselig at være vand i forhold til dette øjeblik.
Tag; Daddy-Al Outfit; This is it
|
|
|
Post by Alexander Young on Sept 1, 2011 15:37:14 GMT
Humans are the only animals that have children on purpose
Alexander lænede sig tilbage i den lettere ukomfortable gæstestol og stirrede lidt ud i luften, som healereleven forlod lokalet og han var efterladt som Brees eneste og temmelig inkompetente støtte. Han drejede hovedet hurtigt, da hun udstødte en alt for sigende lyd af smerte og fangede hans ene hånd i sin. Selv måtte han bide tænderne lidt sammen for blot at sidde stille, uden at give nogen tegn på præcis hvor hårdt hun klemte fast omkring hans knogler. Hans ansigtsudtryk udtrykte bekymring, men han forholdt sig tavs og så betragtede hende blot med adskillige dybe rynker i panden, imens hun kæmpede sig igennem veen.
Tårerne på hendes kinder og det rædselsslagne blik hun sendte ham med øjne røde af anstrengelse, fik det gamle, tåbelige beskytter-instinkt til at vågne alt for tydeligt i ham. Han klemte blidt om hendes hånd, velvidende at han absolut intet kunne gøre for rent faktisk at hjælpe. Hendes paniske ord havde en hvis effekt, men samtidig havde han for længst forberedt sig på at hun kunne ende med at sige de mest forfærdelige ting i dag. Det var formentlig den eneste grund til at han kunne besvare hendes blik med et lille beroligende smil, som han rakte hud og lukkede også den anden hånd omkring hendes ene. ”Mennesker har fået børn lige siden tidens begyndelse – også unge mennesker, Bree,” bemærkede han, uden helt at fatte, at det var ham der var den rolige. ”Det skal nok gå.”
Tag: Bree Blance ● Outfit: here
|
|
Bree Blance
Deaktiveret
Healer p? 'Skt. Mungos'
Posts: 20
|
Post by Bree Blance on Sept 3, 2011 7:27:41 GMT
It is moments like this . . .You never forget . . . Bree var et logisk og rationelt menneske, der normalt besad en tålmodighed uden lige, men på nuværende tidspunkt var det hele skubbet til side og erstattet med en hormonel overdrevet panik. Alexanders ord var lang tid om at synke ind til den hulkende Bree, hvis tanker var andetsteds. Hvis bare de havde haft en snert af kontrol over sig selv dengang, så havde det ikke endt sådan her! På den anden side havde han måske ret. De burde kunne klare det. Var det ikke også det, hun havde brugt 9 måneder på at overtale sig selv til?
Med en snøften nikkede hun og knugede hans hånd, som var det hendes eneste livslinje. Hun løftede blikket mod ham og så ind i hans knusende rolige øjeblikke. Et øjeblik så hun et indre billede af et stormende hav der pludselig lagde sig til ro og fik en stille, spejlblank overflade. I et overvældende sekund følte Bree pludselig en trang til at læne sig frem og lade deres læber mødes. Hun indså, at det var denne person, der viste sig nu, som hun var faldet for dengang. De øjeblikke hvor Alexanders støttende, inderlige og omsorgsfulde side kom op i ham. Hun ræsonerede, at det var hormonerne der talte, og for at få sine egne tanker hen på noget andet, sagde hun ”Ja, du har ret”. Lettere modvilligt slap hun hans hænder for at tørre sine øjne, og gennem tårerne sendte hun ham et lettere undskyldende smil over den pludselige panik.
●●●
Timerne sneglede sig afsted på Mungos Hospital. De brugte primært tiden på at snakke om deres fælles skolekammerater. Hvad skulle de lave nu? Hvad ville de blive til? Ville de få børn, og i så fald, hvornår? Deres egen fremtid strejfede de ikke; det var for uoverskueligt at snakke om, når den første del endnu ikke var overstået. Fødslen nærmede sig langsomt, og på trods af hvor umuligt det forekom hende, blev Brees veer kraftigere og kraftigere. Af og til bønfaldt hun Alexander om at gøre et eller andet, og i andre tilfælde råbte hun rasende, at det her var hans skyld. Dybt inde i sindet vidste hun, at det var totalt uretfærdigt, for hun havde ligeså meget del i det som han havde. Brees mor, der aldrig havde haft meget rygrad, blev så ulykkelig over at se sin datter ligge med smerter, at hun valgte at køre hjem for at hente Brees far, som ellers sagtens kunne have brugt susepulver. Det generede ikke Bree. Hun havde Alexander til støtte, og ærlig talt ville hun heller ikke have sine forældre inde i fødselsstuen.
●●●
Så var det tid. En healerelev kom og tjekkede. ”Veernes interval er under et minut, og du er tilpas udvidet. Nu bliver I snart forældre”, bekendtgjorde hun med et stort smil. Bree skulede til hende. Det forekom hende, at kvindens attitude var alt for glad og overfladisk i forhold til de smerter Bree lå med! Der havde lige været en stor ve, og hun lå slap og udmattede lænede tilbage i sengen. Udseendet havde ændret sig markant; håret var uglede og vådt af sved, øjnene var røde og hævet, og hele kroppen føltes oppustede. Trætheden og ømheden værkede i hele kroppen. Bree kiggede op på Alexander uden at sige noget. Sygeplejersken puslede omkring og fandt remedier og ting og sager frem; et puslebord, baljer, vand, flere borde, linned, saks og andre ting og sager. Et øjeblik efter kom der en healer og hilste pænt på dem. Han skulle hjælpe dem med fødslen. Så kom der endnu en ve.
Tag; Daddy-Al Outfit; This is it
|
|
|
Post by Alexander Young on Sept 4, 2011 18:40:42 GMT
Humans are the only animals that have children on purpose
Alexander nikkede let. Han havde det som om hans hoved var evigt i gang med at blive mast sammen som når han transfererede sig, samtidig med at det blot blev proppet mere med tanker for hvert øjeblik der gik, som førte dem begge to nærmere på det uigenkaldelige øjeblik, hvor de kunne kalde sig forældre.
Flere timer senere var den umiddelbare panik overstået. Til gengæld var de begge to både fysisk og mentalt udmattede. Alexander var træt af at få skyldt gamle, uretfærdige beskyldninger i ansigtet. Selvom han hele tiden havde vidst at det ville ske, havde han alligevel ikke forberedt sig på præcis hvor gnaven og utilfreds han selv kunne gå hen og blive tilfreds. Hendes smerter tærede på ham. Han kunne levende forestille sig hvor meget værre det måtte være at være faren i de tilfælde hvor man rent faktisk elskede den kommende mor, der lå og skreg. Som det var, var det rigelig slemt. Han hadede at se hende gå igennem pinen og glædede sig over de få gange han kunne undslippe med undskyldninger om at hente vand, is, en healer. Det eneste kommende sæt bedsteforældre, der glimrede med en eller anden form for tilstedeværelse, forblev uden for hans sfære. Brees mor ignorerede ham lige så meget som han ignorerede hende og det var praktisk talt en lettelse af slippe for hendes selskab.
Da healereleven konstaterede at nu var nu, mente han dog trods alt alligevel godt at kunne have brugt hende. Alexander sad i samme gæstestol ved hovedgærdet og spærrede øjnene en anelse op. Det føltes som om der var gået en evighed siden han var ankommet på Skt. Mungos, men der måtte gerne gå en evighed mere. Han var jo ikke klar endnu. Bree så heller ikke ligefrem ud som om hun var det. Han kastede et enkelt blik på hende og rynkede straks panden. Hun så fuldstændig forfærdelig ud og lignede ikke ligefrem en, der var klar til at præstere noget som helst. I et øjeblik var han lige ved at pointere det overfor healereleven, men så bed han det alligevel i sig og sank blot en klump.
Tag: Bree Blance ● Outfit: here
|
|
Bree Blance
Deaktiveret
Healer p? 'Skt. Mungos'
Posts: 20
|
Post by Bree Blance on Sept 6, 2011 11:35:35 GMT
It is moments like this . . .You never forget . . . Skulle hun være i stand til at presse en baby ud nu, når kroppen føltes så svag svag som en nyfødt killing? ”Jeg tror ikke, jeg kan klare det”, stønnede hun udmattet til healeren, men denne smilede blot beroligende. Han var vant til fødsler, og det var uden tvivl ikke første gang, han hørte disse ord.
Veerne kom nu bølgende så ofte, at Bree ikke kunne tænke på andet end smerten. Det var som om barnet kæmpede for at komme ud, ved at sparke, rive og bide sig gennem maveskindet. Der var dog kun én vej ud. De næste mange minutter foregik i en tåge af smerte, og stemmerne flød sammen. Healeren sagde, at nu skulle der presses. Han mindede hende om den bestemte måde, hun skulle trække vejret på, og talte højlydt til ti, i de intervaller der skulle presses. Sveden drev ned af Brees ansigt så det brune hår klistrede til den blege hud. Totter havde for længst revet sig ud af den brune, tykke fletning, hun altid gik med. Af og til mærkede hun et beroligende og støttende klem fra Alexanders hånd.
”Bree, jeg kan se barnets hoved nu. Det er tid til at presse alt hvad du kan”, lød healerens stemme, og Bree pressede og pressede, selvom hun følte opgaven var umulig. En blanding af en anstrengt støn og skrig undslap ofte hendes læber, når ikke de var pressede hårdt sammen. En anden stemme blandede sig af og til; denne kom fra kvinden på maleriet, som åbenbart var kommet over sin foragelse over de unge forældre, og istedet bidrog med opmuntrende bemærkninger. ”Kom så, igen Bree. Han er næsten ude!” Endnu et skrig undslap Brees læber, og hun vidste i det øjeblik, at hun aldrig ville mærke en smerte som denne – og hun lovede også højt og helligt, at hun aldrig ville få flere børn. Muligvis også, at hun aldrig ville være sammen med en dreng igen på den måde, hvis hun kunne undgå denne smerte (et højst usandsynligt smertetåget ønske)!
Og så var det overstået. Hun kunne mærke, at babyen var ude, og udmattet faldt hun sammen. Hovedet faldt ned på puden med et støn, men da hun et øjeblik efter kunne høre et lille spædbarns skrig, var det som om hun eksploderede indeni: tårerne strømmede ned ad kinderne, og hun knugede Alexanders hånd, da hun så på ham med svømmende øjne. ”Tillykke, I har fået en dreng”.
Tag; Daddy-Al Outfit; This is it
|
|
|
Post by Alexander Young on Sept 6, 2011 20:10:36 GMT
Humans are the only animals that have children on purpose
Alexander anede ikke hvordan Bree, han selv eller personalet på Skt. Mungos kom igennem fødslen. Efterfølgende så han det alt sammen som en obskur blanding af den tidligere vejleders skrig og smertes-støn, healernes fagudtryk og hans egen blanke rædsel.
Da det blev annonceret, at det alt sammen var slut, imens Bree klemte hans hånd i sin, lignede han mest af alt en, der var vandret derind ved et uheld. Han havde efterhånden tunge rande under øjnene og anede ikke hvad det var han skulle forestille at gøre eller sige. Et temmelig tamt ”oh,” forlod ham, før han gav Brees hånd et klem igen og rejste sig op fra stolen på ben, der rystede under ham.
Han kastede endnu et søgende, forvirret blik på det lille væsens mor i sengen, før han fulgte lyden af gråd og nærmede sig healeren. Et øjeblik efter vendte selvsamme sig imod ham med et varmt smil og en lille bitte udgave at et menneske i armene. Han rakte babyen frem og annoncerede, temmelig unødvendigt, at det var Alexanders søn.
Alex tog imod den lille, som var holdt op med at græde, og nu blot betragtede verden igennem sammenklemte små øjne. Han var viklet ind i et simpelt tæppe og havde et par enkelte hår på hovedet. De virkede røde, men så gik det op for Alexander, at det var blod. Han tog sig selv i at være ved at skære en grimasse og så i stedet ned i det lille, sammenkrøllede ansigt, der tilhørte hans søn.
”Er det meningen at han skal være så lille?” Spurgte han bøvet, og fik en lille latter retur. Han så spørgende på healeren, men fik ingen forklaring og vendte i stedet hovedet imod Bree med et lille, prøvende smil, før han gik over imod hende. Det var et surrealistisk øjeblik, da han stod ved sengen med det lille nye menneske i armene og tøvende rakte det ned til hende, uden helt at kunne finde ord.
Tag: Bree Blance ● Outfit: here
|
|
Bree Blance
Deaktiveret
Healer p? 'Skt. Mungos'
Posts: 20
|
Post by Bree Blance on Sept 7, 2011 9:33:12 GMT
It is moments like this . . .You never forget . . . Bree blinkede heftigt for at få nogle af tårerne ud, så hun kunne se Alexander klart for sig. Han så næsten ligeså medtaget ud som hende, med sorte rander under øjnene og dybe rynker i panden. Et lille udmattet smil tegnede sig på hendes læber, som for at sige, ”vi gjorde det!”
Det lille barneskrig der flænsede luften fik Bree til at løfte hovedet for at se hvad de gjorde ved barnet. Stille betragtede hun barnet i Alexanders favn, selvom hun længtes efter selv at holde ham. Grimassen i Alexanders ansigt fik Bree til at udstøde en blanding af et grin og en hulkende lyd. Det måtte være ligeså bizart for ham, som det var for hende. Det ene øjeblik var maven kæmpestor og det næste øjeblik holdt han en miniversion af dem begge i sin favn. Udmattet besvarede hun hans smil og rakte ivrigt armene ud for at tage imod bylten. Det bløde tæppe var omsvøbt den lille skikkelse, og forsigtigt tog hun ham ind til sig, og holdt sin søn for første gang. ”Han er så lille og skrøbelig”, udstødte Bree uvilkårligt, og viste dermed samme tvivl som Alexander. Hun lod forsigtigt en finger glide over hans lettere fedtede ansigt, og greb forsigtigt fast i den mikroskopiske hånd, der nærmest druknede i hendes egen. En overvældende beskyttende følelse væltede over hende, en kærlighed som næsten var for svær at rumme. Hun ville aldrig nogensinde lade nogen gøre denne lille skikkelse ondt. Lidt granskende betragtede hun ham, som for at indprente hans træk. Hun ville gerne kunne sige, at han havde hendes næse og Alexanders læber, men på nuværende tidspunkt kunne hun ikke se noget som helst. Måske blot hvordan de blå øjne afspejlede Alexanders, men blev alle spædbørn ikke født med blå øjne? ”Vil du tage ham?”, spurgte Bree Alexander, og rakte ham, med lettere modstridende følelser, barnet. Ikke fordi hun troede han ville tabe ham, men fordi lysten til at holde ham for evigt fik det til at summe i hænderne. Veerne var ebbet ud, men den sidste krampetrækning forårsagede at efterbyden kom. Healeren og eleven fik pakket remedierne væk, ønskede endnu engang parret tillykke, og forsvandt efter et par foranstaltninger om pasningen af barnet de næste par dage. Fødslen havde gjort Bree helt svag, og trætheden truede med at lulle hende i søvn når som helst. Lidt tøvende så hun fra barnet til Alexander. ”Vi må hellere give ham et navn”, sagde hun lavmælt. De havde haft enkelte navne op og vende, og personligt havde Bree et yndlingsnavn. Hun ønskede dog at han deltog aktivt i navnegivningen.
Tag; Daddy-Al Outfit; This is it
|
|
|
Post by Alexander Young on Sept 7, 2011 11:35:58 GMT
Humans are the only animals that have children on purpose
Alexander grinede nervøst, da Bree gentog hans egen bekymring med andre ord. Han nikkede lidt og rettede sig op fra sengen i sin fulde højde, før han strøg det tjavsede, lyse hår bagud og tog en dyb indånding. Det var en uvirkelig situation, men han var sikker på, at det var en han aldrig ville glemme.
Hun så smuk ud, hvilket var absurd, eftersom hun var gennemblødt af sved og lignede en, der ikke havde sovet i flere dage. Det var i midlertidig sandt og han fik et kort øjeblik et glimt af grunden til at det lille barn i hendes arme i det hele taget var kommet til verden.
Et lille underfundigt smil hev op i hans mundvige, som han nikkede igen og atter engang bøjede sig ned og tog imod sin søn. Han huskede sig selv på at støtte det lille hoved og løftede drengen et stykke op, for, ligesom Bree, at tage de rynkede ansigtstræk ind. Smilet forblev på hans læber, som han gjorde sig bekendt med hver en lille fold.
Han skævede lidt til Bree, da hun talte igen, og brummede bekræftende, imens han tog et par skridt rundt i rummet og lod den lilles hoved hvile ind imod sit eget bryst. ”Hvad synes du?” Med et lille, skævt smil til hende, satte han sig forsigtigt ned i stolen ved siden af hospitalssengen. ”Godric Young Blance?” Spurgte han, udmattet, men evigt drillende.
Tag: Bree Blance ● Outfit: here
|
|
Bree Blance
Deaktiveret
Healer p? 'Skt. Mungos'
Posts: 20
|
Post by Bree Blance on Sept 8, 2011 7:45:16 GMT
It is moments like this . . .You never forget . . . En helt ny følelse af fred og optimisme sænkede sig over Bree, da hun træt betragtede Alexander stirre som hypnotiseret på barnet. En følelse af, at det hele nok skulle gå. Han havde ret. Godt nok var de unge, men hvorfor skulle de ikke kunne klare det ligeså godt som nogle der var 4 eller 5 år ældre? Det var som om Bree så et glimt at Alexander i fremtiden: en ægte løve der beskyttede sit barn og lærte ham om livet. Endnu engang måtte Bree overgive sig til de hormonelle følelser. Øjnene svømmede over og hun snøftede lavt. Hun trak lidt insisterende på skuldrene, da hun ville have ham til at komme med et foreslag først. Det han sagde, var dog ikke hvad hun forventede, og endnu engang halvt grinede halvt hulkede hun som svar. Når situationen var mest alvorlig, kunne han komme med en kommentar der opløste spændingen og hev smil frem. ”Nej, vi hader jo ikke vores barn”, sagde hun ligeså drillende og smilede udmattet. Det krævede efterhånden umenneskelige kræfter ikke at lade øjnene falde i, men hun ville nyde dette øjeblik ligeså længe hun kunne. ”Jeg tænkte mere på... Brody”. Blikket rettede sig mod spædbarnet der lå trygt hos Alexander, nu med lukkede øjne, for at se op det passede til ham. ”Brody. Baby-Brody”, sagde Bree lavmælt for sig selv, mens smilet efterhånden sad permanent klistret på. Lettere afventende så hun op på Alexander, der så ligeså fredfyldt ud som hun følte sig.
Tag; Daddy-Al Outfit; This is it
|
|