|
Post by Alexander Young on Sept 8, 2011 13:37:04 GMT
Humans are the only animals that have children on purpose
Alexander grinede lavmælt, men var forsigtig med ikke at rykke for meget på sig. Det lille nye væsen havde lukket sine babyblå øjne og så ud til at være på vej til at glide ind i den mest uskyldige og fredfyldte søvn. Det fremgik som det mest naturlige, at han manglede et navn, men hans unge far tøvede tydeligvis med at give ham det.
Da et forslag kom fra Bree, hev det tydeligt i Alexanders mundvige. Han drejede hovedet imod hende, imens hans hånd på babyens baghoved nussede det blidt. ”Brody,” gentog han. ”Brody Young.” Hans blik gled atter engang ned på sønnens lille bitte ansigt og noget faldt også på plads for ham. ”Mmh.”
Lige så rastløs som han var træt, rejste han sig igen op og gik hen til den lille krybbe, hvor healeren havde sagt deres dreng kunne få sin første søvn. Han lagde den lille miniature-udgave at et menneske forsigtigt fra sig og trak tæppet over ham, som han lå der og så utilfreds ud, med alle sine folder og rynker.
Da han havde fået placeret ham godt, rettede han sig igen op og kastede et enkelt blik tilbage på Bree, med et lille smil. Ganske vidst var han helt panikken ved tanken om hvordan de dog skulle klare alt der, der nu fulgte, men lige nu var der ro over feltet. ”Du skulle tage at få noget søvn,” opfordrede han, uden at overveje, at han selv var næsten lige så træt som hun var. ”... Jeg går ud og sender Todd, Julie, Jon og vores forældre en ugle om, at han er ankommet og sund og rask, okay? Skal jeg sende noget for dig? Til hende der Abbey eller en anden veninde?” Han satte hænderne i siderne på sig selv og så spørgende på hende.
Tag: Bree Blance ● Outfit: here
|
|
Bree Blance
Deaktiveret
Healer p? 'Skt. Mungos'
Posts: 20
|
Post by Bree Blance on Sept 8, 2011 14:37:09 GMT
It is moments like this . . .You never forget . . . Bree nikkede glad, da Alexander tænksomt gentog navnet. Det så ud som om, han kunne lide det. Efternavnet var dog ikke helt som hun havde forventet, og forsigtigt rettede hun ham, ”Brody Young Blance”. Efternavnet havde de besluttet i fællesskab, selvom Bree måske havde været lidt mere insisterende med efternavnet. Hun betragtede ham søvningt som han bar Brody hen til den lille vugge healeren havde sat ved væggen. Hun udertrykte en trang til at hente barnet og bare sidde og se på det, men det var ikke sikkert for ham, da hun nok ville falde i søvn uden videre. Dertil faldt Alexanders opfordring i god jord. Hun nikkede.”Du må godt sende til Caroline. Jeg sender til mine brødre og nogle andre veninder senere”. Bree var stille et øjeblik, men idet han åbnede døren for at gå ud, sagde hun, uden egentlig at hvorfor, ”Og Alex? Tak”. Det var måske en blanding af den støtte han var, eller måske var det en slags tak for, at han havde velsignet hende med dette lille barn, som hun allerede følte en uforklarlig kærlighed til.
●●● Det blev kun til et par timers søvn, før Brees forældre kom og så barnet. Den modvilje de før havde haft mod den svulmende mave og skikkelsen deri, forsvandt langsomt da de så deres barnebarn. Tårerne svømmede atter over, da Bree så sin fars ansigt tø op og sin mor knuge spædbarnet ind til sig. Det gik op for hende, hvor meget deres støtte egentlig betød.
●●● Den følgende dag foregik i en omtåget lykke. Deres stue var blevet som en banegård; både Brees og Alexanders familie strømmede til for at se barnet, der på forunderlig vis havde skabt et bånd mellem familierne. Den nybagte mor strålede af lykke, og øjensynligt også den nybagte far. Ikke nok med at de fik et specielt bånd til deres søn, de fik også et specielt bånd til hinanden, over det første bleskift, den første amning (der var lettere akavet for Brees vedkommende), og den første gylperi, der til stor morskab for Bree gik udover en forskrækket Alexander.
På andendagen blev hun udskrevet, og turen gik hjemad. Det var starten på et nyt kapitel i deres liv.
//The end
Tag; Daddy-Al Outfit; This is it
|
|