Every newspaper editor owes tribute to the devil

[Caroline Abbey]

I've always said there's a place for the press
but they haven't dug it yet
Tag: Stuart Fellton ● Outfit: Here

Caroline flyttede lidt på sig på sofaen, rakte sin ene hånd ud og lukkede fingrene omkring koppen med te, der stod og dampede af på bordet ved siden af hende. Hun sippede et par tårer i sig, satte den tilbage og bladrede en side frem i den rapport, som hun var i gang med at læse.

Det var onsdag eftermiddag og hun sad og forsøgte at læse sig frem til en af de ting hun var gået glip af i løbet af de tre dage, hvor hun havde været fraværende på sit arbejde. Hun havde brugt de første tre sygedage nogensinde i løbet af sine år som fastansat og følte sig lettere skyldig over den løgn hun havde stukket Senior Undersekretæren. At hun havde brug for at være væk fra ministeriet var der dog ikke nogen tvivl om og der var trods alt ikke den store sandsynlighed for, at det nogensinde skulle blive opdaget, at hun ikke var forkølet.

Hun havde haft en aftale med Stuart Fellton selvsamme dag. Uglen med hendes aflysning var dog blevet sendt for flere dage siden og hun forventede absolut intet for resten af dagen end at få læst de halvtreds sider hun havde planlagt og forberedt sig på at vende tilbage til ministeriet igen dagen efter.

[stu]

Stuart havde afleveret September hos Alexander Young. Derefter havde han transfereret sig til Diagonalstrædet. Nu stod han parkeret ude foran Caroline Abbeys hoveddør, med en trang efter en cigaret. Helvede altså... Det var helvede.

Stuart hævede hånden og lod den smadre ind i trædøren. ”Caroline, din lille svindler”, hviskede han, hvorefter han rømmede sig. ”Det er Stuart Fellton. Er du sød at åbne din dør? Så vidt jeg husker havde vi en aftale, og jeg valgte derfor bevidst at ignorere din skide ugle for nogle dage siden. Fostår du... det her kan ikke vente, bare fordi du ligger dig syg”, udbrød han vredt, hvorefter hans hånd dykkede ned i hans lomme. Han fremdrog en pakke cigaretter, hvorefter han stak en i munden, og tændte den med en lighter, han fandt i den modsatte lomme. Han lod røgen indfinde sig i hans lunger, hvorefter han greb om smøgen med den venstre hånd. Den højre blev ved med at banke på døren – selvfølgelig for at irritere heksen, som havde brændt ham af.

[Caroline Abbey]

I've always said there's a place for the press
but they haven't dug it yet
Tag: Stuart Fellton ● Outfit: Here

Det gav et lille sæt i Caroline, da lyden af hård banken trængte igennem stiheden i hendes lille lejlighed. Hun spærrede øjnene en anelse op og drejede hovedet imod døren, imens Stuarts stemme genlød. ”Hvad i alverden?” hviskede hun for sig selv. Når hun aflyste en aftale, så regnede hun med at den forblev aflyst, men hun burde måske ikke være overrasket over, at Stuart væltede direkte igennem hendes net af regler og almen høflighed. Helt bevidst blev hun siddende i sofaen i adskillige sekunder, før hun slog et slag med tryllestaven og sendte rapporten op på dens rette plads på en af hylderne. Hendes pande var rynket imens hun genvant og strammede kontrollen og sit hold omkring sig selv.

Inden hun rejste sig op, tog hun tiden til at snuppe endnu en tår af sin te. Hun skyndte sig heller ikke ligefrem på vejen imod sin dør. Da hun først var derovre, undlod hun at lade den lille kæde, der holdt døren fast, i at glide ud af holderen. Hun tog blot i håndtaget og åbnede på klem, så hun kunne se ud på journalisten igennem sprækken. ”Stuart?” Ude af stand til at administrere sin sædvanlige høflige maske, rynkede hun blot panden og rystede på hovedet. ”Jeg kan ikke lige nu,” informerede hun ham direkte. ”Undskyld, at jeg har spildt din tid.”

Uden at vente på svar, pressede hun døren i igen, drejede sig rundt og sank sammen imod træet med et dybt suk. Hun havde ikke forladt lejligheden i snart en uge og følte sig overhovedet ikke klar til at skulle præstere noget uden for normalen. At udholde Stuart Felltons fanatiske søgen efter svar var så sandelig uden for normalen og hun trak vejret dybt ned i lungerne, imens hun, atter engang, blev enig med sig selv om, at hun ikke kunne administrere det.

[stu]

Stuart stirrede vantro på døren, der blev lukket kortvarigt før en undskyldende Caroline, fortalte ham hun ikke tog imod besøg. Hans blod kogte, og havde det ikke være for den smule selvbeherskelse i hans væsen, var han gået grassat på trædøren. Et kort øjeblik stod han og pulsede vredt på sin cigaret, hvorefter han smed den i et hjørne, uden at slukke for den. Stuart hankede op i tasken, og måtte bide alverdens fornærmelser i sig.

”Caroline...”, brummede han stille, uden at vreden kunne spores i hans stemme. Han havde fået lagt beslag på sig selv, og prøvede nu blot på, at få talt fornuft i heksen der stadig befandt sig i lejligheden. ”Jeg lover på mit hjerte, at jeg går så snart du har givet mig de navne. Du... du kan også bare give mig dem nu. Med døren imellem os. Jeg skal nok opføre mig pænt og være så godt som stille, hvis du er syg...”, mumlede han, med panden hvilende mod døren. Øjnene var lukket. Trætheden havde lagt sig massivt over ham, og et kort øjeblik var han parat til at opgive. Et tungt suk forlod hans læber, hvorefter han hankede op i tasken, og gned sin pande. ”Det... vi kan også tage det en anden dag... god bedring eller... ja, eller hvad der nu er galt...”, sagde han så venligt han kunne få sig selv til det, uden det kom til at lyde som om han fedtede.

Stuart hankede op i tasken, hvorefter han vendte ryggen til døren. Et kort øjeblik stod han og ventede, men så besluttede han sig for, at løbet var kørt. Helvede. Det var helvede han var havnet i. Stuart begyndte at gå ned af den korte gang, hvorefter han tog trappen et trin af gangen.

[Caroline Abbey]

I've always said there's a place for the press
but they haven't dug it yet
Tag: Stuart Fellton ● Outfit: Here

Caroline stod tavst og stirrede ud i luften med ryggen mod døren, imens Stuart talte. På trods af det faktum, at han var usandsynlig anstrengende selskab, havde hun en reel lyst til at hjælpe ham. De ting han havde sagt om Dellochio var modbydelige og hun så gerne den aldrende heks og hendes bekendtskabskreds fældet.

Alligevel tøvede hun længe og reagerede først, da skridtene fra den jævnaldrende journalist lød ude på gangen og fjernede hans tilstedeværelse stille og roligt. I en uvant impulsiv beslutning drejede hun sig alligevel rundt, fjernede kæden og hev døren op. Hun bremsede der, med panden rynket dybt. Det var en tåbelig beslutning at udfordre sit mentale velbefindende, men hun klarede alligevel sin hals. ”Stop! Vent lige,” beordrede hun, ignorerende det faktum, at hendes naboer ville kunne høre hende.

Hun trådte til side og gestikulerede utvetydigt ind imod den lille nydelige lejlighed, uvillig til at føre nogen som helst form for samtale ude på gangen, hvor hendes naboer kunne risikere at overhøre noget. Det var allerede rigeligt, at han havde stået og plapret op om det ude på gangen. Hendes ansigtsudtryk udtrykte dog ikke den sædvanlige irritation eller utålmodig, men tværtimod blot træthed og bekymring. Hun tog en dyb indånding, betragtede Stuart med rynket pande og lod døren falde i bag ham, da han fulgte hendes opfordring. Tavsheden herskede fra hendes side i et kort øjeblik, før hun rømmede sig. ”Du bliver nødt til at forstå, at det også er risikabelt for mig,” sagde hun indtrængende. ”Jeg kan ikke bare tillade mig at stikke næsen frem. Jeg har en arbejdsgiver her, som bliver nødt til at lytte til folk som Dellochio.” Hun sank sammen imod døren igen og virkede udmattet. ”... Men jeg vil gerne hjælpe.”

[stu]

Stuart rynkede de markerede bryn i en sigende grimasse. ”Jeg forstår godt, hvordan du tænker. Derfor nævner jeg dig heller ikke nogen steder, medmindre du selvfølgelig vil tage del i æren”, fortalte han stilfærdigt, hvorefter han stillede tasken i køkkenet, hvor hun havde placeret ham. Stuart rømmede sig lavmælt, og betragtede hende med et skævt, intetsigende smil. ”Du kan tænke over det. Den udkommer først til jul, så du har stadig tid at løbe på...”, tilføjede han hvorefter han roligt trak en stol ud fra spisebordet, og satte sig ved det. Et kort øjeblik lod han blikket glide rundt, men som lovet var han ikke opfarende. Faktisk lod han til, at befinde sig godt i det rolige miljø, i stedet for at mødes i ministeriet. For mange mennesker, stressede ham. Ikke at det var grunden til hans irriterende væsen; han hadede politikere. Elskede at se dem vride sig, hvis han havde noget på dem, som kunne trække dem ned i støvet. Elskede at se, hvordan de opgivende hilste på ham... Caroline var anderledes. Men hun var også på hans side.

”De navne... hvad vil du have for dem?”, spurgte han stille, og hævede pludseligt de markerede bryn. De mørkeblå øjne havde fæstnet sig i hendes, og et lille smil tittede varsomt i mundvigen. Han lænede sig tilbage i stolesædet, hvorefter han lagde armene der var dækket af tatoveringer over kors. Stuart fugtede læberne langsomt, uden at fjerne sit blik fra hendes skikkelse.

Hans person var rolig. Stuart var ikke ude på at skræmme hende, eller på nogen måde provokere Caroline – førstnævnte var selvfølgelig højst usandsynligt, men eftersom hun lignede noget dødt, kunne han ikke vurdere hvor han havde hende. Stuart var kommet frem til, at Caroline ikke ønskede ham i sin lejlighed, og derfor måtte han handle hurtigt. Ikke at hun ville smide ham ud, uden noget som helst, men fordi han trods alt, og sikkert til hendes store overraskelse, faktisk var høflig.

[Caroline Abbey]

I've always said there's a place for the press
but they haven't dug it yet
Tag: Stuart Fellton ● Outfit: Here

Caroline måtte anstrenge sig for ikke at lukke øjnene i et simpelt forsøg på at samle sig. Hun så alvorligt på Stuart og forsøgte hårdnakket at lade være med at spekulere over om han ville være lige så ivrig efter at få hendes hjælp, hvis han vidste hvad hun havde foretaget sig fredag aften. Hvad hun havde været skyld i.

Hun trak vejret dybt ned i lungerne, rynkede panden og krydsede armene over brystet, imens hun betragtede ham. ”Du kender Emrys,” bemærkede hun lavmælt, velvidende at det ikke ligefrem var chokerende nyheder hun bød på. ”Lad os sige, at han ved noget, som gerne skulle forblive usagt. Hvis du kan sørge for at det sker, så kender jeg navnet på i hvert fald en af Emmerichs tidligere uformelle... Rådgivere.” Hendes stemme rystede en anelse, men de mørke øjne var fæstnet bestemt på Stuart.
Alt hun havde var anelser, fornemmelser, ideer, men de kunne, med den rette research, forvandles til meget mere.

”... Emmerich og Dellocio var som ærtehalm. Hvem den ene lyttede til, gjorde den anden også. Hvis ikke den gamle nar var faldet i sin død sydpå, så ville du have stået med et langt større problem,” konstaterede hun. ”Eller hvis hun havde taget hans stilling, da hun blev tilbudt den.”

[stu]

Stuart lagde armene over kors, og stirrede fortsat på Caroline Abbey, der stod ligbleg og fremlagde sit tilbud. Han nikkede kortvarigt, nappede sig i læben, hvorefter han nikkede igen. ”Jeg kan godt arrangere, det ikke kommer videre”, fortalte han lavmælt hvorefter han rejste sig fra stolen. Et kort øjeblik stod han og betragtede hende gennemtrængende, hvorefter han lod lungerne fyldes med luften omkring dem. ”Hvis navnet giver mig noget selvfølgelig. Hvis ikke... ja, så må du jo sprede ben for Emrys, eller begyndte at slikke ham i røven”, tilføjede han stille. Et kort øjeblik stod han og betragtede hende, hvorefter han greb tasken og svang den over skulderen. Det havde været latterligt, at tro dette skulle blive en længere visit.

Hans blik var ikke veget fra hendes. ”Når det så er sagt. Hvem er det så der trækker i trådene? Og vil du nævnes med navn i bogen?”, spurgte han effektivt, hvorefter han støttede sig op af disken. Han lagde den modsatte hånd i lommen, og pillede fraværende ved hans pakke med cigaretter. Han røg for meget – selvom han jo i teorien var stoppet. ”Du har ikke noget skrifteligt, som kunne fodfæste relationen? Det er alt sammen noget du tror, og så skal jeg selv grave skidtet frem, ikke sandt?”, tilføjede han spørgende.

[Caroline Abbey]

I've always said there's a place for the press
but they haven't dug it yet
Tag: Stuart Fellton ● Outfit: Here

Carrie måtte kæmpe lidt for ikke bare at synke sammen op af døren. Hun havde svært ved at sove, fordi billedet at blodet, der forlod Fenellas krop, blev ved med at hjemsøge hende. Stuarts sprogbrug fik hende dog til at spærre øjnene lidt op og blive fuldt tilstedeværende. Hendes mund blev trukket sammen til en tynd streg, som hun rettede sig op. Han var så glimrende til at minde hende om præcis hvorfor hun havde mest lyst til at sparke ham hårdt et vist sted, frem for at give ham nogen form for undskyldninger.

Hun forblev dog stille, både fysisk og verbalt og løsnede armene, for blot at stikke hænderne i lommerne på de røde shorts. Hvis hun åbnede munden lige nu, havde hun en rimelig klar fornemmelse af, at hun ville bede ham om at rende og hoppe, og det ville ikke ligefrem gavne hendes egen sag. I stedet tog hun en dyb indånding, så sigende på ham og gik dernæst i total tavshed ud i køkkenet, hvor hun tog et glas frem, fyldte det med vand og tog en slurk. Hun brugte tiden på at samle sig og lænede sig dernæst imod køkkenbordet, imens hun betragtede ham med let sammenklemte øjne. ”Jeg er faktisk helt ufattelig ligeglad med din bog, Stuart Fellton,” begyndte hun. ”... Men jeg ser også gerne at de skyldige får deres straf. Jeg har bare ikke tænkt mig at lade dig svine mig til i processen af at jeg hjælper dig. Det er noget for noget, men som jeg ser det, kan du også bare skride lige nu, hvis ikke du mener du kan bruge mine oplysninger til noget. Jeg har stakke af gamle breve med kommunikationen mellem afdelingerne, hvor det fremgår temmelig tydeligt præcis hvem, der er på fornavn med hvem.” Hun hævede glasset og tog en slurk, tydeligt irriteret, men stadig både fokuseret og skarp. ”Fra min position som Junior Assistent er der stort set ingen gamle notater, møderapporter eller breve jeg ikke kan skaffe. Hvis ikke du mener det er relevant eller noget værd, så er døren lige der.” Hun gestikulerede med sin frie hånd og løftede begge øjenbryn opfordrende. ”... Men hvis du vil have min hjælp, så taler du saftsuseme ordentligt.”

[stu]

Stuart lagde hovedet på skrå. ”Vi kan ligeså godt blive enig om en ting med det samme, Abbey”, sagde han tørt, hvorefter han rejste sig, og stak hænderne i lommen. ”Jeg taler som det passer mig, til hvem det passer mig”, sagde han og mødte hende i køkkenet. Hans blik fandt ufortrødent hendes, hvorefter han hævede begge de markerede bryn. ”Jeg er ikke ude på at slikke røv på dig, men når tilfældet er så specielt som det er, skal jeg omfulere mine ord”, tilføjede han hvorefter han kortvarigt efter sagde: ”Hvis jeg ikke kan bruge hvad du giver mig, til noget må det være din egen hovedpine, at holde Emrys mund lukket. Hvordan du gør det, og af hvilke grunde rager mig en høstblomst... Fattet?”. Stuart sendte hende et sigende blik, hvorefter han nikkede mod hendes person. ”Og lad os nu forfanden komme videre i teksten. Det var dig der aflyste, altså må vi samarbejde, hvis du gerne ser jeg skrider indenfor kort tid”, brummede han, tydeligvis irriteret hvorefter han vendte ryggen til hende og betragtede inventaret.

Lidt efter forlod han køkkenet. Det var ikke videre noget der interesserede ham, og det irriterede ham til langt over grænsen, at hun spildte hans tid. De var ikke vilde efter hinandens selskab, og alligevel trak hun det i langdrag. Fandens til kælling.

Stuart åbnede tasken, hvorefter han smed fotografierne af dem han mente var involverede på disken. ”De her sikre. De arbejder ikke ministeriet, men det gør ikke sagen mindre. De skal også væk”, fortalte han imens han pegede på tre hoveder, der alle afslørede identiteter. Derefter pegede han på seks andre, hvorefter han rømmede sig lavmælt. ”Jeg ved ikke med dem her... de skal tjekkes. De andre her er forresten også sikre”, påpegede han kort efter, før han delte fotografierne i to grupper. De sikre og de han ikke endnu havde tjekket. ”Hvad siger du?”

[Caroline Abbey]

I've always said there's a place for the press
but they haven't dug it yet
Tag: Stuart Fellton ● Outfit: Here

Caroline hævede begge øjenbryn uimponeret. Hun var ikke i humør til at fare i flint over Stuart vulgære sprogbrug, men hun havde ikke tænkt sig at tolerere det i sit eget hjem. Ikke på vilkår. Frem for at gentage sig selv, krydsede hun dog blot armene over hinanden med let rynket pande og blev stående hvor hun var. ”Jeg aflyste ikke for at genere dig, selvom du tilsyneladende er af den mening at min eksistens i det hele taget er til for det.” Hun skar lidt ansigt over det lidt for ærlige, sårbare og direkte i hendes egne ord. ”Ditto, i øvrigt,” tilføjede hun, primært for at stive sig selv lidt af. ”Desuden er der langt fra at fedte til at tale helt almindeligt. Du taler vel næppe så vulgært til din datter, f.eks.” Hun rynkede panden igen og skubbede sig så endelig fra fra køkkenskabet, for at gå frem til køkkenbordet, kvitte sine meninger om hans person og udtryksform og koncentrere sig om de billeder han lagde frem.

Begge hendes øjne blev knebet lidt sammen, imens hun lænede sig ind over fladen, nikkede lidt og studerede ansigterne. Nogen forekom velkendte imens andre var nye. Hun rakte frem og tog et enkelt et op, studerede det tænksomt og sammenstillede det med hendes egen viden i tavshed i adskillige øjeblikke, før hun rømmede sig lidt. ”Argus Begbie... Ja. Ministeriet tyssede en sag ned om ham for mange år siden, vist nok fordi han kendte Emmerichs bror. Der var heller ikke beviser nok til den sag han var anklaget for, men...” Hun løftede blikket og så sigende på Stuart, før hun igen kiggede ned på Begbies ansigt, der studerede hende tilbage med lige så rynkede bryn som hun havde. ”... Sagsakterne ligger stadig et eller andet sted i arkivet. De kan skaffes. Har du i det hele taget kigget på afviste sager fra højmagiratet? Selv Emmerich kan findes der med en note fra hans ungdom. Han blev selvfølgelig heller ikke dømt.”

[stu]

Stuart rynkede brynene, hvorefter han kvælende ironisk trak på skuldrene. ”Nej du har ret. Sådan taler jeg ikke til min datter”, sagde han med et skævt, giftigt smil om læberne. Blikket var provokerende, og han gjorde intet for at skjule det. ”Men det er primært fordi hun lige er blevet klippet. Nu tænder jeg ikke på hende mere”. Stuart lod ordene sætte sig i adskillelige lange sekunder, uden at lade blikket forlade hendes.

Den provokerende attitude var dulmet flere anelser, da hun vendte tilbage til fotografierne. Stuart betragtede hende diskret, uden at ville kommentere yderligere på hendes ord. Hvad han syntes om hende, kunne umuligt komme som en overraskelse; men han havde aldrig hadet hende. Aldrig. Stuart huskede, hvordan Emrys havde rost hende for hendes politiske holdninger og lederskab i The Hallows. Alligevel var der noget over hende, der ikke tiltrak ham. Hun var... ensom. Reserveret. Og hvordan helvede man sørgede for at behandle sådan et individ, anede han ikke. Dertil opgav han også, fordi Caroline aldrig havde søgt hans selskab.

”Jeg har kigget lidt hist og her, men ærlig talt, når det gælder højmagiratet er I sværere at hale ind på. Desuden er Argus ikke særlig interessant medmindre han er medlem af gruppe”, brummede han, selvom han udmærket var klar over, at Caroline havde fattet hvad han var ude efter. ”Men hvis du skaffer mig alle sagerne, skal jeg nok selv finde ud af noget”, meddelte han smilende, og knipsede begejstret. ”Og den med Emmerich er da ganske fornøjelig, så giv mig den alligevel. Selvom manden er død, kan man da sagtens tilsvine ham lidt. Det tager hans fine omdømme overhovedet ikke skade af. Desuden... hvis han også var medlem... det kunne jo gå hen og blive temmelig interessant”, sagde han og sendte hende et drillende smil, hvorefter han betragtede hende indgående.

[Caroline Abbey]

I've always said there's a place for the press
but they haven't dug it yet
Tag: Stuart Fellton ● Outfit: Here

Caroline trak antydningsvist på smilebåndet og fnøs lidt. Hun samlede billedet af Begbie op og studerede det igen. ”Selvfølgelig. Det er ikke meningen, at det skal være nemt. Men det må vel være en fordel af have Emrys i den sammenhæng?” Hun rynkede panden lidt. ”Jeg ved jo af gode grunde ikke om han er medlem af nogen gruppe – endnu. Men hvis det lykkes dig at skaffe mig det jeg vil have, så skal jeg i hvert fald prøve at finde ud af det,” bemærkede hun selvfølgeligt, stadig mere optaget af billederne der lå foran hende, end hun egentlig var af Stuart.

Hun nikkede lidt af hans kommentar omkring Emmerich og løftede blikket tids nok til at se hans drillende smil, som hun for en enkelt gangs skyld besvarede vagt, før hun nikkede endnu engang.

Begge hendes øjenbryn røg op og hun så ud som om hun overvejede noget i et øjeblik, før hun rømmede sig en anelse. ”Jeg mindes faktisk en artikel omkring Emmerich og noget med rensdyr i den sidste udgave af skoleavisen inden vi stoppede,” begyndte hun, før hun smilede skævt og rystede lidt på hovedet. ”... Men det var så vidt jeg ved temmelig løst funderet og ret dårlig journalistik. Af Riley, i øvrigt. Min lillesøster.” Hun slap ham med blikket igen, samlede et andet foto op og rynkede panden atter engang. ”Leander Lowry?” Hun så tvivlende på den hvidhårede mand, der smilede tilbage til hende fra billedet. ”Virkelig? Det virker temmelig usandsynligt. Han er da gift med en mugglerfødt nu? Men jeg skal også nok se på ham også. Har du skrevet de her navne ned et sted, eller skal jeg finde en notesblok?”

[stu]

Stuart nikkede. ”Men tjek ham alligevel. Hele svineriet skal tjekkes i hoved og i røv, så jeg ikke får mere ballade efterfølgende. Hellere tage en for meget end en for lidt”, brummede han og rejste sig fra barstolen. ”Ja, gider du skrive det ned?”, bad han hende kort for hovedet, hvorefter han skubbede de fotografier han allerede havde indinficeret til side. Der var tre ansigter tilbage, der lå og betragtede ham med åbenlys afsky.

Stuart lod blikket følge hendes skikkelse til hun kom tilbage, hvorefter han nikkede anvisende mod de sidste tre billeder. ”Hvorfor er det egentlig Emrys skal holde sin kæft?”, brummede han pludselig og lagde hovedet svagt på sned. ”Hvad har han på dig som er så skide forfærdeligt?”, nåede han at tilføje, før han så direkte på hende. Stuart havde arbejdet med mange kilder igennem tiden, men denne her sag var absolut den mest mærkværdige. Caroline ville have Emrys til at tie stille. Det var ganske tydeligt, at Emrys besad en mængde viden som ikke tålte dagens lys, og Stuart havde tintenationer om finde ud af hvad. Dertil var der Fenella der ville have en plads i højmagiratet. Selvom tingene forekom ham forfærdelig komisk, var det overhovedet ikke specielt. Eller ved nærmere rettelse, det kilderne forlangte var ikke bemærkelsesværdigt. Alligevel syntes det bare at være for underligt, at Stuart nu samarbejdede med Caroline Abbey og Fenella Loretz. Han havde jo ikke gjort andet end at irriterer dem i skoletiden. Og det gjorde han vel egentlig stadig.

”Synes du ikke det er farligt at lege med Emrys og mig?”, spurgte han lidt efter og et bredt smil brød over læberne. ”Hvordan tør du stole på os? Alle i hele England ved sgu da godt vi er bedste venner...”, indskød han og betragtede Caroline interesseret.

[Caroline Abbey]

I've always said there's a place for the press
but they haven't dug it yet
Tag: Stuart Fellton ● Outfit: Here

Caroline ignorerede en trang til at fortælle Stu, at hun ikke lod sig kommandere med. Han havde tidligere vist, at han var desperat. Det skulle ikke undre hende om han reagerede præcis som hun selv gjorde under pres og at hans udstikken ordrer havde mere at gøre med det, end så meget andet. Både for at give ham en anelse line og fordi hun ikke vidste hvordan hun skulle håndtere flere konfrontationer lige nu, forholdt hun sig totalt tavs, som hun blot fandt staven frem og viftede en notesblok og pen fra stuen hen foran sig. Navnene røg hurtigt ned, før hun løftede både hovedet og et enkelt øjenbryn.

Hun betragtede Stuart i stilhed i adskillige øjeblikke, kneb øjnene lidt sammen og rettede sig op. ”Det var frygtelig mange spørgsmål på én gang,” bemærkede hun, lettere tørt. Det lidt for klokkeklare svar på de første to havde givet hende klump i halsen og hun rømmede sig en anelse. Hun fugtede sine læber og løftede sin venstre hånd, for at stryge en hårtot om bag øret. Den højre holdt stadig pennen, selvom hun ikke skrev mere. ”Hvem siger jeg stoler på dig?” Et lille skævt smil formåede at trække op i hendes mundvige, selvom hun følte sig alt andet end munter. Hun så i et øjeblik mere på ham, men noterede så til sidst Lowry ned og pegede på de to sidste fotografier. ”Navne?”