|
Post by stu on Oct 8, 2011 17:58:15 GMT
Stuart hævede de markerede bryn, og lod dem derefter mødes nær midten i panden, før han sendte hende et strålende smil. ”Det var da et dumt spørgsmål Abbey”, kvitterede han moret. ”Du må da stole bare en anelse på mig, eftersom du mener jeg kan få guleroden til at tie stille”, nåede han at tilføje, før hun nikkede mod de sidste fotografier, og dermed krævede hans opmærksomhed andetsteds.
Han ende med at trække på skuldrene, før han så på hende igen. ”Jeg ved ikke hvem de to sataner er. Men... hvis du ikke ved det... så må jeg jo forhøre mig andetsteds, tror du ikke?”, spurgte han stille og sendte hende et kort, intetsigende skævt smil. Hans ansigtsmimik indikerede tydeligt, hvordan tankerne kredsede om de ukendte ansigter, eftersom den karakteristiske panderynken skød frem, lidt til højre for midten i panden. Stuart tog sig selv i at stirre, før han rømmede sig og rejste sig fra barstolen. Han begyndte at samle fotografierne sammen til en overskuelig bunke, før han proppede dem ned i den brune, overskrevne lædertaske.
Så vendte han sig mod Caroline, og sendte hende et kort, taknemligt smil. ”Vi snakkes...!”, brummede han og knipsede sigende mod hende, som var det uundgåeligt. Hvilke det i grunden også var.
Lidt efter havde sat kursen mod døren og forladt lejligheden i Diagonalstrædet. Stuart kunne slet ikke vente til den kommende aften i selskab med sin datter. De skulle have hamburgere...
|
|
|
Post by Caroline Abbey on Oct 8, 2011 21:10:47 GMT
I've always said there's a place for the pressbut they haven't dug it yetTag: Stuart Fellton ● Outfit: Here
Caroline havde ingen kommentarer til Stuart. Som et glimrende resultat deraf n?jedes hun med at tr?kke ligegyldigt p? skuldrene. Hun s? ham ikke i ?jnene, men studerede blot fotografierne, noterede navnene p? et stykke papir og undlod at informere ham om, at det i langt h?jere grad var ham, der stak n?sen ud og risikerede noget.
I det hele taget gav hun ham ikke flere informationer. Hun havde f?et det hun skulle bruge. Han havde en noget l?st funderet aftale i hus. Der var ikke mere at sige, da f?rst hun havde skrevet f?rdig og s? op p? ham, og hun havde virkelig intet behov for at lade som om hun var interesseret i at snakke med ham.
Alligevel besvarede hun hans smil med et, for en engangs skyld, ?gte et af slagsen. Hun nikkede sin enighed, rev papiret af blokken og gav sig til at folde den, uden at g?re sig i nogen h?flige afskedshilsner, som han selv gjorde kort proces og n?rmest storkede ud af lejligheden.
Der var ingen tvivl om, at de aldrig blev venner, men derfor fornemmede hun alligevel, at der nok skulle komme noget mere udbytterigt for hende end Emrys' tavshed alene ud af... Samarbejdet.
CLOSED
|
|