|
Post by Alexander Young on Sept 10, 2011 15:21:11 GMT
Shining, sparkling little centers of the universe Tag: Stuart Felton
”Far, far, hvornår kommer September og Stuuuu?” Lød det eksalteret, da Alexander lukkede badeværelsesdøren bag sig og trådte tilbage ind i den lille stue.
Brody stod med strålende øjne og kiggede direkte op i sin fars ansigt med krøllerne strittende til alle sider og den lille killing 'Futsko' i armene. Han så ud til at være lige ved at hoppe i sin iver, men forblev med begge de små fødder sikkert plantet i gulvet.
En overrasket, men munter, klukkende lyd forlod Alexander. Han satte begge hænder i siderne og lagde hovedet lidt på skrå, med et skævt smil. ”Sagde jeg ikke, at de kommer lige om et øjeblik?” Spurgte han, tydeligt underholdt. ”Hvad tror du det betød?”
Havde Brody været et par år ældre ville han formentlig have himlet med øjnene, men for nu kiggede han blot op med store uskyldige øjne. ”Jamen det er jo allerede et øjeblik siden,” bemærkede han, næsten snusfornuftigt, før han spidsede lidt ører. Der lød tydelige stemmer ude på gangen.
Det lille krølhoved trykkede killingen direkte i armene på sin far, før han løb hen over gulvet og flåede døren op så voldsomt en lille en som han nu formåede, uden skyggen af generthed. ”Hallo!” sagde han højlydt, med et bredt grin.
Bag ham kom Alexander, som havde sat Futsko fra sig, gående. Familieligheden var tydelig på det smil, der hev hans egne mundvige kraftigt op, som han standsede i døråbningen.
|
|
|
Post by stu on Sept 10, 2011 15:48:30 GMT
”Det var sindssygt så mange trapper, man skal kæmpe sig op af, for at besøge jer”, udbrød Stuart i det døren skød op, og to krølhårede magikere placerede sig smilende i dørtærsklen. September sendte et irettesættende blik mod sin far, hvorefter hun genert greb hans hånd, og stillede sig, om muligt, tættere på Stuarts ranglede mandsperson. Stuart lo højlydt, før han forsigtigt skubbede sin datter ind i gangen, for derefter at følge efter. ”Alex, godt at se dig igen. Og hej Brody”, udbrød Stuart smilende, hvorefter han kærligt strøg knægten over håret. Stuart nikkede mod September, med et sigende blik, hvorefter han lo hæst. ”Brody, hende her kan du godt genkende, selvom hun er lidt bleg i dag. Sebbe har lidt af forkølelse, så pas ekstra godt på hende i dag, gider du?”, spurgte Stuart, hvorefter han hævede begge de markerede bryn. ”Så er du en guttermand”.
Den mindre flok bevægede sig ind i stuen, hvor September klyngede sig til sin fars lap. Han lod hende indtil videre. ”Jeg kunne godt trænge til en kop kaffe, hvis du ellers har tid”, brummede Stuart venligt, henvendt til Alex, hvorefter han vendte blikket rundt i lejligheden. Den lignede til forveksling sig selv; et faktum der glædede Stuart.
|
|
|
Post by Alexander Young on Sept 10, 2011 16:51:05 GMT
Shining, sparkling little centers of the universe Tag: Stuart Felton
Alexanders smil blev om muligt bredere over Stuarts klager. Han løftede begge øjenbryn sigende og så fra den jævnaldrende og til hans lille, blegnæbbede datter. ”Betragt det som stærkt påkrævet motion, Felton,” opfordrede han drillende, før han nikkede som hilsen og flyttede sig, for at gøre plads for gæsterne. Han greb løst fat omkring Brodys spinkle skulder og trak ham diskret til side også, så han ikke stod og fyldte midt i døråbningen. Det lille krølhoved rykkede sig og skar ansigt, da han blev strøget over håret, men smilede ellers i hele pæren over besøget, som han havde glæder sig (højlydt) til hele morgenen.
Hans blik hvilede interesseret på den jævnaldrende pige, som han huskede så udmærket. Ordene om hendes forkølelse fløj lidt hen over hovedet på ham, selvom han nikkede til dem. Han ved blev at stirre tavst på hende, men gjorde ingen miner til at invitere hende med i nogen af sine lege. Derimod vendte han sig efter et par sekunder om uden yderligere omsvøb og gik direkte hen til futsko, der stod og testede livligheden af en legetøjsmus. Man skulle ikke tro, at han for et øjeblik siden havde hoppet op og ned for at få besøg, som han helligede sig at få futsko til i stedet af jage et stykke garnnøgle.
Alexander betragtede optrinnet med morskaben lige fremme, men kommenterede hverken det ene, andet eller tredje. Han smilede blot varmt til September, blinkede drilsk til hende og vendte tomlen opad over Stuarts spørgsmål. Han nikkede lidt. ”Tid er alt jeg har,” bemærkede han, før han gik over i det lille køkkenafsnit, pegede sin tryllestav på kedelen og fraværende både fik fyldt den med vand og sat den til at koge, uden selv at røre ved noget. ”Brody?” Kaldte han derovre fra. ”Har du præsenteret September for Futsko?”
|
|
|
Post by stu on Sept 10, 2011 21:28:28 GMT
September skævede til den krølhårede knægt, der åbenlyst ignorerede hendes tilstedeværelse. Hun kløede sig på kinden, og skævede til sin far, der øjensynligt havde fundet en pludselig interesse, i at nærstudere de bøger Alexander havde stående i en sparsom reol. Hun sank en besværet klump, mærkede forkølelsen i halsen, hvorefter hun satte sig til rette i sofaen. Uden et ord, lod hun sin far gøre hvad der passede ham, skønt hun fra sit smålige hjørne, holdte øje med ham.
Stuart forlod stuen med hænderne i lommen på de mørke jeans. Da han nåede køkkenafsnittet, hoppede han op på køkkenbordet, og smilede smørret til Alexander, som havde han noget at sige. I stedet sad han tavst, og betragtede kedlen der udgjorde mirakler, og om lidt kunne forsyne de unge fædre med varm, friskbrygget kaffe. Stuart gned sin pande, og betragtede køkkenets vægge, indtil han spidsede øre. De to børn havde udvekslet to ord. Stuart vendte sig mod Alex, med en frydende grimasse hvorefter han grinede lydløst. ”Bare han ikke lægger an på hende senere i livet. Jeg siger dig Alex, det går bare ikke. Du var selv en værre en i skoletiden, og hvis han ligner dig op af dage, så har han bare med at holde sig væk”, brummede Stuart og blinkede til ham, hvorefter han sendte ham et sigende blik.
September betragtede Brody, der legede fraværende med kattekillingen. Hun lod blikket glide hen over stuen, og konstaterede tænksomt at hun brød sig gevaldigt om farverne. Hun ville gerne have noget lignende på sit værelse, engang i fremtiden, når det var hendes far havde fået skrevet sin bog. September vendte sig mod Brody, men kiggede væk, da han vendte blikket i hendes retning.
Stuart lagde hovedet let på skrå, og betragtede sin ven. ”Nå... hvordan har du det så? Laver du rag i den som sædvanlig, eller er du ved at blive voksen i hovedet?”, spurgte han stille og grinede lavmælt, hvorefter han så alvorligt på ham. Alex var en gæv fyr. Stuart havde altid følt sig velkommen i hans selskab – en egenskab han uden tvivl beundrede. Han selv havde det med, kun at have få venner, men en enorm omgangskreds eftersom det var det hans arbejde krævede. At kende til de rigtige mennesker, og få hele hjulet til at gøre efter hans principper – og det var det han var god til. Hvorfor ellers blive journalist?
|
|
|
Post by Alexander Young on Sept 11, 2011 8:48:18 GMT
Shining, sparkling little centers of the universe Tag: Stuart Felton
Alexander efterlod Brody og September i stuen i tryg forvisning om, at de ikke splittede det hele ad, i de få minutter han var i køkkenet. I det lille halvt aflukkede afsnit kunne man trods alt høre nogenlunde alt hvad der foregik på den anden side og det virkede som om, at det der nu foregik, var at den lille krøltop kom med en mumlende præsentation af hans ”Futsko.” Genertheden var tydeligvis slået ind igen, men der var næppe den store tvivl om, at den nok skulle blive nedbrudt i løbet af dagen. Sådan var mønsteret – også med de to rollinger derinde. Visse barrierer skulle tilsyneladende overskrides hver evig eneste gang.
Frem for at bekymre sig om det, vendte Alex gladelig sin opmærksomhed imod Stuart med et flabet grin over den faderlige bekymring. ”Pjat med dig, Stu. De er jo nærmest som et søskendepar, når de først kommer i gang,” forsikrede han ham dog alligevel. ”Brody ender med at jage de drenge, der rører hende, bare vent og se.” Han nikkede lidt og kunne ikke lade være med at tænke på både Julie og lille Donia. Han havde selv i sin tid fejlet grumt i sine forsøg på at holde dem ude af kløerne på charlatan'er som ham selv. De havde alligevel i sidste ende begge to fundet acceptable mænd, omend det ville have passet ham bedre, hvis begge mænd ikke havde været to af hans venner.
Han viftede atter engang med tryllestaven og fik både kopper og frysetørret kaffe ud af skabet. Det lå ham mere naturligt at benytte staven end at gøre det ellers simple arbejde med hænderne og få øjeblikke efter var begge kopper da også klar til vandet, der stadig stod i kedlen over ilden. ”Voksen?” Gentog han med et skævt smil og rystede en anelse på hovedet, som han lænede sig imod et køkkenskab. ”Forhåbentlig ikke. Det ville da være kedeligt” Han slog endnu et slag med staven og dirigerede kedelen over til kopperne, hvor den en efter en hældte vand op. Med en simpel bevægelse slukkede Alexander også ilden og fik kedelen på plads på det slukkede komfur. Han nikkede opfordrende imod kaffen. ”Done.”
Inde i stuen havde Brody egenrådigt samlet Futsko op igen. Han sad sammensunket på gulvet og skævede nysgerrigt til September, imens hans lille hoved snurrede med måder at få kontakt på. ”Har du nogen dyr?” Blev den udvalgte sætning. Killingen spandt lidt og trampede veltilfreds rundt på sin lille ejer, imens han kløede den bag øret.
|
|
|
Post by stu on Sept 11, 2011 15:17:12 GMT
Stuart fandt vej ud til spisebordet. Han faldt sammen i træstolen, hvorefter han lagde armene over kors, og glædeligt modtog sin kaffe. ”Fortræffeligt”, brummede han smilende, hvorefter de mørkeblå øjne gled over omgivelserne. En kortvarigt, klukkende latter forlod hans læber, hvorefter han vurderende lod de mørkeblå øjne finde Brodys skikkelse, der stadig krævede Septembers opmærksomhed. ”Jeg tror nu ikke, hun får særligt brug for den hjælp. Og så satser jeg da på, at få hende gift ind i politik. På den måde får jeg jo stoffet hurtigere end alle andre”, brummede han, hvorefter han blinkede leende til Alexander. Stuart knipsede og greb sin kop, hvorefter han rettede sit blik mod Alexs krølhårede skikkelse; ”og det var naturligvis en joke. Stod det til mig, blev hun aldrig introduceret for hankønnet”.
September gned sine fingre, hvorefter hun hoppede ned fra sofaens sæde. Hun satte sig ved Brodys side, og betragtede killingen der tumlede rundt i hans favn. Så rystede hun på hovedet, og fugtede sine læber. ”Min far vil gerne have en hund, men det vil jeg ikke. Han kan ikke finde ud af at passe den”, fortalte hun alvorligt, hvorefter hun sendte ham en kort antydning af et smil. Så trak hun på skuldrene. ”Det skændes vi tit om. Men jeg giver mig ikke”
Stuart hævede det ene bryn, da hans datters ord havde indfundet sig i hans øregang. Så bredte et smil sig på læberne, hvorefter han rømmede sig højlydt. Det fik hende til at smile, men ordene blev ikke hevet tilbage. Stuart vendte sig mod Alexander, hvorefter han lod fødderne blive placeret på stolen foran ham. Han lænede sig tilbage, og lagde armene over kors, hvorefter han sukkede tungt. ”Jeg hader børn. Måske skulle vi sælge dem”, brummede han og September fnes lavmælt. Hun rejste sig og gik bedrevidende ud til sin far, hvorefter han slå ham på låret. ”Det kan du slet ikke”, sagde hun strengt, hvorefter han smilende strøg hendes kind. ”Jeg kan alt”, svarede han hende, hvorefter hun hævede det ene bryn. Så vendte hun sig mod Brody, tydeligvis ovenpå, hvorefter hun spurgte; ”må jeg se dit værelse?”.
Børnene forsvandt og Stuart trak på skuldrene. ”Se, hvad sagde jeg. Hun får overhovedet ikke brug for hjælp”
|
|
|
Post by Alexander Young on Sept 11, 2011 18:47:08 GMT
Shining, sparkling little centers of the universe Tag: Stuart Felton
Alexander sank sammen ved den anden af to spisebordsstole, drejede stolen 180 grader og lænede sig tilbage imod ryglænet, med blikket på de to rollinger på gulvet. Han fnøs muntert at Stuarts ord og ignorerede kaffekoppen, der stod på bordet bag ved ham. ”Hun bliver introduceret for det lige nu, smarte,” bemærkede han, nikkende imod ungerne med et skævt smil. ”Men med den det kvikke hoved af hendes, får de da ikke en chance, Stu.” Han grinede lidt. ”... Måske lige bortset fra knægten der...”
Brody fattede ikke et suk af hvad September snakkede om, men det lod han sig nu ikke gå på af. Piger sagde altid så mange underlige ting. Hvad han til gengæld udmærkede fattede, var Stuarts bemærkning om at sælge ham selv og September. Han blev selv siddende, lettere betuttet, og så spørgende på sin far, med Futsko i favnen.
Alexander grinede højlydt over begge ungers reaktion, før han fangede de tvivlende brune øjne og rystede lidt på hovedet, i et lydløst løfte om, at han aldrig kunne drømme om at afskaffe sig med ham. Brody var ganske vist en kvik unge, men ligesom alle andre fireårige, forstod han overhovedet ikke ironi. Det forvirrede ham og Septembers pludselige spørgsmål kom som en meget velkommen afledning. Han satte Futsko ned på gulvet og rejste sig op, før han rakte hånden ud efter den jævnaldrende piges hånd, uden reelt at svare. ”Kom,” beordrede han, før han marcherede af sted imod sit lille kammer.
Hans far fulgte hele optrinnet og morede sig tydeligvis stadig, dog lidt mere afdæmpet. Han klukkede lidt og vendte blikket imod Stuart. ”Det ved jeg snart ikke... Hvis hun bliver ved med at spørge drenge om hun må se deres værelse...” Han hævede et drillende øjenbryn, men rystede så lidt på hovedet. ”Det er nok meget godt, at der er lang tid til. Jeg synes det er rigelig svært med en på fire – tænk sig bare en teenager. Vi har jo for fanden selv lige været det...”
|
|
|
Post by stu on Sept 12, 2011 17:39:42 GMT
Stuart langede fødderne op på stolen foran ham, hvorefter han lagde armene over kors. Derefter lænede han hovedet mod nakkestøtten, og sukkede tungt. Javist. Helvedes teenagere. Et kort øjeblik sad han og funderede over det mareridt, som de sammen skulle betræde om få år. Så trak han let på skuldrene, og tog en tår af kaffen. ”Visse vasse... September bliver en nem ung kvinde at have i huset. Det er jeg slet ikke i tvivl om. Og desuden... Hogwarts får lov til at tage sin tørn, i langt de fleste år, så det... det kan umuligt gå galt”, sagde Stuart veltilfredst, hvorefter han lo højlydt, tydeligvis ikke overbevist at sine egne ord. Hold kæft et helvede han skulle gå igennem... Med menstruation og introduktion til den første gang.
Pludselig forsvandt det smørrede udtryk, og efterlod et blegt ansigt, som var der pludselig gået en sylespids pil igennem Stuarts brystkasse. Så vendte han ansigtet mod Alexander, og hamrede håndfladen ned i træbordet. ”Det er lige gået op for mig, at min datter får et brev fra Rusland på et eller andet tidspunkt!”, udbrød Stuart lavmælt, hvorefter han gemte hovedet væk i hånden. ”Hold kæft, du skal være glad for at Bree fødte en søn! Jeg mener... den kan ordnes nemt og ligetil”, hviskede han efterfølgende, hvorefter han stirrede vantro på Alexander i yderligere få sekunder. Så begyndte han at grine lavmælt, hvorefter han afslappet lænede sig tilbage i stolesædet. Han sad et stykke tid, med kaffen imellem hænderne, og roligt betragtede området foran ham, velvidende han på ingen måde var interessant selskab.
Stuart gned sit øje, hvorefter han vendte sin opmærksomhed mod Alex. ”Hvordan har du det?”, spurgte han og lænede sig ind over bordet, og stirrede alvorligt på Alex. ”Hvor er det nu du arbejder henne?”.
|
|
|
Post by Alexander Young on Sept 12, 2011 23:36:25 GMT
Shining, sparkling little centers of the universe Tag: Stuart Felton & Todd Monroy
Alexander skubbede Stuarts fødder ned fra sin egen stol uden de store skrupler. Hans grin veg dog ikke, men blev blot mere udpræget, som Stuart gik ud i en naiv bortforklaring af hvorfor det – ifølge hans eget hoved – ikke ville blive noget problem at have teenagebørn. Alexander var – også i sit eget hoved – noget kvikkere og bedre informeret end det, men det slog ham nu ikke ud. Tværtimod morede han sig lidt over den absurde tanke. Den var vel nogenlunde lige så langt ude, som ideen, om at han og Stuart skulle stå i en alder af 22 og være fædre begge to, havde været, dengang han blot selv var en purk på 17.
Han hævede begge øjenbryn svagt spørgende over det rædselsslagne udtryk den anden stillede op. Et øjeblik efter brast han dog i højlydt latter. Han lænede sig frem i stolen, skubbede hårdt og venskabeligt til Stuart skulder og lænede sig derpå bagud igen, fortsat skraldgrinende.
”Hvad kan jeg sige, din gamle idiot. Det er hvad der kommer ud af den slags,” bemærkede han klukkende, da han havde fået vejret. Han løftede kaffekoppen og tog en prøvende tår af den skoldhede drik, før han satte den fra sig igen, hvilede ryggen imod stolen og foldede hænderne oven på hovedet med et skævt smil.
Inde fra værelset lød Brodys lavmælte pludren omkring et ukendt, sløret emne og det var nemt at være tilfreds i det nuværende selskab, når både far og søn var glimrende underholdt. Alexander løftede begge øjenbryn over Stuarts alvor, men smilede selv stadig, da han svarede på spørgsmålet. ”Aldeles glimrende. Jeg arbejder stadig i 'Det Magiske Menageri' på Diagonalstræde.” Han kneb øjnene en anelse sammen. ”Det undrer mig ikke, det September sagde, med at i ikke skal have dyr selv... Min bror, Jonathan, arbejder for Profeten. Der går sgu stadig nogle ganske interessante rygter om dig. Passer nogen af dem?”
|
|
|
Post by stu on Sept 13, 2011 13:20:56 GMT
Stuart knipsede, som var et lys gået op for ham, da Alexander nævnte sin daværende arbejdsplads. ”Selvfølgelig!”, udbrød han lavmælt, hvorefter han kradsede sig i håret, og lagde hånden på bordet. Stuart havde det med at glemme arbejdspladser, når det ikke kom til hans egen. Det strøg ind af venstre øre, fes igennem hjernen, og direkte ud af det højre. ”Jeg glemmer det altid”, tilføjede han mumlende, hvorefter han spidsede øre, ved navnet Jonathan. Det sagde ham intet, og i modsætning til arbejdspladser, havde han en helvedes lang liste med navne, som tilhørte personer han enden havde skrevet om eller skrevet med. Stuart skar en grimasse, hvorefter han opgav søgningen, og betragtede Alexander med en rynke i panden. ”Det kommer an på, hvem der siger hvad og hvorfor... men... hvis det er det sædvanlige om, at jeg har gang i noget, så er det rigtig nok”, brummede han, uden videre overvejelse. Stuart undgik Alexanders blik, ved at fæstne blikket i kaffens væske, og derefter røre diskret rundt i denne med skeen. Han var tavs en stund.
September og var begyndt at tø op. Det kunne høres i stuen hvor de to fædre sad placeret, for hendes grin lød højlydt fra Brodys kammer. Samtidig var Brody i fuld gang med at underholde hende... det var godt. Stuart følte sig tilpas. Men det kom ikke som noget chok, eftersom Alexander og Brody Young var gode mennesker.
Stuart hævede blikket, for at vurdere Alexanders person. Mange ting kunne man sige om Stuart, påpege hans fejl og mangler i det faglige, men han var god til det med mennesker. Han læste dem bedre end mange andre. Det betød nødvendigvis ikke, at han behandlede dem derefter, men det var nu en egenskab han havde arvet fra sin mor, og som han var særdeles god til. Derfor blev han ikke overrasket over Alexanders åbenlyse nysgerrighed. ”Men hvad siges der ellers?”, spurgte han stille og sank en besværet klump. ”Jeg håber ikke det er noget der... forstyrre mit arbejde...”, tilføjede han alvorligt, nu ramt af paranoiaen igen. Vidste Ella hvad han havde i sinde at smide efter hende? I sårfald var han en død mand.
|
|
Todd Monroy
Hogwarts - G
From f?reopdr?tter
%\3\%
Posts: 48
|
Post by Todd Monroy on Sept 14, 2011 14:34:12 GMT
(A friend is the one that knows all about you), [/color][/size] (AND STILL LIKES YOU)- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -[/center] Todd lagde nakken tilbage og så kort op over facaden på den store bygning mod de vinduer han vidste hørte til Alexanders lejlighed og flyttede lidt ubeslutsomt på fødderne. Han hadede at komme uanmeldt, men han havde været i London alligevel i et andet ærinde og selvom han egentligt burde tage tilbage til Clover Hill med det samme, så havde han ændret sine planer lidt, og besluttet at slå slag omkring Bayswater og se om vennen var hjemme. Både fordi det var længe siden han havde set ham, men mest fordi han havde brug for at tale med netop en ven om de mange ting der var sket på det sidste, og ikke mindst den plan der var begyndt at tage form i hans hovede.
Han bøjede hovedet igen, tog en dyb indånding og fortsatte så ind i bygningen, op ad trapperne og videre frem til den rigtige dør. Han slugte endnu et lille mål af forlegenhed ved at komme brasende uden varsel før han løftede hånden og bankede på døren ind til lejligheden. Så gik han et lille skridt tilbage og stak begge hænder i lommerne på de slidte jeans, for ikke at komme til at stå og fingerere nervøst ved et eller andet mens han ventede på der blev reageret på den anden side af døren. [/blockquote] TAG Alexander Young & Stuart Felton OUTFIT here NOTES ---
|
|
|
Post by Alexander Young on Sept 14, 2011 16:47:40 GMT
Shining, sparkling little centers of the universe Tag: Stuart Felton & Todd Monroy
Alexander vendte sin ene tommel opad og undlad at kommentere Stuarts glemsomhed. Han hævede blot sin kaffekop og pustede lidt på den varme drik, uden reelt at tage en tår før en enkelt alvorlig rynke krøb frem på hans pande. ”Løs snak. Ikke noget jeg er klog nok til at fatte noget af. De er jo selv journalister, så jeg går ud fra at der er en del misundelse over din succes. Måske er det bare det?” Han trak lidt på skuldrene og skulle til endelig at få slubret en anelse kaffe i sig, da det bankede på døren.
Et dybt suk forlod Alexander, før han satte koppen fra sig igen og rejste sig med et lidende udtryk. ”Nabokonen igen, uden tvivl,” brokkede han sig på forhånd. Han traskede over til døren, forberedte sig på den sure gamle mugglers fjæs og åbnede døren modvilligt. Det han fandt var dog nogenlunde så langt væk man kunne komme fra naboen og i et kort øjeblik faldt hans underkæbe. Så brød et bredt smil frem på hans læber. ”Todd? Hvad ved Merlins stikende underbukser laver du her? Og uanmeldt? Du kommer aldrig uanmeldt... Er der noget i vejen med Don?” Han rynkede panden og havde, for et kort sekund, glemt både Stuart, September og Brody.
|
|
|
Post by stu on Sept 15, 2011 14:40:17 GMT
”Måske...”, brummede han stille, hvorefter han betragtede den brune væske. Først derefter gik det op for ham, at Alexander havde rejst sig, for at åbne døren for en uanmeldt besøgende. Stuart fulde forvirret hans skikkelse med blikket, hvorefter han snøftede lavmælt, og vendte sin opmærksomhed ned imod kaffen. Det vedkom ikke ham, og desuden fandt han situationen absurd ligegyldig...
Alligevel syntes navnet at registrere sig i hans hjerne, og kort efter gik det op for ham, hvem det var der stod i døråbningen. Todd Monroy. En troldmand der havde studeret samtidig som ham selv på Hogwarts. Dog aldrig en, han havde bemærket eller var blevet forbundet med som venner – den følelse var uden tvivl gengæld. Ikke at de ikke brød sig om hinanden... Stuart var i hvert fald ikke i tvivl om, at han aldrig havde givet denne troldmand en grund til ikke at bryde sig om ham. Han forblev tavs, og lod til at fordybe sig i tanker, mens han stirrede intenst på kaffen. Børnene legede stadig. Alting var faktisk rart... og alligevel syntes et eller andet at nage ham.
|
|
Todd Monroy
Hogwarts - G
From f?reopdr?tter
%\3\%
Posts: 48
|
Post by Todd Monroy on Sept 15, 2011 16:17:34 GMT
(A friend is the one that knows all about you), [/color][/size] (AND STILL LIKES YOU)- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -[/center] Todd havde uden at tænke over det bøjet hovedet lidt, og rettet blikket mod sine støvlesnuder. Da håndtaget i døren blev trykket ned og døren derefter åbnet, så han hurtigt op og mødte Alexanders overraskede smil med et skævt af sine egne. Han rømmede sig let og så både forlegent og undskyldende på sin både ældre og bedste ven og rystede så hurtigt på hovedet og svarede på det sidste af den andens spørgsmål først "Nej, nej, der er intet galt med Don.." skyndte han sig at forsikre, for så at rynke brynene tænktsom og fortsætte lettere usammenhængende "Eller jo, det er der, men ikke noget slem, bare uventet, men.." han stoppede sig selv og udstødte en lille opgivende lyd, før han lagde hovedet lidt på skrå og igen så undskyldende på Alexander.
Han rømmede sig hurtigt og startede så igen "Jeg var hernede alligevel, og jeg synes ikke jeg bare kunne tage hjem uden at svinge forbi. Det er alt for længe siden jeg har givet dig et nakkedrag." han smilede drilsk et øjeblik og kastede så et spørgende blik over skulderen på Alexander, før han så den anden i øjnene igen, denne gang med tydelig nervøs alvor "Der er et par ting jeg godt ville fortælle dig ansigt til ansigt. Har du en times tid i overskud?" han blev rastløst stående på gangen udenfor døren, selvom han mente at kunne høre aktivitet indefra, der ikke kun stammede fra en kat og eventuelt Brody. [/blockquote] TAG Alexander Young & Stuart Felton OUTFIT here [/color][/url] NOTES ---[/font][/size][/right]
|
|
|
Post by Alexander Young on Sept 15, 2011 22:32:53 GMT
Shining, sparkling little centers of the universe Tag: Stuart Felton & Todd Monroy Alexander nåede lige nøjagtig at se lettet på Todd og skulle til at vende sig halvt, for at præsentere ham for Stuart, da den næste sætning fulgte lige i kølvandet på den første og fik ham direkte tilbage på sit tidligere spor. Hans øjne var store og blikket insisterende, men der kom intet mere konkret svar og han ved blev blot at se frustreret på vennen, lige til han havde afsluttet sin ligegyldige tirade af informationer, der blegnede i sammenligningen med hans overvejelser omkring den lille Donias helbred.
Julie var allerede ramt af en mystisk sygdom, der tog hendes kræfter og frustrerede hele familien uendeligt. At Donias sundhed også skulle være truet var virkelig alt for meget og han var lige ved at ruske Todd, for at få det direkte, da vennen med sin sædvanlige høflige venlighed i stedet fik ham til at himle med øjnene og flytte sig fra døråbningen. ”Stuart, Todd. Todd, Stuart,” remsede han ligegyldigt op. ”Stuart er her med sin datter September, Todd spytter ud omkring sit formål med at være her og dropper sine kryptiske formuleringer nu, medmindre han vil have Brodys kattekilling pudset på sig.” Han puffede døren i med en fod og så nu både bydende og utålmodigt på Todd.
|
|