Our lifes evolve around the tiny stars

[stu]

Stuart havde rejst sig, og stod nu, lænet op af spisebordet, med armene lagt over kors. Det venlige men finurlige smil, kunne findes på hans smalle læber, og begge bryn blev ligeledes hævet i en undrende grimasse, da Todd nervøst nærmede sig køkkenbordet i Alexanders utålmodige selskab.

Han gik mod Todd med fremstrakt hånd, for at præsentere sig, men udvekslingen blev ligegyldig, da Alexander allerede var videre til det næste emne. Stuart tog hånden til sig, hvorefter han daskede let til Todd med albuen. ”Killingen er ikke farlig... men... for hans helbreds skyld”, brummede han smilende til Todd, hvorefter han blinkede drillende til ham. Stuart hentydede selvfølgelig til den frustrerende Alexander, der ganske åbenlyst ville have et specielt svar, inden for kort tid. Stuart havde ikke den fjerneste idé om, hvad helvede der skete omkring ham, så smilet var ikke forsvundet. Han havde stadig ikke fanget alvoren, skønt den nervøse Todd havde sat tanker i gang.

Efter at have stirret på de to magikere, fløj begge hans bryn i vejret i panden. ”Jeg kigger til de to unger...”, sagde han venligt, hvorefter han vendte ryggen til dem, for at sætte kursen mod Brodys værelse. Det kunne jo være, at det emne de skulle berøre var privat, og eftersom han ikke selv kendte til denne Todd, ville han ikke trænge sig på. Man dukkede ikke op uanmeldt, hvis ikke der var tale om problemer af lettere alvorlig karakter.

[Todd Monroy]

(A friend is the one that knows all about you),

[/color][/size]
(AND STILL LIKES YOU)

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -[/center]

Todd sendte Alexander et undskyldende blik da frustrationen blev tydelig på den andens ansigt, og kendte ham godt nok til at vide, at han var tæt på at få et nakkedrag eller en skulderlammer. I hvert fald hvis de havde været 16 endnu. Han rablede hurtigt endnu en masse overflødige ord af sig og gik så ind i den velkendte lejlighed og nikkede venligt til den anden der befandt sig i stuen. Han genkendte ham og huskede udemærket navnet, selv fem år efter de havde forladt Hogwarts. Han havde altid været god til at huske navne og ansigter og året som præfekt havde sat de fleste fast i hans hukommelse.

Han gik et skridt frem mod Stuart og rakte som ham hånden frem til hilsen, før begge deres forsøg på præsentation blev forpurret af en utålmodig Alexander. Todd så undskyldende på Stuart et øjeblik, før han drejede hovedet mod Alexander og flyttede lidt uroligt på sig, som om han tog tilløb til at sige noget. Før han fik taget sig sammen, talte Stuart igen og han så på ham igen og rystede på hovedet med et venligt smil "Du behøver ikke gå for min skyld. Det er ingen international hemmelighed.." han smilede skævt, og stadig tydeligt nervøst, før han vendte ansigtet mod Alexander endnu en gang og besluttede bare at buse ud med det første han havde på hjertet "Donia er gravid... efter planen er hun sat til at føde i marts." hans blik flakkede et splitsekund, før et bredt, alt for lykkeligt smil trak hans mundvige op i et smil der næsten nåede fra øre til øre, sammen med en dejlig følelse af endelig at have sagt det højt til nogen, der netop ikke var Donia.

[/blockquote]

TAG Alexander Young & Stuart Felton
OUTFIT here

[/color][/url]
NOTES ---[/font][/size][/right]

[Alexander Young]

Shining, sparkling little
centers of the universe
Tag: Stuart Felton & Todd Monroy

Alexander var udmærket klar over hvor uhøflig han var, men han trampede direkte hen over pæne manerer og krævede at få at vide hvad i alverden Todd mente. Han var klar til at stikke vennen et ordentligt nakkedrag, da han endelig busede ud med grunden til at han var dukket op og efterlod Alexander helt tavs i adskillige sekunder.

”... Undskyld hvad?”

Han løftede den ene hånd, for at klø sig i nakken, og lignede sit gamle jeg så meget, at man næsten skulle tro tiden var blevet skruet fem år tilbage for et kort øjebliks skyld. Det lallede lykkelige smil på Todds læber endte dog med at smitte, før Alex trådte frem, skubbede hårdt til vennens skulder og endte med at omfavne ham. ”Tillykke, gamle dreng,” brummede han, før han slap ham igen. ”Har du hørt det Stu? Lille bitte Donia Allaway...” Han stirrede lidt ud i luften med et pudsigt ansigtsudtryk.

I mellemtiden havde Brody stukket hovedet ud, forstyrret i sin leg med September, af lyden af stemmer. Han kiggede først spørgende på Stuart, men fandt så et bekendt ansigt ovre ved sin far og spærrede begge de brune øjne op. ”Stuuuu?” Udbrød han. ”Hvorfor krammer far onkel Todd?”

[stu]

Stuart betragtede Todd, med et bredt smil. Han nåede at sende Alexander en lammer, som for at få ham til at reagere, inden han rakte ud efter Todds hånd, for at trykke den varmt. ”Jeg går ud fra, at det er din kæreste eller kone. Stort tillykke!”, udbrød han varmt, hvorefter han trådte tilbage så Alexander kunne få lov.

Stuart vendte sig mod Brody, hvorefter han lagde en kammeratlig hånd på ryggen af den lille knægt. ”Fordi onkel Todd skal have en lille purk som dig. Du må hellere sige tillykke”, mumlede han stille til knægten, hvorefter han blinkede til Brody. Stuart puffede ham roligt over mod Todd og Alexander, hvorefter han krydsede gangen, for at kaste et blik ind til September. Hun betragtede sin far, rejste sig uden et ord, hvorefter de sammen gik tilbage til stuen. ”Sig tillykke, prinsesse”, hviskede han stille, stadig smilende, hvorefter September gik over mod Todd, den nyankommende, og rakte sin spinkle hånd frem mod ham. ”Tillykke Hr.”, sagde hun stille, uden rigtig at fæstne sit blik i hans. Tydeligvis genert. De sorte rande under øjnene var blevet tydeligere. Besøget havde ikke rigtig hjulpet på hendes sygdom, måtte Stuart stille konstatere.

Han stillede sig bag hende, efter de havde hilst på hinanden, hvorefter han trak hende op til sig. ”Min datter September Fellton... hun har døjet med en del sygdom her den sidste periode, og nu troede vi egentlig det var væk...”, forklarede han Todd, hvorefter han sendte ham et kort smil. Han strøg sin datter over kinden, hvorefter han trak sig tilbage. Nyheden var fantastisk – Todds lykkelige ansigt talte sit tydelige sprog.

[Todd Monroy]

(A friend is the one that knows all about you),

[/color][/size]
(AND STILL LIKES YOU)

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -[/center]

Todd så både nervøst og utålmodigt på Alexander efter at være buset ud med den første grund til sit besøg. Han løftede en hånd og strøg den over nakken da kammeraten meget ukarakteristisk var tavs i flere sekunder og nikkede så bekræftende til hans spørgende tonefald "Mhmmm..." Stuart var den første til at reagere og Todd tog den andens hånd med strålende øjne og nikkede let "Kæreste... siden vores sidste år, og tak." smilet truede med at vokse helt ud over hans ansigts proportioner, da beskeden endelig lod til at dæmre for Alexander og han rømmede sig forlegent da den anden skubbede til hans skulder og gengældte efterfølgende omfavnelsen, uden at smilet på hans ansigt tog af i styrke "Tak.. jeg tror ikke helt jeg har fattet det endnu." han skar en lille grimasse mens han trak sig væk igen "Det var ikke ligefrem planlagt, men.." han mærkede sine kinder blive en smule varmere og Brody kom som en gylden afledning.

Todd lyste op i et nyt varmt smil som han drejede hovedet og så på Alexanders krølhårede lille kopi, der lignede sin far mere og mere for hver dag der gik. Han lod sig synke ned på hug og rakte en hånd ud mod drengen, mens han sendte et hurtigt smil til Stuart der forklarede sagens sammenhæng. Så så han på Brody igen og vinkede purken nærmere med en håndbevægelse "Fordi din tante Donia skal have en lille baby til foråret. Næsten på samme tid som alle de små lam kommer." han sendte drengen et drillende smil og tilføjede så "Og hvor er mit kram forresten, Brody-bear?"

Efter at have hilst forsvarligt på Brody, så han på den lille sorthårede pige, der tydeligt genert rakte hånden frem mod ham. Han blev siddende på hug med den ene arm omkring Brody, mens han gav pigen den anden og trykkede den blidt og med et nyt varmt smil "Mange tak..." han så op på Stuart den kom nærmere, nikkede til den andens ord og så på pigen med et nyt smil "Mon ikke du er frisk som en havørn igen snart.."

[/blockquote]

TAG Alexander Young & Stuart Fellton
OUTFIT here
NOTES ---

[Alexander Young]

Shining, sparkling little
centers of the universe
Tag: Stuart Felton & Todd Monroy

Alexander var temmelig paf, imens han forsøgte at forestille sig den lille Donia med et barn i maven og fejlede fuldstændig. Det var dog fuldstændig umuligt ikke at blive af den strålende glæde og han blottede selv tænderne i et smil, da han trådte tilbage og slap Todd igen. Som Brodys uskyldige spørgsmål trængte igennem, drejede han selv hovedet og skulle til at svare. Inden han fik ordene ud, havde Stuart dog allerede klaret ærterne og han kunne selv nøjes med at smile bredt og nikke bekræftende. ”Fantastisk,” kommenterede han, lettere mundlam. ”Knap ude af Hogwarts...”

Brodys reaktion på nyhederne var noget anderledes end hans fars. Han så undrende op på Stuart, men fulgte så det insisterende puf over imod Todd og lyttede til en forklaring, der gav moderat mere mening end ordet 'purk,' som han ikke rigtig vidste hvad betød. Hans øjne blev store imens han betragtede sin fars ven og kløede sig selv lidt på armen, hvor Futsko havde kommet til at rive ham i morges. ”En baby?” Han ignorerede spørgsmålet og rynkede panden tænksomt, imens han gik tættere på og gav det påkrævede kram. ”Skal Dondon og dig så flytte fra hinanden?” Spurgte han bekymret.

Alexander udstødte et muntert fnys og tog hånden op for munden for at skjule sit smil. Han vidste præcis hvad der fik spørgsmålet til at dukke op og brød hurtigt ind. ”Nej, Brody. De fleste voksne, der får børn sammen, er kærester som Don og Todd. De bliver sammen, ligesom Jessicas forældre. Jeg og Stu er bare nogle sære snegle.” Han smilede og blinkede til begge unger.

Brody så ud til at være en anelse beroliget og vendte sin opmærksomhed tilbage imod September lige ved siden af ham, imens hun trykkede Todds hånd. Ved substitutions-onklens forsikring nikkede han selv. ”Du skal bare drikke masser af te med honning, det siger min mor selv, Sebbe,” kommenterede han beroligende, før han vristede sig fri og erobrede hendes hånd igen. ”Kom, kom, kom. Du skal se det som at jeg ville vise dig” beordrede han, imens han trak af sted med hende. De voksne var tydeligvis ikke lige så interessante som den blegnæbbede legekammerat var.

[stu]

September lod villigt sin hånd fanges af Brodys. Hun skævede til den nyankommende, hvorefter hun langsomt vendte sig mod sin far, der stod stivnet med hænderne i lommen. Hun kunne se på ham, hvad han tænkte. Det havde hun altid kunne.

”Men nogle forældre vil heller ikke se deres barn, fordi de måske kan noget som ingen andre kan...”, sagde hun stille, uden at tage blikket fra sin far, der rømmede sig forlegent. Hun vendte rundt, sænkede blikket, og lod Brody føre hende væk fra forsamlingen.

Stuarts smil var forsvundet. Et kort øjeblik stod han forbandede situationen, hvorefter han temmelig påkrævet lyste op i en smilende grimasse. ”Moderen er muggler, og September er metamorphmagus ligesom mig. Prøv at forestil jer, at man er uvidende om den magiske verden, og pludselig føder et barn hvis hår skifter farve...”, brummede han i et dræbende ironisk tonefald, hvorefter han forlod spisebordet for at betræde køkkenarealet. Han åbnede køleskabet, og fandt tre flasker lyst øl, som han vendte tilbage med. Et kort intetsigende blik blev sendt i drengenes retning, hvorefter han parkerede sig selv på sin plads fra tidligere.

Han lænede sig tilbage i stolesædet, med armene lagt over kors. Ivrig efter at skifte emne, til noget der var mere muntert. ”Nå, Todd, det er jo ikke rimeligt jeg skal sidde her og være lyseslukker”, udbrød han lavmælt, men oprigtigt hvorefter han nikkede mod en stol overfor ham. ”Hvor er det I bor henne?”, spurgte han hvorefter han rynkede de markerede bryn i panden. ”Er det ikke noget med, at du er en slags landmand?”, tilføjede han kortvarigt efter, hvorefter han snøftede lavmælt.

[Todd Monroy]

(A friend is the one that knows all about you),

[/color][/size]
(AND STILL LIKES YOU)

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -[/center]

Todd skar en lille grimasse, uden at det brede smil på nogen måde aftog og så på Alexander med et sigende hævet øjenbryn "Knap og knap. De sidste fem år er vel ikke gået din næse komplet forbi?" drillede han, og smilede så endnu bredere mens hans lyse øjne spillede både nervøst og forventningsfuldt "Men ja, det er fantastisk..." han udstødte en lille munter lyd "Fanstastisk, uvirkeligt og direkte skræmmende..."

Hans opmærksomhed gled midlertidigt til Brody der viste sit krøllede hovede og han fulgte selv op på Stuarts forklaring. Han nikkede da drengen tænktsomt gentog dele af hans ord og smilede varmt igen "Mhmm.. en lille baby..." han holdt hænderne op lidt fra hinanden for at illustrere og lagde så armene om Alexanders søn i et varmt kram og så et øjeblik helt forkert ud i hovedet ved drengens bekymrede spørgsmål. Han trak sig lidt tilbage og så undrende på drengen, mens Alexander kom ham i forkøbet med et svar og han selv endte med at purre op i Brodys hår og tilføje "Ikke på vilkår, Brody-bear. Jeg kan slet ikke undvære Dondon. Hvem skulle så jage mig op om morgenen og sørge for jeg får aftensmad måske." han blinkede konspiratorisk og hilste så i stedet på Stuarts datter.

Han rejste sig op igen efter hun var vendt tilbage til sin far, og rynkede panden let over hendes tilføjelse, der virkede så meget ældre end hendes unge år. Han smilede forsøgsvis og så op på Stuart der hurtigt begyndte at forklare og tog skar en lille grimasse og nikkede forstående "Det problem tror jeg trods alt ikke vi får her.." indskød han halvhjertet, mens han hurtigt så på den sorthårede lille pige igen og derefter fulgte begge børn med blikket som de forsvandt ind på Brodys værelse igen.

Han blev stående og så på Alexander igen, mens det alt for brede smil igen indfandt sig på hans alvor og lod sig så dumpe ned på stolen overfor Stuart, da denne havde sørget for forfriskninger til dem alle tre. Han smilede forsikrende til Stuart og trak den ene flaske til sig uden at kommentere på den andens første ord "Irland. En lille by der hedder Portglenone. Jeg er født og opvokset der." han åbnede flasken og nåede lige at løfte den lidt, før han kom til at grine kort og skære en lille grimasse med et hurtigt sideblik til Alexander "En slags landmand, jo, det kan man vel godt kalde det. Vi avler får og opdrætter fårehunde ved siden af." han vippede flasken så den pegede mod Alexander et øjeblik og fortsatte klart drillende "Får som Alex nægter at lære at fange."

[/blockquote]

TAG Alexander Young & Stuart Fellton
OUTFIT here

[/color][/url]
NOTES ---[/font][/size][/right]

[Alexander Young]

Shining, sparkling little
centers of the universe
Tag: Stuart Felton & Todd Monroy

Alexander slog lidt ligegyldigt ud med en arm og undlod at forklare at han mente at Donia knap var ude af Hogwarts. Det var måske nok tre år siden hun forlod skolen, men det føltes nærmere som et kort sekund.

I et kort øjeblik var Brodys opmærksomhed fanget og han var bekymret, men så snart forsikringerne var trængt ind igen, slæbte han igen af sted med September. Han var fuldstændig blind for det hun sagde om sin mor og mere fokuseret på at fortsætte deres leg igen. ”Kom, kom, kom,” messede han, imens han hev hende ind på værelset og pludrede ivrigt.

Modsat sønnike, havde Alexander opfattet lige præcis hvilken bitter undertone der var i Stuarts ord. Han rynkede panden en anelse, overvejede at sige noget, men fandt ingen ord og nøjedes med at tage imod den øl, der blev rakt ham. Han sank sammen imod den halvvæg, der skilte køkkenet fra stuen, og betragtede de to jævnaldrende med hovedet lidt på skrå og fnøs af Todds drillende bemærkning omkring hans egne evner som fårefanger. ”Dine irske pelsklumper er jo rene parodier på dyr, Monroy,” bemærkede han, imens han drejede sin øl lidt rundt i luften. ”Totalt uforudsigelige runde kugler af uld,” kom det brummende. Han tog en tår af flasken og smilede skævt over både skæbnens uforudsigelighed, de to knægte og børnenes pludren inde fra Brodys værelse.

[stu]

Stuart sendte et kort, intetsigende smil i Todds retning, da han halvhjertet indskød at det nok ikke blev det problem de ville døje mest med. ”Det håber jeg satme heller ikke for dig... Der må være grænser for galskaben”, brummede Stuart hvorefter han efterlod de to drenge mentalt. De mørkeblå øjne hvilede tungt i flaskens væske, hvorefter han tog en massiv tår.

Da Todd igen krævede hans opmærksomhed, vendte Stuart sin sparsomme opmærksomhed mod Alexander. ”Er det ikke bare...”, brummede han hvorefter han pludselig smækkede fødderne op på bordet. Stuart vendte sig mod Todd og pegede på ham med øllens spids. ”Ærlig talt. Jeg ville ganske langsomt bevæge mig hen imod dem, og så kaste mig over den. Prøv at forestille jer, at få 80 kilo i hovedet... jeg tvivler ærlig talt på, om den nogen sinde kommer sig over den hjerneskade jeg kunne påføre den”, sagde Stuart alvorligt, hvorefter han klukkede hæst. Han drak en enkel tår, hvorefter han skar en grimasse. ”Hold da kæft, det er dårlig smag det her, Alex...”, brummede Stuart, hvorefter han lo igen. Stuart vendte sig kort mod Alexander, hvorefter han vendte tilbage til fåreemnet. ”Og den eneste grund til, du ikke kan lide de stakkels dyr, er jo fordi du ikke kan fange dem”, drillede Stuart og stillede øllen fra sig på bordet.

”Hvordan kan det være, at du lige satsede på at blive landmand?”, spurgte Stuart og sendte et interesseret blik i Todds retning. Selv havde Stuart aldrig klappet en ko... hvis ikke han havde befundet sig på Hogwarts, var han hjemme og stjal biler eller brød ind i gamle lagerbygning. Stuart havde aldrig sat sin fod på landet.

[Todd Monroy]

(A friend is the one that knows all about you),

[/color][/size]
(AND STILL LIKES YOU)

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -[/center]

Todd overså komplet Alexanders overbærende udtryk og udslående arm, mens han fulgte Brody og September med blikket indtil begge børnene forsvandt ud af syne. Han smilede bredt og hovedrystende mens han rejste sig igen, og så svagt beklagende på Stuart uden at sætte flere ord på de ting der lå mellem linierne i den andens bitre ord. I stedet smilede han skævt og gav Stuart et flygtigt klap på skulderen da han selv fik overrakt en øl "Såvidt jeg kan se, så har du gjort det glimrende indtil nu." han gjorde et sigende kast med hovedet mod lyden af lyse barnestemmer og sank så ned ved spisebordet som de to andre.

Han tog endnu en slurk af sin øl og lagde så nakken tilbage med en kort, afslappet latter over Alexanders forsvar. Han vendte sig sidelæns på stolen og skævede over på vennen med hævede bryn "Dårlige undskyldninger er der nok af.." han drejede hovedet mod Stuart igen og rynkede brynene let mens den anden talte og endte så med at komme til at grine igen. Han pegede på Stuart med den hånd der også holdt flasken "Det der, ville jeg godt se. Hvornår slår du vejen forbi Irland? Jeg har et par madammer der sikkert godt vil være forsøgsdyr." han satte flasken for munden igen og var lige ved at få den næste slurk galt i halsen da Stuart fortsatte og han selv så drillende på Alexander "Der kan du høre.. Jeg er ikke den eneste."

Han drejede hovedet mod Stuart igen og skar en lille grimasse over spørgsmålet der kom op. Alvoren indfandt sig igen i hans ansigt, selvom smilet ikke forsvandt helt "Hvorfor.." han trak på skuldrene og drejede flasken mellem fingrene "Det valgte nok mig mere end jeg valgte det, men jeg er glimrende tilfreds, det er slet ikke det." han kneb øjnene lidt sammen og fortsatte "Jeg satsede faktisk på at blive ministerie-ansat. Stadig med landbrug som speciale, men skæbnen ville det anderledes." han smilede svagt "Min far havde et uheld og kunne ikke selv køre gården videre, så jeg sprang til. Og nu kan jeg ikke forestille mig at skulle lave noget andet."

Han tog endnu en tår af flasken og satte den så fra sig med et sideblik til Alexander "Der var faktisk en ting mere..." han rømmede sig nervøst og begyndte at rode efter noget i sin ene bukselomme "Jeg var i East Sussex i går.. for at spørge Mortimer om noget, og jeg håber jeg kan nå over Swansea inden jeg tager hjem i dag.." han trak en lille sort æske op fra lommen og satte på bordet, mens han skævede sigende til Alexander og håbede den anden fangede den slet skjulte mening i hans ord.

[/blockquote]

TAG Alexander Young & Stuart Fellton
OUTFIT here
NOTES ---