|
Post by Caroline Abbey on Jul 11, 2011 15:45:39 GMT
Friends are those rare people who ask how you are and then wait for the answer
Caroline strøg fingrene gennem håret, inden hun rakte ud og hev fat i sit halstørklæde. Selvom det var sommer, var vejret blevet køligt igen efter den tidligere hedebølge og vinduerne i hendes lejlighed var alle lukkede, som værn imod både vildfarne regndråber og vindstød i de tidlige eftermiddagstimer.
Varmen var forsvundet fra både luften og hendes seng og hun havde begravet sig selv i arbejde i hele den sidste uge, uden at efterlade reel tid til, at lade sine tanker vandre. Når opgaverne på kontoret var overståede, så var der altid læsestof omkring både nutid, fortid og fremtid. Der var forberedelser på mulige karrieremuligheder, ekstra kopper med kaffe til både undersekretær, minister og hundrede og sytten andre. Alligevel kunne hun ikke forhindre sig selv i at spekulere, forundres og gruble. En enkelt gang havde hun fundet sig selv foran et stykke pergament og vitterligt overvejet at give sig til at skrive sine tanker og spørgsmål ned, men hun havde hevet sig selv væk fra tanken, ganske overbevist om, at hun alligevel ikke ville vide hvad hun skulle skrive.
I dag var første gang hun havde en privat aftale og hun vidste, at emnet ville komme op. Hun kendte sig selv godt nok til at vide, at når først hun sad overfor veninden, så blev hun nødt til at fortælle hende hvad der var sket. Måske var det også en god ting at få det ud i verden, over sine læber og få sat ord på alt det, der foregik inde i hovedet på hende. Uanset hvad det var, så ville det i hvert fald ske. Så meget var sikkert. Tanken fik hende næsten til at smile i et øjeblik. Forudsigelighed var bestemt ikke en ensidigt dårlig ting. Hun trak vejret dybt ned i lungerne, inden hun drejede om på stedet og forsvandt ud af syne.
Et splitsekund senere dukkede hun op på en stille vej, mange kilometer fra London. Godrics Hollow var stille i den tidlige aften. Duften af folks aftensmad hang i luften og rundt omkring var folk begyndt at tænde lyset indenfor. Det gjaldt også i det hus, der var hendes destination, og som hun nu bevægede sig hen imod med raske skridt. På få øjeblikke var hun ved havelågen og stod lidt efter foran hoveddøren. Hun rettede ryggen en anelse og rømmede sig per refleks, inden hun hævede den ene hånd, for at banke på.
Tag: Eilionoir Eads ● Outfit: Here
|
|
|
Post by Eilionoir Eads on Jul 11, 2011 20:02:09 GMT
Hey my friend, it seems your eyes are troubled, care to share your time with me?
Det simrede let fra den lille gryde med traditionel skotsk kyllingesuppe, som Eilionoir ved hjælp af magi rørte forsigtigt rundt i med en træske. Hun rakte næsen indover den sorte gryde og duftede til den gyldne suppe. Duften mindende hende om de få gode tider, som hun havde haft i hendes faderland, og hun savnede nu det vilde men smukke Skotland. Hun lod skeen blive ved med at røre i gryde og rettede på hendes hår imens, der var ved at falde ud af den bekvemme knold, som hun havde sat på toppen af hendes hoved. Jo længere tid hun brugte med hovedet hen over gryden, jo mere rodet blev hendes krøllede hår på grund af dampene. Hun var ikke uvant i et køkken, men hun var dog heller ikke på ”hjemmebane”. Af samme grund foretrak hun nok også mad, som hun kunne lave i gryder, da hun efterhånden var ret vant til at håndtere dem.
Det var hendes friaften, hvilket også var velfortjent, hvis hun selv skulle sige det. Studiet havde taget hårdt på hende de sidste par dage, og hun måtte til sin store forargelse indrømme, at hun for en gangs skyld var glad for at slippe for studie, eliksirer og mr. Hart. Mr. Hart var taget ud for at mødes med en af hans kollegaer i London, derfor var Eilionoir alene i det lille hus i Godric’s Hollow. Huset var indrettet med et lille køkken, et eliksirlokale, et lille kammer nedenunder og et soveværelse ovenpå. Det lille trange køkken, som Eilionoir befandt sig i, havde kun det allermest nødvendige: et lille gammelt komfur, et spisebord med to stole, skabe og en vask med et vindue henover.
Selvom hun var glad for denne lille friaften, kunne hun ikke lade være med at tænke på, hvad der mon ville ske, hvis hun tilsatte lidt mere troldnød i den næste stormhatte eliksir og brugte en mindre gryde. Hun tænkte for sig selv, at hun ligeså godt kunne indse, at hendes tanker ikke kunne sværme om andet end eliksirer for tiden, da det bankede på døren. Hun havde næsten helt glemt, at hun havde en aftale med Carrie, derfor blev hun glædeligt overrasket, da hun blev mindet om det. Hun åbnede hastigt døren ud til, hvor Carrie rigtigt nok stod. Eilionoir smilte stort, da hun blev bekræftet i, at hun havde haft ret i, at det var hendes gamle veninde, der stod derude. ”Carrie! Jeg havde regnet ud, at det måtte være dig!” udbrød hun imens at hun træk Carrie ind til et stort og varmt knus.
[/center]
|
|
|
Post by Caroline Abbey on Jul 11, 2011 21:16:03 GMT
Friends are those rare people who ask how you are and then wait for the answer
Caroline ventede lettere utålmodigt på, at døren ville gå op og afsløre hendes gamle veninde. Det var efterhånden lidt for længe siden, at hun havde set Eilionoir og nu mere end nogensinde, havde hun brug for at snakke med den bundlogiske tidligere klassekammeret og få hendes perspektiv på tingene. Med to travle liv og en sommerferie, som der ikke var meget sommerferie over, var sociale hyggevisitter lidt for få, men hun var glad for, at hun endelig havde fået ryddet en lørdag aften fuldstændig, for at tage til Godrics Hollow og nu stod foran døren indtil det lille hus, der var Eilionoirs hjem.
Da døren gik op for at afsløre netop veninden, lyste Caroline hurtigt op i et varmt smil. Hun trådte et kort skridt tættere på døren og åbnede selv sine arme, for at besvare Elis knus. ”Selvfølgelig er det mig,” kommenterede hun, imens hun holdt fast i et lille øjeblik, før hun atter trådte en anelse bagud. Smilet lå stadig på hendes læber, som hun lod blikket finde venindens og ikke kunne lade være med at være lettet over at se et både kendt og venligt ansigt. Hun rømmede sig en enkelt gang, før hun trådte forbi Eilionoir og ind i det lille hus, uden nogen særlige høflighedsfraser, som den anden alligevel aldrig rigtig havde forstået at sætte pris på.
Vel inde, trak hun trøjen af og hang den på en knage, før hun så sig nysgerrigt rundt og hendes blik endte på den anden unge kvinde igen. Hun snusede lidt ind og smilede skævt. ”Det dufter fantastisk,” bemærkede hun, imens hun hev lidt ned i sin T-shirt og lagde hovedet lidt på skrå. ”... Og det er virkelig godt at se dig, Eli.”
Tag: Eilionoir Eads ● Outfit: Here
|
|
|
Post by Eilionoir Eads on Jul 11, 2011 21:58:16 GMT
Hey my friend, it seems your eyes are troubled, care to share your time with me?
Det var længe siden, at Eilionoir og Carrie havde snakket sammen. Eilionoir huskede, at de havde hilst på hinanden en dag, at Eilionoir var i London efter nogle friske ingredienser, men at de begge havde for travlt til at udveksle ret mange ord. Eilionoir havde erfaret, at man blev nødt til at holde kontakten, hvis man skulle bevare ens tætte forhold. Men det samme gjaldt også for uddannelse og karriere, det kunne man heller ikke forsømme, hvis man ville have succes.
Eilionoir smilte venligt tilbage til Carrie, da det også vakte glæde i hende at se et velkendt og trygt ansigt. Hun lukkede derefter den tunge trædør, efter at de begge var trådt indenfor. Hun gik hen til et af skabene over vasken, og lod Carrie sørge for sig selv, imens at hun fandt to lerskåle frem. ”Det synes jeg også.” kommenterede hun som en respons på Carries ros af hendes suppe imens at hun stod på tæer for at nå skålene. Hun placerede skålene på det lille to mands bord, der var lyst op af en gylden lysestage med hvid stearin dryppende ned af siderne. Hun lod da sit blik falde over på Carrie og svarede, ”Det ved jeg godt, at du synes. Jeg kan se det på dit ansigt. Men jeg håber, at det er bedre at snakke med mig end at se på mig. For jeg må indrømme, at jeg er mere glad for dit selskab, end dit udseende.” Det hele var mere velment end det egentlig kom ud, og blev også serveret med et venligt smil. Hun fandt så to træskeer frem og lagde ved hver skål, og begyndte straks efter at øse suppe op i de to skåle ved hjælp af en stor øseske, som hun styrede med magi. Det samme med den første fyldte skål, som hun fik fløjet over til det lille bor uden hænder og uden at spilde. Eliksir og dermed væskehåndteringen igennem mange år havde betalt sig.
[/center]
|
|
|
Post by Caroline Abbey on Jul 11, 2011 22:46:19 GMT
Friends are those rare people who ask how you are and then wait for the answer
Caroline tørrede hurtigt sine ballerinasko af i dørmåtten indenfor og smilede lidt af Eilionoirs respons på hendes kompliment. Det var lige præcis hvad hun ville have forventet af veninden. Hvor det måske ville have forundret andre, at hun ikke takkede for rosen, var Caroline i lige præcis Elis tilfælde fuldstændig ligeglad med den lille bitte indiskretion. Hun havde formentlig undret sig en hel del, hvis hun havde fået noget som helst andet svar og nikkede blot bekræftende, som hun fulgte veninden med blikket. Hendes fingre strøg mørke lokker om bag ørerne igen, imens hun trådte et par skridt ind i det lille trange køkken. Hun så op på Eli, da hun talte og lagde hovedet en anelse på skrå, uden at tage sig af den måde veninden som sædvanlig skar alting ud i pap på. ”Det er en metafor. At man er glad for at se nogen, betyder netop, at man er glad for at have deres selskab igen,” informerede hun, vanen tro en anelse belærende, men ikke det mindste irriteret. Hendes blik strejfede lidt rundt og hun kiggede nysgerrigt på komfuret. Et skævt smil fandt sin vej til hendes læber, da indholdet af den lille gryde stod klart for hende og øjeblikket efter forlod en munter lyd hende. ”Suppe,” mumlede hun. ”Selvfølgelig.” Hun fugtede sine læber og rømmede sig lidt. På et splitsekund var alle tankerne, trykket lidt i baggrunden af hendes glædelige gensyn, tilbage for fuld styrke. ”Det ser rigtig godt ud,” bemærkede hun, imens hun stak begge hænder i sine bukselommer. Allerede nu trippede hun efter, at komme af med det, der lå hende så kraftigt på sinde. Hun rømmede sig igen og bed lidt ned omkring sin underlæbe, imens veninden styrede øseske og skål uden det mindste problem. ”... Eli? Der er sket noget ret... Sindssygt,” fik hun frem, lettere klemt, som hun stod der og følte sig frygtelig meget som en teenager igen.
Tag: Eilionoir Eads ● Outfit: Here
|
|
|
Post by Eilionoir Eads on Jul 11, 2011 23:20:55 GMT
Hey my friend, it seems your eyes are troubled, care to share your time with me?
Isolationen i mr. Harts hus i den lille landsby havde virkelig taget på Eilionoirs allerede begrænsende sociale evner. Hun var ikke særlig god til billedsprog i forvejen, men kunne godt fange de mest almindelige og mest brugte metaforer, men nu var det næsten helt væk. Derfor var det et lidt forlegent ”åh”, der kom over Elis læber, da hun kom i tanke om, at Carrie havde så evigt ret, og at hendes hjerne bare havde glemt det et øjeblik. Hun kiggede ned et øjeblik. Det var dog ikke så slemt, for som hun endte med at konkludere tilfreds, ”så er vi jo enige.”
Eli skænkede suppe op i den sidste skål og servede det ved bordet, imens at hun undrede sig over, hvorfor at det mon var en selvfølge, at de skulle have suppe. Hun rystede det dog hurtigt af sig, da hun havde alt for travlt med at finde små fuldkornsbrød frem i en lille flettede kurv, som hun også satte på bordet inden hun selv satte sig ned på en af stolene. Suppe. Brød. Skål. Ske. ”Vær’s’go’!” erklærede hun stolt.
Der havde været noget mærkeligt ved Carrie lige siden hun trådte indenfor, og Eilionoir kunne også mærke det inden Carrie tilkendegav, at alt ikke var, som det skulle være. Men hun havde svært ved at fornemme, om hun var ked af det, bange, spændt, flov eller vred. Ordene foruroligede dog Eilionoir lige meget hvad, for at dømme efter det Carrie havde sagt, var der sket noget stort for veninden. ”Hvad er der sket, Carrie?” sagde hun nu med et mere alvorligt tonefald end før, hvor hun var lige lovlig munter over hendes egen kogeegenskaber. Hun lagde ansigtet i alvorlige folder og afventede svar, før at hun satte tænder i den noget sparsomme aftensmad.
[/center]
|
|
|
Post by Caroline Abbey on Jul 11, 2011 23:50:59 GMT
Friends are those rare people who ask how you are and then wait for the answer
Caroline hævede et enkelt øjenbryn af veninden og nikkede så kort. ”Det er vi, ja,” konkluderede hun, før hendes opmærksomhed blev fanget af aftensmaden, der hurtigt bragte hendes tanker videre og tilbage på hændelser, der var forløbet for blot en uge siden. Hun fulgte Eilionoirs bevægelser lettere fraværende og satte sig endelig også selv ned på den frie stol, da veninden bød hende det. Den kriblende, akavede følelse sad dog stadig i hende og inden hun havde taget fat på det velduftende måltid, var hun allerede halvvejs i gang med at buse ud med det, der lå hende på sinde.
Hun rynkede panden og så over på Eli med bekymring som den mest fremtrædende følelse i sit ansigt. At hun også var dybt forvirret og lettere fortumlet, kom kun frem i et flakkende blik. Hun rømmede sig atter engang og rettede ryggen lidt. ”Der er sket... Noget virkelig mærkeligt,” begyndte hun tøvende. Hendes ene hånd fandt skeen, uden at hun dog stak den i suppen og begyndte at spise. I stedet rykkede hun blot lidt på den på bordet og så ned på den imens.
”Kan du huske Eric Wolfe? Lyshåret. Mugglerfødt. Hufflepuff. Fra Newcastle, ligesom jeg. Han var på vores årgang, men gik om på femte år...?” Hun rablede fakta af sig, imens hendes kinder antog en ukarakteristisk rød farve og mødte til sidst Eilionoirs blik igen, let spørgende, uden rigtig at vente på svar. ”Jeg mødte ham for noget tid siden hjemme hos min far. Vi spiste aftensmad hjemme hos hans familie og... Og så stødte jeg på ham igen på Diagonalstræde i sidste uge.”
Hendes mørke øjne flakkede igen fra veninden til bordet og hun fugtede nervøst sine læber, før hun fortsatte sin talestrøm. ”... Vi endte med at spise sammen hjemme hos mig. Suppe. Vin.” En lavmælt og klemt lyd forlod hende, før hun hævede en hånd og atter engang strøg en hårtot om bag ørerne. ”Vi gik i seng sammen, Eli. Eric og jeg.” Hun bed ned omkring sin underlæbe og kom til at smile svagt, men skævt, som et lille fnis forlod hende. ”... Flere gange,” tilføjede hun. ”Men jeg plejede at hade ham, Eli. Jeg kunne ikke udstå ham i skolen og nu... Nu kan jeg ikke holde op med at tænke på ham!”
Tag: Eilionoir Eads ● Outfit: Here
|
|
|
Post by Eilionoir Eads on Jul 12, 2011 9:51:41 GMT
Hey my friend, it seems your eyes are troubled, care to share your time with me?
Eilionoir tog skeen op I hånden, men holdt blikket på den nu rødkindede Carrie. Blodet havde nu frit løb i de små ydre blodkar, som havde udvidet sig, på grund af den øgede følelsesmæssige aktivitet Carrie oplevede. Derfor kunne Eli sige med sikkerhed, at dette var noget, som gik veninden meget på. ”Du er meget påvirket af dette, at bedømme ud fra dit røde hoved.” konstaterede hun mindre elegant og næsten pegende med hendes ske på Carries ansigt. Følelser var ikke lige hendes stærke side, og de normalt selvsikre sætninger fløj ikke ud af hende, som de normalt ville have gjort.
Eric Wolfe var en kilde til problemer for Carrie, da de gik på Hogwarts, og hun kunne derfor sagtens huske den lyshåret hufflepuffer. Hun mindes endda, at Carrie engang havde stukket ham en flad. Derfor nikkede hun hurtigt, da Carrie rablede flere fakta ud af sig, end det egentlig var nødvendigt. Navnet var rigeligt til at vække Eilionoirs hukommelse. Hun lyttede nysgerrigt til Carrie, for at finde ud af, hvor det hele førte hen, og hvad der dog var sket. Hun fyldte skeen med den ravfarvede suppe og tog en slurk, men holdt stadigvæk opmærksomheden på Carries fortælling. Hun tænkte ikke yderlige over, at suppen som hun selv havde serveret og suppen, som Eric og Carrie havde delt, kunne kobles til hinanden.
Eilionoir havde lige sunket en skefuld suppe, da Carrie kom til sagens kerne. Carrie havde fået tilfredsstillet hendes seksuelle behov, og kunne nu ikke lade være med, at tænke på manden. Eilionoir måtte indrømme, at hun var en anelse forvirret, og hendes mund åbnede sig undrende og hendes bryn samlede sig. ”Så problemet er, at du har fået sex, og ikke kan lade være med at tænke på det?” Hun kunne ikke helt udpege, hvad problemet skulle være. ”Eller… er der overhovedet et problem? Jeg forstår det ikke helt.” Der var vel ingen skam i, at få stillet en af de lyster, som alle havde.
[/center]
|
|
|
Post by Caroline Abbey on Jul 12, 2011 13:11:56 GMT
Friends are those rare people who ask how you are and then wait for the answer
Carolines øjenbryn røg en anelse op, samtidig med at hun slap skeen, der ramte bordet med en let klirren. Eilionoirs ord var dybt upassende, men hun burde selvfølgelig ikke ligefrem være overrasket over den direkte og usensitive ærlighed. ”Ja,” svarede hun kort for hoved. ”Ja det er jeg.”
Hun fortsatte videre ud i unødvendigt lange forklaringer med for mange detaljer, men da hun endelig havde fået sagt det, der reel var hende på sinde, tav hun endelig. Hun løftede skeen igen og stak den i suppen, glad for at have noget at beskæftige sig med. Inden hun nåede at stikke den i suppen, afbrød veninden hende dog igen og hun spærrede selv øjnene lidt op. ”Eli!” udbrød hun, imens hendes kinder antog en kulør meget lig en rødbede. Hun rømmede sig igen og så ned i suppen, uden at røre den. ”Jeg havde næsten glemt hvor ligefrem du er,” bemærkede hun tøvende, før hun så op med et lille smil. ”Problemet er...” Hun rynkede panden og stak skeen ned i suppen. ”Problemet er, at jeg har kendt ham siden altid. Hvis han nu var en eller anden mere eller mindre ligegyldig bekendt, så ville det være fint, men hele min familie kender ham. Jeg vil komme til at se ham igen og... Jeg har også lyst til at se ham igen.” Rynken forsvandt ikke fra hendes pande, men hun hævede sin hånd og tog den første prøvende skefuld, imens hun betragtede veninden alvorligt.
Et dybt suk forlod hende, inden hun smilede svagt. ”... Det lyder ikke som noget særligt problem, vel? Men det er det.” Hun fugtede sine læber, inden hun tog endnu en skefuld. ”Hvordan skal jeg kunne virke helt normal, når han og jeg har...? Vi var lige blevet helt venskabelige omkring hinanden og så ender vi.... I min seng.” Hendes panderynker vendte tilbage, som hun lukkede øjnene i et kort sekund, før hun atter så direkte over på Eilionoir. ”Kan du se hvorfor det er skidt? Jeg ender med at skulle sidde til en eller anden familiemiddag og kigge direkte på ham, uden at kunne tænke på andet end... Du ved.”
Tag: Eilionoir Eads ● Outfit: Here
|
|
|
Post by Eilionoir Eads on Jul 12, 2011 15:08:11 GMT
Hey my friend, it seems your eyes are troubled, care to share your time with me?
Eilionoir lagde ikke mærke til, hvordan at Carrie fandt hendes kommentar angående hendes kinders farve upassende og en anelse stødende, og hun spiste derfor ufortrødent videre. Hun var kun glad for, at hun havde haft ret i hendes antagelser.
Imens at Carrie måtte udpensle, hvad det egentlige problem var, tog Eilionoir et af de små runde brød og begyndte at brække et mindre stykke af det, som hun kunne dyppe ned i suppen. ”Man kommer længst ved ikke at undgå sandheden.” forsvarede hun sig selv med et stolt nik, da Carrie blev mindet om, hvor ligefrem at Eli kunne være. Det havde været en retningslinje for hende igennem næsten hele hendes liv. Sandheden frem for alt.
En alvorlig men smilende Carrie mødte Eli, da hun en gang imellem kiggede op på hende, når hun altså ikke havde for travlt med at spise brødstykker godt sølet ind i suppe. Efter at Carrie var færdig med at snakke, måtte Eilionoir tænke lidt, før at hun fortsatte, derfor så hun tavst ind i Carries øjne i få sekunder, før at hun endelig tilkendegav, ”Jeg tror godt, at jeg forstår det nu.” hun tyggede af munden og sank. ”Du er bange for, at det bliver akavet, og at du ender i en pinlig situation. Det kan jeg godt forstå, at du vil undgå. Det er ikke rart.” Selv Eilionoir kendte fornemmelsen af pinligt og akavet, og derfor var det rigtigt, når hun sagde, at hun godt kunne forstå hende. Eilionoir lagde ansigtet i dybe folder, som hvis hun skulle koncentrere sig om, at putte den rette mængde dråber i en eliksir. Denne gang var det dog ikke eliksirer, hun tænkte på, men hvordan hun mon kunne hjælpe hendes veninde.
Hun huskede Eric, som var et pragteksemplar af en mand, og hun kom derfor med følgende konklusion, ”Men det er ikke nogen skam, at finde ham attraktiv, altså forudsat at han ser nogenlunde ud, som da vi gik på Hogwarts. Han er helt klart en ønskelig mage, og du kan ikke selv styre om du synes det eller ej. Det ligger instinktivt i dig.” dette var måske det tætteste, at Eilionoir kom på de gamle råd om, at lade ens hjerte bestemme, og at man ikke selv kan vælge, hvem man forelsker sig i, så det måtte Carrie tage sig til takke med.
[/center]
|
|
|
Post by Caroline Abbey on Jul 12, 2011 16:39:59 GMT
Friends are those rare people who ask how you are and then wait for the answer
Caroline havde nær himlet med øjnene af Eilionoirs sikre og tilfredse erklæring. Det var ingen nyhed at hun betragtede sandheden som noget entydigt og betragtede den som noget nær det vigtigste i verden. Faktisk havde lige netop den betragtning været årsagen blandt samtlige af de skænderier og uoverensstemmelser de to piger havde haft med hinanden i deres skoletid. Det var intet under. For Caroline var sandheden hvad hun selv gjorde den til. Den kunne altid gradbøjes til det formål man ønskede og var sjældent sort/hvid eller bøjet i neon. At deres verdensbilleder i den henseende var dybt forskellige var dog ingen nyhed og det var ikke et emne hun gad diskutere for syttenhundrede gang lige nu. Hun så blot sigende på veninden og tog en dyb indånding, før hun åndede tungt ud.
Modsat Eilionoir, spiste Caroline kun suppen langsomt og rørte ikke brødet. Hun havde mere travlt med at få liret alle sine mange tanker af sig inden hun fortrød og klappede helt i igen. Den sidste uge havde flere og flere bekymringer og mulige scenarier hobet sig op i hendes hoved og selvom de kom ud helt forkert, så var det alligevel usigelig lettende at plapre løs til sin gamle veninde og få sat ord på dem. Da hun endelig tav lidt igen, strøg hun atter engang nervøst håret om bag sit ene øre og kastede sit fokus på suppen, som hun gav sig til at spise i den korte stilhed, der faldt. Hendes blik hvilede på veninden, da hun atter engang åbnede munden. Hun nikkede en anelse og rynkede panden lidt. ”Præcis,” svarede hun kortfattet. ”Chancen for det er noget nær et hundrede procent som situationen er nu,” informerede hun Eli, der så ud som om hun var i lige så dybe tanker som hun selv var.
Den næste konklusion, som kom imens Caroline atter engang havde hævet skeen til munden, fik hende atter engang til at spærre øjnene op. ”Eilionoir!” Udbrød hun igen. Hun lagde skeen fra sig og skjulte ansigtet i hænderne i et øjeblik. Da hun atter hævede hovedet, var hun igen pæonrød i pæren. Hun så bebrejdende på veninden. ”Sådan siger man altså ikke! Og jeg vil aldeles ikke have nogen... Nogen mage!” Hun så stadig irettesættende ud og havde hævet en finger, som hun gestikulerede med. Uden at ville det, kom hun dog hurtigt til at udstøde en munter lyd, imens hun kæmpede for ikke at smile. ”Det er uhøfligt at sammenligne mennesker med dyr på den måde, uanset hvor nøjagtig du synes ligheden er.” Hun smilede nu både skævt og ufrivilligt. ”... Og jeg har jo sagt, at det bliver akavet. Det kan være ligegyldigt hvor attraktiv jeg finder ham..”
Tag: Eilionoir Eads ● Outfit: Here
|
|
|
Post by Eilionoir Eads on Jul 12, 2011 18:14:06 GMT
Hey my friend, it seems your eyes are troubled, care to share your time with me?
Da Eilionoirs navn nærmest blev råbt ud i rummet, gav det et lille sæt i hende. Hun følte sig nærmest som en lille pige på Hogwarts igen, der fik skæld ud af en lærer, og det var kun Carrie, der kunne få hende til at føle sig så lille igen. Hun vidste nu, at hun havde overskredet den grænse, der for hende var så svær at se, og som hun var træt af at lede efter. Hun skammede sig dog, for det var ikke hendes mening at bringe Carrie i forlegenhed, for hun kunne godt lide Carrie, så måske burde hun gøre sig mere umage for ikke at krydse grænsen igen. ”Jamen! Mennesker er dyr…” skød hun tilbage på Carrie, og indså lidt for sent at Carrie nok mente andre dyr, der var mere lavtstående. Hun ville jo heller ikke selv bryde sig om, at hendes intelligens blev sammenlignet med en regnorms.
For at undgå at de kom ind i en af deres mange familiære diskussioner lukkede Eilionoir den af, ”Men det er ikke fokus lige nu!” Hun rettede sig op igen, og forlod tanken om, at være den lille skolepige, og blev voksen igen. Hun grublede over Carries samlede udtalelser, og stødte ind i et problem. ”Hvis du ingen…” hun stoppede sig selv for at finde et ord, som hun kunne erstatte mage med. ”… husbond vil have lige nu, hvad vil du så? Hvor seriøst er det?” Hvis hun havde tænkt sig, at deres forhold skulle munde ud i noget mere seriøst, så var det vel ikke så slemt med familiemiddagene? På den måde kunne de præsentere hinanden som kærester, og alt akavet kunne undgås. Men måske var Carrie mere bange for, hvad der ville ske, hvis deres forhold kun var meget kortvarigt, og de bagefter var tvunget til at se hinanden. Det ville ikke være særlig behageligt.
Eilionoir tog en sidste slurk af hendes suppe, og lagde skeen ned i skålen. Stearinlysene afslørede at Carrie næsten ikke havde rørt hendes suppe. Eilionoir var ikke bekymret for, om det var fordi at hendes madlavnings evner var fejlende, men hun var mere bekymret for, om Carrie nu fik nok at spise og gik sulten hjem. Bekymringer kunne virkelig tage på appetitten.
[/center]
|
|
|
Post by Caroline Abbey on Jul 12, 2011 18:44:33 GMT
Friends are those rare people who ask how you are and then wait for the answer
Caroline sendte Eilionoir et meget sigende blik med begge øjenbryn hævet, uden at kommentere på venindens rettelser. Hun rynkede i stedet panden alvorligt igen og rystede lidt på hovedet, fuldstændig enig i den tilbagetrækning, der fulgte et par øjeblikke efter. Heller ikke den havde hun noget at sige til og hun fandt blot sig selv stirrende ned i suppen, som hun derefter tvang sig selv til at tage endnu en ordentlig skefuld af, før hun rakte ud efter et stykke brød og forberedte sig mentalt på flere chokerende konklusioner fra Elis bundlogiske hoved.
Hvad hun ikke havde været forberedt på, var det spørgsmål der fulgte. Hun så en anelse overrasket ud i et øjeblik, men rømmede sig så og pillede små stykker af brødet, imens hun så veninden i øjnene uden flere dramatiske udbrud. ”Husbond, mage...” Hun rynkede lidt på næsen. ”Du ved da, at jeg ikke har tid til den slags. Der har ikke været nogen sådan siden Anthony.”
I et kort øjeblik sænkede hun blikket eftertænksomt, men så smilede hun lidt igen og så op. ”Det er bare... Sex.” Hun hævede et øjenbryn og så næsten drillende på Eilionoir. ”Med hele din pragmatiske tilgang til alting burde du da om nogen forstå den slags,” bemærkede hun, før smilet veg lidt igen og hun bed sig lidt i underlæben. ”... Eller altså... Det er lidt min pointe. Det burde bare være sex, men fordi det er Eric kommer det bare til at have alle de her fuldstændig uønskede følgevirkninger. Med alle andre kan det være ligegyldigt, men jeg bliver nødt til at tage stilling til det her... Jeg kan ikke bare fortsætte som hidtil og lade weekendens eskapader forblive i weekenden. Forstår du?”
Tag: Eilionoir Eads ● Outfit: Here
|
|
|
Post by Eilionoir Eads on Jul 12, 2011 20:42:00 GMT
Hey my friend, it seems your eyes are troubled, care to share your time with me?
Eilionoir havde heller ikke selv tid til noget seriøst forhold, så hun forstod udmærket godt Carrie. ”Jeg skulle bare være sikker, men jeg forstår dig udmærket godt.” Det var faktisk så galt, at Eilionoir havde svært ved at mindes, hvornår hun sidst havde set en jævnaldrende mand. Hun skuede et øjeblik ud af vinduet og ud på gaden, og drømte sig væk et øjeblik, men vendte hurtigt tilbage til Carries problemer i det lille trange køkken.
Hvis Carrie bare ville have et rent seksuelt forhold til Eric uden nogen yderligere hensigt eller nogen følelser indblandet, kunne hun godt se problemet. Der var kun to ting at gøre, ”Enten må du tage chancen med Eric, og tage konsekvenserne, hvad de så end må indebære af pinlige og akavet situationer. Eller må du stoppe med at se ham nu og slippe for både ham og konsekvenserne.” sluttede Eilionoir endegyldigt. Carrie måtte selv opveje fordelene og ulemperne, da det var svært for Eilionoir, at kende de vægtende faktorer. Eilionoir kunne sagtens forstå Carrie, og ville heller ikke dømme hende, lige meget hvad hun valgte. Alle mennesker havde seksuelle behov, der skulle tilfredsstilles, ligeså vel som at man også havde behov for at spise og drikke.
Carrie kunne bruge alt den tid til at tænke over Eilionoirs ultimatum, som hun ville, men en ting måtte hun svare på. Eilionoir tøvede dog lidt inden hun spurgte, da hun fornemmede, at hun bevægede sig et sted tæt på den delikate grænse. Hun blinkede en gang med de isblå øjne og spurgte så, ”Og du er helt sikker på, at du ikke er forelsket i Eric?”
[/center]
|
|
|
Post by Caroline Abbey on Jul 12, 2011 21:19:57 GMT
Friends are those rare people who ask how you are and then wait for the answer
Caroline nikkede lidt igen og smilede svagt. Hvis der var nogen, der forstod, at karrieren betød mere end et eller andet pladder-romantisk behov for at blive 'holdt om' på kolde nætter, så måtte det være Eilionoir. Hun behøvede ikke forklare, at hendes fremtidsplaner var vigtigere end nogen mand havde været hidtil eller at kæresterier blot var distraherende og tog fokus fra det, der virkelig betød noget. I stedet lyttede hun til det veninden tilsyneladende mente var en glimrende opstilling af problematikken. Hendes pande fik flere rynker, som hun rystede langsomt på hovedet og stoppede et stykke brød i munden. ”Så simpelt kan du ikke sætte det op, Eli,” kommenterede hun eftertænksomt, før hun tog endnu en skefuld suppe.
Hun var lige ved at blive kvalt i den, da et tøvende spørgsmål fulgte konklusionerne om hvad hun måtte gøre og hostede ind i sin ene hånd, før hun så op på Eilionoir med opspærrede øjne. ”Forelsket?!” Sagde hun forarget. Det var tydeligt, at hun fandt ideen absurd. ”Nej vel er jeg da ej forelsket i ham. Vi har set hinanden to gange siden jeg forlod Hogwarts!” Hun tørrede hånden af i en serviet og så himmelfalden på veninden. ”Forelsket,” gentog hun, imens hun fyldte skeen med en ny gang suppe. ”... Jeg sagde jo til dig, at det bare var sex. Virkelig god sex, ganske vist, men stadig bare sex.” Hun hævede skeen og slubrede lydløst dens indhold i sig, før hun rystede lidt på hovedet.
Hendes blik hvilede stadig på Eilionoir og efter endnu et par skefulde suppe, kneb hun øjnene spekulativt sammen igen. ”Men hør her, ikke? Jeg kunne godt vælge at stoppe med at se ham, i teorien, men så skulle jeg til at give min familie en forklaring på hvorfor jeg ikke vil tilbringe tid med familien Wolfe, som vi har set siden før jeg lærte at gå. Jeg tror ikke engang min far vil acceptere selv de bedste af undskyldninger for det og så er jeg jo lige vidt.” Hun rynkede panden og samlede endnu et stykke brød op, før hun dyppede det i suppen. ”Desuden har jeg ikke lyst til ikke at se ham igen. Jeg kan godt lide ham, både med og uden... Sex. Men jeg tror bare det er en mere end dårlig plan at begynde noget som helst med ham, vores fælles historie taget i betragtning.” Hun rømmede sig lidt, inden hun tyggede brødet i sig. ”Hvad synes du jeg skal gøre?”
Tag: Eilionoir Eads ● Outfit: Here
|
|