Old tales made brand new

[Eilionoir Eads]

Hey my friend, it seems your eyes are troubled,
care to share your time with me?

Eilionoir vidste godt, at det ikke var så simpelt og sort og hvidt, men det var stadigvæk I bund og grund de to valg hun måtte vælge imellem. Det var Eric eller ikke Eric. Men hvordan det skete, og hvad konsekvenserne var, var meget mere kompliceret end som så.

Eilionoir rykkede tilbage i stolen og kiggede ned, da hun hørte Carrie hoste og hakke ligeså snart, at hun havde spurgt. Hun vidste, at hun nok bare skulle have ladet være, og have fundet ud af det på anden vis. ”Jeg ville bare være sikker. Det kunne nemlig godt virke lidt sådan.” sagde Eli meget stille og forsigtigt, så det næsten ikke var til at høre. Eilionoir rejste sig pludseligt fra stolen, og begyndte at tage af bordet uden at vente på, at Carrie var færdig med at spise. Hun tog sit eget service i hænderne, og håbede på at de kunne komme hurtigt videre og glemme at hun overhovedet spurgte. Hun var dog glad for, at det trods alt var god sex at de kæmpede for, og ikke bare den middelmådige af slagsen.

Med skål og ske i hænderne kiggede hun ned på Carrie, der lige havde spurgt hende om, hvad hun ville gøre i hendes sted. Tavsheden var i et øjeblik slående. Lige meget hvor meget hun tænkte, kunne hun ikke komme frem til et tilfredsstillende entydigt svar, men hvis hun nu skulle vælge, måtte hun jo følge hendes første tanke. ”Jeg ville tage chancen.” erkendte hun endeligt med at varmt smil, der var ment som en opmuntring til Carrie. Både Carrie og Eric var voksne mennesker, og Carrie burde måske tage en snak med Eric om det hele i stedet for Eilionoir, for han måtte vel stå i den samme kattepine som hende. ”Jeg ville snakke med ham om det.” Hvis Eric var så fantastisk som Carrie fik det til at lyde, var det alle problemerne værd. Man fik ikke meget der var noget værd uden at kæmpe for det.

Tag: Caroline Abbey * Outfit

[/center]

[Caroline Abbey]

Friends are those rare people
who ask how you are and then wait for the answer

Caroline så lettere fortørnet på Eilionoir, da hun kommenterede den blanke afvisning af spørgsmålet. Begge hendes øjenbryn var hævede og hun følte sig tør i munden. ”Hvordan kunne det virke sådan, Eli? Hvilke signaler sender jeg ud, der indikerer at jeg skulle være forelsket i ham?” Hun så både indigneret og spørgende på veninden, uden at tage sig af, at hun pludselig rejste sig op. Selv faldt hendes fokus gradvist til suppen igen og hun tog endnu en skefuld, fulgt af en bid brød, uden helt at kunne ryste ideen om at hun skulle virke forelsket, af sig. Hun var ude af stand til at lade være med at ransage sig selv for spor på, at Eli skulle have ret i, men fik stille og rolig overbevist sig selv om det latterlige i tanken. Betaget måske. Tiltrukket og lettere fascineret ganske givet, men ikke foresket. Hun havde ikke været forelsket siden hun var sytten år og regnede heller ikke med at blive det de næste mange år frem.

Den tavshed, der faldt imellem dem, da hun selv, lettere håbløst, havde spurgt veninden til råds, plantede endnu en alvorlig rynke i Carries pande. Hun stak endnu et stykke brød i munden og tyggede fraværende på det, imens hun selv overvejede situationen atter engang. Derpå løftede hun blikket, som Eilionoir svarede. Hun hævede begge øjenbryn og så usikkert på veninden, imens hun tyggede færdig. ”Jamen...” Hun bremsede sig selv og rømmede sig lavmælt, imens hun slap Eli med blikket og i stedet så ned på den halvt færdig-spiste suppe. ”... Jeg ved ikke hvad jeg skal snakke med ham om,” indrømmede hun lettere fåret. ”Jeg har overvejet at skrive et brev til ham, men hvordan formulerer man lige det? 'Kære Eric. Kommer du lige forbi og tester styrken af min sengs stolper igen?' ” En både nervøs og munter lyd forlod hende, som hendes kinder atter antog en rosa farve. ”Jeg ved ikke hvad det er jeg skal forestille at gøre.”

Tag: Eilionoir Eads ● Outfit: Here

[Eilionoir Eads]

Hey my friend, it seems your eyes are troubled,
care to share your time with me?

Hvilke signaler? Man kunne lige så godt have spurgt en ged til råds om kvantemekanik. Eilionoir kunne ikke engang sætte ord på, hvad hun selv følte. Eilionoir havde svært ved at pege på, hvad der lige præcis fik hende til at mistænke, at Carrie havde dybere følelser for Eric end hun selv havde indset. Derfor blev hendes svar, ”Det ved jeg ikke.” Pludselig blev hun i tvivl om, der overhovedet havde været nogen signaler, og hun sluttede det hele med at supplere, ”Ingen.” Hun ville vel egentlig bare gerne vide det. Alt det her kærlighedssnak forvirrede hende. Hun tog hånden tænkende op til hovedet, og lignede mest af alt en med hovedpine, hvilket det nok også ville ende med. Hendes hjerne var helt klart på overarbejde her.

Carries humør skiftede til at være noget mere sårbart, og selvom Eilionoir ikke kunne sætte en finger på, hvad det helt præcist indebar, så kunne hun godt se, at Carrie var fortvivlede. Carries joke omkring det meget elegante brev til Eric, fangede Eli ikke rigtigt, og der gik også lidt tid før at hun forstod, hvad Carrie mente med at teste styrken af sengens stolper. Hun svarede derfor grav alvorligt, ”Det har jeg altså svært ved at tro på vil løse dine problemer, Carrie.” Hovedpinen kom, som før antaget, nu snigende ind i Eilionoirs hoved, og hun begyndte at kunne mærke den spænde og skære ligeså stille. ”Vi ved begge, at jeg ikke er den rette til at give råd om, hvad du skal skrive eller sige til ham.” erkendte hun endeligt efter at have prøvet hårdt på at finde ud af, hvad Carrie dog skulle sige. ”Jeg ved bare, at du må snakke med ham, om hvordan du har det med det hele. Han har nok de samme bekymringer som dig.” Igen var det den ærlige og sande vej, som Eli mente at Carrie skulle gå. Hun ville ønske, at hun bedre kunne hjælpe Carrie, men hendes evner indenfor lingvistik var begrænset.

Tag: Caroline Abbey * Outfit

[/center]

[Caroline Abbey]

Friends are those rare people
who ask how you are and then wait for the answer

Caroline ved blev at se insisterende på Eilionoir, lige indtil hun fik svar på sit fortørnede spørgsmål. Da det skete, hævede hun blot et enkelt øjenbryn og så tvivlende ud. Hun rynkede lidt på næsen og drejede skeen i sin ene hånd. ”Okay så,” sagde hun lavmælt, før hun slap emnet og fik endnu en mundfuld suppe i sig, uden at se på veninden imens hun spiste. Den absurde idé om at hun skulle være forelsket virrede stadig forvirrende rundt i hendes hoved, men hun var trods alt temmelig overbevist om, at det ikke var tilfældet. Faktisk blev hun kun mere og mere sikker, jo mere hun tænkte over det og da hun først havde fået endnu et par skefulde i sig, var hun efterhånden helt afklaret med det faktum, at Eilionoir havde taget fejl. Det skete ellers ikke så tit endda.

Måske var det lettere forfejlet at sidde i venindens køkken og stille hende den slags spørgsmål. Det var trods alt ikke lige Eilionoirs stærkeste emne. Oprindeligt havde det heller ikke været hendes mening, men det var umuligt ikke at plapre ud med alle spekulationerne, når hun nu for en gangs skyld befandt sig i venskabeligt selskab. Hendes udtryk af håbløshed veg lidt for antydningen af et smil, før hun rystede på hovedet. ”Nok ikke,” kommenterede hun halvhjertet. Hun stoppede endnu en bid brød i munden, før hun så op og trak lidt på skuldrene. ”Måske var det heller ikke så vigtigt at få gode råd, Eli. Måske var det vigtigste bare at få sat ord på det alt sammen.” Hun lagde hovedet lidt på skrå og smilede prøvende. ”Jeg forventer ikke af dig, at du har løsninger på alle mine problemer. Det ville være lidt voldsomt, ikke?”

Hun skubbede selv stolen bagud og rejste sig op, før hun greb sin egen skål. ”Men du har sikkert ret alligevel. Som sædvanlig.” Et skævt smil var i et øjeblik at finde på Carolines læber, før hun så spørgende på veninden og hævede skålen lidt. ”Vil du eller skal jeg?”

Tag: Eilionoir Eads ● Outfit: Here

[Eilionoir Eads]

Hey my friend, it seems your eyes are troubled,
care to share your time with me?

Eilionoir, der bare gerne ville hjælpe, tog Carries ord op til overvejelse. Hun var glad for, at Carrie også kunne se, at det var lige voldsomt nok at forvente, at Eilionoir skulle kunne finde en løsning på Carries problem. ”Jo, det synes jeg også.” nikkede hun til Carrie, og hun var glad for, at hun var så forstående. ”Jeg vil bare gerne hjælpe dig.” tilkendegav hun til sidst.
Uanset hvad følte EIlionoir sig stadigvæk en anelse utilstrækkelig. Men måske havde hun hjulpet Carrie alligevel, det havde Carrie i hvert selv lige givet udtryk for.
”Men har jeg så hjulpet ved bare at snakke med dig?” spurgte hun håbende. Eilionoir følte sig ude på dybt vand her, og hun pillede lidt nervøst ved skålen, fordi hun ikke rigtigt vidste, hvad hun skulle gøre af sig selv. Hun fik derfor et lille pust af selvtillid, da Carrie antog, at hun sikkert havde ret som sædvanlig. Men det var svært, at vide om man havde ret, når det handlede om følelser, og det var det, som Eilionoir fandt så uhåndgribeligt og svært ved disse.

Eilionoir tog smilende i mod den tomme skål fra Carrie. Hun var glad for, at veninden havde fået spist op efter alt. ”Jeg gør det selv senere, Mr. Hart kommer alligevel ikke hjem lige foreløbigt.” Hun så mr. Harts misfornøjet ansigt for sig, som han til tider havde stillet op med, når hun ikke havde passet huset ordentligt. Hun følte nogle gange, at hun udover at være studerende, oven i købet også var ung pige i huset med alt hvad det indebar. Hun satte derefter skånsomt de tomme skåle over ved siden af vasken og vendte sig om mod Carrie igen.

Tag: Caroline Abbey * Outfit

[/center]

[Caroline Abbey]

Friends are those rare people
who ask how you are and then wait for the answer

Caroline nikkede en enkelt gang. ”Det ved jeg godt, Eli,” bemærkede hun. ”Tak.” Et ægte smil trak op i hendes mundvige, før hendes stol skrabede imod gulvet, da hun rejste sig op. Hun rynkede panden spekulativt over venindens spørgsmål og trak en anelse på skuldrene. ”Det synes jeg, ja.” Hun nikkede, som hun blev helt enig med sig selv om, at hun da i det mindste var mindre panisk omkring det hele, end hun havde været, da hun satte foden over dørtærsklen.

”Jeg aner stadig ikke hvad i alverden jeg skal stille op, men du har jo ret. Selvfølgelig er Eric lige så forvirret. Jeg ved ikke hvorfor det ikke slog mig,” sagde hun, både en anelse forundret og bekymret. Det var tydeligvis ikke bare sådan, at tanken var en ensidig lettelse, men hun forsøgte alligevel at slippe den, som hun rakte skålen til Eilionoir og smilede prøvende, før hun nikkede. ”Okay.” Hendes tanker blev behageligt afbrudt lidt, som helt dagligdags spørgsmål trængte sig på. ”Er han okay at bo hos, synes du? Jeg mener... Er det ikke mærkeligt stadig at bo samme sted, som du bliver undervist?” Hun så spørgende på veninden, før hun fortsatte. ”Og hvordan er her at bo nu? Du ved... Det her er jo hvor jeg voksede op. Delvist,” informerede hun, formentlig noget unødvendigt.

Tag: Eilionoir Eads ● Outfit: Here

[Eilionoir Eads]

Hey my friend, it seems your eyes are troubled,
care to share your time with me?

Det varmede Eilionoir, at hun trods alt havde hjulpet Carrie. Hun rettede derfor stolt ryggen og havde et lige så ægte smil på læberne som Carrie. Nu var Eilionoir jo ikke lige en person, der kastede om sig med høfligheds fraser, men man var nu ikke i tvivl om, at der stod noget i stil af: "det var så lidt" eller "skulle det være en anden gang" i hendes store blå øjne.

Glæden blev dog slået lidt ud af hende, da hun blev mindet om, at Carrie stadigvæk ikke havde sluppet af med problemet endnu. "Jeg ved af erfaring, at du er bedre til at løse det, end at jeg ville være." sluttede hun det hele af med, og det blev den sidste sætning angående Carries problemer, for nu vendte samtalen nemlig over i mod Eilionoirs egne.

Hun var ikke så vant til at snakke om hendes egne problemer, det var ikke noget, som hun kunne se nødvendigheden af og tit prøvede hun bare at undgå det. Det var dog ikke fordi, at hun ikke havde noget at sige om emnet, da det for tiden faktisk var lidt hårdt at bo i det lille hus i Godric's Hollow. Det var dog stadigvæk lidt svært, at sætte ord på det hele. Hendes blik var derfor lidt stift, da hun prøvede sig langsomt frem, "Jeg kan godt lide mr. Hart og hans hus, så det må være ensbetydende med, at han er okay at bo ved." Hun smilte akavet. Ikke fordi at hun ikke mente, hvad hun sagde, men fordi at det var en akavet og ukendt situation for hende. "Men han kører mig lidt hårdt for tiden." måtte hun indrømme og udgav et lille suk. "Jeg kan dog godt lide selve byen Godric's Hollow. Ro til at arbejde, meget interessant og meget gammel historie, ingen slanger... Dog ingen biograf eller så mange eliksir ingredienser." Hun mente, at det var en tilstrækkelig opremsning af det allermest vigtigste.

Tag: Caroline Abbey * Outfit

[/center]

[Caroline Abbey]

Friends are those rare people
who ask how you are and then wait for the answer

Caroline smilede varmt og ignorerede sit hoveds insisterende tanker om, at intet for alvor var afhjulpet eller løst endnu. Hun kunne sagtens blive ved med at tale om præcis hvor frustrerende det var, at rende rundt med tanker om Eric klæbet fat i hukommelsen og prøve på at ruske dem fri uden held, men hun ville alligevel ikke få noget ud af veninden på den konto. Der måtte tages andre midler i brug, hvis hun skulle komme bare et skridt videre at finde ud af hvad det lige var hun skulle foretage sig. Følgelig lod hun emnet fare og nikkede blot kort til Eilionoirs konklusion, som hun vist ikke kunne være uenig med hende i. ”Mmh,” bekræftede hun, uden ord.

Hendes opmærksomhed blev behageligt drejet imod det noget mindre komplicerede emne. Dagligdagens små eller store problemer og Godrics Hollow var lige til at tage og føle på og hun lyttede blot, imens hun nikkede igen, uden at tage sig af venindens pudsige smil og langsommelige eftersøgning af ordene. Hun sagde ikke noget, men lod Eilionoir tale videre og lænede sig selv imod det ene køkkenskab, med hovedet lidt på skrå. Først da opremsningen af fakta om den by, som hun så udmærket kendte, holdt inde, rømmede hun sig selv. ”Hårdt arbejde er den eneste vej frem imod store resultater,” bemærkede hun. ”... Præcis ligesom i skolen.” Et skævt smil var kort at finde på hendes læber, før hun så sig lidt rundt i de trange omgivelser. ”Godrics Hollow er glimrende. Lidt lille, ikke? Ikke ligesom Newcastle i hvert fald.” Hun fugtede læberne og tog en dyb indånding. ”Er her andet at se end køkkenet, Eli?”

Tag: Eilionoir Eads ● Outfit: Here

[Eilionoir Eads]

Hey my friend, it seems your eyes are troubled,
care to share your time with me?

Det kunne godt være, at Carrie ikke syntes, at Eilionoirs problemer i Godric’s Hollow ikke var ligeså kompliceret som hendes egne, men for Eilionoir var hendes problemer næsten ligeså kompliceret som Carries. Hun foretrak at hendes problemer holdt sig inde for eliksirbrygningens verden, men sådan var det desværre sjældent. Hun var dog, til sin egen forbavselse, taknemmelig over, at Carrie bare lyttede og nikkede uden at kommentere på hendes akavethed. Hun smilte derfor skævt og følte sig bedre tilpas end for et kort øjeblik siden. Carrie havde måske ret, for Eilionoir måtte indrømme, at det var rart at blive lyttet til.

Hun støttede sig ved at holde hendes ene hånd ned på køkkendisken. Hårdt arbejde var vejen frem, så langt var hun enig med Carrie, men dette var langt fra ligesom skolen. Det var langt mere krævende, men også langt mere interessant. Hun kiggede da ud af vinduet da Carrie nævnte Godric’s Hollow igen, for at spejde ud på den svagt belyste gade. ”Ja, byen er lille. Jeg ville ønske, at han boede i London. Det ville være meget mere praktisk.” Hun så for sig inde i hovedet, hvordan de atter en gang var taget til London efter ingredienser og sukkede irriteret for sig selv.

Hun vendte hurtigt og chokeret blikket mod Carrie igen, så hendes mørke hår bølgede livligt i luften. ”Ja? Man laver jo normalt ikke et hus uden noget sted at sove?” Hun tænkte, at det var et lidt mærkeligt spørgsmål, men fortsatte uddybende, ”Der er mr. Harts soveværelse, mit kammer og eliksirlokalet.” Efter at hun var færdig med at informere om det lille hus indretning, blev hun stående fast på køkkengulvet, som var hun selv en del af huset. Hun havde ikke tænkt, at Carrie spurgte fordi, at hun ville have en rundvisning i huset. Hun kunne ikke selv se, hvad der skulle være interessant ved at se en anden persons hjem, medmindre at man ville studere dem. Men Carrie kendte hende jo godt, så det var der vel ikke nogen grund til.

Tag: Caroline Abbey * Outfit

[/center]

[Caroline Abbey]

Friends are those rare people
who ask how you are and then wait for the answer

Caroline smilede i endnu et kort øjeblik over Eilionors udtrykte ønske. Hun trak lidt på skuldrene og kneb øjnene en anelse tænksomt sammen. ”Hvorfor?” Uden at flytte på sig, lod hun atter engang blikket glide rundt i køkkenet. Hun endte med at kigge ud af vinduet på byen derude. Et par gadelamper strålede om kap med lyset fra de små huses vinduer og alting var præcis som det altid havde været i sommernatten i Godrics Hollow. ”London er da dejlig, helt bestemt, og central. Men hvad skulle det hjælpe jer i jeres arbejde?” Hun hævede et enkelt øjenbryn og rykkede blikket over på veninden igen, imens hun trak vejret dybt ned i lungerne og begyndte at overveje, om Eilionoir havde tænkt sig, at de skulle blive stående i køkkenet resten af aftenen.

Reaktionen på hendes eget spørgsmål var naturligvis forventelig, men hun kunne alligevel ikke lade være med kortvarigt at more sig svagt over påmindelsen om hvor firkantet alting i venindens verden var. Hun rystede kort på hovedet, imens et skævt smil fandt vej til hendes læber og nikkede så i stedet, som Eli forklarede om husets indretning. ”Må jeg se eliksirlokalet og dit kammer? Eller skal vi gå en tur?” Hun så spørgende på veninden. ”Jeg kunne.. Du har set kirkegården, ikke?”

Tag: Eilionoir Eads ● Outfit: Here

[Eilionoir Eads]

Hey my friend, it seems your eyes are troubled,
care to share your time with me?

Eilionoir stod ligeså stille og fastplantet på køkkengulvet som før, da hun lyttede til Caroline fortælle om London. Hun tænkte ikke længe over sit svar, og Caroline nåede næsten ikke at stille det sidste spørgsmål, før at Eilionoir forsvarede sig selv, ”Vi bruger for lang tid og for mange kræfter på at tage til London efter ingredienser, specielle kolber og kedler, som vi kun kan købe i London. Nogle gange ville jeg ønske, at vi bare lige kunne gå der ned, især når det er ting, der ikke kan risikeres at transporteres med noget der er mere avanceret end en kost.” hun sukkede tungt. ”Jeg må nok indse, at det høre med til jobbet.” Der var jo nogle ingredienser, som de måtte tage det halve er verden rundt efter, så det var måske lige meget, hvor hun flyttede hen. Men der var nu alt for mange ture til London, som let kunne undgås ved en lille flytning. De fleste ting som de havde i Godric’s Hollow havde de trods alt også i London.

Blikket gled over mod døren indtil eliksirlokalets dør, imens at Eilionoir så mr. Hart sammensnørede læber for sig. ”Jeg er ikke helt tryg ved, at du skal se eliksirlokalet. Det er jo trods alt ikke mit, så det kan jeg jo ikke rigtigt bestemme. Desuden har vi en eliksir til gæring, som jeg helst ikke vil have blive forstyrret unødigt.” sagde hun direkte, og tænkte at Carrie nok ville kunne forstå. ”Men kammeret er mit for tiden, så det må du gerne få tilladelse til at se.” Det Eilionoir mente var, at kammeret ikke var hendes før, og at det nok heller ikke var hendes efter et par måneder, men lige nu var det hendes.

Endelig flyttede hun sine fødder raskt fra gulvet og gik i retning imod en lav og noget gammel trædør, imens at hun svarede på Carries spørgsmål angående kirkegården, ”Jeg besøger den faktisk tit!” Hendes øjne lyste op af begejstring, og hun kiggede tilbage på Carrie imens at hun lagde hånden på dørens håndtag. ”Der er så meget historie!” Hun lænede kroppen op af døren, for at skubbe til den i en vant bevægelse, imens at hun træk ned i håndtaget. Døren bandt altid forfærdeligt meget, og det krævede lidt ekstra kræfter at åbne den.

Hun gik som den første ind på sit kammer, og regnede med at Carrie bare ville følge efter. Kammeret var forfærdeligt lille, men der var plads til det mest nødvendige, men der var kun lige plads til at døren kunne være åben og de to piger kunne stå derinde samtidig. Der var en seng af træ med høje sider, der var redt op med mørkerødt sengetøj med et arabisk mønster på. Ved siden af sengen stod et smalt bord med en lampe lavet af smedejern, som Eilionoir tændte med et vift med sin tryllestav. Det afslørede en hylde over sengen, der indeholdte ligeså mange bøger, som der lå på gulvet, på grund af mangel på plads på hylden. Grunden til at der heller ikke var plads på hylden til alle de bøger, var på grund af et par gamle vaser, der havde fået en æresplads øverst på hylden over sengen. Det eneste vindue i det lille rum, var lille og så beskidt, at man ikke kunne se andet end nogle slørede silhuetter udenfor.

Tag: Caroline Abbey * Outfit

[/center]

[Caroline Abbey]

Friends are those rare people
who ask how you are and then wait for the answer

Caroline trak lidt på smilebåndet, som hun halvvejs blev afbrudt midt i sit spørgsmål. Hun lænede sig imod køkkenbordet og nikkede lidt, imens hun lyttede til forklaringen på præcis hvorfor Eilionoir ville foretrække at bo i storbyen. Hun kneb øjnene en anelse sammen og trak på skuldrene, før hun selv tog til genmæle. ”Men London er da ikke længere væk, end at i kan transferere jer?” Hun rynkede panden i mildt forundring og lagde hovedet lidt på skrå. ”Det burde da ikke være det store problem? Eller hvad?”

Som hun stod der og betragtede veninden, gik det atter engang op for hende hvor forskellige liv de levede og ikke mindst hvor forskellige de var. Hun rakte den ene hånd op, fangede sin halskædes vedhæng mellem fingrene og drejede den spekulativt rundt, inden hun fik formuleret endnu to spørgsmål og sendte dem af sted med et skævt smil.
Eilionoirs reaktion tørrede det dog helt af hendes læber og hun så i et øjeblik lidt paf ud, før hun rømmede sig lavmælt og trak på skuldrene. ”Gerne... Men jeg behøver ikke. Det var bare et forslag, du ved. Frem for at sidde her i køkkenet og kukkelure?” Hun hævede begge øjenbryn en smule, men slog så afværgende ud med armen og fulgte blot efter veninden med et hovedryst og et lille smil.

Ved erklæringen omkring kirkegården udstødte hun en lille bekræftende lyd, men ellers lod hun emnet omkring fortidige store navne ligge og lod i stedet blikket glide undersøgende rundt i det lille lokale. Hun drejede en enkelt gang rundt om sig selv og så dernæst på veninden med en munter sitren i mundvigene. ”Her er da glimrende,” løj hun, forbløffende overbevisende. Hun ville aldrig selv kunne bo så trangt og delvist både uordentligt og beskidt. ”Charmerende. Skulle vi gå den tur der? Vi kunne gå forbi det gamle Potter-monument også?”

Tag: Eilionoir Eads ● Outfit: Here

[Eilionoir Eads]

Hey my friend, it seems your eyes are troubled,
care to share your time with me?

Det næste forsvar kom næsten lige så hurtigt som det første. ”Det er jo det jeg siger, at vi ikke kan.” Det var i hvert fald det hun mente med, at de ikke kunne bruge noget der er mere avanceret end en kost, men at gøre sig forståelig var jo ikke lige Eilionoirs stærke side. Hun havde engang selv forslået, at de kunne transferere, men mr. Hart havde lignet en, der havde fået en forkert multi smagsbønne, og havde givet hende en lang forklaring om, hvordan det kunne skade ingredienserne. ”Det er ikke alle ingredienser, der kan tåle at transferere... Det siger Mr. Hart i hvert fald.” sukkede hun. Hun havde ikke selv fundet noget litteratur der beviste det, men han plejede at vide, hvad han snakkede om.

Da de var nået ind på det trange kammer, så Eilionoir på Caroline imens at hun betragtede det. Hun var dog helt ude af stand til at se, om hun løj af ren høflighed, eller om hun egentlig mente, at der var et charmerende sted. Uanset hvad havde hun dog tænkt sig at sige sin ærlige mening. ”Jeg er nu ikke begejstret. Jeg gider ikke bo her mere.” Hun skævede til hendes dyrebare bøger der bare lå der på gulvet. Hun skimtede et gammelt eksemplar af "Tales of Beatle the Bard", og tog sig selv i at blive lidt urolig ved tanken over at Carrie skulle opdage den.

Eilionoir slukkede lyset hurtigt, ligeså snart at gåturen kom på tale, så de to veninder stod i bælgmørke. ”Den idé er jeg med på!” hun vendte om på hælen og marcherede ud af sit værelse og ud i mod det lyse køkken, og havde svært ved at skjule sin begejstring. Hun smilte nærmest manisk til Carrie med blottede tandkød, og så sagde hun med en forventningsfuld stemme, ”Måske ved du noget, som jeg ikke ved! Du er jo trods alt vokset op her.” Hun nærmest løb over mod sin frakke og rev den ned af knagen.

Tag: Caroline Abbey * Outfit

[/center]

[Caroline Abbey]

Friends are those rare people
who ask how you are and then wait for the answer

Carolines øjenbryn røg begge op, som hun betragtede Eilionoir. Overraskelsen over det bratte skift i tonefald, blev dog hurtigt overtaget af skepsis. Hun rynkede panden en smule, men valgte så alligevel, nogenlunde diplomatisk, at lade emnet falde med et simpelt skuldertræk. Uanset at hun aldrig selv havde hørt om, at transferering skulle udøve nogen som helst effekt på eliksiringredienser, mindede hun sig selv om, at venindens læremester trods alt nok vidste mere om emnet end begge piger gjorde.

Den egen påtvungne høflighed virkede i Carolines eget hoved ekstra påfaldende i lige netop Eilionoirs selskab, men hun kunne alligevel ikke få sig selv til at sige sin ærlige mening om det trange kammer, det beskidte vindue eller bøgerne, der flød på gulvet. I stedet smilede hun blot, med en svag munter trækning i mundvigene, som veninden selv kritiserede sit første hjem uden for barndomshjemmet. Hun kommenterede ikke kritikken, men fulgte blot tilfreds efter, som lyset blev slukket og Eilionoir ledte vejen ud på gangen igen.

Emneskiftet var et behageligt et af slagsen og imens Caroline selv greb ud efter sin trøje på knagen, kunne hun ikke lade være med at smile helt ægte over venindens entusiasme. ”Jeg tror ikke rigtig der er noget om Godrics Hollow, som jeg ikke ved,” informerede hun, før hun trak trøjen over hovedet, som værn imod den kølige sommernat derude. ”Så må vi se om det samme gælder dig,” drillede hun formålsløst, velvidende at den slags ville ryge lige over hovedet på hendes bundlogiske veninde. I stedet for at rette kommentaren ind, ledte hun blot vejen ud af døren og ud i mørket, med et tilfredst smil og en følelse af, at hun var kommet et lille stykke videre end hun var da hun ankom.

Tag: Eilionoir Eads ● Outfit: Here ● Status: Over and out

[Eilionoir Eads]

Hey my friend, it seems your eyes are troubled,
care to share your time with me?

Eilionoir fortsætte med den samme iver, da hun kastede sin arm ind i den midnatsblå frakkes ærme. Et stort smil var som limet fast på hendes læber, imens at hun smed frakken om på ryggen så den svingede bag hende, imens at hun kastede den anden arm ind i det andet ærme. Hendes hænder fumlede, da hun skulle lukke knapperne i, fordi at det ikke kunne gå hurtigt nok med at få frakke på og komme ud af døren. Hun så et øjeblik alvorligt op på Caroline inden hun sagde. ”Jeg ville være ked af det, hvis jeg vidste det hele.” Hun blinkede næsten helt blankt. ”Så ville der jo ikke være noget nyt og spændende at opdage.”

Inden de to efterhånden unge kvinder forsvandt ud af hoveddøren nåede Eilionoir lige at snuppe nøglen, der hang på et søm i væggen. Hun huskede selvfølgelig at låse døren inden de forsvandt ud på deres lille gåtur. Hun var glad for Carries besøg i dag, uden at hun rigtigt kunne sætte ord på hvorfor, men det føltes som om, at de var tættere end før Carries besøg.

Tag: Caroline Abbey * Outfit * Out

[/center]