|
Post by Alexander Young on May 11, 2013 15:19:35 GMT
w i t h ------- a l i c e ------- w e a r i n g -------
[/i][/size] t h i s[/center]
Alexander var virkelig ikke på toppen. Hans øjne var stadig rødsprængte og poserne under dem talte temmelig tydeligt om hvor meget søvn han havde fået de sidste par dage. Til gengæld lugtede han ikke mere af nudler, ostepops og kaffe. Han havde fået rent tøj på og det rodede hår var endt i en tilfældig samling på bag hans hoved, som blev holdt sammen af en elastik. Med øreringen hængende fra det ene øre, lignede han ikke ligefrem svigermors drøm. Til gengæld lignede han næsten sig selv.
Hans hænder var begravet i lommerne på de mørke bukser, som han fulgte efter Eric ind på hospitalet, ned af lange gange og til sidst tøvede foran en halvåben dør. Det, der gemte sig derinde, var alt det han var flygtet fra uden nogen form for held. Det var alt det han både ønskede og frygtede. Han trak hænderne op af lommerne og tog en enkelt dyb indånding, før han trodsede den kvalmende følelse af angst og trådte ind på stuen.
Det syn, der mødte ham, var han forberedt på, men han måtte alligevel knytte den ene hånd og undlod ret bevidst at se nogen af de forsamlede i øjnene, før hans blik faldt på skikkelsen i sengen. Hun så nærmest lige så forfærdelig ud som han følte sig, men på trods af det, var hun stadig hans smukke Alice – altså ud over at hun ikke var hans. Så meget kunne han godt stykke sammen, selvom han ønskede at det var anderledes. Han nærmede sig langsomt og hans blik flakkede til klumpen i hendes arme, før han atter så hende i øjnene med en forventning om at få tyret noget i ansigtet.
[/blockquote]
|
|
Alice Wolfe
Muggler
Dyres?lgende dv?rg
%\5\%
Posts: 142
|
Post by Alice Wolfe on May 11, 2013 18:03:50 GMT
Alt Alices verden i øjeblikket centrerede sig om, var den smukke, lille dreng i sine arme, som så op på hende med sine blå øjne. Det var i øjeblikket kun ham, der holdt hendes fast; hendes axis mundi; verdens centrum. De helt lyse hår dækkede toppen af hans hoved og var kun lige synlige under det klæde, han var pakket ind i for at holde varmen. Han lignede sin far så meget, at hun ind i mellem havde svært ved at trække vejret, af angst for hvad der netop kunne være sket sin søns far. Med en rystende hånd, kærtegnede hun forsigtigt en silkeblød kind - tilsyneladende uden længere at have overskud, til at tale med nogen af de resterende personer i rummet, hvert eneste ansigt velkendt og elsket. Uroen herskede i hende og når hun ind i mellem løsrev blikket fra bylten i sine arme, var det kun for at se mod den lille telefon, som hun havde fået lov til at beholde lige ved siden af sengen. På trods af sin lille skikkelse, havde Alice altid haft en stærk personlighed til at opveje for det, men lige nu var hendes nerver flossede og hele hendes lille krop, fuldstændigt udmattet.
Hun burde egentlig hvile sig, men først og fremmest, kunne hun ikke få sig selv til at give slip på Oliver; for det andet, var hun alt, alt, alt for ængstelig til på nogen måde, at kunne falde til ro. Alexander hjemsøgte hendes tanker, som han havde gjort det i de sidste dage. Hun kunne ikke bære at tænke på, at der skulle være sket ham noget; det var simpelthen for meget at rumme og alting balancerede i forvejen på et knivsæg. Der var stille i stuen, på nær en lavmælt hvisken mellem Andy og Terry, som Alice for længst havde opgivet at få til at falde ned. Hun havde svært nok ved at holde sammen på sig selv for Olivers skyld. Der var intet andet, der betød noget.
Lyden af fodtrin, fik ikke med det samme Alice til at se op. Det var derimod den totale tavshed, på nær de små lyde fra spædbarnet, som til sidst fik hende til at løfte blikket. Hendes hjerte sprang et slag over, som var det i tvivl om, hvorvidt det skulle slå hurtigere eller gå helt i stå og Alice trak vejret hørligt ned i lungerne. Hun glippede nogle gange med øjnene, først overvældet af den enorme lettelse, det var rent faktisk at se Alexander. I nogle lange sekunder så hun blot på ham med et ulæseligt udtryk i de regnbuefarvede øjne, før hun brat rev blikket væk og rømmede sig en enkelt gang. Hendes blik faldt mod sin ældste storebror, der som resten af flokken, hurtigt fangede den usagte hentydning og lydløst forlod stuen.
Alice havde ikke set på Alexander igen, efter hun først havde revet blikket væk fra ham. Hun kunne ikke holde det ud og da hun hørte døren blive lukket, løftede hun ikke hovedet. Følelserne rasede løs i hende, flere end hun kunne holde styr på, men udadtil var hendes ansigt en udtryksløs maske. Der var en million ting at sige, en million ting at gøre, men Alice kunne ikke finde ud af noget af det. Den hule fornemmelse i hendes bryst truede med at sprede sig til resten af hendes krop; trække hende til sig, som et sort hul.
|
|
|
Post by Alexander Young on May 11, 2013 18:55:30 GMT
Alexander rørte sig ikke, da først han var trådt det ene skridt frem imod hospitalssengen. Jason, Ginny, Eric, Terry, Andy og Emmeline forlod stuen omkring ham, men han havde kun øjne for Alice, der undgik hans blik, og for bylten i hendes arme, der var hans yngste søn. Tavs blev han stående, imens han blinkede det blanke i sine øjne væk og ledte efter noget at sige. Der var bare ikke rigtig noget.
Hvor meget hun vidste, anede han ikke. Han kunne kun se, hvordan hun reagerede og skrumpe sammen til det rene ingenting over det. Alligevel hev han endelig sig selv op i nakkeskindet, tog det næste skridt frem og endnu et, indtil han stod ved siden af sengen og kunne se ned på Alice og det lille blonde hoved med en insisterende klump i halsen. Han havde lyst til at røre ved dem begge to. Stryge babyen over håret og knuge moren indtil sig, men hans hænder forblev knyttede. Et hæst ”undskyld,” røg over hans læber, før han for alvor indså hvor usandsynligt hult et ord det var. Han stirrede på den blonde hårpragt med øjne, der igen svømmede over, uden at han denne gang formåede at blinke dem væk. ”Fuck,” mumlede han, imens han strøg en tåre væk fra sin kind. ”Fuck. Alice...”
|
|
Alice Wolfe
Muggler
Dyres?lgende dv?rg
%\5\%
Posts: 142
|
Post by Alice Wolfe on May 11, 2013 19:07:39 GMT
Hun kunne ikke se på ham. Hun kunne simpelthen ikke se på ham. Hvis hun gjorde, ville den smule styrke hun stadig havde tilbage, smuldre sammen og hun vidste, at hun ikke længere ville kunne holde den indestængte angst, bekymring, vrede, længsel eller noget som helst andet tilbage. Det ville ganske enkelt vælte ud og Alice nægtede at bryde sammen. Hun var ulideligt bevidst om, at Alexander kom tættere på, men hun holdt bare blikket låst fast på det fredfyldte barn, som var faldet i søvn i hendes arme - skærmet af sin uskyldighed fra alt, der foregik omkring ham.
Hendes hænder rystede; faktisk dirrede hele hendes krop, uden hun kunne gøre det mindste for at forhindre det. Alexanders ord skar i hende som en rusten kniv, og endnu engang var hun splittet i mellem at trække ham til sig, forsikre ham og sig selv om at det hele var i orden og så, med al den styrke hun havde, at lange ham en på siden af hovedet. Følelserne rev hende fra hinanden og en næsten uhørlig lyd, der mindede om et snøft, undslap hende, da han fortsatte. "Jeg ringede til dig," sagde hun endelig lavmælt, med en rystende stemme, der afslørede de følelser, hun ellers forsøgte at holde skjult. "Jeg ringede til dig så mange gange." Hun kunne ikke få sig selv til at løfte hovedet og se på ham, usikker på, hvad hun ville gøre, hvis hun rent faktisk gjorde det. "Jeg vil ikke vide, hvor du har været," hendes stemme var hul og hun knugede ubevidst den lille bylt tættere ind mod sit bryst, alligevel så forsigtigt, som var han lavet af glas. "Det er ligemeget."
|
|
|
Post by Alexander Young on May 11, 2013 19:50:13 GMT
Alexander havde virkelig forsøgt at holde sammen på sig selv på den ene eller anden måde. Alices rystende stemme, fik dog det hele til at skramle sammen og han åbnede munden for at afbryde hende, uden at noget kom ud. Han så mere eller mindre desperat ud, da han strøg hånden over sin egen pande og drejede sig halvt, kun for at gå et skridt til den ene side, vende sig og gå tilbage igen. ”Ingen steder. Helvede, men det er ligemeget,” gav han hende ret, imens hans fingre rodede frustreret rundt i hans hår, præcis som han altid havde gjort i stærkt stressede situationer. ”Fuck,” mumlede han igen gentagne gange. ”Du skulle ikke føde endnu!”
Hans stemme var ikke anklagende, men nærmere argumenterende. Som om det hele ville holde op med at være virkeligheden, hvis bare han havde ret i, at det ikke skulle have været endnu. ”Førstegangsfødende føder aldrig så tidligt, sagde de. Jeg troede ikke... Åh fuck. Og han... Han er så lille.” Alexander stoppede op og så fortabt på ungen. Det blonde hår var alt for bekendt og det var tragisk, at hans side erfaring med et spædbarn, der var hans, havde været mere behageligt end den nuværende situation. Dengang havde han ellers også været ved at skide grønne grise. ”Fuck, Alice,” gentog han sig selv. ”Jeg har ikke ordene, vel? Jeg kan ikke gøre noget. Det er fucking for sent uanset hvad jeg siger eller gør og ligegyldigt hvilke forklaringer jeg kan give dig, så er det bare... Det er bare. Men... Åh for søren. Jeg har ikke noget... Jeg er her nu. Jeg har ikke gjort noget du kan hade mig for, ud over det vi begge to godt ved. Hvis jeg skal gå igen, så går jeg. Bare sig det.”
|
|
Alice Wolfe
Muggler
Dyres?lgende dv?rg
%\5\%
Posts: 142
|
Post by Alice Wolfe on May 11, 2013 20:16:07 GMT
Alice var ikke helt klar over, hvordan man fik sine hænder til at lade være med at dirre. Hun var tilsyneladende heller ikke klar over, hvordan man så op på sin forlovede, når han kom ind på ens hospitalsværelse tre timer for sent. Hun lukkede øjnene da Alexander talte og i det øjeblik var det uendeligt tydeligt, hvor udmattet hun egentlig var. Alice gned træt sine øjenlåg, med den ene hånd og slap et opgivende suk. "Jeg hader dig ikke, Alexander." Ordene rungede hult igennem hele hendes krop, men hun vidste at det var ganske sandt, uanset den livløse tone. Hun lod hånden falde igen og brugte den i stedet, til at trække tæppet tættere sammen omkring Oliver.
Hendes læber føltes tørre og sprukne, da hun fugtede dem og lænede nakken tilbage mod den store pude, som var med til at opretholde hendes siddende positur. Hun var svagt bevidst om den temmelig ynkelige skikkelse hun måtte udgøre, men på den anden side - hun havde trods alt lige født sin søn og var af samme grund ligeglad. Hendes blik flakkede tydeligt, da hun endelig tvang sig selv til at se op på Alexander. Klumpen i hendes hals, føltes med ét på størrelse med en tennisbold og ordene satte sig af samme grund fast i halsen på hende. "Og jeg vil ikke have dig til at gå." Det var ikke meget mere end et åndedrag. Hendes øjne sved ubarmhjertigt, men hun bukkede ikke under. Alice Wolfe havde aldrig været typen der græd, selv ikke nu, hvor det var noget af det hun havde allermest lyst til. Hun snøftede ind en enkelt gang og forsøgte at gøre sin stemme rolig og selvfølgelig. "Jeg har ikke ladet andre holde ham," fik hun endelig frem, hendes hårde forsøg på at virke fattet spoleret af den dirrende undertone. "Det var meningen, at v– ", Alice gik i stå, kun i et splitsekund. "– at du og jeg, skulle være de første til det."
|
|
|
Post by Alexander Young on May 11, 2013 20:36:36 GMT
Alexander så hastigt over på Alice, da hun talte. Han slugte en helt mundfuld luft og rømmede sig, før den allervageste antydning af et smil strøg over hans ansigt på et splitsekund. I forhold til hans forestillinger, var hendes matte benægtelser nærmest vidunderlige. Han gjorde sig ingen store forhåbninger, men tillod sig selv at være mindre pessimistisk, da først hun havde erklæret, at han ikke skulle gå sin vej.
Med den lille smule på plads, vendte han tilbage til sengen og stod stille denne gang. Han sank ned på hug og vovede at hvile sin hånd på kanten, med et blik, der søgte at fange hendes uden held. Hans mund åbnede sig lidt ved det, der lå i hendes rystende ord og han nikkede, selvom han ikke formåede at få øjenkontakt med hende. ”Ja,” mumlede han grødet. ”Betyder det, at jeg må? Må jeg?” Han så håbefuldt ud og ventede hun på godkendelsen, før han rejste sig op igen og lænede sig ind over sengen.
”Jeg passer på,” mumlede han som han forsigtigt overtog den lille burrito, støttede hovedet og rettede sig op med et fuldstændig fortabt blik på sin søn. ”Lille Oliver...” Kærligt kyssede han panden på den sovende baby, før han lod ham hvile imod sin brystkasse og så ned på moren med tårefyldte øjne. ”Undskyld,” gentog han hviskende. ”Tusind gange undskyld...”
|
|
Alice Wolfe
Muggler
Dyres?lgende dv?rg
%\5\%
Posts: 142
|
Post by Alice Wolfe on May 11, 2013 20:54:43 GMT
Alice så Alexander glide ned ved siden af sengen ud af øjenkrogen, men hun kunne stadig ikke få sig selv til at se ham direkte i øjnene. I stedet serverede hun ham en række livløse ord og nøjedes med at nikke svagt til hans spørgsmål, med blikket rettet mod sin søn. Hun løsnede sit greb, da et par slanke hænder lukkede sig omkring den lille krop, selvom alt i hendes krop, skreg at hun for alt i verden ikke skulle give slip på det lille liv. På en eller anden måde, formåede hun dog at gøre det alligevel og mærkede nærmest med det samme, et skarpt og ubehageligt jag i sit bryst.
For Oliver havde virkelig været det eneste der holdt skrøbelige Alice sammen og så snart hun ikke længere havde ham i sine arme, ikke længere skulle beskytte ham fra verden, ramte alt andet hende hårdt og ubarmhjertigt. Hendes blik var rettet tomt frem, og hun følte sig svimmel ved lyden af Alexanders ord til sin søn. Det var alt sammen for meget. Alt sammen alt, alt for meget. Hun undrede sig over den smertefulde lyd som nåede hendes ører, før hun blev klar over at den var kommet fra hende selv. Instinktivt drejede hun hovedet væk, med den ene hånd slået krampagtigt over sine læber; fuldstændigt ligeglad med neglene, der borede sig ind i hendes kind. Mere ville have mere, og endnu et ødelagt hulk fulgte det første. Alice lukkede øjnene hårdt i, som den angst hun havde undertrykt overmandede hende fuldstændigt. Frygten, uroen, bekymringen; det hele skyllede ind over hende i bølger og hun kunne ikke finde op til overfladen igen, kvælende endnu et hjerteskærende hulk ned mod hovedpuden.
|
|
|
Post by Alexander Young on May 11, 2013 21:12:03 GMT
Alexander holdt sin anden søn i armene med en uudslukkelig beskyttertrang. Sagen var bare den, at netop det samme indfattede Olivers mor. Da hun brød hulkende sammen, stod han derfor i et forfærdeligt dilemma.
Han stirrede på hende med en knust følelse i hele kroppen, før han så sig rundt i rummet. Øjeblikket efter kunne han forsigtigt lægge den lille bylt fra sig i krybben, uden at tage sig af eventuelle protester ovre fra sengen. Han sikrede sig hurtigt, at Oliver lå rigtigt, før han efterlod ham med sitrende øjenlåg og vendte tilbage til Alice.
Hans indre var umuligt at holde styr på. Hjertet bankede hårdt i brystet på ham, hen over en skærende fornemmelse i brystkassen, imens han kravlede op i sengen til hende, uden at give det en tanke, at han stadig havde sko på. Han lod sig overhovedet ikke hverken sparke eller slå fri, men lukkede armene hårdt omkring hende og tyssede på hende med en stålsat ro, som han overhovedet ikke afspejlede indadtil.
|
|
Alice Wolfe
Muggler
Dyres?lgende dv?rg
%\5\%
Posts: 142
|
Post by Alice Wolfe on May 11, 2013 21:38:56 GMT
Alting ramlede fuldkommen sammen for Alice, så snart hun ikke længere havde Oliver i armene. Der var absolut intet at gøre; det ville ud og Alice havde ingen kontrol over det. Det føltes som om nogen forsøgte at rive hendes brystkasse midt over og hun endte med at krumme sig sammen, ikke længere i stand til at holde verden ude. Det var en forfærdelig splittet følelse, for netop en af grundene til at hun gjorde det, var at hun stolede uendeligt meget på Alexander; vidste at hun sikkert kunne overlade ham sin søn, men på samme tid, var det netop fordi hun ikke længere vidste om hun kunne stole på ham, ikke længere vidste noget som helst.
Alice registrerede knapt nok, at Alexander forlod sengesiden eller at Oliver blev lagt sikkert fra sig i krybben. Hun havde for travlt med at forsøge, at samle sig selv igen. Uden i øvrigt at have den mindste smule held med det. Den første distraktion kom først da en varm krop smøg sig op i sengen ved siden af hende, og instinktivt forsøgte Alice at vride sig væk, langt, langt, langt væk fra Alexander og alle de forvirrede tanker hun havde omkring ham. I sin gispende og udmattede tilstand, var kampen dog tabt på forhånd og faldt resignerende sammen ind i Alexanders arme. Det ændrede da også alting på et splitsekund og i stedet for at forsøge at kæmpe, forsvandt hun i stedet ind i den velkendte favn, hendes ene hånd famlende formålsløst efter hans ene hånd. På trods af alting, så var det jo ham hun allerhelst ville have, uanset hvor meget hun elskede sin familie. Ham og Oliver, hendes egen, nye og helt lille, skrøbelige familie. Hulkene forstummede, indtil hun kun rystede ukontrolleret i sin forlovedes arme. "Jeg troede... Jeg var så bange for... Der var...", kom det usammenhængende fra hende, stadig med den ene hånd lukket knugende omkring hans arm. Hun opgav at sige en hel sætning, trak vejret gispende ind en enkelt gang og faldt så hen i en instinktiv, rædselsslagen messen. "Jeg elsker dig, jeg elsker dig, jeg elsker dig..."
|
|
|
Post by Alexander Young on May 11, 2013 22:07:36 GMT
Alexander havde ingen intentioner om at give slip, selvom Alice vred sig væk fra ham og kæmpede imod. Han holdt bestemt fast, selvom det skar i hans hjerte. Først da hun lod ham være der og standsede forsøgene på at komme fri, løsnede han grebet den mindste lille smule. Hans hånd blev indfanget uden protester og han tyssede dæmpet på hende lidt endnu.
Hendes rystelser fik ham atter engang til at stramme sit greb beskyttende omkring hende. Hans tommel strøg over hendes og han gemte ansigtet ved hendes hår. ”Alice,” mumlede han beroligende hen over hendes messen. ”Shh. Jeg elsker dig.” Han plantede et kys i hendes hår og sukkede lydløst. ”Undskyld. Jeg er så ked af, at jeg ikke var her,” fortsatte han lavmælt, uden i øvrigt at tage sig af, at hun var svedig og ikke duftede af roser.
Hun var hans vidunderlige, lille Alice. ”Du har klaret det så flot. Han er smuk. Alting skal nok blive godt igen nu,” forsikrede han, uden at han selvfølgelig kunne vide den slags. Han vidste bare, at hun var træt og havde brug for at høre den slags. I virkeligheden havde han lige så meget brug for at tro på det selv.
|
|
Alice Wolfe
Muggler
Dyres?lgende dv?rg
%\5\%
Posts: 142
|
Post by Alice Wolfe on May 11, 2013 22:18:50 GMT
Den samlede følelse af Alexanders arme omkring hende, hans beroligende lyde og velkendte stemme, fik langsomt Alice til at falde mere og mere ned. Hun var ikke længere alene og hun vidste hvor han var. Lige der hvor hun allerhelst ville have ham, og hvor der forhåbentlig ikke var nogen, der kunne tage ham fra hende. Hun var uendelig meget hans og tanken om ikke at være det, fik det til at løbe hende koldt ned af ryggen.
Men Alexander var der, Oliver var der og alting var igen, ligesom det skulle være. Alice trak vejret dybt ned i lungerne, hendes spinkle, men stærke fingre stadig lukket sammen omkring Als hånd. Hun glippede med øjnene en enkelt gang, bevidst om hvordan hendes øjenlåg føltes tunge som bly. "Jeg elsker dig," gentog hun utydeligt, næsten i en udånding, som en uimodståelig kraft trak i hende og fortalte hende, at det var i orden at hvile øjnene bare lidt... I hvert fald indtil en hikstende barnegråd afbrød den stilhed, der momentært havde sænket sig og Alice fór sammen.
|
|
|
Post by Alexander Young on May 11, 2013 23:28:26 GMT
Alexander tav og kyssede blot Alice i håret igen med en dæmpet tyssen. Han hævede sig en smule op for at se hendes ansigt og smilede vagt over de lukkede øjne. Selvom han ikke havde været der, vidste han hvor længe det måtte have varet og han havde en fornemmelse af hvor udmattet hun måtte være. At han i øvrigt selv var dødsens træt, forsøgte han at ignorere, imens han strøg hende forsigtigt over tommelfingeren. Det var et ømt øjeblik, men også kun et øjeblik, før Oliver gjorde højlydt opmærksom på sin egen tilstedeværelse i denne nye verden og hans far fløj op af hospitalssengen igen.
Allerede inden han var ovre ved kuvøsen var han i gang med at tysse på den grædende baby. Han løftede sin grædende søn op og så ned på ham med en bekymret grimasse. ”Hvad så, Ollieman?” Da en hikstende klynken var alt han fik som svar, lagde han burritoen imod sin skulder og tyssede på den, præcis som han lige havde tysset på Alice. ”Så går vi hen til din mor, lille du. Hun skal sove, nu hvor din dumme far er her. Skal i ikke sove sammen, hm?”
Da først han stod ved sengen, så han ned på kvinden i den med en mat undskyldning for et smil. Han tog godt ved Oliver og rakte ham forsigtigt ned til hende, før han selv bøjede sig og løsnede sine støvlesnører så meget, at han kunne skubbe dem af. Han kravlede ikke straks op i sengen, men så fascineret ned på de to og tyssede på sin søn igen.
|
|
Alice Wolfe
Muggler
Dyres?lgende dv?rg
%\5\%
Posts: 142
|
Post by Alice Wolfe on May 11, 2013 23:55:28 GMT
Alice nåede i et splitsekund at døse hende, før adrenalin susede igennem hendes krop - for guderne måtte vide hvilken gang den dag. Hun fløj ikke just op af sengen ligesom Alexander, men ville uden tvivl have gjort det, hvis hun var fysisk i stand til det. Hun var dog fuldkommen udkørt og faldt tungt tilbage mod puden, så snart hun var sikker på, at Oliver havde alt det han havde brug for. Og i det øjeblik, var det virkelig meget sin far, for Olivers mor havde endelig indset, hvor træt hun egentlig var.
Det hindrede dog ikke et mat, men uendeligt varmt smil i at tage plads over hendes læber, som hun løftede armene og tog imod den lille bylt. Han var så uendeligt lille og fin og perfekt og lige som han skulle være, tænkte Alice, som Oliver genoptog pladsen på hendes ene arm. "Jamen altså lille pus," mumlede hun stille til det nyfødte barn og bevægede armen han hvilede på, i små beroligende bevægelser, der skulle vise sig at have en ganske effektiv virkning. I hvert fald minimeredes gråden til små, hikstende lyde og Alice løftede blikket mod Alexander.
Og det var første gang hun rigtigt så ham. Så hans røde øjne og de mørke rander under dem. Bekymringen vældede op i hendes bryst og en instinktiv trang til at række ud efter ham meldte sig. I stedet for at gøre det, rykkede hun dog lidt besværet på sig, for at skabe mere plads i sengen. Først derefter holdt hun den ene hånd frem imod ham, uden nogen anden grund end at det hjalp på hendes hurtige hjerteslag, at fysisk mærke ham der. "Kom," bad hun, uden at mønstre overskuddet til ikke at læne sig op mod puden bag sig. I et øjeblik så hun næsten skyldig ud, hendes stemme mild og spinkel. "Kom og hold ham. Han har glædet sig hele dagen til at komme ud og møde sin far."
|
|
|
Post by Alexander Young on May 12, 2013 0:22:49 GMT
Alexander så henført ned på Alice, som hun vuggede Oliver til ro. Han holdt fast i bøjlen på sengekanten med den ene hånd og smilede mat, men fortabt. Synet var noget han ikke kunne beskrive med ord. Ganske vist var han blevet far før, men ikke til et barn, hvis mor han elskede. Det ville aldrig ændre på kærlighed for Brody, men det gjorde en næsten lige så markant forskel som det faktum, at han i dag var syv år ældre end dengang.
Varmen i hans blik var næsten lige så åbenlys, som det faktum at han lignede en levende død næsten mere end Alice gjorde. Han smilede dog til hende, da hun så op, løftede den ene hånd og strøg hende over håret.
Da hun flyttede på sig, skulle han til at protestere, men han havde jo lyst til at være lige der, hvor hun gjorde plads. Af samme grund sagde han intet. Han sendte hende blot et uudgrundeligt blik over fortsættelsen til hendes opfordring og kravlede op i sengen til de to væsner. Pladsen var trang, men han ignorerede det og lagde sig halvt med siden til hende, kun rigtig stoppet fra at falde ud af bøjlen på siden. ”Jeg elsker dig,” mumlede han, imens hans fingre strøg over Olivers lyse hår i et blidt kærtegn. Han så fascineret på det lille væsen og rykkede lidt på sig med en anstrengt lyd.
|
|