Stuart Banes
Hogwarts - S
Falleret freelancer
Can't have nice things%\0\%
Posts: 60
|
Post by Stuart Banes on Mar 16, 2013 13:54:32 GMT
Dette var sidste gang. Sidste time. Sidste minut. Hans sidste tår inden den næste sidste. Hans sidste glas. Den sidste dråbe. Den sidste fornemmelse af ingenting og frihed. Stuart vidste godt han løj for sig selv. Han vidste det, som han vidste at tiden gik. Fornemmelsen af løgnen i brystet gjorde det nemmere at drikke. Det var okay at nyde det sidste af alting. Som et slags evigt farvel.
Han havde mistet tidsfornemmelsen. Stemmerne omkring ham summede destruerende og han var holdt op med at lytte. Hans mørkeblå øjne svømmede. De var rødsprængte og de sorte rande under øjnene afslørede hans tilstand, som alt andet på hans person. Hans tatoverede hænder rystede og de normalt blege kinder var røde. Bartenderen betragtede ham skjult når han tillod sig at væmmes og bekymres. De talte ikke sammen. Han hævede glasset og tømte det for væske. Han stillede det tilbage på bordpladen, hvorefter han lod sit blik kollidere med manden foran ham. Bartenderen smilede stille. ”Ville det ikke være en idé at stoppe runden nu? Klokken er mange og..”, mumlede Max beroligende.
Stuart ville gerne nikke og give ham ret. Som i gamle dage. Alligevel sagde stemmen til ham, at han skulle blive ved. Stemmen fortalte ham, at han ikke havde noget at komme hjem til og dette var hvad han havde. Hvad han kunne få. Stuart rystede på hovedet og tog om glasset. Hånden rystede. ”Nej… Jeg skal ikke tidligt op i morgen…”
|
|
Louise Webb
Hogwarts - G
Arbejdsl?s aficionado
Posts: 62
|
Post by Louise Webb on Mar 16, 2013 14:46:15 GMT
every voice is hanging from the silence
meeting stuart banes – wearing this Selvom Louise havde valgt at tilbringe ugen i Skotland med sin far for at sikre sig, han havde det godt, kunne hun alligevel ikke undvære magikerverdenen. Derfor var der ikke gået længe efter, hun havde hjulpet til med at lukke vinhandelen, før hun havde taget beslutningen om at tage til Hogsmeade. Det ville jo ikke være helt usandsynligt, at der var nogen hun kendte og selv hvis der ikke var, kunne hun altid nyde en god Single Malt. Oven på et varmt bad var hun trukket i et renvasket sæt tøj og kort efter dukkede hun op med et knald i Hogsmeade. Et bredt smil spredtes øjeblikkeligt på de rødmalede læber, som hun lod blikket glide over de velkendte omgivelser, mens distræt satte i trav ned gennem byen. Derfor kom det også som noget af et chok for hende, da hun pludselig stod uden for ’Det Glade Vildsvin’ uden egentlig at vide, hvordan hun havde båret sig ad med at komme derned. Med et træk på det spinkle skuldre åbnede hun døren og mærkede straks stemningen og varmen. Småsludren i krogene, en let tåge af røg og fornemmelsen af at her kunne man da sagtens få en tår eller tre at drikke. Smilet fortog sig dog en smule, da Louis blik blev fanget af den noget sammensunkne unge mand foran hende og hun tog plads på barstolen ved hans ene side i en glidende bevægelse. ” En kold, godt opvredet klud og et glas af hvad end han drikker”, bestilte hun med et høfligt smil spillende om de røde læber, mens hendes blik uroligt granskede personen ved hendes side. ” Godaften”, prøvede hun forsigtigt og prøvede at fange mandens noget svømmende blik. En stemme i hendes baghoved kommenterede på hans udseende, der sikkert var helt i orden, når ikke han var glødende i kinderne, svajede og stank langt væk af alkohol.
|
|
Stuart Banes
Hogwarts - S
Falleret freelancer
Can't have nice things%\0\%
Posts: 60
|
Post by Stuart Banes on Mar 16, 2013 16:58:24 GMT
Stuarts svømmende øjne trådte vande i kvindes. Hans smalle ansigt var badet i sved og hans læber let adskilte. ”I… i lige måde…”, peb journalisten neutralt. Han tog ikke blikket fra hende og uden at ligge skjul på sin umiddelbare tiltrækning, prøvede han at synke. Da dette forekom ham umuligt, rynkede de markerede øjenbryn sig per automatik tættere mod midten af panden i en undrende grimasse. Troldmandens vaklende skikkelse vendte sig langsomt rundt mod hende, som frygtede han, at hver eneste bevægelse han foretog sig, var et skridt nærmere helvede. Hans tatoverede fingre greb om barens bordplade. ”Vil du gerne snakke med mig?”, udbrød han mumlende. Hans opgivende, uforstående mimik trådte blot yderligere frem i hans markerede ansigt. Hans hænder søgte tættere mod hendes skikkelse.
Selv da kvinden modtog sin drink og bartenderen undskyldte for knægtens opførsel, lod Stuart ikke til at ville beherske sig. Kvinden skulle vide at hun fremstod som en græsk gudinde for ham. Til trods for hans så vulgære tankegang, forholdte han sig tavst. Hans skikkelse var sammensunket men ikke tæt på hende. Som foregik hans charmerende, sukkersøde tale i hans hoved uden at dette var en realitet. Stuart prøvede op til flere gange at synke, men når dette ikke lykkes ham, famlede han ydmyget efter glasset, hvori den dulmende væske befandt sig.
|
|
Louise Webb
Hogwarts - G
Arbejdsl?s aficionado
Posts: 62
|
Post by Louise Webb on Mar 16, 2013 17:43:46 GMT
every voice is hanging from the silence
meeting stuart banes – wearing this Ved hans ord nikkede Loui kort og det trak kortvarigt op i hendes ene mundvige, da læberne krusedes i et skævt smil, før hendes blik fulgte bartenderens bevægelser idet denne klargjorde både drink og en karklud. Hun fik dog ikke lov at koncentrere sig om det specielt længe, før han rettede et spørgsmål mod hende. " Er der en grund til, jeg ikke skulle ville det?" Et slankt bryn hævedes som hun en anelse udfordrende betragtede ham og sendte et koket smil til ham, før blikket vendtes mod glasset og kluden, der blev sendt ud på disken. I en hurtig bevægelse trykkede hun kluden mod hans pande og ned over kindebenene i en omsorgsfuld, nærmest moderlig bevægelse. Alt for mange gange efter moderen var skredet havde hun fundet sin far siddende i nogenlunde samme tilstand som den fremmede nu var i. I en sløv bevægelse lod hun kluden dumpe ned ned på disken igen og lod blikket stryge vurderende over ham. " Loui", præsenterede hun sig med en pegefinger rettet mod sit bryst, mens hun fulgte hans bevægelse, som han tog en tår at drikke. Selv rakte hun ud mod sit glas og trak atter blikket til sig, vendte det mod væsken i sit glas. I en glidende bevægelse slyngede hun væsken lidt rundt, før hun med mund og næse indåndede duftene fra væsken, for derefter at lade den glide ind og ramme tungen. Med et vurderende, lettere utilfredst træk på næsen, før hun tog endnu en tår og vendte blikket tilbage mod Stu. Distræt strøg den slanke pegefinger over glassets kant.
|
|
Stuart Banes
Hogwarts - S
Falleret freelancer
Can't have nice things%\0\%
Posts: 60
|
Post by Stuart Banes on Mar 16, 2013 18:36:54 GMT
Den druknede hjerne skitserede langsomt, hvordan hun så ud uden sin tætsiddende hvide trøje. Hun dansede forførende for hans indre blik. Hendes øjne strålede og han hengav sig til hende. Det lykkedes ham at synke, i det kluden kolliderede med hans rasende pande. I samme øjeblik slap hjernen om drømmen, efterlod ham tom tilbage. Han end ikke forbandede hende for at fjerne hånden, men sad tavs og betragtede hende. Stemmen i hans hjerne undrede sig, i det hendes lille næse afslørede hendes umiddelbare følelse omkring sin drink, men den opgav hurtigt at finde ud af hvorfor. Dette faktum morede Stuart; stemmen var ikke perfekt.
”Stuart”, mumlede han tøvende tilbage, før han hævede sit glas og satte det for læberne. Han drak grådigt til trods for det flatterende selskab. Da han satte glasset fra sig på mahognibordpladen, afslørede han tydeligt sin rystende skikkelse. ”Jeg hedder Stuart”, peb han anstrengt. Stuarts bryn samlede sig atter i midten af panden; som havde han glemt sit eget navn. ”Du må næsten have hørt om mig… set mig!”, udbrød han mumlende, hvorefter han kortvarigt lukkede øjnene. Få, usammenhængende ord forlod hans mund, til trods for at det ikke længere var ham der snakkede. Det var stemmen. Den forbandede, egoistiske stemme i hans hjerne. ”Jeg er ret kendt”, pralede han stille hvorefter han fremtvang et så charmerende smil så muligt. Stemmen mumlede noget, Stuart ikke kunne høre, men han vidste hvad den pønsede på. Han ignorerede den; den var ikke perfekt og kunne ikke fortælle ham hvad han skulle gøre. Den irriterede ham dog, og da han bad bartenderen om endnu et glas, råbte den ad ham. Stuart begyndte langsomt at blive utålmodig, men hans fingre afslørede ham. Han hadede den stemme i aften.
Stemmen sagde han skulle tage sig sammen. At Loui ikke ville tage med hjem, hvis han opførte sig vulgært. ”Jeg ved godt hvordan jeg gør!”, hviskede Stuart mumlende, uden at skænke kvinden ved hans side en eneste tanke; stemmen gjorde sig klog på ham og i aften var ikke tiden. Bartenderen placerede endnu et glas foran ham som han rakte ud efter. For et kort øjeblik havde han glemt alt om Loui.
|
|
Louise Webb
Hogwarts - G
Arbejdsl?s aficionado
Posts: 62
|
Post by Louise Webb on Mar 16, 2013 19:12:45 GMT
every voice is hanging from the silence meeting stuart banes – wearing this Louis blik gled granskende over hans ansigt. Det så ud som om, der foregik meget mere under overfladen, selvom hannikke lagde skjul på sin meget berusede tilstand. Da han introducerede sig, måtte Louise kort overveje, om manden brugte et falsk navn, da det ikke lod til umiddelbart at falde ham ind, hvad han egentlig hed. Da han gentog det, stoppede hun dog sin mistænksomhed og den lille fold, der havde trådt frem mellem hendes bryn, glattede sig atter ud. Da han kommenterede på, at hun da måtte have set ham et sted, ringede en lille klokke svagt i de dybeste folder af hendes hukommelse. " Ja!", udbrød hun, da knuten pludselig faldt for hende. " Du er ham journalisten." Hun sendte ham et blændende smil, før hun atter lod glasset finde vej til læberne og hældte indholdet ned samme vej som tåren før. Med de slanke fingre gav hun tegn til bartenderen om en genopfyldning uden at forlade Stuarts ansigt med øjnene. Selvom hans indtrængende blik var smigrende, var hun ikke helt sikker på, hvor okay hun var med den måde, han stirrede på hende. Ved den lave mumlen, der forlod hans læber, fandt et af de slanke øjenbryn vej opad i Louis ellers glatte pande og efterlod en lille fold. Alligevel undlod hun at kommentere det og den senere kommentar om hans status som kendt, men fulgte blot væsken, der endnu engang fandt vej til hendes glas. Efter at have taget en tår rakte hun forsigtigt ud efter kluden igen og berørte kortvarigt hans arm for at bringe ham tilbage til virkeligheden, som lod til at være ham meget fjern for øjeblikket. I endnu en forsigtig bevægelse lod hun kluden suge de små dråber sved, der var perlet frem på hans overlæbe væk og lagde den derefter mod hans tinding. " Er du okay?" Hendes stemme var varm og et kærligt blik, der havde indtaget de blågrønne øjne, understøttede spørgsmålet. Grundet fortiden og de mange oplevelser med hendes far havde hun efterhånden et nogenlunde tag på folk med alkoholproblemer, og de slanke fingre blev derfor ved hans ansigt sammen med den kølige klud, der fortsat blev holdt mod Stuarts tinding.
|
|
Stuart Banes
Hogwarts - S
Falleret freelancer
Can't have nice things%\0\%
Posts: 60
|
Post by Stuart Banes on Mar 16, 2013 20:15:45 GMT
Stemmen mumlede anerkendende. Stuart vidste at den var ironisk, men lod alligevel komplimenten stadfæste sig. Hans svømmende øjne fandt ikke længere ståsted i hendes og hans skikkelsen hang hen over bardisken. Han opgav at sidde oprejst, og da kludens ro overflade kolliderede med hans ophedende hud, gled de tunge øjenlåg i, i rendyrket nydelse over den kærlige berøring. ”Du burde tage mig hjem…”, mumlede han og lod sin hånd fange hendes, for at sikre sig hendes fortsatte berøring. Han slap hende ikke med det første. ”Eller med mig hjem…”, vrøvlede han mumlende og lagde sig bedre tilrette.
Bartenderen hævede skeptisk et bryn, i det han langsomt nærmede sig. ”Han kan ikke sidde og sove her”, noterede han viljeløst og kiggede på Loui, som var knægten hendes ansvar. ”Desuden plejer han at kan tage meget mere og han har ikke betalt for de sidste seks genstande. Det kan da godt være jeg synes han er sjov at være sammen med, men der er grænser – selv i den her bar! Fjerner du ham, eller skal de gøre det?”, mumlede han og nikkede over mod to store muskuløse mænd ved barens slutning. De stirrede, næsten moret, på den halvsovende journalist med hånden på kluden. Som griske grise der angreb deres ufortjente måltid. ”Det skal i hvert fald være snart. Jeg har andre kunder at tage mig af. Hvis du ikke fjerner ham, kan han sove på værelse nr. 13 og så håber jeg fandeme han har styr på sin bankboks i morgen når han vågner…”, tilføjede han surt og hævede begge sine buskede øjenbryn i panden. ”Du har tre minutter til at beslutte dig.”
|
|
Louise Webb
Hogwarts - G
Arbejdsl?s aficionado
Posts: 62
|
Post by Louise Webb on Mar 16, 2013 20:36:31 GMT
every voice is hanging from the silence
meeting stuart banes – wearing this Med en svag tilfredshed bemærkede Loui, hvordan Stuart slappede mere af under hendes berøring og hun sugede grådigt hvert nydelsesfulde ansigtsudtryk til sig, der tog plads i hans ansigt. Tænk at et menneske kunne reagere sådan på hendes omsorg. En svag stikkende fornemmelse tog plads i hendes venstre bryst, da tanken om, at børn nok ville reagere på samme måde, poppede op i hendes tanker. Hans ord fik dog øjenbrynene til at søge sammen og folden opstod igen, mens hun ikke kunne afholde sig selv fra at nyde varmen fra hans hånd over hendes. Det omsorgsfulde blik vedblev at gløde i de blågrønne øjne indtil bartenderen besluttede sig for at tale. Irriteret gjorde hun et kast med nakken, så de blonde lokker piskede ned ad hendes ranke ryg. ” Men…” Loui skulle til at komme med en indvending om, at hun jo knapt nok havde udvekslet fire sætninger med manden foran hende, men fornemmede at det ikke rigtig ville hjælpe det store på manden bag baren. Uroligt fulgte hun blikket ned mod de bredskuldrede mænd nede i enden af lokalet og vendte irriteret øjnene mod loftet, før hun med et hårdt blik vendte ansigtet tilbage mod manden igen. ” Kan De så være så venlig i det mindste at fortælle mig, hvor han bor?” Der var en hård kulde i de ellers så høfligt distancerede ord, før hun atter lod blikket glide over på Stuarts sammenfaldne skikkelse, der nu mere lå end sad hen over baren. I en skarp bevægelse tog satte hun glasset for læberne og lod i et sidste kast med nakken det sidste af den rædsomme væske glide ned i halsen; kunne dog ikke helt undgå at nyde den næsten brændende varme i svælget, der fulgte. Glidende strøg hun ned fra barstolen og lagde nu de små fingre direkte mod hans brændende kinder. ” Stuart?” Hendes stemme var blid, men bestemt, da hun prøvede at kalde ham tilbage fra søvnen. ” Jeg har brug for, at du hjælper mig lidt. Jeg skal bruge din nøgle og at du kan støtte dig op ad mig, kan du det?” Loui havde hørt forældre snakke til børn i samme tone, hun selv brugte nu – i hendes situation var det bare til en voksen mand.
|
|
Stuart Banes
Hogwarts - S
Falleret freelancer
Can't have nice things%\0\%
Posts: 60
|
Post by Stuart Banes on Mar 16, 2013 21:06:49 GMT
Stemmen hviskede til ham, hvad kvinden ville. Først ville han ikke tro den, men des mere den fortalte, des mere overbevist blev han. Skuffelsen indtræf som stød der gradvist tog til i styrke. De markerede, mørke øjenbryn mødtes i midten i panden; hans øjne skiftede gradvist farve og blev lysere, i det han arrigt betragtede kroværten. ”Du er kraftedme en idiot”, sagde han højlydt, i det han i sekundet efterfølgende valgte at træde ned fra barstolen. Bartenderen spidsede læberne. Han vidste af erfaring af dette var en risikabel gestus, men skuffelsen gjorde ham blind. ”Du tror du kan snuse rundt i min lejlighed, som hende den anden blonde kælling…”, hvæsede Stuart mumlende i det han med svømmende, langsomme bevægelser satte drinken på bordet til livs. Han tømte glasset i et drag; sveden syntes yderligere provokeret. Hans blodårer føltes som var de ved at sprænges, i det han tog det første vaklende skridt mod døren. ”Fandeme en hel forside…”, hviskede han og bandede i det han skubbede Loui fra sig. ”Jeg… jeg er ikke dum… ved godt hvad… hvad du var ude på…”, anklagede han hende hviskende, til trods for, at han stod mere end to meter fra hende. Han mærkede i samme øjeblik kvalmen.
Stuart nåede ud på hovedgaden, før hans indvolde vendte sig. Imens han brækkede sig, fortalte stemmen ham, at Loui ellers havde været umådelig smuk. Stuart ville gerne have givet stemmen ret, men han fortsatte og kunne hverken trække vejret eller snakke. Bag ham hørte han, hvordan døren gik op og lukkede.
|
|
Louise Webb
Hogwarts - G
Arbejdsl?s aficionado
Posts: 62
|
Post by Louise Webb on Mar 16, 2013 21:42:13 GMT
every voice is hanging from the silence
meeting stuart banes – wearing this Forbløffelsen var let at læse i Louis ansigt, da Stuart pludselig vendte tilbage for fuldt rabalder og gav sig til at svine bartenderen til. En anelse beklagende kastede hun blikket på bartenderen og greb hurtigt ud efter Stuarts svajende krop for at hjælpe ham med at opretholde balancen, før hun blev skubbet væk med en kræft, hun ikke troede, var mulig i hans tilstand. ’Blond kælling’. Ordene snurrede rundt i hendes hoved og hendes øjne slog gnister, da hun fulgte hans gang væk fra hende og mod døren, mens hans anklager fortsat haglede ned over hende, skubbede lidt til det iltre temperament, blondinen var født med. Selvom hun ikke havde den fjerneste anelse om, hvad han snakkede om. Men han var ikke den eneste, der havde drukket den aften og Louises grænser for, hvad man kunne eller ikke kunne tillade sig over for en fremmed var også en anelse udviskede. Slaget gik klart igennem og gav et skarpt ’klask’ fra sig, da hendes håndflade kolliderede med hans kind. Rasende vandrede hun tilbage til baren, mens han åbenbart fik vaklet sig frem til døren. Loui kunne et eller andet sted ikke være mere ligeglad lige det øjeblik. Alligevel var det som om lyden af døren, der gik bag hende, fik vækket hendes samvittighed. Modstræbende trak hun sig tilbage fra baren og satte snuden mod døren, fik tilbagelagt distancen på få skridt. Hurtigt travede hun efter ham og fandt ham ikke længe efter i en ikke specielt charmerende stilling. ” Stuart?” Oprigtig bekymring var tydeligt at høre i hendes stemme og noget i hende trak for at lægge en hånd på hans skulder. Alligevel undlod hun at røre ham, men holdt varsomt blikket på ham, mens han kastede alt op bortset fra minderne. Sådan var det altid med alkoholmisbrugere. De lærte aldrig, at det var de uønskede minder, der var det eneste, der ikke forsvandt. ” Jeg vil dig virkelig det bedste.” Stemmen var stadig blid, men bekymringen var ved at tage overhånd i Louis ellers rolige sind. Presset fra fortidens spøgelser vedblev at banke på og synet af Stuarts elendighed gjorde det ikke lettere.
|
|
Stuart Banes
Hogwarts - S
Falleret freelancer
Can't have nice things%\0\%
Posts: 60
|
Post by Stuart Banes on Mar 16, 2013 22:34:38 GMT
Det var som at kvæles langsomt i rævepis.
Han rejste sig vakkelvornt. Hans lemmer var stive grundet den massive kulde, der som et altomsluttende tæppe låste sig omkring ham. Stuart snurrede rundt på stedet og vaklede baglæns, væk fra Loui. Hans krop rystede krampagtigt. Hans læber og svælg brændte af mavesyrer og det slog ham pludselig, at han befandt sig på hovedgaden i Hogsmead. De forvirrede og vrede mørke øjne sneg sig skjult hen over hans omgivelser, der syntes ham så fremmede. Hans ansigt krakelerede.
”Så tag med mig hjem!”, udbrød han febrilsk, i det hun reklamerede, at hans velbefindende rangerede højt på hendes prioriteringsliste. Stemmen i hans hoved grinte hånligt af ham og reklamerede, at den ville forsvinde. At et så ynkeligt forsøg på selskab i sengen ikke var værd at betragte. ”Så skrid!”, råbte Stuart rasende, til noget der øjensynligt skulle befinde for hans venstre side. Han trådte væk fra stedet hvorpå han havde råbt. Han vidste han var ved at miste grebet; stemmen var hans hemmelighed. Han sank men fortrød bitterligt efterfølgende. Øjnene var undskyldende i det de fæstnede sig i Louis, og han rystede spagt på hovedet. ”Det er bare.. det var ikke til dig!”, udbrød han i det han nænsomt gik mod hende. Han stoppede få meter fra hende, velvidende hun havde overset ham give efter for kroppens passerede grænse. Stuart havde bestemt sig det var bedst at tilstå. Han bredte hænderne ud til siden i en opgivende gestus: ”Jeg hører den her stemme i mit hoved og vi skændes hele tiden!”, udbrød han med rystende stemme. Hans krop skælvede. Stuart kunne lugte sin egen stank og skammen befandt sig i uanede mængder i hans bryst. ”Den er så irriterende og bedrevidende, og nogle gange så-så mister jeg mit temperat! Jeg-jeg er normalt ikke så hid-hidsig... jeg-jeg kan godt være meget sød”, mumlede han undskyldende med store, mørke øjne.
|
|
Louise Webb
Hogwarts - G
Arbejdsl?s aficionado
Posts: 62
|
Post by Louise Webb on Mar 16, 2013 22:54:30 GMT
every voice is hanging from the silence
meeting stuart banes – wearing this Smerten blev næsten for meget at holde ud for Loui, der mest af alt havde lyst til at give sig til at rive og sparke og råbe og bede ham tage sig sammen. Men hun holdt sig i skak og måtte bare se filmen fra sin barndom genspilles idet Stuart vakkelvornt rettede sig ud igen efter at have tømt sin mave. Det vendte sig i hende og i et par sekunder måtte hun holde fingrene for munden, før hun genvandt kontrollen over sin krop. Ved hans noget kommanderende invitation til at komme med ham hjem, bevægede Loui sig tøvende et par skridt frem, før det rasende udbrud stoppede hende. Selv ved undskyldningen blev hun stående som naglet til stedet. Det var ikke normalt. Det var ikke engang bare underligt længere; det havde krydset grænsen til skræmmende. Men løve var man ikke for ingenting, måtte hun minde sig selv om og efter et sekund eller ti fik hun tvunget sine genstridige fødder til at bringe hende tættere på Stu, der fortsatte at forklare om stemmen i hans hoved. ” Stuart, jeg vil virkelig gerne hjælpe dig, men du må lade mig hjælpe og glemme stemmen i noget tid. Glem den. Den er ikke klogere end dig!” Louise smilede prøvende til ham og berørte forsigtigt hans arm, rædselsslagen for at fremkalde en aggressiv reaktion igen. I en langsom bevægelse trådte hun igen et halvt skridt tættere på og fangede hans blik, mens den frie hånd prøvende lagde sig mod hans kind. ” Jeg vil virkelig gerne gå med dig hjem, men kan du ikke fortælle mig, hvor det er?” Aldrig før havde hun hørt sin stemme så øm og varm som nu, og forandringen kom næsten bag på hende. Selvom han lugtede så ilde, at hendes indre krøllede sig sammen i ubehag, blev hun stående ikke mere end en halv meter fra ham for at genvinde hans tillid og måske endda berolige ham.
|
|
Stuart Banes
Hogwarts - S
Falleret freelancer
Can't have nice things%\0\%
Posts: 60
|
Post by Stuart Banes on Mar 16, 2013 23:17:45 GMT
Stuart så hvad det gjorde ved hende. Han forbandede stemmen langt ind i helvede.
Han nikkede langsomt og trak sig fra hende. Stuarts skikkelse rystede krampagtigt og hans mørke øjne var sorgfulde. Han sank flere gange, før han rystende åbnede munden: ”Jeg-jeg… øh… jeg er ikke farlig.” Han kæmpede med at finde lommerne på den lange sorte frakke han under hele sit kropophold havde båret. Varmen lommerne gav ham var ubeskrivelig. Han fugtede de sprukne, dirrende læber. Igen fortrød han. Hans læber smagte af noget han aldrig ville kunne beskrive.
Stuart havde stået og stirret på hende længe. Stemmen var væk selvom han desperat manglede den. Hans ansigt krakelerede i en lidende grimasse, men han forholdte sig tavst. Stuart nikkede omsider. Han vendte ryggen til hende og begyndte vaklende og dirrende at spadsere ned langs den brede hovedgade. Den to meter høje, ranglede skikkelse virkede malplaceret i gaderne. Han sagde intet alt imens han kæmpede for at holde stemmen tavs; ikke for sin egen skyld, men for kvindens. Et kort øjeblik havde han glemt hendes navn. Og så ikke alligevel. Pludselig følte han træng til at bekende igen; ”Jeg er gift… eller… separeret… jeg har to børn…”. Stuart afventede ikke hendes respons og væltede i det de drejede om hjørnet. Til trods for hans tilstand var han hurtigt oppe. Han lod som intet var sket, og fortsatte videre. Vinden sled i ham. Hans hoved dunkede. Blodårerne kunne sprænges hvert øjeblik. ”September og Olivia… to forskellige kvinder… jeg-jeg er gift med den sidste… eller separeret”, fortalte han uden at vide hvorfor.
|
|
Louise Webb
Hogwarts - G
Arbejdsl?s aficionado
Posts: 62
|
Post by Louise Webb on Mar 16, 2013 23:33:24 GMT
every voice is hanging from the silence
meeting stuart banes – wearing this Igen måtte Loui ty til et overraskende stort udvalg af skældsord i sit stille sind, da Stuart trak sig væk fra hende igen. Det var umuligt at prøve at bedømme, hvor han var og hvad man kunne tillade sig fra det ene sekund til det andet. I stedet valgte Louise at stikke fingrene i bukselommerne og gav sig til at kigge lidt omkring sig på de så usigeligt velkendte omgivelser. Aldrig i sin vildeste fantasi ville hun have kunnet gætte, hvordan hun ville ende med at tilbringe sin aften, da hun tog hjemmefra i højt humør. Forsigtigt tog tænderne et tag i hendes bløde, rødmalede underlæbe, mens blikket forsatte rundt på husene for at have noget at beskæftige sig med, mens Stuart åbenbart fandt det rigeligt at stå og stirre på hende. Da han så omsider valgte at begynde at gå, fulgte hun blot efter i tavshed og brugte i stedet sin opmærksomhed på en lille snor, der holdt noget lommeuld fast i hendes lomme. Det viste sig dog, ikke at være det bedste tidsfordriv, da hun alt for hurtigt havde succes med at knække snoren og få viftet lommeuldet ud af bukserne. Heldigvis behøvede hun ikke at finde en ny beskæftigelse, da Stuart atter begyndte at snakke. ” Det er jeg ked af at høre”, kommenterede hun oprigtigt og vendte blikket mod himlen. Det var en klar aften og vinden var bidende, men i det mindste var himlen skyfri og stjerneklar. Det virkede så underligt, at en på hendes alder var separeret. I Louis verden var separationer altid noget, der skete for forældrene. De gamle idioter, der ikke havde styr på deres liv. Ikke fordi hun havde synderligt meget mere styr på sit liv, kommenterede hun tørt i sit indre og fortsatte at slentre ned ad gaden ved Stuarts side. ” Jeg er her altså ikke for at trænge mig på”, forsikrede hun og vendte atter blikket mod ham, ” Hvad dig og din kone, eller ekskone, går igennem er jeres sag. Jeg vil bare sikre mig, du kommer sikkert frem.” Et halvhjertet smil blev sendt i hans retning. Børn. Og så endda to af dem. Den skærende smerte fra tidligere vendte tilbage og denne gang krævede det en større anstrengelse at få den til at forsvinde igen. Selvom hun på ingen måde havde indtaget samme mængde alkohol som Stuart, havde hun alligevel fået et glas eller tre og den friske luft var gået hende direkte til hovedet, så følelserne lurede overalt uden at hun rigtig var i kontrol over dem.
|
|
Stuart Banes
Hogwarts - S
Falleret freelancer
Can't have nice things%\0\%
Posts: 60
|
Post by Stuart Banes on Mar 16, 2013 23:52:37 GMT
Stuart drejede om endnu et hjørne. De befandt sig på en sidegade til en sidegade på hovedgaden. Han vidste at det var denne vej; stemmen bekræftede intet men han følte sig stadig sikker. Han vidste han mange gange havde spadseret denne vej fra kroen. Han vidste, at han havde hentet September fra en bekendt på hovedgaden, og det var denne vej de gik når han fulgte hende hjem. Han vidste, at hans datter elskede trygheden sidegaderne emmede af. Hun sagde det dog aldrig men han så det i hendes øjne, for hver gang de spadserede.
”September og Olivia…”, hviskede han, som smagte han på navnene. Savnet oversteg hans vildeste fantasi. Stemmen var der igen, men denne gang mumlede den kun forsonende ord. Den vidste han var ked af det og savnede dem. Den vidste at han aldrig ville skade dem. ”Olivia er næsten et år gammel…”, mumlede han stolt med sorg malet i sit mørke blik. ”Hun har ikke arvet min gave… det har September… derfor var vi nødt til at flytte… hendes hår skiftede hele tiden farve da jeg fik hende…”, fortalte han med korte, hiksende og rystende pauser. Han tvang sig til at synke.
De nåede omsider det vakkelvorne hus for enden af sidegaden. Han stoppede ved havelågen og vendte sig mod hende. Sorgen og skammen blev afsløret i hans mørke øjne, der stirrede på hende uden forbehold. ”Ja… det er mit hus…”. Stuart stirrede rystende på hende i lang tid, før han besluttede sig. ”Jeg giver-giver en øl hvis du vil…”, tilbød han uden at kunne tage sit blik fra hendes.
Han stod længe og betragtede sit eget rod. Ubrugte, såvel som brugte pergamentruller. Bøger. Notesblokke. Gamle blækhuse og smadrede fjerpenne. Støv i vindueskarmene. Det var som så han første sit hjem udefra og havde skammen været hæmmende før, truede den med at destruere ham. Han sank og vaklede forbi sofaen. ”Du må gerne sætte dig”, peb han hæmmet, hvorefter han forsvandt ud på hvad der fra Louis synsvinkel måtte ligne et toilet.
Han brækkede sig igen. Denne gang huskede ønskede han at børste tænder efterfølgende, men at fange tandbørsten i holderen forekom ham umuligt.
|
|