Louise Webb
Hogwarts - G
Arbejdsl?s aficionado
Posts: 62
|
Post by Louise Webb on Mar 17, 2013 0:22:02 GMT
every voice is hanging from the silence
meeting stuart banes – wearing this Der var intet Louise hellere ville end at lytte til hans rørende beretning. Sandheden var dog at hun simpelthen var ude af stand til det. Bare tanken om at han var blevet revet væk fra sine børn på den måde; at han ikke have set dem i en tid. En skærende smerte fik Loui til at vågne lidt op og hun kiggede forskrækket ned på sin håndflade, hvor hendes negle havde efterladt mærker efter hårdt at have presset sig ind i huden. Et ønske om at kommentere og trøste og fortælle at alting nok skulle blive okay fyldte hende fra kernen til fingerspidserne, men ikke et ord gled over læberne, mens han fortalte. I stedet gav hun sig til at studere omgivelserne og vejen, de gik på, samt bare lytte til lyden fra ekkoet af deres fodtrin; alt for ikke at tænke mere på børn. Da han inviterede hende indenfor nikkede hun kort og fulgte ham ind i huset. Kaos. Uorden over alt, hvor blikket måtte ramme. Synet gjorde hende næsten svimmel og hun tog straks imod tilbuddet om at sidde ned, mens hendes blik fulgte Stuarts rystende skikkelse, der vaklende bevægede sig ud for endnu engang at kaste op. Selvom hun ikke kunne se det denne gang og kun hørte lydende, vendte hendes indre stadig en lille tur omkring sig selv og de spinkle fingre borede sig ind i sofahynden. ” Er du okay?” Selvom den ømheden var tidligere ikke længere var i hendes stemme, der var lettere anstrengt efter at holde kvalmen i skak, lød hun stadig oprigtigt bekymret for hans helbred. Ikke fordi hun kunne forklare hvorfor. Det var jo ikke fordi, hun kendte ham og hun kunne jo i og for sig være fløjtende ligeglad med, om han var okay eller ej. Men det var hun ikke. Noget usikkert på benene kom Loui op fra sofaen og bevægede sig ud mod rummet, hvor hun havde set Stuart forsvinde. Hun ville så gerne have ham lagt i seng på den ene eller den anden måde, så hun var sikker på, at han ville være i orden, når hun forlod ham. ” Vil du ikke ind og lægge dig et sted?” Der var intet tegn på nogen som helst skjult dagsorden i hendes ord.
|
|
Stuart Banes
Hogwarts - S
Falleret freelancer
Can't have nice things%\0\%
Posts: 60
|
Post by Stuart Banes on Mar 17, 2013 10:56:21 GMT
Stuart sad sammensunket på toilettet med tandbørsten fedtet ind i tandpasta. Hans øjne var fyldt til randen med indædt sorg. Hans hånd var for tung til at placere børsten i hans mund og det krævede mere end normal dømmekraft for ham, at beslutte at det var for alles bedste hvis han plantede den derinde. Han begyndte at børste tavst. I det hun trådte ud i gangen og hun atter blev synlig, begyndte han at børste ivrigt.
Han vaklede faretruende i det han ville skylle munden. Han skyllede grundigere end han plejede, uden at vide hvorfor. Stuart vaskede langsomt sit ansigt der ikke længere var badet i sved grundet hjemturen. Han vidste han var lang tid om at skylle sit ansigt, men følelsen af det lunkne, healende vand tiltrak ham i grad han ikke selv kunne modstå. Da han var færdig, tumlede han tilbage og satte sig på toilettet. Hans våde ansigt dunkede og den normale, blege hudfarve fandt vej tilbage til hans ansigt.
Han sad længe og stirrede på hende. ”Hvad forventer du af mig nu?”, brummede han. Hans sorte øjne var tomme og han sank højlydt. ”Er du ligesom hende journalisten eller vil du bare gerne kneppe? Hvorfor er du her?”
|
|
Louise Webb
Hogwarts - G
Arbejdsl?s aficionado
Posts: 62
|
Post by Louise Webb on Mar 22, 2013 21:00:57 GMT
every voice is hanging from the silence
meeting stuart banes – wearing this Blikket gled over Stuart, da han ivrigt begyndte at børste tænder ved synet af hende. I et kort træk fra mundvigen gled et skævt smil over hendes læber, før det atter forsvandt og hun vendte tilbage til blot at betragte ham vurderende. Uden et ord fulgte hun hans bevægelser som han fik gjort sig nogenlunde anstændig efter den for ham hårde aften. Nu hun ikke længere måtte kæmpe mod en kvalme ved lugten af eller prøve at se bort fra det opblussede, rødmossede ansigt, kunne hun godt se, at han egentlig var ret tiltrækkende. I en pludselig selvbevidsthed trak hun sit næsten sultne blik til sig og vendte lettere pinligt berørt, med blussende kinder, blikket væk fra ham. Louise var ikke selv en person, der pakkede sine ord ind i lyserødt vat, så man knapt kunne fiske sig frem til tanken bag, men alligevel kom Stuarts ord bag på hende. Ved overraskelsen hostede hun kort og vendte atter blikket fra sine fødder til ham. Irriteret himlede hun med øjnene. ” Du er værre end en bunke Hippogriff-afføring.”, brummede hun og rystede opgivende på hovedet, mens hendes blik fastholdt hans med et gennemborende udtryk i de blå øjne. ” Er det virkelig så fjernt for dig, at nogen mennesker rent faktisk bare vil det bedste for andre? Jeg har reddet din utaknemmelige røv!” Irriteret vendte hun ryggen til ham og travede mod udgangen. Hvis det var på den måde gad hun virkelig ikke tilbringe så meget som to sekunder mere med at glo på ham. Et smertefuldt stik i hendes indre præsenterede hende for en pludselig forståelse for, hvorfor hendes mor var skredet.
|
|
Stuart Banes
Hogwarts - S
Falleret freelancer
Can't have nice things%\0\%
Posts: 60
|
Post by Stuart Banes on Mar 25, 2013 17:57:36 GMT
Stuart spyttede blandingen af tandpasta og mundvand i håndvasken. ”Vent!”, udbrød han mumlende, i det Loui vendte ryggen til ham og gik. Han gik efter hende, nu mere klar i hovedet end før, og nåede at standse hende inden gangen i entreen.
Stuart prøvede at smile. ”Undskyld”, udbrød han stille. Han fugtede sine læber og smagte tandpastaen, hvis rester sad placeret i mundvigene. ”Det var åndssvagt sagt, det ved jeg!”, tilføjede han oprigtigt i det han fjernede det hvide skum. Hans kinder og ansigt var igen blegt, til trods for øjnene der stadig svømmede. Han fugtede igen læberne og trådte klodset til siden, for at give hende muligheden for at gå. ”Undskyld. Og tak fordi du fulgte mig hjem og ikke begyndte at fotografere huset, for at bringe det i din avis i morgen…”, mumlede han atter, hvorefter et svagt, drillende smil sneg sig over hans smalle læber. Stuart gned sine øjne og sendte hende et sidste smil, inden han trådte forbi hende og ind i stuen. Han sukkede lavmælt.
|
|
Louise Webb
Hogwarts - G
Arbejdsl?s aficionado
Posts: 62
|
Post by Louise Webb on Mar 25, 2013 18:23:37 GMT
every voice is hanging from the silence
meeting stuart banes – wearing this Stuarts bøn til hende om at vente, kunne ikke have rørt Loui mindre på tidspunkt i filmen og uden så meget som et enkelt blik tilbage i hans retning. Hun var næsten nået til døren, da Stuart indhentede hende og stillede sig mellem hende og vejen ud. I en sløv bevægelse lagde hun vægten på det ene ben og lod hånden finde hvile på hoften, mens hun afventende betragtede ham. Hans undskyldning fik et suk over hendes læber, før hun sendte et kort nik i hans retning. I det mindste virkede han mere klar i hovedet nu. ” Bare rolig, jeg ville ikke kunne skrive noget, der ikke lød som en fireårigs tanker om så mit liv afhang af det”, mumlede hun og et skævt smil indtog de bløde læber, før hun fulgte ham tilbage ind i stuen. Undersøgende betragtede hun stuen igen. Der var altid noget spændende over at se folks hjem; næsten som at se dem nøgne. Forsigtigt dristede Loui sig til et blik på Stuarts krop. Selvom hun ikke havde haft tiden til at overveje det tidligere, kunne hun nu godt se hvorfor man skulle ønske sig at krølle hans lagener en nat eller to. Mens tanker var vandret væk, havde hendes tænder taget et blidt tag i underlæben. En rosa farve steg op i hendes kinder, da hun selv blev opmærksom på, hvor tankerne havde taget hende og hun skyndte sig at ryste det fra sig, før hun dumpede ned i sofaen.
|
|
Stuart Banes
Hogwarts - S
Falleret freelancer
Can't have nice things%\0\%
Posts: 60
|
Post by Stuart Banes on Mar 25, 2013 22:40:46 GMT
Stuart fnøs. ”Man behøver ikke være en dygtig skribent, for at være respekteret som journalist”, mumlede han, næsten bitter, i det han skævede til hende. Han kløede sig akavet på brystkassen, i det han vendte sig imod hende. Flovt satte han sig i den modsatte ende af sofaen. Han sank en klump og pillede kortvarigt ved en løssluppet snor i betrækket. ”Hun fik i hvert fald ikke min første forside. Jeg har haft mange forsider før den”, tilføjede han, så kækt det var ham muligt. Det lykkedes ham næsten. Han prøvede at fortsætte men fandt ingen ord, så han opgav. I stedet betragtede han hende.
”Jeg har øl.. hvis du vil have en.. og jeg er god til at lave mad, så jeg kan nemt bikse et eller andet sammen..”, fortalte han ivrigt, hvorefter han i samme øjeblik vendte overkroppen mod hende. Stuarts blik var sløret men ikke fjernt; de knitrede opmærksomt. Han sank igen og kløede sig atter på brystet. Hans ansigt blev langsomt blegere og blegere og de sorte rander tydeligere.
Stuart stirrede uhæmmet på hende. Han støttede hovedet i hånden på ryglænet og gabte adskillelige gange. I lang tid sad han og nød synet af hendes store øjne, de fyldige læber og fregnerne, placeret over alt i hendes ansigt. Pludselig mødtes de markerede bryn i midten af hans pande, i hvad der mindede om en undrende gestus. ”Hvor gammel er du egentlig?”, spurgte han stille, temmelig snøvlet, som havde hans træthed og kvalme sat sig på stemmebåndet. ”Du ser ung ud. Som en på tyve. Uanset hvad, må vi have gået på Hogwarts samtidig, hvis du gik der…”
|
|
Louise Webb
Hogwarts - G
Arbejdsl?s aficionado
Posts: 62
|
Post by Louise Webb on Mar 26, 2013 6:12:39 GMT
every voice is hanging from the silence
meeting stuart banes – wearing this Et slankt øjenbryn fandt sin vej op i panden ved hans kække kommentar. Undersøgende studerede Loui ham i et forsøg på at finde ud af, om dette blot var mere af den irriterende arrogance, hun tidligere havde set spor af eller om det blot var for at lette stemningen. Ude af stand til at komme frem til at svar, nøjedes hun derfor blot med et kort træk på skuldrene, mens blikket faldt på hans spinkle fingre, der rastløst pillede ved en løs snor i betrækket. Det var egentlig nok beskæftigelse for hende i et stykke tid og hun nød næsten tavsheden, der sænkede sig over dem. Selvfølgelig kun lige indtil Stuart igen blev rastløs, eller at det gik op for ham, at man måske skulle være høflig over for en gæst, det kunne Loui ikke vurdere. Ved hans ord blev hendes ansigt tvunget op og blikket vendt mod ham. ” Nej, ellers tak.”, hun smilede høfligt i hans retning, før hun prøvende rykkede en anelse tættere på og lagde sin hånd over hans arm, ” Men det var venligt af dig at tilbyde det.” Med en intens glød i de blå øjne fangede hun hans blik og prøvede at læse hans udtryk. Der lå så meget sorg i ham, at det næsten skar i hjertet bare at være vidne til. Den frie hånd fandt en tot ugenstridigt hår, der havde forladt flokken og tvang den på plads bag øret igen uden at slippe Stuart med blikket indtil hans ansigt pludselig forandredes ved den tydelige undren og spørgsmålet fik en rødmen til at blomstre frem på de fregnede kinder. ” Toogtyve”, rettede hun ham med et skævt smil og rykkede igen en lille smule tilbage fra ham. ” Ja, men ikke på samme kollegium.”. Ikke fordi det irriterede hende. Loui havde alligevel ikke været personen, nogen fyr kunne kigge på som andet end en ven, så det at hun ikke havde kendt alle Hogwarts’ elever, hvilket også havde været umuligt, irriterede hende egentlig ikke. Det gav bare muligheder for senere relationer. ” Du ser træt ud”, kommenterede hun en anelse bekymret, ” Er du sikker på, du ikke vil i seng?”
|
|
Stuart Banes
Hogwarts - S
Falleret freelancer
Can't have nice things%\0\%
Posts: 60
|
Post by Stuart Banes on Mar 26, 2013 11:59:04 GMT
Stuart nikkede. ”Toogtyve”, brummede han stille. Han fæstnede sit blik på betrækket og gav sig igen til at pille fraværende ved det. Han sad i en rum tid og stirrede træt på de brede striber, inden han vendte sin sparsomme opmærksomhed mod Loui. Han nikkede igen. ”Og det var så lidt.”
Han fugtede langsomt sine læber og trak svagt på skuldrene. Han lod sine øjne fæstne sig på hendes tynde krop og i fantasien begyndte han langsomt at klæde hende af. Det lykkedes ham at svare samtidig, dog fraværende. ”Jeg vil ikke i seng lige nu”, mumlede han stille. De mørke øjne blev lysere i takt med tankerne langsomt nærmede sig sit endeligt. Han smilede svagt til hende. ”Men hvis du nu gik med… så… så kunne jeg godt overtales…”, brummede han drillende, hvorefter han blinkede til hende.
En anelse flovt lod han blikket farer fra hendes og til bordet foran dem. Han sukkede stille og kløede sig på brystet, hvorefter han satte sig, så hans front atter vendte væk fra hende. Han kunne godt mærke, at det var lang tid siden han sidst havde charmeret sig vej frem til krøllede lagner, for han vidste ikke hvad præcist han skulle gøre af sig selv. Et øjeblik følte han sig gammel og det provokerede ham. Han vendte blikket mod hende og betragtede hende vurderende. Hun var så ung. Et øjeblik skiftede hans øjne farve igen og blev mere naturblå end før. ”Hvilket kollegium gik du så på? Hufflepuff?”, spurgte han stille og så så interesseret på hende det var ham muligt. ”Jeg gik på Slythenrin”, tilføjede han af ubevidste årsager. Hans øjne skiftede atter farve. Denne gang blev de mørkere.
|
|
Louise Webb
Hogwarts - G
Arbejdsl?s aficionado
Posts: 62
|
Post by Louise Webb on Mar 26, 2013 13:47:33 GMT
every voice is hanging from the silence
meeting stuart banes – wearing this Et blidt smil var fæstnet til de rødmalede læber, mens hun betragtede Stuart, der distræt pillede ved betrækket. ” Jeg tror ikke, du er den eneste, der skulle overtales ind i det scenarie.”, svarede hun drillende til hans tilbud om at følge med ham i seng og smilet voksede en anelse. Han virkede så akavet ved deres kortvarige pingpong og Louis hoved gled en anelse på sned, mens hun vurderende betragtede ham. Det var vel det, der skete, når man blev gift; så havde man vel ikke muligheden i hovedet, at man en dag ville skulle ud og spille spillet igen. Han havde sikkert været overbevist om, at det skulle være ham og hans kone for evigt og nu sad han der alene. Tanken fik det til at give et hårdt stik i hjertet, før hun lod den fare og blev kaldt tilbage af spørgsmålet. En lav latter forlod hende. ” Hvorfor ville du tro det?”, spurgte hun nysgerrigt og tilbagelagde igen en anelse af afstanden mellem dem. Så rystede hun på hovedet, så de blonde lokker tog sig en lystig dans om skuldrene. ” Nej, du. Stik mig en øl eller fire og så kan du høre løven brøle.” Stolt pustede hun sig en anelse op ved ordene, før luften susede ud mellem hendes tænder og hun igen sank sammen i sofaen ved hans side. ” Men jeg har aldrig haft noget imod slanger…”, mumlede hun distræt og så drømmende ud for sig, lod tankerne vande tilbage til de søde dage på Hogwarts. Indtil sjette årgang, selvfølgelig. Efter den dag var det bare anderledes på det store slot, der syntes lidt mindre trygt. ” Selvom det lader til at der er nogle komplikationer mellem de to kollegier, mmmh.” Loui hev sig selv lidt ud af sin trance og vendte blikket tilbage til ham.
|
|
Stuart Banes
Hogwarts - S
Falleret freelancer
Can't have nice things%\0\%
Posts: 60
|
Post by Stuart Banes on Mar 26, 2013 14:07:46 GMT
Stuart trak på skuldrene. ”Det er min erfaring, at de rareste mennesker går på Hufflepuff”, brummede han stilfærdigt. Han sendte hende et skævt smil, før de mørkeblå øjne fæstnede sig på betrækket. Han var stille længe. ”Min kone gik på Hufflepuff. Jeg scorede den lækreste grævling af dem alle”, fortalte han fraværende. Et reserveret skær gled over hans øjne, som tunge, sorte skygger. Langsomt fugtede han læberne og sank. Efter lang tid i tavshed trak han på skuldrene. ”Jeg troede du var en grævling..”
Stuart vendte tilbage til rummet efter endnu et langt øjeblik i tavshed. Han smilede svagt men kækt. ”En af mine bedste venner var løve og han var fandeme en af de største narrøve jeg nogensinde har mødt… Jeg har aldrig mødt en løve der ikke var arrogant og bedrevidende på den klamme måde. Hvis min datter ender på Gryffindor når hun engang starter, så overflytter jeg hende til Durmstrang. Det ville virkelig være dårligt for familien, hvis hun endte som løve…”, drillede han, nu med flere levende gnistre i de ellers mørke øjne. Han blinkede til hende. ”Hvis hun derimod ender på Slythenrin eller Ravenclaw… Der er fremtid i de to kollegier. Hufflepuff skal hun helt holde sig fra også. Jeg synes kun det er vatnisser der går der”, tilføjede han hurtigt og puffede til hende. Han grinede lavmælt. Et hæst, moret grin.
|
|
Louise Webb
Hogwarts - G
Arbejdsl?s aficionado
Posts: 62
|
Post by Louise Webb on Mar 26, 2013 14:44:24 GMT
every voice is hanging from the silence
meeting stuart banes – wearing this Louise betragtede ham ivrigt, da han forklarede og smilet voksede en anelse, før hans kone blev bragt på banen igen. En smule anstrengt måtte hun holde smilet ved lige og vendte blikket ned igen. Hvad var det egentlig også hun lavede hos en gift, alkoholiseret mand i et hus, han havde købt med konen, der nu havde forladt ham? Hun var normalt ikke rebound-pigen eller den, man bare lige samlede op i baren for at få nogle fede ti minutter. Irriteret trak hun lokken af det blonde har tilbage bag øret igen i en lidt for hård bevægelse. Det blev selvfølgelig ikke bedre, da han fortsatte. Selvom hun havde haft nogle minutter til at bagatellisere snakken om konen. ” Hør her, Stuart, det har været virkelig hyggeligt og møde dig, men du må sove godt alene”, i en hurtig bevægelse fik hun igen rejst sig fra sin plads i sofaen og marcherede beslutsomt mod gangen. Om det så var i sjov eller ej, nægtede hun at sidde og høre på ham tale nedladende om det kollegium, der i syv år havde dannet hendes hjem og familie – selv i modgang, som under massakren på skolen. Hidsige pletter blomstrede frem på de fregnede kinder, mens hun trak jakken tættere om sig og marcherede ud af stuen. ” Og jeg håber virkelig din datter kommer på Gryffindor og kan lærer dig nogle ting.” Ordene forlod hende i en næsten skinger tone, mens hun drejede ud mod entreen. Nej, han måtte virkelig have drukket for meget, hvis han troede, hun ville sidde og høre på det vås efter hun havde passet og plejet ham en hel aften. Især efter han havde set, hvor stolt hun havde været over at kunne kalde sig selv en løve. Nej, det skulle blive godt at komme hjem til sig selv og ud af det her uhumske hus. Selvom hun som lille havde hadet, hvordan huset altid var fyldt af cigarrøg, ville hun næsten hellere hjem til Dundee end til sin egen, lille lejlighed i Berkshire.
|
|
Stuart Banes
Hogwarts - S
Falleret freelancer
Can't have nice things%\0\%
Posts: 60
|
Post by Stuart Banes on Mar 26, 2013 21:16:08 GMT
Stuart undertrykte et tungt, opgivende suk før han rejste sig. Han fulgte efter hende ud i entreen og så til, alt imens hun hidsigt iførte sig sin kappe. ”Du ter dig!”, mumlede han stille. Han støttede hænderne på hofterne og stirrede træt på hende. ”Jeg.. jeg mente intet intimiderende med det, Loui forhelvede!”, udbrød han i det hun gjorde mine til at ville forbi ham. Han stillede sig hurtigt tættere på hende og trådte med hende til siden, for derefter at afspærrer hende vejen.
Han stod med underarmen hvilende på væggen og så tæt på den toogtyve år gamle kvinde, at han kunne mærke det yderste af hendes bryster. Den modsatte hånd holdte hendes håndled. Anstrengte sig han kunne han mærke hendes puls og den slog hurtigt. Stuart sank men stirrede halvt trodsigt på hende. ”Du..”, mumlede han men tav. De mørke øjne glødede svagt i et blik der ellers havde været tomt eller sorgfuldt. Han lod sit blik farer fra hendes, i det hans hånd på væggen snittede hendes hår. Det brændte i fingerspidserne.
|
|
Louise Webb
Hogwarts - G
Arbejdsl?s aficionado
Posts: 62
|
Post by Louise Webb on Mar 27, 2013 12:15:51 GMT
every voice is hanging from the silence
meeting stuart banes – wearing this ” Jeg ter mig?” udbrød hun vantro, stadig oppe i det skingre toneleje og glemte et øjeblik helt, hvad hun var i gang med. Med kappen hængende halvt ned fra den ene arm betragtede ham med et blik, der fortalte alt om hendes følelser. Alt lige fra den sårede stolthed til overraskelsen og forargelsen over at blive beskyldt for at te sig åndssvagt af en fordrukken, falleret forfatter. Hun nåede dog ikke at fortsætte sit vredesudbrud, før han begyndte at forklare. Et gisp forlod de rødmalede læber, da hun med en styrke, hun ikke troede Stuart besad i den givne situation, blev presset op mod væggen. Stuart kunne ligeså godt have sat ild til hende. Et svagt gys gled gennem Louis krop, der blev overvældet af den pludselig eksplosion af spændinger mellem dem. De blå øjne, der var store af forbavselse over tætheden, blinkede et par gange. Havde hun haft kontrol over sig selv, havde hun nok stirret mindst lige så trodsigt tilbage, men følelsen af hans hånd brændte mod hendes håndled. Så forsvandt den sidste rest af selvkontrol og i en sløv, samtidig abrupt bevægelse, eliminerede hun den mindste smule afstand, der var mellem dem. De slanke fingre greb om hans skjorte og hev ham det sidste stykke ind til sig, så hun nu kunne mærke hele hans slanke krop mod sin og pressede de bløde læber mod hans uden så meget som en enkelt tanke på det faktum, at han for blot et minut siden havde siddet og snakket om sin kone og hvor fantastisk denne var. Faktisk var der ikke en eneste tanke at finde i Loui, hvis øjenlåg straks var gledet i over de blå øjne ved følelsen af hans læber mod sine. Det var længe siden, hun sidst havde tilladt sig at ende hos en af modsatte køn og pludselig havde impulserne fået frit spil fra fornuften, der ellers havde domineret alle handlinger alt for længe hos hende.
|
|
Stuart Banes
Hogwarts - S
Falleret freelancer
Can't have nice things%\0\%
Posts: 60
|
Post by Stuart Banes on Mar 27, 2013 13:53:30 GMT
Den røde læbestift smagte kemisk og klistrede til hans læber. Et øjeblik stod han ubevægelig og nød følelsen af hendes krop mod sin. Ophidselsen var hæmmende, som lammede den alle tankeprocesser. En destruerende trang fæstnede sig i hans brystkasse i det hun yderligere pressede sig mod ham, og pludselig syntes alting at eksplodere i ham. Hendes krop var healende. Loui var alt hvad han længtes efter.
Da alting eksploderede, gengældte Stuart kysset. Et forpint udtryk lagde sig som en tyk maske over hans ansigt, for trangen efter at mærke hende voksede kun. Hans læber dansede langsomt med hendes, men hans krop skreg efter at bukke under for det absolutte. De tatoverede hænder fandt vej omkring hendes formede krop, i det han trak hende til sig, til trods for væggens eksistens. Stuarts vejrtrækning begyndte langsomt at ændre sig. Ligeledes gjorde hans krop. Hans hjerte pulserede hårdt mod hans ribben, i det han, uden at ville trække tiden ud, afbrød kysset. Hans højre hånd lå i nakken og dominerende tog han fat i hendes nakkehår. De mørke øjne fæstnede sig i hendes og lysten til hende, velvidende hvad der nu kunne vente ham, voksede til noget der truede med at få hjertet til at stoppe. Han lagde sin pande mod hendes, stadig med et fast tag i hendes hår. Hendes varme ånde slog mod hans læber. Han lod kort deres læber mødes. Det krævede en selvdisciplin, Stuart ikke vidste han besad, at lade kysset forblive kun det. ”Du må ikke gå… Ikke nu…”
Stuart kyssede hende igen. Denne gang voldsommere. Han slap sit tag i hendes nakke og pressede hende ubarmhjertigt op imod væggen. Uden komplikationer og uden at afbryde kysset, tog han fat omkring hende og løftede hende op. Erfarent pressede han hende mod muren, samtidig med han dominerende guidede hendes ene ben omkring hans hofte.
|
|
Louise Webb
Hogwarts - G
Arbejdsl?s aficionado
Posts: 62
|
Post by Louise Webb on Mar 27, 2013 14:47:56 GMT
every voice is hanging from the silence
meeting stuart banes – wearing this Det havde virkelig været at tage en risiko og det sekund, Stuart var stivnet, var tvivlen faldet over hende som en kampesten, der et kort øjeblik bragte en højtråbende stemme af fornuft tilbage i hendes indre. Spørgsmål af tvivl blomstrede frem i hende og hun skulle lige til at trække sig tilbage, da hun mærkede hans læber bevæge sig mod hendes. Et suk af lettelse druknede mod hans læber, da Loui længselsfuldt lod sig trykke ind mod ham. Det var derfor intet under at forbløffelsen var malet i hendes ansigt, da han brød kysset og hun skulle lige til at undskylde. Så mærkede hun de varme fingre låse sig om hendes hår og et let smil indtog læberne, der ikke længere var helt så knaldrøde, som de havde været for et par sekunder siden. Louis ånde slog tungt og uregelmæssigt mod hans og Stuarts pande virkede næsten feberhed, da den mødte hendes. ” Jeg går ingen vegne.” Hendes stemme var en anelse hæs under det ujævne åndedræt og hun besvarede grådigt hans kys. Villigt gav hendes bløde krop sig mod hans, da hun blev presset op ad muren og det andet ben fandt også hurtigt vej til hans hofte, fik sig flettet omkring ham. Et kælent suk forlod hendes læber, da den ændrede stilling lagde et let pres mod hendes underliv og en længsel efter at trykke sig mod ham på langt mere interessante måder fyldte hendes krop og sind. Frantisk hamrede hjertet mod hendes ribben og gav kinderne et rosa skær. De slanke fingre fandt frem til Stuarts mørke lokker og fik filtret sig ind med et fast greb. Forsigtigt lod hun den frie hånd stryge op langs hans brystkasse, før hun prøvende skubbede den ned over hans skulder, før den anden hånd igen slap sig tag i hans nakkehår og assisterede. De blå øjne åbnedes igen og afslørede en drillende gnist, der nu spillede ind over det rå begær, da hendes tænder tog fat i hans bløde underlæbe i et blidt nap.
|
|