Aeron Owens
Hogwarts - H
Tatoverende troubadour
Posts: 138
|
Post by Aeron Owens on Apr 28, 2013 18:21:30 GMT
T a g g e d--S a r a h--O w e n s----W e a r i n g--T h i s Aeron tog en dyb indånding og greb sin jakke fra hvor han havde smidt den, over en stol i stedet for at hænge den på den dertil indrettede knage i den lille gang der var det første man kom ind i ude fra trappen. Han trak den hurtigt på og forsøgte at ignorere den nervøse knude han havde haft i maven et par dage. Egentligt havde den været der i flere måneder, han kunne ikke helt huske hvornår den ikke havde været der, men lige nu var den betydeligt mere dominerende end ellers. Han dykkede ud på badeværelset for en kort bemærkning, strøg den ene hånds fingre gennem det korte hår der, hvis det fik lov at vokse, ville krølle. Lige nu strittede det bare i nøje sat skødesløshed. Han fangede sit eget blik i spejlet og rynkede brynene "Tag dig sammen. Det kan ikke blive værre end det allerede har været." mumlede han lavmælt til sit eget spejlbillede, skar en grimasse og forlod badeværelset igen.
Det tog ham nogle minutter at lokalisere sin tryllestav, men han fandt den til sidst i vindueskarmen i køkkenet hvor han havde efterladt den natten før da han var gået i seng. Han tog en dyb indånding mere, slog et lille svip med staven og forsvandt i den blå luft med et skarpt smæld.
Sekunder efter dukkede han op i en velkendt forhave, i et nøje valgt hjørne som var blevet brugt som destination adskillige gange før fordi man ville være skjult ude fra vejen. Huset som haven omkransede var nøjagtigt ligeså velkendt, men det krævede alligevel et mentalt tag om hans egen nakke, før han stak tryllestav og hænder i lommerne og tilbagelagde den korte afstand op til hoveddøren hvor han bankede på.
|
|
Sarah Owens
Hogwarts - H
Dalende dansemus
%\1\%
Posts: 140
|
Post by Sarah Owens on Apr 29, 2013 22:18:05 GMT
W I T H : - A E R O N - O W E N S - - - W E A R I N G : - T H I S
Sarah havde ingen anelse om, hvor længe hun havde ligget i sengen på sit børneværelse, da hun vågnede op allerførste gang. Hun vidste ikke hvor hun var, men det blev også hurtigt håbløst ligegyldigt, da hendes mave knudede sig sammen i kraftige krampetrækninger og hun kastede sit begræsede maveindhold op ud over sig selv og sengen. Der lød skridt ude på gangen, før døren blev flået op og hendes far styrtede ind.
- - - - - -
Verden hang mere sammen, ganske langsomt. Med bevistheden om hvor hun befandt sig og hvordan hun var kommet derhen, voksede vreden i hende og det blev nødvendigt for hendes forældre og brødre, at tage visse forbehold, så hun ikke forsvandt igen eller kradsede øjnene ud på dem i raseri over, at være blevet bortført og spærret inde. I vrede fik hun kaldt dem både det ene, det andet og det tredje, før flere krampetrækninger fulgte og efterlod hende klynkende, svedende og tiggende efter amfetaminen, som hendes krop havde vænnet sig til og nu skreg på.
Når hun intet fik, gik hun tilbage til at forbande dem, men der var ingen forhandlingsvilje og det eneste hun fik var mad og drikke, hvoraf størstedelen ikke forblev nede.
- - - - - -
Hun var svimmel, da hun blev vækket af sin mor igen, efter endnu en lang, utryg og overfladisk søvn. Denne gang rystede hun af kulde, men hun havde det alligevel bedre og var begyndt at forstå situationen. De var holdt op med at holde hende under konstant overvågning efter tre døgn og hun havde formået at drikke et helt glas vand med sukker i, uden at det forlod hende igen.
Da Harriet Bones først havde sikret sig, at hendes datter var nogenlunde ved bevisthed, fortalte hun om den gæst, der ventede nede i stuen. Hendes blik var vagtsomt på datteren, der spærrede øjnene op ved navnet og spændte mærkbart i kæben. På trods af uviljen, blev besøget alligevel præsenteret som noget, der ville komme til at ske, og Sarah endte blot ned at krybe ned under dynen, vende ryggen til døren og lukke øjnene i. Måske var han på vej op af trappen, men han skulle ikke få lov til at se hende siddende og ventede på ham, når nu han var den sidste hun havde lyst til at se. Kvalmen og den feberagtige tilstand havde ikke forladt hende. Hun rystede svagt af kulde endnu, men bed det I sig og lod som om hun sov, uden at være videre overbevisende.
|
|
Aeron Owens
Hogwarts - H
Tatoverende troubadour
Posts: 138
|
Post by Aeron Owens on Apr 30, 2013 10:35:19 GMT
T a g g e d--S a r a h--O w e n s----W e a r i n g--T h i s Aeron havde efterladt sin jakke på en knage i gangen efter at være blevet lukket ind i Bones-huset. Selvom han havde været der flere gange under Sarahs fravær og endnu oftere før det, var det alligevel helt anderledes nu han vidste Sarah var i huset og han skjulte kun dårligt sin anspændthed overfor sin svigermor.
Han stod i et hjørne af stuen og så på billeder af en langs yngre Sarah og hendes søskende der hang på væggen. Begge hænder var stukket i lommerne på jeansene for ikke at flagre nervøst med dem og med en efterhånden permanent rynke i panden. Han vendte sig hurtigt da han hørte Harriet komme ned igen og præsterede et mat smil før han endnu engang greb sig selv i nakken og fortsatte det sidste stykke ovenpå.
Han behøvede ingen vejviser for at finde Sarahs værelse, men hvor han normalt ville have smilet smørret og hemmelighedsfuldt ved tanken om de mange gange han havde været på det værelse før i tiden, gjorde det nu kun rynken dybere. Han tog en dyb indånding før han trykkede håndtaget ned og forsigtigt skubbede døren op, halvt forventende at blive mødt af enten hvæsen og kløer eller diverse flyvende objekter. Ingen af delene skete og han blev stående nogle øjeblikke i døren uden at sige noget. De mørke krøller var tydeligt at se henne i sengen, men selvom han vidste hun måtte være vågen, med mindre hun faldt meget hurtigt i søvn igen, lå hun med ryggen til rummet med fuldt overlæg. Han lukkede døren næsten i bag sig og gik de få skridt hen til en ledig stol han mistænkte havde været brugt af begge forældre og brødre, satte sig og betragtede det mørke hår uden at sige et ord eller gøre noget som helst andet.
|
|
Sarah Owens
Hogwarts - H
Dalende dansemus
%\1\%
Posts: 140
|
Post by Sarah Owens on Apr 30, 2013 16:13:32 GMT
Sarah hørte døren åbne og måtte lægge bånd på sig selv, for intet at foretage sig. Hendes impulser bød hende tre meget modsatrettede reaktioner, men hun gjorde intet. I stedet blev hun tavst liggende hvor hun var, forsøgte at lade være med at ryste og bed sine tænder hårdt sammen.
Hans vejrtrækning kunne høres hen over lyden af en af mugglernes haveredskaber og vinden, der susede i træerne udenfor. Det var uvelkomment at kunne lytte til luften, som blev suget ned i hans lunger og forlod dem igen. Alligevel var det nøjagtig hvad hun var tvunget til at gøre, uden at kunne stille noget som helst op.
Hele hendes krop var anspændt og musklerne strammet sammen, imens hun gjorde sig umage med ikke at sige den mindste lyd eller gøre noget væsen af sig selv. Hun forsøgte virkelig at lade som om hun slet ikke var tilstede og ønskede brændende at han ville forsvinde ud af rummet og langt, langt væk fra det fængsel, som han havde placeret hende i sammen med hendes brødre.
At hun ikke kunne fortælle ham det, skyldes ene alene en usikkerhed på hvad, der ville undslippe hendes bævende læber, hvis hun lod noget komme over dem.
|
|
Aeron Owens
Hogwarts - H
Tatoverende troubadour
Posts: 138
|
Post by Aeron Owens on Apr 30, 2013 17:46:03 GMT
T a g g e d--S a r a h--O w e n s----W e a r i n g--T h i s Aeron lænede sig tilbage i stolen og lod i første omgang underarmene hvile mod armlænene. Efter nogle minutter lagde han dem over kors i stedet, uden at rigtigt at kunne finde en behagelig stilling. At det ikke så meget var et spørgsmål om stolens kvalitet var han dog ulideligt klar over. Hans blik forlod ikke på noget tidspunkt Sarahs nakke og han måtte lægge bånd på sig selv for ikke at rejse sig og i stedet sætte sig på kanten af sengen, da han blev opmærksom på at hun rystede. Hvorfor var nemt at regne ud og det fik bekymringen til at vokse i ham.
Guderne skulle vide han havde lyst til netop at sætte sig på kanten af sengen, måske tilmed krybe ned ved siden af hende, lægge armen omkring hende og forsikre hende om at alting ville blive bedre. Han rørte sig dog ikke ud af stedet og havde ingen intentioner om at gøre tanker til handling. Duften af hendes hår stod pludselig tydelig for ham og han lukkede øjnene hårdt i et langt øjeblik mens han mentalt sparkede mindet tilbage til sin underbevidsthed.
Flere minutter passerede og han mistede fornemmelsen af nøjagtigt hvor længe der var gået. Han kunne have set på sit ord, men det ville samtidigt betyde han skulle tage blikket fra det mørke hår, hvilket han ikke havde lyst til. En lille del af ham var bange for hun ville forsvinde igen og hvad hun end kunne smide efter ham, verbalt og fysisk, var bedre end det. Han rettede sig lidt op og tog en dyb indånding med den intention at sige noget, bryde den anspændte tavshed der kunne skæres med en kniv. Så fortrød han, åndede ud med en svagt anstrengt lyd og lænede sig tilbage i stolen igen.
|
|
Sarah Owens
Hogwarts - H
Dalende dansemus
%\1\%
Posts: 140
|
Post by Sarah Owens on Apr 30, 2013 18:10:30 GMT
Spændingen på soveværelset var tyk som intet andet og kunne ikke sammenlignes med noget Sarah havde stiftet bekendskab med tidligere, selvom hun hen over det sidste år var blevet mange erfaringer rigere. Den stilhed, der kun blev brudt af halvidylliske lyde udefra og af et dybt suk fra Aeron, føltes øredøvende i hendes ører.
Hendes sanser blev bombarderet med indtryk og hendes tanker snurrede rundt som i en malstrøm, uden at hun foretog sig andet end at ligge ned, knibe øjnene hårdt sammen og forsøge at holde op med at eksistere. Alting føltes sløret.
Endelig, mange minutter efter han var kommet ind, en hel evighed siden hendes mor var gået, åbnede hun munden. Hun overvejede ikke grundigt hvad hun ville sige. Eftertænksomhed var ikke en af de egenskaber, der havde overlevet indtil nu. Et simpelt, hårdt, spinkelt, rædselsslagent og hadefuldt “gå din vej,” var alt, der kom ud i første omgang.
Hendes øjne var stadig lukkede. Hun måtte anstrenge sig for ikke at klapre tænder.
|
|
Aeron Owens
Hogwarts - H
Tatoverende troubadour
Posts: 138
|
Post by Aeron Owens on Apr 30, 2013 18:37:34 GMT
T a g g e d--S a r a h--O w e n s----W e a r i n g--T h i s Aeron var fokuseret på enhver næsten usynlig bevægelse ovre i sengen. Dynen der svagt, men regelmæssigt hævede og sænkede sig. Den svage sitren i de mørke krøller der ikke stoppede, men blev ved og kun bekræftede ham i, at hun rystede. Trangen til at gå nærmere fortog sig ikke, men var konstant og insisterende, hvilket kun gjorde ham både mere anspændt og rastløs. Hvad han rent faktisk ville have sagt da han rettede sig op var han ikke engang selv klar over. Uanset kom det ikke ud og han endte igen tilbagelænet, men ikke afslappet, i stolen med fingrene knyttet let om armlænene.
Han stivnede da tavsheden blev brudt, men den anspændte stemning opretholdt og holdt vejret et øjeblik. Hans blik flakkede et splitsekund, så rystede han på hovedet, selvom hun ikke ville kunne se det og rynkede brynene stædigt "Nej." han sagde ikke mere og syntes hans egen stemme lød anderledes end den plejede, selvom det nok mere var den forgående, rungende tavshed, der fik al tale til at virke malplaceret.
|
|
Sarah Owens
Hogwarts - H
Dalende dansemus
%\1\%
Posts: 140
|
Post by Sarah Owens on Apr 30, 2013 18:48:10 GMT
Sarahs hjerte slog hårdt, alene da hun sagde de tre ord, der var så fyldt med forskellige betydninger, at hun knapt kunne redegøre for alt hvad hun mente med dem. De undslap hendes rystende krop, væltede ud over hendes læber og var ude i luften et splitsekund senere.
Så var der stille igen. Larmende, kvælende, altopslugende tavshed herskede i et øjeblik, før han svarede med et enkelt ord, der føltes som en mur. Hun løb direkte ind i den, væltede sammen og slog øjnene op med et dæmpet gisp.
Ganske kortvarigt havde hun holdt vejret, men luften susede nu igen ned i lungerne på hende, uden at bringe nogen lettelse. Det stak og smertede. “Gå,” gentog hun vredt, frustreret over hvordan hendes egen krop reagerede og rædselsslagen for at han skulle se noget som helst af al den ynkelighed, der havde holdt hende som slave i al den tid hun havde været spærret inde.
“Forsvind, lad mig være, fuck af og brænd i helvede!” Hun kunne ikke kontrollere ordene, der snublede ud af hendes tiltagende rystende krop, som krampede under dynen og tvang både vrede og desperation ud af hende. Hun græd igen, men uden tårer.
|
|
Aeron Owens
Hogwarts - H
Tatoverende troubadour
Posts: 138
|
Post by Aeron Owens on Apr 30, 2013 19:08:01 GMT
T a g g e d--S a r a h--O w e n s----W e a r i n g--T h i s Aerons fingre lukkede sig hårdere omkring armlænet da Sarah delvist gentog sig selv. Han rystede på hovedet igen, mere for at stive sig selv af end for hende "Nej." gentog han, lidt hårdere end før. Hans kæbe spændtes hårdt da hun fortsatte og fingrene strammede deres greb endnu lidt mens han måtte gribe ligeså hårdt fat om sin egen selvkontrol for ikke at sige noget ligeså slemt han vidste han ville fortryde, eller rejse sig.
Det gjorde næsten fysisk ondt at være i samme rum som hende og han blev opmærksom på, at hans puls var steget så snart hun åbnede munden. Han rystede på hovedet igen, vidste ikke om han rent faktisk var holdt op med det "Det kan jeg ikke." udvidede han sit pludseligt meget sparsomme ordforråd med en stemme der tydeligt var lige ved at knække. Han lukkede øjnene igen og forsøgte at sluge den klump der voksede i halsen på ham. Der var tusind andre ting han ville sige, råbe, trygle, men han bed dem i sig og slap i stedet armlænet med den ene hånd for at gemme ansigtet i den et langt øjeblik mens han åndede tungt i endnu et forsøg på at forholde sig i ro.
|
|
Sarah Owens
Hogwarts - H
Dalende dansemus
%\1\%
Posts: 140
|
Post by Sarah Owens on Apr 30, 2013 19:18:52 GMT
Sarahs krop havde forrådt hende igen og rystede ukontrollabelt, imens hendes muskler krampede sig smertefuldt sammen.
Hun trak vejret anstrengt og svarede ikke på Aerons erklæring med andet end et halvdesperat og hæst “skrid,” der ikke bar nær så meget vægt som de andre svidende ord.
Dertil var hun alt for tydeligt midt i noget, der mest af alt mindede om endnu et anfald, selvom det ikke nærmede sig graden af ydmygende og smertefuldt, som de første par dages episoder havde været.
Hun græd i desperation, krummede sig sammen og forsøgte at skjule sin tilstand overfor ham, selvom intet i den grad var reelt muligt.
Hvorfor han ikke måtte se det, ville hun ikke kunne have svaret på. Hun vidste bare, at han ikke skulle overvære det og derfor måtte ud.
|
|
Aeron Owens
Hogwarts - H
Tatoverende troubadour
Posts: 138
|
Post by Aeron Owens on Apr 30, 2013 20:40:14 GMT
T a g g e d--S a r a h--O w e n s----W e a r i n g--T h i s Aeron bed hårdt sammen mens han sad forstenet og betragtede dynen ryste kraftigere og kraftigere. Det tenderede menneskeligt umuligt at blive siddende og bare være vidne til hendes ynkelige tilstand. Han hadede det. Hadede at tænke hende og ynkelig i samme sætning. Hadede at hun havde det som hun havde. Hadede at han ikke kunne vifte sin tryllestav og gøre det hele bedre. Endnu en hovedrysten fulgte forsinket hendes hæse ordre, men ingen ord denne gang.
I stedet rettede han sig op i et hurtigt ryk og fortsatte op at stå før han fortrød igen. Da han først stod op svigtede modet dog og han anede ikke hvad hans næste træk skulle være. Det var tiltalende at flygte ud af døren igen. Tage hjem til hvalpen der uden tvivl havde lagt op til flere pytter han kunne komme hjem til. Det ville dog uanset være nemmere end hvor han stod lige nu.
Han knyttede hænderne hårdt ind mod lårene og så fra sengen til døren adskillige gange før han vendte sig helt om mod sengen og gik et par skridt nærmere. Det krævede et stop på halvvejen selvom afstanden var begrænset før han stod tæt nok på sengekanten til at kunne ane hendes ansigt bag håret "Sarah.." begyndte han ligeså hæst som hende og sank igen uden at gøre eller sige mere udover at se ned på den rystende skikkelse i sengen der var den kvinde han nogle år forinden havde giftet sig med.
|
|
Sarah Owens
Hogwarts - H
Dalende dansemus
%\1\%
Posts: 140
|
Post by Sarah Owens on Apr 30, 2013 21:03:44 GMT
Sarah ønskede Aeron så langt væk, at hun ikke kunne redegøre for det I sit hoved. Samtidig var der tredivetusind konfliktende tanker, følelser og ønsker, som hun ikke var I stand til at tage vare på I sin nuværende tilstand.
Det ledte hende altsammen imod en afgrund hun kendte så glimrende på nuværende tidspunkt, men det var umuligt at forstå noget som helst, når hendes kontrol forsvandt ud imellem fingerleddene og tåspidserne.
På kort tid var hun reduceret til et vrag igen. Stoltheden og vreden var knækket, for at efterlade hende rystende heftigt under dynen. De første smertesklynk forlod hende, da han sagde hendes navn, uden nogen synderlig reaktion fra hende.
“Lad mig være,” bad hun sammenkrummet, imens sveden sprang frem på hendes pande. “Gå din vej, lad mig være, gå væk... Jeg vil ikke...” Hvad det var hun ikke ville, forblev uklart, præcis som hendes hakkende tale.
|
|
Aeron Owens
Hogwarts - H
Tatoverende troubadour
Posts: 138
|
Post by Aeron Owens on Apr 30, 2013 21:23:14 GMT
T a g g e d--S a r a h--O w e n s----W e a r i n g--T h i s Aerons blik flakkede mens han stod og så ned på Sarah og de dybe rynker i hans pande truede med at sætte sig permanent fast. Det stak i brystet på ham både at se og høre på hende. Ikke hvad hun sagde i sig selv, men tonen i hendes stemme og de utvetydige lyder af ubehag der fulgte efter "Nej." gentog han igen næsten kun en høj hvisken. Der var ingen stædig vrede længere, kun bekymring og hans eget ubehag over at være vidne til det han var, og ikke at kunne gøre noget.
Forsvarsberedt og uendeligt langsomt satte han sig ned, helt ude på kanten af sengen hvor der egentligt slet ikke var plads til ham. Han sad der alligevel og så sig søgende omkring efter noget så simpelt som en vaskeklud. Som håbet, mere end forventet, lå der en på det lille bord ved siden af sengen og han rakte ud efter den i endnu en langsom bevægelse uden helt at tage blikket af Sarah mens han gjorde det. Han forventede stadig et angreb hvert øjeblik det skulle være. Også selvom hun ikke lignede en der kunne så meget som træde på en myre lige i øjeblikket.
|
|
Sarah Owens
Hogwarts - H
Dalende dansemus
%\1\%
Posts: 140
|
Post by Sarah Owens on Apr 30, 2013 21:51:58 GMT
Sarah kunne ikke holde ud, at høre på Aeron eller tage stilling til hans tilstedeværelse. Han skulle ud og væk og han skulle det nu, men der var ingen kræfter i hende, til fysisk at tvinge eller jage ham. Det eneste hun kunne, var ynkeligt at bede ham om at gå. Formålsløst, tilsyneladende, eftersom han blev ved med at insistere med det ene lille ord, der fik det hele til at skramle endnu mere sammen inde i hendes hoved.
Hun gentog ikke sine kraftige opfordringer. I stedet hev hun efter vejret og løftede blikket, for for første gang at se på ham.
Hendes lyse øjne fandt hans og låste sig fast der I flere, lange øjeblikke, før hun knækkede helt. Hun krummede sig sammen I fosterstilling på sengen og jamrede, sekunder før hun blev spændt som en flitsbue og begyndte at græde igen.
Det tog alt sammen få, smertefulde minutter, før kramperne aftog og efterlod hende rystende og meget lille. Hun stirrede ud i luften med blanke øjne, ignorerede hans tilstedeværelse i endnu et øjeblik og trak vejret langsomt ind. “Kan du lide, at se det her? Var det målet?” Hun så ikke på ham, men det var tydeligt hvem spørgsmålet var rettet imod. Han var jo den eneste i rummet.
|
|
Aeron Owens
Hogwarts - H
Tatoverende troubadour
Posts: 138
|
Post by Aeron Owens on May 1, 2013 7:59:49 GMT
T a g g e d--S a r a h--O w e n s----W e a r i n g--T h i s Aeron var ikke sikker på hvad han havde forventet, men da Sarah drejede hovedet trak han sig per automatik lidt tilbage, klar til at rejse sig og enten bakke eller fysisk holde hende fra at kradse øjnene ud på ham. Der kom dog intet angreb, selvom hans puls forsvarsberedt var steget lidt igen. Han gik dog i stå da hendes blik låste hans fast og glemte nogle sekunder helt at trække vejret. Han følte det en lille smule som om han faldt og så brød hun øjenkontakten og gav ham hans fulde vilje tilbage.
Han åndede ud i et hårdt stød og rakte instinktivt ud og lagde en hånd ovenpå dynen mens hun vred sig. Han vidste der ikke rigtigt var noget at gøre for at forhindre det, men en svag panik meldte sig alligevel i hans baghovede. Han overvejede kort at kalde på Harriet, men før han bestemte sig, lå Sarah igen stille og han havde taget hånden til sig, forhåbentligt, før hun nåede at opdage noget.
I stedet trak han sin tryllestav frem og brugte en lydløs besværgelse til at fugte kluden han stadig havde i den anden hånd, med koldt vand. Den ville holde sig kølig længere end det var helt naturligt. Normalt var det et nummer de havde brugt på drikkevarer hjemme i Witney. Selvom folk måske ikke tænkte over det, så var øllene fra Griffin kolde lidt længere end de fleste andre steder. Sarahs ord bragte ham tilbage til virkeligheden og han rystede igen på hovedet uden at se på hende, men også uden at flytte sig "Nej." han rynkede brynene og mistænke om det var det eneste han kunne sige efterhånden. Han knugede den fugtige klud i hånden lidt endnu, skiftede den så over i den anden hånd og rakte ind over sengen for at lægge den mod hendes svedige pande.
|
|