Tæl til ti..

[Sarah Owens]

Sarah lukkede øjnene hårdt sammen igen og bed alle sine desperate tårer i sig. Hun kunne ikke have ham der, for han fik alle tankerne til at køre rundt i hovedet på hende, så hun slet intet kunne tænke. Alligevel forsvandt han ikke. Al ønsketænkning i verden, fik ham ikke til at skride langt ind helvede og hun gav sig, da den kolde klud ramte hendes pande.

Den instinktive reaktion var at hvæse og hun spændte da også i hele kroppen, klar til forsvar eller angreb. Intet mere blev det dog til. Hun havde ikke kræfterne til at gøre andet end at synke sammen igen.

Ynkelig, for det følte hun sig i den grad, lå hun udstillet foran det, der engang var hendes mand. Hvad han var nu, havde hun ingen anelse om. “Du fik din hævn,” sagde hun bittert og hæst. Vreden var stadig prominent, selvom hun ikke havde kløerne fremme eller var ved at flå i ham nu. Hun havde uden tvivl fået draget blod den aften. “Du har set mig nu. Det var det du ville, så nu kan du gå. Skriv under og lad mig dø i fred.”

[Aeron Owens]

T a g g e d--S a r a h--O w e n s----W e a r i n g--T h i s

Aeron trak selv hånden lidt til sig i et hurtigt ryk da Sarah som forventet stivnede under den kolde klud. MEst fordi han stadig ikke var sikker på om der ville komme mindst fem kløer susende i hans retning. At han lige nu var aldeles uønsket var ville selv en sinke ikke være i tvivl om. Alligevel blev han siddende og tørrede sveden af hendes pande mens han svarede hende med samme tre-bogstavers ord som før.

Impulsivt gled en opgivende, halvt indigneret lyd over hans læber da hun talte igen og han rystede på hovedet mens han fjernede kluden igen "Hvilken hævn, Sarah?" han sænkede blikket til kluden han stadig havde i hænderne. Det hvilede nogle sekunder på de kradsemærker der var ved at forsvinde igen, i forvejen skjult mellem hans snørklende tatoveringer. Der gik flere lange øjeblikke før han talte igen "Vi kan snakke om underskrifter når du har det bedre." affærdigede han lavmælt, men stædigt efter at have forhindret sig selv i at knurre sit svar vredt, at han aldrig ville skrive under på hendes papirer. Det havde også det første lange stykke hen ad vejen været det han var sikker på, men med tid, kom også at måtte se realiteterne i øjnene. Han kunne ikke længere overbevise sig selv om, at hun måske ville fortryde, at de ville kunne finde et fælles standpunkt igen, men han vidste han ikke var klar til at give op uden kamp.

[Sarah Owens]

Sarah bed tænderne sammen. Hun nægtede at græde foran ham, selvom hun i den grad følte sig grædefærdig. Alt hvad han var og alt hvad han gjorde, fik hende til at føle sig endnu mere vanvittig, end hun allerede gjorde. Hans svar, spørgsmålet, der satte spørgsmålstegn ved hendes egne hidsige antagelser... Det hele snurrede rundt i hendes hoved.

Hun gav sig svagt under dynen og rynkede panden. Alting var uforståeligt endnu engang og intet gav mening. “Gå din vej,” beordrede hun igen, lavmælt og forvirret. Hun rystede stadig svagt, men fandt ingen vilje til at angribe eller hade ham. Hans udtale af hendes navn rungede stadig I hendes ører. “Jeg vil ikke have dig her. Du har ikke noget at gøre her. Du skal gå.”

Hun åbnede øjnene igen, kun for at stirre ud i luften. Det var ikke en mulighed at se på ham. Det gjorde for ondt.

[Aeron Owens]

T a g g e d--S a r a h--O w e n s----W e a r i n g--T h i s

Aeron rystede tavst på hovedet igen, men lænede sig, efter en lille tænkepause frem, og lagde kluden fra sig på sengebordet igen "Jeg har alt at gøre her, hvad enten du mener det eller ej.." han var splittet, mere end han kunne huske at have været det sidste halve år. På den ene side nægtede han stædigt at gå nogen steder og vedblev at måtte forhindre sig selv i at række ud efter hende, eller mere end det. På den anden side stak det huller i hans panser hver eneste gang hun bad ham gå, rystede eller gav små klynk fra sig. Dem var han vitterligt helst foruden.

Hvor mange minutter han sad på sengekanten og så stift ud i luften uden at se noget anede han ikke, men til sidst sukkede han tungt og rejste sig "Jeg lovede din mor jeg ikke blev længe, så du får din vilje ser det ud til." en bitter undertone sneg sig ind i hans stemme selvom han hårdnakket forsøgte at forblive neutral og fattet. Endnu en dyb indånding senere fortsatte han, lavmælt og bekymret, uden at se ned på hende igen "Få noget søvn. Du kan kun komme opad herfra." han tog sig selv i nakken og gik med tunge skridt hen til døren, åbnede den og stoppede så igen med den ene hånd lukket om træet "Sarah, jeg.." han gik i stå, sendte et langt blik tilbage mod sengen og rystede på hovedet igen "..ingenting." sekundet efter var han ude i gangen og lukkede døren med et klik bag sig.

L U K K E T